Det forjættede Land

Et Tidsbillede

Af Henrik Pontoppidan

[gå tilbage]

Tredie Bog

145

I.

En Eftermiddag i Midten af Juli kom Emanuel og Hansine gaaende hen ad Vejen fra Skibberup Fjordkirke; de havde været ude at lægge en frisk Krans paa Guttens Grav. De gik tavse paa hver sin Side af den stærkt opadstigende Vej, – Emanuel i sin lysegraa, langskødede Multumsfrakke¹, Hansine i Kirkehætte og med et sort Shawl, som hun foran holdt ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder.

Det var en solhed Dag. Under den høje Himmel svævede ikke en eneste Sky, og paa Vejen laa et tykt, hvidt Støvlag, der hvirvledes op af deres Skridt, saa det saa' ud, som om de gik i en Damp af Mel.

Da de naaede op paa Højden, standsede Emanuel udfor en ensom Røn, der kastede en Smule Skygge hen over Vejen. Med Hat og Kæp lagt bag paa Ryggen blev han længe staaende ganske 146 ubevægelig, fordybende sig i Skuet af det sommerfrodige Landskab. Til alle Sider saa' han ud over modne eller modnende Agre. Hele Egnen var forvandlet til et endeløst Kornhav, som vuggede Sollyset paa sine gule og grønlige Bølger.

"Er det ikke et yndigt Syn?" sagde han endelig, med stille Tonefald. "Det er, som om man gennem Luften kunde fornemme Jordens Kraft, ikke sandt? Og hør Lærkerne derovre over Niels Jensens Rug! … Men er det ikke besynderligt, jeg bliver altid lidt højtideligt stemt, naar jeg ser Høsten nærme sig. Det er saa underligt, saadan at se Frugten af et helt, langt Aars Kamp og Anstrengelse saa at sige paa én Gang modnes for vore Øjne. Og endnu mærkeligere er det at tænke paa den underfulde og ukuelige Naturkraft, der her aabenbarer sig for os. Hvad enten Vinteren har været barsk eller mild, Sommeren tør eller regnfuld … Aar for Aar modnes Kornet paa samme Tid, ja næsten nøjagtig paa samme Dato. Og hver enkelt Kornsort har endog sin egen Modningsdag! Er det ikke næsten et Mirakel? … Kan du huske, Hansine, hvordan vi nu i Foraaret allesammen klagede over Nattekulden, fordi vi frygtede, at den vilde dræbe alle de smaa Spirer? Og senere, da vi klagede over Mangel paa Regn, og 147 bagefter over for megen Regn? Og nu staar Kornet her i al sin Herlighed og spotter vor Selvklogskab og alle vore Bekymringer!"

Han tav et Øjeblik og vedblev derpaa:

"Der ligger egentlig en dyb Lære for os Mennesker i alt dette!"

Og efter endnu en Stunds Tavshed fortsatte han:

"Jeg tror, jeg vil benytte dette Emne til min Præken paa Søndag. Der kan i dette Billede siges et og andet, som vi alle – og maaske særlig i denne Tid – kan have godt af at indprente os."

Han havde fortsat sin Vandring men standsede fra nu af foran næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over den fremvældende Rigdom. Han havde igen sat sin gule Straahat paa Hovedet og bøjet dens brede Skygge ned over Panden for at skaane sine Øjne, der i den sidste Tid ikke ret havde kunnet taale Sollyset. Hans noget trætte Udseende røbede i det hele, at han endnu ikke fuldkomment havde forvundet de sidste Maaneders haarde Prøvelser.

Ovre paa den anden Side af Vejen fulgte Hansine ham taalmodigt trods hans idelige Standsninger og hørte paa ham med et opmærksomt, noget forskende Udtryk, saasnart han talte. Selv forholdt hun sig tavs, … indtil Emanuel pludselig faldt 148 hen i lidt melankolske Betragtninger ved at anstille en Sammenligning mellem sine egne Markers temmelig tarvelige Afgrøde og den Frugtbarhed, han her overalt saa' bugne frem omkring ham.

"Aa, saa meget slemt er det dog heller ikke," sagde hun da i en opmuntrende Tone, der lød helt fremmed i hendes Mund, og som heller ikke gjorde et ganske naturligt Indtryk. "Rugen er jo næsten god, synes jeg; og det er da endelig kun det seksradede, der er lidt krøveligt."

"Men Kløveren, du! Vi fik i Aar kun fem Læs imod tolv i Fjor og seksten i Forfjor. Det er en slem Tilbagegang!"

"Jamen du har jo ogsaa haft saa meget andet at tage Vare paa i disse Aar, Emanuel … baade med Politiken og andre Dele. Det bliver der vel nok nogen Forandring paa nu i Fremtiden, og du skal se, naar du først faar bedre Tid til at passe Jorden, saa kommer den saamænd ikke til at give nogen af de andres noget efter. Jeg tænker nu, at vi allesammen ligesom falder lidt mere til Ro herefterdags … og det var kanske heller ingen Skade til. Det mener du vist egentlig ogsaa selv, Emanuel."

Som saa ofte overhørte han den sidste Halvdel af, hvad hun sagde, og fortsatte i sin egen Tankegang:

149 "Jeg tror, det vilde være godt, om jeg foretog en Forandring i Driften til næste Aar. Kan du huske den nye Gødningsmetode, som jeg i sin Tid talte til dig om. Jeg gad vide, om jeg ikke for Alvor burde gøre et Forsøg med den .... Det kan dog ikke blive ved at gaa, som det er gaaet," fortsatte han i et pludseligt Udbrud af Utaalmodighed. "Vi maa allesammen tage os sammen. Jeg har selv været noget slap i den senere Tid; men jeg føler, at nu er det ovre. Jeg ligefrem længes efter igen at tage fat!"

De havde en Tid vandret mellem to Mure af mere end mandshøje Rugstraa, hvorover gule og brogede Sommerfugle boltrede sig i Solskinnet som flyvende Stedmodersblomster. Nu aabnede Udsigten sig atter ud over Dalen i Nord, hvor Skibberup spejlede sine mange smaa hvidkalkede, af Frugthaver omgivne Huse og sit nye, imponerende Forsamlingshus i det vidtforgrenede Gadekær.

Ved Foden af Bakken, hvor Vejen delte sig i to, af hvilke den ene førte ind til Byen, den anden ud mod Sognets Vestgrænse, standsede Emanuel igen.

"Det er sandt … Sagde du ikke, du vilde besøge dine Forældre?"

"Jo, gaar du ikke med? Jeg tror, de venter os."

150 "Nej, jeg faar alligevel ikke Tid i Dag. Jeg har saa meget at tænke paa. Navnlig vilde jeg gærne have, at min Præken paa Søndag fik den rette Kraft og kunde blive rigtig forstaaet … og jeg er endnu ganske uforberedt. Men hils de to Gamle fra mig, og sig dem, at jeg kigger nok ind til dem en Gang i Ugens Løb. – – Og hør!" raabte han efter hende, da han allerede var kommen et Stykke hen ad Vejen, der førte vestpaa.

"Dersom du kan huske det, saa sig til din Fa'er, at jeg ikke har glemt den Saarug, jeg laante af ham i Foraaret. Han skal faa den igen, saasnart vi faar det første Læs i Hus.

II.

Uden at vende sig om ved hans Tilraab havde Hansine fortsat sin Vej ind mod Skibberup.

For at undgaa at komme gennem Byen slog hun ind paa en Græsvej, der førte bag om Vængerne og de tæt bevoksede Haver. Hun vidste fra Fortiden, at alle Husdørene paa denne Tid af Dagen var besat med Byens Koner, der sad udenfor paa Stenfliserne med deres Pattebørn eller 151 Strikketøjer og førte Faddersladder over Gaden, – og hun følte en bestandig større og større Ulyst til at komme i nogen somhelst Berøring med sine forrige Byesfæller.

I Forældrehuset fandt hun Faderen ene hjemme.

I sort-hvide Uldskjorteærmer, strikkede Underbukser og med en lodden Hue trykket dybt ned paa sin stride Haarmanke sad den gamle Mand og smaasov i en Armstol ved Sengen inde i det lille halvmørke Sovekammer, omkredset af en stor Fluesværm, der ved hendes Indtrædelse spredte sig summende omkring i Stuen.

"Er det dig, Hansine?" sagde han og løftede de hvide Bryn højt op over sine blinde Øjne. "Hva'? Kommer du alene? Hvor er Emanuel?"

"Han havde ikke Tid i Dag. Jeg skulde hilse Jer fra ham. Han kigger herind i Ugens Løb, sagde han."

"Naa saadan. Ja, ja, Mutter kommer straks. Hun gik bare et Jav ind til Sørens for at hente Avisen. Der skal nok staa en stor Tale deri af Bærre. Har Emanuel ikke snakket om det?"

"Nej, jeg tror ikke, han læste Avisen i Dag."

"Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne, gør Bærre – efter hvad jeg har hørt sige. Men det er, som det skal være. Det er ikke for meget 152 til dem … de … Tyveknægte, siger jeg rent ud. For hvad er de vel andet? … Røvere og Kæltringepak er de og ikke andet! … Men hvad sagde jeg den Gang … kan du huske, Hansine? … Er det Træhesten, vi skal ha'e igen, sagde jeg. Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden? …"

Han havde med Besvær rejst sig fra Stolen og ved Hjælp af en Stok bevæget sig et Stykke hen over Gulvet paa et Par store Slæbere. Hans lille krogede og indskrumpede Skikkelse sitrede af Forbitrelse, og hans tandløse Mund hakkede paa Ord, som han ikke kunde faa udtalt. Med den ene Haand lagt om paa Ryggen blev han ved at trisse frem og tilbage i den mørkeste Ende af Stuen, ustandseligt snakkende, og opramsende lange Stykker af gamle Rigsdagstaler, som han i sin Tid havde lært sig udenad og endnu bevarede Ord for Ord i sin enestaaende Hukommelse.

Hansine havde taget sit Tøj af og sat sig hen ved Vinduet.

Hun følte sig i den sidste Tid bestandig mere ilde til Mode ved Synet af Faderen, der, efter at hans Blindhed havde gjort ham det umuligt længer at færdes i Stalden, men navnlig siden han var optraadt som Taler ved det store Protestmøde, 153 syntes hende at være bleven helt forvandlet. Uden at høre paa ham sad hun og saa' ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sneglede sig frem over Græs og Gange, og hvor Hønsene gik og skrabede under Stikkelsbærbuskene – ganske som i hin Tid, da hun som ung Pige havde sin Plads ved det samme Vindue og i ensomme Timer byggede sig en Fremtid op i gyldne Drømme.

Hun sad og tænkte paa denne Tid og paa det første Aar af sit Ægteskab, da Emanuel og hun levede ene med og for hinanden, og da hver Dags Samliv var en ny Aabenbarelse af en rig og ukendt Lykke. Hun genoplevede i Erindringen den første Vinters fredelige Aftner, da de sad ene sammen omkring Lampen, mens Emanuel læste højt for hende af sine Bøger eller fortalte om sine Ungdomsdage. Hun tænkte paa den første Sommers stille Solnedgangstimer oppe paa Præstebakken, paa Søndagsbesøgene herhjemme hos Forældrene, paa hele dette – for hende nu saa æventyragtige – Liv, om hvis Tilbagevenden hun aldrig helt havde kunnet opgive Haabet.

Undertiden – især efter Guttens Død – havde hun troet ogsaa hos Emanuel at fornemme en Længsel efter de gamle Dages Fred og Hygge. 154 Men hun mærkede nu for hver Dag tydeligere, at hans Tanker søgte deres egne Veje. Hun vidste ikke, hvorhen de førte; men i Følelsen af sin Afmagt over for den utaalmodige Nedtrykthed, der mere og mere betog ham, kunde hun ikke faa Ro for den Tanke, at han gik og skjulte noget for hende … rugede over et begyndende Savn, som han ikke havde Mod til at tilstaa hende, en vaagnende Længsel efter det Liv og de Mennesker, som han til Dels for hendes Skyld havde forladt.

… Døren til Køkkenet aabnedes halvt, og Else stak sit store Hoved ind.

"Naa, det er dig, Hansine. Ja, vi havde jo ogsaa ventet jer … Men hvor er Emanuel?"

"Han havde ikke Tid i Dag. Han kigger herind i Ugens Løb. Jeg skulde hilse fra ham."

Elses Ansigt fik pludselig et stramt Udtryk og forsvandt i det samme fra Døraabningen. Efter nogle Øjeblikkes Forløb sagde hun ude fra Køkkenet, hvor hun gik og rumsterede med nogle Lerfade:

"Det er svært, som Emanuel har faaet travlt paa det sidste. Jeg synes, han har aldrig mere Stunder til at gøre et Par gamle Folk en Besøgelse. Det ta'er sig dog egentlig saa løjerligt ud, mener jeg."

Hansine svarede ikke. Hun vidste, at der i 155 den sidste Tid havde hersket en lille Misstemning mellem Emanuel og Moderen, fordi Emanuel følte sig ilde berørt af, at Else bestandig talte om Guttens Død som noget lige saa selvfølgeligt, som hans Sygdoms Ufarlighed altid før havde været for hende. Ganske vist opfattede han ogsaa selv alt, hvad der var sket, som et uafvendeligt Udslag af Guds uudgrundelige Vilje; men han syntes dog, at hun i det mindste burde være bleven noget forundret, siden det var hende, der mer end nogen anden havde bestyrket ham i hans forhaabningsfulde Syn paa Guttens Tilstand.

"Men Avisen … Avisen, Mutter!" raabte nu Anders Jørgen, der atter havde famlet sig hen til sin Armstol og sat sig rigtig tilrette for at kunne hengive sig til den forestaaende Nydelse.

"Ja, nu kommer jeg, Fatter. Jeg skal barestens slaa Mælken op til Kalvene … Har du hørt noget til Ole?"

"Nej jeg har mente² ikke. Han er vist kørt til Mølles med det samme. Du har vel husket at gi'e Grisene?"

"Ja vist har jeg saa," sagde Else og viste sig i det samme i Døren, i Færd med at binde et Forklæde om sit omfangsrige Liv.

"Nu skal vi høre!" udbrød den Gamle straalende, 156 idet han opfangede den knitrende Lyd af Avisen, som Else holdt under sin ene Arm. "Han gi'er dem nok ordentlig paa Klapperne. Ja Bærre er god! Han siger ligesom jeg – kan du huske? – Er det Træhesten, vi – –"

"Ja, det er godt, Fatter, men ti nu stille", afbrød Else ham og lod sig under sit sædvanlige Udbrud: "Aa, Herre Jøsses ja," synke tungt ned paa en Stol henne ved Ovnen. Med det Præg af Værdighed, der var kommen over hende siden Hansine var bleven Præstekone, og som havde faaet endnu en lille Forøgelse, efter at Anders Jørgen var optraadt som Taler og havde haft sit Navn i "Bladet", bredte hun omhyggeligt Avisen ud i sit Skød, satte Anders Jørgens gamle runde, irrede Messingbriller paa sin Næse og begyndte med let snøvlende Stemme Oplæsningen af en seks Spalter lang Artikel, betitlet "Vor Førers Tale i Vemmeløv".

III.

Emanuel havde forladt Kørevejen og var gaaet ind paa en ensom Marksti for her uforstyrret at begynde Udarbejdelsen af sin Søndagspræken. Han 157 var i den senere Tid kommen temmelig uforberedt til Kirken, og han havde selv lidt under sin Tales Mangel paa Kraft og Beaandelse.

