Det forjættede Land
Et Tidsbillede
Anden Bog
77
I.
Efter nogle Dage med mildt Foraarsvejr rejste der sig om Søndagen ved Solnedgang en heftig Storm fra Nord. Hansine sad denne Aften ene hjemme hos Børnene, der var kommen tidligt til Ro. Emanuel og Tjenestefolkene saa vel som Husets sædvanlige Aftengæster var taget til det store Protestmøde i Skibberups Forsamlingshus, hvortil der i Løbet af Dagen var strømmet Folk sammen fra det hele Herred. Lige fra Morgenstunden var Vognene rullet ind gennem Byen med udensogns Meningsfæller, og mange af dem var standset udenfor Præstegaarden og havde efterladt Folk, der vilde benytte Lejligheden til at hilse paa Emanuel og deltage i Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Desuden havde de to indforskrevne Rigsdagstalere – et Par vestjyske Bønder – været her i et langt Besøg, og om Eftermiddagen var der kommen en Samling Elever ovre fra 78 Sandinge Højskole med Hilsen og Bud fra den gamle, syge Forstander. Og alle disse Mennesker skulde enten have Kaffe eller noget at spise, saa der havde hele Dagen været en Travlhed, omtrent som i en Gæstgivergaard paa en Markedsdag.
Hansine havde glædet sig til disse stille Aftentimer efter den lange og urolige Dag. Det hændte ikke ofte, at hun kunde have det saa uforstyrret, og hun delte ikke Emanuels Henrykkelse over at se Huset fuldt af Gæster. Hun ønskede tværtimod ofte, at han vilde aabne Dørene mindre højt for de mange Venner, der efterhaanden havde vænnet sig til at gaa ud og ind i Præstegaarden næsten som i deres eget Hjem. … Men da hun i Aften endelig var bleven ene, og Børnene var bragt til Sengs, og da hun havde faaet Lampen tændt og sat sig hen ved det lange Bord i Storstuen med noget Stoppearbejde, følte hun sig alligevel lidt uhyggelig tilmode ved at sidde saa forladt i dette store og tomme Hus, med hvilket hun overhovedet havde ondt ved at blive helt fortrolig. Skønt hun nu snart i syv Aar havde haft sit Hjem her, havde hun bestandig vanskeligt ved at frigøre sig for en Fornemmelse af at være en ukaldet Gæst i disse højloftede Sale, hvis Bestemmelse det havde været at huse fornemme 79 Familier og genlyde af Samtale og Musik. Det forekom hende undertiden, at alle Præstegaardens forrige Beboere – især Provst Tønnesen og hans stolte Datter – endnu paa en spøgelseagtig Maade færdedes i Huset og med truende Blikke bevogtede hende fra Stuernes dybe Kroge.
Hun grundede ofte over, hvordan Emanuel kunde finde sig saa tilpas her og i det hele være saa veltilfreds, endskønt alt i Aarenes Løb var blevet saa forskelligt fra det stille, tilbagetrukne Familieliv, de i Begyndelsen bægge havde tænkt sig at skulle føre. Selv sendte hun mangen Gang – især efter en urolig Dag som denne – en vemodig Tanke til det lille hybenbevoksede Boelssted ude ved Bækken mellem Egedets grønne Bakker, som de i deres første Forlovelsestid havde tænkt paa at købe; og naar hendes Fantasi udmalede for hende, hvor godt og fredeligt de kunde have haft det derude i de smaa hyggelige Stuer, borte fra de mange Mennesker, og med den vide Strand til Nabo, trængte Præstegaardens Tomhed sig dobbelt fængselsagtig omkring hende.
Dertil kom i Aften den stigende Larm af Stormen, der susede over Huset og førte al Slags Smaastøj ind til hende ude fra Udbygningerne. 80 Ovre i Ladelængen stod en Loftsluge og slog, og paa den stærke og vedholdende Rykken i Forstuedøren kunde hun mærke, at Niels igen havde glemt at lukke Portfløjene. Fra Stalden hørtes nu og da en dyb Brummen af en af Køerne, – og alle disse Lyd vakte hendes husmoderlige Bekymringer, som Følelsen af det Ansvar, der paahvilede hende ved Styrelsen af dette store Hjem, saa let fremkaldte hos hende. Hun kom til at tænke paa, om Abelone ikke skulde have glemt at malke Vejrløse-Kvien, inden hun gik, og om der var bleven set godt efter i den Køkkenaske, der om Eftermiddagen var kastet ud paa Møddingen. Abelone var bleven saa adspredt i den sidste Tid og havde faaet saa besynderlig travlt med at kigge ud af Bryggersvinduet, saa snart Niels gik over Gaarden. … Bare Niels ikke blev for stor paa det over al den Stads, der blev gjort af ham, siden han var begyndt at skrive i Aviserne. Han var allerede bleven svært efterladende med sit Arbejde, syntes hun ....
Hun blev afbrudt i sin Tankegang ved en klynkende Lyd inde fra Sovekammeret, hvortil Døren stod paa Klem. Det var Gutten, der laa og klagede sig i Søvne. Han havde om Formiddagen fulgt sin Fader til Skibberup Kirke, for at han 81 under Gudstjenesten kunde løbe og lege med Aalefiskerens Børn nede ved den friske Strand; men efter Hjemkomsten var han pludselig forsvunden og havde ikke været til at opraabe hele Eftermiddagen. Først i Mørkningstiden, efter at Emanuel var gaaet, havde hun fundet ham oppe paa det øverste af Loftstrappen, hvor han havde siddet med Hænderne for sit syge Øre, ganske ophovnet i Ansigtet af Graad. Hun havde øjeblikkeligt bragt ham til Sengs og heldt nogle Draaber af gamle Strynø-Grethes "Høreolie" ned i Øret, hvorefter han ogsaa hurtig var falden i Søvn. Men endnu under Søvnen vedblev han af og til at klage sig; og dette fornyede Udbrud af Guttens gamle Lidelse bidrog sit til at fremkalde den modfaldne Sindsstemning, hvori hun i Aften befandt sig.
Hun havde aldrig ret kunnet forlige sig med Emanuels Lyst til i al Slags Vejr at tage Børnene med sig overalt, hvor han færdedes, – og endnu mindre kunde hun forstaa, at han rolig gav dem Lov til saa frit at tumle sig mellem alle Gadens Børn, hvor de dog udsattes for saa meget, der ikke var af det gode. Hun huskede fra sin egen Barndom de mange stygge Ting, der gik i Svang navnlig mellem Fattigbørnene, for ikke at tale om 82 de slemme Utøjssygdomme, hvoraf saa mange af dem led; og naar hun saa' Gutten og Sigrid løbe om imellem dem, ganske som hun selv en Gang havde gjort, med lappede Klæder og hullede Strømper, kunde hun ikke undertrykke en Smule Mismod i en forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv i det hele var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke, og som hun ved sit Bryllup havde troet at skulle se virkeliggjort.
Gang efter Gang havde hun foresat sig at tale indtrængende til Emanuel om Børnenes Forhold; men endnu havde hun aldrig kunnet faa den rette Frimodighed dertil. Saa snart han traadte ind i Stuen, altid saa glad og tryg og saa ganske opfyldt af sin store Gærning, mistede hun Tilliden til sig selv. Over for hans urokkelige Fortrøstningsfuldhed og den glade Selvopofrelse, hvormed han gav sig hen i sit ophøjede Kald, kunde hun ikke finde Ord for sine dagligdags Bekymringer.
… Hun løftede Hovedet. Inde fra Sovekammeret hørtes pludselig en Række smaa Skrig.
Hun lagde hurtigt Arbejdet bort og rejste sig. Men da hun stod inde ved Guttens Seng, overraskedes hun ved at finde ham i en tilsyneladende 83 fuldkommen rolig Søvn. Hun forstod det ikke, beroligede sig tilsidst med, at hun altsaa maatte have hørt fejl, og vilde just vende tilbage til Stuen, da Gutten i det samme kastede sig om paa Ryggen, skurede Tænderne mod hinanden og paa ny udstødte tre angstfulde Skrig.
"Men Barn dog! … Hvad er der i Vejen?" raabte hun og rejste ham op i Sengen for at faa ham vaagen.
Purken gned sig med begge Hænder over Øjnene, saa' sig længe omkring i dyb Forundring og sagde endelig:
"Jeg har det godt."
"Hvorfor raaber du da saadan? … Har du drømt noget slemt? Eller gør det ondt noget Sted?"
Han syntes ikke at høre hende. Hans Øjne var med ét blevet underligt store og stirrede ret frem i Luften med et blandet Udtryk af Bestyrtelse og levende Optagethed.
"Mo'er!" hviskede han.
"Ja, hvad er der dog, min Dreng? Du gør mig saa forskrækket."
"Der er kommen en Flue ind i mit Hoved."
"Hvor du snakker, Barn. Det er noget, du har drømt, kan du nok forstaa. Læg dig nu roligt ned og sov, saa gaar det nok altsammen over."
84 "Nej, det er virkelig sandt … Jeg kan mærke den hele Tiden. Den kan vist ikke komme ud, Mo'er."
Ved de sidste Ord fortrak hans Ansigt sig, Munden blev bred, og efter en kort Kamp med Stoltheden kastede han sig angstfuld ind til hende og begyndte at græde. Hun klappede ham paa Haaret, søgte at trøste og berolige ham, og med sin vante Godmodighed tørrede han da ogsaa snart efter sine Øjne og puttede sig ned under Dynen. Med et lille Suk lagde han begge Hænderne under Kinden og faldt et Øjeblik efter i Søvn.
Hansine blev staaende ved Sengen. Drengens Ord og besynderlige Adfærd havde indgydt hende en uvilkaarlig Angst. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham. … Og mens hun stod dér og betragtede ham ved Lysskæret fra Dagligstuen, der faldt ind over hans Hovedpude, tog hun da paany det Løfte af sig selv, at hun nu ikke vilde tøve længere med at faa Klarhed over hans Tilstand. Endnu samme Aften vilde hun tale alvorligt med Emanuel om sine Ængstelser, og hun vilde denne Gang ikke give tabt, før Doktoren var bleven hentet til hendes Barn.
85
II.
Klokken var næsten ti, og Hansine sad atter inde ved Lampen i Storstuen og stoppede Børnenes Strømper, da Emanuel kom hjem.
"Guds Fred herinde!" sagde han med den Indtrædelseshilsen, som han havde optaget efter de gamle Bønder, og blev et Øjeblik staaende henne i Halvmørket ved Døren. Han holdt en slukket Lygte i den ene Haand, en Egekæp i den anden; det lyse Skæg bølgede forblæst ned over hans mørke, kutteagtige Vadmels-Kavaj, hvis Hætte han havde slaaet op over Hovedet. "Er Niels kommen hjem?"
