Dommens Dag
Dommens Dag. Et Tidsbillede. Af Henrik Pontoppidan. (P. G. Philipsens Forlag.)
[I]
Denne Bog danner Afslutningen af en sammenhængende Roman, hvis to første Dele: Muld og Det forjættede Land udkom med et halvt Aars Mellemrum, medens Dommens Dag først saa Lyset godt tre Aar senere. Denne Omstændighed har, som man vil faa at se, haft en vis Indflydelse paa det samlede Værk.
Fortællingens Gang er i Korthed følgende: Den unge Emanuel Hansted, opdraget i et aristokratisk Hjem i København, men paavirket i grundtvigsk, folkelig og religiøs Retning af sin eksalterede Moder, der dør i Sindssyge, bliver personel Kapellan hos den myndige og stokkonservative Præst Tønnesen. Denne staar paa Grund af disse sine Egenskaber i daarligt Forhold til sine Sognebørn; Veilby og Skibberup Kirker er jævnligt tomme.
En lignende Skæbne maa Emanuel i Begyndelsen friste, da hans Prædikener ikke er det af den snedige Væver Hansen anførte Folkeparti "folkelige" nok, saa meget mere som man, hvad Væveren forklarer, havde ventet sig noget andet i den Retning af Fru Hansteds Søn, – Fru Hansted, der som ung Pige en Tid havde været kendt blandt de Skibberuppere som en ægte Dannekvinde.
Emanuel, der bevæges af uklare Rørelser om at skulle være noget for Folket, hvor den frugtbare Muld findes, medens Kulturmennesket er udpint og gold, opdager nu, dels under Paavirkning fra denne Væver og dels ved en gryende Forelskelse i den unge Bondepige, Hansine, det Spor, han skal slaa ind paa. Og Begyndelsen gøres med en af folkelige Fraser gennemvævet Tale, han holder i det af Væveren ledede Forsamlingshus. Med et Slag er han nu Befolkningens kaarne Mand, og da han forlover sig med Hansine, er Begejstringen uhyre. Han uddanner sig nu til at blive Landmand, da han jo umuligt efter det passerede kan vedblive at være Præstens Kapellan. Men ved Mellemkomst af Biskoppen, der er ivrig Demokrat og netop nu bejler til denne Kredses Stemmer ved forestaaende Rigsdagsvalg, ordnes Sagen saadan, at Præsten faar en anden Stilling, og Emanuel bliver Sognepræst. Med Emanuels og Hansines Bryllup og Indtog i Præstegaarden slutter saa Muld.
Dernæst vil Forfatteren fortælle os om, hvor vidt Emanuel nu virkelig ad denne Vej er naaet ind i Det forjættede Land. Til en Begyndelse synes det saa. Da vi træffer ham igen, en 7-8 Aar efter Brylluppet, er han bleven Fader til 3 Børn, han driver selv fuldstændig paa Bondevis sin Præstegaardsjord og lever af den, medens Embedets øvrige Indtægter strømmer i Menighedens Fattigkasse. Han ynder at kaldes "Tempeltjener" og ikke Præst og har faaet en overlegen Foragt for al Læsning. Menigheden er ham meget hengiven og strømmer til store Folkemøder i Præstegaarden. Han har begyndt at ryge Tobak, drikker Brændevin og er med til Bøndernes politiske Forsamlinger, hvor han imponeres af den Ro og Støthed, hvormed de besvarer Magthavernes Trusler mod deres Frihed og Ret, saa han er vis paa, at, naar Øjeblikket er der og Førerne kalder, da er de paa deres Post og rede til at gøre, hvad der ventes af dem. Han synes, at han er blevet "et nyt Menneske" under disse Forhold.
Imidlertid undergraves denne Lykke umærkeligt. Først viser det sig, at en Øresygdom, hvoraf hans eneste Dreng et Par Aar har lidt, men som Emanuel i Tillid til Gud ikke har regnet, og for hvilken han, i Foragt for Kulturen, ikke har villet søge Lægehjælp, i Virkeligheden er en ondartet Betændelse, der, efter at Lægehjælp omsider, men for sent, er tilkaldt, lægger Drengen i Graven. Dernæst indløber midt under Begravelsen Efterretning om, at en provisorisk Finanslov er udstedt, og Emanuel ser med Undren, at man taalmodigt bøjer sig under Aaget. Det gaar tarveligt nok med Præstegaardens Drift, da Karlen Niels, der er meget "opvakt", foretrækker at skrive Bladartikler frem for at bestille noget. Men endnu har dog Emanuel Tro til Fremtiden, ser blot, at der er mere Land at opdyrke, end han havde tænkt, da han fra det fjerne skuede derind. Men idet han i sine Prædikener kommer til at lade det skinne frem, at han havde ventet sig noget større, begynder adskillige af Menigheden at vredes paa ham.