Det var dog heller ikke i Dag lykkedes ham at samle sig til et bestemt Arbejde. Bestandig svævede Tankerne bort, uden at han mærkede det. Hvert Øjeblik overraskede han sig selv, fordybet i Betragtninger, der laa Søndagsevangeliet fjernt. Snart var det en saa ubetydelig Ting som en spraglet Sommerfugl, der lokkede ham til at standse for at følge dens lette, vuggende Flugt og nyde Synet af de pragtfulde Vingefarver … nu mod Himlens Blaa … nu mod det guldgule Korn. Snart var det de idelige, ligesom selvbevidst opdukkende Glimt af det røde Tag paa Skibberups Forsamlingshus, der fik ham til at fortabe sig i sin sædvanlige forundrede Grublen over den mærkværdige, næsten ligegyldige Ro, hvormed hans Venner og Meningsfæller over det hele Land havde fundet sig i deres politiske Umyndiggørelse og daglig saa' Landets helligste Love traadt under Fødder.

Han forstod dem ikke paa dette Punkt. Skønt han netop i Statskupets Dage havde været til Døden nedbøjet over Tabet af sin kære Gut, havde han straks følt det som sin Pligt at opildne alle til ved 158 ethvert lovligt og kristelig forsvarligt Middel at byde Lovbryderne Trods. Men da var "Tillidsmændene" en Dag kommen til ham og havde anmodet ham om ikke at begynde nogen Agitation. Man havde – sagde de – "efter skriftligt Samraad med samtlige andre Kredse i Landet" anset det for rigtigst foreløbig at bøje sig for Magthaverne, da man dog savnede Midler til at gøre en virkningsfuld Modstand. Selv Tømrer Nielsen, af hvem han snarere havde befrygtet en altfor ubehersket Opbrusen af saaret Rets- og Stolthedsfølelse, istemte – om end med mørk Mine – de andres Formaninger og forklarede, at man, som Sagerne nu en Gang stod, gjorde bedst i at lade Modstanderne løbe Linen ud.

Ogsaa af Væver Hansen havde han en sen Aften haft et Besøg, hvori denne paa sin sædvanlige hemmelighedsfulde Maade og med mange Omsvøb bebudede en "Forandring af den hidtidige Taktik". Ved samme Lejlighed havde han ytret noget om, at Sogneraadsformanden næppe havde vist sig at være sin fremskudte Plads fuldt voksen, og sluttelig var han fremkommen med nogle forblommede Hentydninger til, at der maaske ogsaa i Sogneraadsformandens Privatliv fandtes Forhold, som ikke var heldige for en Mand, der stod som 159 politisk Fører for en stor, kristelig vakt Kreds – Hentydninger, som Emanuel ikke forstod og heller ikke brød sig om at faa nogen nærmere Forklaring paa. Han havde besluttet ikke længer at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde haft stor Interesse for, og paa hvis Betydningsløshed han nu havde faaet den fuldeste Bekræftelse. Den Sag, hvis Fremvækst han havde viet sit Liv, vilde vokse og modnes uafhængig af alt Lovgiveri og alle Lovbrydere – ganske ligesom Muldets Korn, der rakte Menneskene sine bugnende Aks trods al Vinterens Kulde og al Sommerens Tørke.

Men én Ting havde disse Maaneder lært ham. Han vidste nu, at der endnu var megen dvalebunden Kraft at vække i Folket, megen Selvtillid og Selvfølelse at opelske, før der for Alvor blev Haab om Dagning for den nye Tid, som han havde troet saa nær. Maaske vilde han ikke en Gang selv komme til at opleve den. Men det skulde ikke mistrøste ham, og han skulde ikke trættes. Der var Lykke alene i Bevidstheden om at berede Vejen for Sandhedens og Retfærdighedens Sejrsgang over Jorden. Der var Glæde og Løn i selve Bebudelsen af Fredsrigets Komme.

Han var naaet ud til den brede Fjordvig, der 160 fra Syd skød sig ind mellem Skibberups kullede Strandbakker og de flade, idylliske Skovskrænter ovre i Nabosognet Kyndløse. Han blev staaende her paa Strandens solgnistrende Sand, støttet til sin Stok, og fortabte sig i ubestemte Fremtids-Drømmerier. Han fulgte med Øjet sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der stumme kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en vigtig Hemmelighed. Han stirrede ud over den vide, blanke Havflade, ud mod de fjerne, blaalige Skybjærge, der nu og da løftede sig over Horisonten og derpaa langsomt sank ned igen. Det var, som om et luftigt Skønhedsrige et Øjeblik steg lokkende frem af Dybet og atter svandt bort. Det var som at se koglende Skikkelser vinke og forsvinde … eller som i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrde? Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor højt over Skyen, og hvor Jammeren skjuler sig i de mørke Dale, saa ingen ser den. Kom herud, hvor Livet er en festlig Hvile omkring sprudlende Kilder og Dans paa grønne Enge. …

Han vaagnede med et Ryk af sine Drømmerier og forlod Stranden. Dagen begyndte at hælde; det var Tid at komme hjem.

161 Han forstærkede sine Skridt og søgte op til Sognevejen. Han vilde se at naa Præstegaarden inden Solnedgang for at kunne være Søren Røgter behjælpelig med Kvældsfodringen.

IV.

Han var ikke kommen langt, før han overraskedes ved Synet af et muntert Selskab, en fem-seks Personer af bægge Køn, der havde lejret sig omkring en hvid Dug paa en Græsmark et Stykke fra Vejen.

En Dame eller rettere en ganske ung Pige i halvlang, hvid Kjole med blaat Livbaand havde rejst sig op og var i Færd med at holde en Tale. I sin ene, opløftede Haand holdt hun et Vinglas, i den anden en graa Herrehat, som hun med højtidelige Buk førte til og fra sit Hoved, mens det øvrige Selskab – to andre Damer og et Par Herrer – leende tilklappede hende sit Bifald. I Græsset bagved Damerne laa en opslaaet, valmuerød Parasol med Skaftet opad; ved Siden af den ene af Herrerne stod en spiralformet Spaserestok stukket i Jorden med en lyseblaa Damehat 162 over. I nogen Afstand fra Selskabet, henne i Skyggen under en afstumpet Pil, holdt en med to smaa skimlede Russerheste forspændt Jagtvogn, hvortil en Kusk med Fløjelsbenklæder og graa Gamascher stod og lænede sig.

Der paakom bestandig Emanuel en egen Skyhed, naar han uformodet stødte paa købstadsklædte Fremmede paa sine Enemærker. Han vendte Hovedet til den anden Side og lod, som om han slet ikke lagde Mærke til dem.

"Tillad mig altsaa, højtærede-beærede Forsamling" – hørte han den unge Pige sige – "at udtømme … at uddrikke en Skaa-aal for vor højtelskede-værdige Vært – –"

Hun holdt pludselig inde. Ogsaa Latteren derhenne forstummede, og der indtraadte en fuldstændig Tavshed.

Emanuel, der forstod, at han var bleven set, lagde Hænder og Stok bag paa Ryggen og gik forbi, idet han bestræbte sig for ikke i mindste Maade enten at paaskynde eller sagtne sin Gang.

Da forekom det ham med ét, at han hørte Nogen raabe hans Navn.

Han saa' sig ikke tilbage. Han var overbevist om at have hørt fejl. I hvert Fald vedkom de Mennesker ham ikke.

163 Men lidt efter hørte han Stemmen igen, og denne Gang ganske tydeligt. Tilmed syntes den ham underlig bekendt.

"Hr. Pastor! … Hr. Pastor Hansted!"

Han vendte sig brat, halvt udfordrende, og saa' en Herre komme imod ham med livligt hilsende Haandbevægelser. Han havde ved at vende sig faaet den nedgaaende Sol lige i Øjnene og kunde derfor i Begyndelsen kun skælne Skikkelsens Omrids: En høj, temmelig svær Mand med Bakkenbarter, afmaalte Skridt og en statelig Holdning. Først da den Fremmede naaede helt hen til ham og med en lidt forlegen Forbindtlighed rakte ham Haanden, genkendte han Doktor Hassing.

"God Dag, Hr. Pastor! Hvorledes lever De? Det er længe, siden jeg har haft den Fornøjelse at se Dem."

Emanuel blev i første Øjeblik saa overrasket ved dette Sammentræf men navnlig af Doktorens overordentlige Forekommenhed, at han ganske glemte at svare.

"Jeg kommer egentlig til Dem som Udsending," vedblev Hassing og blottede i et Smil sine store, hvide Tænder. "Vi er en lille Familiekreds derhenne, og mine Damer vilde saa gærne have den Fornøjelse at hilse paa Dem … Vil De ikke 164 gøre os den Ære at drikke et Glas Vin med os, Hr. Pastor? De vil træffe en gammel Bekendt."

Emanuel havde mest Lyst til kort og godt at svare nej. Navnlig fristedes han ikke af Udsigten til i dette Selskab at træffe gamle Bekendte. Men da han ikke havde nogen rimelig Grund til et Afslag og ikke gærne vilde støde Doktoren, der under Guttens Sygdom havde vist ham og Hansine stor Hjælpsomhed, saa' han ingen anden Udvej end at modtage Indbydelsen.

Henne omkring Dugen havde man imidlertid opmærksomt iagttaget Mødet mellem de to Mænd, og da man nu saa' dem bægge nærme sig over Græsmarken, tog Damerne til deres Parasoller, mens den tilbageblevne Herre – en ung Mand i melonfarvet Sommerdragt – rejste sig fra sin siddende Stilling, trak ned i sine kvarterlange Manchetter og anbragte sig – støttet til sin spiralformede Spaserestok – umiddelbart bag den unge Pige, ligesom for i fornødent Fald at kunne yde hende sin ridderlige Beskyttelse.

"Dersom du faar mig til at le, Alfred, saa prygler jeg dig," hviskede hun til ham, da Doktoren og Emanuel ikke var mere end ti Skridt borte.

"Jamen, du gode Himmel .... det er jo en komplet Urokse," hviskede han tilbage bag den 165 Haand, hvormed han snoede sin lille blonde Snurbart. "Vil du bare se … en Guds Røst fra Seminarie-dariet!"

"Du skal tie stille, siger jeg."

"Tys!"

De to Mænd traadte i dette Øjeblik hen til Kredsen.

Den ene af Damerne, – en lille, i brunt Silke klædt Brunette med bløde Former og blide, overordentlig kvindelige, næsten lidt sødlige Træk – rejste sig og gik hen og gav Emanuel Haanden.

"Min Hustru," forestillede Doktoren.

"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde hun i et saa blidt Tonefald, at det næsten lød som en fremmed Accent. "Vi har jo egentlig været Naboer nu i flere Aar, og det har altid forundret mig, at jeg aldrig paa en eller anden Maade har set Dem. Paa Landet træffer man dog ellers gærne hinanden, synes jeg."

Emanuel løftede sin Hat en Tomme fra Hovedet uden at forandre den alvorlige, lidt studse Mine, hvorunder han søgte at skjule en Usikkerhedsfølelse, som dette ham saa uvante Ceremoniel og de høflige Talemaader fremkaldte hos ham.

Doktor Hassing fortsatte med livlig Stemme Præsentationen.

166 "Tillad mig endvidere at forestille for Dem, Hr. Pastor Hansted – først den yngste i vor lille Kreds, min Kones elskværdige Kusine, Frøken Gerda Zoff, hvem De for et Øjeblik siden afbrød i en overordentlig vellykket speech. Det er Skade, De ikke kom et Par Minutter før; De er derved gaaet Glip af et sandt oratorisk Mesterværk. – Og her samme Kusines Fætter, min egen haabefulde Nevø, Hr. næsten juridisk Kandidat Alfred Hassing. Dersom De er Abonnent paa noget Sportsblad, Hr. Pastor, vil De sikkert mange Gange have truffet dette snart verdensberømte Navn i dets Bicycle-Spalter."

Emanuel betragtede temmelig overlegent det unge Par, hvis Hilsner unægtelig ogsaa røbede mere mønstrende Nysgerrighed end just Ærbødighed. Herregud, tænkte han ved Synet af den melonfarvede unge Herres poseagtige Klæder, lange, spidsnæsede Sko og speciestore Manchetknapper, – det er altsaa Dagens Heltemode!

"Og endelig her," vedblev Doktoren, idet han vendte sig mod en høj, slank, meget moderne klædt Dame, der under hele Præsentationen havde staaet ubevægelig bag ved Emanuel, som om hun med Vilje havde gjort sig uset lige til det sidste. "Ja, her behøver jeg vel ikke at præsentere."

167 Emanuel vendte sig om – og blev en Stenstøtte.

Doktoren havde haft Ret; nogen Præsentation var virkelig her overflødig. Som den slanke Dame stod dér og smilte, overgydt af Skæret fra sin valmuerøde Parasol, bag hvilken Solskiven netop var ved at naa Horisonten, – i en hvid Dragt med store lysviolette Silkestjærner, og med en bredskygget, hvid Bobinets³ Hat svævende paa sit egernbrune Haar – saa behersket og korrekt lige fra det faste Blik i hendes pragtfulde blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i det Raffinement, hvormed Toilettet ved Snit og Farvesammenstilling fremhævede netop Legemets Magerhed og Ansigtets matte Bleghed … lignede hun saa ganske sig selv fra Fortidens Dage, at Emanuel øjeblikkeligt havde genkendt Frøken Ragnhild Tønnesen.

"De kan naturligvis ikke begribe, hvordan jeg pludselig opdukker her," sagde hun og rakte ham halvt kammeratlig sin smalle, glatbehandskede Haand. "De kunde vel næsten være i Stand til at opfatte mig som en Spion … det er derfor rigtigst, at jeg straks aabenbarer Dem Sammenhængen. Jeg havde i Foraaret den Fornøjelse at gøre fornyet Bekendtskab med Doktor Hassing og Frue, 168 og da de var saa venlige at invitere mig herud, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen. Jeg har endnu kun været her i to Dage, og jeg forsikrer Dem, der har ikke været mindste Indiskretion i mine Tanker … Er De nu beroliget?"

Hendes frit spøgende Tone og den fulde Forvisning om at gøre Virkning, som lyste ud af hele hendes Holdning, fornærmede straks Emanuel og forstærkede den Selvfølelse, som de Unges Mønstring havde vakt hos ham.

Han bekæmpede sin Overraskelse og svarede i ret vellykket Forstillelse:

"Jeg forstaar slet ikke, hvad det er for et Slags Spioneri, jeg skulde kunne mistænke Dem for, Frøken Tønnesen. At De har haft Lyst til at gense Deres forrige Hjemstavn, er dog en saa naturlig Ting, at den ikke fordrer nogen Forklaring."

Hans Tale faldt haardere og koldere, end han havde villet og beregnet; og da han mærkede den forstemmende Virkning, den gjorde paa hele Selskabet, beredte han sig paa at tilføje et Par formildende Ord.

Men i det samme saa' han tilfældigvis, hvorledes den unge Sportsmand stødte med Albuen til sin Kusine og tilhviskede hende en Bemærkning, 169 der fik den unge Pige til krampagtigt at bide i Snippen af sit Lommetørklæde.

Blodet fo'r ham til Kinderne. En ubetvingelig Harme, som han kendte igen fra sin Ungdomstid i Faderens Hus, brød op i ham og fik hans Hjærte til at banke.

"Ja, skal vi saa ikke sætte os paa det grønne Svær'," tog nu Doktoren igen til Orde i sin utrættelige Bestræbelse for at anslaa en lidt mere utvungen Tone. "De vil nok drikke et Glas med os, Hr. Pastor! .... Aa, Johan!" raabte han til Kusken henne ved Vognen. "Bring et nyt Glas og – –"

"Tak, jeg drikker ikke Vin," afbrød Emanuel ham kort.

"Ja saa!"

Der opstod et Øjebliks pinlig Tavshed, hvorunder det var, som om ingen vidste, hvor de skulde gøre af deres Øjne. Doktoren stod med tillukket Mine og trak i sin ene Bakkenbart, mens han hemmeligt tilkastede Frøken Tønnesen et komisk betuttet Blik, hvormed han syntes at sige: Det er en Dumhed, vi her har gjort. Men hvad sagde jeg?

