Kasino
Den Pukkelryggede. Folkekomedie i 5 Akter1.
For propfuldt Hus genopførte Kasino i Aftes, efter at De smaa Landstrygere i nogle Maaneder har holdt Teatrets Publikum i Aande, det ikke mindre nervespændende Folkeskuespil: Den Pukkelryggede, der iøvrigt har en vis Lighed med det førstnævnte Stykke, idet Hovedinteressen i dem begge knyttes til et bortført Barn.
Skal man bedømme Stykket efter det Bifald, hvorunder det en saadan Søndag Aften med "halve Priser" gaar over Scenen, er Den Pukkelryggede et Mønster paa et Folkeskuespil. Den, der møder til en saadan Forestilling med de Fordringer, man ellers stiller til Komedie, som f.Eks. forlanger Menneskefremstilling, Sandsynlighed eller Sligt, og som maaske derfor i Begyndelsen finder det saa berømte Stykke temmelig banalt, altfor grov i sine Effekter og endda ret flovt og klodset bygget, belæres hurtigt af Husets vældige Klapsalver om, at han tager ganske fejl, at det netop er uhyre drevent fabrikeret, at det fra først til sidst er udført med den sikreste – man kunde fristes til at sige fineste – Forstaaelse af, hvad det er, der tager det brede Publikum med Storm. Ligesaa med Spillet. En forvænt Teatergænger vilde rimeligvis til at begynde med finde Hr. Adolf Jensens Helte-Djærvhed altfor forloren eller mene, at Frk. Benthe burde have gjort sin forfulgte Uskyldsengel en Smule mindre maaneskinsbleg og daanefærdig; han vilde muligvis tænke ved sig selv, at d'Hrr. Alf. Møllers og Neumanns Komik nærmest var til at græde over, og at Fru Orlamundts Hertuginde af Mantua var en altfor tro Kopi af Holmblads Spaderdame2 – men den stigende Jubel i Teatret maatte efterhaanden overbevise ham om, han var fuldstændig paa Vildspor, at alle de nævnte Kunstnere netop spillede, saadan som de skulde og burde. Trods nogle og tyve Graders Hede voksede Begejstringen – baade for Komiken og for Opbyggelsen – fra Scene til Scene, og da den ædle Hr. de Lagardère endelig i Slutningsscenen faar Ram til den djævelonde Hertug af Mantua – der fremstilledes med megen Takt af Hr. H. Rasmussen – drønede Bifaldet gennem Salen, ja man var lige ved at raabe Hurra.
Der er næppe nogen Tvivl om, at det fuldtallige Publikum gik hjem beriget med dybe og varige Indtryk. Hr. Adolf Jensen fremkaldtes vist en halv Snes Gange – i sin Pukkelrygsforklædning var han virkelig ogsaa udmærket, og ogsaa de øvrige Spillende maatte oftere vise sig efter Tæppets Fald for at modtage det taknemlige Publikums Hyldest.
H. P.