Imidlertid er Ragnhild Tønnesen, Præstens eneste Barn, med hvem vi i Muld har gjort Bekendtskab som en smuk Pige med udpræget aristokratiske Tilbøjeligheder, men som dog er blevet berørt af en flygtig Forelskelse i Emanuel, kommet paa Besøg paa sin gamle Egn. Og Emanuel undgaar ikke at træffe hende nogle Gange. Hun fører med sig saa megen Anstand og Ynde og i det hele saa megen Duft fra den fine Verden, hvori ogsaa han egentlig hører hjemme, at han, meget mod sin Vilje, ikke undgaar at paavirkes deraf. Og da han netop i disse Dage møder Udslag af en ham aldeles uforstaaelig Lavhed og Gemenhed i Tankegangen hos nogle Fattigfolk i Sognet, som han troede at have vundet for den gode Sag ved den ædelmodige Maade, hvorpaa han har taget sig af dem, virker dette Indtryk saa meget des stærkere paa ham.
Væver Hansen gennemskuer med sin Slangekløgt snart, hvordan Emanuel har det, og fælder Dommen over ham som tabt for "Folkesagen".
Men ogsaa Hansine har mærket, hvordan Emanuel drages af de gamle Minder, hvor lidt han længer føler sig tilfreds i sine Kaar, og hun tilskynder ham til, at de skal skilles i al Fald for en Tid, og han drage med Børnene ind til Hovedstaden, mens hun søger Tilhold paa Landet hos en Barndomsveninde. Med Opbrudet fra Præstegaarden slutter Det forjættede Land.
Hvor mange Aar der skal tænkes gaaede, inden de Begivenheder, der skildres i Dommens Dag, tager deres Begyndelse, véd jeg ikke. Men vi træffer Emanuel, som han fra Hovedstaden vender tilbage, ikke just til Vejlby og Skibberup, men til det ikke langt derfra beliggende Sandinge, hvor han vil forsøge, om det ikke denne Gang skulde kunne lykkes at gennemføre et virkeligt Kristenliv til Guds Ære og "til Verdens Forargelse". Præst vil han ikke være, fordi det "vil krænke Sandhedsforholdet enten til Gud eller til Menneskene". Det religiøse er blevet ham alt. Og derfor vil han ogsaa nu genknytte Forbindelsen med Hansine, der er vendt tilbage til Barndomshjemmet i Skibberup for at pleje sin syge Moder.
Vel plages han endnu af sære Fristelser, naar hans Vej krydses af Ragnhild, hvem han har truffet i København og atter møder i Sandinge. Hendes Indflydelse paa ham er ham selv saa meget des mere gaadefuld, som hun efterhaanden er blevet ikke saa lidt af en ligefrem Kokette. Men med Guds Hjælp venter han snart at vinde den afgørende Sejr over sig selv og med Hansine ved sin Side at vandre de Veje, Gud har vist ham.
Da han ved et tilfældigt Møde med en hæslig Kærling gør et saadant Indtryk paa hende, at hun kort efter gaar i Kirke og til Alters, faar han straks stort Ry i Egnen for Hellighed. Væver Hansen har nemlig, da han forlod Emanuel, sluttet sig til "de hellige", og disse har i Løbet af kort Tid erobret Egnen og gjort Jordbunden modtagelig for Emanuels forandrede Optræden.
Da "de hellige" imidlertid er ligegyldige for Folkesagen, og Væveren ikke ved deres Hjælp kan faa sin Hævntørst overfor de højere Samfundslag slukket, som er den egentlige Drivkraft i alle hans Foretagender, har han søgt at standse Bevægelsen, men er blevet revet over Ende af den. Og han søger nu paa ny at nærme sig Emanuel og arbejder for Foreningen mellem ham og Hansine. Men Hansine tør ikke. Hun skriver et bestemt Afslag paa Emanuels Bøn om at vende tilbage.
