Det forjættede Land

Et Tidsbillede

Af Henrik Pontoppidan

Første Bog

3

I.

Der gik en Mand og pløjede oppe paa de store Agre norden for Vejlby. Det var en yngre, højtbygget Skikkelse i en lappet Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede et stort lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden høj og udadhvælvet, Øjnene store, lyse, milde.

En halv Snes Alen over hans Hoved kredsede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske Plovfure bag ham og dér en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene; de gjorde blot et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen 4 søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende Plovhestes sindige Gang.

Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup – Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine Sognebørn, "den moderne Apostel", som nogle mindre venligt sindede Kolleger i Nabosognene spydigt plejede at benævne ham.

Trods Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeløs, Skuldrene for smalle og lavthængende. Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der fra Barnsben har maattet tumle med svære Byrder. Heller ikke havde Ansigtet den rette ensfarvet mørke, læderagtige Bondehud men var skjoldet og oversaaet med smaa hvide Pletter.

Det var en raakold Formiddag i Begyndelsen af Marts. En stødvis Vind fra Vest førte usammenhængende Taagemasser hen over Landet. I det ene Øjeblik indhylledes Egnen i en uldgraa Damp saa tæt, at man ikke kunde se fra den ene Ager til den anden; i det næste kunde et eneste Vindstød drive Dunsterne langt bort og kun efterlade en lav Røg, der krøb afsted langs med Agerfurerne. 5 Undertiden blev Markerne endog overgydt af et blegt Sollys, der langsomt trængte sig frem mellem Himlens tunge og sorte Skyer.

I saadanne Øjeblikke kunde man fra den højtliggende Præstegaardsmark overse hele Sognet lige ud til den ensomme Fjordkirke, der skimtedes fjernt i Syd paa sit bratte Næs som et Taagespøgelse. Noget nærmere øjnedes mellem to Bakker et Stykke af den skumprikkede Fjord. Vestlig herfor hævede sig Skibberups tre mørke Muldhøje, og over disse blinkede et lille teglstensrødt Lyspunkt, der betegnede det Sted, hvor en takket Gavl af Egnens nye og store Forsamlingshus kiggede solbelyst op over Bakkekammen.

Emanuel var imidlertid alt for optaget af sine Tanker til at give Agt paa denne urolige Skiften af Landskabets Udseende. Selv naar han nu og da standsede for at lade Hestene puste lidt, gled hans Blik ud over Egnen uden at se. I syv Aar havde han daglig vandret mellem disse bølgeformede Bakker; hans Øje var blevet saa hjemmevant her, at Solblink og Regntykning kunde skifte omkring ham, uden at han mærkede det.

Først henimod Middagstid blev han vækket op af sine Tanker ved Lyden af en lille Menneskekaravane, 6 der nærmede sig paa Markvejen inde fra Byen.

Forrest gik en lille, kraftigt bygget Pige paa fire fem Aar, der ved Hjælp af et Rebstykke, som hun havde lagt over sin ene Skulder, trak afsted med en gammel Kurvevogn, hvori der laa et Skødebarn. Under Anstrengelserne for at trække Vognen gennem Vejens dybe Ælte var hendes Kyse gleden bagad over hendes forblæste, gulbrune Haar, og hvert Øjeblik maatte hun slippe Rebet med den ene Haand for at hale op i sine røde Strømper, der bestandig faldt hende ned over Træskoene. Bagfra blev Vognen skubbet frem af et andet Barn, en Dreng, der havde en strikket Klaphue trykket ned over Hovedet, og hvis ene Kind var dækket af et stort Vatstykke, der var stoppet ind under Huens ene Øreklap.

Et ungt og rankt Bondefruentimmer sluttede Toget. Hun gik et Stykke bag de andre, helt ude paa Vejkanten, med Hovedet indhyllet i et blomstret Klæde, hvis Snipper smældede i Blæsten. Uden at løfte Øjnene fra et Strikketøj, som hun holdt mellem de brune Hænder, gik hun og smaanynnede hen for sig, idet hun af og til – ligesom i Tanker – sang en enkelt Tone ganske højt.

7 Det var Hansine og hendes tre Børn, Emanuels samlede Familie.

Da Karavanen var naaet hen til Enden af den Ager, hvor Emanuel pløjede, slap de to Børn Vognen og satte sig hen paa en Sten ved Siden af Vejen, hvorfra de gav sig til at betragte Faderen, der netop var paa Vej hen imod dem fra den anden Ende af Ageren. De var bægge ganske blaa i Ansigtet af Kulde og vaade under Næserne. Som de dér sad med deres slidte Træsko og lappede Klæder, lignede de overhovedet ganske Byens sædvanlige Gadeungdom. I hvert Fald vilde ingen finde paa at henføre dem til den paladsagtige Præstegaard, hvis røde Tegltag og høje Poppelpark hævede sig dernede over Byens skifertækkede Bøndergaarde.

Allerede paa lang Afstand havde Emanuel hilst dem ved muntert at svinge sin store Hat over Hovedet; og da han nu naaede Forpløjningen, en Snes Alen fra Vejen, standsede han sine dampende Heste og raabte:

"Ikke noget nyt, Hansine?"

Hansine var bleven staaende ude paa Vejen, hvor hun med den ene Fod holdt Barnevognen i en sagte frem- og tilbagegaaende Bevægelse for 8 at berolige den Lille, der var bleven utaalmodig over, at Kørslen standsede.

Hun talte Maskerne paa den ene Pind og svarede derefter paa sit uforfalskede Bondemaal:

"Nej, ikke det jeg véd af … Ja, det er dog sandt, Væveren var indenom Døren nys. Han vilde ha'e snakket med dig, sa'e han."

"Ja saa," sagde Emanuel adspredt og saa' sig tilbage over Marken for med Øjet at maale det Stykke, han havde faaet pløjet. "Hvad havde han vel paa Hjærtet?"

"Ja, det snakkede han ikke noget om. Jeg skulde bare sige, om du vilde komme til et Møde henne hos Sogneraadsformanden i Eftermiddag Kl. 3."

"Naa, det er vel Fattigkassen," henkastede han. "Eller kanske Menighedsraadet. Snakkede han ikke noget om det?"

"Nej, han sagde ingen Ting. Han sad bare og kiggede sig lidt omkring i Stuen. Saa gik han igen."

"Ja saa," lo Emanuel. "Ja, han har jo sine Egenheder … Hør, Hansine!" afbrød han derpaa sig selv i forandret Tone. "Kan du huske, jeg har snakket til dig om denne herre nye Gødningsmetode, som jeg for nogen Tid siden læste 9 om i Landbobladet. Jo mere jeg spekulerer over den, des mer fortræffelig synes jeg, at den vistnok maa være. Egentlig er det da ogsaa langt naturligere – ikke sandt? – saadan at køre Møget ud i frisk Tilstand og straks at pløje det ned, i Stedet for at samle det sammen i disse Møddingkuler, hvor saa megen af den bedste Kraft dunster bort og oven i Købet forpester Luften omkring vores Boliger. Kan du huske, der stod i Bladet, at Landet aarligt tabte mindst tre Millioner ved vores Møddinger. Tænk dig, Hansine – tre Millioner! Det var sandelig en artig Skilling for os Bønder at indvinde, og den vilde justemænd komme rigtig pænt tilpas for Fremtiden, hvor vi sikkert vil faa mangen gammel Samfundsskade at bøde paa. Og alt saadan noget koster Penge, du! – – – Én Ting bare har jeg hidtil ikke rigtig kunnet forstaa, og det er, at man ikke for længe siden har fundet paa noget saa simpelt … for egentlig ligger det jo dog lige for Haanden, ikke sandt? Men véd du, hvad jeg i Dag er kommen til at tænke paa, … ja, hvad jeg næsten er ganske sikker paa? Jeg tror, at disse Møddinger, dem har Fortidens Bønder anlagt af pur og sørgelig Nødvendighed, ganske simpelt paa Grund af Hoveriet til Herregaardene – forstaar du? Da de alle Tider først 10 skulde udrette Herremandens Arbejde, før de fik Lov til at tænke paa deres egne Sager, har de været tvungne til Dag for Dag at opsætte og lægge til Bunke hjemme hos dem selv, indtil de endelig kunde stjæle sig en Dags Frihed til at skøtte deres egen Bedrift … og da denne Oprindelse til vore Møddinger efterhaanden er gaaet i Glemmebogen, har man naturligvis ment, at der maatte stikke en særlig dyb Mening i Bevarelsen af dem og derfor ikke haft Mod til at skaffe sig dem fra Halsen … kort og godt: disse stinkende Gødningskuler, de er simpelt hen en Arv fra Trældommens Dage, ganske ligesom saa megen anden gammel Raaddenskab, som vi nu er ved at frigøre Samfundene for! Er det ikke morsomt, Hansine? … Hvor er det i det hele ikke en velsignet Tid at leve i! Saadan at være Vidne til, hvordan vor Tids Oplysning, dens overalt vaagnende Sandheds- og Retfærdighedstrang lidt efter lidt, i stort som i smaat, bryder Trældommens Aag og bereder Menneskene en lysere og gladere Fremtid!"

Hansine skiftede en Pind og svarede med et halvt fraværende Smil. Hun kendte Emanuels let vakte Begejstring for Tidens nye Idéer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans 11 Udvikling af de store Resultater, han altid ventede sig af dem.

"Naa … det er nok for Resten Tid at faa fraspændt," afbrød han atter sig selv, da han havde set paa sin store Sølvklokke og efter Bønders Vane holdt den op for Øret. Han kastede Tømmerne hen over de ludende Heste og tilføjede: "Aa hør, Gutten min! Kan du komme og give Fa'er en Haand!"

Disse Ord galdt Drengen, som stadig sad ved Siden af sin Søster paa den store Sten. Her var han imidlertid falden saa dybt i Tanker under Betragtning af Kragesværmen, der havde slaaet sig ned paa Pløjejorden et Stykke borte, at han ikke hørte Faderens Tilraab. Han sad ganske ubevægelig, med Haanden under sit vatbelagte Øre, og stirrede hen for sig med det højtidelige Ansigtsudtryk, hvormed Børn i Erindringen tilbagekalder sig nys overstaaede Lidelser.

Han var lidt lille af sin Alder, og skønt han var det ældste af Børnene, havde han en spinklere Bygning end den et Aar yngre Søster, der var i fuld Besiddelse af Landsbyungdommens sædvanlige kraftige Former og livlige Farver paa Kinder og i Øjne. For øvrigt var han Emanuels udtrykte Billede. Han havde den samme høje, 12 tænksomme Pande, den samme Mildhed i sit Blik; havde ogsaa ganske arvet Emanuels rødblonde, svagt krusede, silkeagtige Haar, hans blaanende Aarenet i Tindingerne og de store lyse, i Solen næsten farveløse Øjne.

"Hører du ikke, min Dreng … Fa'er kalder paa dig," sagde Hansine, da han forblev ubevægelig.

Ved Lyden af Moderens Stemme rev han hastigt Haanden ned fra Øret og vendte sit blaanæsede Ansigt om imod hende med et lille forstilt Uskyldssmil, der vakte hendes Opmærksomhed.

"Gør det endnu lidt ondt i Øret, min Dreng?" spurgte hun forsigtigt.

"Nej, slet ikke," forsikrede han ivrigt. "Jeg kan slet ikke længer mærke noget."

"Kommer du saa, Gutten min!" raabte igen Emanuel ude fra Ploven.

Purken rejste sig øjeblikkeligt. Med afmaalte Skridt gik han over Forpløjningen hen til Hestene, hvor han straks gav sig til at løse Plovhammelen og opbinde Skaglerne – saa alvorligt og samvittighedsfuldt som en lille udlært Avlskarl.

