Det forjættede Land

Et Tidsbillede

[gå tilbage]

Femte Bog

287

I.

En Dag mellem den gamle Højskoleforstanders Død og hans Begravelse kom Emanuel om Morgenen over i Staldlængen en Timestid senere, end han plejede; og da han ikke desmindre fandt Niels endnu liggende i Sengen, gav han endelig sin længe tilbagetrængte Utaalmodighed Luft i en alvorlig Formaningstale.

Det kom til en heftig Ordstrid imellem dem, hvorunder Emanuel i et Øjebliks Ophidselse befalede ham at tage sit Tøj og forlade Præstegaarden. Niels tog ham øjeblikkelig paa Ordet, og Emanuel mærkede allerede den næste Dag, da han vilde fæste sig en ny Karl, at Tildragelsen havde vakt en stærk Misstemning imod ham hos visse Dele af Befolkningen. Niels havde altid været Menighedens Kælebarn, og man talte rent ud om, at Emanuel havde jaget ham paa Porten af Misundelse over den Opsigt, han havde vakt med sine Avisartikler. Særlig i Maren'1 Smeds 288 stedse voksende "Søskendesamfund" blev Niels Dagens erklærede Helt.

Skønt forøvrigt alt i Præstegaarden tilsyneladende gik sin sædvanlige Gang, gjorde al den Modgang, Emanuel i den sidste Tid havde lidt, og hans for hver Dag heftigere Sjælekampe ham efterhaanden næsten ukendelig. Hans Øjne missede, fordi de bestandig daarligere taalte Sollyset; Ansigtet var bleven graaligt og saa magert, at Kinderne dannede to store Hulinger oven over Skægget. Med Hansine havde han endnu ikke vekslet Ord udenfor den daglige Tale. Der var i de sidste Dage kommet noget i hendes Væsen, som han ikke forstod. Han mærkede, at hun paa én Gang søgte hans Fortrolighed og unddrog sig hans Tilnærmelser; og han havde ikke kunnet faa Lejlighed til at fremkomme med det forklarende og beroligende Ord, som han havde bestemt sig til at sige hende.

Paa Begravelsesdagen befandt han sig fra tidligst Morgen i stundesløs Bevægelse. Udsigten til at skulle tilbringe den hele Dag sammen med mange hundrede fremmede Mennesker og med fornærmede, tildels fjendtligsindede Venner, men navnlig den Tanke, at man rimeligvis ventede, at han vilde tale – tale et Trøstens og Haabets Ord 289 i Nedtrykthedens Stund – alt dette havde gjort ham saa nervøs, at han den hele Nat ikke havde lukket et Øje.

Det kom ham derfor som en Befrielse, da der hen paa Formiddagen, netop som han sammen med Hansine stod i Begreb med at forlade Præstegaarden for at tage over til Sandinge, indtraf et hæseblæsende Løbebud ude fra Egedet med den Besked, at Fru Aggerbølle laa for Døden, og at han endelig maatte komme derud og berette hende.

"Saa maa du tage over Stranden alene," sagde han straks til Hansine. "Jeg kommer saa derover senere. Du finder jo Folk nok, som du kan slaa Følge med. Men sig til Færge-Jørgen, at han lader en Baad blive tilbage her, saa skal jeg nok selv besørge mig over."

… Det var en trist Graavejrsdag, der uvilkaarlig stemte til Sørgmodighed. Solen var som sædvanlig staaet op i klar og blaa Luft; men allerede nu hang en tung Regnhimmel ubevægelig ned over de halvt afmejede Marker med de lange Rækker af vaade Neg. Over Byen og rundtom ved alle Udbyggergaardene og ved enkelte af de enligt liggende Huse hang Flagene paa halv Stang, og ude paa den graa Fjord saaes en hel Flaade 290 af Fiskerbaade, der med to eller fire Aarer blev roet over mod Genbolandet, alle overfyldte med sortklædte Mennesker og Blomsterkranse.

Efter et Kvarterstids Forløb naaede Emanuel – iført Ornat – ud til Aggerbølles lille faldefærdige Hus i det øde og afsides liggende Egede, gik over dets fuldstændig nedtraadte Havestakit, over en Række hensygnende Kaalplanter og Kartoffeltoppe og traadte ind i Forstuen. Her kom en lille puklet Kone ham betaget og grædende i Møde, idet hun raabte:

"Nu døde hun!"

Han tog sin Hat af, kom gennem et halvtomt Værelse med et overlappet Tapet og gik herfra stille ind i Sovekammeret. Her laa Aggerbølle paa Knæ ved Siden af Sengen, med Armene omkring sin Hustrus lillebitte indskrumpede, næsten mørkebrune Lig, og hulkede højt, mens han blev ved at raabe hendes Navn. Henne under Vinduerne sad eller stod fire lyslokkede, ualmindelig smukke, men blege Børn. Ganske tavse og ubevægelige stirrede de hen for sig med store, tungsindige Øjne, som om de alle – lige til den mindste seksaars Dreng, der sad paa en Skammel med Haanden under Kinden, – var fuldtud fortrolige med deres Skæbne.

291 Emanuel stod først et Øjeblik ved Sengens Fodende og bøjede Hovedet under en tavs Bøn. Saa gik han hen og lagde varsomt Haanden paa Dyrlægens Skulder.

"Bernhard!" sagde han.

Men Aggerbølle mærkede intet. Han blev ved at kalde paa sin døde Hustru, mens han under Hulken kyssede Ligets Hænder og trykkede dem mod sit Hjærte.

Emanuel satte sig hen paa en Stol for at vente, indtil Dyrlægens Sind var bleven lidt roligere og mere modtageligt for hans Trøsteord. Han støttede Albuen paa sit Paraplyskaft, lagde Haanden under Kinden og lod sit Blik glide omkring i Stuen. Han saa' hen over Sengene, hen paa Børnene og ind i det tilstødende Værelse, hvortil Døren var bleven staaende aaben, – og hans Hjærte kom til at fryse af Rædsel over den dybe, haabløse Nød, hvorom alting vidnede.

Han vidste, at ogsaa Aggerbølle og hans Kone i sin Tid var flyttet herud fra Hovedstadens Tummel og Fristelser for at leve deres Liv i landlig Fred og Lykke. Han havde ofte hørt fortælle om, hvorledes de som unge, glade, rødkindede Ægtefolk havde vandret nede ved Stranden i de maaneklare Nætter, Arm i Arm og Kind mod 292 Kind, fulde af Mod og Tro paa Livet, og med en fast og ærlig Vilje til at bygge deres Fremtid op paa Stræbsomhedens Klippegrund. Og Aar for Aar var Grunden svunden mere bort under dem; Haab paa Haab var styrtet i Grus, og af deres Lykkes Bo var der ikke bleven andet tilbage end dette Skelet af et Hjem, hvori nu Døden, den endelige Tilintetgørelse, havde holdt sit tavse Indtog.

Han fór sammen. Aggerbølle havde endelig løftet Hovedet og sad paa Kanten af sin Hustrus Seng. Med Hænderne foldede i Skødet stirrede han ned mod Gulvet som et Billede paa den fuldkomneste Hjælpeløshed.

"Ja, nu er det sket, Emanuel," sagde han med brudt Stemme, mens Taarerne ustandseligt strømmede ned over hans udbulnede Ansigt. "Nu har Vorherre taget min Sofie fra mig. Nu staar jeg ganske alene her i Verden med vore uskyldige smaa Børn! … Gud glæde dig i Himlen, min lille Sofie! Du har været mig en god og trofast Hustru. Og hvor har vi ikke været lykkelige en Gang! … Men ogsaa i Trængslens Dage stod du mig bi, og jeg takker dig … jeg takker dig –"

Graaden overvældede ham igen, og han lagde Hovedet ned i sine Hænder.

293 Emanuel havde rejst sig og gik atter hen og berørte varsomt hans Skulder.

"Bernhard!" begyndte han.

Men Aggerbølle lod ham ikke komme til Orde. Med Ansigtet skjult i Hænderne blev han ved at lovprise sin Hustru, at fortælle om deres første lykkelige Dage, om hendes Ungdoms Skønhed og Glæde ved Livet, om hendes Opofrelse og Taalmodighed.

Paa én Gang løftede han Hovedet og sagde som i Vildelse:

"Men jeg har altid sagt det, … der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet, Emanuel, … noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet imellem de røde Tage. Jeg har selv følt det, … og min lille Sofie har følt det … det malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa os, Emanuel. Og vi kan ikke staa imod … vi er fortabte, fortabte!"

Emanuel var bleven bleg. Aggerbølle havde næsten skreget de sidste Ord ud; og nu lagde han sig igen ned over Liget, tog dets lille, i en altfor stor, hvid Natkappe indbundne Hoved ømt mellem sine Hænder og kyssede dets Pande og dets brustne Øjne. Han var saa aldeles fortabt i sin Sorg, at Emanuel tilsidst indsaa' det frugtesløse i at tale til ham og besluttede sig til at gaa.

294 "Farvel, Bernhard!" sagde han blot. "Du ser mig snart igen."

