Gustav Philipsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 12. januar 1893
Levebrødsmand
12 Januar 3
Kære Hr. Pontoppidan!
Jeg har rigtig modtaget Deres lange og venlige Brev af 6te ds. og skal nu besvare de forskellige Punkter i samme.
Der er nu først det lille Spørgsmaal om Expl. til Deres Søster af "Det forjættede Land". De har deri Ret, men jeg ikke Uret; thi da De ikke udtrykkelig betegnede det som et Friexemplar, havde jeg ingen Anledning til at opfatte det som saadant, det passerer os ret hyppigt, at Forfattere, der betragter deres Krav paa Friexemplarer udtømt, uden videre Omtale køber flere Expl. for at tilfredsstille de urimelige Krav, der i saa Henseende stilles til dem. Men altsaa: De har de seks Kroner og fem og tyve Øre tilgode hos mig, som jeg vil bede Dem om at maatte betale Dem kontant, naar De engang kommer hjem, for ikke at forstyrre vor Regnskabsafslutning. Det eneste, der keder mig derved, er at De skulde have faaet et Indtryk af Smaalighed fra min Side, som jeg vilde bestræbe mig for at undgaa, og som en Forretning som Boghandel let fremkalder. De talte saaledes selv engang om de mange Portoudgifter, Deres Fraværelse foraarsagede mig; men det er virkelig saadanne Bagateller, at jeg aldrig har skænket dem en Tanke.
Efter hvad De nu skriver om Deres Forhold til Hegel, kan jeg kun beklage, at De ikke har sat mig ind i den Sag, før De skrev til Hegel; det forekommer mig, at det vilde have været i fælles Interesse, om jeg havde kunnet faa Lov til at søge Sagen ordnet paa anden Maade. Egentlig synes jeg heller ikke det kan være synderlig morsomt for ham, at De gør en Visit hos ham auf Nimmerwiedersehen, hvis jeg da har forstaaet Dem rigtigt, at De med den omtalte Bog virkelig faar Deres Forhold til ham ganske afviklet, noget som jo ikke 2 kan1 være uden Interesse for mig at erfare. Saalangt som Sagen nu er kommet, er der vel næppe mere at gøre, uagtet jeg fremdeles tilbyder mine bona officia i den i mit forrige Brev antydede Retning og ganske uafhængigt af hvordan vi ellers ordne vort pekuniære Mellemværende. – Men hvis det ikke kan være anderledes, saa tiltræder jeg ganske Deres Tanke om snart at faa en Bog ud hos mig, og da ogsaa jeg synes at der ikke√ er Grund for Dem til at forhaste Dem med noget helt nyt, forekommer Planen om De "Danske Billeder" mig ganske tiltrækkende. Maaske De vil opgive mig en Liste over Indholdet, for at jeg kan overveje Spørgsmaalet om Illustrationen; det frembyder visse Vanskeligheder, da Skildringerne før i det mindste tildels har været Genstand for Illustration. Det maatte formentlig gælde om at faa fat paa én Kunstner, der kunde gøre det hele i en ret fri Stil omtrent som Boganis Jagtbreve.
Jeg tror, at denne Bog vil have bedre Udsigter end den Samling Fortællinger, som vi hyppigere har forhandlet om. Nu da De selv har brudt Isen, er det vel ikke næsvist af mig at udtale, at der er udmærkede Ting derimellem, men at der vel også er Ting, som maaske ligesaagodt kan ligge hen til engang i Fremtiden, naar Deres samlede Skrifter skal udkomme – en Skæbne, en levende Begravelse, som jeg ikke ønsker Dem i de første 20 Aar –. Maaske De selv vil vælge det bedste ud sammen maaske med noget, De senere har publiceret f. Eks. Deres Bidrag i 1893 til "Tilskueren", saa kunde det blive en smuk lille Bog i 1894.
Saa kommer endelig det højtidelige Øjeblik, hvor jeg skal udtale mig om Deres store Tanke, at blive Levebrødsmand med 4000 Kr. om Aaret. For at springe alle "men og hvis og naar, betingelsesvis og paa en Maade" over: jeg har ikke saa lidt Lyst til at gaa ind paa Deres Forslag, men jeg er betænkelig derved paa Deres Vegne. De husker nok, hvormegen Ulyst jeg har ved at staa i Kreditorforhold til en Forfatter; jeg synes at det forrykker det naturlige Værdighedsforhold imellem den virkelig ydende, Forfatteren, og den, som dog i Grunden skulde være den tjenendex Part i Forholdet.