Denne Dreng var Emanuels Øjesten og desuden – paa Grund af sit for Bønder fremmedartede Udseende og sin store Godmodighed – hele Menighedens Fryd. Han var opkaldt efter Hansines 13 gamle Fader, Anders Jørgen; men baade i Hjemmet og omkring i Sognet kaldtes han aldrig andet end "Gutten", et Navn, som Emanuel havde givet ham allerede ved hans Fødsel, og hvis Fjældklang alle havde fundet et saadant Behag i, at hans Døbenavn efterhaanden var gaaet helt i Glemme.

Ved Synet af Vatlappen under hans Hueklap udbrød Emanuel:

"Hvad er det, min Ven? … Har det nu været galt fat med Øret igen?"

"Ja – lidt," svarede Drengen sagte og næsten som skamfuld.

"Det er dog ogsaa rigtig kedeligt med det Øre. Men det er vel ikke noget videre – hva'?"

"Nej, det er helt forbi nu … jeg kan slet ikke længer mærke noget."

"Naa, det var Ret, min Dreng! Lad mig se, du er en kæk Gut og ikke gi'er dig over for saa lidt. Skrællinger – véd du nok – bliver aldrig til noget her i Verden … ikke sandt?"

"Jo."

"Og saa husker du jo nok, at vi i Dag skal køre til Mølle efter Middag. Vi to har skam ikke Tid til at være syge … vel?"

Ude paa Vejen var Hansines Strikkepinde 14 kommen i livligere Bevægelse. Da de andre tav, sagde hun:

"Jeg tror nu rigtignok, det var bedst, om Gutten blev hjemme i Dag, Emanuel! Han har rigtig slet ikke haft det godt hele Formiddagen."

"Jamen, kære … du hører jo, at det er helt forbi nu. Han siger selv, at han slet ikke længer kan mærke noget. Og véd du hvad, den friske Luft kan da kun gøre ham godt. Den friske Luft er Vorherres Lægemiddel, siger jo et gammelt Ord! … Gutten har igen siddet for meget inde og kukkeluret, derfor er han bleven lidt blegnæbet i den sidste Tid. Det er hele Sagen!"

"Jeg tror nu alligevel, det var bedst, om vi farede lidt varsommere med ham, Emanuel. Og allerbedst var det maaske, om vi endelig en Gang gjorde det til Alvor med at snakke til Doktoren om ham. Nu har han gaaet med det Øre snart i to Aar, og det kan dog vist aldrig ha'e sin Rigtighed."

Emanuel svarede ikke straks. Det var et Emne, der før var debatteret imellem dem.

"Ja, naturligvis, Hansine … dersom du virkelig ønsker det, kunde det selvfølgelig ikke falde mig ind at modsætte mig det. Men du véd, at jeg for min Part ikke har synderlig Tillid til det 15 Doktorvæsen. Og særlig hvad Doktor Hassing angaar, – ja saa kender du min Mening om ham. Desuden … saadan lidt Ørehistorie er jo saa almindelig hos Børn og fortager sig af sig selv, naar man bare giver Naturen Ro og Tid til selv at udbedre Skaden. Det siger ogsaa din Moder, og hun har dog mange Aars Erfaring, ikke sandt? … Aa, tag den Line, min Dreng! … Jeg kan nu i det hele aldrig komme til at tro, at Vorherre skulde have skabt Menneskenaturen saa ufuldkommen, at den altid behøver Doktorfingre for at komme i Lave igen, saa snart den er bragt lidt i Uorden. Kan du huske, jeg har fortalt dig den Historie om mine to Skolekammerater, der bægge havde faaet daarlige Øjne … efter Mæslinger tror jeg. Den ene af dem blev behandlet af en Doktor, oven i Købet en Professor, der i den hellige Videnskabs Navn pinte og plagede den stakkels Fyr med Penslinger og Indsprøjtninger og jeg véd ikke hvad, indtil han blev fuldstændig blind! Hos den anden derimod fik Naturen Lov til i Ro at skøtte sig selv, og inden kort Tids Forløb fik han et Par Øjne, som enhver kunde have misundt ham. Den Historie burde være os en Lære, synes jeg! For Resten … vi har jo mere af den Olie, som Maren Nilen havde faaet af den gamle Grete 16 ovre paa Strynø. Den hjalp jo Gutten saa godt sidst. Lad os dog i det mindste vente, indtil der viser sig at være noget virkeligt i Vejen, og ikke ængstes for hver Smule Forkølelse, ikke sandt? … Kom saa her, Stumpen min!"

Med de sidste Ord tog han Gutten under Armene og løftede ham op paa Ryggen af den nærmer Hest.

Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen i Ordskiftet, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun, selv om han ikke altid overbeviste hende, blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed.

… Taagen rullede atter som en uldgraa Masse ind fra Vest, mens den lille Familie-Karavane drog tilbage til Byen.

Forrest red Gutten med Hestene; derefter kom Emanuel med Barnevognen, som han smaaluntende skød foran sig med den ene Haand, mens han oppe paa Skuldren bar Datteren Sigrid med Tilnavnet "Tyksak". Hun havde taget Hatten af hans Hoved, og idet hun hurraraabende svang den i Luften, gjorde hun alle Slags Løjer for 17 at more den Lille, der da ogsaa^'1 skreg i vild Glæde i sin Vogn.

Et Stykke bag de andre fulgte Hansine med sit Strikketøj.

Hun holdt sin lille Skikkelse lige saa rank som i sine Pigedage, bevægede sig ogsaa med de samme sikre, afmaalte Skridt. Derimod havde Udtrykket i hendes mørkladne Ansigt forandret sig noget; det var blevet endnu mere indadvendt og ligesom lidt fortrykt. Som naturligt var, havde hendes snart syv Aar lange Ægteskab med dets tre Barnefødsler heller ikke ladet hendes før saa ungdomsfriske Udseende helt uberørt. Kinderne var blevne lidt smalle, de alvorlige Øjne endnu mere dybtliggende. Dog var hun endnu en ualmindelig køn Kone, der efter Landsbyforhold bar sine 25 Aar med sjælden Ære; og det var ikke til at undres over, at man i hendes Hjemby Skibberup endnu var ganske stolt af hende. Rigtignok var der ogsaa adskillige – og med hvert Aar flere – der havde ondt ved at forlige sig med hendes Indesluttethed, hvilken de gærne vilde udlægge som Hang til Stolthed; og i Stilhed blev det saa smaat beklaget, at Emanuels Øjne var faldne netop paa hende, da han i sin 18 Tid fandt paa at fæste sig en Brud af Menighedens Midte.

… Da Emanuel og Børnene kom ind gennem Præstegaardens hvælvede Port, sad Gaardskarlen Niels henne paa Kanten af det store Sten-Vandingstrug under Posten midt i Gaarden, tilsyneladende ivrigt beskæftiget med at studere Egnens "Folkeblad", som han havde udbredt paa sine Knæ. Han var en mørkhaaret Fyr paa godt en Snes Aar, middel af Vækst, sværskuldret og bredbaget, med en opadtrykket, saakaldet Kig-herind-Næse og tykke, røde Kinder, der krusedes af et begyndende Skæg.

I det store Gaardsrum, hvor der i gamle Dage – i Provst Tønnesens Tid – altid havde hersket en nøjeregnende Orden og en Stilhed, der erindrede om Stedets Forhold til Kirken, saa' der nu ganske ud som i en almindelig Bondegaard. Paa maa og faa henkastede Avlsredskaber, spredte Halmbunker, aabentstaaende Stalddøre og en vedholdende Brølen af Kvæg, der ventede paa deres Middagshø, vidnede om Dagens Travlhed. Paa den ujævne Stenbro var der hist og her – efter gammel Skik – henlagt Sildelage for at kvæle Ukrudtspirerne; og udenfor Bryggersdøren gik Hønsene og skrabede i udkastet Køkkenaffald.

19 "Hvad er det, du er saa fordybet i, Niels? Er der noget nyt i Bladet i Dag?" spurgte Emanuel, da han havde sat Sigrid fra sig og løftet Gutten ned fra Hesteryggen.

Karlen saa' langsomt op fra sin Avis og svarede ved at trække Munden ud i et unaturligt bredt Smil.

"Aa haa, Filosof! Har du nu igen været paa Krigsstien? … Naa, mod hvem har du saa rettet din Landse i Dag, Niels? … Kom lad mig se!" sagde han, da han havde faaet Seletøjet strøget af Hestene.

Karlen lettede sig lidt fra sit Sæde og rakte ham Bladet, som Emanuel gav sig til at læse i, mens Gutten trak Hestene hen til Stentruget for at lade dem drikke.

"Hvor staar det? … Naa her! "Om Højskolerne og de sædelige Krav" … Ej, ej! … Lad os se! … Naa, ja, Begyndelsen er jo ikke ilde … Meget godt virkelig … Ja saamænd, deri har du ganske Ret .... Naa, du er saamænd ikke bange, Niels! ...."

Henne fra Hjørnet af Vandingstruget fulgte Karlen med spændt Agtpaagivenhed sin Husbonds Minespil under Læsningen, og hver Gang Emanuel ved et Nik eller et lille Udbrud tilkendegav sit 20 Bifald, forhøjedes den spillende Glans i hans smaa sorte, af Kinderne halvt begravede Øjne.

"Den Artikel har du virkelig Ære af," sagde Emanuel tilsidst, idet han smilende rakte ham Bladet tilbage. "Du uddanner dig jo til en hel Skribent, Niels! … Ja, ja; pas bare paa, du ikke helt drukner i Blækhuset, min Ven! Det sorte Blækstads kan være en farlig Gift at lege med!"

Han blev afbrudt af Hansine, der havde taget Vejen hjem gennem Haven, og som nu viste sig oppe paa Stuehusets høje Flisetrappe for at kalde ind til Middagen.

"Saa maa vi skynde os at komme ind med Øgene, min Dreng," henvendte han til Gutten. "Aa hør, Niels … spring ud og kald paa gamle Søren. Han er ude i Vænget og jævne Roekulerne."

II.

Om Eftermiddagen henimod Tretiden sad en stille Mand henne ved Vinduet i Sogneraadsformand Jensens vidtbekendte Stadsestue. Det var en høj, 21 mager og bleg Skikkelse, klædt i en mørk Dragt af det groveste hjemmegjorte Vadmel, med højt opstaaende Frakkekrave og snævre Ærmer. Hertil sluttede sig foroven en af disse sorte, stukne "Brystlapper", som nu næsten var gaaet af Brug, og om Haandleddene et Par stramme Voksdugsmanchetter, der syntes at have presset alt Legemets Blod ud i de kæmpestore Hænder.

Han sad i en fremoverludende Stilling, med Armene hvilende paa sine Ben, Hænderne foldede mellem Knæene. Hans Hoved var lidt fladtrykt og i Forhold til Kroppens Længde paafaldende lille, Haar og Skæg rødgraat, Ansigtet skævt og overstrøet med lysegule Fregner.

Det grumsede Dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de beduggede Ruder, den dybe Middagsstilhed, hvori hele Huset endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige Ubevægelighed og det glansløse Blik, hvormed han stirrede frem for sig under halvlukkede Øjelaag, – alt bidrog til at omgive hans Person med en egen Uhygge. Med sit flade, rødgraa Hoved, sin fortrukne Mund og sine opsvulmede Øjenrande mindede han om en lurende Los, der fra et Baghold i Urskovens Skygge stirrer tørstende ud over den endeløse Steppe.

