Dommens Dag
En Roman og to Opbyggelsesbøger
(Henrik Pontoppidan: Dommens Dag. – E. Koch: Lys i Mørke. I.—II. – Poul Boisen: Bibelske Foredrag.)
Der er i de senere Aar her og der fremkommet Ytringer om den grundtvigske Retnings Opløsning og snarlige Undergang, og for nylig har den endog oplevet sin "Dommedag" i Henrik Pontoppidans sidste Roman. Men som den hidtil synes at have overlevet den dødelige Afgang, saaledes tør det maaske ogsaa haabes, at den slipper gennem Dommedagen. Den nævnte Bog er skreven af en evnerig Mand, der som alle Pontoppidan'er fører en ypperlig Pen, og som ubestridelig ejer et ikke ringe kunstnerisk Talent. Men som i saa mange af Nutidens Bøger er der en syg og bitter Sjæl ogsaa i den. Der er ingen rigtig Alvor, fordi der er ingen Livsanskuelse, ingen Idealer, intet sædeligt Maal, hvortil Forfatteren vil optugte dem, han holder Dom over.
Chr. Collin skriver i sin Bog1 Kunsten og Moralen: "Nu som før er det Digterens Kald at opildne os i Livskampen og synge om dens Sejre." Men her føles ingen opildnende Kræfter, her synges kun om Nederlag.
Var det endda en rigtig rungende Dommedagsbasun, en Svøbe, der ramte, og hvis Slag sved igennem. Grundtvigianismen kan saa vist som enhver aandelig Bevægelse trænge til Tugt og Kritik. Og der var sikkert nok at faa Ram paa. Men skønt der er Voldsomhed nok i Forfatterens Slag, rammer de ikke eller kun meget overfladisk. Naar f. Eks. en grundtvigsk Friskolelærer lader sine Skolebørn synge "Jesus, dine dybe Vunder", saa véd enhver kyndig, hvor fortegnet dette Træk er. Det tør rolig paastaas, at denne Salme aldrig er sunget i en Friskole.
Men dette er jo kun en Smaating imod den Dom, der fældes over Retningens bedste og betydeligste Mænd. Man føres ind i den gamle Pastor Mommes Hjem, der styres af hans Søster, Frøken Kathinka Gude, hvilken sidste i de Afsnit, der omhandler Grundtvigianismen, virker som Bogens Ræsonnør og udtaler Anskuelser, der synes at have Forfatterens Sympati og føles som hans egne.
Det hedder, at i Pastor Mommes Have "under den brede Blodbøg havde selve Grundtvigs Bardeskikkelse staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Boisen talt, og Lindberg, Birkedal, Sveistrup, Frederik Barfod, Dines Pontoppidan, og hvad nu alle de andre hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor".2
Og med disse Navne i Minde læser man saa, kun syv Sider efter, følgende:
Ganske særlig havde ikke den Kreds, hvori hun (Frøken Gude) havde maattet leve, saa lidt som det store religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, nogen Sinde formaaet at indgyde hende synderlig Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søstrenes Hjem alt for ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, hvorledes fejrede Troshelte anlagde Talerværdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevenhed med en Skuespillers Rutine; og hun var kommen til det Resultat, at hvad der paa Tilskuerpladsen blev beundret som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed, i de fleste Tilfælde var temmelig tarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller en slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung.3
Og senere:
Hun betragtede Retningens andre Forkæmpere lige fra selve den store Grundtvig til de sidste Dages smaa Profeter som en Slags Geschæftsmænd, der "gjorde" i Gud, Afladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.4 (Udhævelserne er af mig. K.P.)
Over for saadanne Ord vil de fleste dog vist hurtig være paa det rene med, af hvad Art den Mands Alvor og Myndighed er, der her har sat sig paa Dommersædet.
Mens Grundtvigianismen fra visse Hold erklæres for død eller døende, forekommer det andre, at den, lutret for adskillige af de Særheder og Ensidigheder, der stundom klæbede ved den i dens Ungdom, vinder stedse større Indgang baade ned ad til og op ad til. Der arbejdes maaske mere stilfærdigt, det nuværende Slægtleds Talere og Skribenter er for største Delen Smaafolk, men der synes aldeles ingen Tilbøjelighed at være til at opgive Arven fra Fortiden og ty ind under andre Faner.
Et godt og typisk Udtryk for, hvorledes der tænkes og tales i vor Tid af Mænd, der maa regnes blandt Grundtvigs Disciple, er de to i Overskriften nævnte Bøger af Præsterne E. Koch i Odense og Poul Boisen i Kerteminde.