Emanuel stod ubevægelig og saa' ret frem for sig uden at mærke de andres Raadvildhed. Hans Vrede havde hurtigt vendt sig mod ham selv. 170 Hvad havde han ogsaa at gøre her? tænkte han. Hvad vilde han mellem disse Mennesker, med hvem han ikke havde en eneste Tanke eller Følelse tilfælles, ja hos hvem selve Sproget var blevet ham saa fremmed, at det næsten lød for ham som et andet Tungemaal.

Det blev Frøken Ragnhild, der med sin gamle Snarraadighed fandt en Udvej i Forlegenheden.

"Hør," sagde hun og traadte et Skridt frem i Kredsen. "Jeg synes, at Pastor Hansteds Ord var en Tale i rette Tid, .... vi har vist allesammen drukket Vin nok. Jeg foreslaar, at vi benytter den smukke Aften til at spasere lidt i. Vi sender Vognen i Forvejen – eller helt hjem til Kyndløse – og overtaler Pastor Hansted til at gøre os Følgeskab et Stykke Vej. Det vil De jo nok, ikke sandt? Vi skal dog – i hvert Fald i Begyndelsen – ad samme Kant, om jeg ikke husker fejl."

Forslaget vandt øjeblikkeligt varm Tilslutning hos den hassingske Familie; Doktoren sendte igen Frøken Ragnhild et stjaalent – men denne Gang taknemmeligt – Øjekast.

Ogsaa for Emanuel kom Frøken Tønnesens Forslag som en Befrielse. Han indsaa', at han paa denne Maade hurtigst og nemmest vilde kunne slippe bort fra Selskabet. Naar han fulgte dette hen 171 til det Sted, hvor Kyndløse-Vejen gik over hans Sognegrænse, var Høflighedens Krav sikkert fyldestgjorte, og han kunde endda naa tidsnok hjem til Aftenfodringen og Nadvergrøden.

Kusken blev hidkaldt og fik sine Ordrer, og man begav sig paa Vej.

Den unge Sportsmand tog øjeblikkeligt sin Tante, Fru Hassing under Armen og skridtede afsted med hende forud for de andre, for at kunne give sit fyldte Hjærte Luft.

"Men hvad i Himlens Navn er dog det for en Bede! … Og det er ham, I har kaldt for et interessant og originalt Menneske. Det er jo en komplet Idiot!"

"Du er altid saa voldsom i dine Udtryk, lille Alfred," svarede den sagtmodige Fru Hassing mildt bebrejdende. "Maaske er han ikke stærkt begavet og kan være lidt underlig … det véd jeg for Resten ikke noget om. Men man maa i hvert Fald anerkende den Maade, hvorpaa han har opofret sig for sin Overbevisning og givet sig hen i sit Kald .... det maa du dog virkelig indrømme, Alfred."

"Jeg tror paa Ære, at Tante allerede har faaet en faible for ham. En lillebitte Forlibelse-dibelse – hva' Tante? Du kunde maaske oven i 172 Købet finde paa at invitere ham hjem til Aftensmaden."

"Det bliver vi jo nødt til, dersom han følger os langt. Men det er jo derfor slet ikke sagt, at han tager imod Indbydelsen. For Resten skulde jeg saamænd ikke have noget derimod. Jeg kunde godt lide at høre Pastor Hansted udtale sig om forskellige Ting."

"Naa! Altsaa allerede fuldstændig skudt! Ja, Tante, du har et blødt og eftergiveligt Hjærte! … Men glemmer du da rent Onkel Joachim?"

"Onkel Joachim!" gentog Fru Hassing, og hendes Ansigt fik pludseligt et lidt betænkeligt Udtryk. "Du har Ret – ham havde jeg virkelig ikke tænkt paa."

V.

Det varede ikke længe, før Frøken Ragnhild og Emanuel kom til at gaa alene, et Stykke bag de andre. Doktoren, som i Begyndelsen havde ledsaget dem og indledet en Samtale med Emanuel om de gode Høstudsigter og det smukke Vejr, var bleven kaldt bort fra dem af den muntre unge Pige, 173 der hele Tiden spaserede nynnende langt forud for det øvrige Selskab og idelig tilkaldte nu én, nu en anden, for at de skulde beundre de storartede Fund, hun gjorde overalt, – snart af en "saa sød, saa sød" Mariehøne, der var kommen flyvende ned paa hendes ene, blaatbesløjfede Halvhandske, snart af et "helt Myreslot", som hun fandt oppe ved en Granplantage paa Toppen af en lille Bakke, foran hvis mørke Stammer hendes hvidklædte Skikkelse pludseligt dukkede triumferende op under en lyseblaa Silkeparasol, der hvælvede sig over hende som en privat lille Lyksalighedshimmel.

Saa længe Doktoren var nærværende, havde Frøken Ragnhild forholdt sig fuldkommen tavs og set eftertænksomt ned mod Jorden. Ogsaa nu efter hans Bortgang vedblev hun en Stund at gaa saaledes, mens et Smil nu og da gled over hendes Ansigt.

Pludselig løftede hun Hovedet og sagde med en lille Latter:

"Hvor De dog egentlig er et kuriøst Menneske, Pastor Hansted! Dér har jeg nu i syv Aar gaaet og glædet mig til den Dag, da jeg kunde overraske Dem herude … og saa tager De imod mig, som om det ikke var mere end tre Dage siden, vi havde set hinanden. Jeg vil sige Dem, 174 De satte mig virkelig i Forlegenhed før; jeg havde naturligvis forberedt de andre paa en stor Genkendelsesscene! .... Naa, jeg indrømmer, det var min egen Dumhed," fortsatte hun, da Emanuel vedblev at være tavs. "Jeg burde fra gammel Tid have erindret, at De i mange Stykker ikke var som andre Mennesker. Og med Hensyn til Uberegnelighed har De altsaa ikke forandret Dem den bitterste Smule."

Emanuel mærkede ikke den lille Tvang, hun havde maattet paalægge sig for at anslaa den frie Tone, der i gamle Dage havde været Brug imellem dem. Dertil var han for opfyldt af det Ubehag, han følte ved at gaa her ene med hende og efter saa mange Aars Forløb igen at høre denne paa én Gang udfordrende og indsmigrende Stemme med den mærkeligt metalliske Klang.

Uden i nogen Maade at lade sig paavirke af hendes fortrolige Sprog sagde han:

"Det lader til, at vi har haft nogenlunde ensartede Indtryk af hinanden, Frøken Tønnesen. Baade før, da jeg saa' Dem, og nu ved at høre Dem tale kom jeg til at tænke paa, at De vistnok er ganske den samme som for syv-otte Aar siden."

"Nu ja," svarede hun med en Skuldertrækning. 175 "Hvad skulde egentlig have forandret mig? Jeg er Frøken Tønnesen nu, som jeg var det den Gang; og mit Livs mellemliggende Roman kunde jeg saamænd nedskrive bag paa et Visitkort. Saadan er nu en Gang Livet for os ugifte Damer .... Men med Dem er det en anden Sag. Jeg er ikke saa fremmed for Deres Oplevelser, som De maaske tror. Jeg havde for et Aarstid siden den Fornøjelse at stifte Bekendtskab med Deres Søster, Generalkonsulinde Torm, og med Deres Broder, Kammerjunkeren. Deres Søster og jeg er siden bleven gode Veninder. Hun er fortryllende, ikke sandt? Hun har ganske indtaget mig med sit fine, kvindelige Væsen. Som De kan vide, har vi undertiden ogsaa talt om Dem … hun beklager sig for Resten ofte over, at hun næsten aldrig hører noget fra Dem."

Emanuel var bleven opmærksom. Han begyndte at tænke paa, om der maaske – trods Frøkenens Forsikringer – alligevel skulde skjule sig lidt Spioneri bag dette Besøg. Og skulde hans Familie muligvis have en lille Finger med i Spillet her?

"Jeg har altsaa, allerede inden jeg kom hertil, vidst lidt om, hvilken stor og indflydelsesrig Mand De er bleven herude, hvilken Omvæltning 176 De har fremkaldt i hele Egnen, siden Fader rejste, og hvor De bliver forgudet af alle Deres Sognebørn … kort sagt, at De i et og alt har faaet Deres Ønsker opfyldte, endog "med Top paa", som man siger. Ja, man har jo ligefrem tildelt Dem Apostelnavnet, efter hvad jeg har ladet mig fortælle herude."

Der gik et lille Ryk igennem Emanuel. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han:

"Men jeg vidste ikke bedre, end at ogsaa De havde faaet alle Deres Ønsker tilfredsstillede, Frøken Tønnesen. De var saa lykkelig at komme bort fra denne Egn, som var Dem saa forhadt, og at komme ind til Hovedstaden, til det danske Kulturcentrum, til Selskabeligheden, Moderne og Teatrene. De har faaet selve vort verdensberømte Tivoli til Nabo, saa jeg forstaar ikke – –"

"Nu ja," afbrød hun ham med et lidt utaalmodigt Hovedkast. "Med mig er det som sagt en anden Sag. For Resten har jeg ikke beklaget mig, saa jeg fatter ikke rigtig, hvortil Deres Ord sigter. Jeg befinder mig saamænd efter Forholdene meget godt. Jeg skal sige Dem, jeg er paa mine gamle Dage bleven Filosof … Stoiker, tror jeg, det hedder. Det vil sige, jeg har efterhaanden vænnet mig til at være det Forargelsens Tegn, 177 som jeg og mine Lige nu en Gang er bleven for vor kære Samtid … ja, jeg føler mig næsten en Smule stolt over at høre til dem, der bebuder det store Babylons nære Fald."

Emanuel vilde sige noget. Men hans Tanker var bleven uvant med at bevæge sig i Spring, og før han havde faaet en Sætning samlet, tog Frøken Ragnhild igen til Orde.

"Men lad os ikke tale om mig. Det er et saa forskrækkelig uinteressant Emne, forsikrer jeg Dem. Derimod maa De fortælle mig lidt om Dem selv. Jeg vil sige Dem, jeg havde virkelig nær ikke kendt Dem før, saadan har De forandret Deres Udseende. De er jo bleven brun som en Indianer. Og dette store, store Vildmandsskæg! .... Det er da altsaa virkelig sandt, at De i otte lange Aar har følt Dem veltilfreds i denne Ørken, hvor jeg var ved at vansmægte af – nu ja, af mange Ting. Saa forskellig kan Menneskenaturen altsaa være! Og De har virkelig aldrig følt det allermindste Savn af de nu saa ilde berygtede Civilisationens Goder … af lidt selskabelig Opmuntring f.Eks. … af lidt Kunstnydelse eller af lidt god Musik? Ikke en Gang af min lille schubertske Lærke-Etude, som De dog i sin Tid – kan 178 De huske? – holdt saa meget af, og som jeg saa ofte maatte spille for Dem?"

Hun havde, mens hun talte, set hen paa ham over sin Parasols elfenbenshvide Skaft og igen i Blik og Smil udfoldet al sin Elskværdighed. Emanuel bevarede urokkelig sin Alvor og svarede i sin forrige afmaalte Tone:

"Jeg har ondt ved at forstaa, hvorledes jeg skulde kunne savne det, som jeg netop er i allerfuldeste Besiddelse af. Dersom De vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen, vilde De netop i dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge oven over Deres Hoved – langt dejligere, end Verdens største Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri for mig, som spotter al menneskelig Kunst; og den hele Sommer har jeg fra Morgen til Aften et helt Orkester spillende udenfor mine Vinduer: Stærene i Trætoppene, Solsorten i Buskene, de smaa Musvitter – –"

"Ja, og Kragerne! Glem endelig ikke dem! – Og Hanerne! Aa, Gud, Hanerne!" udbrød hun og holdt i komisk Fortvivlelse Haanden op til Øret. "Der er i denne Tid et saadant Afskum, der hver Morgen, naar jeg ligger i min sødeste 179 Søvn, stiller sig op udenfor mit Vindu og hyler og galer og skraaler .... Aa, det er som at ligge paa en gloende Rist!"

Emanuel kunde denne Gang ikke lade være at trække lidt paa Smilebaandet. Han standsede et Øjeblik og sagde hovedrystende, idet han for første Gang saa' op paa hende:

"I Sandhed! De har ikke forandret Dem, Frøken Tønnesen. Endog til vor prægtige Morgenbebuder har De bevaret Deres gamle Nag."

"Ja, jeg tilstaar, i disse Retninger er jeg ganske den samme Kætter som før. Man maa for mig gærne beholde Fuglesangen og de grønne Skove og den saakaldte friske Strand – med den afskylige Tanglugt – og de blomsterbrogede Enge og hvad det nu altsammen hedder, blot jeg maa faa Lov at blive inden fire Vægge, hvor jeg kan hygge om mig med Ting, der passer for min egen Smag og mit private Temperament. For mig er Synet af en kostbart udstyret Stue, der er præget af et Menneskes særegne Tilbøjeligheder, f.Eks. et elegant Dameboudoir med stilfulde Møbler, Silkegardiner, fint mønstrede Orienttæpper, meget Nips, et Par gode Malerier og – mit Sværmeri for Øjeblikket – en ægte hollandsk Fajancekamin, hundrede Gange smukkere, for ikke at tale om langt 180 interessantere, langt mere tanke- og stemningsvækkende end det allerherligste Landskab … De finder mig vist forfærdelig, ikke sandt?"

Emanuel vilde svare, men hun kom ham atter denne Gang i Forkøbet.

"Jeg kunde saamænd endda forarge Dem meget mere endnu, hvis jeg vilde. Og hvorfor skulde jeg ikke gøre det? … Jeg vil da sige, at efter min Mening er alt dette med Naturens Skønhed og Højhed o.s.v. ikke stort andet end Fabel, som daarlige Digtere og aandsfattige Malere har faaet os til at tro paa, og som de fleste Mennesker driver et frygteligt Hykleri med. Jeg for mit Vedkommende kan ikke komme udenfor Københavns Gader og møde Synet af de skaldede Marker, de ensformige Veje og denne urimelige Mængde ganske øde Himmel uden at komme til at tænke paa den kolde Rullestue, hvor jeg som Barn fik mit Bad. Hvor meget Solen end skinner, og hvor grønne Markerne er, det forekommer mig altsammen saa goldt, saa nøgent og trist, at det faar mig til at fryse. Og naar jeg saa tænker paa den evighedslange Vinter, paa de bælgmørke Aftner og Nætter, paa Stormen, Regnen og de bundløse Veje – og jeg har jo dog paa dette Punkt en ret lang Erfaring at tale af – saa synes det hele mig saa umenneskeligt, … ja, og 181 saa uværdigt! Jeg indrømmer, at ogsaa Byerne kan være ækle, baade støvede og smudsige og sværtede af Kulrøg og meget andet. Men man er dog ikke dér i den Grad prisgiven nogle afskylige Naturmagters brutale Herredømme. Man er dog ikke dér en fuldkommen Slave af, om Hr. Sol eller Madam Maane allernaadigst behager at skinne eller ikke. Dér faar man dog en Smule Anelse om, hvad det vil sige at være Menneske .... at være den Skabningens Herre og Mester, som det dog virkelig er vor Bestemmelse en Gang at blive – ja, det er i hvert Fald mit Frihedsideal!"

Hun havde tilsidst talt med en ukunstlet Varme, der ligesom hendes Ord gjorde et højst ubehageligt Indtryk paa Emanuel. Hun havde med sin Tale genvakt Mindet om Svaghedsøjeblikke i hans eget Liv, da han ved Synet af hagelslaaet Korn, af oversvømmede Marker eller stormfældede Træer havde ladet sig forlede til en lignende Miskendelse af Naturens strenge Orden. Navnlig kom han til at mindes hin mørke Nat under Guttens Sygdom, da han ude fra Jordhøjen i sin Have havde lyttet og stirret efter Doktorens Komme. Der var den Gang i hans Fortvivlelse og Raadvildhed faret ham Tanker igennem Hovedet, der ikke 182 var meget forskellige fra dem, Frøken Ragnhild her udtalte; og han følte det derfor nu som en dobbelt Forpligtelse at imødegaa hende med sin Overbevisnings fulde Styrke.

