Efterskrift
[Tekstoplysninger til Det forjættede Land]
[Fælles indledning1]
Titlen Det forjættede Land brugte Henrik Pontoppidan første gang til en bog, der udsendtes i december 1892 med undertitlen Et Tidsbillede. For den læser, der var fortrolig med hans forfatterskab, må den hurtigt have vist sig at være en fortsættelse af bogen Muld · Et Tidsbillede, der var udkommet i oktober året før. Det forjættede Land angav dog ikke selv på nogen måde at høre sammen med Muld, heller ikke i de oversigter over Henrik Pontoppidans forfatterskab, som bogen havde både på den sidste side og på omslaget til den uindbundne udgave. Muld havde derimod på sidste side haft følgende notits:
Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid.
Forf.
Der skulle dog altså gå mere end et år, før denne "nære fremtid" oprandt. Samtidig med udsendelsen af Det forjættede Land · Et Tidsbillede udkom også Muld · Et Tidsbillede · Andet Oplag, og heri havde notitsen sidst i bogen fået en ændret affattelse:
Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i: "Det forjættede Land". Et Tidsbillede af Henrik Pontoppidan.
I slutningen af 1895 kom der yderligere – uden at være bebudet i Det forjættede Land eller andetsteds – en fortsættelse af beretningen om præsten Emanuel Hansted i Dommens Dag · Et Tidsbillede. Og denne gang fik læserne udtrykkelig til allersidst at vide:
Her ender Fortællingen om det forjættede Land.
1 1898 udsendtes som samlet roman med titlen Det forjættede Land · Tredje (gennemsete) Udgave en indgribende bearbejdet udgave af den fortælling, man først havde stiftet bekendtskab med i Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag. Siden – og sidst i forbindelse med udsendelsen af Femte Udgave 1918 – foretoges yderligere en del rettelser i romanen, så at den fik den form, hvori den siden hen er blevet optrykt, også i nærværende udgave 1979, hvor man dog har fundet det rimeligt at udsende dens 3 dele i hver sit bind.
190 Der knytter sig altså til denne roman – som til næsten alle Henrik Pontoppidans bøger – en lang og indviklet boghistorie. Som det sædvanligvis også er tilfældet i hans forfatterskab, forlænger denne litteratur- og boghistorie sine linier bagud før den første udgivelse i bogform, dels i de ting, han havde fået offentliggjort i aviser, tidsskrifter, blade og lignende, dels i bevaret korrespondance, særlig mellem forfatteren og hans forlæggere.
[Efterskrift til Muld]
Det vigtigste af det, der gælder Det forjættede Land skal fremdrages i det følgende og i efterskrifterne til de to andre dele af dette nye optryk.
*
Det er almindeligt at finde det tidligste vidnesbyrd om planer i retning af en roman som den, der skulle blive virkeliggjort med Emanuel Hansteds historie, i et brev, dateret i "Hjørlunde By, den 23de Decb. 83" fra Henrik Pontoppidan til hans dengang nye forlægger, ejeren og lederen af Gyldendalske Boghandels Forlag, Frederik V. Hegel.
Otto Borchsenius havde i 1881 forsøgt at få Hegel til at udgive en første samling af den da 24-årige Henrik Pontoppidans skitser og fortællinger, men Erik Bøgh frarådede det, og Stækkede Vinger udkom i november dette år på Andr. Schous Forlag. Her kom også hans anden bog Sandinge Menighed i foråret 1883. Først derefter blev forbindelsen mellem Henrik Pontoppidan og Frederik V. Hegel – og på ny med Otto Borchsenius som mellemmand – bragt i stand, og i december 1883 udkom Landsbybilleder på Gyldendalske Boghandels Forlag.
Det er kort efter denne udgivelse, forfatteren skriver det nævnte brev:
Kjære Hr. Justitsråd Hegel!
Skjønt jeg har på Fornemmelsen, at De, Hr. Justitsråd, ikke har haft stor Fornøjelse af at have forlagt mine "Landsbybilleder", tillader jeg mig dog på ny at henvende mig til Dem, idet jeg håber, at den Interesse og Velvillie, som jeg før har mødt hos Dem, endnu er mig til Del.
Som Hr. Justitsråden véd, er jeg i Færd med at lægge den sidste Hånd på et Arbejde ("Mimoser, to Kvindeportræter"), som jeg håber at blive færdig med indtil Februar næste År. Men når dette er nået, agter jeg at begynde Udarbejdelsen af et større Værk, som jeg alt i længere Tid har gået med Planen til, og som jeg også i Ny og Næ har gjort små 191 Udkast til. Det skulde være et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters "Landmandsliv", men taget herude fra denne Egn og fra Hornsherred, hvor jeg nu er så godt kjendt. Det skal som Hovedmotiv behandle Brydningen mellem Grundtvigianere og Indre-Missionære – det lyse og det mørke – men navnlig give livlige, malende Billeder af det, vi endnu ikke på skikkelig Vis har fået frem i vor Literatur: de store Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet, jeg nu har levet mig fortrolig med herude.
Jeg fortæller Dem dette, Hr. Justitsråd, skjønt jeg slet ikke véd, hvorvidt De vil have mindste Interesse derfor. Og dog er det under denne Forudsætning, jeg skriver Dem til. Den Måde, hvorpå De har modtaget mig, såvel i Deres Hus som på Deres Forlag, har givet mig den Tro, at De – både literært og personligt – har Tillid til mig, og at det ikke har været Justitsrådens Mening at afbryde Forbindelsen med mig efter dette første Forsøg.
Derfor er det, at jeg nu tillidsfuldt henvender mig til Dem om den Bog, hvis Plan jeg kortelig har omtalt, og om hvilken jeg, i denne Henseende, endnu kun skal tilføje, at det vil blive en Bog på 20-30 Ark, og at jeg tænker den fuldført i Sommerens Løb.
Det er naturligvis ikke min Hensigt at gjøre Justitsråden Forslag til en bindende Aftale om denne Bog; ingenlunde. Jeg vil blot – idet jeg for denne Del af Sagens Vedkommende overspringer al Indledning og går lige til – spørge, om De, Hr. Justitsråd, med denne Bog for Øje, tør og vil betro mig et Forskud, som jeg desværre ikke kan undvære. Også vil jeg strax indrømme, at det er en betænkelig stor Kapital, hvorom det denne Gang drejer sig, idet det ikke er mindre end tusinde Kroner; men jeg fremsætter denne Henstilling, som Nødvendigheden dikterer mig, i dens fulde Storhed, for at være sikker på ikke senere at være nødt til Udflugter, eller med andre Ord: med dette Forskud og intet yderligere, er jeg vis på at kunne føre Arbejdet til Ende, med et mindre ikke.
Med Tak for den Hjælp, Hr. Justitsråden hidtil har støttet mig med, anmoder jeg Dem derfor på ny om et Forskud på tusinde Kroner; og i det Håb, at det ikke vil blive mig afslået, må jeg endogså tilføje, at jeg meget gjerne vilde have dem så snart som muligt. Men – skulde Hr. Justitsråden mene ikke at turde gå ind derpå, da beder jeg blot at måtte få disse Linier betragtet som en fortrolig Meddelelse.
Jeg rejser i Morgen, Mandag, over til Hornsherred, hvor jeg forbliver indtil 3die Juledag (excls.), og hvor min Adresse vil være: Åskilde, 192 Østby pr. Skibby.
Med Håbet om, at Justitsråden i alle Fald ikke tager mig denne Henvendelse ilde op, og med Ønsket om en glædelig Jul for Dem og Deres Familie, er jeg
Deres i Ærbødighed hengivne
Henrik Pontoppidan.
Forskuddet blev bevilget, men planerne blev ikke virkeliggjort blot tilnærmelsesvis, som forfatteren her havde skitseret dem. Som det fremgår af oversigten over det samlede forfatterskab, aftrykt bagest i nærværende udgivelse, blev den følgende bog en, der ikke var omtalt i brevet: Ung Elskov 1885. Mimoser nåede først at blive færdig til udsendelse i slutningen af 1886, sammenlign med optrykket af bogen 1979.
Der skulle dog gå endnu længere tid, før planerne om "et større værk" blev virkeliggjort – og da udkom det på et andet forlag.
Om disse planer fortsat har været drøftet mellem forfatter og forlægger – skriftligt eller mundtligt – lader sig ikke med sikkerhed fastslå. Det kunne dog godt være en hentydning til noget sådant, der er at finde i et brev, dateret 17. december 1886, fra Frederik V. Hegel til Alexander L. Kielland. Det var et svar på et brev fra den norske forfatter, hvori denne bl.a. havde ytret sig ret nedsættende om Henrik Pontoppidans Mimoser. Hegel skriver herom:
Det er ganske vist ikke nogen heldig Bog, den kjære Pontoppidan iaar har leveret. Han er deri kommen ind paa Ting, han ikke tilfulde kjender, men De kan være sikker paa, at han nok tager sig op igjen. Han har nylig faaet sig en lille Søn, hvorover han er i den syvende Himmel. Hans næste Bog bliver en ny Række Landsbybilleder og saa en Fortælling "Bonden i Firserne". (Gengivet fra 2. bind af L.C. Nielsens mindeskrift om Frederik V. Hegel 1909.)
I hvert fald må det være den kommende roman, Henrik Pontoppidan kredser om i et brev, dateret 13. juni 1887 i Havreholm pr. Esrom, hvor han over for justitsråd Hegel nævner, at hans læge har tilrådet ham at tage på rejse.
For at realisere denne Plan har jeg imidlertid måttet bestemme mig til at lade et større Arbejde løbe af Stablen, som jeg egentlig nødig skiller mig af med, idet jeg havde tænkt det at være klogere at lade det hvile, indtil jeg – hvad jeg stadig har håbet på – havde fået samlet mig et rigeligere Publikum. Men nu må det springe.
193 Det er en større Roman på vel mellem fyrre og halvtredsindstyve Ark, som jeg i længere Tid nu og da har syslet med; – og det er nu mit Spørgsmål til Justitsråden, om De skulde have Lyst til dette Arbejde.
Jeg vilde i så Fald tilsende Dem det i Portioner på c. 5 Ark; men måtte da bede om ved Modtagelsen af enhver sådan Sending at få det halve af det tilsvarende Honorar udbetalt, medens den anden Halvdel skulde fradrages det jo alt betydelige Forskud, hvormed Justitsråden til forskjellige Tider har været så venlig at forstrække mig.
På Renskrivningen er jeg alt begyndt, og den første Sending på 5-6 Ark vilde jeg i så Fald tilstille Dem om et Par Dage, den næste i Midten af Juli o.s.fr. omtrent hver Månedsdag.
På den anden Side vilde jeg jo være nødt til at betinge mig, at Bogen blev trykt i ikke mindre end 1500 Expl (med et Honorar af 75 Kr. pr. Ark) hvad jeg ikke heller troer kan være for meget, da Bogen udtrykkelig er beregnet på at blive Folkelæsning, af hvilken Grund jeg også havde tænkt mig, at den burde trykkes uden Luxus i nogen Retning m.H.t. Udstyrelse, Tryk og Papir.
Endvidere måtte jeg have Lov til at lade Begyndelseskapitlerne før Udgivelsen trykke i et herværende Ugeblad, hvis Redaktør jeg nemlig har lovet dette alt for længere Tid tilbage.
Ifølge koncepten til et svarbrev den 15. i samme måned vil det være Frederik V. Hegel "en Ære at overtage Forlaget af den større Roman", og han er i det væsentlige villig til at gå ind på Henrik Pontoppidans forslag m.h.t. levering og honorering. "At aftrykke Begyndelseskapitlerne i et Ugeblad før Bogen udkommer kan jeg derimod ikke gaa ind paa. Dette vilde De ogsaa selv være ilde tjent med."
Det blev altså heller ikke til noget med denne plans virkeliggørelse. Den 27. december døde Frederik V. Hegel. Drøftelserne af nye udgivelser fortsatte mellem forfatteren og den nye leder af Gyldendalske Boghandels Forlag, sønnen Jacob Hegel, uden at der dog findes sikre vidnesbyrd om romanplanerne. I maj 1888 udkom Spøgelser. I marts 1890 forlagdes Skyer som et resultat af en række drøftelser, dog ikke uden en vis uenighed om enkeltheder deri; herom er der fortalt i efterskriften til det nyeste optryk 1979. Endnu større blev uenigheden om den følgende bog Krøniker med et udvalg af forfatterens mindre ting. Det endte med, at denne samling udkom på P.G. Philipsens Forlag i efteråret 1890, sammenlign herom med efterskriften til Ørneflugt og andre krøniker 1979. Det var også på dette forlag, Henrik Pontoppidans første større roman udkom, da den 194 omsider blev til virkelighed. Det skete med Muld i 1891 og de nævnte følgende bind af Emanuel Hansteds historie.
I et stenografisk interview – ved C.C. Clausen – trykt i Hver 8 Dag den 10. september 1905 fortalte Henrik Pontoppidan bl.a. om sine tidlige forfatterår:
… Nej, mine Bøger fandt i den første halve Snes Aar ingen Afsætning. Jeg maatte til sidst overfor min Forlægger, Hegel, forpligte mig til ikke at skrive Bøger paa mere end 15 Ark. Da jeg gik om med Planen til "Det forjættede Land" i Hovedet, maatte jeg blandt andet af den Grund søge over til det Philipsenske Forlag, og her udkom ogsaa denne Bog, der først gjorde mit Navn kendt i videre Kredse.
Et sådant krav om bøgernes begrænsede omfang er også nævnt i et brev, som Henrik Pontoppidan skrev til Gustav Philipsen nytårsaften 1895 – i anledning af den store forandring, der ved dette årsskifte skete med P.G. Philipsens Forlag. I november var "Aktieselskabet Det nordiske Forlag" blevet stiftet, og dermed var – med virkning fra 1. januar 1896 – P.G. Philipsens Forlag blevet sammensluttet med Ernst Bojesens Kunstforlag og Henrik Hennings' Kgl. Hof-Musikhandel.
Vemodigt stemt ved at skulle tage afsked med sit hidtidige forlag ønsker Henrik Pontoppidan at takke Gustav Philipsen,
… jeg betragter det som det store Held på min literære Løbebane, at jeg i sin Tid kom i Forbindelse med Dem og Deres Broder. Mit Mod var den Gang nær ved Nulpunktet, jeg havde oftest mest Lyst til at opgive det Hele, og min daværende Forlægger var just ikke af dem, der opfordrede mig til at fortsætte. Aldrig var han gladere ved mig, end når jeg Intet skrev, og han havde udtrykkelig betinget sig, at mine Bøgers Størrelse ikke overgik 15 Ark. Jeg bebrejder ham det på ingen Måde, han havde aldrig haft andet end Tab ved mine Bøger, og han havde intet Håb om, at det nogensinde skulde blive anderledes. Det var Deres Tro på mine Evner, der fik Betydning for mig …
Et sådant for forfatterskabet i almindelighed gældende krav fremgår ikke af kendte vidnesbyrd i forlagsarkivet eller andetsteds, men det kan naturligvis meget vel være fremsat i en mundtlig drøftelse. I et notat i forlagskladden om en bog Bondeliv · Ny Landsbybilleder, der muligvis kan være en planlagt tredje samling efter Landsbybilleder 1883 og Fra Hytterne · Nye Landsbybilleder 1887, står der, at den "(maa udgj. 12-15 Ark)". Også i brevvekslingen mellem forfatteren og 195 Jacob Hegel om den omtalte fortællingsamling, der i 1890 udsendtes med titlen Skyer, forekommer der en bemærkning i et af forfatterens breve om "de 17 Ark, De angav som den Størrelse, den nødig måtte overskride"2. Men i begge tilfælde gælder begrænsningen jo bestemte bøger.
