Det forjættede Land
Et Tidsbillede
Fjerde Bog
245
I.
Rughøsten var begyndt i Regn, og det saa' ud til, at den ogsaa skulde ende i Regn. Hver Morgen steg Solen op i klar Himmel men bebudede falskelig en herlig Dag. Ikke saa saare havde Bønderne kørt deres Høstvogne ud i Markerne og faaet bundet det første Læs, før mægtige Dommedagsskyer skød sig op over Horisonten, og Dagen igennem faldt der stride Byger af Regn og ærtestore Hagl, mens man næsten uafbrudt hørte Tordenen rulle et eller andet Sted i det Fjerne.
En Eftermiddagsstund i disse Dage laa Præstegaardskarlen Niels paa Ryggen over sin Seng, med opknappede Klæder og med den ene Haand mageligt lagt under Hovedet. Han havde tilbragt et Par Timers Tid i denne Stilling og efter Sædvane fyldt sit lille, studerekammeragtige Værelse med en uigennemskuelig Tobaksdamp; og skønt det allerede var langt over Middags-Hviletiden, tænkte han 246 ikke paa at rejse sig. Han var ganske fortabt i sin Yndlingsbeskæftigelse: at fantasere over Fremtiden. Han saa' for sig en stor Stue, hvor alle fire Vægge fra Loft til Gulv var dækkede med Reoler fulde af prægtigt indbundne Bøger … en Stue med to høje Vinduer og et tykt Tæppe over hele Gulvet, ganske ligesom i Studereværelset ovre hos den lærde Præst i Kyndløse, hvor han en Gang havde været for at hente sin Daabsattest. Midt paa Gulvet stod et stort, firkantet Bord, dækket med et grønt Klæde og overfyldt med tykke Folianter; i et Hjørne stod en Jordglobus af Størrelse som et Vognhjul. Gardinerne for Vinduerne var tiltrukne; en Lampe brændte paa Bordet, og ved dettes ene Ende sad han selv, med Haanden under Kinden, i en stor Lænestol, med Slobrok og smukt broderede Tøfler, og læste i en meget gammel, græsk Bog. Det var dyb Nat, og alt var stille omkring ham; kun Uglerne tudede nu og da over Husets Tag. Henne paa Reolen stod hans egne Værker i Pragtbind. Der var baade Opbyggelsesbøger i sort og med Guldsnit, lærde Skrifter og store, samfundsrevsende Skuespil og Romaner af den Slags, som de norske Digtere skrev. – –
Han blev revet ud af sine Drømmerier ved at høre klaprende Trætøffeltrin ude i Gaarden og 247 derefter en langtrukken, skiftevis pibende og skrigende Lyd. Det var Abelone, der var henne at hente Vand ved Posten.
Han laa stille og smilte hen for sig .... Han hvilede rolig i Følelsen af, at han lykkelig havde frelst sig ud af den Fristelse, hvori Abelones Skikkelse en Tid havde sat ham. Det havde langtfra været let for ham at give Afkald paa hende, skønt hun var en Pige ganske uden Midler. Men han havde klarlig indset, at om han gav efter for sin Svaghed, vilde han rimeligvis aldrig naa ud over sin forsmædelige Stilling som "Gaardskarlen Niels". Han maatte være fri og uafhængig eller i hvert Fald gøre et ganske andet Gifte, om han skulde naa det Maal, han havde sat sig: at gøre Navnet N. Damgaard berømt over det hele Land. Og han havde i Forvejen Hindringer nok at overvinde. Havde han f. Eks. ikke heddet Niels, men derimod noget som Fritjof eller Arne eller Bjørnstjerne, vilde Navnet sikkert anderledes let have indprentet sig i Folks Hukommelse.
Han kunde derfor blive ganske kold af Angst, naar han tænkte paa, hvor ofte det havde været lige nær ved at gaa galt med Abelone. Men nu havde han endelig ganske vundet Sejr over sig selv. Han var bleven blind for de anglende Øjekast, 248 hun sendte efter ham overalt, og nøjedes med at ligge her i Middagsstunden over sin Sengedyne og høre efter hendes klaprende Trin ude i Gaarden, naar hun hentede Vand ved Posten. Han forestillede sig da levende hendes stærke Skikkelse med de blanke, røde Kinder og den høje Barm; og idet han lukkede Øjnene, fornam han i Tankerne hendes Kys og Lykken ved hendes Favntag –.
Han fo'r op og knappede hastigt Klæderne om sig. Han havde atter hørt Trin ude i Gaarden, men denne Gang stærke, tunge Træskotrin … Emanuels.
Han listede sig til at kigge ud bag sit Vindus hvide Forhængsstykke og saa' sin Husbond komme med hastige Skridt og rynkede Bryn henne fra den lille Laage ved den ene Gavl af Stuehuset. Han blev hed om Ørene; midt i Gaarden laa Seletøjet og røbede, at han endnu ikke var kommen ud i Pløjemarken .... og Emanuel var i den sidste Tid bleven saa urimelig, havde faaet saa besynderlige Indfald, at man ofte ikke kunde kende ham igen.
Heldigvis saa' han denne Gang hverken til højre eller venstre men forsvandt straks op ad Forstuetrappen.
249 Niels smilte lettet, strakte derpaa med en minutlang Gaben sin plumpe Krop og gik ud i Stalden.
II.
Da Emanuel – i Hosesokker – kom ind i Stuen og fik Øje paa Hansine, der sad i sin Armstol, med et Lerfad i Skødet, og bælgede Ærter, forvandledes som ved et Ryk det ophidsede Udtryk i hans Ansigt.
"Naa, her sidder du, min Ven!" sagde han og nikkede til hende med et Smil, hvorpaa han strax gik ind i Sovekammeret.
Lidt efter kom han ud derfra i sin graa Frakke og med Blanklædersstøvler, i Færd med at binde det rødbrogede Halstørklæde, som han altid bar i Stedet for Flip.
"Skal du bort?" spurgte Hansine.
"Ja, jeg bliver desværre nødt til det. Jeg maa ud til Mosekærshusene. Der er igen noget Vrøvl med, at Folkene derude ikke vil tage Arbejde. Og nu, netop i Høstens Tid, gaar saadan noget dog virkelig ikke an."