Derpaa gik han hen og gav Haanden til hver især af Børnene, klappede dem paa deres smukke lyse Lokker og tog den Mindste op paa sin Arm og kyssede ham.

"Gud velsigne jer," sagde han og forlod stille Stuen.

Inde i det tilstødende Værelse kom den lille puklede Kone imod ham ude fra Køkkenet og begyndte straks med stor Iver at fortælle om Fru Aggerbølles sidste smertefulde Levetimer.

"Ja, nu fik hun da udstridt, … og det var godt det samme; for det var et sølle Syn at se paa hende paa det sidste. Det har været en strenge Nat, kan Emanuel tro. Jeg var selv til Stede, da Vorherre løste op for hende. Hun laa saadan hen, ligesom hun var ganske stiv; saa gav hun et stort Ekko fra sig, og saa var hun død."

Emanuel hørte slet ikke efter hendes Fortælling og søgte at blive hende kvit. Men Konen blev ved at forfølge ham, først ud i Forstuen, derpaa ud i Haven, stadig lige levende opfyldt af at berette. Først helt ude paa Vejen slap hun ham og vendte – synlig lettet – tilbage til Huset.

295 Emanuel gik langsomt ud imod Stranden. Han holdt bægge sine Hænder og sin store blaa Bomuldsparaply bag paa Ryggen og saa' ned mod Jorden, mens hans Øjne fyldtes med Taarer.

Hvorfor gøre sig blind, naar man dog var bleven seende? tænkte han. Hvortil nyttede det at blive ved at lyve for sig selv … og for andre? Der var faldet Skæl fra hans Øjne, og han forfærdedes over, hvad han saa'!

Ja, Bernhard havde Ret. Der maatte være noget Blændværk i Luften herude; og han havde selv været inde under Fortryllelsen. Han begyndte at forstaa alt. Han følte sig som en, der vaagner af en lang, tung Søvn, … som en Bjærgtagen, der efter otte Aars Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen ved at høre sin Hjembys Klokker ringe.

II.

Da han et Par Timer over Middag endelig naaede over til Sandinge, var den egentlige Begravelseshøjtidelighed netop til Ende. Under Deltagelse 296 af et Følge paa vistnok et Par tusinde Mennesker, hvorimellem et halvt hundrede Præster i Ornat, var den gamle Højskoleforstander stedet til Hvile paa Byens Kirkegaard. Der var bleven holdt Taler – ialt elleve – baade i Skolens store, med Gran og Vimpler smykkede Foredragshal, hvor Liget havde været hensat, i Kirken og ude ved Graven. Nu var man i Færd med at holde Maaltid af de medførte Madkurve, og da Skolebygningen langtfra kunde rumme de mange Mennesker, havde man – trods en fin, vedholdende Regn – spredt sig ud over Haven og de tilstødende Vænger, hvor man søgte Ly under Træer og under udspændte Paraplyer.

Mange var allerede bleven gennemblødte paa Vejen ud til Kirkegaarden; alles Støvler var ganske lysegraa af Vejenes Lerælte, og Kvinderne havde hæftet deres sorte Kjoleskørter op omkring Livet eller trukket dem helt op over Hovedet. Men hverken Vejret eller det daarlige Føre havde paa nogen Maade formaaet at berøve Sørgefesten dens højtidelige Karakter, eller at virke nedtrykkende paa Deltagernes Stemning. Rundt om hørtes fuldtonende Sang af Folk, som allerede var færdige med deres Maaltid, eller af de unge Piger, der gik i lange Rækker omkring i Havegangene 297 og var for betagne til overhovedet at kunne spise.

Der var i denne Menneskemasse samlet Repræsentanter for det store Folkepartis forskelligste Afskygninger. Man saa' her alle Slags Skikkelser lige oppe fra et Par af den københavnske Liberalismes Stormænd – en Advokat med Guldbriller og en Sukkergrosserer med Næseklemmer, der sammen med deres Hustruer og et Par unge Døtre var kommen kørende fra Stationen i Landauer – og ned til dyngvaade Husmænd, der havde vandret mange Mil og ofret en Dags Høstløn for at følge deres trofaste Ven til hans sidste Hvilested. Man saa' Skolelærere, Seminarieelever og Højskoleforstandere, baade af den gamle Type med stort Skæg og et stille, forklaret Gimlesmil og af den nyopdukkende moderne Slags med Verdensmandsvæsen og Klædedragt paa Moden. Man saa' hist og her en ung Præst og hans unge Forlovede, der vandrede Arm i Arm under samme Paraply, nynnende de Salmer, der blev sunget rundt om i Haven, mens de nu og da saa' hinanden kærligt ind i Øjet, – han med blød, bredskygget Plyshat og højt opsmøgede Benklæder, hun med ophæftet Kjole og lange, flade Galoscher. Man saa' Rigsdagsbønder, der heller ikke herude 298 kunde lade være med – som i Folketingssalens Vindusfordybninger – at stikke Hovederne sammen og holde Fingren paa Næsen under en diplomatisk Hvisken. Man saa' Udsendinge fra andre Dele af Landet, der havde bragt Kranse og Hilsner fra fjerntboende Venner; ja endog en stor norsk Digter, der for Tiden var paa Foredragstournée i Danmark – en Kæmpeskikkelse med et mægtigt Skuespillerhaar, et Ørneansigt med Briller paa og et hvidt Slips – havde til almindelig Glæde indfundet sig og vakte den største Opsigt med sin Person og sin højrøstede Tale. Overalt, hvor han viste sig, samledes der en andægtig lyttende Tilhørerkreds omkring ham, og særlig fulgtes han paa en nærgaaende Maade af Niels og nogle andre unge Karle, der kappedes om at blive den udvalgte, paa hvis Skulder han lagde sin Haand, naar han talte.

"Ja, her er vakkert!" kunde man langt borte fra høre ham sige paa sit brede, klingende Maal. "Her er Grøde hernede hos jer – det fornemmer jeg i Dag! Men I er den gamle Jordbund for Nordens Aandsliv, giv Agt paa det! Vi er unge Nybyggere oppe hos os. Og vi har saa meget Fjæld, … aa, saa meget Fjæld!"

I en saa stor Forsamling med saa mange 299 bekendte Mænd vakte Emanuels Ankomst naturligt ingen særlig Opmærksomhed; og heller ikke hans Bortebliven fra selve Jordfæstelsen var bleven bemærket af andre end netop Medlemmerne af hans egen Menighed, blandt hvilke den havde givet Anledning til lidt Skumlerier.

Han havde dog ikke staaet længe mellem Menneskemængden nedenfor Skolebygningens lange Træveranda – eller "Svale", som den kaldtes – og søgt efter Hansine, før en leddeløs Person med mørkeblaa Næseklemmer foruden et Par Briller kom styrtende hen imod ham og slog en Haand ned paa hver af hans Skuldre.

"Endelig træffer jeg Dem, Hansted! God Dag! God Dag! De kan vel nok kende mig igen. Vi har søgt Dem alle Vegne … De maa endelig straks følge med ind til Lene Gylling. Hun har spurgt efter Dem hele Tiden; hun vil saa gærne gøre Deres Bekendtskab."

Emanuel fik næppe Tid til at genkende en af sine gamle Universitetskammerater, før denne stak sin Haand ind under hans Arm og trak ham med sig op ad Trappen og ind i den overfyldte Foredragssal, hvor der lugtede af Gran og summede af Menneskestemmer.

Her blev han forestillet for en ældre, fin og 300 smuk Dame med en aparte, kniplingsbesat Fløjelshue paa, der sad i et Hjørne af Stuen, omringet af en Del meget talende Personer, som var Emanuel ganske fremmede. Det var den bekendte Fru Gylling, en formuende Enke, der holdt et Slags folkeligt Hof i Hovedstaden, for hvis demokratiske Selskabelighed hendes Hjem dannede Midtpunktet.

Hun hilste paa ham med en Blanding af ungdommelig Undseelse og næsten moderlig Varme, og idet hun blev ved at holde hans Haand, sagde hun:

"Saa fik jeg Dem da endelig at se en Gang! Jeg har virkelig længe været utaalmodig efter at gøre Deres Bekendtskab, som De vel nok kan tænke. Hvorfor murer De Dem dog saa fuldstændig inde derovre i Deres Eden og kan slet ikke unde os andre lidt Fornøjelse af Dem? De skulde virkelig en Gang se lidt ind til os i Hovedstaden; vi har ogsaa derinde Brug for unge Kræfter, kan De tro! Jeg havde for lidt siden den Glæde at hilse paa Deres Hustru, og jeg tog et halvt Løfte af hende om, at hun vilde formaa Dem til ved Lejlighed at komme ind og tale i vort Vennesamfund. Nu haaber jeg, hun har saa megen Magt over Dem, at De vil komme; … 301 og vil De saa for Resten hilse hende fra mig. Hun var saa yndig at se paa og at tale med."