For eftertiden at se synes det egentlige problem i forbindelse med planerne om en større roman at have været forfatterens egne kvaler med at få et for ham selv tilfredsstillende manuskript færdigt.
En kendsgerning er det i hvert fald, at da modsætningerne mellem ham og Gyldendalske Boghandels Forlag i 1890 førte til et "brud", havde han for længst gjort aftale med de to brødre Gustav og Ludvig Philipsen, der videreførte deres faders forlagsvirksomhed. Ifølge forlagets kopibog skrev Gustav Philipsen i et brev, dateret den 18. september 1888, bl.a.:
Deres Meddelelser om Romanen glæder mig særdeles meget; de af og til opdukkende Meddelelser om forskelligartet Forfattervirksomhed fra Deres Side har undertiden gjort mig lidt ængstelig for, at De ikke med fuldkommen Ro og Ubekymrethed kunde vie Dem til det betydelige Arbejde, saaledes som det var Tanken med vor Kontrakt. Med Hensyn til Tiden bemærker jeg, at De jo ikke er forpligtet til at levere Manuskriptet før den 1. April 1889 (men da ogsaa det hele i trykfærdig Stand og angaaende Størrelsen, at De jo ogsaa her har forbeholdt Dem, at Bogen ikke blev større end 35 Ark (som Minimum og med 30 Linier paa Siden).
Forud for denne skrivelse må der altså både være ført forhandlinger, der endte i oprettelsen af en kontrakt, og Henrik Pontoppidan må, formodentlig ret kort før, have sagt eller skrevet noget til Gustav Philipsen om, hvordan det gik med hans arbejde. Men hidtil har det ikke været muligt at finde hverken det ene eller det andet. – I øvrigt kan det være rimeligt her at bemærke, at Muld, da den omsider udkom, bestod af 24 ark, Det forjættede Land af 21½ ark – i begge tilfælde med 26 linier på siderne. Hertil føjede Dommens Dag et par år senere yderligere 17½ ark.
Manuskriptet blev dog ikke færdigt til den 1. april 1889 – og heller ikke til august, der var blevet aftalt som ny frist. I forbindelse med yderligere en ny forlængelse af aftalen formaner Gustav Philipsen den 5. august Henrik Pontoppidan til ikke at skrive for mange avisartikler; det er der nok til at gøre, ""Bønder" er der ikke andre der kan skrive end De!"
Henrik Pontoppidan rettede sig ikke efter formaningen. Det er 196 tværtimod i efteråret 1889 og det følgende år, han er fast medarbejder ved Kjøbenhavns Børs-Tidende. Inden for dette tidsrum skriver han langt den største del af de avisartikler, der findes fra hans hånd. Under mærket Urbanus offentliggjorde han her bl.a. sin Dagbog, ikke hver dag, men ofte med flere bidrag hver uge. Der har dog nok ikke været så stort et modsætningsforhold, som Gustav Philipsen formodede, mellem den ene og den anden slags forfattervirksomhed. Mange af disse avisartikler genfindes i mere eller mindre omarbejdet form i de bøger, der udkommer af ham i de følgende år, blandt andre Muld, som det vil blive omtalt nedenfor. Forholdet mellem avisartiklerne og bøgerne er så nært, at forfatteren gang på gang må have brugt sine udkast som artikler i avisen.
Men hvad enten arbejdet hermed har sinket eller ej, måtte Gustav Philipsen på ny rykke forfatteren, ifølge kopibogen f.eks. den 4. januar 1890: "Hvor bliver "Ormen hin lange" hvor bliver "Bønder" af?". Et brev fra Henrik Pontoppidan dateret den følgende dag forudsætter en ny, mundtlig aftale om levering af ca. 5 ark hver måned, første gang i februar. I øvrigt retter han Gustav Philipsen med hensyn til romanen, "der ikke – som De synes at mene – hedder "Bønder" men derimod "Muld"." Her forekom for første gang den titel, der varigt skulle blive knyttet til værket.
Men vanskelighederne var ikke til ende med den nye aftale. Henrik Pontoppidan sendte ganske vist på februars sidste dag "1st Del", hvad dette udtryk så har dækket. Senere fulgte mere. Forlæggeren syntes godt tilfreds med kvaliteten. Kvantiteten lod stadig adskilligt tilbage at ønske. Det er i øvrigt ikke muligt ud fra de bevarede breve og brevkopier i enkeltheder at klarlægge, hvornår og hvor meget og navnlig hvilke dele af manuskriptet Henrik Pontoppidan efterhånden har fået færdig. Gustav Philipsen skriver i et af sine breve, at han har svært ved at holde den ene manuskriptgruppe ude fra den anden. Det samme synes at have været tilfældet for forfatterens eget vedkommende.
Han var i efteråret rejst til Berlin og må herfra bede om at få en afskrift af tidligere fremsendte manuskriptdele; han kan ikke gøre nye afsnit færdige, fordi han ikke husker nøjagtig, hvilke udtryk han har brugt i tidligere afsnit. I et andet brev fra Berlin – dateret 24. januar 1891 – begrunder han, hvorfor han nu "igen har gennemgået den Del, som De har hos Dem"; det er nemlig først nu, han har "fået Tonen i Bogen og Farven i Portræterne således, som jeg ønskede – ja egentlig 197 bedre. Thi jeg har hernede i Tyskland gjort en stor Opdagelse, hvad Skrivemåde angår – gammel måske for andre, splinterny for mig. Og jeg syntes, at denne Opdagelse skulde komme hele Bogen til Gode."
Heller ikke korrekturlæsningen har, da den omsider kom i gang, været uden problemer. Den 1. august 1891 nævner Gustav Philipsen bogtrykkerens, Thieles, beklagelser over de mange korrekturrettelser. Henrik Pontoppidan, der nu skriver [5.8.1891 ] fra Strøby pr. Klippinge, svarer, at han også selv havde "troet at kunne undgå dem men finder det urimeligt at lade være med at rette, når jeg under Læsningen finder et mere rammende Udtryk – og når man ser sit Manuskript på Tryk, får man først den rette Fornemmelse af, hvorledes det enkelte Ord virker." Fremgangsmåden ved korrekturlæsningen har også sinket, men heller ikke det er der noget at gøre ved, "da den fra mig skal sendes til Holst og fra ham tilbage til mig og først da kan afgå til Trykkeriet. 2d Korr. derimod besørges omgående."
Den i brevet nævnte Holst forekommer flere gange i disse års brevveksling mellem forfatter og forlag – i de tidlige breve som kautionist i forbindelse med den oprettede kontrakt, og som derfor hver gang måtte med på råd om en forlængelse. Han var ingeniør og ifølge et af Henrik Pontoppidans breve på dette tidspunkt knyttet til firmaet Nielsen og Winther på Blegdamsvej. Man kan læse mere om ham og hans betydning for Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed i en kronik af Flemming Behrendt i Berlingske Aftenavis 9. juni 1965.
Til det allersidste har Henrik Pontoppidan foretaget rettelser og tilføjelser. Der findes således et brev, der ganske vist er udateret, men som må være skrevet, da bogen nærmede sig sin fuldførelse; dels omtaler han sit arbejde med Fjerde Bog, dels regner han øjensynlig med, at 1. ark allerede kan være trykt. Hvis det imidlertid ikke er tilfældet, vil han gerne have foretaget nogle rettelser, både i dette og i 4. ark, hvor han har fundet "et Par Tryk- eller Skrivefejl". Navnlig har han dog "fået nogle Bekymringer for, at Læserne skal være noget i Uvidenhed om den Tid, Talen i Bogen er om, eller i hvert Fald for sent komme til Klarhed derover. Var det mon ikke rigtigst at give dem Sandheden i Ansigtet lige strax?" Hvis Gustav Philipsen billiger det, og hvis 1. ark altså endnu ikke er trykt, ville Henrik Pontoppidan gerne have, "at 1st Kap. begyndte som på medfølgende Blad angivet."
Dette blad kendes ikke. Sandsynligvis er der dog tale om den sætning, der indledte Muld i 1891: "Det var i et Aar henimod Slutningen 198 af halvfjerserne." Som den færdige bog så ud, kunne de 2 linier, sætningen fyldte, meget vel være lagt oveni efter en i øvrigt afsluttet ombrydning; siden har netop 2 linier mere end de fleste andre første-sider af en "Bog".
Sætningen blev udeladt, da Muld i 1892 udsendtes i Andet Oplag, som nedenfor bliver omtalt. Men da kunne læserne også i fortsættelsen Det forjættede Land finde årstallet 1885 (sammenlign side 63 i 2. del af nærværende optryk); herved blev det nøjagtigt angivet, hvor begivenhederne tidsmæssigt hører hjemme.
*
Som Muld kom til at foreligge i efteråret 1891, gjorde der sig samme forhold gældende som med de fleste andre af Henrik Pontoppidans bøger fra de første forfatterår, at adskilligt af indholdet forud havde stået at læse forskellige steder i en slags skitse- eller udkastform.
Husvennen · Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid, udgivet af N.C. Rom – og i disse år redigeret af Bertel Elmgaard – bragte i 17. årgang fra nr. 26, udsendt søndag den 30. marts 1890, til og med nr. 36, udsendt søndag den 8. juni, med titlen Ungdom en fortsat Fortælling af Henrik Pontoppidan, hver gang på forsiden og en del af side 2, somme tider endog af side 3, i det folio-store blad. Det var beretningen om den unge Emanuel Hansteds første tid som kapellan hos provst Tønnesen i Vejlby og Skibberup, i store træk og i mange enkeltheder svarende til væsentlige dele af Første Bog, Anden Bog og de første 9 kapitler af Tredie Bog i Muld – af omfang som 70-75 sider i nærværende udgave.
Det er formodentlig denne offentliggørelse, forfatteren havde i tankerne i brevet til Frederik V. Hegel den 13. juni 1887. Mærkeligt nok findes der intet i brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Gustav Philipsen, der antyder, at forfatterens nye forlægger har været vidende om offentliggørelsen i Husvennen; hvilket dog derfor meget vel kan være tilfældet; det kan have været på tale i forbindelse med oprettelsen af den omtalte kontrakt, hvis ordlyd altså ikke kendes.
Det i Husvennen offentliggjorte stof er i bogformen indgribende bearbejdet og rummer store, nye tilføjelser. En spydig, satirisk tone i Ungdom er i Muld afløst af den sagligt nøgterne fremstillingsform; oplysningerne om forhistorien er fordelt over langt flere steder i den fremadskridende beretning; landskabet er spejlvendt; Karen har skiftet navn til Hansine o.m.a. Det er ikke usandsynligt, at nogle af de 199 vigtige afvigelser, bogformen frembyder i forhold til ugebladsfortællingen, er den forarbejdning, Henrik Pontoppidan hentyder til i det nævnte brev til Gustav Philipsen den 24. januar 1891.
Også enkeltheder i Ungdom, som denne fortælling tryktes i 1890, mindede om tidligere offentliggørelser. Det gælder skildringen af uvejret (svarende til side 5 f her i bogen), som læsere af Kjøbenhavns Børs-Tidende onsdag den 6. november 1889 havde stiftet bekendtskab med i den ofte genkommende Dagbog.
Urbanus havde dog i avisen fortalt en del mere om begivenhederne i den i øvrigt ikke navngivne landsby, hvor folk en mørk nat blev "vækket af et frygteligt Brag. Vilde af Skræk sprang de op af deres Senge og fór – mange i det blotte Linned – ud paa Gaden … nogle med Lygter, som imidlertid øjeblikkeligt slukkedes af Stormen, andre med deres Børn paa Armene, blege og skælvende, som om det var Verdens Undergang, der forestod." Det opklaredes hurtigt, at det blot var Niels Hansens gamle ladelænge, der var styrtet sammen. Men snart efter viste det sig, at vinden herefter havde fået fri passage til den bagved liggende stakkeplads, hvor den splittede fire store utærskede sædstakke ad og førte negene ud over markerne som "en Række hvislende Spøgelser".
Det meste af denne skildring og dens øvrige enkeltheder om, hvordan landsbyens folk forgæves prøver at redde, hvad der for Niels Hansen var "hele Aarets Flid og Slid, al hans Formue", fandt Henrik Pontoppidan ikke anvendelse for, da han omarbejdede uvejrsskildringen til at være indledningen til Ungdom. Nu hed det blot i en enkelt sætning: "Inde i Skibberup By var en Nat en gammel Ladelænge styrtet sammen med et saadant Brag, at Folk overalt i Byen af Skræk var sprungne op af deres Senge og i det blotte Linned styrtede ud paa Gaden; og i Vejlby havde Stormen væltet ikke mindre end fem Skorstenspiber" osv.
Til gengæld udvidedes beretningen i Ungdom med det voldsomme snefald. Det havde ikke været med i avisen. I denne forbindelse stod der i Husvennen, at "mange var ogsaa de, der i disse Dage og Nætter hemmeligt ransagede deres Inderste og i Stilhed opgjorde deres Regnskab med Gud, som om Dommens Time virkelig stundede til." Det er, som om avisartiklens udtryk om "Verdens Undergang" her alligevel har fundet en anvendelse, om end altså i en ændret og udvidet betydning.
Da Henrik Pontoppidan omarbejdede Ungdom til bogformen 200 Muld, forenklede han skildringen yderligere; nu fortaltes der – sådan som tilfældet også er i nærværende optryk – kun om det, der skete i Vejlby; til gengæld er det så også her, en gammel ladelænge bliver blæst over ende.
Han rettede dog også i udtryksmåden om folks tanker i forbindelse med dette uvejr; nu kom der til at stå de to ord, der varigt skulle knyttes til skildringen: – "i den Tro, at Dommens Dag maatte stunde til." Her afsluttes altså en for eftertiden synlig tilblivelsesproces; samtidig ligesom foregribes dog titlen på den afsluttende del af romanen, selv om denne først flere år senere tog fast form. Sammenlign herom med efterskriften til 3. del, hvor der også er fortalt om, hvordan forfatteren alligevel fandt en slags anvendelse for den del af Urbanus' stormvejrs-skildring, som han ikke havde kunnet bruge i Ungdom og Muld.
I den nævnte Dagbog fortalte Urbanus lørdag den 9. november samme år om et besøg i byen Ilum med en skildring af dens afsides beliggende kirke – så meget lig den, der findes i Ungdom, og den, der indleder Anden Bog i Muld, at stykket i Kjøbenhavns Børs-Tidende også i dette tilfælde må opfattes som en skitse til romanen. Værd at bemærke er det, at Henrik Pontoppidan bruger navnet Ilum på den landsby, der både i Ungdom og i Muld kom til at hedde Skibberup, mens landsbynavnet Ilum – hvorfra Urbanus i sin Dagbog havde flere beretninger – i bogform er fastholdt i den første af fortællingerne i Skyer 1890, sammenlign med det nyeste optryk heraf 1979.
