Replik

Af Holger Drachmann

Hr. Redaktør! Jeg udbeder mig Optagelsen af Følgende, som muligvis vilde blive nægtet Plads i "Morgenbladet", og muligvis ikke. Min Stilling til dette sidste ærede Organ er imidlertid iforvejen en saadan, at jeg – ligesaa godt straks kan gaa den nærmeste Vej til "Dagbladet".

Hr. Doktor Georg Brandes har i disse Dage udgivet en Bog "Det moderne Gennembruds Mænd". Efter Doktorens Skjøn begynder det moderne Gjennembrud med Bjørnstjerne Bjørnson – og ender med Hr. Erik Skram. Midtvejs kommer Deres ærbødige Undertegnede. Jeg veed ikke, om mine ærede Kolleger i Gjennembruddet synes om denne Bog. Jeg gjør det ikke.

Naar man har skrevet saa Meget som jeg, er der selvfølgelig een Ting i det Meget, som man særlig sætter Pris paa. Jeg skal ikke røbe, hvilken denne Ting er. En paalideligere og omhyggeligere Redegjører, end Doktor Brandes nu er og kan være, – vil maaske i Fremtiden selv finde ud deraf. Men blandt de mange Bøger er der een Bog, som jeg stiller mig i et særligt Forhold til, og det er "Derovre fra Grænsen", det eneste af mine Arbejder, der faktisk er naaet ud til alle Sider, jeg kunde næsten sige, gjennem "alle Lagene".

Da jeg skrev den, var jeg netop saa forpint af vor politiske Misère, som jeg selv med rene Ord fortæller; og der var mange private Smaasorger, der virkede med, og der var mange dybere – ja hvad skal jeg kalde dem for at blive forstaaet – Hjerterødder, der værkede og gjorde ondt. Hvis ikke dette, baade det Private og det Dybere og den store almindelige Følelse af den almindelige Misère – hvis ikke Alt havde medvirket, saa var denne Bog slet ikke bleven til, saaledes som den blev: ikke et udarbejdet Kunstværk, men et ufrivilligt Suk, et Raab – et Nødraab.

Der er nu gaaet tilstrækkelig lang Tid, siden jeg skrev Bogen. Jeg kan vel dømme selv i denne Sag – hvad jeg muligvis ikke kunde straks. Denne Bog er "født" – hvis nogen er det, og jeg stiller mig, man tilgive mig Ordet, lidt aristokratisk i saa Henseende. Thi samtidig med, at man fra visse Sider har søgt at gjøre den til et godt Kup, noget Indbringende, som jeg har "gjort i", saa er der netop i det Spor, jeg selv traadte, dukket Efterfølgere frem, der mildest talt har "gjort" i denne for vor Nation saa hellige Sag, Grænsesagen. Jeg følte det hele Ansvar, da jeg havde udstødt mit ufrivillige Raab. Og jeg har efter den Tid haft en vis Skyhed, en vis Undseelse for at strejfe disse Enemærker, som saa hurtig blev betraadt af yngre og ældre Efterfølgere. Jeg mente og mener endnu, at jeg netop her bør gjemme og opspare al Kraft og Alvor – til maaske Tiden kommer, hvor min Stemme paany kan faa nogen Vægt i et stærkt og enigt og alvorligt Kor.

Dette er Bogens Genius, dette er min Stilling til den siden dens Fødsel. Om dette Arbejde skriver Hr. Georg Brandes Pag. 255 i sit ovennævnte Portrætgalleri:

"Den ene af "Det nittende Aarhundrede"s Udgivere foreslog en Dag, da man forhandlede literære Projekter, Drachmann at gjøre en Rejse over til Slesvig og beskrive Valpladse og Stemninger dér for Tidsskriftet. Dette maatte imidlertid gaa ind, før Arbejdet blev færdigt, og saaledes udkom straks som selvstændig Bog det Skrift, der har været den afgørende Succes i Drachmanns Kunstnerliv" osv.

Det er muligt, at Hr. G. Br.s Bog vil dø en snarlig Død, muligt at den vil have en længere Levetid. Der er den Mulighed, at det her citerede Sted – som mange andre Steder – vil gaa over og blive til literær Historie, hvoraf saa efterfølgende smaa Georg Brandeser øser som af en paalidelig Kilde.

Men jeg har et særligt Ansvar overfor "Derovre fra Grænsen", og det her fremdragne Sted skal ikke staa uimodsagt. Det skylder jeg mig selv, det skylder jeg hele det Publikum, som jeg endnu har tilfælles med de forhenværende to Udgivere af "Det nittende Aarhundrede". Stedet hos Hr. G. Br. – der selvfølgelig er vred, endogsaa meget vred paa mig fra Pag. 254 og videre – Stedet kan ikke forstaas anderledes, end at "Derovre fra Grænsen" er et under en Debat om "literære Projekter" (!!) ligefrem bestilt Arbejde (hvorfor ikke nævne Prisen tillige?) paa Udgivernes Kontor.

