Literatur
Henrik Pontoppidan: Muld (P.G. Philipsen).
Muld er aabenbart Pontoppidans modneste og dygtigste Skrift. Det viser ham ikke fra ny Sider; man ved fra før, at han evner at skrive et sjældent smukt Dansk, og at han skildrer Bøndernes Liv saa troværdig som faa. Men han har maaske aldrig vist en saa fuldmoden kunstnerisk Magt som her. Det er en Fornøjelse at læse denne Bog ene for Sprogets Skyld. Her er ikke nogen anstrængt Jagen efter Ordeffekter, ingen forpinte Nydannelser eller voldelige Forvridninger af Sproget; det er snarere tilbageholdent i sin Ro. Men det er tillige saa sundt og bredt og forfriskende, med Duft af selve den Muld, det beskriver, bygget af en Poet over Folkets eget Maal, der nu som alle Tider er Sprogets bedste Foryngelseskilde. Det virker stilfærdigt, men lægger sig lindt og fast om Æmnet; det risler frem som en munter Bæk med et enkelt Guldblink en Gang imellem, hvor et Billede bryder igennem som en Fisk, der slaar op. Man nyder det med trygt Velvære, fordi det føles saa ægte, og fordi man mærker, at Forfatteren har det fuldt i sin Magt.
Det samme gælder om Bogens Indhold. Han faar saa meget ud af sit Æmne, fordi han er saa nøje inde i det, og dog staar udenfor det. Han kender de Folk, han skildrer, og de Brydninger, hvorom han beretter; de har hans Sympati, de fængsler ham, men har ikke taget ham fangen. Derfor naar han saa højt som Bondelivsskildrer som næppe nogen anden. Vi har i Tidens Løb faaet saa mange Bondedigtninger, at vi gærne kunde undvære nogle af dem; men ikke Pontoppidans. De fleste Forfattere har set Bøndernes Liv paa Afstand eller i Forbifarten og har da kummerlig maattet øge deres Viden med, hvad de kunde hitte paa. Enten har da Fjærnheden forskønnet, og man har faaet renvaskede Bondelivsbilleder med Porcellænsdukker for Mennesker og teatermæssig Søndagstale og Søndagstøj for Virkelighedens Vadmel og Hverdagstale. Eller den flygtige Berøring med et fremmed og tarvelig vant Samfundslag har faaet mere forfinede Naturer til at se idel Raahed og Hæslighed under den frastødende Overflade. Man har da faaet Bondefortællinger, mindende om dem, der skrives af parisiske Forfattere, der synes at befinde sig iblandt Bønder som hin engelske Adelsmand, der kom til Hotspur paa Slagmarken. De har ikke levet sig ind i det Liv, de skildrer, og den gennemgaaende Raahed, de tillægger det, er lige saa romantisk som Forgængernes Idealiseren. Og det er kun et tarveligt Virkelighedspræg, man opnaar ved at skrive Samtalerne i et lavet Bondemaal, der ikke er mere ægte end Sproget i Vittighedsbladenes Bondedumheder. Pontoppidan har klogeligt forsmaaet dette daarlige og unødvendige Kunstmiddel. Han afviger kun lidt fra den sædvanlige Retskrivning, hvor han lader sine Bønder tale, men Sprogbygningen og Ordene og Tonefaldet er saa ægte, at man hører dem gennem Skriftsproget; Dialekten lyder med af sig selv.
Han synes i det hele fortræffelig at have fulgt den snævre Grænselinje mellem Overdrivelsen i forskønnende og forvrængende Retning. Han dølger ikke det i Bøndernes Gaarde og Liv og Færden, der kan stinke Købstadsfolk i Næsen, men han kender ogsaa det Aandsliv, der rører sig blandt dem, især i grundtvigiansk Form, og gør det levende uden at smøre for tykt paa. Mange af |195| Skolelærerforfatterne er nok hans Jævninge i Erfaring og Kundskab til Bøndernes Leven, men han staar højt over dem ved sin Evne til uden at lave Romantik at give sine Skildringer Kunstens Liv, at adle dem i Sprog og Tanke og vække Læserens Deltagelse for dem. Og maaske ser han Kærnen i det skildrede Liv klarere end Skolelærerforfatterne. Disses redelige og omhyggelige Skildringer kunde ikke blot trænge til en Kunst, der bragte Liv til deres tit utaalelig træede Beretninger; de havde ogsaa godt af at blive befriede for de literære Gengangere, der spøger i dem. De staar ikke nær paa egne Ben som Pontoppidan. Og de kan ikke maale sig med ham som Kunstner.
Bogens Hændelser samler sig naturligvis om den unge Kapellan og hans Forhold til Menigheden og Provsten. Personerne er tegnede ædruelig og klart, hvad enten de er Bønder eller udenfor Bondestanden. Mindst heldig er maaske Kapellanen selv. Det er ogsaa vanskeligt at faa noget ud af ham; han er ikke en tydelig og fæstnet Karakter, men en Sjæl i Udvikling, vag og søgende, med stridige sociale Tendenser i sig og svajende modtagelig over for Omverdenen. Men Forf. har næppe formaaet at magte dette Stof saa fuldt, som han har ønsket. Kapellanen virker til Tider mindre paa Læseren, end han efter Forf.s Sigende gør paa de andre Personer. Men det er altid kedeligt at skulle dømme over Personerne paa Forfatterens Vidnesbyrd og ikke ud fra sin egen Erfaring.