"Nej, jeg har ikke hørt nogen."
"Heller ikke Abelone?"
"Nej."
"Stakkels Barn! Hun vil faa Møje med at kæmpe sig op mod Blæsten. Det er jo blevet en halv Orkan … og et Mørke, saa man ikke kan se Haanden for sig. Nede under Aasen blæste min Lygte ud; jeg havde sandelig nær ikke fundet Vejen. – Naa, alting frist', Hjemmet bedst!"
Han satte Lygten fra sig paa Bænken ved Døren og skilte sig af med Stok og Kappe.
"Og nu kan du tro, jeg har Nyt at fortælle 86 dig!" fortsatte han oprømt, idet han nærmede sig og pustede paa sine forfrosne Fingre. Først da han naaede helt hen til hende og vilde lægge Hænderne om hendes Hoved for at give hende det sædvanlige Genkomstkys paa Panden, lagde han Mærke til hendes urolige og fraværende Ansigtsudtryk.
"Men hvad er der i Vejen, bedste Ven? Der er da ikke hændet noget, mens jeg har været borte?"
Hun søgte sig en anden Strømpe ud af Bunken, der laa foran hende paa Bordet og sagde i et Tonefald, hvori der sporedes en tilbageholdt Anklage:
"Aa, det er igen Gutten, Emanuel!"
"Gutten? Hvad er der med ham? Han er da ikke bleven borte? Jeg saa' ham ikke hele Eftermiddagen."
"Nej, den Ting fik jeg jo opklaret; … jeg fandt ham oppe paa Loftstrappen, da du var gaaet. Det var igen galt fat med Øret, saa jeg maatte bringe ham i Seng. Jeg véd ikke, hvad det er, der er i Vejen med ham; jeg har aldrig set ham saa underlig som i Aften."
"Men hvad er det, du siger! Lad mig dog se ham!"
87 Han vilde tage Lampen fra Bordet, men hun holdt hans Haand tilbage.
"Det behøves ikke. Den kunde maaske vække ham; … jeg har tændt Natglasset derinde."
Hun rejste sig og fulgte efter ham ind i Sovekammeret, hvor Gutten endnu laa og sov, med begge Hænderne under Kinden og optrukne Knæ – svagt belyst af det rødlige Skær fra en lille Flamme, der svømmede ovenpaa et brunt Olielag i et Vandglas bag hans Hovedgærde. Ikke en Linje i hans Ansigt røbede i dette Øjeblik andet end den sundeste og tryggeste Hvile.
"Men han sover jo som en Gud!" hviskede Emanuel og bøjede sig ned over den lille Jærnseng for at lytte til hans Aandedræt. "Der kan umuligt være noget i Vejen med ham! Du har ladet dig skræmme, Hansine!"
"Jeg forstaar det ikke … før snakkede han helt som i Vildelse og raabte saa fælt. Det kommer saadan stødvis over ham."
"Saa er det Foraarsluften, kan du tro! Den gør gærne Børns Søvn urolig. Du skal se, i Morgen er han med Guds Hjælp frisk igen."
"Men jeg synes dog alligevel, Emanuel, at vi nu skulde gøre Alvor af" –
"Saa køn han ser ud!" vedblev Emanuel, 88 der som de fleste Folk, der er vant til altid selv at tale, i Almindelighed overhørte andres Bemærkninger. Han havde lagt sin Arm om Hansines Liv og betragtede lykkeligt smilende det lille gullokkede Hoved, der laa dér saa dybt nedsunket i de hvide Puder. "Ganske som en lille Engel i Vorherres eget Skød. Er det ikke et yndigt Syn! … Kan du i det hele forstaa, Hansine, at Folk, der har Børn, kan være Gudsfornægtere? For mig ligger der et saa tydeligt Genskin af det hinsidige Lys, en saa yndig Bebudelse af den himmelske Fred over et saadant sovende Barns Træk … Jeg kommer derved til at tænke paa, hvad vor kære, gamle Højskoleforstander en Gang svarede en Mand, der spurgte ham om, hvordan han egentlig tænkte sig Saligheden. "Saadan!" sagde han og pegede ud i Stuen paa et lille Barn, der var faldet i Søvn ved sin Moders Bryst. Jeg synes, det var saa kønt sagt. – – Naa!" afbrød han sig selv og slap Hansine. "Hvordan staar det saa til med de andre to Smaatrolde? Med dem har der vel ikke været noget i Vejen? Man kan da høre Tyksakken snorke, saa det er en Lyst. Jeg har sandelig længtes efter dem, de smaa Fyre … jeg har jo næsten ikke set dem hele Dagen."
89 Mens han talte, bevægede han sig paa Taaspidserne rundt om Sengene og bøjede sig ned over de tre smaa Væsner, som han ofte spøgende kaldte sine "tre Tønder Guld". Ved hver Seng tog han en Kommenskringle frem af sin Baglomme og puttede den halvt ind under Hovedpuden, saa at Børnene straks maatte se den, naar de næste Morgen vaagnede.
"Jeg kiggede et Øjeblik indenfor hos Bageren. Jeg syntes, at jeg skulde ikke komme helt tomhændet hjem til dem i Dag. Se saa! Nu er det vist ogsaa bedst, vi lader dem have Ro. Og jeg har jo saa meget nyt at fortælle dig i Aften. Lad os komme ind!"
De vendte tilbage til Stuen, hvor han straks gav sig til at vandre frem og tilbage over det store Gulv for udførligt at berette om alt, hvad der var foregaaet i Skibberup Forsamlingssal. Hansine hørte dog kun efter med det halve Øre. Hun havde ikke sluppet sit Forsæt og var endnu fast bestemt paa at benytte den første Lejlighed til atter at lede Samtalen hen paa Gutten.
"Men véd du, hvad der blev hele Mødets Glanspunkt?" udbrød Emanuel og standsede midt paa Gulvet med Hænderne i Siden og fremstrakt Overkrop. "Prøv en Gang at gætte, Hansine?"
90 "Det nytter vist ikke noget, … sig du det hellere."
"Din Fa'er!"
Hansine saa' op fra sit Stoppearbejde.
"Fa'er?"
"Ja – ingen anden end din kære gamle, blinde Fa'er!"
"Talte Fa'er?"
"Ja vist! … Aa, jeg vilde ønske, jeg rigtig kunde give dig en Forestilling om den Begejstring, ja ligefrem Jubel, hans Fremkomst vakte. Det var virkelig hjærtegribende!"
"Men kan Fa'er da tale?" spurgte Hansine i stigende Forbavselse.
"Ja, det var ikke saa meget Ordene, du! Det var hele hans Fremtræden og hans mægtige Sindsbevægelse … Ser du, Sogneraadsformanden havde netop talt – lidt langt og lidt for vidtsvævende, saadan som han jo desværre har for Vane – og Resolutionen skulde til at oplæses, da din Fader, der havde Plads tæt under Talerstolen, rejste sig op for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt. Men rundt om i Salen blev hans Bevægelse misforstaaet; man troede, han vilde sige noget, og fra alle Sider begyndte man at raabe: Op paa Talerstolen! Op paa Talerstolen! Kort og 91 godt – før din Fader kunde faa sig forklaret, blev han af to Mænd ledet fra sin Plads op paa Tribunen. Han gjorde for Resten heller ikke stor Modstand … og du kender jo hans Undselighed, saa du kan deraf slutte dig til hans og hele Mødets Stemning. Jeg vil i hele mit Liv ikke glemme det Øjeblik."
"Men … men … hvad sa'e han da?"
"Ja, som sagt, det var ikke saa meget Ordene … det var selve Synet af denne gamle, blinde Mand med det store kridhvide Haar, der dukkede op dér som et endnu levende Vidne om Trældommens Dage, som han jo virkelig næsten selv har oplevet. Det var som at høre en Røst fra Gravene, da han løftede sin rystende Haand og med svag Gammelmandsstemme raabte: "Er det Træhesten, vi skal ha'e igen? Er det Meningen? Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden?" – ja, andet sagde han egentlig ikke; men du skulde have hørt det tordendrønende "Nej, nej! Det skal aldrig ske!" der rungede gennem Salen efter hans Ord. Jeg vilde blot ønske, at Folkefrihedens Fjender havde været til Stede og fornummet den Klang af hærdede Viljer, der var i det Raab; de skulde da nok have indset, hvor haabløs deres Modstand er ...... Aa, hvor er jeg dog et lykkeligt Menneske!" 92 udbrød han og gik hen og lagde Hænderne om Hansines Hoved. "Aldrig kan jeg takke Vorherre nok for, at han viste mig Vejen ud af det Sodoma, hvor Livet er en daglig Kamp med Døden og Tilintetgørelsen. Hvor ganske anderledes er det dog ikke at aande her, hvor alt er i Udspring, hvor alt er Foraar, Morgengry og Lærkesang! Og hvor dejligt at have faaet Lov til efter fattig Evne at bygge med paa Sandhedens og Retfærdighedens forjættede Rige! … Naar jeg tænker paa mig selv fra Fortidens Dage, synes jeg, at jeg er bleven et helt nyt Menneske, at jeg har afkastet en gammel, hæslig Ham. Og for al denne Lykke, skylder jeg, næst Gud, dig den største Tak, min Ven! … Ja, ja! Nu slaar du Øjnene ned og bliver rød. Men det er dog saa, at du blev den Prinsesse, uden hvem jeg aldrig havde vundet mit halve Kongerige!"
III.
Det blev først den næste Morgen, at Hansine fik Frimodighed til med tilstrækkelig Styrke at fremsætte sit Forlangende om, at Doktoren skulde hentes. 93 Emanuel blev i første Øjeblik næsten vred. Han bebrejdede hende hendes idelige Bekymringsfuldhed, hendes Svaghed i Troen paa Forsynets Miskundhed og hendes Tilbøjelighed til at søge sin Trøst i allehaande Menneskepaafund i Stedet for tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder.
Han talte saa indtrængende, saa varm af Troes Iver og i et saa bedrøvet Tonefald, at Hansine tilsidst følte sig ganske skyldbetynget og begyndte at græde.
Men ved Synet af hendes Taarer blev han straks formildet og gik hen for at kysse hende paa Panden. Hermed gjorde han dog kun ondt værre, og hun vendte sig bort under en modløs Hulken.