Dette afgør Emanuels Skæbne. Alt det overspændte og fantastiske bryder frem fra hans Sinds Dybder. Han venter nu paa et Tegn fra Gud og mener at finde det i en Drøm, Væver Hansen fortæller ham, og som Emanuel forstaar som et Vink fra Gud til ham om at tale ved et stort Møde, der skal holdes paa Sandinge Højskole til Drøftelse af de religiøse Spørgsmaal, der i denne Tid bevæger Sindene og deler den grundtvigske Kreds i fjendtlige Lejre. Men da han bestiger Talerstolen og vil sige de stærke, afgørende Ord, som Herrens Aand i Øjeblikket skal indgive ham, nægter Tungen ham sin Tjeneste, han maa ledes ud og findes næste Morgen som en sindssyg Mand, der maa bringes til et Hospital, hvor han dør efter et Par Maaneder.
Saaledes er Hovedindholdet af disse tre Romaner.
I Hovedstadspressen blev, da Dommens Dag var udkommet, brugt de stærkeste Ord om det samlede Værk. Det betegnes som "de sidste Aartiers Hovedværk i dansk Romandigtning", som "en mægtig Roman, der kaster klart Lys over Mennesker og Forhold ude i Landet".
Jeg tillader mig at være af en ganske anden Mening.
Rent æstetisk betragtet har Bogen unægtelig mange Fortrin. Pontoppidan skriver en ypperlig dansk Prosa, Ordene lægger sig smidigt til Rette for at fremkalde netop den rette Stemning i hver enkelt Skildring. Her er virkelig Fortællerkunst. Er Billederne ikke særlig farverige eller glimrende, saa er Stilen des mere udsøgt og elegant. Og mellem de mange Bifigurer, der grupperer sig om Romanens Hovedpersoner, er der flere, som, om end ret løst skitserede, dog bliver ejendommelige og levende Menneskeskikkelser. Man glemmer aldrig den forfaldne Dyrlæge Aggerbølle eller Købmandsparret Villing, der, naar de er faldne i Søvn, med deres runde Hoveder og halvaabne Munde ligner to Sparebøsser. Pontoppidan har morsomt betegnende Indfald, som f. Eks. dette fra Provst Tønnesens Færd i Kirken: "naar Provsten med sin sædvanlige Kraft pudsede Næsen foran Alteret, gengav Hvælvingerne den derved frembragte Lyd med en Højtidelighed, der stemte til Andagt". Og han har set sig godt for, saa han forstaar at skildre f. Eks. en Bondestue eller et helt Bondehus med de rette Farver.
Paa Grund af disse Egenskaber lader det sig maaske sige, at man kan læse hvert af Romanens Afsnit med Fornøjelse som en behagelig og underholdende Læsning. Højest staar efter min Mening i saa Henseende Muld, men ogsaa Det forjættede Land ejer foruden et saa rørende kønt Afsnit som det, hvori Drengens Sygdom og Død fortælles, flere ypperlige Skildringer.
Men der lader sig ogsaa rent æstetisk gøre adskillige Indvendinger mod Bogen som Helhed. Den røber saa tydeligt, at Pontoppidan er Novellist og ikke Romanforfatter. Han har sin Styrke i de mindre, enkelte Skildringer, men han forstaar ikke at komponere en større Helhed. Det viser sig i Bogens Hovedpersoner. Man forstaar hverken Emanuel Hansted eller Ragnhild og endnu mindre Væver Hansen. Bedst er vel Hansine lykkedes, men hun spiller ogsaa nærmest sin Rolle i Tilbagetrukkethed og Indesluttethed, kan netop derfor nøjes med nogle faa Linier, som bare atter og atter tegnes op, og hun staar som en meget fin og nydelig Silhouet. Men de andre, hvis Sjæleliv skulde opredes, saa vi kom til at forstaa deres Udvikling og de indre Motiver til deres Ord og Handlinger, bliver tvært imod bestandig mere utydelige og ufattelige.
Paa de mest afgørende Punkter brister det med Sammenhængen og Begrundelsen. Hansines Beslutning om at rejse fra Emanuel kommer lige saa uforvarende over én som i sin Tid Emanuels Forlovelse med hende. Og som man har ondt ved at følge Væverens forskellige Svingninger og tro paa den store Betydning af hans lønlige Undermineringer, saa maa man ganske og aldeles paa Forfatterens Ord tage Emanuels Forvandling til den sværmeriske Fanatiker, vi møder i Dommens Dag.