Men dette er en Taktløshed, blandt de mange af Hr. G. Br. & Co.s; det er en Anmasselse; det er, for at tale Dansk, frækt!

Jeg ønsker i høj Grad at oplyse dette Punkt, et af de mange, der viser den naturnødvendige Kløft, som er bleven mellem mig og de Herrer. En Digression er nødvendig, men blot dette slaar jeg fast med det Samme: De Herrer "Evolutionsmænd" er bleven staaende, forstokket, blindt, fanatisk, fast paa Stedet, hvor de stod i Begyndelsen af Halvfjerdserne. De kunne ikke se det, men Mange – heldigvis Mange – kunne se med mig, hos hvem "Udviklingen" er foregaaet.
 

Digressionen:

Hr. Dr. Ploug vil ikke tage mig det helt ilde op, naar jeg gjør opmærksom paa, at hvor Meget der end har skilt ham og mig, og stadig skiller os, saa har vi haft een Skæbne tilfælles – ligesom det er vitterligt, at vi har dybereliggende Jordbundsrødder tilfælles, som en virkelig redegjørende Literaturhistoriker nok skal kunne paapege, naar det literære Regnskab engang opgøres for 60–70–80. Han har som modnere Mand, jeg som langt yngre, ifølge noget fælles Usammensat, Ureflekteret, gjennem en længere og kortere Række af Arbejdsaar staaet i et literært personligt Forhold til nogenledes den samme Natur: en spredt kundskabsrig, pointeret virtuosmæssig, paa samme Tid tør og klam, literær Dressør, der imponerede ved at snakke "Sort".

Af billigt Hensyn, dels til en fordreven Fjende, dels til Modstandere, for hvis Fremtid Tæppet endnu ikke er bristet, skal jeg ikke føre Parallelen videre ud. Men dette tror jeg at have maattet sige for at blive forstaaet udenfor den allersnevreste literære Kreds.

Naar jeg da i mit literært-personlige Forhold til særlig "den ene af Det nittende Aarhundredes Udgivere" har forhandlet literære Projekter, og naar jeg højst sandsynligt har forhandlet ogsaa en Rejse over til Grænselandet, og naar jeg har gjort denne Rejse med den Plan at publicere mine Indtryk i Maanedsskriftet, hvori en Del af mine bedste og bedre Ting har været trykt, og naar jeg har sendt Udgiveren Manuskriptet til Gjennemsyn, og naar jeg har modtaget hans literære Raad, og naar Skriftet saa kom ud som Bog, og naar ovenikjøbet ingen af Dhrr., hverken den Nærværende eller den Fraværende, dengang hverken havde politiske eller literære Betænkeligheder (hvad der først paafulgte, da Bogen havde opnaaet "sit afgjørende Succes"), naar alt dette højst sandsynligt og meget naturligt forholder sig saaledes – saa er der herfra et Kæmpespring, en ligefrem Saltomortale, til denne i al sin Behændighed tilsyneladende saa uskyldige Passus i Hr. Georg Brandes' ovenciterede Bog. Og dette skal engang siges Dhrr., og siges med Eftertryk, at hvilke personlige og literære Tjenester end en eller nogle af "det moderne Gjennembruds Mænd" har modtaget fra deres private eller offentlige Kontor – Maanedsskrifts- eller Dagbladskontor – saa skrives hverken den danske eller noget Lands bedre Literatur, under nogensomhelst Betingelse, fra nogetsomhelst Synspunkt, paa den Bestillingsmaade, der smager af Butikken, af Grossistlageret, hvortil man kunde antage, at Dhrr. med deres underjordiske Rødder er knyttet.

Dette skal derimod siges dem, at saalænge de i deres Kritikker og Essay's – endogsaa de indbyrdes – tager Literaturen, Essensen af en Periodes fineste og dybeste aandelige Rørelser, paa en saa letfærdig Maade som de gjør – saa længe ville Dhrr.'s nervøse, krampagtige Forsøg paa at kue og tvinge Literaturen være ligesaa afmægtige overfor de "Yngre", som deres blinde Raseri mod alle de "Ældre" har viist sig at være virkningsløst, skæbnesvangert for dem selv, og – hvad der vel bliver det Værste for dem selv – ikke en Gang længere underholdende.

Palæet i Roskilde, Dec. 1883.

Deres meget ærbødige
Holger Drachmann.