Teaterbrev
Berlin, 30. Novbr. 90.
"Den Gang jeg var et ganske ungt Menneske" – sagde en Gang en Mand — "var der intet, jeg elskede højere end at gaa i Teatret. Ofte spiste jeg kun et tørt Franskbrød eller en Napoleonskage til Middag for at kunne spare Penge sammen til en Teaterbillet. Hundrede Gange vandrede mit Sølvur hen til Pantelaaneren, naar der prangede en Nyhed paa Plakaten, og min eneste Fædrenearv, en lille Merskumspibe med Sølvbeslag, solgte jeg tilsidst i Teaterhunger for en Parterrebillet. Jeg misundte Statisterne, ja selv Kontrollørerne og Pyntekonerne, der hver Dag kunde færdes i de hellige Haller, og jeg brændte af Længsel efter den Tid, da jeg – ligesom min rige Fætter Kristian – kunde faa Raad til hver Aften at drømme mig bort fra al Dagens Strid og Møje paa Parkettets Fløjl. Men da denne Tid kom – for den kom virkelig – var det med det samme, som om Lysten forlod mig, som om Teatrets magiske Tryllekraft forsvandt. Skønt jeg egenlig ingenlunde er noget upoetisk Gemyt, men med stor Interesse følger med [i] alt paa Literaturens og Kunstens Omraader, bytter jeg nu rent ud sagt højst nødigt min egen Chaiselongue med Parkettets Lænestole. Der overfalder mig straks i disse en forunderlig Døsighed: hvor meget end Lidenskaberne larmer og hulker paa Scenen, har jeg ondt ved at holde mine Øjne aabne, og jeg nægter ikke, at jeg foretrækker at sidde med min Ven Emil Poulsen1 ved et borgerligt Glas Øl eller spille et Parti Whist hos Grosserer Møller sammen med Fru Eckardt2 frem for at se dem spankulere omkring paa Brædderne som Prinsen af Illyrien3 eller Dronningen af Saba."
Ofte har jeg maattet tænke paa denne erfarne Mands Ord; og de har været mig en Trøst, naar ogsaa jeg undertiden har fundet, at man vistnok kunde tænke sig en større Oplivelse end den, der høstes i vore kjøbenhavnske Teatre. Og uvilkaarlig har jeg tænkt: hvad kan vel Grunden være til den Ligegyldighed, som vistnok de fleste nu til Dags føler over for hjemlige Teaternydelser, naar de bliver ældre? Den er dog sikkert ikke at søge i Mangel paa Talent hos vore Skuespillere. Langtfra! Ogsaa Iscenesættelse, Sammenspil osv. tilfredsstiller sikkert i Almindelighed rimelige kunstneriske Fordringer. Men mon vi ikke kender vore Skuespillere for godt? Mon vi ikke nu har set dem altfor ofte til, at de ikke længer formaar at overraske os? Vi kender forud deres Opfattelse; vi er saa fortrolige med deres Midler – deres Minespil, deres Bevægelser, deres Stemme lige til det mindste Tonefald – at deres Kunst ikke længer er andet for os end deres Maner. Vi har jo saa at sige fra Barnsben set de samme 10-12 Skuespillere og Skuespillerinder, hvorom al kjøbenhavnsk Teaterinteresse drejer sig; vi møder dem daglig paa Gader og Stræder, og vi kender alle deres Forhold saa nøje, at hvor meget de end maskerer sig paa Teatret, saa vedbliver de for os at være Hr. Poulsen, Hr. Zangenberg4, Fru Eckardt osv. Det falder os ikke ind, at det skal være Alvor med den Prins af Illyrien eller den Dronning af Saba. Selv om de om Aftenen skrider over Scenen i Trikot eller østerlandsk Gevandt, bliver de ved at være de samme Folk, som vi om Dagen saa paa Kaféen eller kørte med i Sporvogn ude paa gamle Kongevej.