Trods al den overstrømmende Ros, man har ydet Bogen, har jeg ikke set nogen Kritiker gøre Emanuels Person til Genstand for nærmere Overvejelser. Det skulde dog synes ret naturligt, naar Talen er om Hovedpersonen i "et Hovedværk" i vor Romandigtning. Men det er sikkert af gode Grunde, man har ladet være. Jeg gad nok set den Kritiker, der vilde paatage sig at paavise Storheden i denne forhutlede Menneskeskildring. Nej, man roser Bogen, fordi den er saa let og behagelig at læse, og fordi H. Pontoppidan nu en Gang skal være saa storartet en Forfatter.
Det er ogsaa et betegnende Vidnesbyrd om Kompositionens Løshed, at man er usikker over Tidsforløbet fra Det forjættede Land til Dommens Dag. Man maa paa Grund af de store Forandringer, der er foregaaede med Mennesker, særlig Emanuel, og Forhold, uvilkaarlig forestille sig, at adskillige Aar er rundne, og man skal ganske tilfældig have lagt Mærke til et Par Angivelser om Barnet Sigrids Alder for at se, at efter Forfatterens Mening er der kun forløbet et Aarstid eller saa. Men saa bliver man rigtig nok endnu mere uforstaaende.
[II]
Efter min Mening er Dommens Dag en oprindelig ikke tænkt Tilføjelse til de andre Dele. Da Muld udkom, bebudedes Fortsættelsen. Da Det forjættede Land kom, nævntes der intet om mere. Det var imidlertid en almindelig Opfattelse, at der maatte komme mere: man var ikke tilfreds, naar man ikke fik at vide, om Emanuels og Hansines Forhold for stedse skulde være brudt eller ej.
Formodentlig under dette Pres har saa Forfatteren stræbt at give sin Bog en Afslutning. Men om det nu er, fordi den ikke oprindelig var planlagt med de andre, eller fordi Forf. efter Aars Forløb var kommet for langt bort fra sine Personer, eller fordi Bogen som et halvt paanødt Arbejde er blevet jasket sammen, saa staar Dommens Dag i al Fald i enhver Henseende langt tilbage for sine Forgængere. Og den virker tillige delvist ødelæggende paa dem, thi hvad man hidtil læste med Forventning om, længere frem, i følgende Dele at faa klaret, det bliver nu, naar man efter Læsningen af Dommens Dag vender tilbage dertil, yderligere taaget og interesseløst.
Men med Dommens Dag vinder man tillige en anden Forklaring. Man forstaar nu, at det er ikke blot Pontoppidans Mangel paa Evne til større, sammenhængende Komposition, der har ødelagt hans Værk. Han har med Flid givet hvert af Værkets Dele Undertitlen: "Et Tidsbillede". P. har villet give et stort Billede af sin Samtid, han har villet holde en vældig Dommedag over den. Det har i de to første Dele været ham kun lidet bevidst, men berust af de stærkt rosende Ord hos Anmelderne: "Selvsynet og Selvoplevelsen lyser ud af hver Linie" (sagt om Muld1), "nøgtern Tilforladelighed"2, "vanskeligt at træffe finere og klarere tegnede Skikkelser"3 (sagt om Det forjættede Land) har han, i sin Vaande for at lave en Afslutning, grebet dette, der laa i Svøb i de første Dele, og ladet det blive Hovedsagen i den sidste.
Men det er netop her, det saa fuldstændig skorter Pontoppidan paa Evne og Betingelser, det er her, at hans Hensigt gaar ham saa langt over Magten, og det er derfor, jeg underkaster det hele Værk en Prøvelse. Det er nemlig for galt, at de bestaltede æstetiske Anmeldere i vore Blade uimodsagt skal faa Lov at udbasune saadan noget Nonsens, som at vi her har faaet "en mægtig Roman, der kaster klart Lys over Mennesker og Forhold ude i Landet"4. Det skriver de sagtens i god Tro, fordi de kender lige saa lidt til det som Pontoppidan, men derfor bliver det jo lige usandfærdigt. Og nu skal der oven i Købet leveres en "Folkeudgave" af denne Herlighed.