250 Han vilde til at gaa ud af Døren, da Hansine sagde:
"Det er sandt … lad mig ikke glemme at sige dig, at Unge Rasmus Jørgen var herinde i Formiddags, da du var i Marken. Jeg skulde sige til dig, at han maatte endelig have det Læs Byghalm, du havde laant af ham en Gang sidste Vinter. Han kunde ikke længer undvære det, sagde han."
Emanuel stod med Haanden paa Dørlaasen og blev mere og mere rød i Ansigtet.
"Et Læs Byghalm, siger du?"
"Ja, du havde nok lovet ham det i Foraaret," vedblev Hansine. "Men nu maatte han endelig have det, ellers blev han selv nødt til at købe."
"Men Byghalm paa denne Tid af Aaret … hvor i Alverden skulde jeg skaffe det fra? Det sagde du vel ogsaa til ham?"
"Nej, jeg sagde blot, at jeg skulde nok bringe dig Beskeden."
"Men jeg forstaar det slet ikke," udbrød Emanuel, idet han slap Døren og begyndte at gaa frem og tilbage over Gulvet. "Det ligner slet ikke Unge Rasmus Jørgen. Du maa jo paa en eller anden Maade have fornærmet ham, Hansine, saa han er kommen til at sige det i Vrede … Det er dog ogsaa underligt af dig, at du ikke kan vænne 251 dig til at tage lidt venligt imod Folk. Det er blevet til en hel sygelig Særhed hos dig. Den ene efter den anden af vore Venner støder du for Hovedet; og det er altid mig, der senere maa gøre din Uret god igen. Det bliver jeg virkelig tilsidst ked af. Gud véd, hvor – –"
Han standsede ved pludselig at opdage Sigrid, der sad paa en Skammel henne under et af Vinduerne, ivrig beskæftiget med at sy farvede Sting paa en Klud.
"Naa, det nytter jo ikke at snakke om det," sluttede han halvhøjt og forlod Stuen, idet han temmelig haardt slog Døren i efter sig.
Efter et Par Minutters Forløb kom han tilbage, gik hen til Hansine og lagde Hænderne om hendes Hoved.
"Tilgiv mig!" sagde han. "Jeg mente ikke, hvad jeg sagde, jeg talte i Overilelse. Du maa ikke være vred paa mig. Vil du love mig det? .... Men jeg har haft saa megen Fortrædelighed i Dag," vedblev han, og begyndte igen at vandre frem og tilbage over det store Gulv. "Du kan tænke dig, jeg kommer ud i Lavlodden nu efter Middag, og saa er Rugen dér endnu ikke sat i Hov, skønt jeg udtrykkelig sagde til Niels i Morges, at han maatte gøre det straks. Nu er den naturligvis 252 pjaskvaad i Toppen efter Regnen i Formiddags – alting svømmer jo i Vand derude; det er dog virkelig for galt, ikke sandt? Det kan ikke længer blive ved at gaa med Niels' Sløseri; jeg maa en Gang ved Lejlighed tale alvorligt med ham! Jeg tror, det er hans Avisskriveri, som gør ham saa forstyrret i Ho'det. Han er nok ogsaa begyndt at besøge Maren Smeds Bønnemøder, efter hvad man har sagt mig. Maren synes jo i det hele at have faaet en svær Søgning i den sidste Tid; jeg hører snart om den ene, snart om den anden, som har været derude. Men det er sikkert Væveren, der staar bag ved det Hele. Jeg véd ikke, hvad det er for en Sammensværgelse, han søger at faa lavet i Stand; men jeg er overbevist om, at det ogsaa er ham, der er Ophavsmanden til de ondskabsfulde Rygter om Sogneraadsformanden, som jeg talte til dig om forleden; jeg husker nu, at han allerede en Gang i Foraaret ymtede noget til mig om, at der skulde bestaa et utilladeligt Forhold mellem Sogneraadsformanden og den store Sidse. Men der maa snart sættes en alvorlig Stopper for alt det Uvæsen her i Menigheden. Vi drukner jo ellers tilsidst i Kævl! … Naa, jeg maa se at komme afsted."
253 Han nikkede atter, baade til Hansine og til Sigrid, og gik ud af Stuen.
Der havde i Hansines mørkladne Ansigt, hvis alvorlige Linjer de sidst forløbne Par Uger yderligere havde uddybet, ikke rørt sig en Trækning. Hun var begyndt at blive vant baade til Emanuels pludselige Vredesudbrud og til hans hurtigt paafølgende Fortrydelse af sin Overilelse, … og hun mente ret vel at kende Grunden til hans pirrelige Sindsstemning.
I lang Tid efter Emanuels Bortgang var der fuldkomment stille i Stuen. Ved Siden af Hansine sov den lille Dagny i sin blomsterbemalede Trævugge, og henne under Vinduet sad Sigrid stadig ganske optaget af sit Sytøj. Egentlig sad hun her i Skammekrog, fordi hun igen var kommen hjem fra sin Leg ved Gadekæret med tilsølede Klæder; og da Hansine bebrejdede hende det, havde hun brugt et stygt Ord, som hun paastod at have lært af Hjulmandens Drenge. Det var Emanuel selv, der havde paabudt, at hun til Straf skulde holdes hjemme hele Eftermiddagen; og han havde sagt til Hansine, at det vist i det hele var bedst for Fremtiden at holde et lidt mere vaagent Øje med, hvem der var hendes Legekammerater.
Pludselig sænkede Barnet sit Sytøj i Skødet, 254 lagde Hovedet paa Siden og gav sig til i dyb Tankefuldhed at stirre op mod Loftet. Efter nogen Tids Forløb rejste hun sig og gik hen og lagde sig op ad Moderen.
"Mo'er," sagde hun sagte. "Kan du huske hende den fine Dame, som var her den Dag, … hende, som legede med mig ude i Haven?"
"Det kan jeg vel nok, mit Barn. Du har jo talt om hende saa ofte."
"Jamen, kan du huske, Mo'er, at hun sagde, jeg skulde komme ind til Kø'ham, saa skulde jeg faa den store Dukke, sa'e hun. Jeg maatte gærne være inde hos hende altid … og jeg maatte ogsaa faa Dukkestuen, sa'e hun."
"Det gjorde hun vist ikke. Dér siger du vist igen noget, der ikke er rigtig sandt, Sigrid," sagde Hansine og saa' irettesættende paa hende.