De var naaet op paa Toppen af en Bakke, hvorfra man havde en af de milevide Udsigter, paa hvilke Egnen var saa rig. De havde forlængst overskredet Sognegrænsen, og fra det Sted, hvor de befandt sig, kunde man overse hele Vejlby og Skibberups halvøagtige Sogn med dets blødtformede men fuldkommen nøgne Bakker, dets to Kirketaarne og tre Vejrmøller og den sumpede Mosestrækning, der dannede dets Forbindelse med det øvrige Land. Til den anden Side – i Vest – saa' man ud over Kyndløse-Vesterby Sognets fladere men ogsaa venligere og mere afvekslende Landskab med et Par smaa Lunde, en vandrig Aa mellem grønne Enge og et Mylr af smaa hvide, spredtliggende Huse foruden selve den store Kyndløse By – en af Landets største Landsbyer – der øjnedes et Stykke borte med et ildrødt Missionshus og en mærkelig Rundkirke, hvis forgyldte Vejrfløj lyste mod Aftenhimlen som en nytændt Stjerne. Fjernt i Nord og Nordvest skimtedes endelig – som en blaalig Skybanke – det dystre Skovbælte, bag 183 hvilket Solen netop var gaaet ned og havde tændt hele Himmelranden i Flammer.

"Og en saadan Tale har De Mod til at føre netop her," sagde Emanuel, idet han med en bred Haandbevægelse viste ud over det glødende Solnedgangslandskab, hvor Nattetaagerne allerede var begyndt at pusle frem over Engene og brede sig som uhyre Spindelvæv over Aaens blodrøde Aare. "De kan virkelig ikke finde det mindste tiltrækkende ved et Syn som dette? Det kan slet ikke vække anden Tanke eller Følelse hos Dem end en uhyggelig Erindring om Deres Barndoms Rullekælder?"

Frøken Ragnhild saa' en Stund med missende Øjne ud over Egnen. Derpaa sagde hun med det lille muntre Smil, som hun gærne paatog sig, naar hun vilde sige noget rigtig udæskende:

"Jeg kan i hvert Fald ikke forstaa, hvorfor det dér skal være saa bedaarende dejligt, at et Menneske er forpligtet til fra Vuggen til Graven at falde i en Henrykkelsestilstand, hver Gang han ser det. Mig tiltaler det desuden aldeles ikke. Alene Farvesammenstillingen er mit Øje imod. Denne blaa Himmel, denne skrigende røde Horisont, alt dette brandgule Korn og den spinatgrønne Eng dernede … blaat, rødt, grønt og gult! Er det ikke netop de Farver, der benyttes til de saakaldte 184 Hottentot-Lommetørklæder, … De véd nok, disse brogede Tøjer, som Englænderne sender ned til de Vilde i Afrika, og som hensætter vore sorte Medskabninger i en sand Salighedstilstand? Tror De egentlig ikke, Pastor Hansted, – ja, for det er nu min Mening – at et Naturfænomen som denne Solnedgang alene har den Bestemmelse at være en Slags ophøjet Forlystelse for Halvmennesker – baade de hvide og de sorte – og maaske for Dyrene? En saadan ildsprudende Himmel svarer sikkert til den Slags Væsners Forestillinger om Pragt; den vækker rimeligvis ogsaa deres blide Følelser .... Nattergalene begynder jo at synge, Frøerne at kvække …"

"De har vist fuldkommen Ret, Frøken Tønnesen!" afbrød Emanuel hende med et ironisk Buk og fortsatte sin Gang; han fandt det ikke længer Umagen værd at tage hende alvorligt. "Det er blot Skade, at Vorherre ikke havde Lejlighed til at raadføre sig med Dem, da han skabte dette Makværk af en Verden, der alene passer for Kabylere og Hottentotter. Men det falder mig ind … da jeg traf Dem før, havde De dog nedladt Dem til at tage Plads paa en ganske gemen Græsmark, – ja, saa vidt jeg kunde skønne, var baade De og de øvrige Damer og Herrer i en ganske munter 185 Stemning. Det lader da altsaa til, at Opholdet i Naturen alligevel kan øve en ret oplivende Virkning paa Dem."

"Ja, hvad skal man sige? Der bliver vel desværre altid saa meget af et Dyr tilbage i os Mennesker, at vi undertiden kan føle Lyst til en Eng at sole os paa, en Skov at springe i. Men hvad beviser saa det? Jeg véd jo ogsaa, at forelskede Mennesker sværmer for at vandre i Maaneskin. For mig, der ikke er forelsket, er en Maaneskinsnat noget af det vederstyggeligste, jeg véd; den faar mig altid til at tænke paa en Ligstue. Jeg antager altsaa, at ogsaa hos Mennesket vækker – –"

Hun holdt pludselig inde, brød ud i en lille Latter og sagde:

"Nej, det er dog virkelig for dumt! Nu gaar vi her og fører akkurat den samme Passiar, som vi for otte Aar siden tog op Dag for Dag … og med ganske det samme heldige Resultat. Kan De huske, hvordan vi ogsaa den Gang kunde snakke os røde i Hovedet bægge to og i Vrede vende hinanden Ryggen, saa vi ikke saa' til hinanden flere Dage efter? Skal vi ikke nu slutte Fred? Nu har vi jo faaet hver sit – De Deres Land, jeg min By – saa egentlig har vi jo ikke noget at skændes om mere."

186 "Det mener jeg ogsaa," sagde Emanuel tørt.

"Nu, saa blev vi da endelig enige om en Ting! Men jeg har ogsaa været altfor snakkesalig … De véd jo nok, at det er gamle Jomfruers Vane. Nu er det Deres Tur at være underholdende, Hr. Pastor! Nu maa De pænt fortælle mig lidt om Dem selv. Fra Deres Søster – og for Resten ogsaa herude fra – véd jeg jo, hvilket sjælden smukt og lykkeligt Familieliv, De fører, at De har et Par søde smaa Børn, og at Deres Hustru stadig er næsten berømt her paa Egnen for sin Skønhed … kort sagt, at De i et og alt er en rigtig Lykkens Pamfilius, ikke sandt?"

Emanuel agtede ikke at indlade sig i nogen Samtale med hende om dette Emne. Men Stridslysten var nu en Gang bleven vakt hos ham, og han kunde derfor ikke lade være at ytre:

"Jeg kan høre paa Deres Tone, at det har forbavset Dem."

"Siden De selv siger det … nu, saa vil jeg ikke nægte det."

"Det kan jeg saa udmærket godt forstaa! Med Deres Opfattelse af Familielykke og Deres Anskuelser om Ægteskabet som en Slags erotisk Leg eller Underholdning … Anskuelser, som jeg for Resten ogsaa selv en Gang har næret, men 187 som jeg lykkeligvis i Tide saa' Bedraget og Letfærdigheden i –"

"Undskyld, Hr. Pastor Hansted – men hvorfra har De faaet den besynderlige Vane efter eget Behov at tillægge Folk Meninger, som de aldrig har udtalt. De gjorde det før, og De gør det igen nu. For hvad véd De egentlig om min Opfattelse af Ægteskabet?"

"Da kunde det sandelig interessere mig at høre den. Den er sikkert i høj Grad original."

Hun gik en Stund og smilte hen for sig.

"Kunde det virkelig interessere Dem? Ja, saa vil jeg saamænd ikke gøre mig kostbar. Men jeg vil paa Forhaand sige Dem, at De paa ingen Maade faar noget Nyt at høre … De véd, jeg er paa alle Omraader konservativ i mine Anskuelser, og i dette Punkt er jeg det maaske mere end i noget andet. Min Mening om, hvad der betinger ægteskabelig Lykke, er ganske simpelt den samme, som vore Bedsteforældre gav et lidt svulstigt Udtryk i Ordene "Hjærternes Harmoni". Vi vilde vel i vore Dage hellere kalde det noget som "Nervesympati"."

"Nervesympati! Det er sikkert et fortræffeligt moderne Ord! Bare man rigtig vidste, hvad det betød. Kunde De ikke give en lille Forklaring?"

188 "Aa, jo," lo hun. "Men jeg har jo sagt Dem, at jeg er bleven Filosof. Dersom jeg derfor skulde udtrykke mig lidt mindre klart, maa De have mig undskyldt; det er paa Grund af lutter Dybsind! … Jeg vil da sige – –"

Hun standsede, lagde Kinden ned paa sit hvide Parasolskaft og saa' et Øjeblik med et eftertænksomt Smil op i Luften.

"Ja, saadan!" sagde hun saa og fortsatte sin Gang. "Jeg vil altsaa sige … Nervesympati imellem to Mennesker, dermed mener man, at alt, hvad disse to Personer ser, oplever, hører, læser o.s.v., gør et ensartet Indtryk paa dem bægge. Synet af et saadant Landskab f.Eks. eller Nydelsen af et Musikstykke maa hensætte dem i samme Stemning, maa ikke virke oplivende paa den ene og gøre den anden melankolsk. Udtrykker jeg mig ikke klart? .... Alle Livets mangfoldige Begivenheder, lige fra de ubetydeligste som f.Eks. et Uheld med en Tallerken, der gaar itu, indtil de store skæbnesvangre – sørgelige eller glædelige – Tilskikkelser, maa indvirke ens paa bægges Følelser, bringe deres Nerver i samme Art og Grad af Bevægelse. – Se, det var nu det! Altsaa videre! … Betingelsen for, at der mellem to Mennesker kan opstaa, hvad de Gamle kaldte "Hjærternes 189 Harmoni", er altsaa den, at deres Nerver har samme Art af Modtagelighed, er lige ømfindtlige overfor visse Indtryk, lige upaavirkelige overfor andre. – Beundrer De ikke min Logik? – – Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed," vedblev hun, da Emanuel stadig intet svarede, "det er Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse, vor Læsning .... ja ikke alene af vor egen men af vore Forældres, vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led, ikke sandt? De vil nu forstaa – –"

"Fortræffeligt!" afbrød Emanuel hende, idet han pludseligt med et stort Smil løftede Hovedet. "Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den, at dette andet Menneske maa være ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst have samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led … med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, deri har De Ret, Frøken Tønnesen. Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne, konservative Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed. Det mener jeg ogsaa!"

190 Frøken Ragnhild trak forstemt sine Bryn sammen og tav.

"Men tillad nu ogsaa mig at filosofere en Gang," vedblev Emanuel med stigende Livlighed. "De vil vistnok ogsaa fra Deres Standpunkt indrømme, at Menneskets højeste Opgave – og samtidigt dets største Glæde og Lykke – bestaar i Selvudvikling, i at føle sine Evner vokse, sit Syn udvides … kort sagt, at bringe saa meget ud af sine Muligheder, som man formaar. Har jeg ikke Ret?"

"Nu ja!"

"Men af hvis Venskab og – for ikke at bruge et saa gammeldags svulstigt Ord som Kærlighed – af hvis Fortrolighed kan man vente at høste det rigeste Udbytte for sit aandelige Jegs Udvikling, altsaa vente den største Glæde og Lykke? Mon af den, der ser, føler, tænker og handler præcis som jeg selv? Mon ikke snarere af den, hvis Syn kan aabne mig Udsigter, jeg aldrig før har anet; som med et for mig nyt Tanke- og Følelsesliv, en fra min forskellig Opdragelse kan berige min Viden, udvide Grænserne til alle Sider og ligesom fordoble Verden for mig? Jeg tror det – ja, jeg véd det. Jeg taler her af dyrebar Erfaring."

191 "Men De vender jo Sagen ganske paa Hovedet," sagde Frøken Ragnhild, skønt hun slet ikke havde hørt efter, hvad han havde sagt.

De blev i dette Øjeblik afbrudte af Doktoren og Frue, der en Tid havde staaet forude paa Vejen og ventet paa dem.

"Nu faar De virkelig ikke Lov til at slippe fra os, Hr. Pastor," sagde Doktoren med sit ubestemmelige Smil, der blottede hans store, hvide Tænder. "Nu har vi kun et Par Skridt til vor Dør, og De kan dog ikke naa tidsnok hjem til Teen hos Dem selv."

Emanuel saa' sig overrasket omkring. Uden at vide det var han kommen omtrent helt til Kyndløse, hvis forgyldte Kirke-Vejrfløj nu lyste i Halvmørket foran ham næsten som en hel Maane.

"Ja, nu maa De ikke sige nej," istemte Fruen med al den Hjærtelighed, hun kunde lægge i sin blide Stemme. "Dersom De tror, at Deres Hustru vil blive ængstelig over Deres Udeblivelse, kan vi jo let sende et ridende Bud."

Emanuel stod et Øjeblik stærkt tvivlraadig, inden han modtog deres Indbydelse. Egentlig havde han allerhelst sagt nej. Han havde nu i syv Aar udelukkende holdt sig inden for sin egen Vennekreds, hvor han alene følte sig hjemme; og han 192 ønskede ikke at knytte nogen varig Forbindelse med det hassingske Hjem. Men paa den anden Side var han bange for, at man skulde opfatte et Afslag som udsprunget af Frygt eller Undseelse. Navnlig tænkte han paa Frøken Ragnhild, der sikkert straks vilde udlægge det saaledes og bringe sin Opfattelse videre til hans Søster og øvrige Familie.

Forøvrigt skjulte han ikke for sig selv, at han tillige dreves af en Smule Nysgerrighed og en lille Trang til Oplevelse. Han havde nok Lyst til en Gang at se Doktor Hassings saa meget omtalte, efter alle Kunstens Regler udstyrede Hjem. Desuden var Samtalen med Frøken Ragnhild begyndt at interessere ham, netop som den var bleven afbrudt; og han havde ikke noget imod at faa Lejlighed til at fortsætte Diskussionen.

VI.

En Timestid efter sad Emanuel ved et fint dækket Aftensbord i Doktor Hassings stærkt oplyste Spisestue.

193 Han havde ikke helt overvundet den Følelse af Ufrihed og Ubehag, der uvilkaarlig havde bemægtiget sig ham ved Indtrædelsen i det fornemt udstyrede Hus, som i saa meget mindede ham om hans Faders Hjem, – ved igen at bevæge sig paa tæppebelagte Gulve, mellem udskaarne Møbler og store forgyldte Spejle, hvori man overalt saa' sin egen Skikkelse, ved at være omgivet af Billeder og Statuetter af nøgne Mænd og Kvinder og tage Plads i Fløjels Lænestole, hvori man sank ned som i en Pude; han var i første Øjeblik bleven saa oprørt over al denne Luksus, at han var begyndt at fortryde, at han havde ladet sig lokke herind. Allermest havde det dog generet ham at blive modtaget ude i Forstuen af en opfikset Stuepige med korte Pufærmer og pibestivet Kappe, der straks med mange falske Smil og Kniks havde frataget ham Stok og Hat og senere givet sig til at børste ham inde i et tilstødende Toiletværelse, mens hun stadig titulerede ham "Deres Velærværdighed". Han havde hele Tiden haft den største Lyst til blidt at tage Børsten fra hende og ganske jævnt sige:

"Hør, mit Barn, skal vi lægge alt Skaberi til Side og være Mennesker? Jeg er vant til at børste 194 mine Støvler selv – saa kan jeg vel ogsaa nok børste Støvet af mine Bukser!"

En lignende Trang til Modsigelse var opkommen hos ham ved Synet af det – i Forhold til hans egne Vaner – overdaadigt dækkede Aftensbord med dets mange pirrende Lækkerier, dets italienske Vinkarafler og øvrige kostbare Service. I det hele følte han stærkt det Ansvar, han havde paataget sig overfor sin Sag og sine Venner ved at nyde Gæstfrihed her i Fjendens Lejr. Han besvarede høfligt, endog udførligt, sin Borddames, Fru Hassings forskellige interesserede Spørgsmaal om Forholdene i hans Menighed men var bestandig agtpaagivende, gav sig ikke paa noget Punkt hen og aflagde ikke et Øjeblik den alvorlige, næsten mørke Mine, der var hans tavse Protest mod alt, hvad han saa' omkring sig.