Blandt de vigtige tilføjelser, beretningen om Emanuel Hansted og de forskellige mennesker omkring ham fik inden dens offentliggørelse i Muld, er l'hombrespillet, der afslutter Første Bog. En skitse hertil var bragt på tryk allerede i begyndelsen af 1887 i 4. hefte af Norden · Illustreret skandinavisk Revue – det meget stort anlagte kunsttidsskrift, samtidig trykt i både en dansk og en svensk udgave, som var et af Emst Bojesens forsøg på at slå igennem som nordisk forlægger, i dette tilfælde dog opgivet allerede, da halvdelen af den første årgangs bebudede 12 numre var udsendt.
Henrik Pontoppidans bidrag havde titlen Klørknægt og var betegnet som Et Fragment. Det indeholdt – foruden beretningen om det natlige l'hombrespil og spillernes mere eller mindre bevægede hjemvandring – en skildring af fastelavnsløjerne den følgende dag i den ikke navngivne landsby og væsentlig set fra dyrlægehjemmets vinduer i et lille, forfaldent hus ved gadekæret. Det er ikke urimeligt at 201 tænke sig fragmentet som et af udkastene til det "større værk", forfatteren formodentlig i alle disse år har arbejdet på, måske med dyrlægen i den rolle, der så senere er blevet overdraget til Emanuel Hansted: at være den skikkelse, hvorom de andre personer samler sig, og gennem hvis øjne, ører og sind læseren fortrinsvis lærer dem og deres verden at kende. Fragmentet var i Norden illustreret af H.A. Brendekilde, der i en af tegningerne afbilder dyrlæge Aggerbølle på en sådan måde, at man kan spørge, om tegneren skulle have haft skildringens litterære ophavsmand i tankerne.
Som en endnu tidligere skitse til nogle af de enkeltheder, der først kom med i Muld, kan også et bidrag, som Rusticus i 1884 fik trykt i Ude og Hjemme, opfattes. Det var i dette af xylograf F. Hendriksen grundlagte Nordisk illustreret Ugeblad, som i 1880 fik Otto Borchsenius som medudgiver, at Henrik Pontoppidans navn første gang havde stået på tryk som forfatternavn. Blandt de skitser og fortællinger, Otto Borchsenius, som nævnt, forgæves havde prøvet at interessere Gyldendalske Boghandels Forlag for, havde han valgt Et Endeligt som præsentationsstykke. Det stod på forsiden af bladet søndag den 18. september 1881, nr. 207 i de fra bladets begyndelse fortløbende numre. Henrik Pontoppidan blev en flittig medarbejder ved dette blad, der i det hele bragte mange mindre, litterære ting og billed-bidrag af yngre nordiske kunstnere. En del af, hvad Henrik Pontoppidan fik trykt deri, havde den fælles overskrift Fra Landet og var underskrevet Rusticus, bl.a. skildringen af bryllupsfestlighederne hos den rige hvedejordsbonde Esben Eskildsen, hvori Rusticus havde deltaget. Det stod i nr. 340, udsendt søndag den 6. april 1884 – i bladets 7. og sidste årgang. Den pågældende skitse blev optrykt i Husvennen i 20. årgangs nr. 6 og 7, søndagene den 6. og 13. november 1892 – altså et år efter udsendelsen af Muld – og nu med titlen Et Bondebryllup · Fortælling af Henrik Pontoppidan, men fortsat i jeg-form og derfor altså denne gang som en skildring af hans egne oplevelser i forbindelse med det pågældende bryllup. Skildringen i Femte Bog af Muld af Hansines og Emanuels bryllup minder i mange enkeltheder så meget om den nævnte skitse fra Ude og Hjemme, at det forekommer rimeligt at betegne også denne som et af udkastene. Bemærkelsesværdigt er det dog også, at andre enkeltheder i bryllupsskildringen i Muld leder tanken hen på den, der havde været i En Kjærlighedshistorie, den første af fortællingerne i Landsbybilleder 1883. Også denne fortælling havde forud – i forfatterens eget navn – 202 været trykt i Ude og Hjemme, i nr. 300 og 301, den 1. og 8. juli 1883, og var derefter blevet gennemarbejdet på ny før trykningen i bogform.
Når det yderligere nævnes, at stednavnet Sandinge, som Henrik Pontoppidans læsere kendte fra Sandinge Menighed 1883, også dukker op i Muld – i Ungdom fandtes det ikke – som navnet på den landsby, hvor højskolen ligger, lige ovre på den anden side af fjorden i forhold til Skibberup, og at højskoleforstanderen fortæller Emanuel om et besøg i København hos fru Gylling, som man også havde lært at kende i Sandinge Menighed – ja, så er det vigtigste vistnok fremdraget af det, hvorved Muld er knyttet til det forudliggende forfatterskab. Alt sammen lader ane den langstrakte, omfattende og vidt forgrenede skabelsesproces, hvorigennem omsider Henrik Pontoppidans planer om "et større værk" blev virkeliggjort.
*
1891. Muld · Et Tidsbillede udkom, som nævnt, i oktober 1891 i Kjøbenhavn på P.G. Philipsens Forlag – og var trykt i Thieles Bogtrykkeri, ifølge forlagskladden i 2100 eksemplarer. Teksten omfattede 380 sider med en tekstmængde på den enkelte side svarende til lidt over halvdelen af nærværende udgaves. På sidste arks sidste to blade stod dels den nævnte notits om fortællingens fortsættelse, dels en oversigt over det, der var udkommet af Henrik Pontoppidan.
På skillebladene var angivelsen af Første Bog, Anden Bog osv. indarbejdet i vignetter af Hans Tegner, der fastholdt et vigtigt sted i det pågældende afsnit af beretningen: snekasterne; folk ved kirkegårdslågen neden for tårnet; folk foran en ladebygning, der må være forsamlingssalen i Skibberup; en gestikulerende præst på prædikestolen; et par vogne med folk: bryllupsfølget på vej til eller fra kirke.
Formodentlig har Gustav Philipsen i et af de breve, der ikke er kendt, engang i sommeren 1892 gjort rede for det gunstige salg af romanen. Henrik Pontoppidan skriver nemlig den 13. august i et brev fra Golling ved Salzburg, hvorfra overhovedet en vigtig del af brevvekslingen om romanens fortsættelse foregik, således som det er omtalt i efterskriften til 2. del:
Med Hensyn til "Mulds" påtænkte 2d Oplag, så erindrer De jo nok, at jeg gæme vilde se den igennem, før den omtrykkes. Men da bliver jeg nødt til at bede Dem om et Expl. tilsendt, da jeg ikke kan undvære det, jeg har.
Den 19. i samme måned sender forlæggeren ham "under Korsbaand" et eksemplar af 203 bogen; "men jeg haaber dog, at de Rettelser, De foretager ikke bliver større end at de to Oplag kan sælges imellem hinanden." Problemet er nemlig, at man ved konfirmationstid havde ladet et ekstra antal bøger indbinde, men nu vil disse ikke kunne afsættes så hurtigt som de uindbundne, derfor må de to oplag nødig komme til at afvige så meget, at de indbundne af første oplag ikke kan sendes til boghandlerne sammen med uindbundne af det nye oplag.
1892. Samtidig med at fortsættelsen af fortællingen om Emanuel Hansted forelå med bogen Det forjættede Land · Et Tidsbillede i december 1892, udkom Muld · Et Tidsbillede · Andet Oplag på samme forlag, trykt samme sted, ifølge forlagskladden i 1550 eksemplarer, og i samme typografiske udstyr. De rettelser, forfatteren havde foretaget, består i en mængde småændringer i ordvalg og ordstillinger, men også enkelte lidt større rettelser og udeladelser, som f.eks. i Tredie Bog har medført en så ændret ombrydning, at teksten nu i alt kun kom til at omfatte 378 sider. Notitsen på siden over for fortællingens afslutning havde, som nævnt, fået en ændret affattelse, så at læserne udtrykkeligt henvistes til at genfinde bogens personer i Det forjættede Land. Oversigten over det af Henrik Pontoppidan udkomne, der nu rummede både Muld og Det forjættede Land, angav derimod ingen særlig forbindelse mellem de to bøger.
1898 m.fl. Om enkeltheder vedrørende fortsættelsen af fortællingen i Det forjættede Land · Et Tidsbillede 1892 er der fortalt i efterskriften til 2. del, og hvad angår den videre fortsættelse i Dommens Dag · Et Tidsbillede 1895 må henvises til efterskriften til 3. del. I sidstnævnte efterskrift er der også fortalt om omarbejdelsen i 1898 til den samlede roman Det forjættede Land · Tredje (gennemsete) Udgave, såvel som om de senere udgaver 1903, 1918, 1920, 1938 og 1947. Heri er der tillige gjort rede for Niende Udgave 1960, hvor teksten blev gennemgået af Esther og Thorkild Skjerbæk og bragt i overensstemmelse med Femte Udgave 1918.
[Efterskrift til Det forjættede Land]
Der er i efterskriften til Det forjættede land · Første del · Muld 1979 gjort rede for den langstrakte, indviklede og besværlige tilblivelseshistorie, der ligger forud for udgivelsen af bogen Muld · Et Tidsbillede i 1891.
Det fremgår ikke af i dag kendte arkivalier, hvornår det har stået forfatteren klart, at planerne om "et større værk" ikke var virkeliggjort alene med Muld, og det fremgår heller ikke af brevvekslingen med hans forlægger Gustav Philipsen, hvornår han har indviet denne heri. Det eneste sikre er, at da Muld udkom, stillede den, som omtalt, en fortsættelse i udsigt.
Som et eksempel på, hvordan meddelelsen herom blev modtaget, kan nævnes, hvad forfatteren P.E. Benzon, dengang præst i Hjermind, skrev i sin anmeldelse af Muld i Højskolebladet i juli 1892. Han hæftede sig meget ved det ufærdige i den foreliggende fortælling:
Men naar det altsaa er en Kjendsgjerning, at Bogen er uafsluttet, vender Læserens Ærgrelse sig nærmest mod Forlæggeren, der har hastet saa meget med Udgivelsen; det er et noget ufint Forretningstræk at skære en Bog i to eller flere Stykker og dryppe den portionsvis i et Publikum, som forud ikke aner, at det er blevet Subskribent paa et Hæfteskrift.
Muligvis har Gustav Philipsen sendt Henrik Pontoppidan et udklip af Højskolebladet eller omtalt det i et brev, hvoraf der dog ikke er taget kopi. I hvert fald skriver Henrik Pontoppidan den 13. august 1892:
Tak for Deres Brev. Hvad er det dog for noget tåbeligt noget, "Højskolebladet" har skrevet imod Dem i Anledning af Muld". Der står jo udtrykkelig mit Navn under Notitsen bag i Bogen, så det er vel mig, der bærer Ansvaret.
Af de breve, hvoraf der er taget kopi, fremgår det, at Gustav Philipsen også i forbindelse med dette følgende bind af romanen om Emanuel Hansted flere gange må spørge, hvornår manuskriptet kan 168 ventes. Henrik Pontoppidan meddelte i brevet den 13. august, at begyndelsen deraf lå færdigt til afsendelse, men også resten er tydeligt nok blevet sendt lidt efter lidt, og så sent som den 17. oktober skriver Gustav Philipsen:
Ja nu taber jeg just ikke Taalmodigheden men snart Troen paa at skue Det forjættede Land paa dette Aars Julebord!
Henrik Pontoppidan var i foråret – vistnok efter et ophold i Dresden – rejst til Golling lidt syd for Salzburg. Et par breve i juni måned er dateret i denne lille alpeby; herfra er det også, han sender brevet den 13. august. I eftersommeren rejste han til Italien og boede et stykke tid i Siena, siden i Firenze. Ved årsskiftet opholdt han sig i Rom.
Et par gange spørger Gustav Philipsen om titlen på "Muld II", som han i et af sine breve kalder fortsættelsen. Endnu den 30. juni har Henrik Pontoppidan ikke fastslået den. Men i et udateret brev – det opgiver kun at være fra en "Tirsdag" og fra "Aquila nera" i Siena – står der bl.a.:
Bogens Titel? Jeg har tænkt mig "Det forjættede Land". Synes De om den (jeg selv synes nemlig godt om den) skal vi så slå den fast. Men lov mig at bevare den som en Hemmelighed, da det er kedeligt at høre en Bog omtalt, som man endnu ikke har tilendebragt – særlig i dette Tilfælde, hvor Titlen, sammenholdt med den meget omtalte Notits bag i Muld, kan give Anledning til fæle Vittigheder.
Formodentlig har Gustav Philipsen på dette tidspunkt gjort Henrik Pontoppidan opmærksom på, at der fra den franske forfatter Paul Bourget i samme efterår ville foreligge en roman med titlen La Terre promise. Der er ikke taget kopi af noget brev derom, men Henrik Pontoppidan takker i et andet udateret brev fra Siena – også fra en "Tirsdag" – for et brev, hvori Gustav Philipsen bl.a. må have skrevet om oplagstallene for Andet Oplag af Muld og Det forjættede Land. Derefter skriver han:
At Bourget har været lige så vittig som jeg, er jo en fæl Historie; men jeg finder ingen Grund for mig til at træde tilbage. Min Bogs Titel er næsten givet i "Muld", hvor Udtrykket "det forjættede Land" stadig benyttes om det ventede Folkedømme. Men måske er det under disse Omstændigheder ikke værd at holde Titlen så frygtelig hemmelig, – jeg skal nok skynde mig med Bogen endda.
Den noget besværlige fremgangsmåde ved korrekturlæsningen, hvor – som omtalt i efterskriften til 1. del – ingeniør P.N. Holst skulle gennemgå den af forfatteren rettede korrektur, som Henrik Pontoppidan derefter på ny så igennem, før den gik tilbage til trykkeriet, blev 169 jo ikke lettere ved forfatterens fjerne opholdssted, hvortil postforbindelsen ikke synes at have været alt for regelmæssig. Også dette emne er genstand for drøftelser i brevene mellem forfatter og forlægger. I et brev, dateret "den 10 Septb." og fra "Albergo Aquila Nera" i Siena, er Henrik Pontoppidan inde på disse problemer. Men på et brevkort, dateret og stemplet i Siena samme dato, skriver han:
Jeg har for et Par Timer siden afsendt et Brev til Dem, hvori jeg har bedt Dem at sende fremtidige Korrekturer direkte hertil mig. Efter nærmere Overvejelse finder jeg det rigtigere, at Holst først modtager Korrekturerne, og at han sender dem til mig, hvorefter jeg tilbagesender dem til Trykkeriet. Jeg har i Dag skrevet til Holst derom.
I endnu et brev, der er skrevet i Siena og også en "Tirsdag" – så vidt forfatterens rettede notat lader sig tyde; måske er han begyndt "Mandag", men har skrevet henover – bebuder han både sin nærforestående afrejse "til Florens (rimeligvis)", og at om "10-12 Dage skal Bogens Slutning være færdig til Afsendelse, muligt sender jeg en Part af den før; de sidste Ark skal blive så nøjagtigt gennemsete her, at jeg ikke behøver at få Korrektur tilsendt af dem".