Han blev ganske overrasket. Han var ikke vant til at se hende saaledes lade sig overvælde af sine Følelser. Han havde næsten ikke set hende græde siden hint Øjeblik paa deres Forlovelsesaften, da hun ufrivilligt aabenbarede ham sin Kærlighed ved sin heftige og ustandselige Graad, – og Erindringen om denne lykkelige Stund gjorde ham nu øm om Hjærtet, og han bøjede sig ned over hende og klappede hendes Haar og Kind.
"Men min kære, kære Ven! Havde jeg vidst, at mine Ord kunde gaa dig saa nær til Hjærtet, havde jeg sandelig ikke sagt dem. Jeg mente det 94 virkelig ikke saa slemt. Du véd jo ogsaa nok – ikke sandt – at dersom det virkelig kan være dig til nogen Beroligelse at høre Doktor Hassings Mening, kunde det aldrig falde mig ind for Alvor at modsætte mig det. Jeg vil straks gaa ud til Niels og bede ham spænde for. Saa kan vi have Doktoren her allerede i Formiddag."
… Da Hansine et Kvarters Tid efter hørte Vognen rulle ud gennem Porten, gav hun sig til sammen med Abelone at rydde op inde i Stuerne for at der kunde se lidt ordenligt ud til Doktorens Modtagelse. Det var første Gang, hun ventede Besøg af en Fremmed, der kunde antages at ville se paa hendes Hjem med uvillige Blikke, og hun vidste, at der nok kunde være baade et og andet at udsætte paa det. I "Hallen" blev Gulvet stænket med Vand og fejet, Bænke og Vinduskarme omhyggeligt afstøvede – mere kunde der ikke gøres her. I Sovekammeret derimod blev der lagt Rent paa alle Sengene, og Sigrid og den lille Dagny blev hentet ind fra Gaarden for at pyntes lidt. Helst havde hun givet dem bægge deres Søndagstøj paa; men da hun havde paa Følelsen, at Emanuel ikke vilde synes om det, nøjedes hun med at sæbevaske dem i Ansigtet og give dem rene Forklæder. Gutten maatte hun lade være, som han 95 var. Han havde den sidste Halvdel af Natten været temmelig rolig og sov endnu saa fast, at hun ikke nænnede at vække ham.
Ogsaa Emanuel sendte hun i denne Forbindelse en Tanke; hun havde set ham gaa over i Stalden i sin sædvanlige Arbejdskittel og med sine store Markstøvler paa. Men da hun vidste, at det vilde være frugtesløst at forsøge paa at faa ham til at gøre nogen Forandring i sin Paaklædning af Hensyn til Doktoren, trøstede hun sig med, at det var Mandag, og at baade Kittelen og Støvlerne derfor endnu var saa temmelig rene.
Emanuels udprægede Ulyst til at se Egnens Læge i sit Hus havde en tredobbelt Aarsag. For det første nærede han en bestemt Uvilje imod Lægestanden i dens Helhed, fordi det forekom ham, at der i det moderne Samfund blev tillagt den en alt for overdreven Betydning og at den havde en væsentlig Skyld i den Blødagtighed og de Udsvævelser, der havde undergravet de dannede Klasser i Nutiden. Det var hans Overbevisning, at den næsten afguderiske Tillid, hvormed Folk i vore Dage havde kastet sig i Lægens og Apotekerens Arme, rummede den alvorligste Fare for en sund og sædelig Udvikling af Menneskelivet, idet mange taabeligt troede at være i Stand til at bøde paa legemlige og aandelige 96 Udskejelser ved Hjælp af Piller, Miksturer og Elektricitet og derfor at turde lade haant om de eneste sande og varige Lægemidler: Maadehold, Nøjsomhed og legemligt Arbejde.
Men ved Siden heraf var der en ganske særegen Grund til hans Sky for Doktor Hassing. Denne Mand var nemlig saa at sige den eneste udenfor Vennernes Kreds, med hvem han i disse Aar var kommen i en Art Forbindelse, idet de nogle Gange var stødt sammen ved Syge- og Dødssenge, – og Lægen havde med sin Person og sit hele Væsen, med sit altid paa det omhyggeligste plejede Ydre, sin afmaalte Optræden og sine formelle Talemaader paa en ubehagelig Maade paatvunget ham en fornyet Berøring med de Omgangsformer, som han foragtede og havde flyet. Noget vist i Doktorens Holdning, i hans Haandbevægelser og Maade at udtale Ordene paa, erindrede ham tilmed lyslevende om ganske bestemte Personer af hans københavnske Families Omgangskreds, – og han ønskede ikke at forstyrre Freden i det Gravkammer, hvor han forlængst havde stedet alle bitre Minder fra Fortiden til Hvile.
Endelig var det den almindelige Mening i Egnen, at Doktor Hassing var en højst middelmaadig Læge, hvis egentlige Interesser bestod i at 97 indsamle og omgive sig med gamle og nye Kunstværker, at bygge om paa sin Villa, holde Middagsselskaber og foretage en Udenlandsrejse en Gang om Aaret – kort sagt ved Hjælp af sin betydelige Privatformue at gøre sig Livet saa behageligt som muligt.
Det var derfor et ikke ringe Offer, Emanuel havde bragt Hansine ved at indvillige i, at denne Mand blev hentet til hans kære Gut, om hvis sunde Natur han selv var saa fast overtydet, at det næsten syntes ham en Utaknemmelighed mod Vorherre at tvivle om den. Det var da heller ikke i den sædvanlige, morgenglade Stemning, at han i Dag var gaaet ind i Stalden for at fodre Kvæget og hente Halm ned fra Stænget. Her ventede der ham tilmed den Fortrædelighed, at Nattens Storm havde løsnet en stor Kalkflage fra Gavlvæggen og slaaet Ruderne ind paa et Staldvindu, som man om Aftenen maatte have glemt at lukke. Han havde allerede for nogle Dage siden set, at Muren var revnet; men der havde i den sidste Tid paa Grund af den megen Storm og Regn været saa meget at udbedre baade paa Tage og paa Mure, at man ikke havde kunnet overkomme det altsammen.
Det kunde i det hele ikke nægtes, at den før saa statelige Præstegaardsbygning begyndte at gøre 98 et lidt forfaldent Indtryk. Emanuel var kommen hertil paa en for Landmanden særlig ugunstig Tid, med vigende Priser for Jordens Produkter og samtidigt stigende Krav til deres Fuldkommenhed. Desuden havde han i Begyndelsen været forfulgt af en Række Uheld med Kreaturerne, havde ogsaa et Par Gange "faaet et Par slemme Lussinger" i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer, som han til almindeligt Bedste havde villet indføre i Menigheden. Ogsaa hans Husførelse havde været ham kostbarere, end han selv rigtig vidste; og skønt han i Begyndelsen havde haft sin Mødrenearvs nogle Tusinde at ty til, og skønt han aldrig skaanede sig selv men endog midt om Vinteren var i sin Stald Klokken fem om Morgenen, kunde han vanskeligt magte Bedriften med den Arbejdsstyrke, han hidtil havde haft Raad til at holde i sin Tjeneste.
Sagen var den, at han – sit gamle Forsæt tro – haardnakket vægrede sig ved at modtage andet Vederlag for sin Præstegærning end den fri Benyttelse af Præstegaardens Tilliggende. For i et og alt at kunne dele Liv og Kaar med sine Venner ernærede han sig udelukkende af sin Jord og havde straks ved sin Embedstiltrædelse opfordret Sognets Bønder til at indskyde de forrige Tiende- 99 og Offerydelser i den saakaldte "Fri Fattigkasse", som bestred Udgifterne til Menighedens store Velgørenhedsværk. Overhovedet ønskede han, at man ikke betragtede ham som først og fremmest Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv overdraget af Menigheden. Han plejede selv at kalde sig dens "Tempeltjener" og var saa glad ved Ordet, fordi det – som han sagde – "saa dejligt slog Velærværdigheden ihjel".
IV.
Klokken var ti, da Niels vendte tilbage med Doktoren, der sad bag i Vognen i sin egen Agestol, indsvøbt i en Merinos Pels og med rødbrune Handsker paa Hænderne.
Da Vognen svingede op for Hovedtrappen, aabnedes Stalddøren ligesom nølende, og Emanuel traadte ud. Efter at Doktoren var stegen ned, hilste de to Mænd paa hinanden med et tavst og fra bægge Sider stærkt tilbageholdende Haandtryk, hvorpaa de under fortsat Tavshed fulgtes op ad Trappen.
100 Inde i Forstuen skilte Doktoren sig af med sin Pels og aabenbarede en tætsluttende Kamgarns Frakke og en stor Atlaskes Kravat med en Diamantnaal. Han var en Mand paa omkring fyrretyve Aar, en statelig Skikkelse med et skarpskaaret Ansigt og smaa mørke Bakkenbarter. Lige fra det første Øjeblik havde han tydelig gjort sig Umage for ikke med en Mine at røbe nogen Forundring over Emanuels aparte Klædedragt; og da de nu traadte ind i "Hallen", lod han ogsaa her, som om han slet ikke lagde Mærke til Stuens ejendommelige Udstyrelse. I sin Omhu for ikke at vise mindste utidig Nysgerrighed tog han endog sin Guldlorgnet ned fra sin stærkt fremtrædende Næse, vendte sig mod Emanuel og sagde med en Bestræbelse for at lade ganske utvungen:
"Ja, det er vel bedst, vi straks ser paa Knægten."
"Det er min Hustru, der har ønsket at høre Deres Mening om min Søn," svarede Emanuel, der straks blev stødt over denne Maade at omtale Gutten paa. "Jeg tror ikke, det hele har synderligt at betyde … en almindelig Foraarsforkølelse rimeligvis."
"Nu faar vi se!"
101 Inde i Sovekammeret rejste Hansine sig fra en Stol ved Guttens Seng, da Doktoren viste sig i Døren. Han blev et Øjeblik staaende paa Dørtærskelen, – og denne Gang lykkedes det ham mindre godt at skjule en vis Overraskelse. Det var aabenbart, at Rygtet eller hans egen Fantasi havde tegnet ham et ganske andet Billede af den saa meget omtalte Præstekone i Vejlby.
"Deres Søn er syg," sagde han med pludselig Deltagelse, efter at have nærmet sig og trykket hendes Haand. "Forhaabentlig dog ikke noget videre … en almindelig Forkølelse, mener Deres Mand."
Han tog en Stol og satte sig hen ved Sengen. Gutten sov endnu, og han vækkedes end ikke, da Doktoren nu aftog et Par kæmpestore Manchetter og med sine lange, hvide Hænder gav sig til at beføle hans Hoved og tælle hans Puls. Idet der blev rørt ved Vatlappen foran det syge Øre, slog han langsomt Øjnene op, og laa derpaa længe ubevægeligt og saa' paa den fremmede Mand. Først da han fik Øje paa Moderen ved den anden Side af Sengen, syntes han at vaagne til fuld Bevidsthed. Han saa' atter over paa den gaadefulde Fremmede, betragtede hans sorte Frakke, hans Diamantnaal og store, hvide Tænder, mens en begyndende Angst afspejlede sig i hans blaahvide Øjne.