Emanuel hørte kun halvt efter hende; han ønskede blot at komme bort. Men nu kom snart en, snart en anden af de Omkringstaaende hen til ham og trykkede hans Haand og klappede ham paa Skuldren under overstrømmende Henrykkelsesudbrud:

"Nej, er det Emanuel Hansted! – Nej, hvor morsomt dog! – Ja, saadan havde vi netop tænkt os Dem! – Nej, det var dog dejligt!"

Han vidste ikke, hvad han skulde svare, og følte sig ubehagelig berørt af alle disse fremmede Menneskers Tilnærmelser. Til alt Held kom i det samme den norske Digter tilbage fra en Rundtur ude i Haven og tiltrak sig straks alles Opmærksomhed.

Emanuel benyttede Lejligheden til at fjerne sig og gik ud for igen at søge efter Hansine.

III.

Han fandt hende omsider siddende i Ly af en Hybenbusk paa den ydre Side af Havegærdet 302 i Selskab med et fremmed Bondefruentimmer af stor og kraftig Legemsbygning og med et Hovedklæde, der ikke lignede de stive, hætteformede, som sædvanlig blev baaret af Kvinderne paa denne Egn, men var bundet i Nakken med en stor, løs Knude.

Allerede paa Afstand forbavsedes Emanuel over, at den Fremmede sad med Hansines Haand i sit Skød; og da han kom nærmere, saa' han, at de bægge søgte at skjule en stærk Sindsbevægelse, og at den Ukendte havde røde Øjne, som om hun havde grædt.

Idet han naaede hen til dem, rejste hun sin storslaaede Skikkelse og rakte ham Haanden med et bredt "Goddav", og samtidig blev hun saa kogende rød i Hovedet, at en Samling Fregner paa Næseryggen og under de lyse Øjne kom til at skinne ganske hvide.

Først i dette Øjeblik genkendte Emanuel Hansines Ungdomsveninde, den rødhaarede Ane, der havde lidt den besynderlige Skæbne at blive gift med en saakaldt "Skalling".

Skallingerne var et Fiskerfolk, der boede paa en Landtunge helt ude ved det aabne Hav, hvorfra de – ligesom i sin Tid de gamle Skibberuppere – plaskede omkring i nære og fjerne 303 Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst. De havde vist sig fuldstændig upaavirkelige for den nye Tids aandelige Strømninger indenfor Folket og blev skyet af de øvrige Kystbeboere paa Grund af deres Ustyrlighed og deres vilde Sæder.

Ane havde for syv-otte Aar siden – kort efter Hansines Bryllup – truffet en ung, køn, sorthaaret Skalling inde i Købstaden og til sin største Forskrækkelse forelsket sig i ham. Hun havde længe kæmpet mod sin Tilbøjelighed, som hun af Skamfuldhed ikke en Gang havde betroet Hansine. Men tilsidst kunde hun ikke længer modstaa den unge Fiskers dristige Bestormelser, og en skøn Dag var han kommen sejlende med sin Baad i en forrygende Østenstorm, og havde endnu samme Aften ført hende selv og kort Tid efter hendes gamle Plejeforældre hjem til sin Tangtagshytte. Begivenheden havde i sin Tid vakt en pinlig Opsigt i Skibberup og Vejlby; man havde ikke troet, at Ane kunde lade sig saa fuldstændig forblinde af et Par smukke Øjne, og man beklagede hende inderligt for det Liv, hun vilde komme til at føre derude mellem de raa Mennesker. Mellem hende og Hansine var der i nogen Tid efter deres Adskillelse vekslet Breve, 304 der dog fra Anes Side bestandig blev kortere, indtil hun tilsidst helt forstummede. Hansine forstod godt, at det var, fordi Ane skammede sig over at skrive, at hun var lykkelig; og Tanken paa Barndomsvenindens Færden derude ved det friske, aabne Hav havde i disse Aar ofte faaet hende til at føle sine egne Kaar dobbelt trange og det urolige Liv i Vejlby Præstegaard dobbelt nedtrykkende.

Emanuel følte sig lidt underlig til Mode ved pludselig igen at se den røde Ane dukke op ved Hansines Side. Det var bleven ham ganske uvant at se Hansine vise blot den ringeste Fortrolighed overfor nogen anden end ham selv; og han havde øjeblikkelig forstaaet, at de to igen havde knyttet det gamle Venskabsforhold og aabnet Hjærterne for hinanden.

Han havde netop aflagt sit Ornat og tog nu Plads paa en Træstub ved Siden af dem. I en Tone, hvori der kunde spores en vis Medlidenhedsfølelse, udspurgte han Ane om, hvordan hun havde det, og hvorledes hun levede derude i Skallinglandet. Hun svarede, at hun havde det godt, fortalte, at hun havde fem raske Børn og tre Faar, at hun og hendes Mathias sidste Sommer havde bygget sig et nyt Hus, og at det var Mathias'2 selv, der havde spurgt, om han ikke 305 skulde sejle hende ned til den gamle Højskoleforstanders Begravelse, da han dog havde nogle Sildegarn staaende her i Nærheden, som han kunde se til med det samme.

Hun talte roligt, lidt forlegen og uden en eneste Gang at se op paa Emanuel; derimod havde hun atter taget Hansines Haand. Skønt hun søgte at skjule det, var det tydeligt at mærke paa hendes Tone, hvor skuffet hun var bleven i sine Forventninger ved Gensynet af sin gamle Højskole-Vennekreds, og at hun blot længtes efter at komme hjem igen til sin Strand, sine Faar, sine Børn og sin Mathias.

Emanuel havde kun flygtigt hørt efter, hvad hun fortalte; han var hurtig sunket hen i sine egne Tanker. Han sad med Haanden under Kinden – saadan som det var bleven hans Vane i den sidste Tid – og saa' mod Jorden.

"Det er sandt, Hansine," sagde han med ét og saa' op. "Du har jo talt med Fru Gylling fra København, efter hvad hun fortalte mig. Hvordan syntes du saa om hende?"

"Aa – saamænd!"

Efter et Øjebliks Tavshed vedblev han:

"Sig mig, hvad talte I egentlig om?"

306 "Det kan jeg saamænd ikke sige, for der var saa mange, der snakkede til mig, og jeg syntes, at det meste var noget rent hen i Vejret."

"Naa, man skal da ikke beskylde dig for at være begejstret!" sagde han med et tvungent Smil.

"Aa, nej; det er jeg vel heller ikke."

Emanuel sad atter tavs en Stund.

Den temmelig kølige Interesse, Hansine viste Folkesagen og dens Forkæmpere, var ikke længer ny for ham; den havde ofte i de sidste Aar forundret og bedrøvet ham. Endnu forstod han hende ikke paa dette Punkt. Han begreb ikke, hvad det egentlig var, der havde skuffet hende; og han følte i dette Øjeblik ret, hvor langt de i den sidste Tid var kommen bort fra hinanden, og hvor det var længe, siden de havde talt sammen i fuld Fortrolighed.

Han gjorde sig selv det Løfte, at der fra i Dag ikke længer skulde være noget uudtalt imellem dem. Nu, da alle andre Baand brast for ham, nu, da de blev alene, skulde de finde hinanden igen i fuld Forstaaelse; og i Samlivet med hende og Børnene skulde hans Sjæl finde Oprejsning og Fred.

… Det var imidlertid bleven Opholdsvejr; Skyerne havde spredt sig, den blaa Himmel kiggede 307 frem hist og her, og Emanuel saa' nu, hvordan Skarer af Mennesker drog fra Haven ud til en Kæmpehøj, der laa paa en Mark et Stykke fra Skolen, og hvorfra den gamle Forstander om Sommeren plejede at tale paa Nationens store Mindedage.

"Vi maa vel hen og se, hvad der skal gaa for sig?" spurgte han.

"Jeg troede, det var Tid at komme hjem," sagde Hansine.

"Ja, det er det vel ogsaa."

I det samme kom tre unge, soldaterranke Skibberupkarle forbi dem et Stykke borte – i Ilmarch, med svingende Arme og gungrende Skridt.

"Sidder I dér?" raabte én af dem ind til dem i Forbifarten. "I har kanske ikke Brug for at høre!"

Saa rejste de sig og fulgte efter.

IV.

Den Menneskemasse, der efterhaanden samlede sig om Kæmpehøjens Sten, bestod for en væsentlig 308 Del af Vejlbyfolk og Skibberuppere. Dagens københavnske Gæster og den norske Digter var allerede for en Timestid siden taget til Stationen for at naa Toget, og ogsaa de mere fjerntboende af Følgets Deltagere var lidt efter lidt kørt bort.

Der saaes dog ogsaa fremmede Ansigter i Forsamlingen, og navnlig var der ét – et ungt, blegt og fyldigt, med et mistænksomt Blik og brede, kraftige Læber – der tiltrak sig almindelig Opmærksomhed. Det tilhørte den meget omtalte Kapellan Ole Madsen, en Husmandssøn ovre fra Vestjylland, der i den sidste Tid var bleven Folkesagens store Haab. Han stod med Hænderne paa Ryggen og talte med Væver Hansen, iført lange, sorte Klæder og en flad, sort Hat, der gav ham en vis Lighed med en katolsk Præst.