Det synes at fremgå af et brev fra den nævnte P.N. Holst til Gustav Philipsen, at Henrik Pontoppidan må have skrevet noget tilsvarende til den betroede korrekturlæser, der skriver:
Da der har været meget at rette i medfølgende 2½ Ark, følger jeg Deres Opfordring til at sende Dem disse efter endt Korrektur, særlig da Pontoppidan har lagt mig de sidste Ark særlig paa Hjærte, fordi han har skrevet dem i Hast. Mange Aars Korrekturlæsning har ganske vist gjort mig ret fortrolig med Pontoppidans Stil, men det er første Gang, at jeg helt paa egen Haand har taget mig af saa stor en Del af en Bog.
P.N. Holst nævner nogle steder, han ikke har villet rette, og skriver derefter:
Overfor de af mig foretagne Rettelser beder jeg Dem gaa frem med nænsom Haand. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at de saa godt som alle vilde være bleven accepteret af H. P., om de, som ellers, var komne til ham i en Henstillings Form.
Men korrekturen over Det forjættede Land har i øvrigt
særlig, hvad Ortografien angaar, ikke været let; da Pontoppidan har haft Arkene senere end jeg, véd jeg saa lidt om, hvad han har ændret, ligesom jeg paa mange Punkter først sent har opdaget de Forandringer i Retskrivningen, han har ønsket gennemført her. I Muld er Retskrivn. ganske anderledes konsekvent og gennemført.
Dette brev er dateret den 1. december 1892. Allerede næste dag har Gustav Philipsen ifølge forlagets kopibog skrevet til Henrik Pontoppidan: 170 "Hr. Holst har gjort sit lille Arbejde meget omhyggeligt; jeg tror, at De med Ro har kunnet lægge det i hans Haand." Om forfatter og forlægger har haft helt samme opfattelse af, hvor meget der skulle lægges i P.N. Holsts hånd, er nok mindre sikkert. I et brev, der er dateret "Søndag / 4de Decb 92" i "Cas Nardine / Piazza Duomo 7 / Firenze", men tilsyneladende skrevet før Henrik Pontoppidan har fået det nævnte brev fra Gustav Philipsen, giver han udtryk for sin forundring over ikke – trods både brevlig og telegrafisk henvendelse til trykkeriet – at have fået korrektur på 17. ark. Han havde ganske vist skrevet, at han ikke behøvede korrektur på de sidste ark – den færdige bog omfattede 21½ ark – men "hvad Grund kan der være til at tilbageholde Korrekturer, sålænge Slutningen ikke foreligger? Og 17d Ark kunde jeg have haft her for længe, længe siden. Denne Korrekturforsendelse behøvede aldeles ikke at forhale Udgivelsen; og i hvert Fald – hvad jeg hele Tiden har udtalt – var det vigtigere, at Bogen blev helt færdig fra min Hånd, end at den udkom et Par Dage før eller senere." Men nu må han vel stille sig tilfreds "og lade Bogen udkomme som den er, – og jeg vil da sige, at jeg gør det uden store Bekymringer; det er ikke nogen god Bog; men jeg troer ikke, jeg kunde gøre den meget bedre, hvormeget Tid jeg end havde givet mig til den; – dårlig er den heller ikke; alt i alt er jeg ret vel tilfreds med den."
I det nævnte brev, som Gustav Philipsen skrev den 2. december, stod der også: "En Selvherskerdaad har jeg tilladt mig, nemlig at stryge Bemærkningen om Sammenhørigheden med "Muld"; jeg kunde ikke andet end finde den ganske overflødig og ligesom lidt kejtet og jeg syntes det var forlidt at telegrafere om. De bliver vel ikke vred derfor?" Vi andre i eftertiden kan nok beklage, at vi ikke længere ved, hvordan forfatteren selv – og tilmed til sidst i bogen – ville have angivet forbindelsen mellem Det forjættede Land og den bog, som den jo var en fortsættelse af.
*
Det forjættede Land · Et Tidsbillede 1892 adskiller sig fra størsteparten af det øvrige, forudliggende forfatterskab ved så godt som udelukkende at rumme nyt stof. Ingen enkeltheder havde – sådan som det f.eks. i stort omfang var tilfældet med Muld · Et Tidsbillede 1891 – været trykt forud som skitser eller udkast.
Alligevel er også denne bog knyttet til det forudliggende forfatterskab. En vigtig del af fortællingen (her i bogen side 142 ff) foregår jo 171 ligefrem i Sandinge, som Henrik Pontoppidans læsere første gang havde stiftet bekendtskab med i Sandinge Menighed 1883, og man møder endog den fru Gylling, som havde været så vigtig en person i forfatterens ungdommelige forsøg på at skildre grundtvigsk menigheds- og folkeliv.
Også en anden enkelthed minder påfaldende om noget i en af forfatterens tidligere bøger, nemlig Emanuel Hansteds erkendelse af at have været inde under en fortryllelse og føle "sig som en, der vaagner af en lang, tung Søvn, … som en Bjærgtagen, der efter otte Aars Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen ved at høre sin Hjembys Klokker ringe." Ved omarbejdelsen i 1898 blev denne gengivelse af Emanuel Hansteds tanker noget ændret og flyttet til en anden sammenhæng (her i bogen side 107). Som udtryk og billede stod at læse i 1892 måtte det få den med Henrik Pontoppidans forudgående forfatterskab fortrolige til at tænke på, hvordan grønlandspræsten Thorkild Asgur Ejnar Fredrik Müller i Isbjørnen · Et Portræt 1887 erkendte sin hjemve, sammenlign med det nyeste optryk af denne, også siden hen omarbejdede, fortælling i tranebogen Isbjørnen & Nattevagt 4. oplag 1978 side 37 f.
At stederne fortsat findes i begge fortællinger må opfattes som et udtryk for forfatterens vilje til at vedgå den påpegede sammenhæng i forfatterskabet. Yderligere overvejelser af sådanne stilistiske og indholdsmæssige forhold ligger imidlertid uden for rammerne af denne boghistoriske redegørelse.
*
1892. Det forjættede Land · Et Tidsbillede udsendtes, som nævnt, i december 1892 i København af P.G. Philipsens Forlag – og var trykt i Thieles Bogtrykkeri, ifølge forlagskladden i 3150 eksemplarer. Teksten omfattede 343 sider med en tekstmængde svarende til noget over halvdelen af nærværende udgaves. På bagsiden af sidste tekstside fandtes en oversigt over, hvad der var udkommet af Henrik Pontoppidan. Heri var såvel Muld · Et Tidsbillede · Andet Oplag 1892 som Det forjættede Land · Et Tidsbillede 1892 nævnt, uden at deres samhørighed heller her var angivet.
Det typografiske udstyr var ganske det samme som i Muld · Et Tidsbillede 1891 – og Andet Oplag deraf 1892 – således også her med skillebladenes angivelse af Første Bog, Anden Bog osv. indarbejdet i vignetter af Hans Tegner. Gustav Philipsen havde i et par af sine breve 172 mindet Henrik Pontoppidan om et løfte om at give Hans Tegner "en Plan over Bogens Inddeling og Hovedindhold for at han kan tegne Vignetterne i god Tid." Et første svar herpå findes i brevet fra 13. august:
Til Illustrering anbefaler jeg for lst Bogs Vedkommende dens lst Kapitels første to Sider; for 2de Bogs Vedkommende dens Kap. VII henimod Slutningen, den Scene, hvor Doktoren, Emanuel og Hansine sidder omkring Sengen, mens Morgenlyset tegner Skyggekors på Rullegardinerne. –
Hans Tegner fulgte dog kun i det førstnævnte tilfælde forfatterens forslag, mens vignetten til Anden Bog kom til at afbilde moderen ved sengen, hvori man ser et indbundet hoved oven for dynekanten.
Om vignetten til Tredie Bog findes der ingen udtrykkelige anvisninger i brevene; et af de udaterede fra Siena nævner blot, at manuskriptet til nogle kapitler af denne vil blive sendt om nogle dage, "… nemlig til det Sted, hvorfra Emnet til Vignetten for dette Afsnit bør tages." Som vignetten kom til at stå i den færdige bog, viser den et selskab bestående af tre damer og to herrer omkring en dug i grønsværen; i baggrunden bag et buskads anes en vogn med to heste og en kusk.
Derimod findes der i et andet af de nævnte breve fra Siena, hvori Henrik Pontoppidan bebuder bogens slutning om 10-12 dage, en udførlig anvisning:
For det Tilfælde, at De skulde ville lade Vignetterne tegne strax, tilføjer jeg her Motiverne:
1) Til 4de Bog. "Mosekærshusene", – altså en lille Samling forfaldne Lerrønner, der ligger nede i en Lavning ud imod et stort, sumpet Mosedrag. En gammel, kroget, hesteagtig Mandsskikkelse står udenfor en af Rønnerne og pinder Kvas (hugger sammensankede Grene i Småstykker)
2) Til Slutningen. Oppe på en Kæmpehøj, ved Siden af dennes Stensætning, ses Væver Hansen, omgivet af en stor (lidt lavere stående), begejstret Menneskemasse (Bønder); nogle af Mændene svinger deres Hatte. Væveren selv står med den ene Hånd løftet. I Baggrunden ses Sandinge Højskoles klosteragtige Bygning; og rundt om den findes Menneskegrupper.
Hans Tegner fulgte i disse tilfælde meget nøje forfatterens forslag.
Lidt påfaldende er udtryksmåden: "Til Slutningen". Den er også brugt tidligere i det nævnte brev, hvor forfatteren skriver, at der nu mangler "4d Bog og så en lillebitte Slutning". Havde han endnu så sent før bogens udsendelse tænkt sig en sådan betegnelse på den del, der i den færdige bog – svarende til inddelingen af Muld · Et Tidsbillede 173 1891 – var angivet som Femte Bog?
Af et brev, dateret den 28. december 1892 i "Via Gregoriana 54 / Roma", fremgår det, at Henrik Pontoppidan nylig har fået et, i dag ukendt, brev fra sin forlægger; det må have indeholdt andet end almindelige juleønsker:
Det har i høj Grad forbavset mig, at "D.f.L" har fundet en sådan Afsætning, at der endog kan være Tale om et nyt Oplag.
Det kommer ham af økonomiske grunde i høj grad tilpas, men dersom Gustav Philipsen virkelig
skulde finde det nødvendigt at oplægge "D.f.L." påny, er det bedst, at jeg får et heftet Expl herned, så at jeg kan gennemse det; om større Rettelser vil der ikke blive Tale; blot et Ord hist og her; men Korrekturerne vil jeg nødigt have herned; dels fordi jeg muligvis rejser temmelig langt bort i en nær Fremtid, i hvert Fald ikke får noget fast Opholdssted; dels fordi jeg gærne vil have mine Tanker helt bort fra et Emne, som de længe nok har beskæftiget sig med. Men Holst vil vist nok gøre mig den Tjeneste at besørge Korrekturerne.
1893. Det forjættede Land · Et Tidsbillede · Andet Oplag blev, ifølge forlagskladden, trykt i 1893 i 1250 eksemplarer. Den afviger nogle få steder fra førsteudgaven 1892; kun nogle af disse kan opfattes som rettelser, forfatteren i det netop omtalte brev stiller i udsigt, og der er ikke tale om rettelser og ændringer i et omfang, som det var tilfældet med Muld · Et Tidsbillede · Andet Oplag 1892 – som omtalt i efterskriften til 1. del.
1896. Forlæggeren synes dog af have bedømt bogens muligheder for gunstigt. I hvert fald blev Det forjættede Land · Et Tidsbillede · Andet Oplag ifølge Dansk Bogfortegnelse først sendt på markedet i december 1895. Det fremgår af forlagskladden, at der er foretaget nyt tryk af smudstitelblad, titelblad og 4 sider, samt af omslag og smudsomslag. De nævnte 4 sider må være de sidste, hvor der på bagsiden af sidste tekstside på samme måde som i første oplag fandtes en oversigt over Henrik Pontoppidans bøger. Her nævntes bl.a. Muld · Et Tidsbillede. 2. Opl. – men i øvrigt med det fejlagtige årstal: 1891 – og Det forjættede Land · Et Tidsbillede · 2. Opl. 1893. Ved omtrykningen er årstallet 1893 alle steder blevet ændret til 1896; yderligere er i oversigten tilføjet Dommens Dag · Et Tidsbillede 1895, fortsat dog uden at angive nogen særlig forbindelse mellem disse tre bøger.
174 Også forlagsbetegnelsen på de nytrykte ark og omslag er ændret. I november 1895 registreredes "Aktieselskabet Det nordiske Forlag", og dermed blev – med virkning fra 1. januar 1896 – P.G. Philipsens Forlag sluttet sammen med Ernst Bojesens Kunstforlag og Henrik Hennings' Kgl. Hof-Musikhandel. På det nye titelblad – og andre kendte titelblade – stod der dog: Det nordiske Forlag – og i en linie derunder med lidt mindre bogstaver: Bogforlaget Ernst Bojesen.
Det forjættede Land · Et Tidsbillede · Andet Oplag forekommer dog med begge de omtalte titelblade, omslag m.v. Det kongelige Biblioteks eksemplar har titelblad med P.G. Philipsens Forlag og årstallet 1893. Eksemplaret er formodentlig på normal måde blevet afleveret efter endt trykning i 1893.
Oplysningerne dels i oversigten over de forskellige udgaver af Det forjættede Land bag i Niende Udgave 1960, dels i min bog Kunst og budskab 1970 er altså ikke i alle enkeltheder rigtige og fuldstændige med hensyn til de to oplag af Det forjættede Land · Et Tidsbillede fra 1892, 1893 og 1896.
1898 m.fl. Om fortsættelsen af – og afslutningen på – fortællingen om Emanuel Hansted, som den kom til at foreligge i Dommens Dag · Et Tidsbillede 1895, er der fortalt i efterskriften til 3. del, hvor også omarbejdelsen i 1898 til den samlede roman Det forjættede Land · Tredje (gennemsete) Udgave er omtalt. Her kan man ligeledes læse om udgaverne 1903, 1918, 1920, 1938, 1947 og om Niende Udgave 1960, hvor teksten blev gennemgået af Esther og Thorkild Skjerbæk og bragt i overensstemmelse med Femte Udgave 1918.
[Efterskrift til Dommens Dag]
Det fremgår ikke […], om forfatter og forlægger allerede i forbindelse med afslutningen af Emanuel Hansteds historie, sådan som den i 1892 kom til at foreligge på de sidste sider af Det forjættede Land · Et Tidsbillede, har forestillet sig, at først med endnu en tredje del af fortællingen ville disse planer om "et større værk", som Henrik Pontoppidan i så mange år havde arbejdet med, fuldt ud være virkeliggjort. Det er også vanskeligt at sige med sikkerhed, hvornår det er blevet dem klart, at der måtte komme en fortsættelse.