102 Hansine rejste ham varsomt over Ende i Sengen, strøg Haaret fra hans Pande og sagde opmuntrende:
"Du skal ikke være bange, min Dreng. Det er Doktoren, der gærne vil se lidt paa dit Øre. Det er dog saa fælt med den megen Ørepine, ikke sandt? Og Doktoren er en rar Mand, som bare vil tage den væk."
I det samme syntes Gutten at forstaa alt. Munden bredte sig, og der begyndte at trænge Taarer frem i hans Øjne. Men da han lidt efter opdagede Emanuel, der havde stillet sig op bag Sengens Fodende, slugte han hurtigt Graaden. Det var, som om han straks forstod, at han kunde gøre Faderen en særlig Glæde ved netop over for denne fremmede Mand at vise sig som en rask og uforfærdet Gut.
Doktoren havde imidlertid givet sig til at undersøge det syge Øre. Da han tog Vattet bort, flød der som sædvanlig en ildelugtende Vædske ud af Øregangen.
Hans Ansigt fik et betænkeligt Udtryk.
"Hvor længe har han gaaet saadan?" spurgte han lidt efter.
"Vi har mærket det af og til i to Aar," svarede Hansine.
103 Doktoren saa' op, som om han ikke kunde tro, at han havde hørt rigtigt.
"I to Aar?"
"Ja."
Han kastede et Blik op paa Emanuel, der imidlertid misforstod dets Betydning og med et roligt Nik bekræftede sin Hustrus Udsagn.
Hansine begyndte at fortælle om Sygdommens Begyndelse, dens periodiske Udbrud og om den foregaaende Nats urolige Søvn. Doktoren hørte vel opmærksomt efter hende men syntes samtidigt at have sine Tanker henvendt andensteds. Da hun havde endt sin Beretning, bad han om et Lys, og da han havde faaet det tændt, førte han Flammen flere Gange frem og tilbage foran Guttens Øjne, holdt derpaa i nogen Tid bægge sine Hænder om hans Baghoved og gav sig endelig til med stor Omhyggelighed at undersøge Partiet bag ved Øret, hvor det viste sig, at Huden var lidt udspændt paa Grund af en begyndende Hævelse.
Emanuel havde indtil dette Øjeblik staaet rolig med Hænderne paa Ryggen og set til. Han havde besluttet, at Hansine denne Gang skulde have sin Vilje fuldt ud, og skønt han havde ondt af Gutten, der sad med store Taarer i Øjnene og kæmpede for at bevare sin Standhaftighed, havde han ikke 104 villet blande sig i Doktorens Undersøgelser. Men da Lægen nu trak sin Forbindtaske frem og udtog forskellige spidse og skarpe Instrumenter, formaaede han ikke længer at bevare sin passive Holdning.
"Er det dér virkelig nødvendigt?" spurgte han i temmelig udfordrende Tone.
Lægen saa' forbavset op.
"Ja," sagde han kort, bad om varmt Vand, et Haandklæde og forskellige andre Ting, der tydede paa en Operation.
Emanuel stod tvivlraadig. Skulde han virkelig tillade dette Menneske at forgribe sig paa hans Søn? … Han vovede næppe at se paa Gutten, der ved Synet af Instrumenterne var bleven ligbleg og med sine Øjne anraabte ham om Beskyttelse. Men næsten endnu mere pintes han af at være Vidne til den Tjenstivrighed, hvormed Hansine gik Doktoren til Haande, den Koldblodighed, hvormed hun overgav sit Barn i denne Charlatans Hænder.
Da Doktoren nærmede sig med det første Instrument – en sylspids Sølvnaal – svandt den sidste Rest af Guttens Standhaftighed. I krampagtig Angst kastede han sig ind til Moderen og slog Armene om hendes Hals.
105 I dette Øjeblik forlod Emanuel Værelset. Han vilde ikke være Vidne til denne Mishandling, som alene Hansine skulde bære Ansvaret for. Han gik ind i Dagligstuen, og da han her inde hørte Guttens første, hjærteskærende Skrig, gik han helt ind i sit eget Værelse, hvor han gav sig til at vandre frem og tilbage over Gulvet for at overdøve Lydene inde fra Sovekammeret. Hans Sind var i det heftigste Oprør. Han forstod sig ikke paa Hansine. Han følte sig som ført i et Baghold i sit eget Hjem, skammeligt forraadt af den, paa hvem han allertryggest havde stolet.
Efter en halv Snes Minutters Forløb hørte han Stemmer inde i Dagligstuen, og da han kom derind, fandt han Doktoren staaende med Hatten i Haanden, i Færd med at give Hansine sine sidste Anvisninger. Straks ved hans Tilsynekomst tog han Afsked.
"Jeg tror, De ser for lyst paa Deres Søns Sygdom," fortsatte Lægen ude i Forstuen, hvortil Emanuel i fuldkommen Tavshed havde fulgt ham. "Jeg vilde ikke udtale mig nærmere derom, mens Deres Hustru var til Stede, … men jeg finder det at være min Pligt ikke at skjule for Dem, at hans Tilstand ikke er helt uden Betænkelighed. Han 106 lider af en gammel, forhærdet og – som det synes – temmelig ondartet Betændelse, der des værre har faaet Lov til at gribe om sig og efterhaanden har bredt sig indad over hele Øregangen. Hvorledes det altsammen vil forløbe, er det for Øjeblikket naturligvis umuligt for mig at sige; men efter den Vending, Sygdommen paa det sidste synes at have taget, maa vi være forberedte paa en nær forestaaende Krisis. Foreløbig har jeg søgt at skaffe Udfloddet frit Løb ved at gennembore Trommehinden, ligesom jeg har tilraadet Surdeig under Fødderne og kolde Omslag for at trække fra Hovedet … mere kan jeg ikke gøre i Dag. Det gælder foreløbigt om at skaffe Barnet den størst mulige Ro, indtil vi nærmere ser, hvad Retning Betændelsen har taget. Skulde der vise sig mindste Tegn til Stivhed af Kroppen under Søvnen – for ikke at tale om virkelige Krampeanfald – maa De øjeblikkeligt lade mig hente. Det er denne Kalamitet – og den dermed forbundne Feber – vi for enhver Pris maa søge at undgaa."
107
V.
Lægens bestemte Tone og tilsyneladende fuldkomne Klarhed over Guttens Tilstand kunde ikke andet end gøre et vist Indtryk paa Emanuel. Saa snart Vognen var kørt, gik han hurtigt tilbage til Sovekammeret. Han fandt her Gutten liggende udstrakt paa Ryggen, med helt tilbunden Hoved, ligesom hensunken i dyb Undren.
Da Barnet fik Øje paa Faderen, smilte det; og da Emanuel varsomt tog Plads ved Siden af Sengen og spurgte ham, hvordan det gik, rejste han sig ved egen Hjælp over Ende og begyndte helt kækt, næsten en Smule vigtigt at fortælle om alt, hvad Doktoren havde foretaget sig med ham.
"Men hvad i al Verden skal saa det hele sige?" udbrød Emanuel vendt imod Hansine, der i det samme kom ind fra Køkkenet med Sigrid og den lille Dagny, der var bleven sendt ud til Abelone under Doktorens Besøg. "Barnet er jo helt kvikt! Hvad er saa det for en Passiar om Feber og Kramper og jeg véd ikke hvad?"
"Snakkede Doktoren noget om det?" spurgte Hansine og standsede pludseligt midt paa Gulvet.
"Aa, han snakkede jo baade op og ned. Det er jo en Gang Lægernes Manér. Bare de kan 108 faa Folk til at tro, at der … Hvem kommer nu dér?"
Inde fra Storstuen hørtes tunge Trin og Lyden af en Stok, der stødtes mod Gulvet. Et Øjeblik efter viste et ældre, førladent Kvindemenneske sig i den aabne Dør.
"Mormo'er!" udbrød paa én Gang Emanuel og Børnene og strakte Armene ud imod hende.
"Ja, det er rigtignok mig," sagde hun med sin barnlige Stemme og nikkede smilende rundt til dem alle. "Vi hørte inde fra Brugsen, at I havde haft Vogn efter Kyndløse-Doktoren, og da jeg netop kunde faa Agelejlighed her til Møllevejen med Kristen Hansens, jog jeg i Tøjet med det samme. Jeg syntes dog, jeg skulde høre, hvad der stod paa."
"Aa, vi haaber til Gud, det hele ikke har stort at betyde," svarede Emanuel. "Det er Gutten, der har faaet et lille Smæk af sin gamle Skade, og Hansine har ladet sig skræmme og vilde absolut have Doktoren hentet."
"Vorherre ha'e Tak og Lov – saa er det altsaa ikke noget større. Fatter og jeg blev jo lidt forskrækkede, som I vel kan tænke. Her plejer jo ikke at være Doktorbesøg."
Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin 109 grønne Hvergarns Kaabe, tog Hovedklædet af og glattede med tre vædede Fingre sit staalgraa Forhaar, der endnu sad lige tykt foran den store Gyldenstykkes Hue med de brede, røde Silkebaand hængende ned paa den ene Side. Hun var i Aarenes Løb bleven endnu mere mavefør end tidligere, og Vattersoten havde ophovnet Hænder og Fødder og gjort hendes Gang saa besværlig, at hun udenfor Hjemmet maatte støtte sig til en Stok.
"Naa, saa det er altsaa ham her, som det skulde være saa fejl med, at der partu' skulde hentes Doktor," sagde hun, da hun tungt var sunket ned paa Stolen ved Siden af den lille Jærnseng og en Stund havde betragtet Gutten, hvem Glæden over Bedstemoderens Ankomst men navnlig Synet af et lille Knytteklæde, som hun havde taget med sig hen til Sengen, paa én Gang gjorde helt livlig og formelig gav røde Kinder. "Han ser ellers ikke saa meget sølleagtig ud, synes jeg. Du er da en rigtig lille Tossenar, Hansine, at du kunde lade dig saadan forskrække. Det er jo næsten ligesom Kjøbenhavnerne, der straks jager baade til Doktor og Apoteker, bare de faar Værk i en Tand. Havde Drengen ikke det dér Klaptræ paa Hovedet, saa' han jo ud som et rigtigt Søndagsbarn."