Da Emanuel sammen med Hansine og Ane naaede Højen, stod der allerede en Mand oppe ved Stenen og talte til Forsamlingen. Det var en lille Oldingeskikkelse med et langt, snehvidt Skæg, der groede ned fra hele Ansigtet, saa man af dette kun saa' et Par mørke Øjne og en stor, kroget Næse.

Hans Stemme var saa svag, at endog de nærmest staaende havde opgivet at høre efter, hvad han sagde; men man kunde se paa ham, 309 at han selv var stærkt betaget. Efter de ældste Folketaleres Skik havde han blottet sit hvide Hoved, og i de enkelte Ord, der naaede ud til Tilhørerne, genkendte man det gammelnordiske Kraftsprog, som forlængst var gaaet af Mode.

Det var en stor Lettelse for Forsamlingen, da den gamle Mand – en bekendt, ivrig Samler af alle Slags Viser, Fortællinger og Ordsprog fra Folkemunde – omsider efter over en halv Times Tale sluttede og steg ned.

Men et Øjeblik efter viste han sig igen, stod en Stund med betuttet Mine og befølte sig ivrigt for og bag, indtil han endelig med en Stemme, som pludselig kunde høres af alle, udbrød:

"Der er da ingen af jer, der har fundet et rødt Lommetørklæde. Dersom nogen af jer skulde finde det, vil jeg bede jer om at lægge det ind paa Skolen."

Under en lille Latter fra Forsamlingen steg han atter ned.

Imidlertid var Emanuels Ankomst bleven bemærket af de fleste Tilstedeværende, og han kunde ikke undgaa at faa en Fornemmelse af, at man ventede, han vilde tage Ordet.

Han havde ved Synet af saa mange Medlemmer af sin Menighed pludselig selv faaet 310 en Trang til at tale … til aabent at tilstaa sine Tvivl og bringe sine Forhold ud over enhver Tvetydighed. Var det ikke simpelt hen hans Pligt, spurgte han sig selv. Vilde det ikke være Fejghed at tøve blot en eneste Dag længere med at bekende sit nye Syn paa Folkesagen og dens Fremtid?

Han banede sig Vej gennem Menneskemassen og steg under alles Tavshed op paa Talerpladsen.

Han begyndte med at mindes Vennen, hvis Baare i Dag havde samlet dem. Han sagde, at de alle maatte være Vorherre dybt taknemlige for denne Mand, hvis Liv havde været lutter Kærlighed, lutter Selvopofrelse og trofast Hengivelse. – Men havde den Afdøde da aldrig følt sig skuffet i sine Forhaabninger, spurgte han derpaa, havde aldrig hans Tro lidt noget Skibbrud? – Han havde faaet det Indtryk, fortsatte han, at den gamle Højskoleforstander i sin sidste Levetid var bleven lidt nedslaaet og ikke længer saa' paa Fremtiden med det lyse Haab, som før havde hjulpet ham let over al Livets Modgang. Det nyttede jo heller ikke at nægte, at Folkets Sag for Øjeblikket havde en af sine Trængselstider. Dens Venner stod med et stort, tabt Slag – en stor, bristet Forventning – bag sig; og som alle 311 Nederlag havde ogsaa dette saaet Mistænksomhed og Tvedragt blandt de Overvundne. Men hellere end at gøre Forsøg paa at tilhylle Sandheden og lyve sig fra dens Alvorlighed, og hellere end at udslynge Anklager mod hinanden for Medskyld i Ulykkerne skulde man se prøvende ind i sig selv og søge at finde, hvad man havde forbrudt, hvor man havde fejlet, og hvad der i Fremtiden burde gøres for at bøde paa Manglerne.

Der var begyndt at blive nogen Uro blandt Tilhørerne. Man havde allerede et Par Gange afbrudt ham med temmelig udfordrende Tilraab.

Han vedblev imidlertid uden at lade sig forstyrre:

"Jeg vil ikke tale om de "taktiske" Fejl, vi har begaaet ved at undervurdere vore Modstanderes Styrke, ved ikke tilstrækkeligt at huske paa, at det Samfund, som vi vilde omstyrte, er bygget op af stærkt Tømmer og med Piller, der bunder dybt i Tiden. Jeg vil heller ikke tale om, at vi maaske har været noget for tilbøjelige til straks at sætte Egenkærlighedens Stempel paa dem, der ikke i alle Punkter delte vore Anskuelser. Der findes dog sikkert ogsaa blandt disse ikke saa faa, der ledes af den oprigtigste Vilje til at udrette det Gode og søge Guds Veje, og af hvis 312 Fordragelighedsaand vi maaske alle kunde have godt af at tage Eksempel."

"Doktor Hassing!" raabte i dette Øjeblik en Røst ude fra Forsamlingen, hvad der straks vakte en forstaaende Munterhed.

Emanuel blev bleg. Han havde genkendt sin forrige Gaardskarl Niels' skrattende Stemme og maatte standse et Øjeblik for at tvinge sig til Rolighed.

Derpaa fortsatte han:

"Men hvad jeg særlig vil pege paa, er de store, indre Brist, som Folkepartiet – og jeg tænker særlig her paa dets Bondebestanddel – efter min Mening lider under, og som har været skæbnesvangre for det. Vi har været altfor glade ved os selv. Vi har troet altfor fast paa, at ude hos os var alting saare godt … og derfor forstod vi ikke, at Vorherre ikke straks gav os, hvad vi bad ham om. Ja, lad mig bruge det rette Ord … vi har været for indtagne i os selv, for overmodige; vi har i den sidste Tid haft altfor travlt med at ville feje for andres Døre og støve af i andres Stuer og ransage andres Hjærter, og derover har vi glemt vore egne."

Han vedblev endnu en lille Tid at tale – roligt og behersket, – skønt Afbrydelserne stadig 313 blev hyppigere og mere larmende. Men da han tilsidst næppe kunde komme til Orde for dem, afsluttede han brat med Ønsket om, at Sandhedens og Retfærdighedens Venner af det lidte Nederlag vilde lære, at ikke Selvretfærdighed men Selvprøvelse, ikke Hovmod men Fordragelighed var Midlerne til Oprejsning og til endelig Sejr.

Da han steg ned, læste han i de Blikke, der alle Vegne fra mødte hans, og i den Maade, hvorpaa Menneskemassen veg til Side for ham, at han med sine Ord havde overskaaret det sidste Baand mellem sig og Menigheden.

Pludselig brød man ud i høje Bifaldsraab. Væver Hansen var sindigt steget op til Talerpladsen.

Synet af den gamle Kampfører, som nu i mange Aar ikke havde talt i nogen Forsamling, virkede i dette Øjeblik paa alle som et elektrisk Stød, og i forventningsfuld Spænding trængte man sig omkring ham for ikke at gaa Glip af et Ord eller af det mindste Minespil.

Ganske som i fordums Dage stod han længe tavs, med den ene Haand paa Ryggen, den anden omkring Hagen, mens han smilende lod Blikket glide frem og tilbage over Mængden. Endelig 314 sagde han langsomt, med sin uskyldigt lydende Stemme:

"Se, det var nu dog ret en mærkelig Tale, vi her fik at høre af Emanuel. Jeg stod saamænd dernede og pirkede i mine Øren og tænkte, at jeg maatte høre fejl; og tilsidst sagde jeg til mig selv: Du sover, Jens! Og du drømmer, at du hører vores gamle Provst Tønnesen."

"Hør! – Bravo!" dundrede det fra Skibberupperne.

"For det er jo nu saadan, at jeg kan ikke lade være at tænke paa en anden Tale, som Emanuel for mange Aar siden holdt for os … det var saamænd den allerførste Gang, han talte til os i vort gamle Forsamlingshus derovre i vor By. Den Gang var der andre Triller i Fløjten end i Dag, … den Gang var vi Bøndermennesker det bedste, Emanuel vidste af at sige, … aa, vi var saa herlige og skikkelige, at det næsten var for meget af det Gode. Ja, der er vel nok mange af jer, der er her til Stede, som endnu kan huske den Tale; for den vakte jo da en saa grumme stor Opsigt den Gang, og der var saa mange af os, der syntes, at det var da ret en dejlig Tale. Jeg skal nu ikke fragaa, at jeg for min Part ikke var nær saa meget henrykt over den; og derfor 315 kommer Emanuels Ord i Dag mig egentlig heller ikke saa overraskende. For det er jo saadan med dem, der tager Munden altfor fuld; de er gærne nødt til at spytte noget ud bag efter! – – Se, nu var det ellers det, som Emanuel snakkede om, at vi Landboere havde været altfor meget forgabede i os selv, og at det derfor var bleven saa slemme fat med os i den sidste Tid. Vi skulde lære af de pæne Mennesker derinde i Købstæderne, sagde han, saa vilde Vorherre nok give os, hvad vi bad ham om. – Aa nej, det tror jeg nu slet ikke saa meget paa. Jeg mener ganske tværtimod, at vi har været altfor villige til at lade os køre i Ring af disse hersens mange Københavnere, som i de senere Aaringer er dukket op og har kaldt sig Folkesagens Venner og saadan uden videre gjort sig til dens Førere, … og jeg er nu af den Mening, at det er derfor, det er gaaet saa galt med os, som det er. Det har været saadan en Slags Mode mellem Købstadsmennesker, at nu skulde de da til at være rigtig folkelige, og vi Landboere, vi blev vistnok lidt vel meget smigrede over, at saa mange fine og lærde Folk vilde have med os at bestille; vi var ligesom ved at gaa rent fra vores Fem, bare for at tækkes dem. Vi syntes jo, at det var da en saa dejlig, stolt Følelse, naar 316 saadan en Advokat med Guldbriller paa eller en fin Frue kom og klappede os paa Skuldren og kaldte os "lille Ven". Og naar de saa oven i Købet kom herud og satte Bo imellem os, ligesom de var en af vores egne, og endda giftede sig med vores Bønderpiger, … aa, saa blev vi saa beærede, at vi ikke vidste, hvad Fod vi skulde staa paa af Glæde. – Men det var nu saadan en Slags Sygdom, tror jeg, og jeg har nu altid ment, at naar man bare gav Tid, saa gik den nok ud af Kroppen paa os igen. Og se, det er nu noget, jeg synes at have kunnet mærke i den senere Tid, at vi endelig er ved at spille færdig paa den Narrekomedie, som vi Landboere har været saa tossegode at lade os lokke med til. Jeg tror, at vi nu igen saa smaat kan begynde vort gamle, ærlige Arbejde til Bekæmpelse af Dannelsestyraniet og Aandshovmodet her i Landet .... mener I ikke ogsaa, Venner?"