Kort efter udsendelsen af den lige nævnte bog veksledes der en række breve mellem forfatteren og hans forlægger Gustav Philipsen om det fremtidige forhold imellem dem. I det brev, der allerede er omtalt i efterskriften til 2. del, skrevet i Rom den 28. december 1892, bl.a. om et eventuelt nyt oplag af den da netop udsendte roman, udtrykker Henrik Pontoppidan sine gode ønsker for Gustav Philipsen og hans broder og takker for den venlighed, han har mødt i det forløbne år. "Jeg er glad – og en Smule stolt – over, at de Forventninger, De i sin Tid gjorde Dem om min "store Bog", ikke er blevet skuffede, og jeg håber på et godt Samarbejde også i Fremtiden, om end måske (nødvendigvis) med en Smule Afbrydelse. Dét er Hegels Skygge, der her viser sig for mig over Bordkanten".
I et svar, dateret 3. januar 1893, giver Gustav Philipsen udtryk for sin forundring herover: "Jeg troede, at De med "Skyer" hos Hegel og "Vildt" hos Langhoff havde bragt Dem ud af gamle Forhold, og at De 139 herefter betragtede mig som Deres eneste Forlægger." Men det er en ærlig sag, hvis Henrik Pontoppidan "virkelig længes efter Klarebodernes Kødgryder"; han er ikke bundet til Philipsen, har ingen forpligtelse indgået "uden om tre eller om man vil fire bestemte Bøger".
Udtryksmåden her kan næppe forstås som en viden, Gustav Philipsen allerede nu har, om en planlagt tredje del af Emanuel Hansteds historie. De tre-fire bøger, der er tale om, må være dels Krøniker, som var blevet udsendt fra P.G. Philipsens Forlag i 1890, dels en samling småfortællinger, der synes at have ligget måske som en slags garanti i forbindelse med den kontrakt, Henrik Pontoppidan havde indgået med forlaget om den "store Bog", og dels endelig denne, der altså havde vist sig at blive til ikke én, men to bøger.
Denne forståelse af udtryksmåden i Gustav Philipsens brev bekræftes af det følgende brev, Henrik Pontoppidan skrev den 6. januar fra samme romerske adresse. Han afviser heri at nære "nogen Hjemvéfølelse overfor Klareboderne, hvis "Kødgryder" aldrig var meget fede for mig – om end jeg skylder den gamle Hegel megen Taknemlighed." Henrik Pontoppidan har imidlertid en gæld dér, og den vil han helst afvikle sådan som det fra begyndelsen har været forudsat, nemlig i form af et manuskript. Han håber dog, at han, samtidig med, at han må "lade en lille Bog løbe af Stablen endnu engang på det gyldendalske Værft", kan få udgivet en hos Philipsen. Han foreslår de "Danske Billeder", som han har liggende, og som han tidligere har talt med Gustav Philipsen om. "Nogen helt ny Bog får jeg nemlig næppe færdig til Dem i dette Herrens År, skønt den Gyldendalske ikke bliver stor og tildels ligger færdig i Udkast fra gammel Tid. Jeg vilde nemlig gærne igen skrive Dem en stor Bog, men det tager altid megen Tid for mig at samle Stoffet, hvorimod jeg aldrig er så længe om at nedskrive."
Skulle Henrik Pontoppidan med udtrykket "en stor Bog" for sit eget vedkommende have en tredje del af romanværket i tankerne, så angiver udtryksmåden vel netop, at han endnu ikke ønsker at inddrage sin forlægger i sådanne overvejelser. I øvrigt kan man ikke undgå at studse over den måde, forfatteren her omend meget summarisk omtaler sin arbejdsmåde; med kendskabet til den litterære tilblivelsesproces, som den er fremdraget her i efterskrifterne til det nyeste optryk af hans første "store Bog", overrasker det, at Henrik Pontoppidan har skelnet på den måde mellem stof-samling og nedskrivning, som om det sidste ingen særlig tid tog.
Den omtalte bog til Gyldendalske Boghandels Forlag blev ikke til 140 noget – og det er ikke muligt at sige, hvilket indhold Henrik Pontoppidan havde tiltænkt den. Spørgsmålet om afvikling af gælden er nu og da på tale mellem Jacob Hegel og Henrik Pontoppidan, men den blev vistnok først endegyldigt bragt ud af verden efter hans "tilbagevenden" til Gyldendal ved sammenslutningen i 1903 mellem Gyldendalske Boghandels Forlag og Det nordiske Forlag.
Det sidstnævnte brev fra Henrik Pontoppidan rummer også i øvrigt tydelige udsagn om, at han er langt fra at ønske sig tilbage til forlaget i Klareboderne; han rejser tværtimod et spørgsmål, der før har været drøftet mellem ham og Gustav Philipsen, nemlig om "en Slags fast Gage". Det er ganske vist ikke meget, han i første omgang kan tilbyde P.G. Philipsens Forlag til gengæld: "det eventuelle 2d Oplag af "Det forjættede Land", mine "Danske Billeder", foruden de Småfortællinger, som De har liggende af mig, men hvis Værdi jeg ikke sætter særdeles højt længer, fordi de næppe alle er værd at genoptrykke – intet mere!" Hermed bekræftes yderligere, at Henrik Pontoppidans mulige planer om en fortsættelse af Emanuel Hansteds historie endnu kun kan have været meget vage. Ellers ville han utvivlsomt – netop i denne sag – have udtrykt sig anderledes.
Hvilke småfortællinger det drejer sig om, lader sig ikke fastslå i dag. Der kom aldrig en bog med sådanne. Måske er nogle af dem – eller stoffet fra dem – indgået i den omarbejdede udgave af Krøniker, der i 1899 fik plads i I. Bind af den første større samling af Henrik Pontoppidans mindre ting Fortællinger I-II, sammenlign herom med efterskriften til Ørneflugt og andre krøniker 1979. Heller ikke af de "Danske Billeder" blev der nogen selvstændig bog. En væsentlig del af stoffet blev brugt i Minder 1893 og Den gamle Adam 1894, sammenlign herom med efterskriften til Magister Globs papirer 1979.
*
Det kan ikke udelukkes, at Henrik Pontoppidan selv her i begyndelsen af 1893 har tænkt sig sin første "store Bog" afsluttet med Det forjættede Land. Et Tidsbillede 1892, altså stort set som slutningen på 2. del i nærværende optryk. Meget taler dog for, at han under en eller anden form har gået med planer om en videreførelse af det tidsbillede, han havde fremlagt med de to første bind af Emanuel Hansteds historie; særlig gør den fortsættelse det, som romanen fik i sin tredje del, og som opmærksomheden her særlig er rettet imod.
At nogle af hans læsere heller ikke har været i tvivl om. at romanen endnu var uafsluttet, fremgår f.eks. af den anmeldelse, der den 5. februar 18933 141 stod at læse i Illustreret Tidende, underskrevet E.C., forbogstaverne i redaktøren, Ernst Christiansens navn. Han stillede spørgsmålet, om Emanuel Hansted under sine nye forhold "i ærlig Sandhedssøgen kunne kæmpe sig frem til Fred? Derom vil en tredje Del af Bogen vel komme til at handle. Man længes efter en saadan."
Det første sikre vidnesbyrd om en planlagt fortsættelse findes i et brev fra Fredensborg, dateret den 11. december 1893 – et par måneder efter at Minder var udkommet. Heri overvejer Henrik Pontoppidan på ny sit forhold til P.G. Philipsens Forlag. Igen er der tale om disse "forskellige Krøniker og Småfortællinger, af hvilke vi jo i det kommende År kunde foranstalte en Samling udgivet. Forøvrigt har jeg jo den tredie og sidste Del af "Muld" – "Det forjættede Land" at byde på i 1894, enten det nu bliver som Forårs- eller Julebog."
Det blev altså ingen af delene. I løbet af 1894 udsendte P.G. Philipsens Forlag i juni måned Nattevagt, senest optrykt som tranebog sammen med Isbjørnen, 4. oplag 1978, og sidst på året Den gamle Adam.
Først et godt stykke hen i 1895 synes Henrik Pontoppidan at have fået hold på stoffet. I slutningen af juni dette år stiller han i et brev fra Rørvig ved Nykøbing Sj. Gustav Philipsen i udsigt, at han midt i den følgende måned kan sende ham de første 10 ark af bogen, "og Trykningen kan da for min Skyld gærne begynde." Den 3. juli hedder det derimod: "Til den 1st Oktb mener jeg nemlig at have Bogen færdig. Dens Titel har jeg endnu ikke fastslået. "Emanuel" bliver det næppe. Snarere: "Dommens Dag"." Den 1. august må han vedgå, at det er "gået langsommere med Afskrivning end påregnet; derfor følger hermed kun 1st Bog. 2d Bog skal komme snarest." (1. bog fyldte i trykt form knap 6 ark.) Brevet fortsætter: "Dersom De vil have noget Indtryk af Bogen, vil jeg anbefale Dem at vente med at læse den, indtil den foreligger i Korrektur. For at spare mine Øjne har jeg nemlig ladet min Kladde afskrive og så foretaget Rettelserne i Afskriften, hvorved denne bliver lidt vanskelig at læse."
På dette svarer Gustav Philipsen i det eneste kopierede brev fra ham fra det tidsrum, hvori Henrik Pontoppidan arbejdede med Dommens Dag, dateret den 6. august: "De maa da ikke tro, at jeg skulde kunne vente paa Korrekturen, naar jeg har en hel "Bog" Manuskript mellem Hænderne fra Dem." Han har læst det "med megen Omhu" og mener, at det er "en værdig Introduktion til Slutningsleddet i Trilogien." Han synes bedst om regnvejret i begyndelsen og markvandringen 142 i slutningen; "Besøget hos den ækle gamle Kælling er mærkelig virkningsfuldt". Mindre begejstret er han – den nøjagtige udtryksmåde lader sig ikke tyde i den dårlige kopi – for "den store teologiske Disput; men jeg tror at skimte dens Plads i Bogens Økonomi og den er i og for sig god nok."
Den 15. i samme måned forklarer Henrik Pontoppidan, at han har ventet med at besvare Gustav Philipsens brev, fordi han ikke har kunnet få fornøden ro til at gennemgå afskriften af "anden Bog af "Dommens Dag" (ikke Dommedag, som der står i Korrekturen)"; om 2-3 dage skal Philipsen få den. "Det glæder mig, at De har læst første Bog med nogen Fornøjelse", skriver han, men går ikke ind på enkelthederne i Gustav Philipsens bedømmelse. Det gør han heller ikke i et brev den 23. august, der har ledsaget 2. bog. Men i et følgende, dateret 4. september, hvori han bebuder sin afrejse fra Rørvig, skriver han, at han har kunnet forstå, at Gustav Philipsen "er bleven lidt forskrækket over Bogens megen Teologi. Men den har været nødvendig som Underbund – og nu kommer der heller ikke mere af den." Endnu den 9. september er et brev skrevet i Rørvig, samtidig med at Henrik Pontoppidan har sendt 3. bog.
Endnu et par breve drejer sig om denne del af romanen og viser den fortsat stykkevise aflevering af manuskript – og af rettelser dertil. Men brevene er udaterede og oplyser derfor ikke med sikkerhed, hvornår hvad er sendt. Henrik Pontoppidan var fra Rørvig rejst til Lellinge Skovridergård. I et brev herfra den 26. oktober skriver han: "Nej, det lykkedes mig ikke at få oprullet det Billede af Livet i Vejlby og Skibberup, som jeg havde villet. Nu må Bogen gå, som den er." Dette har muligvis været ledsagebrevet til det allersidste af manuskriptet, måske også med den sætning, der som nævnt kom til at stå lidt under afslutningen på beretningen: "Her ender Fortællingen om det forjættede Land."
*
Som Dommens Dag · Et Tidsbillede kom til at foreligge i sidste halvdel af november 1895, viste også denne tredje del af romanværket sig at være nært knyttet til det forudliggende forfatterskab, om end på sin særlige måde.
Kun i et enkelt tilfælde finder man noget, som Henrik Pontoppidan forud havde fået offentliggjort i en avis – og i dette tilfælde endda noget, der i dag kun kan opfattes som et kuriosum:
143 Det er nævnt i efterskriften til 1. del, at Urbanus i sin Dagbog i Kjøbenhavns Børs-Tidende den 6. november 1889 havde haft en stormvejrsskildring, der ligner indledningen til Emanuel Hansteds historie så meget, at det må være en af skitserne hertil, som Henrik Pontoppidan har anvendt i sin journalistiske virksomhed.
Det er også nævnt, at det kun var en del af uvejrsskildringen, der genfandtes i Ungdom og i Muld. Beretningen om, hvordan folk om natten vækkes af et voldsomt brag og i det blotte linned styrter ud på gaden, "blege og skælvende, som om det var Verdens Undergang, der forestod", er kun blevet anvendt, for så vidt man tør regne med, at det er dette træk, der gennem den fortsatte bearbejdelse i Muld bliver til folks tanker om den tilstundende "Dommens Dag" (sammenlign med nærværende optryk 1. del side 6) – og altså ligesom foregriber den titel, forfatteren 4 år senere valgte til sin fortællings sidste del.
Derimod var der i indledningen til Emanuel Hansteds historie slet ikke gjort brug af det, Urbanus yderligere havde haft at fortælle om hint uvejr:
Der herskede en ubeskrivelig Forvirring, indtil det opklaredes, at det var Niels Hansens gamle Ladelænge, der var styrtet sammen. Men næppe havde man faaet sig beroliget hermed og var igen paa Vej ind i Husene, før der med ét lød høje Raab af forskellige Stemmer henne fra Ulykkesstedet; og i det samme kunde man i Mørket skimte noget, der lignede en Række hvislende Spøgelser, blive ført af Stormen ud af Byen.
Ved Ladelængens Fald havde Vinden nemlig faaet fri Passage til den bagved liggende Stakkeplads og her kastet sig som rasende og under høje Hyl over fire, store, utærskede Sædstakke, af hvilke den straks havde faaet væltet den yderste halvt overende og splittet den som en Hob Avner.
Nu blev der for Alvor Røre. Der blev tudet med Byhornet, som naar Ilden er løs, og fra alle Sider strømmede Folk til med Baadshager, Forke, Brandstiger og Segle for at standse Ødelæggelsens Værk. Det var et uhyggeligt Syn. I Skæret fra et oplyst Staldvindue saas gamle Niels Hansen selv staa i bar Skjorte, med det hvide Haar strittende i Vinden – maalløs og ligesom forstenet. Det var hele Aarets Flid og Slid, al hans Formue, der her splittedes for alle Vinde. Han stønnede blot:
"Det nytter ikke … det nytter ikke … Vorherre ta'er det."
Nogle haandfaste Karle havde nemlig tilsidst forsøgt at indskrænke 144 Ødelæggelsen ved Hjælp af udspændte Sejl; men Niels Hansen fik Ret: alt var forgæves. Én for én opreves Stakkene, og i vild Dans fór de splittede Neg op over Stendiget og ud over Markerne. –
I Dommens Dag · Et Tidsbillede 1895 forekom som en del af uvejrsskildringen i slutningen af Anden Bog, hvor det ejendommelige naturfænomen med de tre sole (se her i bogen side 69 f) følges af urolig travlhed, også en omtale af den – ikke navngivne – bonde, der må tænke "med Bekymring paa sine Straatag og paa Sædstakkene bag ved Ladelængen, ... mindes en Uvejrsnat for mange Aar siden, da Stormen væltede den ene Skorstenspibe ned ad Rygningen og oprev hans store Havrebod, saa de splittede Neg dansede som en Hær af gule Spøgelser vidt ud over Landet."
