"Forelskelsens Idealisering"
– Hjem fra Hr. Christiansens og Hr. Larsens fjærnt svævende Digtverden, og dog ud af den kedelige, beklemmende Københavnerluft fører Henrik Pontoppidans Muld os. Med den unge Kapellan, der har brudt med sin Etatsraadsfamilje og har vendt Gadernes Larm og Smuds Ryggen, glider vi i Vinterkvælden hen over de hvide Marker i Provstens Slæde, der svæver som paa lange bløde Vinger. Det er blikstille, og Himmelbuen er oversaaet med Stjærner, i Vest staar Maanens gyldne Horn over en bortdragende Skybanke. Stilhed og Renhed ligger over de 100 blaalig skimrende Snemarker, kun de rustne Bjælder lyder som Luften hang fuld af usynlige Klokker. Og rundt om blinkede Hytternes smaa rødlige Skær. "Han vilde sikkert ikke vende tilbage til Byen og Slægten. Han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op til et Land, der laa Himlen ganske nær."
Hvor friskt og hvor hjemlig stemmes vi ikke! – herude paa de vide Marker under den aabne Himmel, med Sjællands bølgende Landskab om os og Hytternes venlige Bud fra Mennesker. Hr. P. er ene i Literaturen om at føre os her ud, paa den Grund, hvor det gode danske Landskabsmaleri bygger. Vore andre landfødte Poeter lade sig hurtigst mulig københavnisere og modernisere.
Vi bliver derude hele Aaret rundt: ser Bøndernes Plovspand én Dag i Slud, én Dag i Sol bevæge sig tungt over de vaade Vinteragre, ser med bankende Hjærte allerede først i Februar de første smaa, blege Spirer titte op af Grøftebunden og den første Lærke, der kimer sommerlig oppe over de endnu nøgne Ødemarker. Vi ser om Foraaret de lysegrønne Rugagre glitre mellem det mørke Pløjeland, medens lette blaa Taager bølger over Kær og Moser og Grøfter og Mergelgrave damper, og Luften er saa grødefugtig og foraarsfrisk, saa fyldt med Sol og Fuglekvidder. Fra Bondegaardens Kammervindu ser vi ned i den lille Have, hvor Hønsene gaa rolig og skrabe i Jorden under Stikkelsbærbuskene og henne bag Diget det gamle Øg staar og lader sin solbeskinnede Ryg gennembage.
Ja! man betages af den Hjemve, som lokker i Bogen. Man vilde derud i Markernes grødesunde Stilhed under den store Himmel, leve Aarets Gang med, fornemme Muldjordens Duft, den hyggelige Lugt af Hø og Stald og drikke den kraftige Luft. Hvor maatte al vort Jag og vor Smaahed synke til Bunds derude og Sindet fyldes af store, vide Alvorstanker og Hjærtet føle de simple menneskelige Følelser sundt og ærligt igen.
Og det Folk af Mennesker, som bo derude, og som vi staa saa fjærnt – i dem er det, Kapellanen længes efter at finde den friske unge Muldjord, hvor Hjærtet endnu føler naturlig og Forstanden er sund. Han begynder med at føle sig fremmed og frastødt. Disse Jordens Hyttebeboere, der grave og pløje i den mørke Muld, synes ham "et Slags Troldfolk, hvis Væsen var alle en Gaade, hvis Sprog man næppe forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte". Havde Menneskeheden 101 ikke glemt det "Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft?"
Men hans unge, lyse og varme Sind naar over, og Forelskelsen i en Bondepige og den folkelige Højskolebevægelse danner Broen. Hvor strømmer ikke Bekendelsens Ord varmt over hans Læber og lige ind i Tilhørernes Sind nede i den lave "Forsamlingssal", medens henne i den skumle, kolde Kirke alle Ordene ét for ét sank ned som ihjelfrosne Fugle i Afgrunden mellem ham og Forsamlingen! Og hvor er Hansines friske, barnlige og alvorlige Ansigt, den lille, fyldige Figur i Hvergarnskjolen – hvor er hun ikke tryggere at støtte sig til, sundere og varmere at tage i sine Arme end den selvsikre Provstefrøken i den smagfulde Damedragt! Hvor denne Bondepige er kyskere, inderligere, gediegnere end Kulturdamen! Og da han modtages i Svigerforældrenes Hus, hvor aander ham da ikke her en jævn Menneskelighed, Sandhed og paa sin Vis Noblesse i Møde overalt! – Med Menighedens Bifald og med sin Bondebrud ved Haanden kører han fortrøstningsfuld ind i Bjærget til Muldhøjsfolket, hvis Trylleformel han havde mistvivlet om at finde.