Naar man véd, hvilket Utal af Bøger der aarlig gives i Trykken, og betænker, hvorledes denne Bogavl vil faa Bibliotekerne til at svulme, og hvilken Stofmængde en fremtidig Historiker maa fordøje, inden han tør skrive, saa fristes man næsten til at tænke med Mildhed paa Kalifen Omar, der lod sine Badstuer opvarme med det aleksandrinske Bibliotek.
En ikke lille Part af Nutidens Skribenter lader sig vist henføre til en af følgende to Klasser: dem, der kan skrive, har poetisk Fremstillingsevne, men alt for ofte intet har at skrive om, i alt Fald intet godt; og dem, der gerne vil skrive om noget godt, men ikke kan skrive, som mangler den kunstneriske Evne: de misbrugte Evners Bøger og de evneløse Bøger.
Og desværre – det er ikke i den religiøse Litteratur, at der er færrest af de evneløse Bøger. Enhver Skribent, ogsaa den, der behandler religiøse Emner, maa dog vist være noget af en Kunstner, maa eje den ordnende, anskueliggørende, bildende Evne. Paa Prædikestolen, i Forsamlingen bliver denne Evne, som ogsaa dér kan komme til Anvendelse, dog altid af underordnet Betydning. Der maa ikke spørges om Kunst, der lades de æstetiske Hensyn ude af Betragtning, der er det troende Hjertes Vidnesbyrd alt, og Formen, Stilen, Prædikantens Begavelse det i Sammenligning dermed uvæsentlige, der aldrig maa herske over Vidnes byrdet, men ydmyg tjene det; her gælder: "ham bør det at vokse, mig at forringes". Det modsatte er Æretyveri, ja Gudsbespottelse.
Men er det sandt, at det trykte Ord aldrig er Livet selv, men kun et Billede af Livet, og dertil ethvert Billede, om det skal due, kræver en Kunstnerhaand, saa bør vist heller ingen Prædikant, i alt Fald som Regel, lade sine Prædikener trykke, hvis han ganske fattes formende Evne, kun har en Staalpen, men ingen Pensel. Hans Bog vil da efter al Rimelighed forekomme tarvelig og usmagelig.
Enten nu denne Paastand er rigtig eller vrang, saa opfylder de to nævnte Bøger den opstillede Fordring. Disse to Mænd kan skrive, endog ualmindelig godt. Og har de saa ellers noget paa Hjerte, saa vil denne Evne bære det frem, skaffe Stilhed og Opmærksomhed for deres Ord. Og de har begge adskilligt godt at give. Her maa jeg atter minde om Collins Ord, at det er alle Dage Digternes Kald "at opildne os i Livskampen og synge om dens Sejre". Men naar Digterne svigter deres Kald og kun synger om Nederlag, kuer Livskraften og magtstjæler Sindene, saa kaldes der dobbelt paa Præsterne. Præstens og den virkelige Digters Gerning er nær beslægtede. "Digter er hver den i Skole, Tingsal eller Kirke, der øjner Idealet bag sit Virke." Og vil man spørge, hvor der er mest af den ægte Poesi, hvem der bedst har gjort en Digters Gerning, Henrik Pontoppidans Bog eller de to Præsters Bøger, saa er jeg for min Del ikke i Tvivl om Svaret. Dette til Forklaring af denne Sammenstilling, som maaske har forekommet en og anden besynderlig.
Det er en fælles Egenskab hos de to Bøger, at de kalder paa det bedste i Menneskehjertet og giver Lyst og Mod til at leve Livet i Jesu Kristi Tro.
Lys i Mørke hedder den ene Bog. Og Navnet passer godt. Den handler om mange Slags Mørke: Syndens, Sorgens, Ensomhedens, Tvivlens, Anfægtelsens, Dødens Mørke, men den taler ogsaa troværdigt og overbevisende, kærligt og erfarent om Lys bag selv det dybeste Mørke.
Den anden Bog, hvis Titel er Bibelske Foredrag, fordi Forfatteren som Regel tager sit Udgangspunkt fra en eller anden af Bibelens Fortællinger, viser os en Mand, der ligeledes kender baade den nærværende Tids Pinagtighed og den Strid, der er fælles for alle Tider, men som ogsaa har fundet Ud vej af Vanskelighederne og med sit Haab virker befriende og oplivende paa dem, der lytter til hans Ord.
Begge Bøger giver Indblik i et rigt og mangfoldigt Sjæleliv; Frelsens Vej er ikke en March ud ad en lige Landevej, men hellere en Vandring ad sælsomt bugtede Stier over Høje og Dale.
De anbefales paa det bedste til alle, der har Trang til at opildnes i Livskampen og høre en Sang om Livets og Lysets Sejr i en Verden, hvor der er nok af Mørke.
| Ryslinge, den 10. Jannar 1896. | Karl Povlsen. |