22 Det var Væver Hansen.

Sogneraadsformandens himmelblaa Stadsestue, Skuepladsen for saa mange af Fortidens glade Gildelag, havde i de forløbne Aar fuldstændig skiftet Karakter. Ganske vist stod de polerede Mahognimøbler endnu og lyste rødt langs Væggene, og oppe paa Chiffoniéren tikkede det lueforgyldte Taffelur aristokratisk mellem et Par let paaklædte Gibs-Hyrdinder; men paa Spillebordets Plads ved Vinduspillen, hvor i forrige Tider Dyrlæge Aggerbølle, Købmand Villing og den nu afdøde Jubelolding, Skolelærer Mortensen, tilligemed Værten selv havde muntret sig saa mangen Nat ved Kort og høje Toddyglas, hævede sig nu et papirbelæsset Skrivebord; ved en anden Væg stod en Reol, overfyldt med Regnskabsbøger, Protokoller og mægtige Avisbunker, hvilket altsammen gav Værelset Udseende af et alvorsfuldt Kontor.

Noget saadant var det i Virkeligheden ogsaa, og en ganske tilsvarende Forvandling var samtidigt foregaaet med Sogneraadsformanden selv.

Den stormende politiske Rejsning, som det folkelige Oplysningsarbejde efterhaanden havde affødt indenfor Bondestanden og i de sidste Aar forplantet over det hele Land, havde tilsidst ogsaa vakt denne Mands tungt indslumrede Samvittighed 23 og kaldt ham frem til Kampen for sin Stands Selvstændighed. Og da han ubestridt var Sognets rigeste Bonde og tilmed bekendt for en blandt Bønder usædvanlig Rundhaandethed i Pengesager, var han i Løbet af kort Tid kommen til at spille en fremtrædende Rolle i Egnens Liv. Da han desuden ejede en medfødt Evne til offentlig Optræden og hurtig viste sig i Besiddelse af en ikke almindelig Veltalenhed, havde han efterhaanden svunget sig op til at blive Egnens erklærede politiske Fører, hvem man til Stadighed kunde se omtalt rundt om i Landets Blade som "den bekendte Bondehøvding Hans Jensen fra Vejlby."

Denne ledende Stilling havde han imidlertid ikke kunnet opnaa uden Forbigaaelse af den Mand, der var det egentlige Ophav til hele den folkelige Bevægelse i Menigheden, nemlig Væver Hansen. Der havde derfor i Begyndelsen været adskillige, der med nogen Ængstelse betragtede Sogneraadsformandens hurtigt stigende Indflydelse, idet man havde Grund til at formode, at den stridsindede Væver ikke roligt vilde finde sig i en saa grov Tilsidesættelse. Men til almindelig Forbavselse viste Væveren i dette Tilfælde en ham ganske uvant Fredsommelighed; og større endnu 24 blev Forundringen, da man efterhaanden erfarede, at det fornemmeligst var Væveren selv, der havde skyndet Sogneraadsformanden til Deltagelse i det offentlige Liv, idet han – endog meget alvorligt – skulde have foreholdt ham, at han i sin uafhængige Stilling ligefrem skyldte Kredsen at stille sig til dens Tjeneste, naar dens nuværende Folketingsmand, den gamle Bisp – hvad venteligt var – inden ret lang Tid trak sig tilbage.

Det saa' i det hele ud, som om Væveren nu, da Kampens Farer og Spænding var forbi og Folkesagen endelig var ved at bære Sejren hjem, frivilligt lod de andre høste Æren og Lønnen for hans aarelange Arbejde. Med en Uegennytte, der vakte Menighedens beundrende Paaskønnelse, havde han Aar for Aar trukket sig mere tilbage i sit Væsens Sneglehus og givet Afkald paa selv den ringeste af de Æresposter, der i rigt Maal var bleven ham tilbudt som en Anerkendelse af hans Fortjenester. Samtidigt paatog han sig af egen Drift den beskedneste Invalidegærning i Fremskridtets Tjeneste. Han besørgede frivilligt al Slags simpel Budtjeneste og var de mange forskellige Bestyrelser behjælpelig med deres Regnskaber og Brevføring; ja han vedblev lige trofast – endog, som det syntes, med forøget Aarvaagenhed – at forrette 25 sin gamle Polititjeneste i Menigheden ved bestandig at dukke op med sit skæve Smil, hvor man mindst ventede ham, og sætte sig forover paa Stolene med sine store, røde Hænder for Munden for under Samtalens Gang at skele sig til Titlen paa den Avis, man holdt i Haanden, eller Navnet paa de Papirsposer, Husmoderen lagde ind i Krydderiskabet.

… Klokken blev næsten halv fire, før alle de til Mødet sammenkaldte Personer var samlede. Det var de saakaldte "Tillidsmænd", – seks af Menigheden valgte Mænd, der særlig havde det Hverv at varetage dens politiske Interesser, foranstalte Valgmøders Afholdelse, hidkalde politiske Talere, kontrollere Valglisterne og føre Forhandlingerne med Amtets øvrige demokratiske Vælgerkomiteer.

Først en Stund efter at de andre var ankomne, traadte Sogneraadsformanden ind fra Sideværelset – i hvide, strøgne Skjorteærmer, æblegrøn Plysses Vest med Guldkæde og en stivet Brystkrave, der under Middagssøvnen havde bulet sig ud over Vestens Udskæring. Med et højlydt "Goddag og velkommen" til hver især gik han rundt og gav Haanden, hvorefter man paa hans Opfordring 26 tog Plads omkring et ovalt Bord i Midten af Stuen.

Stemningen blandt Raadets Medlemmer var præget af en ualmindelig Højtidelighed. Man havde forinden Sogneraadsformandens Ankomst søgt Oplysning hos Væveren om Anledningen til Mødets Afholdelse; og af dennes undvigende Svar havde man forstaaet, at der forestod betydningsfulde Afgørelser.

Som Komiteens Formand indtog Værten selv Sædet ved den øverste Bordende. Hans sværlemmede Skikkelse med det krusede Haar og den store, glatragede Hage tog sig paa denne Plads helt statelig ud. Rigtignok hang Næsen endnu lige kalkunblaa i det rødblussende Ansigt – som et kedeligt Minde om hans Fortid; men til Gengæld havde hans Holdning, hans Bevægelser og hele hans Maade at føre Ordet paa vundet den overlegne Anstand og brede, elskværdige Utvungenhed, der udvikles ved livlig Deltagelse i det offentlige Liv.

Til højre for ham sad Emanuel – der nu havde ombyttet sin Arbejdskittel med en Frakke af lysegraat Multum – samt en lille mavesvær Vejlbybonde med buskede Øjenbryn og barnligt røde Kinder. Til venstre sad to yngre, blonde Skibberup-Gaardmænd og den høje Tømrer Nielsen, 27 hvis mørke Vikingeskæg i Aarenes Løb var blevet endnu nogle Tommer længere, saa det naaede ham næsten ned til Bæltestedet. Pladsen ved den nederste Bordende indtoges af Væver Hansen, der ikke hørte med til selve Raadet men fungerede ved dets Møder som en Slags Sekretær.

"Saa er vi altsaa allesammen samlede," begyndte Sogneraadsformanden med sin larmende Stemme, idet han lod Blikket glide rundt om Bordet. "Vi har idag en meget vigtig Meddelelse at gøre jer, Venner! … Ja værsgo', begynd kun, Jens Hansen!"

De sidste Ord var henvendt til Væveren, som nu trak et stort Stykke Papir frem af sin Baglomme og omhyggeligt udfoldede det foran sig; hvorefter han med langsom og monoton Stemme oplæste følgende Skrivelse:

Fortroligt!

Fra ledende Mænd blandt vore Meningsfæller paa Rigsdagen er der paa dertil af os given Foranledning tilstillet nærværende Hovedbestyrelse for Amtets samtlige demokratiske Vælgerforeninger en Række Oplysninger til Bedømmelse af de foruroligende politiske Rygter, der i den sidste Tid 28 har fundet Vej til forskellige af Landets Blade. I Betragtning af Øjeblikkets Alvor og Sagens Betydning har man fundet det rigtigst uden Tøven at bringe de erholdte Oplysninger til de ærede Sognebestyrelsers Kundskab.

Disse gaa ud paa, at det i Virkeligheden ikke skal ligge udenfor Mulighedernes Grænse, at der imellem Regeringen og det konservative Parti i bægge Ting foreligger Aftaler og drøftes Planer, der ere vel egnede til at vække enhver frisindet Mands dybe Harme og Bekymring. Dog kan selvfølgeligt endnu intet vides med Sikkerhed, da alle Forhandlinger mellem de bestemmende Partier føres i størst mulig Hemmelighed; men ses blandt andet hen til samtlige Ministres pludselige Utilbøjelighed til selv i Ubetydeligheder at fravige det en Gang indtagne Standpunkt i Rigsdagsdebatten^'2, og tages samtidigt andre lige saa betegnende Træk i tilbørlig Betragtning, synes det ikke helt utænkeligt, at Regeringen virkelig omgaaes med Planer om endnu en Tid at byde den samlede Folkevilje Trods og yderligere, end allerede sket er, at bekæmpe Menigmands Indflydelse paa Statsstyrelsen ved en egenmægtig Ophævelse af den almindelige Valgret. Enhver frihedstro Mand i Landet vil vide 29 at bedømme en slig Handlemaade. Vi opfordre derfor herved de ærede Sognebestyrelser til, hver i sin Kreds, at samle Meningsfællerne og – til Støtte for vore valgte Mænd paa Tinge – at fremkalde en kraftig Tilkendegivelse af Befolkningens uforandrede Vilje til indtil det yderste at bekæmpe vore Magthaveres Færd. Angaaende Bestemmelsen af de nærmere Foranstaltninger, der hertil anses nødvendige, overlade vi alt til de ærede Sognebestyrelsers bedste Skøn. Kun skulle vi efter Samraad med vore Venner paa Rigsdagen henstille,
at der gives Meningsfællerne Lejlighed til Vedtagelsen af en, helst enslydende Resolution, som tilsiger vore Tillidsmænd paa Tinge vedvarende kraftig Bistand i Kampen for Folkets ubeskaarne Frihed og Ret."

En lignende Opfordring udgaar i disse Dage til samtlige Kredsbestyrelser, og er det vort Haab, at en saadan Forhaands Protest, et saadant tusindstemmigt Varsko, tilraabt vore Modstandere fra hvert Sogn i det hele Land, endnu skal kunne bringe dem til Fornuft og faa dem til at afstaa fra deres forbryderiske Forehavende.

Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve Mindet 30 om vor uforglemmelige Folkekonge, Grundlovens for tidligt hensovede Giver, Kong Frederik Folkekær!

P. B. V.
H. Johansen,
Sagfører.

Indholdet af denne Skrivelse vakte den største Bevægelse blandt alle Raadets Medlemmer. Endnu før Oplæsningen var helt til Ende, udbrød Emanuel ganske bleg af Ophidselse:

"Men det er jo Oprør! … Det er jo Landsforræderi!"

"Ja, deri har du ganske Ret … anderledes kan ingen ærekær Mand kalde det," istemte Sogneraadsformanden. Og med en Haandbevægelse og et Tonefald, der erindrede stærkt om Talerstolen, fortsatte han: "Men det viser os, Venner, at vi har handlet fuldkommen rigtigt i at gøre skarp Front mod et sligt Parti, hvis eneste Formaal er at klamre sig til Magten, selv om det kun kan ske ved at sætte Landets Velfærd og Fremtid paa Spil. Saadanne Folk er ikke længer vore Landsmænd … de er Danmarks Fjender!"

"Hør!" drønede det som et hultklingende Ekko inde fra Tømrerens Skægvildnis.