"Jo, jo! – Hør, hør!" rungede det igen rundt om fra Forsamlingen, der en Tid havde forholdt sig tavs.

Emanuels Ansigt var bleven mørkerødt. Væverens Forhaanelser og hans forrige Venners Bifaldsraab ramte ham som Piskeslag, og han havde den største Møje med at bevare sin Selvbeherskelse.

317 Men samtidig var der en Stemme inden i ham, der sagde: Hvad oprøres du egentlig over? Er det ikke dit eget Værk, hvis Fuldendelse du her ser? Du høster jo kun, hvad du selv har saaet. Beklag dig ikke, men gaa stille bort … gaa bort og skam dig!

"Lad os komme herfra," sagde Hansine ved Siden af ham.

"Og saa var der dette herre med Fordrageligheden, som Emanuel snakkede saa meget om," vedblev Væveren. "Aa ja, Fordragelighed har jo ogsaa sin Tid. Men du skal ikke lade nogen sidde dig saa nær, at han sidder Laaret af dig, plejer man jo at sige. Og nu har vi for ikke saa grumme længe siden set, hvordan Bønderne et Steds her i Landet har fornægtet deres Barnetro og stemt en Fritænker, en rigtig skidt Gudsbespotter, ind i Rigsdagen; og da der dog var en og anden, der fandt den Spas lovlig grov, hvad var det saa, der skete? Saa sagde vores egne kære Præster og vores lærde Herrer inde ved Universitetet og i Studenterverdenen: Blæse med det, – sagde de. Lad os dog endelig ikke spørge Folk om deres Tro; det er altfor næsvist og udannet. Hvad vil vore Modstandere tænke om os? … Se, det er den Slags nymodens Lærdomme, 318 vi i de sidste Aar har faaet saa mange af inde fra København, rigtig saadan Materialismens Grundsætninger, kan man sige .... men de stemmer nu slet ikke med min Katekismuslæsning. Og jeg vil nu gentage her, hvad vor Gæst, Hr. Kapellan Ole Madsen, for et Øjeblik siden hviskede til mig under Emanuels Tale: "Vogt jer for de falske Profeter", sagde han. Og jeg vil for min Del tilføje: Vogt jer for dem, der snakker for meget om Fordragelighed … for hos dem er der gærne et eller andet i Vejen med Samvittigheden, skal I lægge Mærke til!"

Skønt Smilet næppe et Øjeblik havde forladt Væverens Ansigt, kunde man baade paa hans Stemme og paa den Maade, hvorpaa han pegede op imod Himlen, hver Gang han nævnte Vorherres Navn, fornemme den undertrykte Lidenskab, hvormed han talte – og rundt om ham stod Mængden som fasttryllet og med aabne Munde.

Emanuel og Hansine havde bortfjernet sig og var gaaet tilbage imod Skolen. Paa Vejen derhen mødte de Ane, der i Forvejen havde forladt Kæmpehøjen for at hente sit Rejsetøj og nu kom for at sige Farvel. Emanuel tog adspredt Afsked med hende og fortsatte straks sin Vej; han var utaalmodig efter at komme hjem. Hansine derimod 319 beholdt længe Anes Haand og sagde paa sin stille, rolige Maade:

"Saa er det altsaa en Aftale, – naar du hører fra mig?"

"Men er det da virkelig dit Alvor?" udbrød Ane baade glad og benauet. "Jeg kunde ikke rigtig tro paa det før."

"Jo, det er min Mening – dersom du da vil have mig."

"Om jeg vil, min Putte! Det kan du vel tænke! … Men hvad tror du dog, at Emanuel vil sige?"

"Det véd jeg ikke, men du skal faa Brev fra mig. Farvel saa længe."

Emanuel var imidlertid standset et Stykke borte og havde vendt sig om for at vente paa Hansine.

Han saa' den mørke Menneskemasse paa Kæmpehøjen og Væver Hansens duvende Skikkelse tegne sig skarpt mod den lyse Horisont, og han fyldtes af en uendelig Sørgmodighed. Han mindedes, hvordan han i sin Tid var kommen herud i Troen paa her at finde Menneskehjærtet bevaret i hele dets skønne Oprindelighed og ædle Enfold – og deroppe stod nu en Rænkernes og Bagtalelsernes kloge Mester og triumferede over ham! Han 320 tænkte paa, hvordan han var kommen herud for at præke Kærlighedens Evangelium – og deroppe stod nu Hadets Apostel og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen, manende til Kamp og Undertrykkelse!

Paa den lange Vej fra Skolen ud til Stranden talte Emanuel og Hansine ikke til hinanden. Først da de var kommen i deres Baad, og da Emanuel i den stille Aften havde roet dem et Stykke ud paa Fjorden, sagde Hansine, der sad i Bagstavnen og med den ene Haand glattede paa Frynserne af sit Shawl, dér hvor dette laa hen over hendes Knæ:

"Har du slet ikke noget at sige mig, Emanuel?"

Han holdt op at ro og hvilte Armene paa Aarerne, mens han saa' ud over Havet.

"Ja, der er jo ingen anden Udvej nu .... vi maa bort herfra," svarede han ud af sin egen Tankegang.

"Hvad har du da tænkt at gøre?" spurgte hun lidt efter.

"Jeg véd saamænd ikke. Men jeg maa vel søge mig et andet Embede; … et lille Kald et eller andet Sted paa den jyske Hede eller i Klitterne vil man vel ikke nægte mig."

"Det skulde du ikke gøre, Emanuel."

321 "Hvad mener du? … Hvorfor skulde jeg ikke det?"

"Nej, for det vil dog snart blive til det samme for dig dér som her. Det vil ikke vare længe, før du ogsaa dér vil føle dig misfornøjet og bare længes bort."

Han saa' hen paa hende med et undersøgende Blik; hun havde netop udtalt hans egen, nagende Tanke, som han ikke selv havde haft Mod til at aabenbare. Udsigten til at skulle begynde et nyt Liv i en ny Ensomhed, i et nyt, stort og tavst Øde, fik ham til at gyse.

"Hvad vil du da, at jeg skal gøre?" spurgte han.

"Jeg synes, du skal gaa derhen, hvor din Længsel drager dig, Emanuel; … for det nytter jo dog ikke længer at ville gemme det for hinanden; vi kan jo lige saa godt snakke rent ud om det; … du længes efter at komme tilbage til din Familie og til de andre Forhold, som du har hjemme i, og det er jo egentlig ikke mere end rimeligt. Derfor synes jeg nu, du skulde ikke stride med dig selv længer, Emanuel; det nytter dog vist ikke noget. Jeg har netop tænkt over, at du vist nok kunde faa dig en Virksomhed inde 322 i København eller i en anden stor By, saa du igen kunde være sammen med din gamle Omgangskreds; for det maa du trænge til, det kan jeg godt forstaa."

Emanuel havde løftet Hovedet og saa' overrasket hen paa hende.

"Men vil du da det, Hansine?"

"Jeg?" sagde hun og bøjede sig lidt dybere ned over sine Shawlsfrynser, som hun under hele Samtalen havde glattet paa. "Jeg vil helst det, som jeg tror kan være det bedste for os allesammen."

V.

Allerede den følgende Dag kørte Emanuel ind til Stiftsbyen for at udtale sig for Bispen og anmode om Afsked fra sit Embede; og næsten hele Eftermiddagen gik Hansine rastløs frem og tilbage i en af Havens lange Alléer, – hyllende sig ind i et lille Uldtørklæde, som om hun frøs – og ventede paa hans Hjemkomst. Hvert Øjeblik steg hun op paa den lille Jordhøj, hvorfra man 323 kunde overskue Egnen mod Vest, for at se efter, om Vognen endnu ikke skulde være at øjne ude paa Vejen.