Og saa er der endelig det, at vi efterhaanden har opdaget, at vi egentlig er allerbedst tjent med at møde vore kære, kendte Skuespillere uden for Teatret, paa Kaféen eller i Sporvognen. Eller er f.Eks. Olaf Poulsen5 nogen Sinde mere guddommelig, end naar man ved Middagstid sér ham staa paa et Hjørne af Kongens Nytorv, støttet til en Stok, med det ene Ben kastet let over det andet, en graa Cylinderhat lidt paa Snur og en Cigarstump i Mundvigen, smilende tilfreds over hele sit karakteristiske Ansigt, i hvilket en lysende Genialitet og en vis Skomager-Forsorenhed er saa vidunderligt sammenblandet? Spiller Fru Hennings6 bedre Komedie, end naar hun, elegant henslængt i et Droskehjørne, i Solskin gennemfarer Routen7? Eller er Fru Poul Nielsen8 nogen Sinde mere nydelig og indtagende, end naar hun om Formiddagen med sikre, langsomme Skridt vandrer ud ad Bredgade i en lille koket Jaquet af mørkeblaat Fløjl – smilende, ligesom blidt medlidende, over de mange forelskede Øjekast, der stjæler sig over til hende fra Herrerne ovre paa den anden Side?
Men naar man saaledes daglig kan faa vore Skuespillere at sé i deres aller bedste Roller paa Gader og Stræder – hvorfor skal man saa om Aftenen ulejlige sig hen i et Teater for at sé dem i Scener, der øjensynligt interesserer dem langt mindre.
Det blev for nogen Tid siden i forskellige kjøbenhavnske Blade foreslaaet, at Skuespillerne fra det kgl. Teater i visse Tider af Aaret skulde forflytte deres Virksomhed til Provinserne. Skulle denne Plan blive til Virkelighed, var det maaske formaalstjenligt, at til Gengæld Provinsteatrenes bedste Kræfter paa samme Tid opslog deres Pavlun paa Kongens Nytorv. Lige saa vist som det for kjøbenhavnske Skuespillere kunde være heldigt i Ny og Næ at maatte tilkæmpe sig Gehør hos et nyt Publikum, kunde det være lærerigt for de kjøbenhavnske Teatergængere en Gang imellem at befinde sig Ansigt til Ansigt med ganske ukendte Skuespillere.
Man mærker det, saasnart man kommer bort. Det er ganske besynderligt, saa Teaterinteressen atter vokser op i En, naar man befinder sig overfor ukendte Fremstillere. En fremmed Scene er ikke en Række Brædder, paa hvilke man paa en noget unaturlig Maade genser sine gamle Bekendte. Det er virkelig en anden Verden, der aabner sig for En paa den anden Side af Lamperækken – en Verden, hvori Æventyret om Prinsen af Illyrien bliver levende, og hvor Dronningen af Saba udfolder sin silkebaldyrede Pragt, uden at man straks kommer til at tænke paa Skuespillerindernes Regninger hos Wessel & Vett9. Først bag efter raadspørger man Plakaten om, hvad det var for en Frøken Petersen, der skjulte sig under det kongelige Purpur.
*
Igaar Aftes opførte Berlins Lessing-Teater en Dramatisering af Dostojewskis berømte Roman "Raskolnikow". Det kunde synes dristigt at dramatisere et Digterværk, hvori Vægten særlig er lagt paa det minutiøs udpenslede Sjælemaleri, og hvis dramatiske Midtpunkt er et hæsligt Mord paa en gammel Pantelaanerske. Alligevel viste Opførelsen igaar, at det virkelig er muligt at uddrage et sammenhængende Teaterstykke af denne Bog, om end den benyttede Dramatisering ikke overalt var lige heldig. Første Akt – foregaaende i et Kaféhus, hvor de i Stykket optrædende Personer efterhaaden mødes – var særdeles virkningsfuld. Man havde her fra Scene til Scene den samme Fornemmelse som under et Ibsensk Skuespils første Akter. Trods Samtalernes ganske dagligdags Karaktér mærkede man, hvorledes Uhyggen steg op mellem Kulisserne, mens Afgrundene mere og mere aabnede sig under de handlende.