Hansine sad henne ved den brede Forhængsseng, 110 hvor hun var i Færd med at give den Lille Bryst. "Doktoren sagde dog, at det slet ikke var saa godt, og at vi for længe siden skulde have søgt ham," prøvede hun at forsvare sig, skønt Guttens friske Udseende og de andres Sorgløshed var begyndt at gøre hende tvivlraadig.
"Ja, Doktoren!" lo Moderen og klappede Sigrid, der indsmigrende gned sig op ad hendes Side og slugte Knytteklædet med glubske Øjne. "Dersom det altid gik til, som de Folk præker, saa laa vi allesammen for længe siden i vor sorte Grav. Hvordan gik det ikke forleden, da Per Persens bitte Tøs skulde have slugt en Synaal? Doktoren proppede hende fuld af Kartofler og klægt Brød og andet Fyldestads, saa det stakkels Barn var lige ved at kvæles … og saa fandt de Naalen nok saa pænt i Bedstemoderens Systén. Ja saamænd gjorde de saa."
"Det kunde Doktoren da ikke gøre ved," mumlede Hansine.
"Naa ja, det kan endelig nok være. Men saa husker jeg da nok, hvordan det gik Søren Sejler, – det var den Gang, vi endnu havde den gamle Distriktsdoktor Velløv, som dog skulde være endnu bedre lært end ham denne her Hassing. Velløv 111 sagde, at Søren havde slet ikke mere end tre Dage at leve i, saa Familien fik natyrlig travlt baade med at skifte og skrive Redelighed1 og kalke i Storstuen til Begravelsen, ja, jeg tror saagar, de bestilte Ligkisten med – og tre Dage efter gik Søren igen i sin vante Dont med Piben i sin Mund og gaar saadan endnu den Dag i Dag, skønt han vel er nær de halvfems. Hvad siger du saa til den Historie? … Nej, det var saamænd ønskeligt, om de go'e Doktormennesker vilde være mindre storpaaendes2 og lade Vorherre raade over Liv og Død, saa var der kanske mange Steder ikke saa megen Bedrøvelighed."
"Ja, det er sandt! Det var netop mine Ord!" sagde Emanuel, der gik frem og tilbage over Gulvet med Hænderne paa Ryggen.
"Jeg for min Del kan nu aldrig komme bort fra den Mening, at man mangen Gang hellere skulde holde sig til de gamle, gode Husraad end til denne megen ny Doktoreren med Mediciner og alt det forgiftede Stads, som fordærver saa mangens Helsen … Jeg tog da ogsaa i Skyndingen lidt Dulmete med mig og lidt Engelskøn3. Jeg kunde jo aldrig vide, hvad der stod paa. Saa sprang jeg ogsaa inden for hos Maren Nilen og fik lidt Ormefedt … det er saa dejligt for Boldenskab …"
112 Mens hun talte løste hun med sine pudeformede Hænder Klædet i sit Skød og fremtog forskellige Smaapakker, der udbredte en stærk Krydderduft. Tilsidst opdukkede der tre røde Sukkergrise, som hun med Klap og smaa Formaninger fordelte mellem Børnene. Gutten tog imod sin Gave med det undselige Smil, hvormed han plejede at vise sin Taknemmelighed, medens Sigrid næsten snappede Grisen ud af Bedstemoderens Haand og styrtede afsted med den ind i den anden Stue.
"Naa, hvordan staar det saa til hjemme, Else?" spurgte Emanuel for at lede Samtalen ind i et andet Spor. Han havde kastet et Blik hen paa Hansine og havde faaet ondt af hende, fordi hun aabenbart nu begyndte at fortryde sin Egensindighed. "Vor kære gamle Bedstefa'er er vel helt stolt af den Lykke, han gjorde med sin Tale igaar Aftes. Det var virkelig ogsaa et højtideligt Øjeblik for os alle."
"Ja ja, han er saamænd saa glad som et Barn. For det havde han jo dog aldrig ventet, at han skulde blive til Taler. Men han er jo taknemmelig for, at Vorherre har villet benytte ham som sit Redskab og give ham Velsignelse til at sige det rigtige Ord i en stor Stund. En saadan 113 Naade kan nok glæde og trøste en Mand i hans Alderdom."
De blev afbrudt af Abelone, der kom frem i Døren og forkyndte, at Bordet var dækket. I det samme rejste Bedstemoderen sig for at gaa. Emanuel søgte at overtale hende til at blive og spise sammen med dem; men hun havde lovet Kristen Hansen at være ved Møllevejen, naar han kom tilbage, og det var allerede paa høje Tid, at hun kom afsted.
"Jeg maa jo ogsaa hjem og berolige Fatter. Han gaar jo derhjemme og tror, at der er sket en stor Ulykke."
Hun fik igen sin Kaabe hægtet og Hovedklædet bundet under Hagen. I Døren vendte hun sig endnu en Gang, nikkede og smilte til Gutten og sagde:
"Kom nu ud til vos paa Søndag, saa skal du faa Raamælkskage4, min Dreng, om den røde Kvie ellers vil kælve." Og vendt mod Emanuel tilføjede hun: "Fatter har solgt den sorte Brummeko5. Det er ellers svært sløje Priser i Aar."
114
VI.
Den øverste Ende af det lange Bord i Storstuen var dækket med et brunt Voksdug, hvorpaa der stod to dampende Lerfade med Kaalsuppe, et halvt Rugbrød, en Underkop med grovt Salt og den sædvanlige Vandkrukke med Trælaag.
Emanuel tog Plads ved Bordenden. Paa hans venstre Haand, inde under Vinduet, sad Niels og den gamle Søren, Gaardens Røgter, et tre Alen højt Vrag af en Arbejdsmaskine, lutter Knokler og store Ledknuder, der øverst endte i et Hoved, som ikke var stort andet end et Par vældige Kæber. Hele hans Underansigt og den forreste Del af hans lange Hals indtil det stærkt fremtrædende Adamsæble var ganske sort af Skæggestubbe, Næsen rød, den lave Pande bengul, Haaret af en Farve, som om der var strøet Aske over hans Hoved. Mærkeligst var dog hans Øren – store, flade, saarede Hudlapper, der baade i Form og Farve mindede om Flagermusvinger.
Ved Bordets anden Længdeside sad Hansine med de to Børn og Abelone; desuden en gammel Mo'erlille med grøn Øjenskærm samt et Par Børn fra Gaden, der – saadan som det var bleven Skik blandt Byens Fattigfolk – af sig selv havde indfundet 115 sig til Maaltidet og aabenbart befandt sig ganske som hjemme her. Gutten laa inde i sin Seng. Han havde straks efter Bedstemoderens Bortgang atter lagt sig til Ro og var falden i Søvn med sin røde Sukkergris i Favnen.
Alle omkring Bordet bøjede Hovedet og foldede Hænderne, da Emanuel med høj Røst begyndte Bordbønnen:
"I Jesu Navn gaa vi til Bord,
at spise, drikke paa dit Ord,
dig Gud til Ære, os til Gavn,
saa faa vi Mad i Jesu Navn!"
"Amen!" sluttede de alle i Kor, og den gamle Kone med Øjenskærmen tilføjede for sig selv et: "Gud gøre os alle mætte."
Der blev i Begyndelsen spist i Tavshed. Man hørte kun Hornskeernes Skuren mod Lerfadene og den slubrende Lyd af de mange Munde. I Særdeleshed lod Søren Røgter høre livligt fra sig. Han holdt i sin venstre Haand et Stykke varmt Flæsk, som han mellem hver anden Skefuld Suppe dyppede i Saltkoppen og derefter gav sig til at sutte paa. Ogsaa Emanuel tog for sig af Retterne med den glubske Appetit, den Trang til at faa Maven fyldt, som fremkaldes af anstrengende Muskelarbejde 116 i Forbindelse med lidet nærende Føde. Derimod var Niels aabenbart i Dag for optaget af sin Skribentvirksomhed til at have Tanke for Legemets Pleje. Han sad og skød Ryg bag sine fremlagte Arme og flyttede langsomt Skeen til og fra sin brede Mund, mens hans smaa sorte Øjne uafbrudt stjal sig fra Emanuel hen til Abelone og derfra igen tilbage til Emanuel – som om han ventede, at denne skulde lede Talen hen paa hans nye Avisartikel.
Emanuel havde imidlertid ganske andre Tanker. Han havde besluttet at tage til Skibberup om Eftermiddagen for at forhøre, om man dér vidste noget nyt fra Rigsdagskredsene. Han havde i denne Tid saa ondt ved at holde sig rolig hjemme; hver Dag bragte nye og modstridende Rygter; snart hed det sig, at Kongen allerede havde ladet Folkepartiets Førere kalde, snart at den bestaaende Regering var fast bestemt paa at trodse Folkeviljen ved fremtidig at udstede Love af egen Magtfuldkommenhed. Og den 31te Marts, Finansaarets Slutning, nærmede sig – den Dag, der maaske skulde sætte Skellet mellem to Tidsaldre.
"Er der ingen af jer, der har hørt noget nyt fra Hovedstaden?" spurgte han, da han var færdig 117 med at spise. "Du, Søren? Jeg synes, du plejer van at være vel underrettet om Politikens Gang."
"Aa ja, et og andet hører man jo immer," svarede Søren med sit uhyre Gab fuldt af Mad og løftede samtidigt Øjenbrynene under et Forsøg paa at give sig et diplomatisk Udseende. Han var Morbroder til en af Rigsdagsmændene, og i denne Egenskab galdt han blandt sine nærmeste Venner for et Slags Orakel i politiske Sager. "Jeg tænker, de er ved at lave til Bassel derinde paa Tinget, og det kunde vel hænde sig, at man vil byde vos Vælgere til Fadderstads med det første."
"Du mener en Opløsning af Tinget … nye Valg, hva'? Skulde Regeringen virkelig ville forsøge det Middel endnu en Gang? Hvad skulde det egentlig hjælpe?"
"Aa nej … men det var vel heller ikke for tidligt, at den menige Mand fik et Ord at sige her i Landet."
"Nej, deri har Du Ret, Søren! Det skulde være sket for længe siden, saa var meget af Tidens Bitterhed undgaaet. – – Naa, skal vi saa sige Tak for Mad," afbrød han, da han saa', at de alle var færdige med at spise. Endog Søren havde tilsidst lagt Skeen fra sig efter først omhyggeligt 118 at have slikket den ren og aftørret den med sin Tommelfinger.
Der blev atter bedt en kort Bøn, hvorpaa enhver gik til sit.