Ved omarbejdelsen i 1898 til den samlede, såkaldt Tredje (gennemsete) Udgave udelod forfatteren disse sætninger. Det er fristende at tro, at han i 1895 bevidst gjorde brug af den ældre skitse, og at han, i 1898, var klar over, at det netop var en sådan enkelthed, han her strøg; bevises kan det dog ikke gennem i dag kendt materiale.
Derimod kan der ikke være tvivl om, at han med Dommens Dag. Et Tidsbillede 1895 på meget tydelig måde har ønsket at angive forbindelsen mellem denne sin første store roman og de tidligere, mere ungdommelige forsøg på at skildre grundtvigsk menigheds- og folkeliv, særlig som det var sket i Sandinge Menighed 1883.
Det er omtalt i efterskriften til 1. del, at han ved omarbejdelsen af Emanuel Hansteds historie fra ugebladsfortællingen Ungdom til bogformen i Muld knyttede stednavnet Sandinge til den egn, hvori begivenhederne finder sted, og at fru Gylling nævntes. I Det forjættede Land · Et Tidsbillede 1892 foregik en vigtig del af fortællingens slutning i Sandinge, og fru Gylling var en af de personer, læseren mødte i forbindelse med den gamle højskoleforstanders begravelse.
Dommens Dag · Et Tidsbillede viste sig at rumme et par sider, der i visse stykker næsten ordret fortalte den samme historie som i fortællingen fra 1883, bl.a. om hvordan "Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed" (se her i bogen side 49). Sidstnævnte udtryk er i og for sig ganske naturligt på dette sted, men det er alligevel påfaldende, og det kan ikke være tilfældigt, at det rummer titlen på den nævnte bog fra de første forfatterår. Også folk som friskolelærer Povelsen og kandidat Boserup er gamle kendinge fra Sandinge Menighed 1883. Sorte Trine og hendes forfærdende livshistorie (her side 43) minder så meget om Lone og hendes skæbne, at 145 omtalen af hende virker som en kortfattet henvisning til forfatterens tidlige skildring af modsætningen mellem menighedens inderkreds og dem i de forfaldne hytter. Også andre enkeltheder – f.eks. lærkerne (her side 47) – synes anbragt som henvisninger til den tidligere bog. Sandinge Menighed blev i øvrigt omarbejdet i 1903 til den form, hvori den siden hen kom med i Første Bind af Noveller og Skitser 1922 (eller som selvstændig bog Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser), senest optrykt i Andet oplag 1950. Omarbejdelsen bærer tydeligt præg af, at den oprindelige udgave delvis var blevet brugt i Dommens Dag.
Også i landskabsskildringen i Dommens Dag · Et Tidsbillede fandtes der enkeltheder (her i bogen side 44f), der påfaldende mindede om et af forfatterens allertidligste forsøg i Kirkeskuden, der var med i hans første bog Stækkede Vinger 1881. Også den blev siden hen, i 1897, omarbejdet og udgivet som selvstændig bog; som sådan sidst optrykt i 1927. En ændring af landskabsskildringen deri kan godt hænge sammen med benyttelsen i Dommens Dag.
For en nøjeregnende undersøgelse af landskabsbeskrivelserne i Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag kan det, og særlig i det, der tilføjes med Dommens Dag, være svært at fastholde identiteten af den skildrede egn. En yderligere gennemgang heraf ligger dog uden for rammerne af en boghistorisk redegørelse som den, der er formålet med disse sider. Det nævnes kun, fordi det også herved godtgøres, i hvor høj grad denne Henrik Pontoppidans første store roman lader sig opfatte som hans bevidste forsøg på at samle det væsentligste fra det forudliggende forfatterskab i én stor skildring.
*
1895. Dommens Dag · Et Tidsbillede udsendtes, som nævnt, i november 1895 på P.G. Philipsens Forlag · København – og var trykt i Thieles Bogtrykkeri – ifølge forlagskladden i 3150 eksemplarer. Det typografiske udstyr svarede fuldstændigt til det i Muld · Et Tidsbillede 1891 og i Det forjættede Land · Et Tidsbillede 1892 – og Andet Oplag af begge de nævnte bøger, således også den enkelte sides tekstmængde. Teksten fyldte 281 sider. På de sidste sider af det 18. og sidste ark fandtes dels en oversigt over Henrik Pontoppidans bøger, dels en nærmere omtale af hver enkelt af de på P.G. Philipsens Forlag udkomne med ret fyldige uddrag af anmeldelser m.v.
Også i Dommens Dag · Et Tidsbillede var skillebladenes Første 146 Bog, Anden Bog osv. indarbejdet i vignetter af Hans Tegner, lavet i overensstemmelse med forfatterens forslag i brevene til Gustav Philipsen. Således skrev han den 1. august i det brev, der ledsagede manuskriptet til 1. bog: "Med Hensyn til Vignetten, så har jeg tænkt mig at benytte det første Kapitel dertil, d.v.s. alene Vognen og Regnvejret, måske også Udsigten ned over Dalen. Men der må ingen Mennesker være at se!" Helt fulgte tegneren ikke forfatterens forskrift, idet man aner skikkelser både under den store kaleche over vognens bagsæde og under paraplyen over det åbne forsæde.
Den 9. september sendte Henrik Pontoppidan 3. bog, uden at den var renskrevet – og gjorde dette
hovedsagelig for Vignettens Skyld. Jeg mener nemlig, at alle de resterende nu kan tegnes på Grundlag af det Materiale, der allerede foreligger. Her til 3de Bog har jeg tænkt at benytte 2d Kap., hvor Emanuel og Fru Betty sidder sammen under det vidtforgrenede Æbletræ. Det bør måske herved erindres, at Tiden er Avgust, og at Træet altså er fuldt af modnende Frugt.
Til fjerde Bog skulde gærne "Hammerbakkerne" benyttes – den øde Hede, som Frk. Ragnhild kaldte et Golgatha. Det er Nat med mørke, tunge Regnskyer; i Horisonten en Lysning, mod hvilken måske det korsdannede Sømærke kunde skimtes – dog kun fjernt og lille. Midt i Heden sidder Emanuel sammenbøjet med Ansigtet begravet i Hænderne. Men heller ikke han må sees altfor tydeligt. Det er en mørk Septembernat. Den omtalte Lysning i Horisonten stammer fra den nedgående Måne, som gærne må sees.
Således havde jeg altså tænkt mig det. Jeg håber, at Vignetten til 2d Bog – hvor Sømærket jo også fremstilles – ikke vil umuliggøre denne Plan. Måske var det bedst, om jeg fik Vignetten til 2d Bog at se, før den ætses. Der må nemlig ikke gærne være Figurer på den, i hvert Fald ikke andre end Emanuel, og dette endda kun under Sømærket, ikke med Solen bag.
Vignetten til 5te Bog bør sikkert være Næssekirken, der allerede er benyttet til 2d Bog i "Muld" men her skulde fremstilles således, at særlig Kirkegården omkring den, og den vide, fredelige Udsigt fra den blev dominerende. Beskrivelsen findes på de første Sider af "Muld" 2d Bog. Et Par bedende Bønder-Skikkelser omkring en Grav med et simpelt Trækors må gærne sees.
Ja, dette var en lang Forklaring og måske vil De slet ikke benytte den men afvente Begivenhedernes Gang d.v.s. Manuskriptets Fuldendelse. Men jeg véd, at Billederne tit kan forsinke en Bogs Udgivelse, 147 og jeg tør ikke love Dem Fortsættelsen af Manuskriptet før om et Par Uger og Slutningen omkring Midten af Oktober. –
Gustav Philipsen og Hans Tegner har, som det fremgår af den færdige bog, ikke haft noget imod at følge forfatteren i hans ønsker.
*
Kort efter udsendelsen af Dommens Dag · Et Tidsbillede skete der en betydningsfuld forandring med P.G. Philipsens Forlag, der også fik vigtige følger for Henrik Pontoppidan. Efter Ludvig Philipsens død i august 1895 – og på grund af voksende politisk virksomhed, bl.a. efter i 1893 at være blevet valgt til Københavns Borgerrepræsentation – besluttede Gustav Philipsen sig til at opgive forlagsvirksomheden. I november 1895 stiftedes "Aktieselskabet Det nordiske Forlag". Med virkning fra 1. januar 1896 sammensluttedes derved P.G. Philipsens Forlag, Ernst Bojesens Kunstforlag og Henrik Hennings' Kgl. Hof-Musikhandel. Gustav Philipsen blev formand for bestyrelsen, Ernst Bojesen direktør. Det var i et nært og venskabeligt samarbejde med denne, at Henrik Pontoppidan i de følgende år fik en række vigtige bøger udgivet på det nye forlag.
Som den første af hans bøger, der bar den nye forlagsbetegnelse, sendtes størsteparten af Det forjættede Land. Et Tidsbillede · Andet Oplag på markedet, endda før sammenslutningens officielle dato, som omtalt i efterskriften til 2. del. Her, som på mange andre titelblade og f.eks. i annoncer, brugte forlaget betegnelsen: Det nordiske Forlag – og i en linie derunder, med lidt mindre bogstaver: Bogforlaget Ernst Bojesen.
Henrik Pontoppidan havde i disse år dog også fortsat forbindelse med Det Schubotheske Forlag. Hans bog Natur 1890 var ifølge titelbladet "Forlagt af I.H. Schubothes Boghandel". Denne forlagsboghandel var ejet og ledet af Paul Langhoff, og det var hertil, Gustav Philipsen i det ovenfor citerede brev hentydede med sin bemærkning om "Vildt", den største af de to fortællinger, Natur indeholdt. Også efter at A.E. Hirschsprung og J.L. Lybecker havde overtaget dette det dengang ældste danske forlag og navnet var ændret til Det Schubotheske Forlag, kom en række af Henrik Pontoppidans bøger der. Således den næste af dem, han skrev i disse år, Højsang 1896, sammenlign herom med den allerede nævnte efterskrift til Magister Globs papirer 1979. Også den følgende udgivelse fandt sted på dette forlag, nemlig den omtalte omarbejdede udgave af Kirkeskuden som selvstændig 148 bog, udsendt kort før jul 1897.
På Det nordiske Forlag udkom i de følgende år 7 af de 8 "Hefter" med Fortællinger om Lykke-Per. Inden det sidste "Hefte"s udsendelse var der på ny sket en også for Henrik Pontoppidan afgørende ændring inden for forlagsverdenen. Det nordiske Forlag blev sluttet sammen med Gyldendalske Boghandels Forlag til Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, hvorved Henrik Pontoppidan – i øvrigt uden begejstring, mildest talt, som der mere indgående er fortalt om i efterskrifterne til Magister Globs papirer 1979 og Ørneflugt og andre krøniker 1979 – "kom tilbage" til det forlag, han i nogle vigtige år af sin tidlige forfattervirksomhed havde været knyttet til. Her afsluttedes udsendelsen af den første udgave af Lykke-Per, der året efter, i 1905, blev fulgt af en samlet og omarbejdet udgave af denne hans anden store – og største – roman.
Det første "Hefte" Lykke-Per Hans Ungdom kom i januar 1898, fulgt i maj af Lykke-Per finder Skatten. Den næste udgivelse blev den samlede og omarbejdede udgave af Det forjættede Land, som interessen her særlig samler sig om.
*
1898. Baggrunden for denne udgivelse lader sig ikke klarlægge ved i dag kendt materiale. De oprindelige tre bind var endnu ikke udsolgt. Endnu ved lager-opgørelsen i forbindelse med sammenslutningen med Gyldendalske Boghandels Forlag – ved en overenskomst i september 1903, men med virkning fra 1. januar samme år – fandtes der eksemplarer af alle tre bøger.
Om der har foresvævet Henrik Pontoppidans nye forlægger Ernst Bojesen noget i retning af hans "samlede værker" er ikke muligt at sige med sikkerhed. Det fremgår af et brev til Ernst Bojesen, dateret den 3. februar 1899, at forlæggeren i forbindelse med færdiggørelsen af Det forjættede Land i den nye udgave må have foreslået forfatteren en samlet udgivelse af en del af hans mindre ting – den der kom til at foreligge med Fortællinger I-II, udsendt i slutningen af 1899; sammenlign med efterskrifterne til Magister Globs papirer 1979, Skyer 1979 og Ørneflugt og andre krøniker 1979.
Med Det forjættede Land. Tredje (gennemsete) Udgave og Fortællinger I-II forelå der jo faktisk en slags "Henrik Pontoppidans samlede værker", i hvert fald en udgave, der indeholdt det meste og det vigtigste af, hvad forfatteren hidtil havde frembragt. Disse bøger blev 149 også, som det nedenfor bliver omtalt, i 1902-03 udbudt i en fælles-subskription på et nyt oplag. Hverken i 1898-99 eller i 1902-03 blev dog betegnelsen "samlede værker" eller lignende brugt; det blev den aldrig i forbindelse med udgivelser af Henrik Pontoppidans bøger. Måske har han udtrykkeligt frabedt sig en sådan betegnelse, og da muligvis med det i tankerne, som Gustav Philipsen havde skrevet i et brev den 12. januar 1893. Denne fortsætter heri den allerede omtalte drøftelse af deres fremtidige indbyrdes forhold og nævner nogle af de småfortællinger, han har liggende, men som han synes godt kan blive liggende "til engang i Fremtiden, naar Deres samlede Skrifter skal udkomme – en Skæbne, en levende Begravelse, som jeg ikke ønsker Dem i de første 20 Aar".
Det første vidnesbyrd om forberedelserne til en sådan ny udgave af Det forjættede Land findes i et brev, dateret den 9. juni 1898, fra Henrik Pontoppidan til Ernst Bojesen; det synes dog at forudsætte tidligere drøftelser af sagen: "Jeg har modtaget de 3 tilsendte Trilogi-Bind og begynder altså på Gennemsynet af dem. Jeg vilde jo gærne have god Tid dertil da jeg ikke overkommer meget, – men det haster måske heller ikke med det."
Det følgende af de i forlagsarkivet bevarede breve fra forfatteren er dateret 2. juli og begynder: "Hermed det lovede Forsøg på at opsætte en Kontrakt, der tilfredsstiller begge Parter." Kontrakten kendes ikke, men det fremgår af breve fra de følgende år, at Henrik Pontoppidan fra Det nordiske Forlag har modtaget faste beløb hver måned, i lighed med en ordning, der var kommet i stand med P.G. Philipsens Forlag. Om det er et sådant forhold, den i øvrigt ukendte kontrakt har givet en mere bindende form, er umuligt at sige. Det forekommer imidlertid nærliggende, netop under hensyn til brevets dato, at den som forfatterens ydelse har omfattet den nye udgave af Det forjættede Land, måske også af Fortællinger, der, som nævnt, ikke længe efter har været forhandlet mellem forfatter og forlægger.
I sammenligning med den tid, Henrik Pontoppidan havde brugt til at få fortællingens første udgave på en tilfredsstillende form, er den nye – indgribende – bearbejdelse gået forbavsende hurtigt. Allerede i september udsendtes det første hæfte af den subskription, hvori romanen denne gang blev forlagt, og umiddelbart før jul kunne bogen fås komplet. Formodentlig har forfatteren fuldført omarbejdelsen i løbet af 2-3 sommermåneder; det synes at fremgå af hans datering forrest i den nye udgave, hvor han i det hele taget meddeler sin 150 opfattelse af, hvad der er sket. Den nye udgave var nemlig forsynet med følgende
Forord.
