Dommens Dag
Et Tidsbillede
Fjerde Bog
199
I.
Endelig oprandt da den store Dag, der var bleven imødeset med saa megen Uro og Spænding. "Mødet paa Sandinge Højskole" havde i den sidste Maaned været en staaende Overskrift i alle Vennesamfundets Blade, hvor de travle Ordførere for Menighedens forskellige Afskygninger paa Forhaand havde søgt at paatrykke Stævnet hver sin Karakter. Men ogsaa udenfor Menighedens egen Kreds afventede man med Interesse Resultatet af Forhandlingerne som et betydningsfuldt Tidens Tegn, der paa afgørende Maade vilde vise, hvad Retning Udviklingen i de senere Aar havde taget.
Allerede Dagen før Mødet skulde aabnes, strømmede de fremmede Gæster til. Efter hvert Jernbanetogs Ankomst indhylledes Landevejen fra Stationen i en lang Støvsky, hvorigennem et endeløst Vogntog rullede frem mod den flagsmykkede By. Der havde forud meldt sig over et halvt Tusinde udensogns Deltagere; og da Mødet skulde vare i to Dage, kunde der ikke være Tale 200 om, at de Alle kunde faa Plads paa selve Højskolen. Størsteparten maatte indkvarteres rundt om hos venligsindede Folk i Byen, og endda maatte her baade Lade og Lo, ja endog Stænget tages i Brug og indrettes til Sovested for de Unge.
Ved Aftentid, mens Solen gik brandrød ned under den blaanende Horisont, lignede Pladsen omkring Højskolen en nylig slaaet Lejr, en saadan Forvirring herskede der af tomme og belæssede Vogne, Halmknipper, Rejsetøj og raadvilde Mennesker, der havde travlt med at søge Oplysninger, skaffe Mad eller bringe deres Bylter af medførte Sengklæder under Tag.
Der saaes alle Slags Skikkelser og hørtes mange Slags Tungemaal. Der var store, tungt vandrende Vestjyder med havblaa Øjne og et Sprog, som Ingen forstod. Der var livlige Fynboer, der morede sig over Alting, og hvis Tale løb som Kæp i Hjul om Hesti og Præsti og Oplevelserne paa Rejsen. Der var et Par gamle Koner fra Ribeegnen med Knytteklæde og skinnende Krusekappe, og der var Fannikekvinder, der skød op af deres tommetykke Hvergarnsskørter som af en Tønde. Men frem for Alt var der Sællændere af alle Arter og alle Aldre, Kallundborgjyder og Kulsviere og kække Stevnsboere med lyse Smil, 201 Oldinge og unge Knøse, syge Folk, der maatte løftes ned af Vognene, og Krøblinge, der humpede om ved Krykke.
Men trods alle Forskelligheder var det let at spore, at der var noget Fælles, som havde ført dem sammen. Gennem Travlheden og Snakken og Raadvildheden mærkede man hos dem Alle det samme højtidelige Alvor, den samme højtstemte Forventning om, hvad de nærmest følgende Dage vilde aabenbare. Der var Noget i den hele Scene, der mindede om svundne Tiders Sct. Hansnats-Valfarter til de hellige Kilder, hvis Vande havde Ord for at lukke alle Saar og stille alle Savn. Paa mere end ét bekymret Ansigt kunde man tydeligt læse om en Sjæl, der var lammet af Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom.