Doktor Hassings Spisestue var udstyret i en noget besynderlig, halvt pompejansk, halvt moderne Stil. Langs med de terrakottafarvede Længdevægge var der opstillet langhalsede Vaser og Krukker paa smaa Konsoller; Endevæggene var betrukne med mørkegrønt Klæde, og paa dette var der ophængt pragtfulde Samlinger af gamle Fajancefade, Majolikaarbejder og antike Haandvaaben.

Ved den øverste Bordende sad Frøken Ragnhild 195 og Doktoren og disputerede ivrigt om moderne Musik; ved den nederste sad de to Unge, der for det meste stak Hovederne sammen under en hemmelighedsfuld Hvisken, og hvis snart varme, snart fornærmede Øjekast til hinanden syntes at tyde paa, at Fætterskabet var paa Veje til at glide over i et mere fortroligt Forhold.

Lige overfor Emanuel og Fru Hassing sad en lille tavs, sortklædt Dame, og ved Siden af hende en ældre Herre af et højst ejendommeligt Udseende. Han var en Mand paa omkring halvfjerdsindstyve Aar, stor og plump af Legemsbygning, med et fuldkommen skaldet Hoved, hvis knudrede Isse var saa hvid og blank, at alle Stuens Lys spejlede sig i den. Ansigtet var rødvinsfarvet og delt paa tværs af en bred Mund, som hvert Øjeblik aabnede Udsigten til en stor og tyk Tunge, der hindrede ham i at tale rent. Øjnene var smaa og lidt skelende, Næsen derimod et fuldkomment Papegøjenæb, og fra Hagen hang en stor, rødblaa, nobret Hud ned over Halsen ligesom en Pelikanpose. I dette Ansigt sad et lillebitte hvidt Fipskæg og et Par smaa, halvmaaneformede Bakkenbarter, der efter gammel Hofmode strakte sig fra det underste af Øret hen imod Midten af Kinden. Til dette aristokratiske Skæg svarede et stift, sort 196 Atlaskes Halsbind, en ovalformet Brillantnaal (med en vedhængende Stump Guldkæde og en lille Hæftenaal) midt i Skjortebrystet samt et stort, broget Silkelommetørklæde, hvormed han idelig og uden synlig Grund tørrede sig bag om sin tykke Nakke. Forøvrigt var han klædt i en ganske tarvelig graa Klædesfrakke, og hverken hans Linned eller hans Hænder røbede nogen stærkt udviklet Properhedssans.

Denne Mand var den af Fru Hassing og hendes Nevø saa ængsteligt omtalte "Onkel Joachim", en forhenværende Herregaardsbesidder, med Titel af Jægermester, som for nylig paa Grund af en altfor junkerlig Svaghed for Luksusheste, kostbare Ekvipager, stort Tjenerskab, fine Vine og illigitime Kærlighedsforbindelser havde været nødt til at sælge sin Ejendom og nu levede hovedsagelig af Familiens Naade. Sammen med sin Søster – den lille sortklædte Dame – opholdt han sig for Tiden hos Doktor Hassings i "et Besøg", der allerede havde strakt sig over adskillige Maaneder.

I god Overensstemmelse med sine øvrige Tilbøjeligheder havde Onkel Joachim altid sat en Stolthed i at høre til "de faa", der endnu hyldede de mest yderliggaaende reaktionære Anskuelser paa alle Omraader. Han kaldte sig bestandig – og 197 samtidig slog han sig med Varme paa sit brede Bryst – "en Repræsentant for Ideerne fra før Ulykkesaaret 48"; og det havde ikke formildet hans Sindelag mod det overalt fremrykkende Demokrati, at det netop blev en rig, pengegerrig Bonde, hvem hans Ejendom ved Tvangsavktionen var kommen til at tilfalde. Doktor Hassings ellers saa tyste og navnlig for al Politik ganske tillukkede Hjem havde i den sidste Tid fra Morgen til Aften genlydt af rasende Udfald mod Bønderne, Rigsdagen, Højskolerne og mod selve Regeringen. Jægermesteren var nemlig nok regeringsvenlig og navnlig kongetro; men han fandt, at man tog altfor valent og ængsteligt fat paa "Oprørerne"; han begreb ikke, hvorfor man ikke straks proklamerede den uindskrænkede Enevældes Genindførelse, og det var et Forslag, hvortil han stadig kom tilbage, at man skulde sende alle Demokrater, i hvert Fald alle demokratiske Rigsdagsmænd, paa Krigsskibe over til Kristiansø, hvor de skulde hugge Sten, indtil de havde forbedret sig. Alle andre Forholdsregler var efter hans Mening Lapperier, Slag i Luften, der ikke vilde føre til noget Resultat.

Der havde derfor virkelig været Grund til med nogen Ængstelse at imødese Præsentationen mellem denne Mand og Emanuel – og de spændte 198 Forventninger var da heller ikke blevne uopfyldte. Saa snart Jægermesteren havde hørt Emanuels Navn, var hele hans Hoved bleven purpurrødt; og uden at give ham Haanden eller besvare hans – for Resten ogsaa temmelig flygtige – Hilsen fór han ind i Spisestuen til Fru Hassing, der var i Færd med at tilse Aftensbordets Dækning.

"Hvad skal det sige!" raabte han her med sit tykke Mæle, hvis Styrke han paa Grund af Tunghørighed aldrig formaaede ret at beregne. "Er det ikke den gale Rabulist og Folkeforfører derovre fra Vejlby? Og med saadanne Folk holder I Omgang! Med den Slags Personer fører I mig sammen! Hvad er Meningen, Ludovica?"

"Hør Onkel!" svarede Fru Hassing med en Bestemthed, der var hende ganske fremmed, og som derfor ogsaa gjorde et dybt Indtryk paa Onkel Joachim. "Du véd, at hverken Hassing eller jeg befatter os med Politik. Men Pastor Hansted er en overordentlig dannet og interessant Mand, af hvis Konversation man kan høste baade Fornøjelse og Belæring, uden at man derfor behøver at hylde hans Anskuelser. Jeg vil derfor bede dig om, Onkel Joachim, at du ikke paa nogen Maade fornærmer Pastor Hansted men husker paa, at han i Aften er vor Gæst."

199 Det var Virkningen af denne Formaningstale, der endnu i Begyndelsen af Maaltidet havde kunnet spores paa ham, idet han sad stiv som en Stolpe og med fornem krænket Mine lod de fleste Retter gaa forbi. Men da han mærkede, at hans tavse Protester forblev ganske upaaagtede – eller maaske, fordi de i Længden krævede altfor stor Selvfornægtelse af ham – forandrede han pludselig sin Holdning, tog med Graadighed for sig af alt, hvad der var paa Bordet, larmede ugenert med Kniv og Gaffel og afbrød hvert Øjeblik de andre i deres Samtaler med højrøstede Anmodninger om Brød, Smør, "lidt mere Leverpostej, Ludovica", for dermed at vise, at Rabulisten ikke længer eksisterede for ham.

Underholdningen omkring Bordet var efterhaanden bleven ret livlig. Ogsaa Emanuels langsomme og betænksomme Tale hørtes bestandig oftere mellem de andres lette Konversation.

Samtalen mellem ham og Fru Hassing var lidt efter lidt gleden over paa et brandfarligt Emne, nemlig paa Spørgsmaalet om Tidens store Folkeoplysningsarbejde, navnlig indenfor Bondestanden. Emanuel udtalte uforbeholdent sine Anskuelser og fremhævede med Vilje ganske særlig 200 den Betydning, han tillagde Højskolernes Virksomhed paa dette Omraade.

Fru Hassing var lutter lyttende Opmærksomhed. Hun hørte til den Slags letbevægede Kvinder, der øjeblikkelig bliver varme for alt, hvad de mærker andre være varme for. I hendes regelmæssigt smukke, ikke særlig intelligente Ansigt, med de blødt rundede Kinder og det lidt madonnaagtige Smil, kom der altid et Udtryk af dyb Eftertænksomhed, saasnart nogen talte; – det saa' ud, som om Vedkommende med sine Ord klargjorde hende netop det, hvorpaa hun længe forgæves havde grundet. Saaledes sad hun ogsaa nu – med den ene Albu let hvilende paa Bordkanten, en Finger lagt op over Kinden – og naar hun nu og da i sin syngende Tone fremkom med, hvad hun kaldte "sine Betænkeligheder", var det i Virkeligheden mindre for at modsige ham end for at give ham fornyet Lejlighed til at udvikle sine Anskuelser.

Men ogsaa de andre var begyndt at lytte. Emanuels urokkelige Alvor og den stærke Selvfølelse, der ligesom hans grovt klædte Skikkelse og store Skæg frembragte et Indtryk af Mandighed og Kraft … ja, selv den noget foredragsagtige Maade at tale paa, som han havde vænnet sig til ved idelig at optræde belærende overfor Bønder, gjorde 201 ham stadig mere interessant i deres Øjne. Desuden var Emnerne for hans Samtale saa fremmede for dem, hans Udtalelser derfor saa nye og overraskende, at han uvilkaarlig paatvang dem Respekt.

Endog de to Unge afbrød bestandig oftere deres Hvisken for at høre efter ham, naar han talte; og Sportsmanden blinkede en Gang hen til Fru Hassing, som om han vilde sige:

"Du har for Resten Ret, Tante! … Der er virkelig lidt Stil over Manden!"

Derimod var Frøken Ragnhild øjensynlig forstemt. Hun sad tilbagelænet mod Stoleryggen, og hendes lange, spidse Fingre smuldrede stedse mere nervøst noget Brød paa Dugen, efterhaanden som Opmærksomheden samlede sig om Emanuel.

Emanuel selv blev i Længden ikke helt upaavirket af den Opsigt, hans Tale vakte. Han havde desuden – uden at tænke paa sit Afslag ude paa Marken – i Løbet af Maaltidet drukket et Par Glas Vin. Hans Tone blev mere utvungen, og han formede efterhaanden sine Sætninger med en Klarhed og et Fynd, som undertiden overraskede ham selv.

Men samtidigt voksede hos ham den Modsigelsestrang, den Følelse af Forpligtelse til alvorligt at sige disse Mennesker Sandheden, der hele Tiden 202 havde ulmet ham i Blodet. Hvorfor ikke dristigt pege derhen, hvor Tampen virkelig brænder? spurgte han sig selv. Havde han overhovedet Ret til at sidde her mellem al denne Letfærdighed og Forfinelse uden at hæve sin Røst imod den? Var det ikke hans Pligt at gøre sit til at vække disse Mennesker op af deres trygge Selvtilfredshed, af deres fornemme Uvidenhed om alt, hvad der fik det store Folks Hjærte til at banke i Fryd og Forventning?

Der blev paa én Gang nogen Uro omkring Bordet. Fra sin allerede temmelig udæskende Lovprisning af Højskolerne og den Aand, der fra dem var udgaaet til Befolkningen paa Landet, kastede han pludselig Talen ind paa Øjeblikkets store Strid mellem Regeringen og Folket.

Alle saa' ængsteligt hen paa Onkel Joachim. Hans Hoved var atter blevet purpurrødt og svulmede op som en Ballon, der fyldes; og ikke saa saare gjorde Emanuel en Standsning i sin Tale, før han med hele sin Overkrops Vægt, lagde sig frem over Bordet.

"Tillad mig, Højstærede!" udbrød han med sin tykke Læspestemme, idet han efter tunghørige Folks Vane lagde en Haand – en højst uaristokratisk Næve med lange Haartotter paa alle Fingerleddene – 203 op bag Øret. "Jeg hører, De er en ivrig Beundrer af denne saakaldte Folkefrihed og denne … denne saakaldte … almindelige Stemmeret, jeg be'r!"

"Unægteligt!" svarede Emanuel, lidt utaalmodig over at blive afbrudt fra denne Kant.

"De vil da maaske tillade mig, Højstærede, at fremføre for Dem et Eksempel, som dog maaske vil bringe Dem paa nogle andre Anskuelser. Jeg behøver blot at fremføre et eneste Eksempel for klart at godtgøre for Dem, hvor forkastelig, ja rent ud fordærvelig denne … jeg be'r … denne saakaldte … almindelige Stemmeret er for et Lands Fremtid og Velfærd."

Fru Hassing sendte sin Mand et Blik for at faa ham til at standse Onkel Joachim. Men Doktoren, der bag sit korrekte og værdige Ydre gemte ikke saa lidt af en ungdommelig Skælmsmester, lod, som om han ikke saa' det. Han fandt, at det kunde være ret underholdende at blive Vidne til en lille Holmgang mellem de to stridslystne Herrer.

"Jeg tillader mig altsaa – ganske kort – at fremføre følgende for Dem," fortsatte Jægermesteren. "Jeg havde en Gang … for nogen Tid siden, hm! … en Røgter … en Røgter, forstaar De! Maaske en meget ædruelig og skikkelig Person, men ganske uvidende, aldeles blottet for selv de 204 mest elementaristiske Kundskaber. Dersom Nogen vilde have spurgt ham … f. Eks. om, hvad tre Gange seks er, vilde han rimeligvis have svaret saadan noget som ni eller tolv eller maaske fjorten. Jeg be'r Dem! … Eller dersom Nogen havde spurgt ham om, hvad f. Eks. Hovedstaden i Tyskland hedder, vilde han uden Tvivl have svaret Skjelskør … det var nemlig den eneste By, han kendte, foruden København og Roskilde. Med Hensyn til Lovkyndighed, saa vidste han præcis lige saa megen Besked om, hvad der stod i vor … saakaldte … Grundlov, som hvad der staar i den tyrkiske eller kinesiske! Nu tillader jeg mig at spørge," fortsatte han med stigende Selvfølelse, da han paa den almindelige Tavshed kunde mærke, at han var begyndt at gøre Lykke. "Er det virkelig Deres Mening, Højstærede, at en saadan Person bør have lige saa megen Indflydelse paa Styrelsen af et Riges indre og ydre Anliggender som en Mand som … som f. Eks. vor ærede Vært, Hr. Doktor Hassing? Jeg be'r Dem!"

Han kastede sig tilbage paa Stolen, lagde Armene over Kors paa Brystet og afventede i denne Stilling sejrstryg Emanuels Svar.

Emanuel havde haft mest Lyst til at svare Jægermesteren med den overbærende Humor, som 205 dennes hele Person syntes ham mest at indbyde til. Men han mærkede nu den Forventningsfuldhed, hvormed ogsaa de andre saa' hen paa ham for at høre hans Svar; og efter nogle Øjeblikkes Betænkning, hvorunder han langsomt drak ud af sit Glas, sagde han da:

"Jeg mener, at den omtalte Røgter, trods al formentlig Uvidenhed, ikke alene burde have haft lige Ret med Doktor Hassing men – om der skete ham fuld Retfærdighed – maaske snarere den dobbelte."

Svaret kom med en saadan Overbevisning og lød saa paradoksalt, at man uvilkaarlig brød ud i Protester.

"Men det kan De dog umuligt mene!" sagde selv Fru Hassing, mens Onkel Joachim – med Haanden krummet bag Øret – lagde sig ned imod sin Søster og med en Stemme, som han rimeligvis selv antog for hviskende, raabte: "Hvad siger han? Hvad er det, han siger?"