Barnet blev rød i Kinderne og sænkede Blikket mod Gulvet.
"Det er ikke for det … du kunde maaske have godt af at komme lidt bort," vedblev Hansine lidt efter. "Saa lærte du da ikke saa mange slemme Ting og kunde komme til at passe lidt bedre paa dine Klæder."
Ved disse Moderens Ord, der pludselig bragte 255 hende Stuearresten i Erindring, blev Sigrid endnu mere rød og listede skamfuld tilbage til sin Skammel.
Og atter var der i lang Tid fuldkommen stille i Værelset. Der hørtes kun de summende Fluer, der fo'r op og ned bag Ruderne, og Lyden af Abelones Skurevisk ude fra Køkkenet.
"Mo'er," sagde saa igen Sigrid med ganske sagte Stemme. "Naar jeg nu aldrig mere griser min Kjole til og ikke mere siger stygge Ord, maa jeg saa komme til Kø'ham."
Hansine kunde ikke lade være at smile lidt.
"Vil du da saa gærne ind til den Dame i København, Sigrid?"
"Ja, det vil jeg rigtignok; hun var da pæn. Synes du ikke ogsaa, Mo'er?"
"Jo, det gør jeg. Men hvordan tror du, at du kan komme saadanne Steder. Du saa' jo nok, hvor fine de to Damer var, og saadan er de allesammen derinde i København … Børnene ogsaa, kan du tro. Saa maatte du da først blive lige saa pæn som de andre; ellers vilde vist Ingen have med dig at bestille."
"Jamen, kan jeg da ogsaa blive en fin Dame, Mo'er?" spurgte Sigrid med store Øjne.
Hansine svarede ikke straks.
256 "Aa, ja; det kunde jo nok være," sagde hun saa og faldt hen i Tanker.
III.
Imidlertid var Emanuel naaet et godt Stykke ud imod Mosekærshusene.
I den Trang til Ensomhed, der bestandig var bleven stærkere hos ham i den sidste Tid, havde han forladt Sognevejen og gik snart ovenpaa, snart langs med Markskellene, idet han omhyggelig undgik at komme i Nærheden af de smaa Flokke Høstarbejdere, som han saa' hist og her paa Agrene.
Det var for Tiden heller ikke opmuntrende at træffe sammen med Egnens Befolkning. Det gamle Fjendskab mellem Skibberupperne og Vejlbybønderne, som den fælles politiske Kamp i nogle Aar havde dæmpet, var efter dennes uheldige Udfald blusset op paa ny, endog med forøget Styrke; og Emanuel havde ved flere Lejligheder forgæves søgt at mægle imellem dem. Det var de stridbare Skibberuppere, der havde begyndt Tvisten ved at paastaa, at Vejlbyfolkene havde tilegnet 257 sig en altfor stor Indflydelse paa alle Menighedens Anliggender, og det var ogsaa hovedsagelig fra dem, at der stadig rettedes nærgaaende Angreb paa Sogneraadsformanden for at faa ham fortrængt fra hans Magtstilling.
Men desuden var der en anden Grund til, at Emanuel i denne Tid helst søgte bort fra de brede Veje. Han vilde ikke løbe den Risiko igen at støde paa Frøken Ragnhild. Han følte, at han maaske allerede havde indladt sig vel meget med hende og med det Selskab, hvortil hun hørte; og han troede at vide, at hun endnu befandt sig her paa Egnen. I hvert Fald havde han for ikke mange Dage siden hørt Folk tale om, at de havde set hende køre omkring sammen med Doktor Hassing, naar denne var ude i Sygebesøg.
Efter godt en halv Times Gang naaede han ud til de saakaldte "Rævebakker", en Samling vortelignende Højder, hvorfra Landet sænkede sig ned imod Mosedraget. Han standsede her et Øjeblik og saa' over mod Kyndløse-Vesterby-Sognets idylliske Smaaskove og mange spredt liggende Huse, hvis Mure i Dag syntes dobbelt rene og hvide mod den mørke Regnhimmel. Ogsaa selve den store Kyndløse By med dens gamle Rundkirke og mange høje Poppeltræer kunde han skimte 258 trods den tykke Luft … ligeledes den slangebugtede Vej, hvor han hin Aften havde vandret sammen med Frøken Ragnhild, den bratte Bakke, paa hvis Top han var standset for at pege ud over Solnedgangslandskabet, … ja selv Doktor Hassings Villa syntes han tilsidst at se ganske tydeligt i Nærheden af Kirken, fornemt indesluttet i sin store Have.
Han tog pludselig Blikket til sig og steg ned imod Mosen.
Lige neden under ham, paa bægge Sider af et lille, halvt udtørret Bækkeløb, laa Mosekærshusene – en Samling ynkelige Lerhytter, der i deres Affældighed støttede sig til hinanden, som om de i Forening stod og grundede over deres Skæbne. Pladsen omkring Husene var en trøstesløs Mødding af gammel Halm, Potteskaar og visne Kartoffeltoppe, hvorimellem nogle pjaltede, barhovedede Børn løb og legede.
Emanuel faldt altid hen i tungsindige Betragtninger ved Synet af al denne Elendighed. Trods alt, hvad han selv og Menigheden havde ofret for at afhjælpe Nøden her, var der endnu ikke et Hus uden Klude i Stedet for Ruder, eller uden store Huller i Taget. Og – hvad værre var – efter syv Aars Opofrelser og Anstrengelser havde endnu 259 ikke en eneste af disse Lerhulers ulykkelige Beboere røbet blot mindste Tegn til vaagnende Følelse af sin Menneskeværdighed … Tværtimod, der klagedes bestandig mere og mere over Mosekærsfolkenes natlige Rapserier fra Kartoffelkuler og Blegepladser, og ofte kunde hverken gode Ord eller høj Betaling faa dem til at tage Arbejde hos Bønderne.
Han styrede ned imod et af de yderste Huse – en udbuget, bagerovnlignende Rønne med smaabitte Vinduer og et ganske mosgrønt Tag, ved hvis Gavl en høj, kroget Oldingeskikkelse stod med en Økse og pindede Skovkvas.
Idet han nærmede sig, fór en lille, fed Køter – en sortspættet Pølse paa fire smaa Fødder – lige i Benene paa ham, og som besat af Arrigskab vedblev den under en hæs, næsten uhørlig Gøen at trille sig foran ham og vise Tænder, saa Emanuel, der aldrig kunde bringe over sit Hjærte at slaa et Dyr, ikke kunde komme frem for den.