Der sad henne paa et Stendige en Mand og en Kone, et Par midaldrende Folk, der holdt hinanden trofast i Haanden. Deres alvorlige Ansigtsudtryk og stilfærdige, indadvendte Væsen fortalte en hel Historie:
De var kommen langvejs fra, havde rejst en Dag og en Nat og endnu en Dag og sad nu her, fortumlede af den lange Rejse, underligt fremmede for sig selv i de fremmede Omgivelser. Deres 202 Hjem stod et Sted ovre i Jylland, en ensom Egn ved Hedegrænsen, hvorfra de som oplyste Folk havde fulgt Tidens aandelige Rørelser. I de lange, mørke Vinteraftener, naar de vilde Vestenstorme væltede sig ind fra Heden, havde de siddet bænkede omkring Lampen i deres lille lune Stue og læst højt for hinanden af Vennesamfundets Blade og Bøger; og i de lyse Sommerdage var de ofte aget milevidt ad de tunge Sandveje til Folkemøder og kirkelige Forsamlinger … lykkelige ved at kunne mætte den Kundskabstrang, som Højskolen i deres Ungdom havde fremelsket hos dem. Men i den senere Tid havde en Uro sneget sig ind i deres Hjærter. Først var det Vilh. Pram, der havde opskræmt dem med sit lidenskabelige og overtalende Sprog. Den Aften, da de havde læst hans første store Tale, hvori han ivrede mod Opfattelsen af Biblen som Guds aabenbarede Ord, havde de længe ikke kunnet falde i Søvn for urolige og forknytte Tanker. Men næsten endnu stærkere havde senere Pastor Magensen rystet Grundvolden for deres Tro ved sit Skrift om Helvede og Helvedstraffene. Tre Aftener i Træk havde de læst Skriftet igennem, før de vilde tro paa, at de havde forstaaet det rigtigt. De havde sagt til hinanden, at naar der ingen Djævel var længer, 203 og ingen evig Straf, og altsaa heller ingen evig Løn; naar endog Præsterne ikke mere turde udtale sig om Livet efter Døden; naar Troen ikke var en Forvisning om det, vi ikke kunde se – hvad var saa det Hele? Hvori bestod da Kristendom? Hvad var da Tro? … Alt løb rundt for dem. De vidste ikke længer, hvad der var ret, og hvad der var vrangt, hvad der var Sandhed, og hvad der var Vildfarelse. Og det nyttede ikke mere, at de lukkede de farlige Bøger og holdt sig borte fra Møderne. Tankerne lod dem ikke Ro i deres Ensomhed, Tvivlene blev ved at forfølge dem og fordrede Afgørelse! … Saa havde de tilsidst ikke længer kunnet bære Uvishedens Byrde. Trods trange Kaar var de brudt op fra deres Hjem, havde givet deres Børn og Ejendom i Fremmedes Varetægt og var rejst herover – alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjærtets tabte Fred og rolige Lykke.
II.
Imidlertid var der ogsaa bleven livligt henne i "Sandingehus". Mens Folket forventningsfuldt lejrede sig om selve Skuepladsen for de kommende 204 Dages betydningsfulde Begivenheder, samledes de Agerende i Kulissen hos Fru Gylling.
Saa godt som alle Menighedens mere bekendte Personligheder havde indfundet sig. Der var Præster, Højskolefolk, Rigsdagsmænd, ja endog en bekendt Universitetsprofessor, der vel egentlig ikke hørte til Kredsen, men hvis Nærværelse man ikke desmindre satte særlig Pris paa som Vidnesbyrd om Videnskabens endelige Anerkendelse af Vennesamfundets aandelige Opdyrkningsarbejde.
Størst Opsigt vakte dog som sædvanlig Vilh. Pram, der – skønt forholdsvis ung som offentlig Personlighed – allerede havde opnaaet fuld Færdighed i den for en Fører uundværlige Kunst at kunne fastholde Folks Opmærksomhed og gøre sin Person til Midtpunktet i enhver Forsamling. Ved ildfuld Gestikuleren og lignende dramatiske Virkemidler forstod han at fremkalde Indtrykket af en Overbevisningens Kraft, en Tankernes Flugt, en Nidkærhedens Inderlighed og Varme, der uvilkaarligt henrev Tilhørerne og fik dem til at lytte med maabende Munde.
Hans Popularitet havde i Sommerens Løb været i stadig Stigen, maaske dog mest i enkelte Dele af Fritænkernes Lejr, hvor en vis Trang til religiøs Opbyggelse i den sidste Tid var kommen paa 205 Mode, og hvor man følte sig i høj Grad tiltalt af en Lære, der dog ikke gjorde for dybt et Indgreb i Tanke- og Følelseslivets tilvante Bekvemmelighed. Denne Anerkendelse fra selve Fjendens Side havde ogsaa styrket hans Stilling indenfor hans egen Kreds, og trods al Højskoleforstander Sejlings og Andres alvorlige, tildels forbitrede Modstand havde han virkelig faaet sat igennem, at Spørgsmaalet om, hvad et Nutidsmenneske kunde fordre af Religionen, var bleven fastsat som Forhandlingsemne her ved Mødet. Det var da ogsaa den almindelige Mening, at om dette Spørgsmaal vilde Hovedslaget komme til at staa.
