Holger Drachmann
Pontoppidans forhold til den 11 år ældre Drachmann (1846-1908) er mere end speget. Tre tråde er her indledningsvis lagt op på væven: 1) En Pontoppidan-relateret Drachmann-biografi, 2) en oversigt over Pontoppidans udtalelser om Drachmann og 3) en bagfra begyndt oversigt over deres gensidige færd.
Drachmanns biografi i forhold til Pontoppidan og dennes omgangskreds
Holger Drachmann var 11 år ældre end Pontoppidan, født 9. oktober 1846, et år ældre end Edvard Brandes men dennes tidlige sidekammerat i Mariboes Skole. Da han senere kom i Metropolitanskolen, blev han herfra livslang ven med Erik Skram. Som stor dreng oplevede han "sit Hjertes Somre"1 i Havreholm i Nordsjælland hvor senere, i juni 1886, Pontoppidan flytter ind, måske ikke uden Drachmanns tilskyndelse; de to havde været sammen i månederne forinden.
Hvor tidligt Pontoppidan er begyndt at læse Drachmann kan ikke siges med nogen sikkerhed. Drachmann debuterede i bogform i november 1872 med Digte, men man skal nok frem til Dæmpede Melodier (1875) hvor f.eks. digtet "Misericordia!" kan have gjort indtryk på den unge digterspire. Ved festen i januar 1881 for Hostrup (og hans skuespil Eva) oplevede Pontoppidan for første gang Drachmann live (jf. Arv og Gæld, s. 22) men uden at gøre hans bekendtskab før han senere på året hos Hendriksen2 og derefter hos Borchsenius gjorde Drachmanns personlige bekendtskab. Forfatterskabets første reference til Drachmann findes i "Kirkeskuden" (i Stækkede Vinger, 1881) hvor "de unge Herrer"s optagethed af at synge Drachmann modstilles "Borgermand"ens recitering af Oehlenschläger.
Den Drachmann Pontoppidan lærte at kende hos Hendriksen og Borchsenius, befandt sig i en overgangsfase, som Borchsenius beskrev således i et brev til Viktor Rydberg 30.12.1881: "Han tager nu Skridtet over imod en bestemt Side i vort Aandsliv som i vort Folkeliv, om du vil fra Brandes til Berg"3. Når han selv har skullet sige det – og sikkert har sagt det til Pontoppidan – så har
jeg (...) i de sidste Aar, hvor jeg har haft Ro og Fred, væsenligst beskæftiget mig med Læsning og Tænkning over Tro og Tvivl, over Religionen og Moralen, kort sagt over de største Problemer, som sætter Sindene i Bevægelse. Jeg har tillige mere og mere arbejdet paa at komme til at staa alene, udenfor alle skiftende Meninger og Partier (...)4
Dette hindrede dog ikke Pontoppidan i under sin bryllupsrejses ophold i Venedig at kaste sig ud i den rene, skære Drachmaniana:
O du skjønne Venezia-Stad I Måneskin, i Måneskin Måneskin Dejlige Jomfru i Bølgernes Bad, I Bølgernes sølverne Bad. O! O! Dejlig du Jomfru at skue! Dejlige Syn! – dine marmorhvide Lemmer strækker du ud – O! O! – Ak og Ve O!5
Har Pontoppidan anmeldt Drachmanns Troldtøj eller ej? I så fald er anmeldelsen et vidnesbyrd om HPs omfattende Drachmann-læsning når han skriver om "Helhesten" at den "hører [...] til denne Digters allerbedste Prosaarbejder". I sin bibliografi fra 1934 anfører Poul Carit Andersen en anmeldelse fra 27. februar 1890 under Mærket "P." (PCA 158a). At indførelsen har et a-nummer, betyder at den er indføjet sent. PCA havde Pontoppidan til at læse bibliografien igennem og kunne hævde at han dermed havde fået godkendt alle numre. Om man nu kan stole på det, og om 158a er indføjet efter konsultationen hos Pontoppidan, er i dag ikke godt at vide. Knut Ahnlund tog i sin disputats PCA på ordet. Men det gør Thorkild Skjerbæk ikke i sin bibliografi fra 2006.
I Brdr. Brandes' øjne var Drachmann på dette tidspunkt en "Frafalden" [nemlig fra "Aandsfriheden"] (se BBB III 175)., og Pontoppidan blev under sit første besøg hos Brandes over for tredjemand betegnet som tilhørende den "danske Bevægelse", dvs Drachmanns protest mod Brandes og hans bevægelse.
De to blev dus senest i 1890, mens de begge opholdt sig i Hellebæk (Ålsgårde). Forinden var Drachmann sammen med Alexander Kielland blevet indblandet som opmand i Pontoppidans strid med forlægger Hegel om indholdet af Skyer. Drachmann opholdt sig det meste af året i den villa på "Nordvestsiden af Apperupvej, netop hvor denne i en Bakke løber ned mod Strandvejen"6, han havde i lejemål i årene 1888-97, mens Pontoppidan holdt til på Ålsgårde Hotel nede på selve Strandvejen. Dusbroderskabet bevidnes af Pontoppidans udaterede brev engang i løbet af foråret7. Det kan udmærket være forholdet til Drachmann der fik Pontoppidan til at vælge hotellet i Hellebæk som opholdssted, men hvornår i perioden efter 5. februar de er blevet dus, lader sig ikke fastslå. Et fællesskab omkring deres respektive børn kan have spillet ind for dusbroderskabet (som det måske også er tilfælde med Henrik Cavling): Pontoppidans datter Johanne (f. 1884) har i sin fødselsdagkalender fra 1896 indført Lisbeth Drachmann (f. 1884).