Skønt den Gamle henne ved Huggeblokken meget godt havde set ham og umuligt kunde undgaa at lægge Mærke til Køteren, kaldte han den dog ikke til sig og lod sig overhovedet ikke forstyrre i sit Arbejde.
260 "Er det din Hund, Ole Søren?" raabte tilsidst Emanuel i en temmelig opbragt Tone.
"Næ," brummede den Gamle uden at se op. "Jeg er selv Hund!"
I det samme viste en højtfrugtsommelig Kone sig i Hyttens Dør. Men ikke saa saare havde hun faaet Øje paa Emanuel, før hun fór ind igen. Og pludselig blev der Travlhed inde i Stuen; der hørtes ivrig Hvisken, blandet med Lyden af klirrende Husgeraad. Samtidigt saaes der opskræmte Skikkelser ogsaa i de andre Hyttedøre, og uredte Hoveder, der kiggede ud bag ved Gavlene.
Emanuel befriede sig endelig fra det rasende Dyr og fulgte efter Konen ind i Huset.
Allerede ude i den lille Forstue, hvor han maatte gaa helt krumbøjet for ikke at støde Hovedet mod det spindelvævsbehængte Loft, sporede han en stærk Spiritusstank tillige med Duften af Kaffe og Menneskeuddunstninger. Han bankede paa en halvt aaben Dør og kom ind i en kælderagtig, halvmørk Stue med to brede Halmsenge, et Klapbord, en Kistebænk og et Par mønjerøde Stole.
Det var Svend Øls og Per Brændevins Hjem, han traadte ind i.
Skønt den første af dem var gift og havde 261 flere Børn, mens den anden var Ungkarl, havde de to uadskillelige Venner levet her mange Aar i samme Stue og ved samme Bord, … ja efter en udbredt Mening gik Fællesskabet imellem dem endnu langt videre og havde sat sine tydelige Mærker paa et Par af Ægteparrets mange Børn.
Svend Øls lille flenskallede Skikkelse, med de fede Lemmer og den nævestore Knude over det ene Øje, rejste sig besværligt fra Kistebænken, da Emanuel traadte ind. Med Hovedet lagt paa Siden, og idet han holdt den højre Underarm trykket stivt ind mod Brystet, gik han smilende hen og bød velkommen. Samtidigt sneg Konen sig ud bag Emanuels Ryg, som om hun generede sig ved sin Frugtsommelighed.
"Det var dog en dejlig Overraskelse," sagde han og rakte ham sin snavsede Haand. "Det havde vi jo dog aldrig ventet, at Hr. Pastoren … at Emanuel, vilde jeg sige … skulde gøre os en Besøgelse i Dag. Men det kommer just rigtig tilpas for os; vi trænger allesammen til et godt Trøstens Ord i denne Tid, hvor Vorherre har hjemsøgt os med Svagheder af alle Slags – –"
Han blev afbrudt af Emanuel, der havde taget Plads paa en af de røde Stole ved Bordet og slaaet Benene overkors.
262 "Hør, lad os tale et Ord sammen i Alvorlighed, Svend! Hvad er nu det for noget, jeg igen hører om dig og Per. I vil ikke tage Arbejde, siger man! … Hvad skal nu de Kunster til? Kan I dog ikke snart begynde at vise jer lidt skikkelige, saa vi ikke skal have alle de mange Spektakler med jer. Vi har jo dog ikke gjort jer andet end godt, skulde jeg tro, … saa det var vel ikke for meget, om I en Gang gjorde lidt Gengæld. Synes du dog ikke selv det?"
Svend Øl, der atter havde indtaget sin Plads paa Kistebænken, satte et ynkeligt Ansigt op og saa' ned mod Gulvet.
"Saa sandt jeg sidder her en Synder for Gud .... der er ingen, der heller end jeg vil baade slide og slæbe," sagde han, mens han med den venstre Haand gned sig forsigtigt over den højre Underarm, hvilken han stadig holdt stift ind mod Kroppen, som om han bar den i et usynligt Bind. "Men hvad skal en stakkels Krøvling gøre, naar Gægten ta'er ham, saa man maa ligge og skrige og jamre sig den hele Nat værre end en Basselkvind'. De … du, mener jeg … du kan tro, det er en Ynk for en stakkels Mand, som har Kone og Børn at forsørge – –"
"Aa, saa meget slemt er det nok heller ikke, 263 Svend," afbrød Emanuel ham igen og saa' denne Gang paa ham med et fast Blik. "Du kunde jo da forleden være med til Slagsmaal ovre i Vejlby Kro, … ja, det har man altsammen fortalt mig. Per var jo ogsaa med. Hvor er han henne nu?"
Svend Øl, hvem Emanuels ualmindelig bestemte Tone øjensynlig begyndte at gøre tvivlraadig, lod Blikket glide hen paa den ene af de to brede Halmsenge, der stod ved Siden af hinanden langs den ene Væg. Her laa Per Brændevin paa Ryggen under et smudsigt Dynevaar og sov. Man kunde ikke se andet af ham end et stort, sammenklistret Haar og et blegt, fladt Ansigt, hvori der sad nedtrykket en lille blank, mørkeblaa Næse, der ganske lignede en overmoden Blomme.
"Hvad betyder det?" spurgte Emanuel; han begyndte at føle sig lidt uhyggelig tilmode i Stuens Stank og Halvmørke. "Er Per maaske ogsaa syg?"
"Ja, han har det saa slemme med Hovedværk … og med Kolden. Den kommer over ham, uden at han véd et Ord af det at sige. Li'esom han allerbedst sidder, ta'er hans Tænder til at klapre i hans Mund, og han ryster og bævrer over hele Skroget … det er ligefrem fælt at se paa."
264 Men Emanuel lod sig ikke længer føre bag Lyset. Han var i den sidste Tid bleven aarvaagen indtil Mistænksomhed, og han saa' hurtigt, at det ikke var nogen Feberpatient men en døddrukken Mand, der laa derhenne under Dynevaaret og forgæves søgte at overvinde Søvnen og løfte Øjelaagene.