Lidt før Solnedgang kom han endelig; og en halv Timestid efter gik de bægge ude i den lange Kastanieallé i Enden af Haven, hvor de havde søgt hen for at kunne tale uforstyrret sammen. Hansine satte sig paa den "Naturbænk", der fra gammel Tid stod her ved en Træstamme, mens Emanuel – oprømt af Rejsen og fuld af Oplevelser og Nyheder – gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende og fortælle.

Den gamle Bisp havde i Begyndelsen tiltalt ham temmelig skarpt. Han havde kaldt ham utaknemlig, ja forræderisk og med Bestemthed erklæret, at hans Forlangende umuligt kunde opfyldes. Men efterhaanden var hans Tone bleven mildere, og tilsidst havde han i et Anfald af Sørgmodighed sagt Ja til alt.

"Saa nu har vi vor Frihed, Hansine," sluttede han sin Beretning og standsede foran hende. "Nu kan vi rejse, saasnart jeg har faaet Bevillingen."

Hun sad bøjet forover, med Armene hvilende paa Knæene, og saa' ned mod sin ene Tøffelnæse, hvormed hun kradsede i den vaade Jord.

"Ja, se … det var det, jeg vilde sige dig, 324 Emanuel," – begyndte hun, og det lød, som om hun havde Møje med at faa Ordene frem, – "at jeg kan ikke tage med dig ind til København."

"Hvad vil det sige? Jeg forstaar dig slet ikke? Hvad mener du?"

"Jeg mener … ikke straks," rettede hun sig selv, da hun mærkede, at Emanuel ikke havde ringeste Anelse om hendes Hensigt. "Jeg er dog altfor fremmed for alting derinde; jeg vil dog bare blive dig til Besvær, indtil du faar ordnet dine Forhold og skabt dig en Stilling og indrettet et Hjem … jeg kan jo slet ikke være dig behjælpelig med nogen Ting. Og for Resten trænger jeg ogsaa til at være lidt i Ro med mig selv. Alting har været saa forstyrret i den sidste Tid, synes jeg."

"Ja, det kan der maaske være noget i," sagde Emanuel og begyndte paany at spasere frem og tilbage foran Bænken, med Armene lagt korsvis bag paa Ryggen. "Men jeg vil dog sige dig, at her bliver der næppe noget behageligt Opholdssted for dig. Jeg mærkede det saamænd blot ved at køre igennem Skibberup; vi boer ikke længere mellem Venner, men mellem hadefulde Fjender."

"Aa ja, det har jeg netop tænkt mig. Derfor har jeg ogsaa ment, at jeg kunde tage ud til Ane og være hos hende en Tid. Vi snakkede lidt 325 om det forleden; hun sagde, at der var et Par Stuer i deres nye Hus, som de ikke brugte; dem kunde jeg saa godt faa, sagde hun."

"Hos Ane? Ude i Skallinglandet! Mellem de skrækkelige Mennesker! Hvad tænker du dog paa, Hansine?"

"Aa, det har vist ikke saa meget paa sig med det Uvæsen, som man har snakket om, … det sagde ogsaa Ane; og hun lod da heller ikke selv til at have lidt nogen Slags Nød."

"Men det gaar alligevel ikke an; … det gaar ikke an for Børnenes Skyld, Hansine! Det er jo dog nu baade dit og mit Ønske, – ikke sandt? – at de kommer lidt bort fra de Paavirkninger, som de hidtil har levet under … og særlig for Sigrids Vedkommende er det sikkert paa høje Tid. Hun er en rigtig sød og rar Pige, men hun er lidt slem til at tage efter, har jeg mærket."

"Ja, det har jeg jo sagt dig længe, Emanuel."

"Nu ja, men saa forstaar jeg ikke, hvorfor du nu absolut vil – –"

"Jeg har ogsaa netop tænkt paa, at du skulde tage dem med dig ind til København. Du vil jo dog blive nødt til at indrette dig ligesom en Slags Hjem derinde. … Og saa tror jeg nu ogsaa, at det var godt for Børnenes Skyld, om jeg en Tid holdt mig 326 lidt borte fra dem. For jeg kan jo dog ikke hjælpe dem til Rette med nogen Ting men vil kanske snarere blive dem til Hinder for, at de kan slutte sig rigtig til deres nye Venner og i det hele faa den Uddannelse og Oplæring, som vi nu dog bægge mener, er den rigtigste for dem. Jeg har netop tænkt paa, at din Søster derinde … hun vil nok kunne hjælpe dig lidt med deres Opdragelse; hun har jo nylig mistet sit eget Barn, saa hun vil nok kunne blive en god Plejemoder for dem, har jeg tænkt mig."

Hun talte med stadig lige rolig og behersket Stemme, men hun var bleven meget bleg og saa' ufravendt ned mod Jorden.

Emanuel blev tavs. Hun havde igen udtalt de samme Tanker, der havde beskæftiget ham selv, men som han ikke havde nænnet at berøre for hende for ikke at nedslaa hendes Mod. Han indsaa' godt, at det vilde blive vanskeligt for Hansine at styre et Hjem under Forhold, der var hende saa fuldstændig fremmede, og at hun navnlig ikke vilde blive den Støtte for Børnene eller evne at give dem den Vejledning, som de i Særdeleshed i Begyndelsen vilde trænge haardt til! Han følte ogsaa, at hun med sit sære, for Fremmede uforstaaelige og ofte frastødende Væsen 327 vilde berede sig selv – og maaske ogsaa ham – mange Vanskeligheder; og særlig havde han hele Dagen med Uro tænkt paa, hvorledes hans Familie vilde stille sig til hende og i det hele optage hans Tilbagekomst.

Han kastede et Blik hen paa hende, og da han saa' hendes Sindsbevægelse, nærmede han sig og lagde Hænderne kærligt om hendes Hoved.

"Slaa alle de Tanker hen, min Ven! Lad os ikke forfalde til den Slags Bekymringer. Nu skal vi netop slutte os tæt til hinanden og staa Last og Brast i Kampen for vort Hjem og vor Lykke. Ikke sandt? … Det vil maaske ikke altid blive saa let for os herefterdags; men naar vi blot holder sammen, saa gaar det nok, skal du se!"

Hun havde ikke længer Kraft til at sige ham imod, formaaede ikke en Gang at afværge, at han bøjede sig ned og kyssede hende.

… Mens de bægge i de følgende Dage i Stilhed begyndte at forberede sig paa et Opbrud, blev Sagen ikke berørt imellem dem. Men Hansine kunde mærke, at den vedblev at beskæftige ham, og da han for hver Dag tydelig nok blev mere urolig og ængstelig for det Skridt, han var ved at foretage, holdt hun endnu stærkere fast ved sin Beslutning.

328 Det varede da heller ikke længe, før han en Dag af sig selv ledte Samtalen hen paa Emnet. Han sagde, at det maaske alligevel var fornuftigst ikke at sætte Bo paany, saalænge deres Fremtid var saa usikker, navnlig saalænge han var ganske uden Stilling og uden Indkomster. Han havde tænkt paa, at han sammen med Børnene midlertidigt, indtil han havde faaet sig en Gærning enten som Lærer eller Præst i København eller i en anden By, kunde komme til at bo hos sin gamle Fader, der boede ene i sin store Lejlighed og vistnok gærne vilde huse dem. Han trøstede hende med, at deres Adskillelse ikke skulde blive langvarig; saa snart han kom ind til Hovedstaden, vilde han søge at skaffe sig en Stilling, der atter kunde samle dem i Hygge og Tilfredshed.

Tilskyndet af Hansine skrev han endnu samme Dag et langt Brev til sin Fader, hvori han udførligt og – for at afværge sin Families Medlidenhed – en Smule selvbevidst gjorde Rede for Grundene til, at han sammen med sine Børn vendte tilbage til Hovedstaden, mens hans Hustru foreløbig forblev paa Landet. Til Slutning forespurgte han, om han selv og Børnene maatte nyde Gæstfrihed hos ham, indtil han kunde danne sig et nyt Hjem.

329

VI.

I Utaalmodighed ventede baade han og Hansine paa Svarets Ankomst.

Der var nu ogsaa efterhaanden bleven ret ubehageligt for dem i Vejlby Præstegaard. De havde hurtigt faaet at mærke, at Befolkningen – især Skibberupperne – havde optaget Emanuels Ord som en tilkastet Handske. Det i sin Tid ansatte Møde af Menighedsraadet var bleven afholdt, uden at man havde tilsagt ham, og i det hele lod man ham paa enhver Maade føle, at man ønskede at blive ham kvit. Man talte endog om at kalde en Fripræst til Menigheden, og der forberedtes Afsendelsen af en Deputation til Kapellan Ole Madsen, der mentes at ville give et imødekommende Svar. Ved Gudstjenesten om Søndagen var Næssekirken – ganske som i Provst Tønnesens Dage – aldeles tom; der var ligefrem udgaaet Ordre til, at man ikke maatte møde, og Væver Hansen havde saa fuldstændig genvundet sin gamle Enemagt, at Ingen vovede at modsætte sig hans Befalinger.