"Jeg synes dog virkelig, at den Ting er ganske simpel og indlysende," vedblev Emanuel, yderligere gjort veltalende af den Modsigelse, han fremkaldte. "Jeg forstaar ikke, hvorfor en Mands Fødsel skal have nogen Indflydelse paa hans Forhold til Staten. At et Menneske er født i Fattigdom, 206 kan være en Ulykke for ham, og der var snarere Grund til at yde ham en Oprejsning derfor end til det modsatte. Og hvad hans Uvidenhed eller rettere Mangel paa Lærebogskundskaber angaar – ja, saa betyder den jo egentlig blot, at Staten ikke har villet bekoste tilstrækkeligt paa hans Uddannelse; … men derfor er der dog ingen Grund til altid at lade ham være Stedbarn; tværtimod! – Men man kan ogsaa se Sagen fra en anden Side. Jeg vil sige … Nej, lad ogsaa mig tage et Eksempel! Jeg vil tage en saa betydningsfuld Sag som Spørgsmaalet om Krig og Fred … Spørgsmaalet staar jo virkelig paa Dagsordenen for Øjeblikket … med andre Ord, skal vi styrte os ud i Krigsspekulationer, eller skal vi gøre alt, hvad der kan bestaa med vor Ære, for at holde Fred med vore Naboer. Dette er altsaa Spørgsmaalet. Nu maa dog enhver give mig Ret i, at for en Mand i Doktor Hassings Stilling vil Udbruddet af en Krig – økonomisk set – ikke medføre nogen væsentlig Forandring i hans Livsvilkaar. Jeg mener, han behøver af den Grund ikke at paalægge sig nogen Art Forsagelse, for ikke at tale om, at han ikke har noget at befrygte af Fremtiden … jeg taler her aldeles ikke om de langt dybere Følelser, som en saadan Begivenhed naturligvis vil fremkalde 207 hos enhver ædelttænkende Dansk, men som maa antages at være ens for alle. Derimod paastaar jeg, at for en fattig Arbejdsmand betyder Udbruddet af en Krig noget ganske andet og langt mere. Det betyder i mange Tilfælde hans fuldstændige Forarmelse. Hans Arbejde standser, Landets Handel, Fabriksdrift o.s.v., alt staar stille. Samtidigt fordyres Levnedsmidlerne, Skatterne forhøjes … og ikke nok dermed, men hans unge Sønner, der skulde være hans Støtte i Alderdommen, sendes mod Fjenden, bliver maaske skudte eller gøres til Krøblinge. Det vil sige, de kommer fremtidig til at hvile som en ny, tung Byrde paa Familien. Og en saadan Mand, hvis Nutid og Fremtid saa frygteligt trues, ham skulde man ikke spørge om Forlov, endog to Gange? … Og paa samme Maade stiller Sagen sig i næsten alle Forhold. Det er altid de Smaa og de Fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de Bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der véd mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der yder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse … men derimod dem, der risikerer mest. Saadan er i alt Fald min Statslære!"

208 "Men saa er De jo næsten … saa er De vel egentlig Socialist," ytrede Fru Hassing; hun sad med Fingren under Hagen og saa' tankefuldt op mod et Hjørne af Loftet.

"Om jeg er Socialist eller ikke, skal jeg saamænd ikke nøje kunne sige. Dersom de Anskuelser, jeg her har udtalt, er socialistiske – nu ja, saa er jeg Socialist. Jeg lader mig ikke skræmme af den Benævnelse!"

"Hvad siger han? … Siger han Socialist?" stammede Jægermesteren og lagde sig igen ned imod Søsteren, hvis Beskæftigelse i det hele syntes at være den at hænge ved hans Øre som en levende Høretragt.

"Men De maa dog virkelig indrømme, Hr. Pastor," – tog nu Doktoren til Orde – "at Folket – saadan i Almindelighed taget – i mange Tilfælde slet ikke véd eller er i Stand til at danne sig nogen Dom om, hvad der er til dets eget Bedste. Dertil fordres dog i mange Tilfælde Forudsætninger – Kundskaber, Erfaringer o.s.v. – som f.Eks. en Arbejdsmand paa Landet ganske og aldeles mangler. Naturligvis findes der mange udmærkede Undtagelser – det skal jeg, Gud bevares, aldrig benægte; paa ingen som helst Maade benægte; – men ganske i Almindelighed kan man 209 dog vistnok sige, at Almuen, f.Eks. vor store Bondebefolkning, er at betragte som et stort, uerfarent – maaske for Tiden ogsaa lidt uregerligt – Barn, der kun vilde styrte sig selv i allehaande Ulykker, i Fald man ganske overlod det til dets egen Dømmekraft. Synes De dog ikke, jeg har Ret?"

"Jeg véd ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden," svarede Emanuel. "Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man, ved at imødekomme de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad, har udsat vort Land for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel efter Eksempel paa, at man – til Trods for Almuens Advarsler – har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke. Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, klar Forstand, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed, der ved Aand eller Handlekraft har raget op over sin Samtid, uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet 210 paa Bonden i hans Slægt. Det er historisk beviseligt! … Derimod vil man næppe kunne finde en eneste fremragende Dygtighed, der igennem mange Slægtled har haft sin Rod i de saakaldte højere Lag. Det er vor Bondes Flid, Nøjsomhed og sejge Udholdenhed, som alle vore dygtige Mænd har haft i Arv; … det var saadan i Fortiden, og det er saadan endnu den Dag i Dag. Aar for Aar sender Landet frisk, ung, virkelysten Kraft ind til Byerne … og hvert Aar udspreder disse til Gengæld en Samling hensygnende, aandeligt eller legemligt forkrøblede Stakler, som Landliv og Landluft skal bringe paa Fode igen. Det er ganske samme Forhold som med vor gode, taalmodige, danske Muld, der Aar for Aar sender sit nærende Korn ind "mellem de røde Tage" … og faar Gødningen tilbage!"

Han havde talt med stigende Lidenskab. Maaske var hans Henrevenhed en Smule bevidst; men han tog sig godt ud, som han sad dér med sine rødblonde Haarlokker og det lyse Skæg, varm af Talen, af Vinen og sin alvorlige Overbevisning. Der var kommen lidt af et virkelig profetisk forklaret Udtryk i hans Ansigt, og Stuens stærke Lys havde tændt to smaa Stjærner i hans himmelblaa Øjne.

211 Der opstod efter hans Tale et Øjebliks Tavshed. Den blev afbrudt ved, at Doktoren vendte sig mod Frøken Ragnhild og sagde:

"Ja, hvad siger nu De, Frøken Tønnesen? Vil ikke ogsaa De give Deres Bidrag til Diskussionen."

Hun rettede sig langsomt op fra sin tilbagelænende Stilling og sagde:

"Jeg holder med Pastor Hansted."

"Hvad for noget? … Ogsaa De!" udbrød man rundt om, mens Onkel Joachim, efter at have faaet hendes Ord gentaget af Søsteren, med et "Gud forbarme sig" slog Hænderne sammen over Hovedet.

"Ja, jeg tilstaar det," fortsatte hun roligt. "Jeg er ogsaa af den Mening, at i et Land som vort, med dets lange, mørke Vinter og øvrige strenge Livsbetingelser for dets Beboere … at i dette vort kære Fødeland, der maaske, ligesom hele det øvrige Norden, aldrig burde have været civiliseret men endnu henligget som et Slags stort Grønland, hvortil man i Sommertiden kunde tage op for at jage og fiske, … Ja, hvad var det nu egentlig, jeg vilde sige?"

Hun saa' sig omkring med et tvungent Smil.

"Jo, nu husker jeg det. Det var bare dette … 212 at i et saadant Land er det – som Hr. Hansted rigtigt antydede – ganske naturligt de stærke Skuldre og de brede Pander, som det fornemmelig kommer an paa. Som Hr. Hansted ogsaa fuldkommen rigtigt antydede, er det netop, hvad vor Historie lærer os, at her i Danmark dør og henfryser og bortblæser hurtigt alt, hvad der ikke maaler fyrretyve Tommer over Brystet og tyve mellem Ørene. Jeg giver Pastor Hansted fuldstændig Ret i, at vi Stakler egentlig lever paa Bondens Naade … det har jeg selv altid haft en levende Fornemmelse af."

Der opstod ogsaa efter hendes Ord et Øjebliks forlegen Tavshed. Man var ikke ganske klar over, hvad der skulde optages som Alvor, og hvad som Ironi.

Kun Doktoren mærkede et Uvejr i Luften og fandt det raadeligst at bryde af, mens Legen endnu var god.

"Tør jeg saa bede Dem tage til Takke, mine Damer og Herrer."

Man rejste sig og bød hinanden Velbekomme.

Ogsaa Frøken Ragnhild og Emanuel mødtes og gav hinanden Haanden.

213 "Min oprigtige Kompliment, Hr. Pastor!" sagde hun. "Det maa jeg lade Dem … De har virkelig uddannet Dem til en slagfærdig Debattør!"

VII.

Inde i den salonmæssige Dagligstue var der rundt om paa Smaaborde og Konsoller hensat tændte Lamper, ialt en seks-syv Stykker, der alle var dækkede af mørktbrogede Skærme. Herved kom Rummet til at hvile i en behagelig Halvskumring, ret egnet for fredelig Hvile i de store fløjelsbetrukne Lænestole, hvoraf Stuens Bohave væsentlig bestod.

Mellem to Vinduer stod en Fløjdør aaben ud til en glasdækket Veranda, egentlig en hel lille Vinterhave, fuld af Palmer og højstammede Planter, hvor en rød Ampel hang ned fra Loftet og lyste som en opgaaende Maane mellem blomstrende Grene og olieblanke Blade. Herfra var der aabent ud til den noget lavere liggende Have. Man kunde fra Stuen se en Græsplæne med en Stenvase, nogle Rosenbusketter, et Kaprifolielysthus og et 214 Par høje Poppeltræer, alt badet i Sommernattens højtidsfuldt blege Skær.

"Nu er De nok saa skikkelig at spille lidt for os, Frøken Tønnesen," sagde Doktoren.

"Jeg antager, vi alle er enige om, at Sindene kan trænge til at dysses lidt i Ro."

"Hjærtelig gærne!" svarede Frøken Ragnhild. … "Naar jeg blot kunde huske noget!" tilføjede hun lidt efter henne ved Klaveret, hvor hun paa Virtuosmanér stod og bøjede sine sammenfoldede Hænder for at gøre Fingrene smidige.

Emanuel havde anbragt sig i en stor Armstol i Nærheden af Verandaen. Han var ikke rigtig velfornøjet med, at der skulde musiceres. Han var endnu for opfyldt af Samtalen ved Bordet og havde helst set, at man havde fortsat Diskussionen.

Imidlertid havde ogsaa de andre taget Plads rundt om i Stuen og gjort sig det mageligt i de brede Stole. Kun Onkel Joachim var forbleven inde i Spisestuen, hvor man en Tid hørte ham give sit Hjærte Luft for Søsteren … indtil Fru Hassing, da Frøken Ragnhild anslog sin første Akkord, gik hen og aabnede Døren og med et "Tys" bragte ham til Tavshed.

Frøken Ragnhild begyndte sit Spil med et Par kraftige Løb op og ned ad Klaveret ligesom 215 for at rense Luften i Stuen. Saa sad hun et Øjeblik ubevægelig, med bægge Hænder i Skødet, under en Stilhed, hvori man syntes allerede at høre Musiken klinge fra det fjerne.

Henne i den mørkeste Krog af Stuen havde den unge Frøken Gerda forputtet sig.

Der var i Aftenens Løb foregaaet en paafaldende Forandring med den før saa muntre unge Pige; hun var bleven mærkelig stille, næsten højtidelig. For Fætterens Galanterier havde hun under Maaltidet vist sig mere og mere udeltagende, hvorimod hun med stedse større Opmærksomhed havde set og hørt paa Emanuel, naar han talte.

Ogsaa nu sad hun og stirrede ufravendt paa ham med store, undrende Øjne. Hun havde bøjet sig forover og støttede Albuerne paa sine Knæ. Et mørkerødt Skær fra en nærstaaende Lampe belyste hendes Ansigt og de foldede Hænder, hvorpaa hun hvilede sin Hage; Resten af hendes Skikkelse utydeliggjordes af Skyggen. I hvert af hendes Træk saa's Familieskabet med Fru Hassing; hun havde omtrent den samme madonnaagtige Ansigtsoval, Mundens og Hagens bløde Linjer røbede den samme sværmeriske Hengivelsestrang; men Næsen var kraftigere, Kindens Runding fastere, og der ulmede en Ild af vaagnende Lidenskab i 216 de store, fløjelsbrune Øjne, hvorover de mørke Bryn tegnede sig som et Par Vinger, der løfter sig til Flugt.

Da det første Musikstykke var til Ende, og mens der mellem Frøken Ragnhild og Doktoren veksledes nogle Bemærkninger om Komponisten, rejste hun sig fra Stolen og listede langs med Væggen hen til Fru Hassing, der sad i den modsatte Ende af Stuen.

"Tante," hviskede hun, idet hun bøjede sig helt ned over hende. "Er det virkelig sandt, at han er gift med en Bondepige?"

"Ja, mit Barn."

"Med en rigtig Bondepige?"

"Ja, mit Barn," gentog Fru Hassing og klappede hende paa Kinden.

Hun blev et Øjeblik staaende med Haanden oppe paa Ryggen af Tantens Stol og saa' mod Gulvet. Da Frøken Ragnhild i det samme begyndte et nyt Musikstykke, listede hun sig tilbage den samme Vej, hun var kommen, og satte sig igen til at stirre over paa Emanuel.

I nogen Afstand fra hende sad Fætteren, der hele Tiden gjorde sig Umage for ved Tegn at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. Men hun lod, som om hun ikke saa' det; og da han en Gang 217 i Utaalmodighed vilde forsøge paa at naa hende med en langskaftet Fjerkost, som han havde fundet i sin Nærhed, tilkastede hun ham et saa lynende Blik, at han af Betuttelse nær var vippet ned af Stolen.

Emanuel havde i Begyndelsen ikke synderlig Opmærksomhed tilovers for Musiken. Det første Stykke havde ogsaa været en moderne, sværtopfattelig Komposition, der i hans Øre lød aldeles som en Kattekoncert. Han havde lænet sig tilbage i Stolen og hengivet sig til sine egne Betragtninger. Hans Blik var gledet rundt i Stuen, hen over Væggenes Billeder og de hvide Statuetter paa Hjørnepiedestalerne … og alt imens havde en tung Døsighed sænket sig over ham. Det var allerede bleven langt over hans sædvanlige Sengetid, og Værelsets Tusmørke, Dagens mange nye Indtryk, Slappelsen efter den megen aandelige Anspændelse, maaske ogsaa Virkningen af Aftensbordets Vin gjorde ham snart saa mat og tung, at han ligefrem maatte kæmpe med Søvnen.

Men efterhaanden begyndte han at lytte. Kendte Toner naaede hans Øre … brusende, højtidelige Harmonier, der kom til ham som fra en anden, fjern Verden. Han vidste i Begyndelsen slet ikke, hvortil han skulde henføre dem, og forstod ligesaa lidt 218 den stærke Sindsbevægelse, hvori de satte ham, den Blanding af Vemod og Jubel, der fik hans Hjærte til at banke. Da genkendte han Chopins Sørgemarsch, hans Søsters Yndlingsstykke, som han i sine Ungdomsdage saa ofte havde hørt hende spille i Mørkningstimerne derhjemme, … og i det samme var det, som om Omgivelserne forvandlede sig for ham. Det var ikke længer Doktor Hassings Dagligstue men hans eget Barndomshjem, hvori han befandt sig; det var hans egen Søster Betty, der sad derhenne paa Taburetten mellem Klaverets to tændte Lys, … ja selv den Duft af Heliotropaande, der nu og da strøg ind i Stuen ude fra Verandaen eller fra Haven, syntes ham at tilhøre Ungdomstiden i hans Faders Hus. Indbildningen blev tilsidst saa levende hos ham, at han ikke kunde blive den kvit; det var, som om Musiken magtstjal hans Tanke og Vilje. Han følte sig fangen under en Fortryllelse, som han ikke formaaede at blive Herre over.

Saasnart Musikstykket var til Ende, rejste han sig. Han vilde hjem.