Og med ét blev han saa oprørt over al denne Nedværdigelse, al denne Løgn og Forstillelse, alt dette Smuds og denne Stank, at han maatte give sit Hjærte Luft.
Han rejste sig op og satte Stolen haardt mod Lergulvet.
"Hør, nu vil jeg sige jer noget bægge to! … I skal tage jer i Agt! Ogsaa vor Langmodighed har en Grænse, og dersom I bliver ved at misbruge vor Gavmildhed og vor Overbærenhed, saadan som I har gjort det i den sidste Tid, saa er det forbi imellem os. Saa maa det offentlige Fattigvæsen tage sig af jer … vi vil ikke have mere med jer at bestille. Har du nu hørt det?"
Det sledske Udtryk i Svends fede Ansigt var pludselig blevet forvandlet; det var første Gang, Emanuel talte til ham i et saa myndigt Sprog. Den store, røde Pandeknude trak sig dybere ned 265 over Øjet, og hans tykke Mund bredte sig i et ondskabsfuldt Smil.
"Aa, saa slemt gaar det vel heller ikke til," sagde han, mens han – ligesom af gammel Vane – blev ved at gnide sig over Armen. "I véd vist nok, hvortil I kan bruge vos Fattigfolk." "Hvad skal det sige? … Hvad mener du med det?" spurgte Emanuel studsende.
"Hvad jeg mener? … Aa, saa meget taabelig er jeg da heller ikke, at jeg ikke véd, hvordan det gaar med Folk, der kommer paa Fattigkassen. De maa nok undvære deres Stemmeret, har jeg hørt sige, … og det forholder sig vist rigtig nok."
"Det gør det; … men hvad mener du med det?"
"Jeg mener barestens, at I kan vist nok lide at faa fat i vores Stemmer, … ellers gik I vel ikke og kisselinkede saa meget for vos, tænker jeg. I véd vist nok, at paa Valgdagen gælder en Fattigmand lige saa meget som en Lensbaron! … Jo, jo, den har I regnet godt nok ud!" Emanuel stod maalløs.
Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk! Paa saa elendige Skabninger havde den bortødslet sine 266 Kærlighedsgærninger, for saadanne Slyngler havde han selv ofret sin Velstand, saa han mangen Gang var nær ved at lide Nød!
Han var bleven ganske bleg af Harme. Han kunde stadig ikke tale; Ordene kvaltes i hans Strube. Da tog han med ét sin Hat og fór ud af Stuen. Bort, bort! skreg det inden i ham. Han kunde ikke længer udholde disse elendige Menneskekryb; … han maatte bort fra al denne Dyriskhed, fra alt dette Smuds, der var ved at kvæle ham! …
IV.
Han var dog ikke kommen langt, før han begyndte at sagtne sin Gang; og da han ved at følge den sædvanlige Mosekærssti var naaet op paa Højden, standsede han, aftog Hatten og lagde Haanden paa sin endnu brændende og bankende Pande.
"Dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes," mumlede han hen for sig. "Fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes. Hvi ser du Skæven i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget bliver du ikke vaer."
267 Han burde ikke have glemt disse sin Herres Ord, sagde han bebrejdende til sig selv, – tog Haanden ned fra Panden og fortsatte langsomt sin Gang med Hatten paa Ryggen.
Skulde han ikke vende tilbage? Han havde ikke handlet, som det sømmede sig den, der ydmygt vil vandre i Mesterens Fodspor. Var det ikke paa Tide at faa Bugt med den Hovmodsdjævel, der i den sidste Tid havde forfulgt ham og kastet ham Sand i Øjnene, saa han kun saa' Mørke og Trøstesløshed omkring sig?
… Han var i det sidste Par Uger bleven saa nervøs, at han nu fór sammen ved pludselig at se et Menneske dukke op paa Stien et Stykke foran ham; og hans Uro blev ikke formindsket, da han i den duvnakkede1 og unaturligt langbenede Skikkelse genkendte Væver Hansen.
Emanuel satte igen sin Hat paa Hovedet og forstærkede lidt sine Skridt. Han havde altid næret nogen Mistillid til Væveren, hvis sære og indesluttede Væsen var saa vidt forskelligt fra hans egen aabne og ligefremme Natur. Men særlig i den sidste Tid havde han følt sig utryg, saasnart Væver Hansen viste sig. Han havde paa Fornemmelsen, at denne Mand udspionerede ham, og 268 kunde ikke komme under Vejr med, hvad det var for et Formaal, han gik og skjulte for ham.
De hilste paa hinanden med et tavst Haandtryk og blev staaende hver paa sin Side af Stien.
"Naa, hvordan gaar det? Der er vel ikke hændt noget Nyt?" spurgte Emanuel adspredt.
"Aa, et og andet sker der jo altid," svarede Væveren; han stod med sine store, blodrøde Hænder samlede foran Brystet og havde stukket Fingerspidserne ind mellem Frakkeærmet og sine sorte Voksdugsmanchetter, mens han saa' ud over Markerne. "Men det er desværre ikke altid af det bedste."
Emanuel kunde høre paa hans Tone, at han havde en Jobspost at meddele.
"Ja saa," sagde han.
"Jeg kan for Resten godt følge med dig et Stykke Vej tilbage, om du synes," vedblev Væveren. "Jeg har ikke saa travlt i Dag."
"Nu ja – lad os saa gaa da!"
De gik en Stund i Tavshed.
"Det havde jeg saamænd ellers ikke ventet, at jeg skulde træffe dig saa langt fra Hjemmet, Emanuel. Jeg saa' nyssens Kyndløse-Doktorens Vogn age op ad Vejlby til, … og jeg véd ikke af, at der er nogen Sygdom der."
269 Emanuel svarede ikke. Det var langtfra første Gang, han maatte høre Spydigheder af sine Venner paa Grund af sit Besøg hos Doktor Hassing. Desuden havde Væverens Ord fyldt ham med en ny Uro. Kunde det være muligt, at Doktorens havde villet gøre ham et Genbesøg?
Væveren gav sig til at tale om de stadig slettere Høstudsigter, om Rugen, der paa de lavere Jorder allerede var begyndt at blive sort i Toppen, og om de store Tab, Bønderne overalt i Landet vilde lide, i Fald Vorherre ikke var naadig og gav østlig Vind.
Emanuel hørte ikke efter ham; han kendte Væverens uendelige Omsvøb og vidste, at han maatte væbne sig med Taalmodighed.