"Aldrig … aldrig vil det danske Folk finde 31 sig i en saadan Skændsel!" vedblev Emanuel ude af sig selv. "Jeg foreslaar, at vi endnu i Aften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Her er ingen Tid at spilde. Vi vil rejse os som én Mand og vise, at vi af yderste Evne vil forsvare vor Ære og Ret!"

"Saa sagte, Emanuel … saa sagte!" sagde Sogneraadsformanden og lagde Haanden beroligende paa hans Arm. "Lad os frem for alt ikke forivre os! Bare rolig … dermed kommer man længst i Politiken! Allerførst maa vi ikke glemme, at vi jo foreløbig ikke véd noget med Bestemthed … og man skal ikke kaste Bøssen til Kinden, før man ser Bjørnen, siger et gammelt Mundsprog. Og jeg for min Del har nu en egen Mistanke om, at det altsammen kan være Rygter, som Regeringens Venner selv har sat i Omløb for at skræmme vore Mænd paa Tinge, kanske ogsaa saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt til Vejrs for at vejre Stemningen ude i Landet! … Vi maa huske, at den Slags Ting hører nu en Gang med i Politiken!" vedblev han belærende og opløftede Haanden. "Derfor gælder det først og fremmest om, at man gennemskuer sine Modstanderes Taktik, før man selv handler. Lad os aldrig glemme det, Venner!"

32 "Men dersom det nu ikke er tomme Rygter … dersom man virkelig skulde gøre Alvor af Truslerne – sende Rigsdagen hjem og sætte Magten i Rettens Sted … hvad saa? … hvad saa?"

Sogneraadsformanden saa' et Øjeblik fast paa Emanuel. Derefter sagde han langsomt, med rolig Selvfølelse, idet han lod sin Haand synke tungt ned mod Bordpladen:

"Dersom sligt skulde ske – hvad Gud forbyde! – saa rejser der sig Landet over tre hundrede tusinde Landboere og siger: Nu er det nok! Nu skal det for Alvor gælde et Livtag om, hvem der er Herrer her i Landet, jer eller os! … Har jeg ikke Ret?"

Ved de sidste Ord vendte han sig mod de tre Skibberuppere, der alle svarede med kraftige "Hør", medens den lille tykke Vejlbybonde ovre fra den anden Side af Bordet ivrigt tilnikkede ham sit Bifald.

"Jeg foreslaar nu," – vedblev han – "at vi sammenkalder til et Møde førstkommende Søndag Aften i Forsamlingshuset. Her skal jeg gærne paatage mig at udvikle Situationen, saaledes som den til den Tid foreligger, hvorefter vi vedtager den foreslaaede Resolution. Desuden er jeg af den Formening, at det vil være bedst indtil videre at 33 bevare de indhentede Oplysninger som fortrolige Meddelelser, for ikke alt for meget – og kanske ganske unødigt – at opskræmme Gemytterne. Saadan har den ærede Hovedbestyrelse aabenbart ogsaa tænkt sig det. For Resten tvivler jeg ikke om, at vore gode Modstandere nok skal betages Lysten til at gaa paa nye Æventyr, naar de nu gennem vore Møder faar lært Landets Stemning rigtig at kende! … Mener I ikke ogsaa det, Venner?"

De fire af Raadets Medlemmer udtrykte atter deres fulde Tilslutning; og denne Frimodighed smittede tilsidst Emanuel, saa han blev beroliget. Han var for øvrigt ikke vant til at tage Ordet i de politiske Forhandlinger. Hans Syn for Betydningen af Folkesagens politiske Side var sent og vanskeligt bleven vakt, og det var nærmest paa Grund af hans store Fortjenester paa ganske andre Omraader, at Menigheden havde hædret ham med Indvælgelse i dens politiske Raad. Han havde endnu bestandig ondt ved at fatte Interesse for de daglige Debatter paa Rigsdag og i Aviser … for ikke at tale om denne "Taktik", som Sogneraadsformanden og de andre tillagde saa stor Betydning. Han kunde aldrig faa sig selv til at tvivle om, at Retten – som der stod i Salmen – "vandt sin Sejr, naar Gud det saa behaged"; og han havde 34 ingen synderlig Tillid til, at selv de snildeste Paafund eller Fortolkninger formaaede enten at fremskynde eller forhale den.

Paa Forslag af den ene Skibberupgaardmand vedtoges det dernæst, at man – for at give Mødet forøget Betydning – skulde indbyde et Par fremmede Talere. Et Øjeblik tænkte man paa at henvende sig til ingen ringere end Kredsens egen Folketingsmand, den gamle Bisp. Men skønt denne under de senere Tiders stormende Rigsdagsdebatter flere Gange havde røbet, at han under Fløjelsornatet og Diplomatfrakken endnu bar sin Ungdoms røde Garibaldiskjorte lige ubleget, havde han hidtil ikke været at formaa til at forlade, hvad han med et Smil kaldte sit "arkimediske" Standpunkt udenfor Partierne. Man blev derfor hurtig enig om at opgive denne Plan som frugtesløs. Derimod mente man at kunne have Haab om at formaa et Par andre fremragende demokratiske Rigsdagsmænd til at give Møde, og det vedtoges straks at sende Hovedbestyrelsen en Forespørgsel derom. Sogneraadsformanden tilbød baade at hente Gæsterne ved Stationen med sin Vogn og at bespise dem, hvilket Tilbud blev modtaget med en anerkendende Mumlen.

Efter at endelig Forsamlingstiden var bleven fastsat, og efter at Væver Hansen havde udfærdiget en 35 Protokoltilførsel om de stedfundne Forhandlinger, hævede Formanden Mødet.

"Naa, saa fik vi altsaa den Gris slagtet," sagde han muntert og rejste sig. "Værsgo', mine Herrer! … Nu kan vi vist trænge til at faa lidt for Tanden!"

Med disse Ord hentydede han til den i dette Hus uundgaaelige "lille Forfriskning", der imidlertid var bleven anrettet inde i Sideværelset, hvortil Døren nu blev aabnet af et omfangsrigt Bondefruentimmer med Gyldenstykkes Hue, Ørnenæse og en tre Etages Hage – Sogneraadsformandens Husholderske.

Under en allerede tændt Hængelampe stod det sædvanlige fedt besatte Bord, paa hvis Opdækning af solide Flæske- og Røgevarer der i Øjeblikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær. I den mangefarvede Belysning tog Anretningen sig dobbelt indbydende ud, og Gæsterne satte sig ved Tallerknerne med en af det timelange Møde fuldskærpet Appetit.

Endog Emanuel kom efterhaanden i en hel oplivet Sindsstemning. Han saa' omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd, der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad dér lige rolige og tillidsfulde 36 – saa trygge i Bevidstheden om deres Sags og Kamps Retfærdighed. Han fyldtes paa ny af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, hvormed disse Folk bestandig bar enhver Tilskikkelse. Aldrig havde han set dem blot et Øjeblik tabe Fatningen. Endog under Skæbnens haardeste Slag havde de bevaret den velgørende Ro, den mandige Selvbeherskelse, som han selv havde saa ondt ved at tilegne sig.

Fadene tømtes flittigt og nye blev bragt ind af "den store Sidse", der havde styret Sogneraadsformandens Hus, siden han for nogle Aar tilbage var bleven Enkemand. Dette kødrige Fruentimmer blev hele Tiden stille beluret af Væver Hansen, der under hele Maaltidet næppe talte et Ord og lod baade Mad og Drikke staa næsten urørt. Da hans Sidemand vilde skænke for ham af Brændevinskaraflen, lagde han med et kattevenligt Smil sin store Haand over Glasset, – han var for nylig bleven Totalafholdsmand, og trods Sogneraadsformandens muntre Stiklerier var han ikke at formaa til i Dagens Anledning at gøre en Undtagelse fra sin Regel.

Emanuel derimod drak sin Snaps sammen med de andre, saadan som han plejede ved slige Lejligheder … ikke fordi Brændevin egentlig smagte 37 ham, men han vilde nødigt paa noget Punkt skille sig ud fra sine Omgivelser. Og han kunde for den Sags Skyld ogsaa med rolig Samvittighed følge Skik selv med Vejlbybønderne, der nu var blevne langt mere maadeholdne i deres Sædvaner, end de havde været i gamle Dage. I det hele havde han i de forløbne Aar, snart bevidst, snart ubevidst, lagt sig en god Del Bondevaner til. Han havde endog overvundet sin gamle Afsky for Tobak; og da Maaltidet var til Ende og Kaffen kom paa Bordet, og da Sogneraadsformanden lod sine Cigarer gaa rundt, trak han en Træpibe frem af sin Frakke og stoppede den af en Kardus saakaldet "Posemelange"¹, som han overalt førte med sig i sin Bukselomme.

Paa dette Tidspunkt rejste Væveren sig. Under Paaskud af at have et Besøg at gøre inden Aften tog han Afsked, idet han trykkede hver enkelt af Selskabet samvittighedsfuldt i Haanden; hvorefter han trak sig tilbage gennem Køkkenet.

Her ude blev han staaende midt paa Murstensgulvet, med Hovedet lagt paa Siden og halvt nedsænkede Øjelaag, og fikserede Husholdersken med et Blik, der pludselig fik denne Fedtmasse til at blegne og sitre.

"Men Herregud, Jens Hansen … hvorfor ser 38 du saadan paa mig?" sagde hun i grædefærdig Tone og holdt i Forskrækkelse et Vidskestykke afværgende ud for sig.

Væveren satte roligt sin Hat paa Hovedet og bortfjernede sig uden et Ord.

Udenfor var det dyb Mørkning. Blæsten havde lagt sig; det var ganske stille. Fra en ubevægelig Skyhimmel neddalede store, hvide Snefjer, der straks smeltede i Jordens Søle. Under et bestandig tættere Drys, der efterhaanden gik over til en fin Regn, vandrede Væveren med Hænderne paa Ryggen hjemad paa den ensomme Marksti, der førte over Bakkerne ud til Skibberup.

Hans Ansigt fortrak sig i pludselige Smil, og hans røde Øjne saa' fremad med det stive Blik, som de altid fik, naar han i Enrum udrugede sine Krigsplaner.

III.

Det var mørk Aften og øsende Regn, da Emanuel kom hjem til Præstegaarden og i Selskab med en fremmed Mand steg op ad Hovedbygningens høje Flisetrappe.

39 Inde i den herskabelige Forstue, hvis lange Mahogni-Knagerække i sin Tid var bleven oplivet af Provst Tønnesens store Bjørneskindspels og den unge Frøkens slørbehængte Havehatte, og hvor sirlige Kokusmaatter havde dækket Gulvets sort-hvide Marmortavl foran Dørene, brændte nu en simpel Staldlygte; Knagerækken var overfyldt af en Samling jævne Mandfolkehuer og brogede Kvindetørklæder, og paa Flisegulvet stod der opstillet en hel Flaade af snavsede Træsko i alle Former, lige fra store, klodsede Husmandsbarkasser med Jærnbaand om og en Halmvisk indeni indtil smaa halvlakerede Fruentimmertrætøfler med forsirede Næser og rødt Flonels For.

Husets sædvanlige Aftengæster, der nogle Gange om Ugen samledes her efter endt Arbejde for i Fællesskab at opbygges ved Samtale, Oplæsning og Sang, havde allerede indfundet sig og sad inde langs Væggene i den store Have- og Spisesal, der tarveligt belystes af en eneste Petroleumslampe.

