Det forjættede Land

Literatur

Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. Et Tidsbillede, 343 S. (P.G. Philipsen.)

Hvert enkelt Afsnit af denne Pontoppidans ny Roman er skrevet med en udmærket Kunst. Der anføres et Steds en Avisartikel, som Gaardskarlen i Emanuel Hansteds Præstegaard, en vakt og frisindet Højskolegaardskarl, indrykker i den lokale Avis: intet Overdrevet vil spores i Indhold eller Form, Artiklen kunde særdeles godt være ægte, men blot ved den Maade, hvorpaa Pontoppidan præsenterer dens Forfatter, stiger Smilet frem paa Læserens Læber. Man bliver ikke tilbøjelig til at tage det højskolelærte Pladder mere alvorligt end for nyligt Hr. Helge Hostrup ud fra selve Vennekresen bedømte dets Værdi.

Hvad der imidlertid manglede i Folketeatrets Farce¹, findes i Pontoppidans Bog: en Livsbetragtning modsat Højskolens affektert folkelige. Hr. Hostrup viste sig ikke som en Satiriker af Rang, fordi han kun angreb i Yderpunkterne med den uskyldige Spøg. Pontoppidan derimod gaar energisk imod det afgørende Spørgsmaal, om nemlig den Eksistens, som Opholdet i den grundtvigianske Lejr tilbyder, kan tilfredsstille et moderne Menneske, om ikke den Dannede, der med sin bedste Tro og den redeligste Vilje søger Kraft i Folkets brede Lag, naturnødvendigt maa vende tilbage til lysere Boliger, til finere Tale og mere forædlet Nydelse. Han stiller Værdi mod Værdi.

Man vil erindre fra Muld, at den unge Kapellan Emanuel Hansted fortrængte den akademisk dannede, lidet fanatiske Pastor Tønnesen fra hans Kald og Gaard. Selv den smukke Frøken Ragnhild formaaede ikke at tæmme den unge Vikings Begejstring: han troede paa Muldets altbesejrende Kraft. Der gaves visse Lighedspunkter mellem Henning Jensens Kapellanen² og Muld, og saadanne kan muligvis paapeges mellem Pastor Dahlberg³ og Det forjættede Land. Her som dér bliver den ivrige Præst angst for Livet i Menigheden, kun at Henning Jensen alene dvæler ved det Religiøse og fører sin Helt fra Ortodoksi til Fritænkeri, medens Pontoppidan sætter Forskellen anderledes, nemlig mellem almueagtig Selvforgudelse og borgerlig Civilisation. Hans Helt er en godlidende Fyr, der drager fra Friluftslivet tilbage til tæppebelagte Stuer, men ingen Oprører hverken ude eller inde. Vil man have Bogens Mening i den skarpeste Form, saa læse man følgende lille Tale, som den forfinede Frøken Ragnhild holder for sin gamle Ven Emanuel, da han en Aftenstund forvilder sig fra Hængetrynernes Forsamling til den som Bonvivant levende Dr. Hassings elegante Aftensbord. Pontoppidan, der for Tiden selv bor i Sollandet, lader Frøkenen udtrykke sig saaledes:

"[…] Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser for dets Beboere … at i dette vort kære Fødeland, der maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været civiliseret men endnu henligget som et Slags stort Grønland, hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og fiske, … […] at i et saadant Land er det […] ganske naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen rigtigt antydede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtigt alt, hvad der ikke maaler fyrretyve Tommer over Brystet og tyve mellem Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler egentlig lever paa Bondens Naade […]⁴

Dette er Svaret paa Emanuels begejstrede Lovprisning af Bonden:

Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, klar Forstand, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde."⁵

Det turde være, at ingen af de stridende Parter kan gøre Fordring paa at eje den sande Sandhed.

Men man vil af de citerede Ord forstaa Bogens Konflikt. Det forjættede Land griber dybt ind i, hvad der netop nu tænkes og føles Landet over. Pontoppidan henlægger Handlingen til Aaret 1885 før og efter Statskupet, og han efterviser med Sorg, hvor ringe en Bevægelse den begaaede Uret fremkaldte, og hvor snart Sindene faldt til Ro. Maaske bruger han her en vel stærk kunstnerisk Forkortning: ikke saa hurtigt, som han fremstiller det, stak den klerikale Tænkemaade Hovedet frem. Det er først, efterat Patriotismen har udspillet sin politiske Rolle, at Kirkesagen og hvad derhen hører sættes i første Linje. Den fromme Vævers Tale imod "de falske Profeter" og "Fordrageligheden" blev næppe holdt i 1885, den er enten af tidligere eller af senere Dato. Men just da Grundlovskampen var haardest, burde de Stemmer ikke hæve sig, der snart smæltede sammen i et forenet Højre- og Venstrekor.

Hvert Afsnit for sig i Pontoppidans Bog er udmærket og Personerne opfattede med nøgtern Tilforladelighed samtidigt med, at Forfatteren viser det muntreste Lune og den fineste Takt. Maaske slappes noget den ellers strængt sammenkædede Handling, da Bruddet sker. Emanuel faar sin første Tvivl om Almendannelsens og Bondelivets Skønhed, da hans lille Søn bliver syg og døer. Allerede at han skal hente Læge, piner ham, thi han stolede ubetinget paa Guds Hjælp og den sunde Natur i Barnet, der ikke er fordærvet af Hovedstadens snævre Gader. Dødens Komme forrykker et Øjeblik hans Tillid til disse Magter. Skønt denne Konflikt er lidt for direkte og ikke fuldt saa originalt set som Bogens øvrige Afsnit, staar Forholdet dog Læseren klart. Dette er ikke i samme Grad Tilfældet med Emanuels pludselige Længsel efter Civilisationen; et Besøg i et elegant Hjem – hvoraf han har set mange – en Samtale med Frøken Ragnhild – i hvem han end ikke er forelsket – turde næppe være tvingende Aarsager nok. Bedre forstaar man hans pludselige Rædsel for de politiske Førere i hans Sogn, for den hele Politik og Taktik, der ikke stemmer med hans taaget-ærlige Natur.

Det forjættede Land fortjente en langt mere indgaaende Anmældelse end disse Decemberdages knappe Frist tillader. Bogen er betydelig baade ved sit Indhold og sin fintbeherskede Form. Pontoppidan hører til de Allerbedste herhjemme, og hans Roman staar saare højt over for Eksempel de norske Fortællinger, der modtages med saamegen Varme. Den danske Digters Samfundsbetragtning vedrører Alle, vil vække Protest og Vrede, men ogsaa finde forstaaende Mennesker, der vil paaskønne den mandige og alvorlige Bedømmelse af danske Aandsfænomener, som Det forjættede Land indeholder til Trods for Fremstillingens Lethed og Munterhed. Læst vil Bogen sagtens blive – thi den er uden døde Steder, yderst elskværdig og underholdende – dog Pontoppidan vil belære Læserne om, hvor Det forjættede Land ligger, til hvilket man selv i nordisk Kulde og Mørke kan stræbe. Klimatet finder man sig nok til Rette med, Beboerne er værre; men som Heine siger: røre Trommen, intet frygte og kysse den smukke Marketenderske – det er Maaden, hvorpaa man drager imod den forjættede Herlighed, som man maaske aldrig naar.

E. B.