Hans Tanker gik imidlertid deres egne Veje. Han kom til at mindes, hvad han for en Timestid siden havde tænkt paa, da han oppe fra Rævebakkerne mismodigt betragtede Mosekærshusenes dybe Elendighed; … her ved hans Side gik et Menneske, der virkelig havde hævet sig op af Fornedrelsens Sump. Væveren var barnefødt i Mosekærshusene; hans Fader havde været Svinerøgter paa Herregaarden Tryggerløse i Vesterbysognet, og selv havde han som Barn vogtet Gaardens Faar ude i en øde Hedelod. Han havde 270 altid været meget ordknap, naar Talen faldt paa hans Ungdom; men saa meget mente man dog med Bestemthed at vide, at han en Gang som Dreng havde været Vidne til, hvorledes Herremanden havde gennempryglet Faderen med sin Stok; og man antog, at denne Oplevelse ikke havde været uden Betydning for hans senere Udvikling.
Emanuel følte i dette Øjeblik et Stik i Hjærtet ved at tænke paa, at det var en Voldshandling og ingen Kærlighedsgærning, som dette Fattigbarn skyldte sin aandelige Oprejsning.
Han blev revet ud af sine Tanker ved, at Væveren pludselig standsede og sagde:
"Ja, for du véd vel, Emanuel, at han endelig har bekendt sin svare Synd? Gud se til ham i Miskundhed!"
"Hvad er det, du siger? Hvem har bekendt?"
"Sogneraadsformanden naturligvis. Hvem tænkte du ellers paa?"
"Hvad har Sogneraadsformanden bekendt? … Jeg forstaar ikke et Muk."
"Han har omsider ydmyget sig for Vorherre og faaet sit Hjærte til at bekende, at han har levet i Uterlighed. Der er jo nok mange, som længe har haft en Mistanke derom; men man kunde jo næsten ikke tro det muligt, at en Mand, 271 der stod som politisk Fører for en kristelig Menighed, kunde saa rent glemme Skriftens Ord om Skørlevnerne og de Urene .... Saa var der nok nogle Stykker, som i Gaar gik til ham og i al kristelig Broderkærlighed foreholdt ham, at nu kunde det ikke gaa an længere … nu maatte han rense sig for de forfærdelige Beskyldninger, der var rejst imod ham. Han kunde jo ikke fragaa, at der efterhaanden var dukket flere Ting op, som ikke talte til Gunst for ham, og da han tilsidst mærkede, at den store Sidse ikke havde holdt saa ren en Mund, som han vistnok havde troet, saa maatte han jo gi'e sig over."
"Det er da ikke sandt?" udbrød Emanuel halvhøjt og støttede sig til sin Stok, som om Jorden pludselig var begyndt at vakle under ham.
"Ja, det maa du nok sige," svarede Væveren og saa' atter ud over Markerne. "Det er en Tildragelse, som kan give os alle noget alvorligt at tænke paa."
De fulgtes en Tid i Tavshed.
Derpaa begyndte Væveren at tale om, at det vistnok var bedst snarest muligt at faa Menighedsraadet sammenkaldt, for at Sagen kunde blive ordentlig drøftet. Det var vist noget, sagde han, som alle maatte være enige om, at en Mand, der havde forsyndet sig saa dybt, ikke kunde vedblive 272 at beklæde Vennekredsens højeste Tillidsposter; det galdt om ikke at tøve med at afvadske den Plet, som her var sat paa Menighedens Navn.
Emanuel, der paa Væverens Tone mente at kunne spore et skadefro Velbehag ved Tanken om Sogneraadsformandens Fald, kunde ikke lade være med at sige:
"Det er underligt at høre dig være saa ivrig i den Sag, Jens Hansen, al den Stund det dog nærmest skyldtes dig, at Hans Jensen i sin Tid kom frem paa Førstemandspladsen her i Menigheden. Jeg husker, at vi den Gang var mange, der havde vore Betænkeligheder derved … hans Fortid var jo langtfra dadelfri; men du holdt bestandig paa, at det skulde vi ikke bryde os om. Han var netop den rette Mand, sagde du; og dermed lod vi os berolige. Er der her gjort nogen Fejl, saa er det derfor nærmest dig, der bærer Skylden for den."
Væverens skæve Mund trak sig op mod Øret.
"Ja, det fragaar jeg saamænd ikke, at jeg holdt paa Hans Jensen; … og det mener jeg for Resten endnu, at for den Politik, der den Gang skulde føres, var han kanske netop den rette Mand. Til at køre i Grøften med er alle Kuske lige gode, plejer man jo at sige! … Men nu er 273 det jo dog en anden Sag. Nu skulde vi gærne se at faa lettet os op af Grøften, mener jeg."
Der gik i dette Øjeblik et heftigt Ryk igennem Emanuel. De var under Samtalen naaet ud paa Sognevejen; og næppe et Bøsseskud borte kom en Vogn med skimlet Forspand og en Liberikusk paa Bukken kørende lige imod dem.
Han genkendte øjeblikkelig Doktor Hassings Ekvipage. Han syntes endog ganske tydeligt at se Frøken Ragnhilds lyse Hoved kigge frem bag Kuskens Ryg.
Han bestræbte sig af al Magt for at skjule sin Sindsbevægelse for Væveren og gav sig til at tale hen i Vejret om "dette Møde, som vi maa have … deri kan jeg give dig ganske Ret; et Møde af Menighedsraadet er naturligvis under disse Forhold nødvendigt."
Da Vognen kom nærmere, viste det sig, at han havde set fejl. Der var ikke andre paa det brede Kaleschesæde end Doktoren, der sad indhyllet i en Gummikappe og røg paa en Cigar.
Da Hassing opdagede Emanuel, raabte han til Kusken, og Vognen standsede.
"God Dag, god Dag, Hr. Pastor!" sagde han og stak sin behandskede Haand frem af Regnkappen. "Hvorledes har De det? Det er snart 274 længe, siden jeg har haft den Fornøjelse at se Dem … De lever naturligvis til op over bægge Øren i Rughøst, kan jeg tænke. Jeg vil haabe for Dem, at De kan svømme … for det er virkelig lidt fugtigt om Fødderne i denne Tid."