Intet i dette store Rum, uden netop Stukkaturarbejderne under det røgsværtede Loft og de landskabelige Dekorationer over Dørene, mindede længer om den Salon, hvori Frøken Ragnhild havde udfoldet sine ekstravagante Toiletter mellem bløde Tæpper, Damaskes Gardiner og indlagte Møbler. 40 Langs med Stuens fire, nøgne Vægge løb en ganske simpel Træbænk, ovenover hvilken Murenes blaa Farve var afslidt indtil Mands Skulderhøjde. De fire høje Vinduer – to Fag paa hver Side af den om Vintren tilskoddede Havedør – var foroven dækkede med en smal Kappe af mørkerødt Sirts, og henne under det ene Par stod et langt, hvidskuret Egebord, bag hvis øverste Ende Bænken havde faaet Form af et Slags Højsæde. Desuden fandtes der et Par Straastole og – ligesom i Hansines Barndomshjem – en gammeldags Armstol henne ved Kakkelovnen, endelig et grønmalet Hjørneskab ved Siden af Døren til Køkkenet og en seksarmet Lyseholder af Blik, der hang ned fra Midten af Loftet.

Denne Stue – Storstuen eller "Hallen", som Egnens Folk holdt af at kalde den, fordi den i sin strenge Simpelhed var et Udslag af Emanuels gammelnordiske Tilbøjeligheder – udgjorde Familiens egentlige Opholdsrum. Alle Husets øvrige Værelser med Undtagelse af den forhenværende Dagligstue, der nu var Familiens Sovekammer, stod tomme og ubeboede eller anvendtes til Opbevaring af Sæd, Uld og Foderstoffer. Emanuel havde vel til eget Brug taget det Værelse i Arv, der i Provstens Dage var kendt og frygtet under Navn af "Studerekantoret"; men hele Møblementet her bestod af 41 et Par støvede Reoler og en Voksdugssofa, og det hørte til de store Sjældenheder, at han opholdt sig her mere end netop den halve Time, da han tog sig en lille Lur efter Middagsmaden. Sine Prækner og Foredrag udarbejdede han altid ude bag Ploven eller paa sine Vandringer rundt til Sognets Syge og Fattige; thi – som han plejede at sige – han havde vendt sine Reoler Ryggen, efter at han havde fornummet, at man af Fuglene under Himlen, ja selv af Køerne i sin Stald kunde lære større Livsvisdom end af Alverdens sprænglærde Bøger.

… Der var denne Aften samlet henved et halvt hundrede Mennesker af bægge Køn og næsten af alle Aldre; og trods "Hallens" sparsomme Belysning herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning.

Alle de unge Piger havde Plads langs den ene korte Væg, hvor de sad som en lang Blomsterrække med de mørke og blonde Hoveder bøjede ned over et fint Hæklearbejde, som de havde Møje med at holde fast mellem deres stive, røde Fingre. Konerne derimod havde deres faste Stade henne paa Bænken nærmest Kakkelovnen, hvor de sindigt "mokkede" paa store Strikketøjer, mens de i den vanemæssige Grædetone, som Bønderkoner almindeligvis benytter i Omgang, snakkede med deres 42 Naboer om Husholdning og Mælkeri. Her sad ogsaa Hansine, paa sin vante Plads i Armstolen, og spandt paa Rok. Hun var paaklædt ganske som de andre, i en tarvelig Hvergarnskjole og et tærnet Bomuldsforklæde, og havde paa Hovedet en lille sort Hue, foran hvilken hendes mørkebrune Haar efter Egnens Skik var glattet frem i to smaa, nøjagtigt formede Tunger over hver Tinding. Hun deltog ikke synderligt i de andres Samtale, og der var ofte noget ganske fraværende i det Blik, hvormed hun langsomt saa' op fra sin Traad, naar Døren aabnedes og en gammel Husmand i Uldskjorteærmer eller et Par rundkindede Piger traadte ind med et Nik og et bredt Godaften.

Rundt om det lange Egebord under Vinduerne havde de unge Karle forsamlet sig. De sad dér fuldt belyste af Lampen, som stod midt imellem dem ved Siden af en stor Vandkrukke med Trælaag. Her gik Passiaren livligst, og den blaa Røg fra Tobakspiberne samlede sig som en bestandig tættere Sky over deres langhaarede Hoveder.

Paa en Plads for sig selv inde i Stuens aller mørkeste Krog saas et Par Personer, hvis hele Udseende og Adfærd tydeligt røbede, at de ikke var vant til at komme her, og som Emanuel ogsaa ved sin Indtrædelse hilste paa med særlig 43 Hjærtelighed, idet han trykkede dem bægge i Haanden og ønskede dem velkommen. Det var to ynkeligt udseende Skikkelser, klædte i fattige Pjalter og saa gennemblødte af Regnen, at der havde dannet sig smaa Søer paa Gulvet omkring deres Hosesokker. Den ene var lang og tynd som en Brøndstage², den anden lille, tykladen og flenskallet og havde en nævestor Knude over det ene Øje. Bægge sad med Hænderne paa Knæene og saa' med forlegen Mine mod Gulvet; men i Ny og Næ, naar de troede sig ubemærkede, skævede den ene forsigtigt til den anden og undertrykte samtidigt et Smil.

Det var to i Sognet velbekendte Personer, Svend Øl og Per Brændevin, som hørte til den faste Stok af Egnens forfaldne Subjekter, der hver Morgen samledes udenfor Købmand Villings Dør, hvor de – med Flasker skjult under Klæderne – i Utaalmodighed ventede paa, at Butikken skulde blive aabnet. Sammen med en Del Ligesindede boede de i en Samling Lerhytter, de saakaldte Mosekærshuse, ude ved Sognets fjerne Vestgrænse. Den ene af dem var Træskomager, den anden Tækkemand; men deres væsentligste Indtægt forskaffede de sig efter den almindelige Mening ved i maanemørke Nætter at stjæle af Bøndernes Kartoffelkuler og klippe Ulden af tøjrede Faar … ja der 44 var adskillige, der stærkt mistænkte dem for at have endnu langt uhyggeligere Gærninger paa deres Samvittighed.

Disse Forhold var ingenlunde Emanuel ubekendte. Han havde overhovedet ikke været her i Egnen længe, før han fik Øjet aabnet for, at Fattigdommen ogsaa ude paa Landet avlede megen Elendighed og aandeligt Forfald; og hans Bestræbelser havde fra tidlig Tid i særlig Grad været rettede imod med Bistand af Menigheden at afhjælpe Nøden og ved Mildhed og Overbærenhed at vinde de Forvildedes Tillid for at bane dem Vejen tilbage til det menneskelige Samfund. Han havde i saa Henseende ikke skyet nogen personlig Opofrelse, og det havde været hans eneste store Skuffelse i alle disse Aar, at det hidtil saa daarligt var lykkedes ham at overvinde den fjendtlige Skyhed, hvormed disse Ulykkelige straks fra Begyndelsen havde betragtet hans og Menighedens Omsorg for deres Vel.

Derfor blev han ogsaa dobbelt glad, hver Gang han – som i dette Tilfælde – mente at se Tegn paa en begyndende Forsoning. Han huskede ikke i Øjeblikket, at han som Formand for Sognets "Fri Fattigkasse" for kort siden havde fornyet en Pengehjælp til bægge disse Personer, og han kunde derfor endnu mindre ane, at deres Tilstedeværelse 45 i Aften var at opfatte som en Art Kvittering for Understøttelsens Modtagelse.

Endnu en anden sjælden Gæst havde indfundet sig denne Aften, nemlig Dyrlæge Aggerbølle. Det var ham, der var kommen ind sammen med Emanuel. Han sad og smilte henrykt henne paa en Bænkeende ved Siden af den tilskoddede Havedør, med Armene korslagte over sit brede Bryst, – uden at agte paa, at han netop i denne Stilling ubarmhjærtigt blottede en dyb Flænge i Frakken under Armhulen. Hans Haar og Skæg var blevet fuldstændigt hvidt og strittede uklippet ud til alle Sider; Øjnene stirrede frem som et Par Glaskugler, og hele den ubedækkede Del af hans Ansigt var oversaaet med byldeagtige Udvækster.

Det kunde i det hele være Tvivl underkastet, hvem der gjorde det mest beklagelsesværdige Indtryk, enten denne af Skæbnen saa forunderligt omtumlede Mand eller de to Gavtyve fra Mosekærshusene. Ganske vist havde Dyrlægen baade Blanklæders Sko med Elastiker, Manchetter og Hvidt i Halsen, ja endog en Næseklemmer stukket ind bag Opslaget paa sin tæt tilknappede Selskabsfrakke. Men selve dette Udstyrs hjærteskærende Medtagethed og hele hans krampagtig opretholdte Skikkelse 46 vidnede om en saa dyb og haabløs Fornedrelse, at den maatte kunne vække et Fattiglems Medynk.

Trods hans Anstrengelser for at give det Udseende af, at han befandt sig overordentlig behageligt i dette Selskab, formaaede han kun daarligt at skjule en indeklemt Forbitrelse. Det var da heller ingenlunde med sin gode Vilje, at han i Aften befandt sig paa dette Sted. Naar han sad her imellem disse "Hængetryner", som han i sit Hjærtes Had og Foragt havde døbt Samtidens aandeligt vakte Bønder, skyldtes dette alene et af disse uforudseelige og ulykkelige Sammentræf, hvormed hans – som det syntes – uforsonlige Skæbne vedblev at forfølge ham gennem Livet. Efter at han hele denne lange, triste Graavejrsdag havde siddet indespærret i sit faldefærdige Hus ude paa den øde Mark og lidt under Synet af sit uophjælpeligt undergravede Hjem, fordi han af visse Aarsager ikke turde møde Købstadsbageren, der i Dag havde været paa Egnen med sin Brødvogn, havde han endelig ved Aftenstid vovet sig ud i det Fri. Under Paaskud af at skulle se til en Patient havde han bevæget kysset sine Børn paa Panden og taget den oprivende Afsked med sin syge Hustru, uden hvilken han aldrig kunde forlade hende, om blot for en Time; hvorefter han havde begivet sig paa Vej hen til 47 sin gamle Ven og hemmelige Meningsfælle Købmand Villing for dér at søge lidt Trøst og mulig finde, hvad han holdt af at kalde "lidt Glemsel". Nu skulde imidlertid det Uheld indtræffe, at han netop lige udenfor Præstegaardens Port mødte Emanuel, der straks i glad Overraskelse klappede ham paa Skuldren og udbrød:

"Det var virkelig kønt af dig, kære Ven, at du endelig en Gang igen vilde besøge os. Vi har sandelig ogsaa længe savnet dig. Hjærtelig velkommen, kære!"

Bragt til det yderste af den lange Dags Fortvivlelse vilde Aggerbølle just tage Mod til sig og erklære, at han var paa Vej hen til en Patient, da Emanuel i det samme kom til at nævne, at han kom fra et Møde henne hos Sogneraadsformanden. Da kølnedes hans Mod ved Tanken om, at Væver Hansen da rimeligvis ogsaa var i Farvandet; og under disse Omstændigheder fandt han det raadeligst straks at opgive alle Udflugter.

Nu sad han med sit krampagtig tilkæmpede Smil og sitrede af et Raseri, der gjorde Bylderne i hans Ansigt ganske blaa. Af alle de Ydmygelser, han i disse Aar paa Grund af sin Fattigdom havde maattet lide, forekom ingen ham saa 48 ubarmhjærtig og nedværdigende som den, der denne Aften overgik ham. Han spurgte sig selv, om al Retfærdighed var forsvunden fra Verden, siden han skulde finde sig i at sidde her som en Skoledreng, paa Bænk sammen med Korøgtere, Malkepiger og stinkende Stalddrenge. Eller var det da lutter Pral og Dileriumsdrømme, at han var en Herredsfogeds Søn, at han selv var en studeret Mand, og at disse selvsamme Hængetryner, som nu kujonerede ham og det hele Land, i sin Tid havde staaet foran ham med Hatten ærbødigt i Haanden og betragtet det som en Ære, naar han bød dem ind i sin Stue?