I Aarene 1891-92-95 udgav jeg de tre sammenhørende Fortællinger, som nu er samlede i dette Bind. Tiltrods for den lange, figurrige Billedrækkes noget skitsemæssige Udførelse og dens – med Hensigt valgte – kølige og tyndt paastrøgne Farver, hvis Anvendelse den Gang ikke var saa almindelig som nu, vandt Skriftet en efter vore Forhold ret udbredt Læsekres. Da der derfor blev Tale om endnu et nyt Optryk af det, følte jeg Trang til at eftergaa Figurernes Omridslinjer og – uden at berøve Billedet Karakteren af et Maleri al fresco – at udføre lidt mere i det enkelte, hvad der af indre Træk kun var antydet. I denne Bearbejdelse er det, at Fortællingen foreligger her. Det er mit Haab, at den ikke maa have tabt i Liv og Friskhed, hvad den vistnok har vundet i Afrundethed og Fasthed.Avg. 98.
Forf.
Forordet oplyser jo intet om, hvordan arbejdet er gjort. Heller ikke andre vidnesbyrd derom er kendt i dag. Det er nærliggende ud fra brevet den 9. juni at tænke sig rettelserne foretaget i det eksemplar af de oprindelige tre bind, Henrik Pontoppidan har fået tilsendt. I størstedelen af romanen synes de ved en forsøgsvis rekonstruktion af en sådan bearbejdelse dog at måtte være for indviklede til brug for et sætteri. Formodentlig har Henrik Pontoppidan afleveret et manuskript, der har bestået dels af sådanne rettede blade af de tidligere bøger, dels af helt nyskrevne manuskriptsider – og de sidstnævnte har været så langt i overtal.
Rettelserne – eller afvigelserne i de formentlig helt nye manuskriptdele – betyder en ændring af utallige ord og udtryk, mindre og større udeladelser, tilføjelser af nye stykker og væsentlige ændringer i stoffets ordning. Dette har også medført en ændring i antallet af de med romertal nummererede afsnit, men delingen i fem "bøger" i hver af romanens tre dele er fastholdt også i denne første samlede udgave. Inddelingen svarer i øvrigt, også hvad de nummererede afsnit angår, til nærværende optryk. Udtrykket "Første", "Anden" og "Tredie Del" fandtes ikke, kun de oprindelige titler Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag på hver af den nye udgaves hoveddele.
Det forjættede Land · Tredje (gennemsete) Udgave, der annonceredes som "Billig Standardudgave", udsendtes i 10 hæfter å 50 øre, 151 noget uregelmæssigt fra slutningen af september til næstsidste uge før jul 1898, og ifølge titelbladet af Det nordiske Forlag · Bogforlaget: Ernst Bojesen; den var trykt i København · Græbes Bogtrykkeri, ifølge forlagets kalkulebog i 4000 eksemplarer. Bogen omfattede et halvark med smudstitelblad, titelblad og det gengivne forord + 565 sider tekst, hvis enkelte sides tekstmængde svarede til godt 4/5 af nærværende udgaves. Pagineringen begynder med det særlige "titelblad" for Muld, delvis trykt i rødt, ligesom de tilsvarende "titelblade" for Det forjættede Land, bogens side 217, og for Dommens Dag, side 409. Disse enkelttitler med deres indramning må være lavet af Hans Tegner. Han havde også tegnet omslaget, hvor man ser et stykke af et babelstårn, ragende højt op over en østerlandsk udseende by, op i skyer, der helt dækker øverste del af tegningen. Bogen findes dog også indbundet i komponeret forlagsbind, hvor man på ny har benyttet den vignet af Hans Tegner, som havde smykket bindet på Det forjættede Land fra 1892 (og 1893/96).
Det er sandsynligvis det nye omslag, Henrik Pontoppidan hentyder til i et brev til Ernst Bojesen den 10. oktober 1898: "Tegners Omslagsbillede er jo fortræffeligt; der er netop den Stemning i det, som der skal være." Det fremgår ikke af noget kendt brev eller andet, om omslagstegningen også er bragt i forslag af forfatteren selv, på lignende måde som han havde gjort det med vignetterne i de oprindelige bind.
1903. I eftersommeren 1902 indbød Det nordiske Forlag til en "25 Øres Subskription paa Henrik Pontoppidan: "Fortællinger" og "Det forjættede Land"", som ville blive "komplet i nøjagtig 42 Hefter à 25 Øre. Da hvert Hefte indeholder 2 store, sekstensidige Ark er Prisen altsaa kun 12½ Øre pr. Ark, eller Halvdelen af, hvad Skønlitteratur i Almindelighed koster.
Regelmæssig hver Lørdag udkommer et Hefte."
Denne hæftesubskription er omtalt også i efterskrifterne til Magister Globs papirer, Skyer og Ørneflugt og andre krøniker, alle fra 1979. Det forjættede Land udkom i 23. til 40. hæfte, som subskriptionen alligevel kun kom til at omfatte. Disse hæfter udsendtes fra april 1903 til slutningen af september, hvor romanen også udkom som komplet bog.
Denne Fjerde Udgave udsendtes også på Det nordiske Forlag · Ernst Bojesen – som forlagsnavnet denne gang var angivet – og var trykt i Græbes Bogtrykkeri i København, ifølge forlagskladden i 3150 152 eksemplarer. Selv oplyser bogen: "Trykt ialt: 10.000 Eksplr." Denne oplysning må derfor gælde alt, hvad der hidtil var trykt af romanen, men er jo kun omtrentlig rigtig.
Bogens typografiske udstyr var næsten fuldstændig magen til Tredje (gennemsete) Udgaves, men derimod ikke det samme som i de første 22 hæfter, der rummede Fortællinger I-II. Den enkelte sides tekstmængde var nøjagtig lige så stor som Tredje Udgaves. Bogen omfattede i alt 567 sider. Afvigelsen fra den forrige udgave skyldes nogle rettelser, forfatteren har foretaget, måske i korrekturen, hvoraf en enkelt er en lidt større tilføjelse – i Emanuels tale i Skibberup forsamlingssal (se 1. del side 87 ff) – af noget, som i sin tid var kommet med som en af rettelserne til brug for Muld · Et Tidsbillede · Andet Oplag, men atter strøget i Tredje (gennemsete) Udgave. Ved bearbejdelsen i 1918 udgik det igen af fortællingen!
Også i denne henseende adskiller den sidste del af hæftesubskriptionen 1902-03 sig fra den første, om hvilken Henrik Pontoppidan nogle år senere i et brev til Ernst Bojesen erklærede, at "kun Trykkeriet læste Korrektur" derpå, hvorfor den "vrimler af Meningsløsheder", sammenlign herom med de nævnte efterskrifter til Magister Globs papirer, Skyer og Ørneflugt og andre krøniker 1979.
Det omtalte forord, som indledte udgaven i 1898 er ikke kommet med, derimod har det følgende, særlige "titelblad", der i 1898 havde det indrammede Muld med røde bogstaver, nu fået en ændret affattelse og er blot sat med almindelige typer: Første Del: Muld. 2. og 3. del angives derimod endnu på samme måde som i 1898 ved på et særligt "titelblad" at have den indrammede og selv i rødt trykte titel Det forjættede Land og Dommens Dag.
1918. I 1915 indbød Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag til en "Fælles-Subskription paa Henrik Pontoppidans Hovedværker" – omfattende Lykke-Per I-III, Det forjættede Land og Fortællinger I-II i "40 Hefter à 40 Øre" – "for at give Publikum en nem og billig Adgang til at komme i Besiddelse af disse Hovedværker indenfor moderne dansk Litteratur".
Hæfterne, der skulle komme med 14 dages mellemrum, var nok et forsøg på at få solgt restoplagene af de nævnte bøger, trykt for Lykke-Pers vedkommende i 1907, for de andres i forbindelse med den ovenfor omtalte hæftesubskription i 1902-03. Der skulle gå endnu et par år, før egentlig nye udgaver for alvor kom på tale.
153 Vilhelm Østergaard havde omtrent samtidig med den lige omtalte udsendelse af Henrik Pontoppidans hovedværker prøvet at få den nye leder af forlaget, Frederik Hegel, til at lave en folkeudgave af Henrik Pontoppidans små romaner. Vilhelm Østergaard havde siden århundredets begyndelse redigeret Gyldendals Bibliothek for Hjemmet, hvori både Skyer, To Portræter (Isbjørnen og Lille Rødhætte) og Nattevagt var kommet; sammenlign herom med efterskriften til Skyer 1979. Ifølge et brev den 28. januar 1916 fra Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan var forlagsdirektøren mere interesseret i en ny udgave af Lykke-Per eller Det forjættede Land.
Af et brev fra januar det følgende år fra Axel Garde, der nu var blevet meddirektør for Gyldendalske Boghandel · Nordisk Forlag, fremgår det, at man er begyndt at drøfte nye optryk af de ældre ting med forfatteren; Axel Garde kan oplyse Henrik Pontoppidan om, at der for flere af bøgernes vedkommende ligger "til Rest undertiden mange Eksemplarer". Først i 1922 – og først efter at Henrik Pontoppidan, som omtalt i efterskriften til Magister Globs papirer 1979, havde besluttet sig til i 1921 at lade en ny udgave af Højsang forlægge af H. Aschehoug & Co. – førte drøftelserne mellem forfatter og forlag til en nyudgivelse af en del af de mindre ting med Noveller og Skitser I-II, der så sent som i 1930 fulgtes af et 3. bind. Derimod bragte 1917 overvejelserne om nye udgaver af romanerne et afgørende skridt videre. Dette år skete der jo imidlertid også to afgørende ting af betydning for bogudgivelse og bogsalg: forfatteren fyldte 60 år den 24. juli – og om efteråret fik han Nobelprisen til deling med Karl Gjellerup.
At forlaget har tænkt sig en forkortet udgave af Det forjættede Land, fremgår af brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Vilhelm Østergaard. Den 4. januar 1918 skriver denne: "Det meddeltes mig igaar inde i Forlaget, at De venligst havde truffet Aftale om, at jeg skulde besørge en 1-Binds Udgave af Deres Trilogi: Muld – Det forjættede Land – Dommens Dag. – Jeg behøver næppe at sige Dem, at det vil være mig en Glæde at besørge dette Arbejde. Hensigten skulde altsaa være at foretage Forkortelser paa saadanne Punkter, hvor Betragtninger eller Diskussion i en vis Forstand kan siges at "tynge" Stoffet, men selvfølgelig saaledes, at det intet Sted gaar ud over Udviklingen af Handling og Karakteristik". Arbejdet skulle gerne sættes i gang hurtigst muligt, og Vilhelm Østergaard vil straks tage fat derpå. "Men dersom der skulde forekomme Steder, 154 hvor jeg kan være i Tvivl om Forkortelserne, vilde jeg gærne have Deres Sanktion dertil."
I et brev, der er dateret den 7.12.18, som dog må være en fejlskrivning for 7.1.18, svarer Henrik Pontoppidan:
Man er altså kommen mig i Forkøbet inde i Forlaget. Ved et ganske tilfældigt Besøg derinde forleden fik jeg Planen til en samlet Udgave af mine tre store Romaner forelagt, og det faldt mig derfor ikke ind, at det var Hensigten straks at tage fat på Udførelsen. Ellers havde jeg naturligvis selv skrevet til Dem og anmodet Dem om Bistand. Sagen er den, at jeg ikke tror mig i Stand til selv at foretage et fornuftigt Gennemsyn af "Det forjættede Land". Det er snart en Menneskealder, siden jeg skrev Bogen, og Emnet – tildels også Behandlingsmåden – er jeg kommen så langt bort fra, at jeg frygter for at komme til at ødelægge i Stedet for at forbedre, dersom jeg begynder at flikke på den. Slige Uheld er hændt mig tidligere. Hvor jeg ikke helt kan støbe Stoffet om, er jeg gerne ret hjælpeløs.
Jeg sagde derfor inde i Forlaget, at jeg vilde anmode Dem om en Håndsrækning, da jeg ikke vidste nogen, til hvis Skønsomhed jeg havde mere Tillid; og De skal nu ret have Tak, fordi De vil tage det utaknemlige Arbejde på Dem.
Allerede den 8. i samme måned kan Vilhelm Østergaard meddele Henrik Pontoppidan, at han er
færdig med det første Gennemsyn af "Det forjættede Land", og jeg vil straks sige Dem, hvilket Resultat jeg er kommet til.
De paatænkte Ændringer bør foretages med yderste Varsomhed; thi det er – efter min Overbevisning – forholdsvis faa Forkortelser, der kan foretages uden at gøre Skade i Stedet for Gavn. Trilogien i sin Helhed virker den Dag idag frisk og levende baade som Roman og som historisk Tidsbillede. Den læses med samme Optagethed af Emne, Karakterer og Situationer som for de mange Aar tilbage, da De udsendte den. Dette siger jeg uden alt personligt Venskab og Beundring, som et Udtryk for en fuldkommen objektiv Opfattelse, en ganske upartisk Kritik.
De Ændringer, jeg vil foreslaa Dem, vil derfor kun komme til at gaa ud paa saadanne mindre Forkortelser, som kunde give Diskussioner og Betragtninger noget mindre Bredde, med andre Ord: gøre dem lettere tilgængelige ogsaa for den store Kreds af Læsere. Det vilde være uforsvarligt overfor dette Arbejde – et af Hovedværkerne i Deres Digtning – at foretage større og mere indgribende Forandringer, 155 og jeg ser ikke nogensomhelst Grund – hverken kunstnerisk eller "praktisk" – til at foretage andet eller mere.
Henrik Pontoppidan har fået det gennemsete og rettede eksemplar i hænde og kan den 13. foreslå Vilhelm Østergaard at komme og drøfte sagen. "Jeg tror, at vi kan blive færdige med vore Drøftelser, mens De ryger en Cigar. Jeg for mit Vedkommende har kun en enkelt Indvending at fremsætte. Ellers finder jeg Deres Forslag til Forkortelser fuldt akceptable."
En sammenligning mellem Fjerde Udgave 1903 – for det må være i et eksemplar af denne, Vilhelm Østergaard har foretaget sine rettelser – og Femte Udgave, som den kom til at foreligge i 1918, viser en række udeladelser, særlig netop i de længere udredninger f.eks. fra provst Tønnesens side, i Emanuels tale i forsamlingshuset, i den politiske diskussion hos doktor Hassing og i vennesamfundets teologiske opgør, som jo allerede Gustav Philipsen havde været lidt betænkelig ved. Desuden rummer den nye udgave en lang række ændringer af enkelte ord og udtryk, i retskrivning og tegnsætning, hvoraf en del formentlig også skyldes Vilhelm Østergaards forslag, noget måske forfatterens egne ønsker, nu han igen har skullet tage stilling til en af sine tekster, mens endelig en del, særlig hvad retskrivningen angår, formodentlig skyldes de i 1918 almindeligt gældende sætteforskrifter.