Under Haanden modtog Emanuel dog ogsaa 330 Beviser baade paa taknemlig Hengivenhed og paa Harme over den Adfærd, der blev vist imod ham. Da det blev bekendt, at han havde indgivet sin Afskedsansøgning, tog nogle Vejlbyfolk endog Mod til sig og begyndte en Indsamling af Penge til Indkøb af en Sølvkaffekande og en Lænestol, der – ligesom i sin Tid ved Provst Tønnesens Forflyttelse – skulde overrækkes ved Afrejsen.

I det hele var den gamle Strid mellem Skibberup og Vejlby nu igen brudt ud i lys Lue, og den før saa samdrægtige Menighed befandt sig i en fuldkommen Opløsningstilstand. Sogneraadsformanden var efter sit Fald sunket ned til sit gamle Liv med Drik og Kortspil, og han trak flere og flere af sine Vejlbyvenner med sig til sine Svirelag. Derimod var Niels, der stadig betragtedes som en Martyr for den gode og hellige Sag, steget det første Skridt til Vejrs mod sine Drømmes Maal. Ved Maren Smeds stadig mere besøgte Bønnemøder var han begyndt at uddanne sig til vandrende Missionsprædikant, i hvilken Anledning han havde anskaffet sig bred Hat og mørkeblaa Briller.

I Præstegaarden laa man i fuld Oprydning. Emanuel, der pludselig havde mistet al Interesse for sin Bedrift og blot ønskede at blive Besværet med Mark og Stald kvit saa hurtigt som muligt, 331 havde solgt al sin Sæd paa Roden til en Nabo, der for en Del af Købesummen skulde passe Jorden, indtil hans Eftermand i Embedet blev udnævnt; Køer og Heste og Avlsredskaber havde han ligeledes gjort i Penge og med disse betalt den ikke ringe Klatgæld, som han i Aarenes Løb havde været saa letsindig at stifte i Flæng hos mange af sine forrige Venner, og som mere, end han anede, havde bidraget til at svække hans Indflydelse i Menigheden.

Ellevild af Henrykkelse over at skulle til København fór Sigrid ud og ind af Døre, rystende sine gulbrune Lokker, og smittede med sin Jubel den lille Dagny, der i Sommerens Løb havde vokset sig stor og nu trissede alene omkring paa Gulvet. Saa snart Emanuel viste sig, sprang Sigrid kælent op ad ham for at faa ham til at berette om alle de Herligheder, der ventede hende. Hver Eftermiddag i Skumringen maatte han sidde med hende paa Skødet og fortælle om de københavnske Gader med de mange Mennesker, de oplyste Butikker, de klingende Sporvogne, de raabende Sælgekoner og de sorte Skraldemænd, om Rundetaarn og Havnen med de mange Skibe, om Kongens røde Kuske og Tivolis Illumination … og regelmæssigt blev han selv saa optaget af 332 sine Beretninger, der vakte saa mange halvt henslumrede Minder hos ham, at det blev mørk Aften, uden at han mærkede det.

Imidlertid sad Hansine stille henne i sin Armstol og syede paa Børnenes Søndagstøj og strikkede dem nye Strømper, "for at deres fornemme Familie i Hovedstaden ikke skulde ynkes altfor meget over dem," som hun en Gang ytrede sig.

Emanuel forstod ikke, at hun vedblev at være saa bleg, skønt der dog nu var bleven Haab om en lysere Fremtid for dem alle. Han havde endog et Par Gange overrasket hende i Graad; og da han havde spurgt hende om Grunden til den, vilde hun ikke svare. Ligeledes undrede han sig over den næsten uvillige Skyhed, hun viste overfor enhver af hans Tilnærmelser. Saa snart han tog Plads ved Siden af hende og vilde tage hendes Haand, rejste hun sig og gjorde sig et Ærende ud i Køkkenet.

Han mente, det var Benauelse over Opbrudet og den forestaaende lange Adskillelse, som hun vilde skjule for ham; og han søgte ved ethvert Middel at berolige og opmuntre hende. Men det var, som om hans Medfølelse saarede hende, og han fandt det tilsidst rigtigst at lade hende have Fred.

333 Omtrent saa hurtigt, som det var muligt, kom det længselsfuldt ventede Svar fra København.

Det var en af Faderens Skrivelser paa et stort Ark Papir, inden i hvilken der laa en duftende, paa kryds og tværs overskreven Billet fra Søster Betty. Emanuel, der straks havde sat sig ind i Stuen for at læse Brevene højt for Hansine, blev saa bevæget over al den Kærlighed til ham og den Længsel efter ham, der udstrømmede fra dem bægge, at han fik Taarer i Øjnene.

Faderens Brev var holdt i hans sædvanlige, lidt højtidelige Stil. Han skrev, at han nu var en gammel Mand, der næppe havde mange Skridt til Graven, og at der ikke kunde være bleven beredt ham en større Glæde end Udsigten til at gense sin ældste Søn, som han saa længe havde savnet. Uden mindste Forsøg paa at ydmyge ham eller mindste Bebrejdelse for hans Selvklogskab bød han ham et hjærteligt Velkommen tilbage til Fædrehjemmet.

"De to Værelser, som du i sin Tid beboede her, skal med kortest Varsel staa rede til igen at modtage dig," – skrev han – "og jeg behøver vel ikke at tilføje, at ogsaa dine to Børn vil være mig kære Gæster; der skal blive indrettet Beboelse til dem i din umiddelbare Nærhed, og vi skal alle 334 gøre, hvad vi formaar, for at de kan føle sig veltilpas imellem os. Som du maaske véd, lejede jeg for et Par Aar siden det ikke ubetydelige Havestykke, der hører her til Ejendommen, og som nu afgangne Konferentsraad Tagemann (du erindrer nok ham, der boede under os paa første Sal) i sin Tid var Lejer af; der er altsaa fri Tumleplads for dine Børn, og jeg skal sørge for, at Snedker Jørgensen en Dag bliver tilsagt for at ophænge en Gynge, og hvad andet der behøves til Børnenes Underholdning. Legekammerater skal de heller ikke komme til at savne; baade de unge Løbners (paa tredje Sal) og Kontorchef Winthers (de nye Lejere i Stuen) har flinke og meget velopdragne Børn, saa jeg haaber, at dine ikke for meget vil komme til at savne det frie Landliv. Din Hustrus Bestemmelse om indtil videre at blive boende paa Landet forstaar jeg fuldkomment og kan ganske billige den; hun vilde næppe kunne føle sig tilfreds i en stor Bys for hende saa ganske fremmede Forhold.

Kun disse Ord i Dag. Din Broder Carl beder mig overbringe hans hjærtelige Hilsen; han ønsker bemærket, at ikke alle Kammerjunkere er saa "slemme", – han forlanger udtrykkeligt, at jeg skal bruge dette Ord – som du vistnok tror, og 335 at han glæder sig til en Dag at kunne invitere dig ind i Amalienborgs Vagtstue for at overbevise dig derom.

Nu blot min egen Hilsen til dig og alle dine.

Din hengivne
Fader.

"Tænk dig!" udbrød Emanuel efter endt Læsning og saa' med et straalende Blik hen paa Hansine, der sad i sin Armstol, bøjet over sit Sytøj. "Jeg faar mine gamle Værelser med Udsigt til Kanalen og Børsen og Kristiansborg Slot! Det kan virkelig blive morsomt! … Og er det ikke prægtigt med den Have? Tænk, hvor Børnene kan tumle sig dér! Synes du ikke, det altsammen lyder rigtig godt?"

Hansine nikkede blot. Hendes Bryst bølgede, og hun havde lukket Øjnene som et Menneske, der kæmper med sig selv.

Brevet fra Betty var præget af den Sindets dybe Nedstemthed, som Tabet af hendes eneste Barn havde fremkaldt hos hende. Hun skrev:

"Du véd ikke, hvor her er bleven tomt og trist i vore Stuer, siden Vorherre tog min lille Kai fra mig. Hvor længes jeg ikke efter, at dine Børn skal komme herind, for at jeg atter kan 336 høre Barnestemmer og Barnelatter omkring mig. Sig til din Hustru, at hun ikke skal ængste sig for dem – jeg kender selv en Moders Ængstelser! – Vi skal værne om dem, saa godt vi kan, mens hun er borte fra dem. Men allermest længes jeg efter dig, kære Broder, som jeg nu ikke har set i saa mange Aar. Frøken Tønnesen, som jo har besøgt dig for nylig, og som jeg kommer en Del sammen med, har fortalt mig, at du er bleven saa brun og har faaet et stort Skæg. Hvor jeg glæder mig til at se dig! Og du vil nok være god imod mig, Emanuel. Jeg trænger saa meget til din Trøst. Jeg længes efter at kunne læne mit Hoved mod din Skulder og tale til dig i Fortrolighed. Ja, Emanuel, – Vorherre hjemsøger os. Blot vi maa have Kraft til at bære vor Byrde!