Dette Værk er netop af en saadan Art, at den rent æstetiske Bedømmelse ikke slaar til. Naar man intet kender til de Forhold, der skildres, og derfor tager det hele for gode Varer, da kan jeg forstaa, at man under Indtrykket af det gode Sprog, de livfuldt fortalte Scener, de morsomme eller ret sindrigt opfundne Episoder, faar stor Respekt for Forfatterens Evne til at tegne "Nutidstyper" og for hans specielle "Greb paa at skildre Bønderne og deres Liv og Færd, samt den Aand, der paavirker dem ud fra Folkehøjskolen"5.
Men selv om Bogen i æstetisk Henseende stod højere, end den gør, er det dog ret umuligt at blive begejstret for den, naar man hvert Øjeblik tvinges til at udbryde: Sikken noget forbistret Vrøvl!
Hvad mener man f. Eks. om følgende fra Muld (S. 118-19): Emanuel er kommen ind i en Bondegaard, og da Bonden kommer ud af Stalden i Arbejdstøj og ser E., "bliver han ganske stiv af Forskrækkelse og kaster Kotøjret langt fra sig, som om han var bleven greben i en Forbrydelse". Hvorfor? Jo, trods det, at E. "venligt rækker ham Haanden", "kan den gamle ikke komme sig af sin Befippelse, men bliver ved at fremhikke (!) forvirrede Undskyldninger for sit "hverdagsagtige Udseende""6.
Eller da Emanuel skal holde Foredrag i Væverens Forsamlingshus, foreslaar Væveren Forsamlingen at vælge en Sang, og der bliver fra Forsamlingen raabt paa forskellige Sange, til man til sidst enes om "Frem, Bondemand, frem"7. Og en saa "fremskreden" Færd tillægges endda en Kreds, som tæller hin sølle Gaardmand som et anset Medlem. Man skulde synes, at der ikke en Gang behøves noget Kendskab til landlige Forhold, men bare et Lavmaal af psykologisk Intelligens, for at undgaa saa utrolige Dumheder. Men af slige Ting vrimler det i denne "mægtige Roman" og særligt i Dommens Dag.
Lejlighedsvis træffes vel et og andet meget godt gengivet. Saaledes er Fortællingen om, hvordan Hansine tilstaar sin Moder Emanuels Frieri, helt troværdig. Men, morsomt nok, kunde den hele Scene være passeret under ganske andre Forhold; Hansine er i Færd med at tage Mælkefade ned; havde Pontoppidan fortalt om en fin Frøken, havde han sagtens ladet hende brodere, men ellers kunde alt Ord til andet være hændet en Baronesse og hendes Moder. Ganske uforvarende er Forfatteren kommen for Skade at gøre Bønder lig med andre Mennesker, skønt han sagtens tror, at "Mælkefadene" er tilstrækkelige til at gøre det hele saa "bondsk".
Naar Pontoppidan ikke, som sagt, havde kaldt sin Bog "et Tidsbillede", kunde den jo have været, hvad den var. Men nu har han forlangt, at den skulde opfattes som saadan, og han har paa mange Maader i Fortællingens Gang understreget det. Derfor maa han anholdes. Thi det er et grundigt fortegnet Billede, saa grundigt, at man forbavses over, hvor dog baade Forfatteren selv og adskillige Læsere – thi Anmelderne udtrykker sikkert manges Opfattelse – kan undgaa at se det.
I hvor høj Grad Forfatteren mener at være gaaet sin Samtid ind paa Livet, fremgaar af, at han ikke skyer at nævne almindelig bekendte Navne. Som al Ting i Dommens Dag fremtræder mere tilspidset, saaledes ogsaa dette. I Muld nævntes kun Grundtvig, der har talt – for sidste Gang – ved et Vennemøde i København, samt "Povl og Ernst fra Vallekilde". Men i Dommens Dag vrimler det af Navne, deriblandt Forfatterens egen Fader, Dines Pontoppidan, over hvem Dommen fældes lige saa haardt som over alle andre. Andre nævnes ikke med Navn, men antydes paa anden Maade, saa Tanken uvilkaarligt ledes hen paa kendte Folk. I Muld saaledes en Biskop, der skal være Monrad, og en Højskoleforstander, der skal være Trier. I Det forjættede Land Bjørnstjerne Bjørnson, ligesom der nævnes Artikler og Taler af Bærre (Berg). Og gennem alt bliver det jo tydeliggjort, at vi befinder os i 70erne eller 80erne.