Det er altså ikke rigtigt, når det i oversigten over de forskellige udgaver af Det forjættede Land i Niende Udgave 1960 og i min bog Kunst og budskab 1970 hævdes, at det er Henrik Pontoppidan selv, der har foretaget de talrige rettelser, som Femte Udgave 1918 frembyder; først efter det arbejde, som afrundedes med oversigten i min bog fra 1970, har jeg fået mulighed for at gennemgå brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Vilhelm Østergaard.
Det forjættede Land · Femte Udgave udsendtes i juni 1918 af Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn og Kristiania. Den var trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri i 6000 + 300 eksemplarer. Udgaven oplyser selv: Trykt ialt i 16000 Eksemplarer. Den omfattede 489 sider tekst, smudstitelblad og titelblad medregnet. Den enkelte sides tekstmængde svarede næsten fuldstændig til nærværende udgaves. Inddelingen er uændret videreført, men nu er det udtrykkeligt angivet på hvert af de særlige "titelblade", at det drejer sig om Første Del: Muld, Anden Del: Det forjættede Land og Tredie Del: Dommens Dag. Omslaget til den uindbundne udgave var denne gang tegnet af Kristian 156 Kongstad, der også havde lavet tilsvarende til Lykke-Per I-II og De Dødes Rige I-II.
1920. Romanen optryktes på ny i 1920 som Det forjættede Land · Sjette Udgave. Den udkom på Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag · Kjøbenhavn og Kristiania – og var trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri i 10.000 + 500 eksemplarer; selv oplyser udgaven: "Trykt ialt i 26000 Eksemplarer". Den omfattede, med titelblade osv., 487 sider tekst + en indholdsfortegnelse bag på sidste side. Bogens typografi var ændret i forhold til Femte Udgave 1918, men sidernes tekstmængde var omtrent den samme – og altså som i nærværende udgave. En del mindre afvigelser, særlig i retskrivningen, skyldes næppe forfatteren.
1925. Denne udgave forekommer også – uden nogen udgavebetegnelse –med titelbladet Romaner og Fortællinger · Tredie Bind · Det forjættede Land, med årstallet 1925 og forlagsbetegnelsen Gyldendalske Boghandel · Nordisk Forlag · København – samt oplysning om at være trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri. Det drejer sig om et nytrykt titelblad til materie af Sjette Udgave. Udgaven kom med i en hæftesubskription på i alt 50 hæfter à l kr., der omfattede Lykke-Per (i bind I og II), Det forjættede Land (bind III), De Dødes Rige (bind IV og V) samt Noveller og Skitser (bind VI og VII). Hæfterne udsendtes med 14 dages mellemrum fra januar 1925 til december 1926. (På det her nævnte titelblad står der, som en fejl, tallet III under titlen Det forjættede Land; om der også findes titelblade uden denne fejl, vides ikke.)
1938. Romanen optryktes på ny i 1938 som Det forjættede Land · Syvende Udgave udkommet hos Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag · København – trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri i 5000 + 150 eksemplarer; udgaven oplyser: "Hermed ialt trykt i 31.000 Eksemplarer". Udgaven er et nysat optryk af Sjette Udgave, i en på ny ændret typografi, omfattende 492 sider, medregnet titelblade osv. og indholdsfortegnelse, der denne gang er anbragt foran i bogen. Omslaget havde en tegning af P. Holm.
1943. Det må være rimeligt i denne boghistoriske oversigt også at nævne Det forjættede Land · Forkortet Udgave · Med Indledning og Noter ved Aage Bertelsen · Udgivet af Dansklærerforeningen. Bogen omfattede Forord, en gengivelse af P.S. Krøyers portrættegning (fra 157 1896) af Henrik Pontoppidan, en indledning på siderne III-XVI, 191 sider tekst, dels som optryk, formentlig af Syvende Udgave 1938, dels med korte referater af de udeladte afsnit; den enkelte sides tekstmængde var noget større end i nærværende udgave; desuden rummede udgaven 2½ side noter, 3 mindre uddrag af Ungdom, trykt i Husvennen 1890, sammenlign herom med efterskriften til 1. del af nærværende optryk; endelig en side med "Forslag til Opgaver" og en side med litteraturhenvisninger. Bogen udsendtes i eftersommeren 1943 af Gyldendalske Boghandel · Nordisk Forlag og var trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri. Oplaget var 4000 eksemplarer.
1947. I Ottende Udgave kom Det forjættede Land i 1947 på Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. København – trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri i 8000 + 200 eksemplarer; bogen opgiver selv nu i alt at være trykt i 39.000 eksemplarer. Denne gang havde bogen en noget større tekstmængde på den enkelte side, så at teksten – med titelblade, indholdsfortegnelse osv. – kunne stå på i alt 415 sider. I øvrigt drejer det sig om et nysat optryk af Syvende Udgave 1938.
(1956.) Dansklærerforeningens Det forjættede land · Forkortet udgave, sammenlign ovenfor (1943), udsendtes i 2. oplag – uden årstal, men ifølge forlagets notater i april 1956. I bogen optryktes forordet til 1. oplag, men der oplystes i øvrigt ikke noget om det foreliggende 2. oplag. Den har ikke gengivelsen af P.S. Krøyers portrættegning, men synes ellers identisk med 1. oplag, dog er retskrivningen i indledning, tekstuddrag osv. den nu gældende, stort set dog med de samme undtagelser som i nærværende optryk. Den blev udsendt med forlagsbetegnelsen Gyldendal og var trykt i Det Hoffensbergske Etablissement, København. Oplaget var 4000 eksemplarer. Omslaget havde et træsnit af Jane Muus.
1960. I forbindelse med et nyt optryk i 1960 blev der brugt samme fremgangsmåde, som året før havde været anvendt i forbindelse med en genudgivelse af Lykke-Per, idet teksten – i samarbejde med Esther Skjerbæk – blev gennemgået og sammenholdt med samtlige tidligere udgaver. Herigennem blev det klart, at den sidste udgave, Henrik Pontoppidan selv havde foretaget – eller, som det altså senere har vist sig, godkendt en andens rettelser i, var Femte Udgave 1918. Teksten blev herefter overalt bragt i overensstemmelse med denne udgave med undtagelse af oplagte eller formodede trykfejl, hvor rettelser 158 blev foretaget på grundlag af ældre udgavers tekst. Også hvad retskrivningen angår, bragtes udgaven 1960 i overensstemmelse med Femte Udgave 1918, da der ikke findes sikre holdepunkter for, at forfatteren selv har ønsket de ændringer, der kan iagttages i de senere optryk af romanen.
Niende Udgave udkom 3. juni 1960 med forlagsbetegnelsen Gyldendal og var trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri, København – i 7500 + 200 eksemplarer. Omslaget var tegnet af Mogens Jørgensen. Romanens tekst omfattede 409 sider. Den enkelte sides tekstmængde var omkring 1/4 større end nærværende udgaves. Desuden rummede bogen den nævnte oversigt over de forskellige udgaver af Det forjættede Land.
1965. I uforkortet form udsendtes i 1965 Muld · Det forjættede Land · Første Del · Udgivet af Dansklærerforeningen ved Aage Bertelsen som afløsning for den forkortede udgave af den samlede roman (1943/1956). Teksten tryktes efter Niende Udgave 1960, hvis retskrivning også følges, og omfattede side 9-215 af bogens i alt 248 sider. Desuden rummede bogen som "Vedlæg" de også i den forkortede udgave aftrykte 3 mindre uddrag af Ungdom. "Udgiverens vejledning er" – ifølge det nye forord – "i hovedtrækkene bevaret uændret fra den forkortede udgave 1943/1956. Men nogle ændringer har været nødvendige, ligesom naturligvis noterne er fornyede." Denne vejledning er nu anbragt efter teksterne, sammen med en ganske kort efterskrift af Aage Bertelsen, den også nyredigerede oversigt over litteratur om Henrik Pontoppidan og Det forjættede Land, forslag til opgaver og de omtalte noter. Bogen bærer forlagsbetegnelsen Gyldendal og er trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri, København. Oplag: 3000 eksemplarer. Jane Muus' træsnit fra den forkortede udgave 1956 blev på ny benyttet.
[Fælles slutning]
1979. Nærværende Tiende udgave er sat efter Niende Udgave 1960; dog er teksten på ny sammenholdt med Femte Udgave 1918 og yderligere nogle trykfejl rettet. Gældende retskrivning er brugt, for så vidt angår store og små bogstaver, kunne, skulle, ville og å. Derimod er en række idag ikke almindelige former – f.eks. bleven, bægge, såe – brugt som i Femte Udgave. Denne "mellemløsning" er valgt, fordi problemerne omkring optryk af ældre dansk litteratur i nutidig retskrivning ikke 159 kan siges at være afklaret. Samtidig med at bringe teksten i en lettere tilgængelig form rummer den altså mulighed for at se, hvor romanens retskrivning i øvrigt afveg fra den i dag almindelige.
Det er dog nødvendigt at understrege, at heller ikke retskrivningen i Femte Udgave 1918 uden videre kan opfattes som forfatterens egen. Han brugte selv til stadighed i breve og manuskripter å – og nærværende optryk er derfor det første, der i så henseende følger forfatterens egen retskrivning (sammenlign dog ovenfor om 2. oplag (1956) af den forkortede udgave4). Der findes både manuskripter og breve, der udtrykkeligt giver tilladelse til overalt at sætte å som aa, mens manuskriptets retskrivning i øvrigt forlanges fulgt. Det fremgår imidlertid også af bevarede manuskripter – og breve – at Henrik Pontoppidans egen retskrivning ikke var ensartet inden for samme manuskript eller samme afsnit af forfattervirksomheden. Dette bekræftes i øvrigt også af det i efterskriften til 2. del omtalte brev fra ingeniør P.N. Holst. En uensartethed i retskrivningen kan dog også skyldes de indviklede boghistoriske forhold og være en følge af ændrede retningslinier for sætterne, uden at der er blevet korrigeret ved korrekturlæsningen. Vi har derfor ikke ment det rigtigt i nærværende optryk at forsøge gennemført en ensartethed i retskrivningen, som ikke findes i nogen af udgaverne; man kan således finde både stavemåden: bleven, bægge, såe, æventyr – og: blevet, begge, så, eventyr osv.
Også gældende brug af store og små bogstaver har nødvendiggjort en række skøn, fordi den ændrede retskrivning rejser problemer, der ikke har eksisteret for forfatteren. Mens vi har valgt at stave Sandinge højskole, Skibberup by, Vejlby præstegård – som det sker f.eks. i Traps Danmark – har vi opfattet Sandinge Leje, Lejet, Hammerbakkerne, Mosekærshusene som stednavne, men mosekærsmændene som betegnelse; der er stavet skibberuppere og vejlbybønder, men Vejlby-bønder; Per Øl, Søren Fragtmand, men væver Hansen osv.5
Særlig tydeligt træder dette problem frem her i romanens 3. del med udtrykket pateren, der første gang (her side 24) nævnes ved sit tilnavn med anførselstegn omkring: "Pater Rüdesheimer". Siden hen omtales han gang på gang slet og ret som Pateren, der jo i Henrik Pontoppidans retskrivning både kunne stå som et tilnavn og som en betegnelse. Vi har ment at komme forfatterens hensigt nærmest ved at lade sætte pateren, skønt det jo ikke for alvor kan tages som hans stillingsbetegnelse.6
160 Indtil det bliver muligt at foranstalte en egentlig tekstkritisk udgave af Henrik Pontoppidans bøger, må det være rimeligt at anse Femte Udgave 1918 for den af forfatteren endegyldigt godkendte udgave, også hvad retskrivning angår. Det er imidlertid nødvendigt, som jeg gjorde det i forbindelse med min oversigt i Kunst og budskab 1970, fortsat at tage forbehold over for nyt materiale, der på mere eller mindre afgørende måde kan kaste ændret lys over de fremdragne forhold. Den fortsatte beskæftigelse med de boghistoriske omstændigheder synes ikke blot at bidrage til en opklaring af et boghistorisk forløb, men ofte også at sætte spørgsmålstegn ved den enkelte bogs eller den enkelte teksts identitet.
Th. S.
Når det ovenfor side 149 hævdes, at betegnelsen "samlede værker" eller lignende aldrig er blevet brugt i forbindelse med udgivelser af Henrik Pontoppidans bøger, må det bemærkes, at en sådan betegnelse i hvert fald findes i annoncering, således på den bageste side af omslaget til Mands Himmerig · Fjerde Oplag 1930 og af Det ideale Hjem og andre Noveller og Skitser fra samme år, også udsendt med titlen Noveller og Skitser · Et Udvalg · Tredie Bind. Disse Samlede Værker I-IX er omtalt i den for kendskabet til Henrik Pontoppidans forfatterskab grundlæggende bibliografi, som Poul Carit Andersen udsendte i 1934. Side 80 oplyses det, at det drejer sig om en forøgelse af Hovedværker I-VII – en udgivelse i ensartede bind af Det forjættede Land, Lykke-Per I-II, De Dødes Rige I-II og Noveller og Skitser I-II – med det nævnte bind Noveller og Skitser III og Mands Himmerig. Om Samlede Værker blev brugt som andet end en annoncerings-betegnelse, er det ikke lykkedes at fastslå. Hverken i forlagsarkivet eller på Det kongelige Bibliotek har det været muligt at finde spor af titelblade med denne betegnelse. Måske har den været brugt som rygtitel på et begrænset oplag af de nævnte bøger i ensartede bind.
Th. S.
[Tillæg 1993]
TIL LÆSEREN
Det er desværre i nærværende tranebogsudgave af Henrik Pontoppidans Det forjættede land ikke blevet helt tydeligt, at det drejer sig om et (lidt formindsket) fotografisk optryk af 10. udgave 1979 1-3. Dette gælder såvel Henrik Pontoppidans tekst som de efterskrifter, der i 1979 afsluttede hvert af de 3 bind.
Det betyder, at oplysningerne i de 15 år gamle efterskrifter om romanens tilblivelse og senere boghistoriske skæbne ikke har kunnet føres ajour med den i dag betydeligt større viden om Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed (f.eks. at den i 1. bind side 195 omtalte kontrakt er fundet).
Heller ikke har det kunnet undgås, at efterskrifternes tilpasning i sin tid til en udgivelse i 3 bind har efterladt nogle meningsforstyrrende enkeltheder (f.eks. at læseren midt i 2. bind, i stedet for umiddelbart at kunne fortsætte med romanes tredje del, Dommens dag, enten skal læse efterskriften til anden del eller blade forbi dennes sidste side [176], efter hvilken den samlede roman fortsætter med ny paginering).
Oversigten bag i bindet over HENRIK PONTOPPIDANS BØGER er således heller ikke blevet ajourført med en række nye optryk (se oversigten i De dødes rige 1982 (udkommet som Tranebog 1992), eller den nyeste i Kronjyder og Molboer 1989.
Men: de to binds indhold er i øvrigt godt nok. Romanens tekstform er så autentisk, som en sådan kan blive det i dag – og navnlig: bindene rummer en af Henrik Pontoppidans store, fremragende fortællinger!
Th.S.
Rettelser til bagside af 2. binds titelblad (kolofonens 11. linie): efterskriften side 167 i "Det forjættede land" – læs: side 166.
Næstsidste linie: Dette bind indeholder første og anden del osv. – læs: anden og tredje del.