For din Fremtid tror jeg ikke, du behøver at være bekymret; det mener ogsaa baade Fader og min Mand. Igaar, netop som Fader havde modtaget dit Brev om Formiddagen og sendt det herop, for at vi skulde læse det, var vi til Middagsselskab hos Justitiarius Munck; ved Siden af mig ved Bordet sad Stiftsprovsten, som jo kommer hjemme hos os; og da jeg var saa glad over dit Brev, kunde jeg ikke lade være at fortælle ham, at du nu vilde flytte herind til Byen. Han syntes 337 mærkelig nok at vide noget om det i Forvejen (oppe fra Ministeriet, mener min Mand) og lod ogsaa til at være meget tilfreds dermed. Jeg spurgte ham tilsidst rent ud, om han mente, du kunde faa et af de mindre Embeder ved en af Kirkerne her i Byen, og det syntes han slet ikke at anse for umuligt. "Deres Broder er jo en særdeles god Laudabilist," (er det rigtigt stavet?) sagde han; "og vi trænger ogsaa herinde til unge og prøvede Kræfter." Han lagde særlig Eftertryk paa "prøvede". I det hele talte han saa pænt om dig, (han kender dig jo fra gammel Tid hjemme fra Fader) saa jeg tror ikke, det vil komme til at skade dig, at du har haft de Anskuelser, som du nu er kommen bort fra."

VII.

En Dag i Begyndelsen af September slog endelig Afrejsens Time.

Det blev en travl og bevæget Dag. Tidlig om Morgenen gik Emanuel ud til Skibberup Kirkegaard for at sige Farvel til Guttens Grav og derfra til 338 sine Svigerforældre og Hansines Broder Ole, der styrede sine Forældres Ejendom. Afskeden med de sidste var temmelig kølig; særlig var Else stærkt paavirket af den almindelige Skibberup Stemning; og skønt det efter Hansines Ønske ikke var bleven omtalt, at hendes Ophold i Skallinglandet skulde strække sig ud over et Par Dage, kom der et mistænksomt Glimt i Elses lyse Øjne, hver Gang Besøget hos Ane kom paa Tale.

Om Formiddagen indtraf den omtalte Deputation i Præstegaarden med en pletteret Kaffekande og en Skrivebordsstol, og hen paa Eftermiddagen ankom endelig en Vogn, som Emanuel – for ikke at være nødt til at bede Naboerne om flere Vennetjenester – havde bestilt hos en Vognmand inde i Købstaden … en Landauer med Nysølvsbeslag og Kusk i Liberi.

Emanuel fór i Rejsefeber omkring mellem Kufferter og Æsker, iført en ny, sort Klædesfrakke og med nyklippet Haar og Skæg, – fulgt i Hælene af Sigrid, der ikke vilde slippe ham af Syne; det var, som om hun frygtede for, at han skulde kunne rejse bort uden at tage hende med. Hun havde hele Natten ikke lukket et Øje men hver halve Time spurgt Moderen om, hvad Klokken var; og lige fra Morgenstunden havde hun trofast 339 baaret paa sine private Pakkenilleker – en lille Blikspand, et ituslaaet Dukkehoved og to Tændstikæsker med forskelligt farvede Sten – og havde ikke været at formaa til at slippe dem et eneste Øjeblik.

Abelone, hvem Hansine havde overtalt til at følge med Børnene og blive hos dem i nogen Tid, gik og græd af Benauelse; og ude i den tomme Stald sad Søren Røgter paa Kanten af et Fodertrug og grundede over Livets mærkelige Tilskikkelser.

Hansine var hele Dagen rolig og gjorde sig nyttig overalt. Ingen skulde i hendes Ansigt kunne læse sig til, hvor fuldt og fast hun var overtydet om, at hun i Dag skulde se sin Mand og sine Børn for sidste Gang … Hun vidste, at Børnene snart vilde glemme hende derinde mellem de mange fremmede Mennesker og alle de nye Ting, der kom til at optage deres Sind og Tanker; og naar de var bleven ældre og helt havde vokset sig sammen med deres nye Omgivelser, vilde de føle det som en Hindring og en Skam at have en Moder, der gik med Bondehue og førte Bondetale. Men hun havde lovet sig selv, at de skulde ikke komme til at lide for, hvad andre havde forbrudt. Fuldt og helt skulde de have Del i den Livets 340 lyse Lykke, som hun en Gang havde drømt om at kunne naa ogsaa for sig selv.

Og Emanuel? Ogsaa for ham vilde hun snart blive en tung Lænke, som han ønskede sig Mod til at afryste. Hun havde i denne Tid mærket paa hundrede Ting, hvorledes han i Tankerne allerede levede i et Liv, der var hende fjernt, og som hun aldrig kunde blive i Stand til at dele med ham. Hun vidste, at han ikke vilde færdes længe i sin gamle Vennekreds, før han selv kom til at føle det dybe Svælg, der nu skilte ham og hende; og det vilde da komme over ham som en Befrielse, naar hun en Dag skrev til ham, at hun ikke mere vilde vende tilbage, at han var fri, og at det vilde være frugtesløst af ham at forsøge paa at faa hende til at forandre sin Beslutning.

Hun bebrejdede ham intet. Hun anklagede kun sig selv, fordi hun havde været saa hovmodig at tro, at hun kunde udfylde en Plads paa de høje Bænke. Ja, egentlig var hun ikke en Gang overrasket over, hvad der i den sidste Tid var sket. Det undrede hende snarere, at det ikke var sket for længe siden. De sidste syv Aars Oplevelser havde saa ofte forekommet hende saa besynderligt uvirkelige. Hun havde kunnet overfaldes 341 af den Følelse, at hun endnu var den unge Pige i sine Forældres Hus, og at hele hendes Ægteskab, hele hendes Liv i Vejlby Præstegaard, blot var en lang, urolig Drøm, hvoraf hun vilde blive vækket ved et eller andet Hanegal.

… Da Afrejsens Time kom, kyssede hun Børnene og sagde Farvel til Emanuel paa saa rolig en Maade, som om ogsaa hun troede, at Adskillelsen kun skulde blive kort. Hun fulgte dem til Vognen, pakkede selv Børnene godt ind og bad Abelone huske paa at give dem deres rene Forklæder paa, inden de naaede København.

Da Emanuel i Afskedens Øjeblik grebes af en stærk Sindsbevægelse og blev ved at holde om hendes Hoved og kysse hendes Pande, sagde hun for at opmuntre ham, at han nu ikke skulde gøre sig Bekymringer for hendes Skyld; det skulde nok altsammen blive godt.

"Og pas saa paa Børnene, Emanuel," sagde hun til allersidst; – og som om hun med disse Ord havde udtømt sin Sjælskraft, vendte hun sig i det samme om og gik op ad Trappen, endnu før Vognen var begyndt at køre.

"Gaa op paa Jordhøjen i Haven – saa vi kan vinke til dig – til det sidste!" raabte Emanuel efter hende.

342 Men hun vendte sig ikke om og gik hurtigt ind i Huset.

Kusken knaldede med Pisken, og Hestene satte sig i Bevægelse. Da Vognen rullede ud igennem den hvælvede Port, raabte Sigrid Hurra.

Paa Vejen ud gennem Byen tilraabte de fleste Folk dem et oprigtigt "lykkelig Rejse", idet de kørte forbi; ja af uvilkaarlig Ærefrygt ved Synet af Landaueren og den liberiklædte Kusk blottede mange endog Hovedet.

Da Vognen naaede ud paa Landevejen, sagde Emanuel:

"Tag nu Lommetørklæderne frem, Børn!"

Saa snart de saa' Hansines Skikkelse staa deroppe paa den lille Høj i Udkanten af Haven, begyndte de alle at vifte.

Hvorfor mon hun ikke vifter igen, tænkte Emanuel.

"Vift, Børn … vift!" sagde han og fik Øjnene fulde af Taarer.

Men Skikkelsen deroppe paa Højen rørte sig ikke; .... de fik intet Svar paa deres: "Paa Gensyn."

… Hansine stod som en Billedstøtte, indtil det sidste Glimt af Vognen var forsvundet i det Fjerne; – saa gik hun stille ned. Pludselig var 343 det, som om hun blev overfaldet af Svimmelhed; hun satte sig tungt ned paa et af de smaa Trætrin, der førte fra Havegangen op til Højen.

Time efter Time blev hun siddende her – ubevægelig, med Hovedet i sine Hænder, mens Efteraarsvindens Sus drog tungt gennem Trækronerne oven over hende.

Ved Solnedgang rejste hun sig og gik ind imod Huset. Hun skulde overnatte hos sine Forældre, i sit gamle Værelse, hvor hun havde sovet som ung Pige. Først den næste Dag vilde Anes Mand komme med sin Baad for at føre hende over til hendes fremtidige Hjem.

Hun hentede en lille Bylt Klæder i det tomme Sovekammer, gik derpaa ud i Stalden og sagde Farvel til Søren, der nu var blevet Stedets Eneherre, og forlod Præstegaarden.