… Rundt om langs Stuens Vægge var Samtalen lidt efter lidt stillet af, og tilsidst forstummede den næsten helt. Man sad og ventede paa, at Emanuel eller en anden af de Tilstedeværende skulde give nogen Underholdning tilbedste, oplæse en Fortælling, udlægge et Æventyr el. lign.

Dette Tidspunkt greb Præstegaardskarlen Niels, der havde Plads ved Bordet mellem de andre unge Karle, til et Forsøg paa at henlede Emanuels Opmærksomhed paa sin Person, idet han med forsigtig Haand trak sit "Folkeblad" saa meget frem af sin indvendige Brystlomme, at et Stykke af det blev synligt ovenfor Frakken. Det hændte nemlig 49 undertiden, at man – i Mangel af andet Underholdningsstof – foreslog at oplæse en eller anden god Artikel af Dagens Blade, der kunde give Anledning til en Diskussion.

Emanuel lagde imidlertid slet ikke Mærke til hans Anstrengelser. Efter en Tid at have slaaet sig ned snart hist, snart her paa Bænkene mellem Gæsterne og deltaget i deres Samtaler havde han med sin Pibe taget Plads i Højsædet ved Bordets øvre Ende og var efterhaanden her falden hen i en usædvanlig dyb Aandsfraværenhed. Det var Mødet hos Sogneraadsformanden, der endnu satte hans Sind i Bevægelse og fik hans Tanker til at flyve Fremtiden i Møde i stormende og skælvende Forventning.

"Skal vi da slet ikke tage os noget til i Aften?" sagde endelig en kæk Stemme henne fra Pigernes Bænk.

Dette utaalmodige Udbrud og den lille Latter, som det rundt om fremkaldte, vakte endelig Emanuel af hans Tanker. Han saa' op og sagde smilende:

"Det har du Ret i, Abelone! Lad os se at faa noget i Gang! … Har ikke du noget at fortælle os i Aften, Anton?" henvendte han sig til en 50 brunskægget, hvidslipset og kalotbærende, i det hele ganske pastoragtig lille Mand, der med Hænderne foldede over sit Pibehoved sad tilbagelænet i en gammel Kurvestol ved den anden Bordende.

Denne Mandsling var Sognets nye Skolelærer, den bekendte Anton Antonsen, en forhenværende "Frilærer", der efter Sogneraadets Indstilling var bleven gamle Mortensens Efterfølger. Som Svar paa Emanuels Spørgsmaal pressede han først sine brede Læber sammen og udsmældede Tobaksrøgen i smaa Portioner gennem den ene Mundvig, saa den fór ud som Krudtskyer fra en Kanonmunding. Derpaa lagde han med et Smil Hovedet skælmsk paa Siden og sagde langsomt og med bred Dialekt:

"Nej, i Aften tror jeg nok, at jeg vil sige, som det hedder med et godt gammelt Ord: Jeg tier og tygger sammen."

Den Munterhed, der fra alle Sider fulgte dette Ordspil, næsten før han havde udtalt, var betegnende for den Folkeyndest, hvorved denne Mand kunde glæde sig. Med sin lille pudsige Person i Forbindelse med et vist tørt Lune var han bleven Menighedens oplivende Element, hvis smaa Skæmtetaler, Ordsprogsramser og humoristiske Oplæsninger 51 efterhaanden var bleven en næsten uundværlig Afslutning paa Egnens Folkefester og Foredragsmøder.

"Ja men hør dog, Anton!" sagde en Karl, der endnu ikke var bleven helt færdig med at le. "Du kunde dog gærne læse lidt for os i Aften. Nu er det svært længe, siden vi fik noget. Du glemmer vist, at du skylder os den om Stine, der kommer paa Højskole."

"Aa ja – lad os faa den! – Anton, vær nu god i Aften!" bad straks mange Stemmer.

Skolelæreren lukkede sit ene Øje og saa' sig omkring med et Smil, der blev bredere, efterhaanden som Bestormelserne steg i Styrke.

"Naa, ja, ja, Børn," sagde han, da tilsidst ogsaa Konerne ved Kakkelovnen begyndte at tigge. "Naar der virkelig ikke er andre, der har noget paa Hjærte, skal jeg saamænd ikke holde mig tilbage. For jeg vil skam ikke ha'e paa min Samvittighed, at Stine ikke kommer paa Højskole!"

"Men skal vi ikke ha'e en Sang først," lød igen den raske Stemme henne fra Pigerne.

Den tilhørte den kønne Abelone, Præstegaardens Tjenestepige, en kraftig Skikkelse paa tyve Aar, med sorte Baand i et hvidblond Haar, en stor Rose i Barmen og med Højskoleelevens 52 Kendemærke, det blanke Læderbælte, spændt fast omkring Livet.

"Ja, lad os synge!" istemte Emanuel. "Lad os faa en Fædrelandssang! Det kan vi trænge til i disse Tider! … Hvad for en skal vi synge?"

"Du Kæmpegrav ved Havets Bred³," foreslog En.

"Nu ja, lad os synge den. Vi kan den vel nok udenad. Syng du for, Abelone!"

Saa snart Sangen var tilende, blev der ganske stille i Stuen. Karlene satte sig til Rette med bægge Armene lagt op paa Bordet, og Pigerne lod Haandarbejdet synke eller puttede det helt ned i Kjolelommen under Forklædet og foldede Hænderne i Skødet for ufravendt at kunne betragte Anton, mens han læste.

Som Oplæser og folkelig Fortæller var Skolelæreren nemlig enestaaende, kunde i hvert Fald kun sammenlignes med selve den gamle Højskoleforstander ovre i Sandinge. Men mens denne, naar han fortalte sine Folkeæventyr og gammelnordiske Sagn, ved sin aandeløse Betagethed ligesom løftede Taget over Tilhørernes Hoveder og med sin mærkelige Hanegalsstemme, der skingrede i Foredragshallerne som en Hejmdalslur, manede alle Sagnenes Kæmper, Trolde og Valkyrier saa lyslevende frem for alles Øjne, at 53 det var, som om man saa' dem fare forbi som en lynknitrende Asgaardsreje, havde Skolelærer Antonsen sin Styrke i den jævne, moraliserende Hverdagsfortælling, som i den sidste Tid var kommen paa Mode i Literaturen. Han forstod mesterligt at gengive især de komiske Personers forskellige Maade at tale og bevæge sig paa og kunde benytte hele sin lille pudsige Person til Fremstillingens Levendegørelse paa en Maade, der ikke før var bleven set her.

Herved havde han bidraget væsentligt til, at den nyere Tids folkelige Digterværker ved disse Aftensammenkomster mere og mere fortrængte den gamle, romantiske Poesi, for hvilken særlig Emanuel havde søgt at vække Interessen, men som aldrig havde formaaet at vinde Tilhørernes fulde Bifald. Emanuel havde i Begyndelsen ikke ret kunnet forstaa sine Venners Mangel paa Beundring for de gamle Digteres livssvulmende Poesier, som han selv skyldte mange af sin Ungdoms bedste Timer. Men efterhaanden som han selv mere og mere optoges af Hverdagslivet og dets Kampe, indsaa' han bedre, at denne ganske hensigtsløse Fantasileg med Nattergale, Elverpiger og Maaneskin i Grunden laa Nutidsmenneskers Følelser og Forestillinger temmelig fjernt. Desuden havde han faaet Øjet aabnet for 54 den ganske hedenske Aand, hvori Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde næsten som Regel forherligedes af alle de gamle Digtere. Gang efter Gang havde han følt sig stødt af den Ublufærdighed, hvormed de idelig lovpriste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder, … og at det var en lignende Følelse, der havde bidraget til Vennernes Kølighed over for dem, forstod han nu paa den Undselighed, hvormed de ofte omtalte dem.

I den ny Tids Digterværker derimod, i disse sanddru og alvorlige Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Mænd, der var udgaaet af Folkets egen Midte … dog især i de store norske Digteres mægtige Samfundsskildringer genoplevede de deres egne, daglige Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de ogsaa den sædelige Alvor, det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst.

IV.

Paa denne Aften sad Købmand Villing og hans Kone inde i deres lille lummert opvarmede 55 Dagligstue ved Siden af Butiken. En højfodet Lampe brændte midt paa Bordet under en rød Papirsskærm og kastede et hyggeligt Skær ned over Fruen, der sad midt i Sofaen og strikkede, mens Villing indtog Pladsen i Lænestolen paa den anden Side af Bordet, hvor han sad og læste højt af en Avis.

Ude i Butikken var der tomt og stille. En nedskruet Lampe hang og osede under Loftet mellem Strigletøjer og Seglgarnsbundter, og henne i den dybe Skygge bag et stort Brændevinsanker sad den gengangeragtige Butiksdreng, der regelmæssigt hvert andet eller tredie Aar blev fornyet inde fra Hovedstaden, men som ikke des mindre altid var det samme magre, sky og kirtelblege Væsen, som Folk nu snart i tyve Aar havde set fare fortumlet op og ned bag Villings Disk. Han var i dette Øjeblik falden i Søvn med Hovedet op ad Væggen, vidt aaben Mund og Hænderne stukket saa dybt ned i Lommerne, som var det sket under det inderligste Ønske om aldrig mere at behøve at tage dem op igen.

I de sidste Par Timer havde heller ingen forstyrret ham i hans Drømmerier. Villings Butik, der i gamle Dage altid havde været overfyldt af Kunder, stod nu den største Del af Dagen ganske tom. Af Egnens Omsætning havde Skibberups store 56 "Forbrugsforening" efterhaanden kun levnet ham Skillingshandelen med Byens Fattigfolk, lidt Forretning med Kul samt Udsalg af Brændevin og bajersk Øl.

Det saa' dog ikke ud til, at disse trange Aar havde hvilet synderlig tungt hverken paa Villing eller hans Kone. Hans egen lille Person med det brede Hoved og de smaa gule Bakkenbarter var snarere tiltaget i rosenrød Fedme; og vistnok maatte Fruen bære Briller, naar hun haandarbejdede, men hendes Ansigt havde bevaret sit blide og hengivende Udtryk og vidnede om, at ogsaa hun havde fundet Hvile i Troen paa, hvad hendes Mand plejede at kalde Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr.

Den Avis, Villing sad og læste højt af, var et konservativt Hovedstadsblad, hvis udførlige Beretninger om alle Slags Tildragelser i Hovedstadens Liv fra tidlig Tid havde været Ægteparrets kæreste og egentlig eneste Læsning. Allerede i flere Aar havde de dog af Forsigtighedshensyn ikke abonneret paa Bladet men ladet sig det hemmeligt tilstille gennem en Forretningsven i Form af Indpakningspapir ved Vareforsendelser. Der var til i Aften forbeholdt dem en særlig Nydelse, nemlig Beskrivelsen af en glimrende Hoffest, der havde samlet alt, hvad 57 Residensstaden ejede af Fornemhed og Pragt, og Villing, der under disse Oplæsninger aldrig sparede paa den højtidelige Stemme-Bæven, hvormed ustuderede Folk gærne udtrykker deres Ærefrygt for det trykte Ord, havde grebet denne Lejlighed til Udfoldelsen af hele sit deklamatoriske Talent. Med det faste Tag i sin ene Bakkenbart, der hos ham var uadskilligt fra enhver ophøjet Sindsbevægelse, oplæste han følgende Skildring:

"Med den Præcision, som en aandrig Forfatter har kaldt Fyrsternes Høflighed, ankom de allerhøjeste og højeste Herskaber paa Slaget ni, fulgt af et i Ordets sande Betydning stateligt Følge. Den feagtigt oplyste Riddersal afgav i dette Øjeblik det mest glimrende Skue. Herrernes brogede Uniformer og stjærnebedækkede Brystopslag, men frem for alt Damernes pragtfulde Toiletter, funklende af Diamanter, Rubiner og Safirer, var af en overvældende Virkning. – – Ja det maa have været storartet, ikke sandt?" afbrød han sig selv og kastede et betaget Blik over paa sin Kone. "Det havde været værd at se paa!"

