Henrik Pontoppidan til Holger Drachmann
Sendt fra Berlin. 22. december 1890
Denne Tvangløshed er betagende
22d Decb 90. |
Louisenstrasse 51 Qgb. I Berlin N.W. |
Kære, store Digter!
Når jeg ikke før nu skriver og takker dig for din Bog, er Grunden alene den, at jeg hidtil ikke har vidst, om jeg vilde blive i Stand til at takke dig mundtligt. I Dag har jeg imidlertid fået Underretning om, at jeg i det mindste foreløbigt ikke vil blive slæbt hjem (i Anledning af en dum Historie om Gudsbespottelse, som du naturl har set om) – og min første Gærning skal nu være at sige dig, at jeg ikke længe har haft en så stor Nydelse som under Læsningen af "Forskrevet –"1. Det er vist egentlig ingen "god Bog". Jeg har på Fornemmelsen, at den mange Steder hører ind under "de umulige", og at du naturl har måttet høre adskilligt ilde for den af vor begavede Presse. Men denne Tvangløshed, hvormed Side efter Side er skreven, 2 er netop for mig det betagende, det store, det sjældne. Første Bind synes jeg unægtelig bedst om. Også i andet Bind er der henrivende Ting – men jeg kender din Stil, når du begynder at blive træt og har nået Bunden af Blækhuset, hvor det "grødede" ligger.
Når jeg ser en sådan stor Bog, kommer jeg altid til at tænke på en Olding. Jeg synes man må være bleven så gammel som Methusalem under Arbejdet med et sådant Værk. Men der ligger vist også i en Bog som "Forskrevet –" lige så meget Arbejde, som et Gennemsnitsmenneske præsterer i hele sin Levetid. Jeg husker dig nok fra i Foråret, – hvor træt du kom ned fra dit Arbejdsværelse om Aftenen. Nu sidder vi, dine Læsere, mageligt henslængt i en Lænestol, og nyder dit Arbejde som Duften af en Blomst.
Nu længes jeg efter at se, hvad det bliver til med dit Varieté-Theater. Ideen er sandelig god nok ... men kommer du i Kompagni med Brygger Jacobsen, så bed ham om at brygge noget ordentlig Øl – for det er dog vel Meningen, at det skal være 3 et rigtigt Øl-Theater. Det er virkeligt også på Tiden, siden vi allerede længe har haft Duft af både Øl-Kirker og Øl-Kunst – og både Kirken og Kunsten florerer jo nu! Det har været vor Litteraturs Ulykke, at den for sent har slået sig på Øllet, – for Tiden den eneste Vej til Saliggørelse. At du er den, der først og klarest har indset dette, vil alle Dage blive dig til Berømmelse. Dette er virkelig ikke Spøg. Jeg mener for Alvor, at du er i Færd med at indvarsle "den store Revolution" i scenisk Kunst – og forstår udmærket godt, at du til denne Kamp allierer dig med Tidens første Stormagt, Øllet. –
Nu glædelig Jul og Nyår – og et Theater inden Året er omme! Hils din Frue mange Gange fra
din hengivne
Henrik Pontoppidan