Dagbog

9de November

Lige overfor mig bor en Officer med sin Familje. Officeren har naturligvis en Oppasser, og denne – en haandfast Bondekarl – ser man daglig gøre almindelig Stupigegærning i fuld Uniform. Snart polerer han Vinduer, snart gaar han Byærinder med to store Hankekurve paa Armene; hver Formiddag Kl. 9 følger han Børnene til Skolen, og Kl. 12 kører han en Barnevogn op ad et gammelt Voldstykke for Enden af Gaden. Desuden banker han Tæpper, henter Frøkenen fra Selskab og Teater om Aftenen, hjælper til ved Tøjophængningen efter Storvask og besørger Opvartningen ved Middagen.

Det forbavser mig, at vore Officerer, der ellers er saa ømme over den militære Ære, ikke kan indse det urigtige i en saadan Anvendelse af en Soldat. Ikke fordi jeg mener, at der i og for sig skulde være noget vanærende i at udføre Tjenestepigegærning. Tværtimod! Men der kommer let et latterligt Skær over en Krigskarl med en Kurv paa Armen og to store Hvidkaalshoveder i Favnen. Og det er forkasteligt at benytte den danske Soldateruniform til Liberi for en Officersfrues Tjener.

Det er forkasteligt – for Officerernes egen Skyld. Den menige Soldat kan det i Grunden være lige meget, ja for mangen kan det maaske endog være nok saa behageligt at aftjene Værnepligten ved den Slags Køkkenskriveri. De har ingen særlig Interesse af at hævde Standens Ære. Naar de efter nogle Maaneders Forløb kaster Uniformen, kan de – om de vil – le af det hele som af en naragtig Maskarade. Officererne derimod, der skal tilbringe hele deres Liv i Fædrelandsforsvarernes Rækker – skulde de ikke være interesserede i, at der om disse kom til at staa saa megen Glans som muligt, saa at Borgerne uvilkaarligt ligesom rettede sig, naar en militær Uniform gik dem forbi.

Ærligt talt – nu er man ret ofte mest tilbøjelig til at smile medlidende.

Det nytter ikke, man henviser til, at man ogsaa f.Eks. i den tyske Arme kan se Soldaten benyttet til Officerernes Stupigegærning. Det er en ganske anden Sag. Den tyske Uniform er saa tæt bedækket med frisk Krigshæder, at den kan tillade sig en Del uden at frygte for at blive komisk i Befolkningens Øjne. Den, der besidder en uantastet Autoritet, behøver ikke altid at optræde i stift Halsbind; og det er som bekendt kun tilraadeligt for de virkelige Millionærer at møde med lappede Støvler paa Børsen.

D'Hrr. Officerer bør erindre, at der af sig selv let bliver lidt latterligt ved et Korps af hværvede Krigere, der aldrig kommer i Krig – at der i Længden bliver noget pudsigt ved at kunne leve et langt Liv af at være Fædrelandsforsvarer uden en eneste Gang at faa Lejlighed til at optræde som saadan. Og den Tid er jo nærforstaaende, da selv de højeste Militærposter maa besættes med Folk, der aldrig har lugtet Krudt, og da det bliver lutter jomfruelige Klinger, der svinges for Fronten. Der hviler allerede over vor Hær lidt af den ufrivillige Komik, som man husker fra salige Borgervæbningens Dage. Og vore Officerer synes unægteligt at gøre deres til at forhøje den.

I gamle Dage forbandt man med Ordet Officer en vis kæk Mandighed, en lidt forsoren Lystighed, en veldrejet Snurbart, en raslende Sabel, et stolt vatteret Bryst – kort: en Friskfyr, der gik Død og Djævelskab under Øjnene med samme Letsind, hvormed han stjal en Piges Ære og tømte en Bouteille Vin.

Men hvorledes er det, vore Officerer nu til Dags ser ud? Det er jo næsten en Sjældenhed at se et velskabt Mandfolk imellem dem. De unge er blegere, tyndere og mere forlæste end nogen Student, og blandt de Ældre ser man ganske forkrøbne Skikkelser med Briller skævt paa Næsen og Galosker. Selv vor ærede Krigsminister er jo næsten pukkelrygget. Ha, det synes ofte som om man mod Overlæg udskyder af Hærens Rækker netop dem, der endnu har bevaret noget af den gamle militære Anstand.

Jeg erindrer fra en By i Jylland en dér garnisonerende Rytterofficer – en flot Karl, en ren Allerhelvedeskarl, med store sværtede Mustacher, et Par Øjne, der lynede som Kanonmundinger, og et Par Skuldre som en Bjørn.

Naar han kom ridende gennem Gaderne med raslende Seletøj og den fint behanskede Haand stolt støttet mod Laaret, med sit letsindige Smil om Munden og en Rose i Brystet, sank Hjærtet ned i Knæene paa enhver ung Pige, han kom forbi. I 64 havde han med en i den Krig enestaaende Dristighed foretaget et Udfald, der med Berømmelse er bevaret baade i vor og vore Fjenders Krigshistorie – alligevel lod man ham hurtigt falde for en eller anden "Aldersgrænse", skønt han endnu var en ung Mand. Hvorfor?

Fordi alle Landets Officerer i Krigsministeriet har liggende en Karakterbog, hvori enhver nok saa lille gal Streg omhyggeligt bliver optegnet. Vedkommende Officer havde en ret forklarlig Lyst til at kysse de smukke Piger blandt Borgermændenes Døtre. Men han havde ikke samme Lyst til at gifte sig – og denne Ulyst krænkede den militære Ære, saaledes som den i vore Dage opfattes. Han maatte forsvinde, og i hans Sted kom et lille bebrillet, professorlignende Individ, der hang saa distræt paa en Hest som en Ildtang paa en So og gik henad et Fortov med en saa ynkelig Mine, som om han selv frygtede for at drukne i sine store Ridestøvler.

Nu er det jo muligt, at det netop er den Slags lærde Væsner, vore Dages Militærvæsen kræver. Men derfor behøver de dog vist ikke at være halve Krøblinge. De tyske Officerer, der næppe staar tilbage for vore i Lærdom og Dannelse, er da ganske anderledes statelige Folk at se til.

Og – hvad der er det værste – denne vore Officerers Ligegyldighed for deres egen militære Anstand smitter efterhaanden Hærens øvrige Rækker. Naa man ser et Kompagni af vore Soldater traske gennem Gaden med en lang slatten Sekondløjtnant i Spidsen og en tankefuld Kaptajn, der er ude af Trit, ved Siden, kommer man til at tænke paa, at vore Krigsfolk er i Færd med at synke ned til at blive en Hær af Trandunke. Og – tænker man videre – mon ikke vore gode Officerer i de senere Aar har været lidt vel meget optagne af at bygge Fæstninger, anstille Beregninger og anlægge Oversvømmelseskanaler og derved er blevne nok saa meget Ingeniører som Soldater?

Urbanus.