Emanuel søgte som sædvanlig ind til Voksdugssofaen i sin Stue for, inden han gik til Skibberup, at "titte lidt ind i Drømmeland" – som det med et fra Højskolen stammende Mundheld hed. Søren Røgter vandrede med Mæthedens tunge Skridt over Gaarden og forsvandt ind i Loen, hvor han Sommer og Vinter tog sin Middagslur paa et Knippe Halm og regelmæssigt jog Katten ned fra Stænget med sin Snorken.
Niels derimod gik ind i Karlekammeret, et lille hvidkalket Rum ved Siden af Hestestalden, hvor han havde indrettet sig det helt studerekammeragtigt med et til Skrivepult omdannet Vadskebord under Vinduet, en Hylde fuld af smukt indbundne Bøger, en Stump Tæppe under Bordet og en lang Række efter Længden omhyggeligt ordnede Piber under et Brædt paa Væggen. Over Sengen hang et indrammet Fotografi af Sandinge Højskole. Billedet fremstillede Skolens klosteragtige, efeubevoksede Murstensportal, foran hvilken der var opstillet en Samling Lærere og Elever. Midt i Billedet saas selve den gamle Forstanders runde 119 Skikkelse med den møllestensstore Hat og de lange Nakkekrøller; og neden under Billedet stod der trykt med Guldbogstaver de Ord, hvormed han regelmæssigt tog Afsked med sine Elever:
"Vær paa Vagt
uforsagt."
Da Niels havde faaet stoppet den aller længste af sine Piber og bragt Tobaksdaasen tilbage paa en for den nøjagtigt bestemt Plads i Vinduskarmen, satte han sig foran det lille Bord og strakte med Velbehag sine tykke Ben fra sig. Efter at have siddet saaledes en Stund og fyldt Værelset med en næsten uigennemskuelig Damp, trak han "Folkebladet" frem af sin indvendige Brystlomme, bredte det med en kærtegnende Varsomhed ud paa Bordet og gav sig til at læse.
OM SØNDAGSFRIHEDEN PAA LANDET.
Et Opraab til de Unge.
Jeg vil idag tillade mig at skrive om Søndagsfriheden paa Landet. Hvor sørgeligt er ikke slige Syn, af hvilke man saa ofte ser mange trindt om i Landet, at Karle, ja endog Piger, som dog skulde have bedre Tanker, fordrive Fritimerne om Søndag Eftermiddag og paa andre Dage, naar Arbejdet 120 hviler, med alskens verdslig og unyttig Tant saasom Keglespil paa Gadejorden om Penge eller Spirituosadrikke, saa at det ofte sker, at Karlene beruse sig, skrige og raabe som Dyr, hvoraf atter følger megen anden Uterlighed af den værste Slags. Slige Syn maa harme ethvert aandeligt frigjort Menneske, da man dog skulde synes, at de maatte have noget højere at tænke paa og stræbe efter, besynderligt i denne Tid, hvor Frihedsbavnen er tændt over Landet for at samle alle til Kamp for Folkets Frihed og Ret. Her i vor Egn ser man, takket være vore gode Lærere og Ledere, ikke mere af den Slags, som er et fribaaret Folk uværdigt. Men i mange andre Sogne gaa endnu slige Ting i Svang, og derfor sender jeg dette Opraab til Ungdommen, at vi ogsaa paa dette Punkt ville slutte os sammen og kæmpe for Aandens Sejer over Trældoms Mørke, saa vi kunne synge med Digteren:
at alle livsaligt skal føres
til Lysets og Herligheds Stad.
Vejlby Præstegaard. I Marts 1885.
Ærbødigst
N. Nielsen Damgaard.
121
VII.
Da Emanuel ved Sengetid kom hjem fra Skibberup, sov Gutten endnu efter ikke at have været vaagen hele Eftermiddagen.
"Kan du se!" sagde han til Hansine. "Han er saa fornuftig at sove sig fra det hele. Imorgen har du ham oven Senge igen."
Hansine svarede ikke, skønt hun ingenlunde delte hans gode Forhaabninger. Der syntes hende at være noget altfor unaturligt i denne snart døgnlange Søvn, og den vakte hos hende et skræmmende Minde om et andet Barn, en lille Broder til hendes Ungdomsveninde Ane, der var død af Hjærnesygdom, og som hun i sin Pigetid havde været med til at pleje. Nogle Gange i Løbet af Aftenen havde hun prøvet paa at vække Gutten for i det mindste at faa ham til at spise lidt; men han havde blot lukket Øjnene halvt op og i nogen Tid set paa hende med et underligt sløvt Blik uden at ville røre Maden. Derimod havde han et Par Gange drukket begærligt; men straks efter puttede han sig ned igen i Sengen og sov videre.
Hen imod Midnat vækkedes hun og Emanuel paa én Gang af en mærkelig Lyd, som de længe ikke kunde forklare sig. Det lød for dem, som 122 om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet. Pludseligt gik det op for Hansine, at det var Guttens lille Jærnseng, der var i en uafbrudt vaklende Bevægelse.
"Tænd Natglasset," sagde hun. "Det er Gutten."
Emanuel afstrøg en Svovlstik, og straks ved dens Opblussen saa' hun Barnets fægtende Arme. I det samme var hun oppe af Sengen og henne hos det. Hurtigt tog hun Puden bort under dets Hoved og tvang Armene ned mod Kroppen, der dirrede fra Isse til Fod.
Emanuel, der imidlertid havde faaet tændt Glasset paa Natbordet, begreb ikke, hvad der foregik. Han troede i første Øjeblik, at Gutten var bleven vaagen og laa og legede; og da han nu saa' Hansine tage en Naal af sit Haar og med Magt vriste dens krumme Ende ind i Barnets Mund, raabte han:
"Men i Himlens Navn, hvad er det, du gør, Hansine? Hvad fejler Barnet?"
Glassets lille Olieflamme blussede i dette Øjeblik op, og ved det forstærkede Skin saa' han nu, at Guttens Ansigt var ganske mørkt, Tænderne sammenbidte og Læberne skumbedækkede. I samme 123 Nu faldt Doktorens Ord fra om Formiddagen ham i Minde.
"Det er da ikke … det er da ikke Krampe, Hansine?"
Hun nikkede.
"Du maa hente Doktoren," tilføjede hun lidt efter, da Emanuel blev liggende ubevægelig. "Og du maa skynde dig … Gutten er meget syg."
"Ja – ja," sagde han, ligesom vaagnende af en Bedøvelse, fik i Hast nogle Klæder paa og famlede sig frem gennem Storstuens Mørke for at komme ud og vække Folkene. Da han skimtede Lys ovre bag Karlekammerets Vindu, begyndte han allerede oppe paa Flisetrappen at kalde:
"Niels! … Niels!"
Det lød i den stille Nat som et Raab om Hjælp, og inden han var naaet over Gaardspladsen, viste Karlen sig forskrækket i sin Dør – i bar Skjorte, med en opslaaet Bog i Haanden og en Pibe hængende fra Munden helt ned til Jorden.
"Du maa straks spænde for Vognen, Niels, og hente Doktoren, Gutten er bleven meget syg."
"Hente Doktoren?" sagde Niels og saa' paa Emanuels forstyrrede Ansigt. "Men det er jo ikke tænkeligt at finde Vej i Nat, saa mørkt det er. Man kan jo ikke –".
124 "Ja, det faar at være. Du maa kalde paa Søren, og han maa følge dig med Lygte … Hestene kender jo ogsaa et Stykke af Vejen."
"Ja men" – Niels vilde gøre nye Indvendinger, men Emanuel afskar ham straks Ordet.
"Gør blot, som jeg siger, og spild ikke Tiden med Snak," sagde han i en saa pludselig og ualmindelig Ophidselse, at Karlen blev ganske maalløs. "Du hører jo, at Gutten er meget syg, og at det haster. Se øjeblikkeligt at faa vækket Søren og sig ham, at han skal sidde op straks."
Da han kom tilbage til Sovekammeret, stod Hansine endnu bøjet over Guttens Seng og holdt paa Barnets Arme.
"Synes du ikke, vi med det samme skulde sende Bud efter din Moder? Vilde det ikke være dig til Beroligelse?"
"Nej, det nytter dog ikke noget. Men du maa kalde paa Abelone og sige til hende, at hun skal tænde op og varme Vand i den store nye Gryde."
"Ja – ja."
Allerede ude i Køkkenet traf han Abelone, der var bleven vækket af Støjen i Huset. Hun var i Underskørt, havde et Lys i den ene Haand og 125 holdt med den anden Nattrøjen sammen over sit høje Bryst.
"Gutten er da ikke bleven syg?" spurgte hun, bleg af Angst.
"Jo, du maa straks tænde op og varme Vand i den store Gryde … men skynd dig."
"Er han meget syg?"
"Ja, det hører du jo. Skynd dig blot," sagde han i en ham ganske uvant bydende Tone. "Det haster meget."
Han gik tilbage til Sovekammeret, hvor Gutten endelig var falden til Ro og atter syntes at sove fuldkommen fredeligt. Hansine, der omsider havde faaet Lejlighed til at kaste nogle Klæder om sig, sad i en fremoverbøjet Stilling paa en Stol ved Sengens Hovedgærde. Med Hagen hvilende i sin Haand, Albuen støttet paa Knæet, betragtede hun Barnet med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser.
Emanuel nærmede sig varsomt og satte sig paa en Stol ved den anden Side af Sengen.
"Kan du forstaa det, Hansine? Kan du begribe, hvordan det er gaaet til? I Middags forlod jeg ham saa rask og livlig … og nu! Hvad tror du dog, det kan være?"
126 "Jeg véd ikke," sagde hun; – og som om han havde berørt en Tanke, hun ikke havde Mod til at tænke til Ende, tilføjede hun straks efter: "Fik du vækket Niels?"
"Ja … han maa straks være færdig til at køre."
I det samme begyndte det igen at rykke i Barnets Arme og Skuldre, de smaa Hænder knyttede sig, Øjelaagene løftedes for unaturligt store og ubevægelige Pupiller … Tegnene paa, at et nyt Anfald var i Anmarsch.
Emanuel kunde ikke længe udholde dette Syn. Han famlede sig atter gennem den mørke Storstue ud til Forstuetrappen, og da han herfra saa' Niels og Søren endnu gaa og rumstere inde i Vognporten ved Skæret af en Lygte, raabte han i fortvivlet Utaalmodighed:
"Men Herregud, hvad bliver det dog til! Hvor længe skal det dog vare, inden I kommer afsted! … Du maa sige til Doktoren, Niels, at han maa komme øjeblikkeligt. Barnet ligger i frygtelige Kramper."