"Ja, det er … en ret vanskelig Høst," svarede Emanuel uden at se op paa ham. – "Doktoren kommer maaske fra Sygebesøg?"
"Ja, De har faaet et brækket Ben i Deres Nærhed. Det er en Karl hos en af Gaardmændene, der har faaet sin Fod ind i et Kotøjr … naa, det var kun et Par "Ankelben", som de siger herude paa Landet, saa det er ingen farlig Historie. Men lad mig nu ikke glemme det vigtigste! Jeg har en varm Hilsen til Dem fra Frøken Tønnesen, der rejste fra os for en Ugestid siden; hun bad mig udtrykkelig hilse Dem mange Gange, naar jeg traf Dem."
"Er Frøken Tønnesen rejst," udbrød Emanuel uvilkaarlig og saa' i det samme op.
"Ja, hun havde egentlig lovet os at blive længere. Men jeg tror, hun længtes efter Byluften ude paa Strandvejen. De véd, hun er ingen Ynder af at "komme paa Græs", som hun sagde. Hun blev dog akkurat længe nok til at kunne højtideligholde Deklarationen af en Forlovelse hjemme 275 hos os, nemlig mellem min Nevø og min Kones lille Niece … De husker nok det unge Par, De saa' hos os forleden. De er jo noget unge bægge to. Men Herregud! Vi bliver saamænd tidsnok gamle, ikke sandt?"
"Jo, ganske vist – det er netop – netop det særlige," sagde Emanuel uden selv at vide, hvad han mente.
"Naa, farvel, Hr. Pastor! Jeg ønsker Dem til Lykke, om De faar Rugen godt i Hus!"
Doktoren gav Kusken et Vink, og Vognen rullede atter afsted.
Henne ved Vejgrøften havde imidlertid Væverens rødkantede Øjne aarvaagent iagttaget de to Mænd; og da Doktoren var kørt, gik han en Tid tavs ved Siden af Emanuel og rømmede sig og smaasmilte.
"Det er jo egentlig paa en Maade en ret flink Mand, den Hassing – saadan af Anseelse," sagde han tilsidst.
"Aa ja."
"Man kan da derfor kun daarligt forstaa, at han er saa grumme forskrækkelig i sine politiske Anskuelser? Det er dog ret egentlig besynderligt."
"Jeg tror ikke, Doktor Hassing befatter sig med Politik."
276 "Nej; det var egentlig ogsaa saadan, jeg mente. Folk siger jo, at han bare lever for at nyde denne Verdens Glæder. Jeg har hørt snakkes om, hvordan det skal gaa til hjemme hos ham med Vellevnet og Forlystelser … rigtig saadan med de pirrende Sager. Og saa skal det nok ogsaa være saadan et slemme Letfærdighedens Sprog, der føres der i Huset – –"
Han afbrød sig selv, da hans stadig lige agtpaagivende Øjne saa', at Emanuel slet ikke længer hørte paa ham. Efter et Øjebliks Tavshed standsede han og tog Afsked i Jesu Navn.
Han gik tilbage den samme Vej, han var kommen, og forstærkede lidt efter lidt sine Skridt. Eftermiddagen var allerede langt fremskreden, og han havde endnu meget at skulle have udrettet i Dag. Det galdt om at benytte Tiden til Oparbejdelse af Stemningen, inden Menighedsraadet blev samlet.
For Resten nærede han ingen Bekymringer. Efter at han ved dette Møde med Emanuel havde faaet omtrentlig Vished for, hvad han allerede en Tid havde anet, – tvivlede han ikke længer om, at Folkesagens lange Fornedrelsestid her i Menigheden nu endelig stundede mod sin Afslutning.
277
V.
Emanuel gik langsomt mod Hjemmet.
Skyerne over hans Hoved havde trukket sig sammen. Uden at han mærkede det, begyndte der at falde en fin Regn.
Da han efter et Kvarterstids Forløb var naaet hjem og fra Forstuen hørte Hansines og Børnenes Stemmer inde fra Hallen, standsede han og stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa vendte han sagte om og gik ind i sit halvtomme Kammer ovre paa den anden Side af Gangen.
Her satte han sig tungt ned i den støvede Voksdugssofa og lagde Hovedet i sine Hænder – forbavset og forfærdet over sig selv.
Han havde saa sikkert stolet paa, at den Kamp, han i de sidste Uger havde ført med sig selv, vilde være udstridt den Dag, da han fik at vide, at Frøken Ragnhild havde forladt Egnen, … ikke fordi han mente, at hun personlig ejede nogen som helst Magt over ham; men Bevidstheden om hendes Nærhed havde holdt ham i en uafbrudt, pinlig Uro. Han vidste aldrig, hvor eller hvornaar hun igen kunde dukke op og drage ham ind i den bedøvende Dunstkreds, som nu allerede et Par Gange havde gjort ham ør.
278 Og nu, da han endelig vidste hende borte, følte han sig grebet af en Tomhedsfornemmelse, fyldtes han af en Forladthedsfølelse, som han ikke kunde blive Herre over.
Han blev siddende i samme Stilling, med Ansigtet i sine Hænder, mens Skumringen blev tættere og tættere omkring ham. Og saa betaget var han af sig selv og af sit Hjærtes dumpe, urolige Slag, at han slet ikke hørte det, da Døren ude fra Gangen blev aabnet og Hansine kom ind.
"Sidder du der," sagde hun efter et Øjeblik at have staaet ubevægelig og betragtet hans sammenbøjede Skikkelse.
Han fór sammen og var lige ved at udstøde et Raab af Forfærdelse.
"Hvad er det? … Er det dig?"
Hun stod lidt uden at svare.
"Søren fortalte, at du var kommen hjem," sagde hun derpaa. "Vi har søgt efter dig alle Vegne .... Hvorfor kommer du ikke ind til Nadvergrøden?"
Emanuels Øjne søgte at gennemtrænge Stuens Mørke for at komme til at skælne hendes Træk. Han havde for første Gang hørt hendes ellers saa faste Stemme svigte hende et Øjeblik.
279 "Jeg kommer straks," sagde han inde i Skægget.
Hun blev endnu en Tid staaende med Haanden paa Dørlaasen, som om hun ventede, at han havde mere at sige hende. Saa aabnede hun tøvende og gik langsomt ud.
Men da hun allerede var halvt ude af Døren, sagde hun – uden at vende sig om imod ham:
"Har du talt med Doktoren? Han har nok været her i Byen i Eftermiddag."