Det, der dog i Øjeblikket fortrinsvis beskæftigede Sindene, var en nylig indtruffen Meddelelse om, at selve Hs. Ekscellence Kultusministeren vilde beære Mødet med sin Nærværelse, mulig allerede indfinde sig til Aabningshøjtideligheden den næste Dag. Med Føje opfattedes denne store og sjældne Udmærkelse som en Bekræftelse paa – hvad man vel nok havde anet – at der i den sidste Tid var foregaaet et Omslag i de Styrendes Stemning overfor Vennesamfundet og dets Mission, og der gjorde sig med ét en paafaldende Forsonlighed gældende i hele Forsamlingen. Selv Vilh. Pram viste sig ingenlunde helt ufølsom for den tiltænkte Opmærksomhed. 206 I en Kreds af sine Tilhængere lod han en Ytring falde om, at den Minister i hvert Fald syntes at vide, hvad han skyldte sin Stilling som Kirkens officielle Tilsynsmand. Fra alle Sider var man enig om, at det ikke mindst nu var magtpaaliggende at søge gennemført en værdig og fuldkommen saglig Forhandling af de foreliggende Spørgsmaal og frem for Alt undgaa al personlig Strid og unødig Ophidselse.
I denne Forbindelse beskæftigede man sig ogsaa et Øjeblik med Spørgsmaalet om Emanuel Hansted. Det var nemlig bleven fortalt, at han skulde have i Sinde at tage Ordet ved et af Diskussionsmøderne, hvad man gerne vilde have forhindret for ikke at risikere nogensomhelst Art af Skandale. Det var jo nemlig nu desværre en fastslaaet Kendsgerning, at den stakkels Mand var uhelbredeligt sindssyg. Efter Sigende havde hans Familje ogsaa endelig sat sig i Bevægelse for at faa ham erklæret umyndig og indlagt paa et Sindssygehospital. Alligevel indsaa' man, at det ikke ret vel gik an – og rimeligvis ogsaa vilde være uklogt – rent ud at forbyde hans Optræden. En saadan Fremgangsmaade vilde let kunne opbringe hans stakkels enfoldige Tilhængere her paa Egnen og bidrage til at forhøje Glansen af den 207 Martyrglorie, som disse forvildede Mennesker havde lagt om hans syge Hoved. Man blev derfor enig om, at man gjorde bedst i ganske at lade som Ingenting, give ham Lov til at udtale sig, dersom han forlangte det, og kun skride ind i Tilfælde af, at han ved Ord eller Adfærd ligefrem vakte Forargelse.
– – –
Mens alt dette foregik, sad den gamle Pastor Momme ensom i sin tomme Præstegaard. Man havde anmodet ham om at være en Slags Æresgæst ved Mødet og navnlig ønsket hans prydelige Nærværelse ved Aabningshøjtideligheden, – men han havde undslaaet sig. Han havde end ikke kunnet faa sig selv til at modtage Nogen af de Mange, der i Eftermiddagens Løb var kommen for at hilse paa ham. Han havde sagt til sig selv, at han forstod dog ikke den nye Slægt, om end den kaldte sig hans egen Tids Arvtager. Og han var for træt nu, trængte til Ro, ønskede blot Lov til i Ensomhed at søge Guds Tilgivelse for sit Liv.
Han sad i sin Lænestol ved et af Dagligstuens Vinduer, gennem hvis røde Gardin Skumringsskæret faldt ind over hans lille indskrumpede Skikkelse som et mystisk Lys. Gennem et andet, 208 aabentstaaende Vindue førtes Lyden af Landsbyens urolige Røre ind i Stuen, denne sammenblandede Lyd af Vogne og vrinskende Heste og travle Folkemasser, der i sin Tid havde lydt saa frydefuldt i hans Øre … som Fuglekvidret, der bebudede den gryende Dag. Nu mindede den dumpe Mumlen ham om Gravklokkens Klemten over et afsluttet Liv, et udslukket Haab. Det kom ham for, som var det en Ligfærd, der her beredtes; som var det hans egen Tid, hans eget Værk, hvis sidste, hensmuldrende Rester nu stedtes til Hvile.
Henne i Stuens andet Vindueshjørne sad Frk. Katinka Gude med sine rastløse Strikkepinde.