Nu er der som bekendt noget, der hedder, at man saa gerne vil se "sine egne Vindeverrer". Og naar derfor Folk møder disse Navne og kender disse Ansigter, saa bliver de saa glade og fornøjede og synes, at det er da mageløst virkeligt alt, hvad Pontoppidan skriver. Og saa er det da naturligvis ogsaa virkeligt, hvad han skriver om det, de ikke kender noget til. Saa det er da nok rigtig virkelige Bønder, han skildrer, – og det kan man da nu oven i Købet se paa den livagtige Skildring, han giver af en Bondestue8 – og det er virkelige Grundtvigianere og virkelige Højskoler.
Man har derfor haft grumme travlt med at udfinde, hvilke virkelige Personer Forfatteren har ment med alle de Grundtvigianere, han lader optræde især i Dommens Dag. I Frimenighedspræsten Vilhelm Pram, der bekæmper Bibelens Avtoritet, har man genkendt V. Brücker, i Pastor Magensen, der forkaster Helvedstraffene, U. Birkedal, i Sandinge Højskoles Forstander Seiling, L. Schrøder, o.s.v., o.s.v.
Disse Bestræbelser kan man nu godt helt spare sig. Det har sikkert ikke en Gang været Forfatterens Mening at ville udgive disse Billeder for Portrætter. Nej, Sammenhængen er en ganske anden.
Vokset op i et grundtvigsk Præstehjem, og Broder til Morten Pontoppidan, har Henrik Pontoppidan ganske naturligt haft en Del Lejlighed til at se "det grundtvigske" paa nærmere Hold end de fleste andre "moderne" Forfattere. Hvad han har set, har, som han lader Frk. Katinka Gude sige det, "aldrig formaaet at indgyde ham synderlig Højagtelse", om han end har "givet Agt paa Røret". Ja, han har faaet Snu af en hel Del Ting, men har ikke lært det at kende, end mindre givet sig Stunder til at forstaa det. Men han har hørt Tale om en Del Personer og om deres Anskuelser, lejlighedsvis været paa en Højskole og ved nogle Møder, og nu rører han alle disse forvirrede Indtryk sammen i een Vælling og kalder det at holde Dommedag.
Et Par enkelte Træk vil karakterisere Fremgangsmaaden.
Man falder paa, at Bispen i Muld skal være Monrad, fordi det Træk benyttes fra Monrads bispelige Virksomhed, at han uventet indfinder sig i Kirken om Søndagen for at visitere; fordi han betegnes som Politiker, og hans Udtalelse i Folketinget om ikke al Tid at bruge højre Ben lidt ændret citeres. Men naturligvis er det ikke Monrad, P. har villet tegne, thi det Træk, at Bispen giver Emanuel Embedet, for at faa Sogneboernes Stemmer, passer jo ikke paa Monrad, da hans Valgkreds ikke laa i hans Bispedømme, og han, selv om saa var, ikke vilde bære sig saadan ad.
P. véd, at der i 1893 holdtes et religiøst Forhandlingsmøde i Kolding, og at der i 1894 var stort Møde paa Askov. Disse to slaar han sammen paa den Maade, at der paa Sandinge Højskole holdes religiøst Forhandlingsmøde, hvor "den unge" Kultusminister – som nogle ventede til Askov, men som kun sendte Telegram – er til Stede.
Vilhelm Pram angriber Bibelens Avtoritet og er Frimenighedspræst. Men derfor er det ikke Brücker, der er skildret. Thi hans Embede er ikke i en "smørfed, lollandsk Egn", han er ikke bleven afsat, og hans hele Væsen og Færd er et helt andet end V. Prams.
Og saaledes helt igennem. Pontoppidan griber kun en Masse Virkeligheds-Træk, han har opsnappet, og hænger dem saa ganske løst og tilfældigt paa de af ham frit opfundne Personer og Begivenheder. Han faar med en Masse: Fløjlshuer og Danselege, Forbrugsforeninger og Politik, Millionpræsten Kars og gamle Slamberg – begge fra Egnen om Randers, hvor H. P. hører hjemme – Præsten Bertel Henriksen fra Vendsyssel og i sin Tid bosat ved Randers, Præsten Harald Engberg, der sammen med foregaaende har maattet levere Træk til Udstyrelse af Emanuels Skikkelse, Forf.s egen Broder Morten o.s.v., o.s.v.