Temmelig hovedkulds tog han Afsked med hver især af Selskabet, takkede Vært og Værtinde og var faa Øjeblikke efter ude paa Vejen.

Men heller ikke herude hævedes straks Fortryllelsen, 219 skønt han under Gangen stødte sin Egekæp saa haardt mod Jorden, at dens Jærnsko slog Gnister af Vejens Sten. Det blege, højtidelige Sommernatslandskab under den vatrede Himmel og med Landevejens sorte, cypresagtige Poppeltræer virkede i Begyndelsen paa ham som en Levendegørelse af Frøken Ragnhilds Musik. Tonerne blev ved at forfølge ham hen ad den bugtede Vej, og han blev ikke rigtig sig selv, før han naaede over Sognegrænsen og saa' de hjemlige Bakkers mørke og tunge Masser tegne sig højt mod Horisonten.

Imidlertid havde han inde i Doktorens Dagligstue været Emnet for en livlig Underholdning. Onkel Joachim var kommen til Stede og havde faaet Lov til frit at udtale sig, – hvad han i rigeste Maal benyttede sig af. Fru Hassing til Gengæld lovpriste Emanuel, og selv Doktoren maatte indrømme, at han "virkelig var et meget ejendommeligt og langtfra ubegavet Menneske".

Frøken Gerda havde straks efter Emanuels Bortgang sagt Godnat og var gaaet i Seng.

Frøken Ragnhild forholdt sig stadig temmelig tavs; men hun havde nu heller ikke særlig Grund til at være tilfreds med denne Aften. Det var virkelig sandt, hvad hun i sin Samtale med Emanuel havde 220 ytret, at hun i syv Aar havde længtes efter den Dag, da hun kunde komme til at overraske ham herude; … og Udsigten til at faa dette Ønske opfyldt havde bidraget ikke uvæsentligt til, at hun havde overvundet sin Skræk for Landlivet og modtaget Fru Hassings Indbydelse.

Det var ikke lutter Nysgerrighed, der havde drevet hende herud. Hun havde, siden hun for syv Aar tilbage tog Afsked med daværende Kapellan Hansted, baaret paa en Slags Skamfølelse, som hun vilde befri sig for. Det var ret hurtigt efter deres Adskillelse gaaet op for hende, at den Interesse, hun havde næret for ham, ikke bundede i en saa ublandet Venskabsfølelse, som hun selv havde troet, men at der virkelig ved Samlivet med ham var gaaet et nordisk køligt Pust af Kærlighed hen over hendes Sjæl; og hun havde siden ofte følt sig nedværdiget ved Erindringen derom. Der var noget uudholdeligt ydmygende for hende i, at hun havde kunnet give, om saa blot en lille Flig af sit Hjærte bort til En, der havde giftet sig med en Bondepige; og hun havde ikke rigtig kunnet faa Ro i sit Sind, før hun havde ydet sig selv Oprejsning ved en Gang igen at føle hele sin Overlegenhed overfor ham; … men i denne 221 Henseende havde Mødet med Emanuel ingenlunde givet hende den forventede Tilfredsstillelse.

VIII.

I Vejlby Præstegaard havde Emanuels Bortebliven ikke vakt nogen Forundring; ved hans sene Hjemkomst spurgte Hansine ham ikke en Gang om, hvem han havde besøgt. Hun var vant til, at han lod sig holde fast af de Venner, hos hvem han tilfældigt faldt ind, og at han i Samtalens Løb ganske glemte baade Tid og Sted.

Først den næste Morgen fortalte Emanuel hende, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, … og dermed havde han helst villet skrive den hele Historie i Glemmebogen. Han var vaagnet med en Fornemmelse af daarlig Samvittighed, og jo flere af Aftenens Begivenheder der dukkede op i hans Erindring, des mere ærgrede han sig over sig selv, over hvad han kaldte sit dumme og skabagtige Overmod.

"Der kan man dog virkelig se, hvor forgiftet Luften maa være mellem saadanne Mennesker," tænkte han. "Efter otte Aars Forløb 222 kan man ikke stikke Næsen ind i den uden straks at tabe Herredømmet over sig selv og forfalde til Unatur."

Han tog den Lære af, hvad der var sket, at han fremtidigt skulde vare sig bedre; og i det hele blev Besøget hos Doktor Hassings ingenlunde uden Indflydelse paa ham. Det bragte ham endelig ud over den Slappelsestilstand, som saa længe havde nedtrykt ham, … gav ham aandelig Svingkraft til at komme over det døde Punkt, hvorpaa han siden Guttens Død havde befundet sig. Han følte sig atter fuldkommen glad og lykkelig i sit Hjem, gik hver Morgen syngende ud i sin Stald og var utrættelig i at give Hansine halvt humoristiske Skildringer af Doktorens Hus og Familje, ikke mindst af Onkel Joachim. Han fortalte om Stuernes Udstyrelse, gav nøjagtige Beskrivelser af Aftensbordets Dækning og de forskellige Retters Udseende; og skønt Hansine langtfra bad ham derom og altid under hans Fortællen iagttog ham temmelig skarpt, som om hun ikke rigtig havde Tillid til hans Munterhed, kom han idelig tilbage til Samtalen ved Aftensbordet og de forskellige Personers Udtalelser.

Om Søndagen prækede han – næsten uden Forberedelse – med al sin gamle Kraft og Varme. Dagens Tekst var Evangelisten Marcus' Berettelse om Kristus, 223 der bespiser Folket i Ørkenen med fem Brød og nogle smaa Fisk. Efter sin Sædvane anskueliggjorde han først selve Begivenheden for sine Tilhørere, udmalede poetisk Ørkenens højtidsfulde Stilhed, dens evigblaa Himmel og det forrevne Klippelandskab, hvorpaa Solen fra Morgen til Aften kastede sine brændende Straaler.

Derpaa fortsatte han i forandret Tone:

"Og saa er der detteherre med de fem Brød og de smaa Fisk, som saa mange Tvivlere faar i den gale Hals. "Nej véd I hvad," siger de, "at mætte fire tusende Mennesker med en saa smal Kost og endda faa fem fulde Kurve tilovers, det er jo den rene Galmandssnak. Det er noget, I kan bilde Bønder ind; men kom ikke med det til os!" … Ja, saadan siger disse stakkels Mennesker, som ikke kender og ikke vil anerkende anden Slags Sult end den, der faar Maverne til at knurre. Men vi, som véd, hvad det vil sige, at Aanden hungrer, og at Sjælen tørster – ikke sandt? – aa, vi forstaar det altsammen saa godt. Vi har alle kendt disse svage, modløse Øjeblikke, da vi synes, at alt bliver stenet Ørken omkring os; og vi skimter ingen læskende Kilde, og vi tror, at ikke alle Jordens og Himlens Skatte vil kunne stille vor Sjæls Hunger. … Og saa sker der en skøn Dag en lillebitte Begivenhed, 224 eller vi hører et lille godt Ord, som Vorherre har lagt sin Velsignelse i, og straks grønnes igen alt for vore Øjne, og vort Hjærte … aa, det fyldes og næsten sprænges af Haab og Fryd, saa vi selv kan dele ud deraf med bægge Hænder! Ja, Venner, slige Svaghedsøjeblikke kender vi allesammen, ikke sandt? Men det gælder da blot om at holde ud, om ikke at opgive sit Haab og sin Tro. Og naar jeg nu skal sige min Mening, saa synes det mig, at der gaar en saadan Slappelsens Tid hen over hele det danske Folk for Øjeblikket. Overalt hører man modløse Stemmer sige: Hvad kan det altsammen nytte? Vi kæmper for Sandhed og Retfærdighed her paa Jorden, men vi ser blot Løgnen og Vilkaarligheden trives bedre og bedre omkring os. Vi har ladet os lokke ud i en uvejsom Ørken, som vi aldrig kommer igennem og aldrig kan frugtbargøre. Lad os give Afkald, lad os vende tilbage til Ægypternes Trælleaag og til deres Kødgryder. Og Fristeren, der altid følger Tvivlen i Hælene som dens Skygge, han svarer med sin blide, kælne Slangehvisken: Ja, knæl blot ned, og jeg vil give dig al Jordens Herlighed! ..... Nej, nej!" brød han ud med forstærket Stemme, idet hans Kinder med ét blussede. "Vi giver ikke tabt! Vi stoler paa den Gud, der strøede Manna for Jøderne og 225 mættede Ørkenens fire tusinde Mand med sin Velsignelse. Ogsaa vi er Guds udvalgte Folk, som han har benaadet og gjort til sit Redskab, og vi vil takke og lovsynge ham derfor. Ja, bort med al Svaghed, bort med al Tvivl, og lad os folde vore Hænder og synge med Salmisten:

I Jesu Navn syng Jesu Pris
I Ørken og i Paradis,
Alt, hvad som Tunge har og Røst,
Alt, hvad som Hjærte har i Bryst.
Halleluja for Herrens Ord
I Himlen hist og her paa Jord!
Halleluja, stig op, stig ned
For Jesus i al Evighed.

Efter Gudstjenesten samledes Folk som sædvanlig udenfor Kirkedøren for at tage ham i Haanden og takke ham for hans Tale. Men der var ogsaa adskillige, der denne Dag gik bort i Vrede, fordi de mente, at hans sidste Ord havde været møntet paa Væver Hansen og de andre Talsmænd for den forandrede politiske Taktik … og der var i den sidste Tid bleven bestandig flere, der følte deres Ære krænket ved mindste Modsigelse paa dette Punkt.

Emanuel selv mærkede dog intet til denne 226 Misfornøjelse og havde ikke længe følt sig saa glad og frimodig.

Om Eftermiddagen foreslog han hjemme i Præstegaarden, at de alle – ogsaa Abelone, Niels og Søren Røgter – skulde køre en Tur i det smukke Vejr og spise Mellemmad et eller andet Sted i det Grønne. Den store Fjedervogn med de to Agesæder og et Agebræt blev trukket frem i Gaarden og vadsket ren, Madkurven blev pakket, og Hansine og Børnene pyntet i deres allerbedste Stads. Det sidste skete efter Emanuels udtrykkelige Ønske, "fordi vi virkelig ogsaa en Gang maa vise, at vi har pæne Klæder"; og da han saa' Hansine i sort Silkeforklæde og med den lille perlestukne Hue, som havde hørt til hendes Bryllupsdragt, tog han hende med bægge Hænder om Livet og udbrød:

"Jeg tør vædde ti mod én paa, at der findes ikke kønnere Præstekone i hele Danmarks Kongerige!"

Da Klokken blev fire, gik han selv over i Stalden for at lægge Seletøjet paa Hestene. Men han havde næppe faaet Grimerne af dem, før Sigrid kom styrtende ind til ham i al sin Puds – med Øjnene ude af Hovedet og saa stakaandet af Sindsbevægelse, at hun næsten ikke kunde tale.

227 "Fa'er!" raabte hun. "Der er kommen to … to fine, fine Damer … aa, du skulde bare se dem! De gik lige ind i Stuen!"

Emanuel var nær brudt ud i en Forbandelse. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus.

"Er Mo'er inde i Stuen?" spurgte han.

"Ja hun er. Aa, Fa'er, du skulde bare se … du skulde bare se! …"

"Aa, staa dog ikke og skab dig saadan," afbrød han hende saa vredt, at Barnet – der havde staaet og hoppet og klappet i Hænderne af Henrykkelse – blev blodrød i Hovedet og listede skamfuld bort.

Emanuel gav sig med Forsæt god Tid til at fuldføre Arbejdet med Hestene … men hans Hjærte bankede uroligt. Hans Tanker galdt dog ikke saa meget de to fremmede Damer som Hansine. Hvad vilde hun tænke om dette Besøg? Og hvorledes mon hun havde modtaget de Fremmede?

Nu kom ogsaa Abelone stormløbende over Gaardspladsen paa sine Trætøfler og stak hele sin Overkrop ind over Stalddørens underste Lem:

"Er Emanuel her? … Du maa endelig komme ind straks; der er kommen to Damer – –"

228 "Herregud! Hvor ofte skal jeg dog høre det!" afbrød han hende utaalmodigt. "Jeg véd det jo godt! Sigrid har jo fortalt mig det."

Hun saa' forbavset paa ham; hun var ikke vant til, at han tiltalte hende i en saadan Tone.

"Det kunde en anden jo ikke vide. For Resten var det Hansine, der sagde, at jeg skulde løbe herover."

Hun vendte sig fornærmet og skyndte sig klaprende tilbage over Gaardspladsen.

IX.

Inde i Stuen sad imidlertid Frøken Ragnhild paa en af Straastolene henne ved Bordet og bestræbte sig for at vedligeholde en Samtale med Hansine, der havde taget Plads i sin Armstol henne ved Kakkelovnen, og som med sin sædvanlige Mangel paa Elskværdighed overfor Fremmede gjorde sig ringe Umage for at skjule sin Forbavselse over dette Besøg.

Paa Bænken henne under Vinduet bagved Bordet sad Søren Røgter og krøb sammen i sin just ikke klædelige Festdragt – en gammel blaa 229 Vadmelsfrakke med hvide Sømme og et brandgult Halstørklæde – mens han med vidtopspærrede Øjne stirrede paa Frøken Ragnhild og hendes Ledsagerske, den unge Frøken Gerda.

Frøken Ragnhild bar en sort Perlepelerine⁴ over en Spaserekjole af graatærnet Silke og sort "Capothat" med en høj, spidst opløbende Sløjfe. Frøken Gerda havde den samme hvide Kjole paa og samme lyseblaa Hat, som hun havde baaret forleden ved Emanuels Besøg hos Doktor Hassings.

Hun sad med Hænderne i Skødet paa Kanten af sin Stol, og baade hendes Stilling, hendes blussende Kinder og det Blik, hvormed hun saa' sig omkring i den store, tomme Stue eller betragtede Hansine og hendes Bondedragt, røbede en stærk Betagethed. Hun havde ikke ladet Frøken Ragnhild i Fred, før hun fik Lov til at tage med hende herhen, og paa hele Vejen fra Kyndløse havde hun været ganske febrilsk af forventningsfuld Spænding.

Men da Døren nu aabnedes og Emanuel traadte ind, kom der næsten maabende Udtryk i hendes Ansigt. Hun havde af Doktor Hassing hørt om den fantastiske Kittel-Dragt, hvormed han plejede at færdes i Hjemmet, og da han nu viste sig i ganske den samme lysegraa, langskødede Multumsfrakke 230 og tæt tilknappede Klædesvest, som hun havde set ham med forleden, blev hun højlig skuffet.

"Ja, her ser De mig igen, Hr. Pastor!" udbrød Frøken Ragnhild og rejste sig. "Det er rigtignok at falde med Døren ind i Huset til Folk; men Deres Hustru var saa venlig at sige, at det var de saa vant til her, saa jeg haaber, vi kommer ikke til Forstyrrelse .... Ja, De husker vel nok min lille Veninde, Hr. Pastor," tilføjede hun og vendte sig mod Frøken Gerda, der ligeledes havde rejst sig straks ved hans Indtrædelse.

Emanuel hilste tavs paa dem bægge og bad dem med en Haandbevægelse at tage Plads igen, hvorefter han selv satte sig hen paa Bænken bag den øverste Bordende.

"De har haft en lang Vej at gaa," sagde han efter nogle Øjeblikkes Tavshed.

"Aa, ikke saa lang, som De vistnok mener," lo Frøken Ragnhild. "At gaa lige fra Kyndløse hertil vilde ganske sikkert have oversteget mine Kræfter; men saa galt er det heller ikke. Doktor Hassing skulde i Sygebesøg et Sted her i Nærheden, og saa kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at benytte Lejligheden og gøre Dem" – hun gjorde her en lille Bøjning baade hen imod Hansine 231 og Emanuel – "og mit gamle Ungdomshjem et Besøg. Vi kørte med Doktoren til noget, der hed "Aasen" – saa vidt jeg husker – og dér skal vi træffe ham igen. Det er vist mindst en halv Times Vej herfra, og jeg er saamænd ganske stolt af at have gaaet saa langt lige i Solheden."