Heller ikke hun kunde lade være med at give Agt paa Røret omkring i Byen, der dog i hendes sangbundsløse Øren ikke lød anderledes end et almindeligt Markeds-Spektakkel. Den gamle Dames Opfattelse af det store Stævne var i det Hele yderst nøgtern. Hun havde aldrig følt sig yderligere imponeret af sine Medmennesker, fordi de forsamlede sig i Flokke; og hvad Præster og overhovedet Ordførere angik – og ganske særligt Vennesamfundets – havde de aldrig formaaet at indgyde hende synderlig Højagtelse. Naar undtoges hendes egen Svoger og den gamle, nys afdøde Højskoleforstander her, for hvem selv hun efterhaanden havde 209 faaet Respekt, betragtede hun Retningens andre Forkæmpere, lige fra selve den store Grundtvig til de sidste Dages smaa Profeter, som en Slags Geschæftsmænd, der "gjorde" i Gud, … Afladskræmmere, der tingede og tuskede med de himmelske Ting og stadig søgte at underbyde hinanden med Hensyn til den Pris, for hvilken de falbød Salighedens Glæder fra deres Forretning.
I det Hele var den gamle Særling ikke gaaet gennem Livet uden at lide Skibbrud ogsaa paa sin Tro. Gennem sine halvfjerdsindstyve Aars Erfaringer var hun kommen til det Resultat, at af Alt i Verden var Intet saa omskifteligt som netop det "ene Fornødne", Intet saa forgængeligt som netop de "evige Sandheder". Mens almindelig jordiske og derfor ret foragtede Sandheder, som at to og to var fire, og at Jern var tungere end Træ, stadig levede i bedste Velgaaende, hændte det Gang efter Gang deres himmelske Kolleger, at de døde en forsmædelig Død og stod op til et andet Liv som en beklagelig Misforstaaelse, en Oversætterfejl eller en slet og ret Løgn.
"Katinka!" kaldte den Gamle henne fra det andet Stuehjørne.
"Ja! her sidder jeg!"
210 "Kan du ikke læse lidt for mig? Jeg er saa urolig."
"Det er ogsaa … saa lummert i Aften. Skal jeg ikke … lukke flere Vinduer op?"
"Aa nej, gør ikke det!"
"Hvad skal jeg saa … læse for dig? Skal jeg læse et Stykke af Biblen?"
"Aa, Biblen! Det er jo bare en Samling gamle Krøniker, siger de nu."
"Skal jeg da læse lidt … i Grundtvigs Sangværk?"
"Aa, jeg véd ikke, Katinka! Jeg tror, jeg er for klejnmodig til det nu. Er det ikke underligt, jeg er i de senere Aar kommen til at holde mere af Brorson. Tidt kan jeg sidde og nynne for mig selv en af hans Salmer. Som nu denne –"
Han gav sig til at synge. Med sin lille tynde Stemme sang han ganske højt:
"O, søger de ydmyge Steder,
i Støvet for Frelseren græder,
saa faa I vor Jesum i Tale,
thi Roserne vokse i Dale!"
Da han sluttede, sagde Frk. Katinka, idet hun skiftede en Pind:
"Tror du ikke, det var bedst … du gik i Seng, Momme?"
211 Han var bleven anstrengt af Sangen og sad et Øjeblik og snappede efter Vejret.
"Aa jo, du har vist Ret. Søvnen er dog tilsidst vor bedste Trøster."
"Kom, lad mig hjælpe dig!"
III.
Den følgende Dag rugede en truende Skyhimmel over Jorden. Ikke et Øjeblik lod Solen sig se. Og dog var det lige fra Morgenstunden en brændende Varme, en tør, nedtrykkende Ovnhede, der ligesom strømmede op fra Jordens glødende Indre. Rundt om paa Engene laa Kvæget med Hovederne tungt mod Grønsværet, Svalerne var urolige, og Luften havde en sær, svovlagtig Lugt.
Ud paa Eftermiddagen kom Frk. Ragnhild langsomt gaaende hen imod den Bondegaard, hvor Fru Betty og Emanuel boede. Hun gik i Tanker og mærkede ikke, hvor langt hun var kommen, før en Stemme sagde Goddag tæt ved Siden af hende.
Det var Betty. Hun stod derinde paa Gangen bagved Havediget i en tarvelig, glat, sort Kjole 212 og med sit sorte Morgen-Kniplingsstykke over Haaret. Hendes lille tynde Skikkelse var besynderlig rank, og hun holdt Armene korslagte under Brystet.
"Er det virkelig din Agt at gøre os et Besøg i Dag?" sagde hun.