"Det skulde jeg mene! … Men læs videre, lille Ven!"

"Hs. Majestæt Kongen, hvis trods Alderen lige ungdommelige Udseende vakte almindelig Glæde og 58 Beundring, bar Gardens Generalsuniform, prydet med Elefantordenens blaa Baand. Hds. Majestæt Dronningen, der saa' ualmindelig oplivet ud og mere ungdomsfrisk end nogensinde, var iført hvid Kniplingskjole og lyslilla Brokadesrobe med 5 Alen Slæb; dertil Opalsmykker om Hals og Arme og en lyslilla Fjerpompon paa Haaret. – – Tænk dig, Sine! Lyslilla Brokade med 5 Alen Slæb! Regner vi blot 12 Alen almindelig Bredde à – lad os sige 45 Kr., gør 540 Kr. alene for Stoffet!"

Fru Villing, der havde lagt Kinden ned paa sin ene Strikkepind og i denne Stilling løftet sit Blik over Brillekanten og fæstet det paa et Punkt i Loftet, tilføjede:

"Og femten Alen Kniplinger à 25 Kr. gør 375 Kroner."

"Tilsammen altsaa 915 Kroner!"

"Mindst."

"Alene for Stoffet! Det kan man kalde et Pragtstykke, hva'? Men lad os høre videre! – Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen" –

"Naa, nu skal vi høre!" udbrød Fruen og satte sig til Rette med sit Strikketøj. "Dér har sikkert været noget at se efter."

"Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen" – gentog Villing med forstærket Stemme – "bar 59 nedskaaren Kjole af lyseblaat Atlask, Roben indvævet med Sølvliljer. – Ah! Lyseblaat Atlask med Sølvliljer, du! – Paa Haaret et Diadem af lynende Brillanter, desuden en sand fyrstelig Overflod af funklende Stene paa Hals, Bryst og Arme samt i Kjolens Ophæftninger. Særlig beundrende Opsigt vakte et Par Ørensmykker af Brillanter saa store som Spurveæg. – – Har du kendt Mage, Sine! Brillanter saa store som Spurveæg. Det vil sige saa meget som at have en hel Herregaard, ja en hel Landsby hængende ved hvert Øre. Det maa være en storartet Følelse, hva'!"

Her afbrød han sig selv og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Ovre fra den anden Side af Gadekæret lød muntre Stemmer, og en Flok Piger hørtes at fjerne sig syngende ind igjennem Byen.

"Nu er nok Skvaldermødet forbi for i Aften," sagde han og saa' op paa Uret over Piedestalen. "Det var saamænd ogsaa paa Tide, Klokken er over ni. Naa, lad os ikke lade os forstyrre. Hvortil var det nu, vi kom. Naa her! Altsaa! – Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig følgende: Hs. Ekscellence Konsejlspræsidentens Frue" – –

I dette Øjeblik gav den skrattende Klokke ude over Butiksdøren sig til at lyde. Villing lukkede 60 hurtigt Avisen sammen, parat til i et Nu at gemme den i Bordskuffen.

Fra Butikken hørtes et Par mumlende Stemmer og nogen Flaskeklirren; hvorpaa Klokken atter lød, og Døren derude lukkedes.

"Elias!" raabte Villing med Tordenrøst og stak Haanden med Avisen bag paa Ryggen.

Butiksdrengens spøgelseblege Ansigt viste sig i den halvt aabnede Dør med Haaret hængende i Tjavser ned over de forsovede Øjne.

"Hvem var det?"

"Det var Svend Øl og Per Brændevin, … de skulde ha'e en Pot."

"Godt. Saa kan du lukke og gaa i Seng. Men glem ikke at slukke dit Lys, Dreng! – Godnat!"

Saa snart Døren havde lukket sig, tog Villing atter Avisen frem og fortsatte sin Oplæsning.

"Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig" –

Atter blev han afbrudt af Butiksklokkens Skratten. Denne Gang aabnedes Døren hurtigt og larmende, man hørte Diskeklappen blive slaaet op og en Mand blive indladt.

Villing, der var bleven ganske bleg, havde næppe faaet Avisen kastet ned i Bordskuffen, før Dagligstuedøren aabnedes.

61 "Naa, det er Dem!" sagde han med et Lettelsens Udbrud, da han saa' Dyrlæge Aggerbølles brede Skikkelse træde ind, dryppende af Regn. "Det havde vi sandelig ikke ventet … Hvor i Alverden kommer De fra paa denne Tid af Aftenen?"

"Jeg? … Hm! Jeg kommer fra en Patient," mumlede Aggerbølle og saa' sig om efter et Sted, hvor han kunde anbringe Hat og Stok. "Et Hundevejr! Rigtig et Helvedesvejr! Ikke til at jage et Menneske ud i. Og et Pløre! Man kan jo næsten ikke være bekendt at komme ind i ordentlige Folks Stuer, saadan som man ser ud! Men jeg syntes dog, jeg skulde kigge lidt indenfor" –

"Det var virkelig pænt af Dem, Aggerbølle", sagde Fruen, idet hun kastede et formanende Blik over paa sin Mand, der ikke havde gjort sig synderlig Umage for at skjule sin Gnavenhed over Besøget. "De véd, vi sidder saa meget alene nu og er altid glade ved at se Dem. Vi sad saamænd netop og talte om Dem, da De kom. Værsgo' tag De kun Plads! … Naa, hvordan gaar det saa ude hos Dem i al den Slud og Regn, vi har haft i den sidste Tid?"

Aggerbølle lod, som om han overhørte hendes Spørgsmaal. Han tog Plads paa en Rørstol ved Siden af Bordet, hvor han med en mørk og besynderlig 62 fraværende Mine vedblev at fremmumle Forbandelser over Vejret. Man hørte kun enkelte Ord som "Hundekulde", "Siberisk Vinter", "Feber i Blodet", og samtidig sad han og rodede nervøst i sin højre Bukselomme, som om det egentlig var med noget dérnede, at hans Tanker rumsterede.

Med ét trak han Haanden op af Lommen og kastede et Tokronestykke hen paa Bordtæppet.

"Gi'er De varmt Vand og en Cigar, Villing, saa gi'er jeg Kognak. Jeg synes, man trænger til at faa noget styrkende i Livet paa denne Aftenstund."

Købmanden og hans Kone vekslede spørgende Blikke, og der blev et Øjebliks Tavshed. Derefter rejste Fruen sig og gik ud i Køkkenet, mens Villing, med et ham ejendommeligt Kunstgreb, tog Tokronen med den ene Haand og vippede den over i den anden, hvorefter han puttede den ned i sin Portemonæ.

Med et sky og ligesom modstræbende Blik fulgte Aggerbølles Øjne Pengestykket paa dets Vandring, indtil Villings store Læderpung lukkede sig over det. Saa saa' han ned mod Gulvet og sad et Øjeblik tavs.

"Naa, hvordan gaar det saa, kære Ven?" spurgte Villing, idet han bøjede sig frem og venskabeligt klappede ham paa Knæet.

63 "Hvordan det gaar?" sagde Dyrlægen og rettede sig med en brat Bevægelse, som om han havde mest Lyst til at frigøre sig for den andens Venskabsytringer. "Skidt naturligvis! Hvordan skulde det vel ellers gaa?"

"Ja, saadan maa des værre ogsaa vi Forretningsfolk klage. Overalt Flovhed i Omsætningen og Nedgang i Priserne! Hvad skal det blive til? … Jeg sagde det netop til min Kone forleden. Hvor det er kedeligt, sagde jeg, at man altid skal være nødt til at handle mod kontant. Hvor ganske anderledes behageligt er det ikke for en Købmand, naar han kan tilbyde sine Kunder lette Afviklingsvilkaar. Jeg vil nu slet ikke tale om den Glæde, man vilde kunne have af at hjælpe gamle Venner og gode Kunder i en øjeblikkelig Forlegenhed, i det hele hjælpe med Daad som med Raad, hvor der trænges. Men hvad skal man gøre, naar man selv har ondt ved at svare hver sit? Jeg véd saamænd i Øjeblikket slet ikke, hvor jeg skal faa Midler fra til at klare mig i næste Termin. Det er virkelig haardt, kan De tro, naar man er kommen i min Alder, og har henved tyve Aars – jeg tør sige hæderlige – Anstrengelser at se tilbage paa. Jeg er i Øjeblikket aldeles blottet, aldeles blottet!"

64 Dyrlægen, der syntes at kende denne Tale og tilfulde at fatte Meningen med den, brummede nogle uforstaaelige Ord i Skægget og kastede utaalmodige Blikke hen til Køkkendøren.

Endelig viste Fruen sig med Anretningen paa en Bakke; Aggerbølle tog straks et Glas, dækkede akkurat Bunden af det med Vand og fyldte op med Kognak; og uden at afvente enten nogen Klinken eller Skaalen førte han det med rystende Haand til sine Læber og tømte det halvt. Derefter bed han Spidsen af en Cigar, som Villing imidlertid havde budt ham, tændte den over Lampeglasset og kastede sig dampende tilbage i sin Stol med Armene over Brystet.

"Naa," udbrød han i denne sin Yndlingsstilling, øjeblikkelig gjort snakkelysten af Spiritusen. "Lad os høre, er der ikke noget nyt at fortælle?"

"Noget nyt? Lad mig se!" sagde Villing, der sad og rørte samvittighedsfuldt rundt i sit Glas. "Ja, der er det nye, at der har været Møde hos Sogneraadsformanden i Dag."

"Kalder De det nyt? Fanden heller! Jeg synes saamænd, de holder Møde her hver evige Dag … naar de da ikke holder to! Bønderbæsterne har jo ikke andet at bestille i vore Dage! Mælken sender de til Andelsmejerierne og Svinene 65 til Fællesslagterierne … saa kan de saa dejlig gaa hjemme og vigte sig! Nej, det var s'gu anderledes i gamle Dage, Brødre!"

"Det skal nok have været Tillidsmændene, som var samlede."

"Tillidsmændene," fo'r Aggerbølle op. "Skal vi maaske igen trækkes til politisk Halløj! Det er jo ikke mere end otte Dage siden, vi havde Møde her! … Ja, er det ikke det, jeg siger!" vedblev han tænderskærende og knyttede sin Haand. "Kan man dog ikke ærgre sig Leveren ud af Kroppen, naar man tænker paa, hvad de Hængetryner har lavet sammen her i Landet! Det er ikke nok med, at de har myrdet – ja, jeg siger myrdet! – den sidste Rest af god gammel dansk Gemytlighed … man skal oven i Købet være nødt til at sidde og høre paa al deres forbandede Brage-Kragegylp! Det skulde gamle Didrik Jacobsen have vidst, at hans Efterkommere vilde blive saadanne Lammehaler! Kan De huske gamle Didrik Jacobsen, Villing? Det var en Stadskarl, ikke sandt! Og hans store Julegilder … med de gode gammeldags 3 Lispunds Skinkestege med Rødkaal og Snaps og gammelt Godtøl og en god Kaffepunsch, der kunde trøste En lidt for Livets Skuffelser og Sorger. Og Fastelavnsugen, hvor vi 66 ikke fik Søvn i Øjet fem Nætter i Træk! Det var en Tid at leve i, skulde jeg mene!"