I Løbet af de følgende Timer forværredes Guttens Tilstand. Selv efter gentagne Badninger i dampende Vand tiltog Anfaldene baade i Styrke og Langvarighed. Hans Ansigt blev efterhaanden 127 næsten sort, og trods al anvendt Forsigtighed havde han under et af Anfaldene bidt sig i Tungen, saa der flød lidt Blod ud af Mundvigene.
Emanuel maatte opbyde al sin Viljestyrke for ikke at synke sammen i raadvild Fortvivlelse overfor den rædselsfulde Gaade, som Barnets Tilstand var ham. Han slap ikke Haabet om, at alt snart skulde være overstaaet, – forsvundet lige saa pludseligt, som det var kommet. Han søgte at trøste sig selv og Hansine med, at enkelte Børn havde en særegen Tilbøjelighed til – endog under lette Forkølelser – at falde i heftige Kramper; og hele Tiden forblev han ved hendes Side for at være behjælpelig med Barnets Pleje.
Men efterhaanden som Timerne forløb, uden at der viste sig mindste Tegn til Bedring, svigtede Modet ham, og han vendte nu alt sit Haab mod Doktorens Bistand. Længe før der var nogen Rimelighed deri, fo'r han op ved hver Lyd udefra, i Forventning om, at det var Vognen, der kom tilbage; og da den fjerde Time var gaaet, uden at Lægen var kommen, greb han sin Hat og gik ud. Han kunde ikke faa Ro for den Tanke, at der skulde være tilstødt Niels en Ulykke, eller at Doktoren ikke havde været hjemme. Han forstod ellers ikke, at Vognen ikke for længe siden var kommen tilbage. 128 Han stillede sig ud paa Flisetrappen og lyttede med tilbageholdt Aandedræt … men ikke mindste Lyd naaede hans Øre. Han gik omkring Gavlen og følte sig frem gennem den store, tilgroede Have, indtil han kom op paa en lille Jordhøj, hvorfra man om Dagen kunde overse Kyndløse-Vejen helt ud til Mosegrænsen i Vest. Med bankende Hjærte stirrede han ud i den mørke Nat – i Haab om at skimte Skæret af en sig nærmende Lygte. Men Jord og Himmel smeltede sammen for hans Øjne uden et Lyspunkt.
Og med ét var det, som om dette bundløse Mørke, denne ubønhørlige Tavshed bragte noget til at briste inden i ham. Som et Menneske, for hvem det pludselig svimler ved Synet af en gabende Afgrund, der aabner sig foran dets Fod, fo'r han sig med begge Hænder til Panden og udstødte halvhøjt og som i Vildelse:
"Det er altfor forfærdeligt!"
… Først hen imod Morgenen kom Doktoren. Forsinkelsen skyldtes et Uheld, som Niels og Søren havde haft paa Udturen, idet de havde kørt Vognen saa dybt i Grøften, at de maatte vække nogle nærboende Folk for at faa den op igen.
Saa snart Doktoren havde kastet et Blik paa Gutten, gav han ham uden yderligere Undersøgelser 129 et Moskuspulver, hvorefter Barnet næsten øjeblikkeligt fik Ro. Det stive Legeme slappedes, Øjnene faldt i, og Søvnen indfandt sig.
I flere Minutter derefter sad Emanuel, Hansine og Lægen tavse omkring den lille Seng og saa' paa, hvorledes Guttens sædvanlige Udtryk langsomt vendte tilbage i det fortrukne Ansigt. Det var, som om ingen af dem havde Mod til at bryde den dybe Tavshed, eller som om de alle var bleven grebne af den underlige Gravkammerbelysning, hvori Stuen i dette Øjeblik hvilede. Den lille Olieflamme henne paa det grønmalede Natbord var ved at dø hen og kastede et gustent Skær over de tre Ansigter; udenfor begyndte det at dages, og det første blege Morgenlys aftegnede Vindusposterne som to høje Skyggekors paa de lysegraa Rullegardiner.
Emanuel, der i den sidste Time havde været ude af sig selv ved Synet af Barnets Lidelser, sad med Hansines Haand i bægge sine og trykkede den febrilsk – ligesom for derigennem at hente Styrke til at gøre Lægen det Spørgsmaal, der ikke vilde ud over hans Læber. Endelig tog han Mod til sig og spurgte kort, hvad Doktoren mente om hans Søns Tilstand.
Doktor Hassing kastede et skjult Blik hen paa ham og Hansine – som for at bedømme, hvor 130 stor en Del af Sandheden han i Dag turde fortælle dem.
"Ja, nægtes kan det jo ikke" – sagde han, og det lød, som om han maatte tvinge Ordene frem. "Deres Søn er jo meget haardt angrebet, … og i det hele kan jeg jo ikke skjule, at – –"
"Men Drengen har en ualmindelig sund Natur," afbrød Emanuel ham, ligesom for at afværge en trøstesløs Udtalelse. "Naar undtages disse Øresmerter, har han aldrig fejlet noget eller givet mindste Anledning til Bekymring. Desuden er baade min Hustru og jeg fuldkommen sunde og kraftige … om nogen sygelig Arv kan der derfor ikke være Tale."
Bag Doktorens Guldlorgnet kom der et Glimt af den Medlidenhedsfølelse, som han aldrig helt havde formaaet at skjule over for Emanuel.
"Ja, ja," sagde han og slog langsomt Øjet ned for det Blik, hvormed denne vilde tvinge ham til at tro paa Sønnens Livskraft. "Med en stærk Natur kan der naturligvis haabes meget."
… Som Doktoren havde forudsagt, skete der i de nærmest følgende Dage ingen synderlig Forandring i Guttens Tilstand. For det meste laa han stille hen i en tung Moskusdøs, med halvt aabnede Øjne, uden at tage Næring til sig eller modtage 131 mindste Indtryk af sine Omgivelser. Naar der blev rørt ved Forbindingen paa hans syge Øre, kunde der over hans blege Ansigt glide en Skygge af det lille forstilte Smil, hvormed han plejede at forsikre, at han "slet ikke længer kunde mærke noget;" men ellers havde Ansigtet mistet ethvert Udtryk, og bag de halvlukkede Laag syntes Øjnenes Liv allerede udslukt.
Hansine plejede ham Nat og Dag med sin vante Taalmodighed og Selvbeherskelse. Ingen skulde kunne se paa hende, at hun var fortrolig med sit Barns Skæbne; og dog havde hun omtrent fra dets første Krampetrækning vidst, at det kun havde faa Dage at leve i.
Emanuel derimod holdt Haabet oppe næsten til det sidste. Selv efter at Lægen ved et fornyet Besøg i varsomme Ord havde meddelt ham, at han maatte være forberedt paa Sønnens snarlige Bortgang, slap han ikke Troen paa Guttens Modstandskraft og sine Bønners Styrke. I hvert et Glimt af tilbagevendende Liv i Barnets Ansigt saa' han et Tegn paa, at Himlen havde bønhørt ham. Det var, som om han ikke kunde tro paa, at Gud vilde berøve ham netop dette Barn, som lige fra sin Fødsel – fordi det var det ældste – havde 132 været ham et særligt Pant paa Vorherres Naade og Velsignelse.
Først da Dødens sikre Tegn viste sig, glippede Haabet, og han sank sammen i fortvivlet Selvopgivelse. I flere Timer sad han ved Sengen og hulkede højt, saa Hansine tilsidst blev helt urolig for hans Forstand. Alt Arbejde ude i Gaard og Stald blev saa vidt muligt standset, fordi det var, som om enhver Lyd fra Yderverdenen forøgede hans Smerte. Selv forlangte han alle Porte og Døre lukkede, og end ikke Husets nære Venner, der kom for at høre til Guttens Befindende, fik Lov at blive indladte, fordi han ikke taalte Synet af Fremmede.
Endelig den næste Dags Aften, mens Solen sank ned bag Højene i Vest og farvede Himlens drivende Skyer røde, sov Gutten stille hen.
Da Emanuel saa' Døden nærme sig og følte Gravens Kulde lægge sig om Barnets Legeme, vakte Rædslen for dets Tilintetgørelse ham til en sidste fortvivlet Kamp for dets Frelse. Han tog Gutten op i sine Arme, svøbte ham ind i Tæppet og trykkede ham ind til sig, ligesom for at beskytte ham mod Dødens Favntag. Hansine bønfaldt ham om at være rolig og lægge Barnet igen; men han hørte hende ikke. Mens Taarerne ustandseligt strømmede ned over hans Ansigt, blev han ved at gaa frem 133 og tilbage over Gulvet, med Barnet ved sit Bryst, snart lullende, snart bedende og syngende, som om han med sin Smerte og Fortvivlelse vilde tiltrodse sig Guds Barmhjertighed … indtil han med ét fornam det lille Legeme strække sig i hans Arme og dets Hoved synke mod Brystet med et langt Suk, der forkyndte, at det sidste Haab var bristet, at Gutten var død.
Da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje. Hans Taarer standsede; stille lagde han det lille Lig hen paa Sengen, lukkede dets Øjne, lagde sin Haand paa dets høje, tænksomme Pande og sagde:
"Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!"
VIII.
Ugedagen efter skulde Begravelsen finde Sted fra Hjemmet med den sædvanlige timelange Klokkekimen og en forudgaaende stor Frokostbespisning af hele Følget. I sin dybe Nedtrykthed havde Emanuel helst villet, at alt skulde foregaa i størst mulig Stilhed. Men han havde altid selv talt for 134 ivrig for Bevarelsen af alle gamle Bondeskikke til nu at kunne bryde med dem; og det havde desuden allerede vakt nogen Misstemning i Menigheden, at han i Guttens sidste Levedage saa tydeligt havde unddraget sig Vennernes Deltagelse.
Der herskede derfor i et Par Dage en Travlhed i Præstegaarden med Rengøring af hele Huset og Kogning i Køkkenet, ganske som til et Bryllup eller et Daabsgilde. Emanuel var paa en vis Maade Hansine taknemmelig, fordi hun i disse Dage saa roligt styrede alt og opofrende tog enhver Besværlighed paa sine Skuldre. Men samtidig kunde han ikke lade være at forundre sig over, at hun midt i sin Sorg kunde have Tanke for alle disse hverdagsagtige Ting, og det saarede ham næsten, at hun ved Guttens Tvætning og Indhyllelse i Liglagnet ikke fældede en eneste Taare.
I sin oprevne Sindsstemning kunde han i det hele ikke frigøre sig for en smertelig Fornemmelse af at være ene med sin store Sorg; og skønt han indsaa' sin Uretfærdighed og af Evne kæmpede med sig selv, tilbragte han sin meste Tid inde paa Voksdugssofaen i sin Stue og ude i Haven for her i Ensomhed at give sig hen i sin Smerte.