[fodnote nederst på side 2:] x ingen Vittighed for "fortjenende"
Og 3 jeg frygter for, at en Udbetaling af 4000 Kr. om Aaret det kunde tvinge Dem ind i et temlig stort Gældsforhold til mig. Der var imidlertid i Deres Brev en Passus om Statsunderstøttelsen paa de 1000 Kr., som giver mig en Hank at tage fat i. De siger, at De uden den skal bruge 4000 Kr. aarlig, og at De ikke tror, at De faar den. Nu har De formodentlig i Mellemtiden set, at Udsigterne har forbedret sig en lille Smule herfor, om end ogsaa jeg er noget skeptisk endnu; det er jo desværre kun altfor sandsynligt, at Landstinget skal bruges ligesom i Georg Brandes-Sagen til at efterkomme moderate Folketingsønsker, som man selv generer sig for at lade komme frem for Offentligheden; men paa den anden Side kan man jo ogsaa være altfor mistænksom. – Hvad jeg vilde foreslaa Dem var dette, at jeg sikrede Dem de 4000 Kr., mod at De overlod mig at hæve Deres Statsunderstøttelse, hvis De fik nogen og saa i øvrigt paa de af Dem foreslaaede Vilkaar, at De forbinder Dem til ikke at udgive Bøger hos andre Forlæggere, at De faar de 4000 Kr. af mig med 1000 Kr. i hvert Kvartals Begyndelse, at vi hvert Aar gør op, hvormeget De har fortjent af de 4000 Kr., (resp. af de 3000 Kr. under ovenantydede Forudsætning) og at det saa ved hvert Nytaar staar mig frit for at opsige Overenskomsten hvilket jeg dog haaber ikke skal ske for det første.
Gaar De ind herpaa, staar Beløbet for Januar Kvartal 1893 til Tjeneste naarsomhelst.
Ja saa har jeg endnu en Forretningssag endnu af en meget sær Natur. Min Søster er meget vred paa mig, fordi jeg var Skyld i at hun, da vi var i Rom, ikke fik købt et Par af de berømte romerske Kobber-conchaer ɔ: de Kobberspande, der er et saa almindeligt Husgeraad i det romerske Land og som sælges hos Bronzehandlerne til de Fremmede navnlig til Blomsterskaale eller Urtepotteskjulere. Hvis jeg nu gætter rigtigt i at De slæber en hel Del Bagage med Dem, saa at det ikke kommer an paa en Pølse i 4 Slagtetiden, saa vilde jeg være Dem frygtelig forbunden, om De vilde købe mig saadanne to Tingester, saa pæne som De kan faa dem; jeg tror forresten ikke at de er synderlig dyre. De véd nok Façonen er omtrent saadan [tegning]; jeg har hos Galschiøt set en, hvis Højde var 23 Centimeter, hvilket var passende; mindre skulde de ialtfald ikke være. Hos Röhrich Via Due Macelli 62 eller hos Nelli, via Babino 139 kan de sikkert faas, men maaske endnu bedre hos en gemen Kobbersmed.
Naar jeg faar Manuskriptet til "Det forjættede Land" vil jeg sikkert straks lade begynde paa Sætningen, da der stadig er god Efterspørgsel efter Bogen.
I Haab om snart at faa Dem at se
Deres hengivne
P.G. Philipsen
P.S. L'appétit vient en mangeant. Da min Broder læste ovenstaaende igennem, sagde han, at ogsaa han havde et lignende Ønske om end noget kostbarere. Det angik et Blækhus bestaaende af en Kopi af Cæcilia Metellas Gravmonument enten af blankt Bronze (ikke det med den paasmurte grønne Patina) eller af gult Marmor. Det maatte gerne koste en ca. 60 Lire. Hvis De vil have Ulejligheden af at gaa ind til ovennævnte Röhrich, der jo ikke bor saa langt fra Dem, saa kunde De godt lade ham sende baade Conchaer og Blækhus til mig paa samme Maade som han gjorde ifjor; De kan lade ham opgive mig Beløbet, saa skal jeg sende ham det hele, da De maaske ikke saa gerne vil undvære saa mange Penge.
Stedse beredt til Gentjeneste
Deres hengivne
Gustav Philipsen