Raskolnikow spilledes af Kainz10. Hans blege Maske, hans lille spinkle, af Overspændthed slappede Person – alt var lige ypperligt. Han talte i Begyndelsen gabende, adspredt – som én, der er træt af at tænke, mæt af at leve dette usle Liv – for saa pludseligt at fare sammen, som om en usynlig Stemme havde hvisket til ham om al den Herlighed, der vilde vente ham og alle de andre Stakler, han har kær – hans fattige Moder, hans Sonja og hendes Søskende – i Fald han kunde faa Mod til at vove "det vidunderlige", den blodige "Retfærdighedgærning", der spøger i hans Hjærne. I Aktens Løb føler man, hvorledes Beslutningen om Mordet mere og mere modnes hos ham – men uheldigvis har man, for ret at klargøre dette, grebet til nogle uhyggeligt lange Monologer og afsides Repliker, der ikke tager sig heldige ud i et ellers saa gennemført realistisk Skuespil.
I anden Akt foregaar saa Mordet i Pantelaanerskens Bolig. Man havde dog her ikke haft Mod til at lade ham udføre Mordet for aaben Scene; det skete i et Sideværelse og uden Støj. Man var tydeligt nok ængstelig for at støde det ikke helt venligt stemte Publikum – men derved gik ogsaa meget af Virkningen tabt. Hertil bidrog igen de Monologer, som man paa dette Sted særligt uheldigt havde lagt Raskolnikow i Munden; han er jo ene paa Scenen. Man burde have ladet sig nøje med den mimiske Fremstilling. Mordere plejer vist ikke at være veltalende i et saadant Øjeblik. Og man kunde trøstig have gjort det, fordi netop Kainz' Mimik er saa vidunderlig talende. Den Spøgelsefrygt, der var i hans Ansigt! . . . Og hvor han græd! Saa rørende som ét Barn, der ikke vidste, hvad det gjorde.
Resten af Stykket interesserede mindre, fordi Fremstillerinden af Sonjas Rolle, Jenny Gross11, var saa aldeles umulig. Lutter klam Øjenvenden og søde Taarer og vamle Suk. Mærkeligt nok skal denne Dame være Berlinernes Yndling. Vi danske er ikke slet saa slikne.
Desværre syntes denne Opfattelse af Sonja som en Slags Hallelujapige tilsidst ogsaa at smitte Kainz. Sidste Akt, hvor han angrende kaster sig paa Jorden og bekender sin Brøde, mindede uhyggeligt om lignende Hyle-Scener ude fra Frelsens Hærs Lokaler i Zinnsgade og Frederiksberg Allé.
At der til en saadan Effekt maatte bengalsk Belysning er en Selvfølge. I sidste Scene strømmer en Mængde Mennesker højst umotiveret ind i Raskolnikows lille Tagkammer og grupperer sig malerisk omkring Undersøgelsesdommeren, mens Raskolnikow bekender sin Brøde. Med dette Opbyggelses-Tableau er den ondsindede Kritik tilfredsstillet. Folk klapper, og Aviserne er glade.
Der er ingen Tvivl om, at Stykket – maaske særlig i denne Tid – vilde kunne gøre Lykke i Kjøbenhavn, dersom der dér fandtes en Skuespiller med lidt af Kainz' uhyggeligt nervøse Temperament. Men det gør der vist ikke. I plumpe Hænder vil Raskolnikow jo falde ned til at blive en slet og ret Forbryder og Stykket derved miste al Tiltrækning.
Men Kainz har jo meldt sin Ankomst til Kjøbenhavn – efter hvad Bladene meddeler. Saa vil han maaske selv tage Raskolnikow med. –12