"Ja, det er virkelig temmelig varmt i Dag."

Hun gav sig til at tale om Egnen og om de nye Ting, hun havde set paa Vejen herhen. Hun syntes, at alting var blevet saa forandret, siden hun havde boet her; navnlig havde Byens Udseende overrasket hende. "Her er virkelig blevet langt hyggeligere," sagde hun; og Emanuel forklarede, at det kom af de mange, i sin Tid afbrændte Haver, der i de forløbne Aar var vokset op igen og havde faaet store Træer.

Hansine blandede sig ikke i Samtalen, og Emanuel gjorde sig heller ikke nogen Umage for at drage hende ind i den. Han undgik tværtimod hele Tiden at se paa hende og vendte for det meste Ansigtet hen imod Vinduerne og Haven. Han forstod ikke selv, hvad det var, der saa stærkt trykkede ham ved dette Besøg, eller hvorfor han uafbrudt følte Hansines Blik vandre forskende frem og tilbage mellem ham og de to Damer. Han havde jo dog ikke skjult noget for hende; han havde jo 232 hver eneste Dag fortalt hende om alt, hvad der hin Aften var passeret. Og hvad havde der vel ogsaa været at gøre en Hemmelighed af?

"Ja ogsaa her i Præstegaarden er der jo sket en Del Forandring," sagde han, da han lagde Mærke til, at Frøken Ragnhild saa' sig interesseret omkring i Stuen. "Det er næppe en Forandring efter Deres Smag … men enhver har jo sin."

"Ja, dér gør De nu mig lidt Uret, Hr. Pastor! Denne Stue f. Eks. synes jeg overordentlig godt om. Den er aparte, men den tiltaler mig. Der er noget stilfuldt og personligt over den, … jeg sad saamænd netop og beundrede den. De har virkelig her gjort det Kunststykke at faa meget ud af lidt."

Skønt Emanuel godt forstod, at hendes Ord ikke var andet end Høfligheds-Talemaader, var han hende i dette Øjeblik taknemmelig for dem for Hansines Skyld. Han ledte dog straks Samtalen hen paa andre Emner.

Imidlertid sad Frøken Gerda og blev mere og mere skuffet i sine Forventninger. Der stod i Dag slet ikke den profetiske Lysglans om Emanuels Skikkelse, som havde betaget hende forleden ved Doktor Hassings Aftensbord. Hun følte sig næsten lidt uhyggelig tilmode i dette store, umøblerede 233 Rum, der mindede hende om en tom Lade; hun fornam al Slags Kriblen rundt omkring paa Kroppen ved Synet af Søren Røgter og generedes ogsaa af Hansine, der flere Gange saa' hen paa hende med et ejendommelig iagttagende Blik.

Efterhaanden oplivedes hun dog lidt ved at lægge rigtig Mærke til den lille Sigrid, der stod henne hos Hansine i en lyserød Bomuldskjole, med et sort Baand om sit gulbrune, oljede Haar, og med Hoved og Arme lagt ned i Moderens Skød. Hver Gang hun opdagede, at Frøken Gerda saa' paa hende, gemte hun sit Ansigt; men straks efter kiggede atter et stort, mørkeblaat, spejdende Øje op over hendes solbrunede Arm, og saasnart hun troede sig ubemærket, løftede hun sig op paa Taaspidserne og hviskede noget til Moderen.

Hansine nikkede adspredt og strøg hende samtidigt kærtegnende over Haaret – med en moderlig Ømhed, som hun sjælden lagde for Dagen overfor sine Børn.

Samtalen henne ved Bordet truede hvert Øjeblik med at gaa istaa, skønt Frøken Ragnhild udfoldede al sin Veltalenhed. Det var ikke Emanuel muligt at holde sine Tanker samlede. Hansines fuldkomne Tavshed gjorde ham stadig mere nervøs. Han følte, at hun bebrejdede ham noget, 234 men vidste ikke hvad. Desuden generedes han lidt af Søren Røgters Nærværelse. Søren havde altid haft sine slemme Uvaner, som man paa Grund af hans mange gode Egenskaber havde baaret over med; men det forekom Emanuel, at han aldrig i den Grad havde spyttet og harket og lugtet af gammel Skraatobak som netop i Dag.

"Skal vi ikke gaa ud i Haven?" spurgte han med ét og rejste sig. Og med et lidt tvungent Smil tilføjede han: "Vi kan rigtignok ikke fremvise en saadan Mønsterpark, som Deres Faders i sin Tid var, Frøken Tønnesen, … men lidt Kølighed kan vi i hvert Fald finde derude."

"Ja, det kan jo være prægtigt!"

De rejste sig alle; Hansine dog først, efter at Emanuel havde spurgt hende, om hun ikke fulgte med. Kun Søren Røgter blev siddende og slugte med sine opspærrede Øjne skiftevis den ene og den anden af Damerne, indtil den sidste Snip af deres Kjoler forsvandt ud af Havedøren.

I det samme stak Abelone Hovedet ind ad Køkkendøren, bag hvilken hun havde staaet og luret.

"Er de gaaet?"

Søren nikkede tavs og blinkede betydningsfuldt ud imod Haven, hvorefter Abelone kom helt frem og gik hen til Vinduet for at kigge ud.

235 "Naa, dér gaar de jo! … Om jeg kan begribe, hvad Emanuel vil ha'e med saadan no'en Rendetøse at bestille. De ser jo ikke anderledes ud end som et Par Skøjer."

Hendes Forargelse lød ikke rigtig ægte. Men Abelone var i det hele bleven "noget underlig i Ho'det" i den sidste Tid, og Søren saa' paa hende med et dybt medlidende Blik. Det var nemlig en offentlig Hemmelighed, at hun led af ulykkelig Kærlighed til Gaardskarlen Niels, der af en eller anden ubegribelig Grund pludselig var bleven ufølsom for hendes modne Skønhed.

X.

Det første Indtryk af Vejlby Præstegaardshave var ikke lige tiltalende for alle. Emanuel havde Ret i, at der ikke var bleven synderligt tilbage af den herregaardsmæssige Park, som Provst Tønnesen havde efterladt ham. De i sin Tid saa velplejede Hækker havde bredt vilde Skud til alle Sider, Græsplænerne var groet ud over Gangene, og midt i disse blomstrede her og der Løvetand og Sandurt. Busketterne var efterhaanden bleven uigennemtrængelige 236 Vildnis, hvori flere forskellige Slags Sangfugle havde bygget Reder; og inde under de store Træer laa nedblæste Grene og halvraadne Stærekasser. "Millionpræstens" Stolthed, den kinesiske Træbro, var nu ikke stort andet end en Samling møre Planker. Kun Havens tre-fire store Stenvaser havde trodset Aarenes Indvirkning og hævede sig over Ødelæggelsens Værk som Urner paa en Kirkegaard.

Frøken Ragnhild og Emanuel, som var kommen til at gaa et Stykke forud for de andre, fulgtes gennem den tætte Hasselgang og kom herfra ud i den brede, aabne Kastanieallé, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne.

Det var den samme Vej, de i sin Tid daglig havde spaseret sammen under livlige Debatter, og Emanuel blev pludselig uimodstaaelig betaget af igen at gaa ene med hende paa disse øde, tavse Stier, af atter at høre den hemmelighedsfulde Hvisken, der frembringes af en Dames Klæder under Gangen, og fornemme den Anelse af Violduft, som ogsaa i sin Tid altid sporedes i hendes Nærhed. Han gik – ligesom den Gang – en Smule foroverbøjet, med Armene lagt korsvis bag paa Ryggen, og saa' mod Jorden; hvorimod Frøken Ragnhild lod Blikket flakke frit omkring, mens hun med sin venstre 237 Haand holdt op i sin kortslæbede Kjole, saa man bagfra akkurat kunde se den pibede Kant af et stivet Skørt og Hælene af et Par Laksko.

Hun var vedvarende lutter Smil og naturlig Elskværdighed og lignede slet ikke sig selv fra forleden. Det Indblik i Præstegaardens Familieliv, som de faa Minutters Ophold i Storstuen havde forskaffet hende, havde ikke alene givet hendes Selvfølelse fuld Oprejsning for Fortidens Ydmygelser; hun begyndte endog at føle lidt af sin tidligere, søsterlige Medfølelse for ham, af sin gamle Trang til at vinde hans Fortrolighed for at kunne adsprede og opmuntre ham lidt.

Imidlertid var de andre standset henne ved en solbeskinnet Græsplæne i den forreste Del af Haven. Hansine havde forsøgt at indlede en Samtale med Frøken Gerda; men efter at de havde vekslet nogle Ord aldeles uden at kunne forstaa hinanden, havde den unge Pige i sin Raadvildhed givet sig til at lege med den lille Sigrid. De to løb nu ude i Solskinnet paa Græsplænen og legede Tagfat, mens Hansine sad paa en Bænk henne i Skyggen af en Hæk, hvorfra hun opmærksomt iagttog den unge Pige under Legen, betragtede hendes Dragt, hendes glade Smil, hendes lette Bevægelser og smukke, hvide Tænder.

238 Efter nogen Tids Forløb vaktes hun op af sine Tanker ved Lyden af Stemmer, der nærmede sig. Det var Frøken Ragnhild og Emanuel, der kom tilbage ad den lukkede Hasselallé, som løb lige bag hende.

"– – Vi ses vel omtrent en Gang hver fjortende Dag," hørte hun Frøken Ragnhild sige. "Og i Reglen spiller vi da lidt firhændigt sammen. Men naturligvis, vi passiarer ogsaa … undertiden ogsaa om Dem, saadan som jeg vist har fortalt Dem. Jeg har altid kunnet mærke, at Deres Søster hænger ved Dem med en sjælden Kærlighed. Hun har tidt selv talt om, hvor ofte hun savner Dem, og hvor meget hun længes efter igen at se Dem."

"Ja saa, har Betty talt om det."

"Ja, det er jo dog egentlig saa naturligt; hun har jo slet ikke set Dem i disse mange Aar. De skulde virkelig en Gang tage ind til Byen og gøre hende et Besøg. Hun trænger til Opmuntring, Stakkel. Hun føler sig saa ene, siden hun – som De jo véd – havde den Sorg at miste sit eneste Barn. Det var virkelig et haardt Slag for hende. Hun er jo endnu ung og trænger til Nogen eller Noget, der kan fylde Tilværelsen for hende; … og det kan jo ikke nægtes, at Generalkonsulen i den Henseende har sine Svagheder; han er jo 239 desuden nu næsten en gammel Mand og i det hele temmelig aflægs – –"

Stemmerne blev her uhørlige for Hansine. Hun gav sig atter til at se ud paa de to Unge, der nu havde lejret sig lige over for hinanden midt i det høje Græs.

Et Øjeblik efter kom Sigrid styrtende hen imod hende med Kinder og Øjne, der straalede af Begejstring.

"Mór," raabte hun. "Véd du, hvad hun siger? Hun siger, at hun har en stor Dukke, som kan sove ligesom et rigtigt Menneske, og en Dukkestue med rigtige Stole og Borde og et Køkken. Og véd du, hvad hun siger? Der hører ogsaa en Dam til, siger hun, med Ænder paa og en Baad. Tror du, det er sandt, Mo'er?"

"Kommer du saa, Sigrid?" kaldte Frøken Gerda ude fra Plænen.

Uden at vente paa Moderens Svar løb Barnet tilbage til den unge Pige og kastede sig i Kaadhed lige ned i hendes Skød.

I det samme hørtes Stemmerne igen at nærme sig gennem Hasselalléen. Det var denne Gang Emanuels Ord, Hansine først kunde opfatte.

"– – Lad saa endelig være, at der i og for sig ikke er noget meget ondt i den Maade at 240 leve paa, saa maa De dog indrømme, at alene Hensynet til de mindre velstillede Medmennesker bør afholde Folk fra at forfalde til en Luksusudfoldelse som f. Eks. min Svogers. Synet af en saadan Forfinelse gør Fattigdommens Byrde dobbelt tung for dem, der maa lide og stride Aaret igennem for at skaffe sig det tørre Brød; det avler Bitterhed, Misundelse og onde Instinkter – –"

"Nej, nej, jeg tror ikke en Smule paa, hvad De dér siger. Jeg kommer til at tænke paa en Scene, som jeg en Gang tilfældigt var Vidne til paa en stor Arbejdsplads, hvor en Mængde, sikkert ikke særdeles velstillede Folk gik og slæbte midt i Solheden med tunge Grusvogne, Sten og den Slags Ting. Netop som jeg kom forbi ude paa Vejen, gik to nydeligt klædte unge Piger, rimeligvis Arbejdsherrens Døtre, leende og snakkende over Pladsen … rigtig et Par "unyttige" Væsner, saadan som vor lille Frøken Gerda her. Jeg saa', hvordan alle de sværtede Arbejdere løftede Hovederne og stirrede efter dem; men jeg forsikrer Dem, ikke i et eneste Ansigt kunde jeg spore mindste Misfornøjelse. Tværtimod, det var tydeligt, at Synet af de to smukke, glade, fuglefri Skabninger oplivede dem midt i deres trælsomme Arbejde; de blev ved at se efter dem med det næsten ømme Blik, hvormed 241 vi alle kan følge et Par Svaler, der stryger os muntert forbi paa Landevejen. Saadanne Folk føler meget godt, at de er skabte af et ganske andet Stof end deres Arbejdsherres unge Døtre; og naar de ikke netop opagiteres dertil, tænker de lige saa lidt paa at beklage sig derover, som det falder noget fornuftigt Menneske ind for Alvor at nære bitre og misundelige Følelser overfor Svalerne, fordi Vorherre har skabt dem med et Par lette Vinger, og os med to tunge Spasereben. Har jeg ikke Ret?"

Emanuel tog ivrigt til Genmæle; men de var nu kommen saa langt bort, at Hansine ikke kunde høre hans Ord.

Lidt efter kom de frem ovre paa den anden Side af Plænen, og da de fik Øje paa hende, nærmede de sig over Græsset.

"Naa, dér sidder De, Frue!" sagde Frøken Ragnhild. "Deres Mand og jeg har været frygtelig oppe at skændes. Pastor Hansted og jeg bliver nu aldrig enige om nogen Ting."

Hun tog Plads ved Siden af hende paa Bænken; og uden at give hende Tid til at svare, begyndte hun med stor Hastighed at tale om Haven, om dens Skyggefuldhed og morsomme urskovsagtige Karakter. Lidt efter rejste hun sig.

"Naa, det er nok Tid at komme afsted. Vi 242 maa se at komme tilbage med Doktor Hassing, og han venter næppe paa os .... Gerda!" kaldte hun ud imod Græsplænen. "Skal vi saa sige Farvel!"

Hun begyndte at tage Afsked.

Da hun rakte Emanuel Haanden til Farvel, sagde han:

"Nej, jeg følger et Stykke med Dem. Jeg skal vise Dem en Sti, som sparer Dem omtrent den halve Vej."

"Naa, det var jo prægtigt!"

Nogle Øjeblikke efter var de borte, og Hansine gik ind.

Ved Havegærdet standsede hun og saa' ud mod Markerne, hvor de Fremmede fjernede sig ad Stien gennem det høje Korn.

"Mo'r!" sagde Sigrid, som holdt hende i Haanden .... "Mo'r!" gentog Barnet og rykkede hende i Skørtet. "Véd du, hvad hun sagde? Hun sagde, at jeg skulde komme og besøge hende i Kø'ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa'e hun."

Hansine hørte hende ikke. Hun fulgte med Øjnene Emanuel, der gik derude mellem de to Damer og talte med ungdommeligt livlige Haandbevægelser, mens han hvert Øjeblik standsede og pegede rundt i Landskabet.

[gå frem]