Evident fik Drachmanns roman Forskrevet indflydelse på Pontoppidans holdning til Muld (1891).
Vi har ingen kilder til hvordan forholdet herefter udviklede sig, men da Pontoppidans Højsang skal udkomme, er Pontoppidan betænkelig ved den planlagte udgivelsesdato:
"Jeg troer, vi skal vente til efter Drachmanns-Jubilæet. Det kunde ellers let tage sig ud, som var min Bog [Højsang] beregnet på at være en ugalant Jubilæums-Hilsen fra mig. Det vil jeg nødig have." (Brev 29.9.1896 til Aage Hirschsprung 1896).
Hvis mistanken er berettiget, kan man spørge hvad en lille udsættelse skulle hjælpe.
Under sin USA-turne i 1900 sender Drachmann tiggerbreve til både Peter Nansen på Gyldendal og Aage Hirschsprung der sender sit eksemplar videre til Pontoppidan som svarer:
Drachmanns Brev, som jeg her tilbagesender, har gjort et dybt Indtryk på mig. Hvor stor eller ringe Alvor der nu end kan ligge bag hans Trusel, så forekommer det mig kun at være hans Venners og Beundreres Skyldighed at skaffe ham den Hvile, hvortil han øjensynligt højlig trænger. Jeg veed nok, at der oftere har været indsamlet til ham, og at man tillægger ham altfor kongelige Vaner. Sandheden er dog den, at hans Liv har været som en eneste lang, trælsom Arbejdsdag, hvoraf vi andre har høstet Glæden og Udbyttet.
Da Drachmann i 1906 fylder 60, bliver han fejret med en stor fest på Københavns Rådhus. Under forberedelserne skriver Pontoppidan til Otto Borchsenius:
Drachmannsfesten udvikler sig, synes mig, mere og mere til en Maskerade. I de gyldendalske Avertissementer optræder han endogså selv kostymeret i middelalderlig Dragt! Og så spottes der samtidig over de kongelige Kuskes Paryk! Det er dog begge Dele nøjagtig den samme Spekulation i en molboagtig Smag." (7. oktober 1906).
Til selve festdagen sendte Pontoppidan Drachmann et eksemplar af Asgaardsrejen med denne dedikation:
Jeg, lille Nisse, rejste
med Spær og Skjold fra Land til Land.
Min Agt det var at tjene
hos Verdens største Mand.
Jeg søgte vidt og længe,
jeg drog mod Syd, jeg drog mod Nord;
men mellem alle Kæmper
mig tyktes ingen stor.
Jeg fór i Øst og Vester,
Kompasset rundt tilsidst jeg vandt:
hos dig – min Ungdoms Mester! –
igen mit Spor jeg fandt.
Jeg kaster Skjold og Lanse
og bøjer mig i Støvet ned;
jeg rækker dig mit Hjerte –
min Ungdoms Kærlighed.
9. Oktober 1906.
Henrik Pontoppidan.
Pontoppidan om Drachmann
| Drachmanns ligfærd | Pontoppidans færd | |
|---|---|---|
| 1908 01 14 (tirsdag): | dør i Hornbæk på Dr. Brünniches Sanatorium | |
| 1908 01 15 (onsdag): | Afslår over for Politiken redaktør Cavling nu at skrive mindeord om Drachmann. | |
| 1908 01 21 (tirsdag): | Privat sørgehøjtidelighed hvorefter kisten føres til Hornbæk Kro. Her taler Helge Rode og en lokal fisker. Kisten føres med fakkeltog gennem fiskerlandsbyerne til Helsingør og bringes med tog til København | Agter fra Frederiksborg at rejse til Skagen til "den store Højtidelighed på Søndag". |
| 1908 01 22 (onsdag): | Kisten brændes på Bispebjerg Krematorium. Asken lægges i en af Willumsen tegnet porcelænsurne, der henstilles i Koncertpalæet i Bredgade(?) | |
| 1908 01 25 (lørdag) | Urnen føres på katafalk trukket af fire hvide heste gennem byen til Toldboden og sejles i nattens løb under ledsagelse af 100 sørgende til Frederikshavn. | Var Pontoppidan med på "Kong Haakon"? Det er (endnu) ikke fastslået, men derop rejste han – så hvorfor ikke, jf. de "nye Venner" han senere taler om. |
| 1908 01 26 (søndag) | Med tog føres urnen til Skagen og en talrig procession fører den ud i klitten hvor urnen [på katafalken??] bæres "op ad den stejle Sti til Klitten" af "Ancher, Krøyer, Willumsen, Henrik Pontoppidan, Tuxen og Brodersen, Brøndum og Vilhelm Andersen" [kilder: Politiken og Aalborg Stiftstidende 27.1.] og indsættes i den af Krøyer tegnede grav og Vilh. Andersen (bl.a.) holder en tale (der kan læses i Illustreret Tidende for 2.febr.). Peter Nansen skriver i Portrætter (1918, s. 82-83):
|
Pontoppidan bliver på Skagen og når bl.a. at blive malet af Michael Ancher. Om tirsdagen går han til Gl. Skagen for at træffe Søiberg der ude på klitten havde læst et digt højt som havde begejstret alle. De går tur sammen langs veststranden, og Pontoppidan tager ham med tilbage til Skagen By til Soffy i Drachmanns hus s.m. Willumsen, Anchers, Hans Brodersen. En anden dag (?? er de sammen to gange?) opsøger han Søiberg og bringer ham ind hos Brøndum sammen med Willumsen, Soffy, Krøyer, Ancher, Nansen "og andre af Tidens Store". |
| 1908 02 01 (lørdag) | Først da er Pontoppidan tilbage i Frederiksborg efter at have underholdt sig med "gamle og nye Venskaber" (se brev til Georg Brandes). | |