Villing og Frue vekslede vemodsfulde Blikke. Ogsaa hos dem vakte Aggerbølles Ord kære Erindringer. Det var nemlig i deres Butik, at saa mange af de gode Sager var bleven købt, og det havde hørt til deres Samlivs lykkeligste Øjeblikke, naar de Aftenen efter et saadant Gildelag, hvor undertiden over hundrede Personer havde spist og drukket tæt, satte sig sammen i Sofaen over den store Hovedbog og med en ny Staalpen udskrev den vidtløftige Regning og sammentalte de alenlange Talrækker.

"Og Søren Himmelhund, som vi kaldte ham," vedblev Aggerbølle, ganske henreven af sine Minder. "Kan De huske, Villing, – den Gang han slagtede en hel Fedetyr til sit Brændevinsgilde! … Hvad faar man vel nu? Ikke en Gang et ordentligt Sulebord til et Bryllup! Bare en Slat lunken Kaffe med en Sukkerkringle til … og for Resten Gimle-Sange og Gammens-Tale og Venne-Ord og svedige Haandtryk! Det er saamænd et net Eksempel at give den opvoksende Slægt. I Stedet for at arbejde, som de Gamle gjorde, og at more sig, som de Gamle gjorde, sidder de dér og synger sig fede og vender Øjne, saa det er 67 væmmeligt at se paa. Og det skal være det nye Fremskridtsfolk? Det skal være Landets Marv! Ned med det Rak! Ned med de Hallunker, siger jeg!"

Erindringen om den to Timer lange Kval, han nys maatte udstaa i Præstegaarden, havde gjort ham ganske ude af sig selv af Forbitrelse. Villing tyssede helt bestyrtet paa ham, og efter sine sidste Ord syntes han ogsaa selv at blive noget betænkelig ved sin Dristighed. Han holdt pludselig inde, og der var i nogle Øjeblikke saa stille i Stuen, som om Væver Hansens Skygge usynlig havde sneget sig gennem Rummet.

"Hvorledes har Deres Familie det, kære Aggerbølle?" spurgte Fruen paany efter en flere Minutter lang Pavse for at lede Samtalen ind i et andet Spor.

Dyrlægen gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og vendte Hovedet bort med den smertelige Grimace, hvori hans Ansigt altid fortrak sig, naar nogen talte til ham om hans Kone.

"Lad os ikke tale om det, Fru Villing! Det opriver mig saa frygteligt! … Det er dog min Trøst, at hvad jeg paa Grund af Tidernes Ugunst og – lad mig kun tilføje det – paa Grund af min egen Svaghed maa lide, lider jeg for min 68 stakkels Kone og mine uskyldige smaa Børn. Havde det ikke været for deres Skyld, havde jeg for længe siden rejst mig som en Mand og spyttet disse Hallunker min Foragt lige i Øjnene! Derom kan De være ganske overbevist, min kære Fru Villing! Men det har jeg én Gang for alle lovet mig selv, at min lille Kone og mine stakkels smaa Børn, dem vil jeg bringe dette Offer … for dem vil jeg tømme denne bedske Skaal til Bunden! Nej, sandelig! Deri tager De fejl, min bedste Fru Villing! En saa haardhjærtet Bøddel er jeg da heller ikke, at jeg for min Stoltheds Skyld skulde lade min lille Sophie lide mere, end hun allerede gør" –

"Men kære Hr. Aggerbølle, jeg har jo slet ikke sagt –" indvendte Fru Villing spagfærdigt.

"Nej, nej, min bedste Frue! De kender ikke min Sophie … det er Sagen! De har ikke som jeg elsket hende gennem snart tyve Aars bitre Sorger og Trængsler. Saa lærer man at takke Gud for en god og trofast Ægteviv … og det har min Sophie været mig! Et Mønster paa en Hustru og Moder, tør jeg sige … ædel, altopofrende, en Engel i Taalmodighed og saa smuk, saa yndig endnu paa sit Smertensleje … –"

Kognaken var begyndt at gøre sin sædvanlige 69 Virkning paa ham. Han satte sin Næseklemmer for sine stive Øjne, for at skjule Taarerne, der var ved at bryde frem. Hans Stemme var bleven tilsløret, hans Ord og Minespil røbede den fyrige Lidenskab, hvormed han endnu tilbad sin Hustru, og som undertiden gjorde et helt uhyggeligt Indtryk paa dem, der kendte den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle.

"Min stakkels Kone er i denne Tid aldeles medtaget!" vedblev han, idet han opgav længer at bekæmpe sin Sindsbevægelse. "De véd, hun lider af disse skrækkelige Syner, disse Hallucinationer, saa snart hun er ene. De kan tro, det er forfærdeligt for mig at tænke paa! For hun er jo da aldeles hjælpeløs! Vi bor jo saa afsides … det er skrækkeligt! Forleden Aften, da jeg kom hjem her fra Dem … det var blevet noget sent, tror jeg … saa saa' jeg allerede paa lang Afstand, at der var tændt Lys inde i Sovekammeret. Jeg tænkte nok, at der maatte være noget i Vejen, og da jeg kommer derind – aa, jeg vil aldrig glemme det Syn! – finder jeg min lille Kone siddende oprejst i Sengen, saa hvid som et Lagen og med Tænderne klaprende i Munden. Jeg styrter hen til hende og tager hende i mine Arme; men hun kunde i Begyndelsen slet ikke tale, hele hendes 70 Legeme rystede, som om hun havde Krampe. Min elskede Sophie, raabte jeg – hvad er der dog sket? Hvad er der dog sket? Langt om længe fik hun Kræfter til at sige, at hun havde hørt nogen pusle rundt om Huset og set skrækkelige Ansigter paa Ruderne, og at man havde raabt ind til hende, at man vilde dræbe hendes Børn … lutter Feberfantasier naturligvis; men alligevel saa forskrækkeligt, saa forfærdeligt at være Vidne til!"

Han formaaede ikke længer at beherske sig. Taarerne rullede ned i hans stride Skæg, og han bøjede sig forover og lagde Panden i sin Haand.

"Men bedste Hr. Aggerbølle," bad Fruen, mens Villing opmuntrende klappede ham paa Knæet og sagde: "Vær dog ikke saa utrøstelig, kære Ven! De skal se, Sommervarmen vil nok hjælpe Deres kære Hustru. Naar Foraaret kommer, glemmer vi allesammen Vintrens Besværligheder."

Men han hørte ikke deres Ord. Han var sunken hen i den mørke Sløvhedstilstand, der dannede et af Drukkenskabens Stadier hos ham.

Paa én Gang saa' han op. Hans Ansigt, der ved hans Indtrædelse havde været blaablegt, var efterhaanden blevet ganske ildrødt og dampede af Spiritus.

"Men véd De, hvad jeg tror?" sagde han 71 med underlig fremmed Stemme og saa' fra den ene til den anden, idet han opløftede sin Haand. "Der er noget Troldskab i Luften her ude paa Landet … noget Djævelskab et eller andet Sted –"

"Men Hr. Aggerbølle dog!" klynkede Fruen. "Det sagde De ogsaa forleden. De gør os jo saa uhyggelig til Mode."

"Forlad mig, bedste Fru Villing … men De forstaar mig ikke! Jeg tror hverken paa Spøgelser eller Nisser eller paa Genfærd med grinende Hoveder under Armen … den Slags Tossehistorier overlader jeg til Hængetrynerne at give til Bedste! Men jeg siger, der er noget andet Troldpak i Luften her ude, noget, som stjæler Livskraften fra os, Fru Villing, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet her ude under den store Himmel. De kan stole paa mit Ord! Jeg har selv følt det, Fru Villing! … Hvorfor skulde det vel ellers være gaaet min stakkels Sophie og mig saadan, som det er!"

Han skjulte atter Ansigtet i sine Hænder og faldt hen i en kort Hulken, der lød som en hul Stønnen af Smerte.

"Men kæreste Hr. Aggerbølle!" udbrød paa én Gang Hr. og Fru Villing med oprigtig Medfølelse 72 og søgte at tale ham til Fornuft. Villing rejste sig endog op, klappede ham paa Skuldren og sagde:

"Lad Dem dog for Guds Skyld ikke saaledes henrive, bedste Ven! … Lav Dem et lille Glas til og se at komme paa lidt andre Tanker. Vi skulde vel ogsaa have os vor lille Sjavs i Aften. Vi kan saamænd alle tre trænge til en Smule Opmuntring."

Ligesom vaagnende op af Drømme løftede Aggerbølle sit tunge Hoved og fo'r sig med Haanden gennem Haaret under den heftige Skudren, der var ham egen. Med et mørkt Blik skelede han først op paa Villing, derefter hen til Uret paa Piedestalen.

"Jeg skulde vel egentlig tænke paa … jeg tror, jeg lovede min Kone – –" mumlede han.

"Nej, véd De hvad, kære Ven … i den Sindsstemning, hvori De for Øjeblikket befinder Dem, faar De virkelig ikke Lov til at gaa hjem og smitte Deres Kone med Deres Tungsindighed. Det kan vi virkelig paa ingen Maade tillade. Husk ogsaa paa, at jeg vandt tre og halvtredsindstyve tusinde Kroner fra Dem forleden. De maa dog virkelig have Revanche! … Lille Sine, tag Kortene frem og bland Hr. Aggerbølle et halvt Glas endnu."

73 Synet af Kortene overvandt hurtigt Aggerbølles Modstandskraft.

Men heller ikke for Ægteparret Villing var disse smaa Spillepartier saa stor en Opofrelse, som de gærne vilde give det Udseende af. Rigtignok havde de efterhaanden maattet opgive at spille om Penge, fordi Aggerbølles i Reglen totale Bankerot tilintetgjorde ethvert Haab om Gevinst; men deres Interesse for Spillet var bleven genvakt, efter at de var kommen paa den lykkelige Idé alligevel at føre et Slags Regnskab og paa dette at opføre Bêterne med Summer af svimlende Størrelse, der kunde sætte deres Fantasi i Bevægelse og tilfredsstille deres Lidenskab for Tal og Addition.

Efter at Villing havde gjort et Slag ud i Butikken for at forvisse sig om, at Læredrengen virkelig sov, satte man sig til Rette omkring Bordet og gav Kortene rundt til en saakaldt "flyvende Sjavs".

"Jeg melder," brummede Aggerbølle straks.

"Jeg be'r ogsaa om Forlov," nynnede Fruen.

"Aa, … jeg tør vel nok vove at byde over en Gang," istemte Villing og vilde tage de to Købekort, der laa paa Bordet.

Men Aggerbølle lagde sin svampformede Haand over dem og udbrød:

74 "Væk fra Fedtet … jeg spiller paa dem, jeg har!"

"Hold paa Skibet, Skipper, vi ruller jo!" lo Villing. "De er nok kommen paa Lykkepladsen i Dag, Dyrlæge!"

Aggerbølle paasatte sig den Næseklemmer, som han for et Par Aar siden havde anskaffet sig for med den at hævde sin Aands- og Dannelsesoverlegenhed overfor "Hængetrynerne". Han lo over hele sit ildblussende Ansigt og hørte end ikke, at Uret bag ham slog ti manende Slag.

Da han havde vundet sit Spil, og endog gjort sine Modstandere "Jan", plantede han bægge Hænderne i Siden, saa' lykkeligt fra den ene til den anden og sagde:

"Hør, Brødre! … Her sidder vi for Resten rigtig fornøjeligt!"

[gå frem]