Der er en saa frisk Følelse i denne Skildring af et ungt og kærligt Sinds Længsel mod "Natur" og hans naive Forelskelse i Landliv og Bønder; – man kan umulig forblive forbeholden og overlegen. Den unge Kapellans Historie og Livsspørgsmaal omfattes af Forf. med en saa livfuld Deltagelse, de Personer og Kredse, der skildres, ere sete med en saadan Fortrolighed og Interesse, at ogsaa vi hurtig er levende interesserede. Forf. er ikke overlegen, udenforstaaende, men inderlig fortrolig med sit Æmne og personlig-delagtig i det. Denne Forf. er ikke gaaet ud paa Landet og har taget sine Noter, og krammer nu sin halve, konfuse Lærdom ud; nej! han behersker baade Sceneri og Figurer, bevæger sig tvangløst og sikkert i Bondens Stald og Stadsstue, véd hvordan Præsten modtages ved Sygesængen eller Frieren bydes velkommen, sér Bondekonen staa i Særk og kæmme sit Haar og snakke ud af Vinduet og hører Lyden af Hakkelsemaskinen ude i Stalden. Alt staar saa hjemligt og levende, uden den uforstaaende Karikatur, men saa hyggelig forstaaet og livfuldt tegnet. Og med stille Humor er typiske Scener skildret, som Præstens Middag eller L'hombrepartiet hos Sogneraadsformanden.
Med let, lykkelig Haand er ogsaa afgørende Typer tegnede: Provsten, Væver Hansen, Højskoleforstanderen, Bispen. Uden Apparat |102| og uden Besvær stiller en livfuld Fantasi dem straks paa Benene.
Det er just denne Fantasiens Lethed til at digte sig op, denne umiddelbare, naive Medleven med Personer, Situationer, Skæbner, som gør Forf. til den fødte Romanfortæller. Den er saa sjælden nutildags – og det er den, en H.F. Ewald har forud for vore fleste moderne Romanforfattere, som aldrig blive populære, fordi de staa overlegne, uden Hjærtets Fantasi overfor deres Æmne. Men P. interesserer sig naivt og uden Bagtanke for "Historien", for den unge Pige i Præstegaarden og Forholdet til Kapellanen, fremfor alt for denne hans "Helt", for Forholdet til Fædrenehuset, hans Længsler og Planer, hans Kærlighedshistorie, – og interesserer derfor os for, "hvordan det gaar"; hvilket er Kærnen i al Berettelse. Hans Forelskelse i sin naive Helt smitter os og idealiserer hans Skikkelse, der i sig selv er noget ubetydelig. Hvor han staar i sit jomfruelige Kammer og ser med alle sine Længsler ud i Solskinnet, der falder ind over den slanke, blonde Skikkelse i den vedbendrankede Vindveskarm, dér "mindede han om en ung Munk, der fra sin ensomme Klostercelle stirrer drømmende ud over den Verden, der ejer alle hans Længsler".
Denne Forelskelsens Idealisering af sit Sujet er al Digtekunsts Hemmelighed og det naive Fantasteri, som gaar og digter sig op og lever "Romaner", er nu som før Grundbetingelsen for den Kunstart, hvis Væsen er "die Lust zu fabulieren". – Ved Siden heraf gør det mindre, om Pontoppidan – som Fantaster saa ofte – nu og da naivt opererer med rent konventionelle Romanreminiscenser. Man griber ikke blot hyppig P. i helt Kjellandske Partier (f. Eks. her Indlednings-"numret"), men han kan ofte i sine Skildringer, i sine Vendinger, uden at han aner det, glide over i den pudsigste gammeldags Romantone. Spøgelser kunde man nu og da endog tro skrevet for Løjer.
Men i Hovedsagen er Muld ægte nok. Den fortæller med henrivende Friskhed og Naturlighed om Forhold, Forf. er inderlig fortrolig med, og om Skæbner, der har hans levende Deltagelse, – som smitter.
Vald. Vedel.
