Det forjættede Land
Literatur
Henrik Pontoppidan: "Det forjættede Land". (Philipsen).
"Det forjættede Land" begynder syv Aar efter det Tidspunkt, der afsluttede Romanen "Muld". Pastor Hansted har levet syv Aar med sin Bondebrud, sat tre Børn i Verden og befæstet sin Position i sit Sogn ved at leve og færdes som en Bonde. Han pløjer selv sin Ager, børster selv sit Skotøj, rustificerer sin stilfulde Præstegaard og, hvad der er det vigtigste af alt, stænger sig selv ude fra al dannet Omgang, tvinger sig ind i Bondetanker og Landboskik, med eet Ord: tilmulder sin Eksistens til Fuldkommenhed.
Man skuffes en Del under Læsningen af Bogens første Halvdel: man synes, her er for meget underforstaaet. Hvorledes er det muligt, at denne fine nervøse, halv-rafaelske Kapellan virkelig er bleven saa jordtung og robust? Man ønsker, at Forf. havde fortsat der, hvor han var sluppet, at han havde givet Emanuels Udvikling uden Spring, i fast Kontinuitet. Men jo mere man læser, jo mindre savner man de mellemliggende Led. Man opdager nemlig snart, at de ere ganske betydningsløse: Emanuel er slet ikke den Folkets Mand, han synes: den grove Ham, hvori han optræder, er kun en Fernis, hvormed han, i energisk Tro paa sine Drømmes Livskraft, har oversmurt sig selv; men denne Fernis skaller af, alt som Illusionerne briste, og gennem Revnerne stikker frem den samme fintfølende Æstetiker, den samme aristokratiske Bourgeois, som i "Mulds" første Kapitler grebes af stærk og gærende Kamplyst til at finde sig selv i Sandhed og Ægthed.
Nu, ved Slutningen af "det forjættede Land" staar han over for en ganske lignende Kamp. Thi Resultatet af den foregaaende er kun blevet et rent negativt. Han har erfaret, at "Muldets" Folk er ikke den ligefremme, storskaarne, i god Forstand jævne Race, som han havde tænkt sig; det "historiske" Lys, hvori han i sin barnlige Sangvinitet har betragtet den, har mistet sin rolige Glans; det flakker og flimrer, og dybe Skygger afbryde dets Skin. I blind Fortrøstning har han troet at kunne bygge en god og lys Fremtid baade for sig selv og sit Land paa Bondens retlinede trofaste Enfoldighed, men han opdager snart, at Krogveje og Omsvøb, at akkorderende Snuhed og laverende Profitsyge gaar lige saa meget i Svang paa Land som i By. Og saa tvinges han ganske naturlig til at opgive den Sag, hvorpaa han i sin modne Ungdom satte Livet ind, for atter at glide over i de Livsformer, hvori han efter sin Fødsel og sit oprindelige Naturel hører hjemme. Vil han nu i disse mere dannede Forhold kunne finde sig selv – byggende paa de bitre Erfaringer, han har gjort – vil han her i ærlig Sandhedssøgen kunne kæmpe sig frem til Fred? Derom vil en tredje Del af Bogen vel komme til at handle. Man længes efter en saadan.
Jeg har hidtil kun berørt de Samfundsforhold og ydre Omstændigheder, som bevirke Omslaget hos Emanuel, og i Skildringen af disse er Forf. klar og fuldt ud tilfredsstillende. Men der findes endnu et Moment – og det er et meget vigtigt – som bidrager sit til at forandre hans Syn paa sin Stilling og Opgave, nemlig Forholdet til hans Hustru – Bondedatteren Hansine. Og paa dette Punkt – Bogens interessanteste – er det utvivlsomt, at Forf. overlader alt for meget til Læsernes Gætteevne. Man forstaar, at Emanuel har – om end ikke følt sig skuffet i sit Ægteskab – saa dog trykket, at han ogsaa her har set sine gyldne Fantasibilleder fortone sig i graa Farver. Ellers fandt han sig ikke med saa let Sind i den Skilsmisse, som Hansine til Slut med sin stædige og tavse Finfølelse forlanger. Men alt dette berettes kun antydningsvis, Forf. gaar paa Uldsokker udenom den Konflikt, som burde udgøre Bogens Hovedindhold; alle Samtalerne mellem de to Ægtefolk holdes i norsk Tilknappethed. Og hvor smukt og varmt Forf. end har formaaet at tegne Hansines Sjælekamp i al dens simple Værdighed, saa holder denne Skildring ikke Læserne skadesløse for Tabet af den psykologiske Analyse, hvorom efter Romanens Anlæg Handlingen burde koncentreres.
Ogsaa for enkelte af Bipersonernes Vedkommende savner man Dybde i Udformningen: der er mange morsomme Linier og Kurver at iagttage, men Figuren, de danne, synes ofte fortegnet. Saaledes virker Væver Hansen ejendommeligt, næsten spændende, hver Gang han optræder, men hvorledes han er bleven moderat Forhandlingsmand og ikke – som man efter hans Oplevelser skulde formode – rød Radikaler, dette Spørgsmaal staar uløst hen.
Bogens Hovedfortrin er dens gode klare Dansk og dens faste Komposition; ingen døde Punkter og en med stigende Virkning fremadskridende Handling, hvori de enkelte ofte med Mesterskab udmejslede Smaasituationer, nittes ind med dygtig og overlegen Haand. Paa nogle faa Steder synes man endogsaa, at Kompositionen er for god, for dramatisk, saaledes Anbringelsen af Frk. Tønnesen, der just dukker op i det rette Øjeblik og just siger de rette – en Smule for tillavede – Ord. Hun virker næsten som en Raisonneuse i et Scribesk Konversationsdrama. Overhovedet opfylder Pontoppidans bog – mærkeligt nok – snarere de Fordringer, som man for en halv Menneskealder siden stillede til god Kunst, end Nutidens Krav: med andre Ord, Handlingen er gennemført sikkert og fængslende, men det skorter en Smule paa Stemningsfylde og personligt Indhold.
E. C.
