Det forjættede Land

Literatur

Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. Et Tidsbillede. (P.G. Philipsens Forlag.)

Pontoppidans nye Fortælling er en direkte Fortsættelse af "Muld", der samtidig er udkommet i andet Oplag. Som Undertitlen angiver, har det været Forf.'s Maal at tegne "et Tidsbillede", og selv om en og anden Forskydning baade af Forhold og ledende Personligheder vel nok kunde paapeges, er Skildringen af det politiske Røre omkring Midten af Firserne – Baggrunden for Romanen – i det store og hele upartisk og korrekt. Der er endogsaa en ret mærkelig Objektivitet over Fremstillingen. Forf. har øjensynlig villet gjøre Ret og Skjel til alle Sider, ladet begge de stridende Parter møde op med deres bedste Vaaben. "Det forjættede Land" holder for saa vidt mere – eller mindre – end hvad "Muld" lovede. Her tegnede det ligesom til at skulle blive et større Opgjør saavel med en vis Side af vor hjemlige Politik som særlig med Højskolen. Og da netop denne Forfatter havde haft Lejlighed til at følge Folkeoplysningsarbejdet paa første Haand, vilde en Kritik af dette ikke være uden Interesse. Fred siges jo ikke at være saa godt eller saa sandt som "at ville noget", og Henrik Pontoppidans store Talent gjorde ham til en Modstander eller Kritiker, som det sikkert vilde kunne lønne sig at høre paa. Man kan være enig eller uenig med en Forf. af Pontoppidans Værd, men selv om hans Syn paa meget ikke er ens eget, prøver man gjærne hans Domme. Det er kun den rene Ufordragelighed og det blinde Partigængeri, der afskærer enhver Diskussion.

Man faar imidlertid tage den nye Bog, som den er. Den er paa sin Vis ogsaa et fremragende Arbejde, en moden Forfatters Værk. Og dog har Henrik Pontoppidan egenlig aldrig undergaaet nogen større aandelig Udvikling. Hans første lille Skitse ejede mange af de Fortrin, alle nu saa villig anerkjender i hans sidste Bøger. For hans lykkelige Haand formede alt sig strax let. Selv hvor Indholdet ikke besad nogen særlig Vægtfylde, vandt Fremstillingens Liv og Naturlighed Sejren for Bogen. End ikke i "Det forjættede Land" er Stoffet, hvor betydningsfuldt det end som et Stykke Tidshistorie maa kaldes, overraskende med Hensyn til Kvantiteten. Fortællinger af mindre Omfang har mangen en Gang betydelig mere Handling, langt mere spændende Romanstof. Det er atter Formen, der her væsenlig fængsler og fortryller; det er Stilen, Fremstillingen og Sproget, Fortællertalentet og Iagttagelsesevnen, der gjør denne Bog til saa betydeligt et Arbejde. Henrik Pontoppidans Forfatterskab staar højt ved sin Simpelhed og Naturtroskab, dobbelt højt, fordi der ellers mellem den yngre Literatur findes saa meget skruet og affekteret. Man undrer sig kun i sit stille Sind over, at en Forfatter, en Digter, der kan skrive "Tidsbilleder" som disse, ogsaa en Gang har kunnet give Tidsbilleder i en Dagspresse, hvor Smagen og Takten i lige Grad led Skibbrud.

"Det forjættede Land" fortjener nemlig ogsaa megen Paaskjønnelse for den Takt, hvormed det i flere Henseender vanskelige Æmne er behandlet. Handlingen er kjendt fra "Muld". Den unge Kapellan Emanuel har brudt med Hovedstaden og sin fornemme Slægt. Han ser det forjættede Land i et Liv midt iblandt Folket, og han gjør Skridtet fuldt ud, ægter en Bondepige og deler sine Omgivelsers daglige Kaar. Den nye Fortælling skildrer nu, hvorledes alle hans Illusioner brister, samt hvorfor de maatte briste. Efter Forf.'s Mening kan ingen Plante saaledes omplantes. Dens Væxt hæmmes i det for den fremmede "Muld", og det forjættede Land bliver til idel Ulykke og Forbandelse. Spørgsmaalet er nu, om Forf. ogsaa har Ret i denne sin Paastand. Under de givne Forhold har Emanuel vel gjort Bruddet saa voldsomt, at et Tilbageslag maatte komme. Men skulde virkelig en Frøken Tønnesen alligevel kunne friste en Folkets Mand som Emanuel? Den lille Gerda, der et Øjeblik stikker Hovedet frem, vilde vel snarere have kunnet være en farligere Fristerinde. Men i alt Fald foreløbig spiller hun ingen Rolle. Og vilde endelig de politiske og sociale Skuffelser ramme den unge Præst saa stærkt? Emanuel er dog ikke skildret som en ren upraktisk Drømmer og Idealist. Han maatte jo vide, at de store Maal, der foresvævede ham, ikke saaledes vilde kunne naas paa én Gang. Selve Højskolearbejdet herhjemme er jo kun en Menneskealder gammelt. Emanuels Skæbne ejer ingen absolut Gyldighed.

Men privat og individuelt kan den naturligvis derfor gjærne have sin Interesse. Særlig følger man Skildringen af Emanuels Ægteskab med levende Deltagelse. Den lille, stille, men karakterstærke Bondekone vil vinde alles Sympathi.

Ægteparrets Livshistorie er vel imidlertid ikke afsluttet med denne anden Del. Hvad bliver der af Emanuel, efter at han er vendt tilbage til Hovedstaden? Og hvorledes gaar det hans Hustru ude hos Veninden i Skallinglandet?

Men herpaa kan maaske Forf. først svare, naar ogsaa Halvfemserne er gaaede til Ende. Det er jo ikke altid saa let at skrive sin egen Tids Historie.

Vi har ovenfor tilstaaet vor delvise Overraskelse over, at "Det forjættede Land" ikke gik mere angrebsvis til Værks overfor mange hjemlige Forhold. "Muld" antydede efter vor Opfattelse netop Krig paa adskillige Omraader. For saa vidt har det rolig holdte Tidsbillede givet os et noget ændret Blik paa Forf.'s nuværende Stade. Det vil blive interessant at følge hans videre Udvikling.

"Det forjættede Land" er, trods den direkte Optagelse af alle de ydre Handlingstraade i "Muld", i Virkeligheden langt mere i Slægt med Henrik Pontoppidans tidligere Arbejder, hans "Sandinge Menighed" og første Landsbybilleder. Men i hvert Fald er Fortællingen en udmærket Bog, lige saa velskreven som underholdende, et nyt Vidnesbyrd om den endnu unge Forfatters store og sjældne Naturbegavelse.