"Doktoren? … Ja, jeg har. Hvem har fortalt dig det?"
"Aa, det var blot noget, jeg tænkte mig," sagde hun og lukkede Døren stille i efter sig. Emanuel rørte sig ikke; han var bleven bleg.
Efter en Stunds Forløb rejste han sig og gik et Par Gange uroligt frem og tilbage over Gulvet, hvorefter han stillede sig hen ved Vinduet og gav sig til at stirre ud i den mørke Have.
Han forstod, at Hansine anede alt, – og hans Hjærte blødte, idet han tænkte paa, hvor meget hun i Stilhed maatte have lidt i disse Dage.
Men nu maatte … nu skulde det ogsaa være forbi! Han følte, at dette vilde blive den sidste, afgørende Kamp med hans Blods ulyksalige Fædrenearv, den sidste Prøve paa hans Frigørelse. Og han skulde nok sejre.
280
VI.
Den næste Morgen kom en af Skibberupperne hjem fra et Besøg i Sandinge med den allarmerende Efterretning, at den gamle Højskoleforstander, der i længere Tid havde været svagelig, pludselig var bleven meget syg og ikke kunde leve. Faa Timer senere kom et Ilbud derovre fra med Meddelelse om, at han var død.
Med denne Mand forsvandt atter en af de ældste Forkæmpere for den danske Bondestands aandelige Frigørelse, – den egentlige Grundlægger af den folkelige Bevægelse i hele denne Del af Landet. I et Tidsrum af over tredive Aar havde Egnens "vakte" Befolkning set op til ham som til en Fader; og skønt han i den senere Tid mange Gange havde haft ondt ved at forlige sig med, at den yngre Slægt hengav sig saa meget til Politiken, i Stedet for alene at tænke paa det, der for ham stod som Livets ene Fornødne, nemlig hvad han kaldte Aandens Oplysning og Herliggørelse, havde dette aldrig formaaet at gøre mindste Skaar i det gode Forhold mellem ham og Vennerne. Tværtimod; jo ældre han var bleven, jo mere hans store Skæg og lange Nakkekrøller havde faaet Sølvets Farve, des ukrænkeligere blev den Ærefrygt, 281 man nærede for ham. Det var for de Unge som at høre et gammelt Sagn, naar han fortalte om Folkesagens første, trange Dage, da dens Talsmænd blev betragtet som Ungdomsfordærvere, der fortjente Baal og Brand. Det lød for dem som et helligt Martyrium, naar han paa sin halvt spøgende Maade gav en Beretning om den Tid, da han paa Apostelvis vandrede paa sin Fod fra By til By og maatte holde sine Foredrag rundt om i Tørveskur og Karlekamre, forfulgt som en Indbrudstyv af Præsterne og Skolelærerne, forhaanet og forulempet af selve Bønderne, der mangen Gang havde pudset deres Hunde paa ham for at jage ham ud af Byen.
Det var derfor ikke den almindelige Smerte over Tabet af en Ven, som Efterretningen om hans Død fremkaldte overalt i Egnen; det var den dybe, højtidelige Sorg, der griber et Folk under fælles Ulykker. De følte alle, at de havde mistet deres Høvding; og for at hædre hans Minde – og desuden under Paavirkning af en vis Ængstelse for de indre Tvistigheder, som nu, da det samlende og forsonende Midtpunkt manglede, utvivlsomt vilde bryde ud med forøget Styrke – indtraadte der en pludselig Vaabenhvile indenfor Menighedens stridende Lejre. Væver Hansen indstillede 282 sin underjordiske Agitation, Sammenkaldelsen af Menighedsraadet blev udsat, og selv over Sogneraadsformandens Gærninger blev der foreløbigt kastet et Glemselens Slør. Man talte kun om den gamle Højskoleforstander; man tog hans Fotografi ned fra Væggen over Kommoden og betragtede det fyldige Ansigts kære Træk og de to sorte Prikker over Kinderne, der skulde forestille hans ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne. Man gentog Æventyr, han havde fortalt, læste hans gamle Breve, – smaa, ilsomt nedskrevne Lapper, fulde af Henrykkelsesudbrud og varme Venskabsforsikringer; og om Aftenerne sad man udenfor paa Dørfliserne og sang hans Yndlingssange.
Ogsaa i Vejlby Præstegaard gjorde Dødsbudskabet et dybt Indtryk. Skønt Hansine allerede længe havde haft en Forudfølelse af, at hendes Bekendtskab med Sandinge Højskole vilde blive hende dyrekøbt, og skønt hun netop i de allersidste Dage var bleven fuldt ud klar over Forfængeligheden af de Forventninger, som den Afdødes begejstrede Tro og Tale i hendes Pigedage havde vakt hos hende, havde hun aldrig næret bitre Følelser mod ham. I de Øjeblikke, da Fremtiden stillede sig mørkest for hende, havde hun tværtimod altid tænkt paa sin gamle Lærer som 283 paa den, hos hvem hun i Nødens Stund vilde kunne finde Tilflugt og Trøst.
Nu, da han var borte, mindedes hun ham med Taknemlighed for det meget gode, hun havde lært af ham; og ganske særlig hæftede hendes Tanker sig ved den Formaning om at leve i Sandhed og Selvopofrelse, hvortil han i sine Taler til Ungdommen idelig vendte tilbage. Under Indtrykket af hans Død, og idet Emanuels vedvarende Tavshed for hver Dag blev hende et mere talende Vidnesbyrd om, hvorhen hans Længsel uimodstaaelig drog ham, modnedes en Beslutning hos hende, som lige siden Frøken Tønnesens og den unge Frøken Gerdas Besøg havde optaget hendes Tanke Dag og Nat. Hun sagde til sig selv, at det var frugtesløst længer at hengive sig til et Haab, som nu ofte nok havde skuffet hende, og at det derfor var bedst, baade for hendes egen og Emanuels, men navnlig for Børnenes Fremtids Skyld, at der endelig skete en afgørende Forandring i deres hele Liv. Hun vilde en Dag tale rent ud med Emanuel om deres Forhold; og roligt og varsomt vilde hun da sige ham, hvad der mere og mere var kommen til at staa for hende som den eneste Udvej til et nyt og lykkeligere Liv for dem alle.