"Ja. Kommer jeg maaske ubelejligt?"
"Det har jeg jo ikke sagt."
"Men, Kære – hvorfor spørger du da egentlig? Og hvorfor ser du saa inkvisitorisk paa mig?"
"Aa, jeg vil dog se, om du ikke har en Smule Samvittighedsnag. Nu har du ikke været her i to Dage. Hvorfor har du ikke det? … Tilstaa det kun! Du har undgaaet os i den senere Tid, Ragnhild. Jeg har godt mærket det. Føler du dig maaske kompromitteret af Bekendtskabet med os? … Eller hører du maaske ogsaa med til Komplottet?"
"Kære Betty, lad os dog nu ikke begynde igen i Dag," sagde Ragnhild i træt Tone og gik ind gennem Havelaagen. "Vejret er virkelig ikke dertil. Jeg forsikrer dig, jeg er aldeles ødelagt. Og du synes da ogsaa at være en Del overnervøs, Betty. … Undskyld, at jeg sætter mig."
Hun tog Plads paa Tremmebænken under Æbletræet. Fru Betty derimod blev staaende. 213 Hun var ganske gusten i Ansigtet, Trækkene slappe og døde. Kun Øjnene lyste.
"Vil du blot sige mig en Ting," sagde hun. "Er det sandt, at Pastor Petersen er kommen her tilbage?"
"Ja, han kom i Gaar. Han havde faaet Lyst til at overvære Mødet derinde i Sandinge, og han bliver her blot i disse Dage. Jeg havde for Resten ventet at træffe ham her. Han gik i Middagsstunden ind til Højskolen for at høre et Foredrag, og vi aftalte at mødes her bagefter. Han vilde gøre Jer en Visit, sagde han."
"Ja saa. Saa han kommer her! En saadan – Dristighed har han altsaa! Vil du maaske nægte, Ragnhild, at han hører til Komplottet? … Jeg er overbevist om, at det er ham, der staar bag ved det Hele. Det er ham, der har gjort Fader ond!"
"Jeg tror, at du tager ganske fejl, Betty. Vi talte just i Gaar Aftes om din Broder, og jeg fik det bestemte Indtryk, at han indtil det Øjeblik Ingenting havde vidst om din Familjes sidste Skridt, som han end ikke syntes at billige. –"
"Ja, forsvar du ham! Han er jo din Ven, din Kavaler!" udbrød Betty og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gangen, stadig med en unaturligt strunk Holdning og Armene korslagte under Brystet. "Du 214 har nu selv altid været fjendtlig sindet mod Emanuel. Det véd jeg godt! Du har gerne villet sé ham over Hovedet, gøre ham til en Ubetydelighed. Og nu er du bleven bitter ved at føle, at han alligevel er dig saa langt overlegen."
"Véd du hvad, Betty, det er næsten komisk at høre dig tale saadan. Du glemmer efterhaanden helt, at du selv for ikke mere end fjorten Dage siden var allerivrigst til at fordømme din Broders Færd. Naar det kommer til Stykket, er det vel endda nærmest dig, der har foranlediget, at din Fader og din Broder Carl – eller hvem det nu er – har grebet til saa yderlige Midler."
"Hvad har jeg? – Hvad er det, du siger?" udbrød hun og standsede sin Gang.
"Jeg mener, at det dog vel maa være din egen Fremstilling af, hvorledes Alt staar til her, der har været afgørende for din Familjes Handlemaade i denne Sag."
"Aa, det tror du ikke selv, Ragnhild! Og det er skammeligt af dig at sige det! At jeg i lang Tid ikke forstod Emanuel – at jeg maaske endnu har vanskeligt ved helt at følge ham – det bekender jeg ærligt, det lægger jeg slet ikke Skjul paa! Men aldrig – aldrig, siger jeg! – har jeg kunnet tænke mig, at noget Saadant kunde 215 ske. At ville berøve et Menneske som Emanuel Friheden, at ville spærre ham inde og gøre ham til en gal Mand! Noget saa oprørende! Saa skændigt! … Men det skal heller aldrig i Evighed ske! Jeg har dog vel ogsaa et Ord at sige, saa længe Emanuel bor under mit Tag! Og vi To skilles fra nu af ikke mere!"