Og det er der naturligvis intet at sige til. Naar bare det saa var blevet til et virkeligt Tidsbillede. Men det, der kommer ud af det hele, er netop lige saa løst og tilfældigt, lige saa frit opfundet som det øvrige. Men tænke sig bl.a., at ved dette religiøse Forhandlingsmøde bliver det sat under Forsamlingens Afstemning, om Bibelen er guddommelig Avtoritet eller ej! Man kan jo sige sig selv, at Forfatteren, der ikke er moden til at indlægges til Observation under sin Broder Knud, har ikke næret den Mening, at dette skulde være en Dom over de virkelige Grundtvigianere, men kun over dem af ham i Bogen selv konstruerede.
Og han kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for, at taabelige Læsere, forledte af "Tidsbilledet" og de "kendte Ansigter", opfatter det saaledes.
Hvad man maa bebrejde Pontoppidan, er noget ganske andet.
Dette nemlig, at Bogen, jo længere man kommer frem, bliver bestandig mere interesseløs, fordi den skal være et Tidsbillede og er dog alt andet. Man venter en Digters Syn paa sin Samtid, en Digters Tugt og Revselse i al Fald af en aandelig Retnings Særheder og Fejl. Men i Stedet for faar man blot en gnaven Tilkendegivelse af, at der er intet, som duer, men alt er bare Smaatteri og Pjank. Hans Ræsonnører: Provst Tønnesen, Frk. Katinka Gude og Pastor Petersen er umaadelig overlegne over for alt, hvad der kirkeligt, politisk og folkeligt foregaar omkring dem, men Overlegenheden bestaar væsentlig i, at de siger "Bæ!" til det hele, ikke i, at de selv har noget at sætte højt og kæmpe for. Pastor Petersen er vel den mest positive, men som hans Øgenavn er Pater Rüdesheimer (Navnet paa en Rhinskvin), saa er han en uendelig blasert og lidet interessant Person, uden dybere Hold, hvis Positivitet egentlig bestaar i, at alt, hvad der er gammelt, er godt.
Man finder naturligvis meget af Forfatterens eget i disse Personer, og hvor stor hans Lyst er til at gøre den grundtvigske Retning foragtelig, kommer alt for tydelig frem mange Steder, saaledes hvor han omtaler en Vægs Billedprydelser og siger: "Der sad Grundtvigs forklarede Gudfader-Skikkelse med Hænderne foran paa Maven".
Med saadanne Ting fordærver han jo bare Virkningen af det Par fornuftige Ord, der kan træffes et og andet Sted, mens det er ganske betydningsløst over for dem, der staar helt uden for, da det jo ikke en Gang er morsomt, men bare plumpt.
Dommens Dag er ganske vist en Bog, hvori der holdes Dom, men Dommen, der fældes, træffer dem, som gaar saa stærblinde om i Tiden, at dens Billede bliver bare Elendighed og Usseldom, en Tid uden Haab, uden Tro, uden Ærlighed, en Forfaldets og Undergangens Tid for alt godt. Eller rettere en Tid, der er, som den er, fordi der aldrig har været og heller aldrig bliver noget godt. Den fælder Dom over dem, hvis største Mennesker er en pjanket, forfinet Kokette som Frk. Tønnesen og en blasert Levemand og ligegyldig Tilskuer som Pater Rüdesheimer. Den fælder Dom over en Forfatter, der forbruger saa megen kunstnerisk Evne og Kraft til at fabrikere en uinteressant og tilmed meningsløs Skikkelse som Emanuel Hansted, og som aabenbart forledes til at gøre dette, fordi hans personlige Kraft ikke saa nær staar Maal med hans kunstneriske, thi derfor tror han, at, som han selv er syg paa Sjælen og slap paa Viljen, saa kan der ikke digtes om Mennesker, der tror paa noget og vil noget, uden at man lader dem ende paa Galehuset. Saadanne Forfattere maa helst vælge deres Emner i den skrantende, livstrætte Verden, hvor de selv hører hjemme, for de kommer galt afsted, naar de forlader den og søger at bilde os andre ind, at der er ikke andet end den.