Helst søgte han ud i Haven … ud i den store vildsomme, i Aarenes Løb næsten tilgroede 135 Park, der strakte sig omkring Præstegaarden som en lille Urskov. I timevis vandrede han her frem og tilbage i de fjærnestliggende Alleer, hvor Stegeduften fra Køkkenet og Snakken fra de rengørende Hjælpekoner inde i Stuerne ikke kunde naa ham.
Et Pust af Foraar var allerede strøget hen over Jorden; Græsset begyndte at grønnes i Bunden, de smaa Tornebuske skød gulagtige Bladefrynser frem af de brune Knopper, og rundt om duftede Violer og halvvild Primula; Lærkerne sang under den blaa Himmel; Stærefløjten og Mejseskrig hørtes fra alle Trækronerne, og ud fra Markerne kom en varm Em med Bud fra gærende Muld og friske Spirer. Men Emanuel fornam intet af alt dette; for ham gjenlød Havens Gange kun af Guttens Stemme; det var Barnets Ansigt, han saa' bag alle Træstammerne, og hver Dag faldt han paany i Hulken under Betragtning af en lille oprodet Plet under en Tjørnebusk, hvor Gutten kort før Udbruddet af sin Sygdom havde begravet en død Krage. Man kunde endnu tydeligt se Sporene af hans smaa Træsko i den fugtige Jord og Aftrykkene af hans Hænder, hvormed han omhyggeligt havde klappet Graven til og plantet et Kors, dannet af en flækket Vidie, oven paa den. Korset stod der endnu, ganske urørt 136 siden han havde forladt det; lidt derfra laa hans lille selvlavede Pisk, som han havde glemt her, og fem rustne Søm i Bunke.
… Paa Begravelsesdagen vajede Flaget paa halv Stang over hele Sognet, og ved Middagstid var Veje og Stier sorte af Vogne og Fodgængere. I Vejlby var Gaden overstrøet med Grankviste, og selv de smaa Børn var kommen i deres Festklæder og løb henrykte omkring med Slikkerier i Hænderne. Inde i Præstegaarden var Dørene aabnede mellem alle Stuerne, og endda var der daarligt Plads til de mange Mennesker. Gaarden og Vænget stod pakfulde af Køretøjer med vrinskende Heste; Guttens Kiste, der var anbragt paa to sorte Skamler inde i Emanuels Værelse, blev tilsidst ganske usynliggjort af Tøjblomst-Kranse og Kors af Perler og af presset Guld- og Sølvpap, nogle med trykte Inskriptioner, enkelte med Vers. Rundt om Kisten stod stadig en andægtig Skare, især af Kvinder, der med foldede Hænder beundrede den usædvanlige Blomsterpragt, mens de hviskende oplæste Inskriptionerne: "Sov sødt", "Du var en Engel lig", o.s.v. Inde i Storstuen var de lange Frokostborde dækkede, og ved Indgangen stod Emanuel og Hansine for at modtage Gæsternes deltagende Haandtryk. Bedstemoder Else, Abelone og 137 et Par af Byens Husmandskoner besørgede Opvartningen, og gennem den dæmpede Summen af Gæsternes Samtaler hørtes idelig Else sige højt:
"Værsaago' Venner, og tag Plads! … Værsgo' og gør jer til gode, Venner!"
Stemningen var overalt usædvanlig trykket. Sjælden havde man ved nogen Begravelse set saa mange bekymrede Miner eller hørt saa megen ængstelig Hvisken. Det var dog ikke alene Sorgen over Guttens Bortgang, der fremkaldte denne Modfaldenhed, men nok saa meget de stadig mere foruroligende Rygter inde fra Hovedstadens Rigsdagskredse. Man vidste, at Gaarsdagen maatte have bragt den endelige Afgørelse af Kampen, men endnu var der ikke naaet nogen Meddelelse herud. Der var imidlertid Grund til at frygte det værste. Regeringsvennernes bestandig mere truende Sprog i Tinget og i Aviserne, og selve Regeringens afvisende Holdning over for ethvert Forsøg paa Overenskomst tydede paa, at det virkelig var Meningen at byde Folkeviljen Trods og gøre et Forsøg paa at sætte Magt for Ret.
Ude paa Verandaen, hvortil Døren i Dagens Anledning var bleven aabnet, stod Sogneraadsformanden med Hænderne paa Ryggen, til Stadighed omgivet af Folk, der vilde høre hans Mening om Situationen. Hans Næse var paafaldende bleg, hans 138 ellers saa buldrende Stemme besynderlig afdæmpet. Paa de mange bekymringsfulde Spørgsmaal, der rettedes til ham, svarede han regelmæssig, med et Forsøg paa at bevare en fortrøstningsfuld Ro:
"Lad os se Tiden an, Venner! Og hvad der end sker … lad os være rolige! Ikke forivre os, eller lade os forlede til Udskejelser! Det er Hovedsagen! Naar vi blot ubrydeligt holder fast ved vore Krav, skal vore Fjender nok en Gang være nødt til at give Køb – vær vis paa det!" Overalt hørte man Forespørgsler om Væver Hansen. Man vidste, at han om Morgenen var tagen ind til Købstaden for at faa Telegrammerne fra Kjøbenhavn, og man havde regnet ud, at han maatte kunne være tilbage inden Middagstid. Men endnu havde ingen set ham, og Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Følget steg til Vogns, uden at han var kommen.
Det var en klar Solskinsdag med blaa Himmel, grønnende Marker og skingrende Lærkesang, og midt i denne Foraarsjubel gjorde det lange, mørke Ligtog, der Skridt for Skridt bevægede sig sydpaa ad den bugtede Sognevej, en dobbelt sørgmodig Virkning. Det var efter Emanuels Ønske, at Gutten skulde stedes til Hvile i Bedstefaderens, den gamle Anders Jørgens Familiebegravelse ude omkring 139 Skibberup Næsse-Kirke. Han havde fra Fortiden bevaret en særlig Kærlighed til dette ensomme Sted med dets fri Udsigt over Fjorden, og med den dybe, højtidsfulde Stilhed, der kun gennembrødes af de vilde Skrig fra Maagerne ude over Stranden.
Først efter over en Times Kørsel naaede Toget op til Kirken. Kisten blev taget af Vognen og af seks unge Bønder, tre fra Vejlby, tre fra Skibberup, baaret ind paa Kirkegaarden. Foran gik en Flok halvvoksne Piger og strøede Gran og Mos, og bag efter fulgte den øvrige Skare under Afsyngelsen af en Salme.
I dette Øjeblik fo'r det som en Løbeild gennem Følget, at Væver Hansen var kommen til Stede. Hviskende Spørgsmaal og Svar gik fra Mund til Mund, og endnu før Kisten var sænket i Jorden, vidste alle, at "det umulige" virkelig var sket, at Grundlovsbruddet var fuldbyrdet, Rigsdagen hjemsendt, og at Regeringen af egen Magtfuldkommenhed udstedte Love og indkrævede Skat.
Der blev ikke megen Opmærksomhed tilovers for den lille Tale, hvori Emanuel – under uafbrudt Kamp med Graaden – tog Afsked med sin Søn og takkede ham for de seks Aar, hvori de havde "levet sammen i lykkeligt Kammeratskab"; og næppe 140 var de tre Skuffer Jord kastet ned paa Kisten, og "den stille Bøn" endt, før Følget spredtes under højrøstede Udbrud af Harme. En af de faa, der lykkeligvis intet mærkede til den hele Bevægelse, var Emanuel. Sammen med Hansine, Else og den blinde Bedstefader blev han staaende ved Graven, mens nogle Mænd af Husets nærmeste Venner efter Egnens Skik greb Skovle og Spader for straks at tilkaste den; og han rørte sig ikke derfra, før Mændene havde fuldbyrdet deres Arbejde og tilsidst stillet alle Skovlene korsvis over Gravhøjen under et Øjebliks tavs Bøn.
Imidlertid var Folk stimlet sammen i Flokke udenfor Kirkegaardsporten. I den almindelige Raadvildhed søgte alle efter Sogneraadsformanden, der ingen Steder var at finde. Det oplystes tilsidst, at han straks efter Begravelseshøjtidelighedens Afslutning var stegen i sin Vogn og kørt hjem. Ogsaa Væveren havde fjernet sig – efter nogles Sigende sammen med Maren Smeds – og af alle "Tillidsmændene" fandt man overhovedet kun den lille mavesvære Vejlbybonde med de barnligt røde Kinder. Men denne Mand havde man nærmest indvalgt i Menighedens politiske Raad for at yde ham en Paaskønnelse af hans Fortjenester paa Mælkeriets Omraade, og han blev saa betuttet, da 141 han pludselig saa' sig omringet af en Flok unge Karle, der bestormede ham med Spørgsmaal, at han nær var begyndt at græde.
Væver Hansen var ganske rigtigt gaaet bort sammen med Maren Smeds – den lille hæslige, fattigklædte Kone, der i sin Tid regelmæssigt optraadte i Forsamlingerne og altid mødte den heftigste Modstand paa Grund af sine hadefulde Angreb paa Mødernes Talere. Denne Kvinde, hvis Liv havde været en ustandselig Svingen mellem alle yderliggaaende Standpunkter, var endelig havnet som "hellig". Ude i sin Rønne paa den øde Mark holdt hun tillige med tre-fire andre Personer daglig "Bønnemøder", hvor de med skrigende Stemmer, der kunde høres langt borte, oplæste Stykker af Biblen, sang Salmer og udøste Forbandelser over den ugudelige Menighed. Det havde derfor vakt nogen Forundring, at Væveren i den sidste Tid saa aabenlyst havde taget Maren Smeds under sin Beskyttelse. Nogle paastod endog, at han undertiden deltog i Bønnemøderne, – i hvert Fald saa' man dem ikke sjelden vandre sammen ad det højtløbende Markskel, der førte ud i Egedet, hvor Maren boede.
Her gik de ogsaa nu – Maren forrest, idelig fægtende i Luften med sin kloformede Haand og 142 ustandseligt snakkende. Væveren gik bagved og tav. Han havde nærmest fulgt hende paa Vej for at undgaa andet Følgeskab, og da de var kommen saa langt bort, at man ikke længer kunde se dem fra Kirken, tog han i Jesu Navn Afsked med hende og gik over Markerne ind imod Skibberup. Paa en Bakketop, hvorfra man kunde se ud over den lange Dal med Kirkevejen, standsede han et Øjeblik. Med et triumferende Smil betragtede han de Skarer af forknytte Mænd og Kvinder, der langsomt drog hjemad i deres Sørgeklæder.