Hun fortsatte sin Gang, og der var i nogen Tid Tavshed mellem de to Veninder. Ragnhild sad tilbagelænet og drejede paa sin Parasol, mens hendes Blik ufravendt hvilede paa dens Dupsko, som hun borede ned i Sandet.
"Saa er din Broder vel altsaa ogsaa til Møde nu," sagde hun omsider og ligesom med Overvindelse.
"Naa, saa det interesserer dig dog! – Nej, det er han ikke."
Ragnhild saa' op.
"Var det da ikke i Dag, han vilde tale?"
"Jo, men først i Aften ved Diskussionsmødet, naar Ordet bliver givet frit."
"Naa saadan! – Tror du, der er Noget om, hvad jeg hørte en Fisker sige i Dag, at man vil nægte ham at udtale sig?"
"Aa, det vover de ikke! Hvad vilde det desuden hjælpe? De vil dog ikke dermed kunne 216 hindre, at han andet Steds skaffer sig Ørenlyd. Og fra den Dag, han har talt, vil Tusinder flokkes om hans Forkyndelse. Derom er jeg overbevist!"
Ragnhild forholdt sig atter tavs. Og Skyggen af hendes gamle spodske Smil spillede et Øjeblik om hendes Læber.
Imidlertid var Tjenestepigen kommen frem inde fra Huset. Hun saa' sig søgende omkring, spejdede ud over Vejen og Markerne og nærmede sig tilsidst med urolig Mine.
"Undskyld, Frue! Fruen skulde vel ikke have set Noget til Børnene?"
"Nej … forstyr os nu ikke! Du ser jo, her er Fremmede."
Pigen trak sig atter tilbage.
I det samme hørtes Nogen at rømme sig ude paa Landevejen, og Pastor Petersens blussende Ansigt viste sig over Havelaagen.
IV.
"Goddag, mine Damer! Goddag, Frue! … Jeg bør vel næsten gøre en Undskyldning, fordi jeg saaledes for anden Gang i denne Sommer saa 217 at sige falder med Døren ind i Huset til Dem. Og oven i Købet i en saadan Hede!"
Fru Betty modtog ham med netop saa megen Forekommenhed, som var nødvendig for ikke at være ligefrem uhøflig. Hun satte sig paa Bænken ved Siden af Ragnhild og bød ham med en afmaalt Haandbevægelse at tage Plads paa den højryggede Havestol, hvor han en Gang før havde siddet i de samme to Damers Selskab.
Pateren tørrede roligt Sveden af sin Pande, som om han Ingenting mærkede. Og virkelig var der ogsaa noget usædvanlig Aandsfraværende over ham. Efter at han en Tid havde udbredt sig om den forfærdelige Varme, sad han en Stund ganske tavs, tilbagelænet i sin Yndlingsstilling, med de ringbesatte Hænder samlede foran sig, saa at kun Fingerspidserne berørte hinanden.
"Jeg hører, at Pastoren har været til Møde inde paa Højskolen," ytrede tilsidst Fru Betty.
"Ja! Jeg kommer just derfra."
"Der var vel mange Folk forsamlede."
"Aa – de var lige ved at krybe op paa Skuldrene af hinanden for at komme til at høre! Den Slags Menings-Turneringer er nu en Gang bleven vore Dages Folkeforlystelser. Og det gik virkelig ogsaa – i dobbelt Forstand – ganske hedt til. 218 Det maa sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres Øren denne Formiddag … for man tog skam ikke blidt paa den gamle Mand. Navnlig maalte den gode Vilh. Pram ham min Tro Skæppen fuld. Han lod ham rent ud vide, at han risikerede at gaa ganske ud af Spillet, dersom han ikke værs'artig opgav alt gammeldags Hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længer imponerede Nogen. Hvad oplyste Nutidsmennesker fordrede af Religionen, var fuld og klar Besked om Tingene … ingen Tvetydigheder, om vi maa bede!" Han talte i sin sædvanlige spøgefulde Tone, men det var dog let at spore, at han indvendig kogte af Forargelse.
"Det maa dog retfærdigvis tilføjes" – vedblev han – "at der ogsaa var dem, der tog den gamle Mand i Forsvar eller i hvert Fald søgte at undskylde ham. Særligt udviste Forstander Sejling en virkelig paaskønnelsesværdig Højhjærtethed ved at optræde som hans Advokat og i et veltalende Foredrag gøre gældende, at Anklagedes Ord i merbemeldte Skrift, kaldet Biblen, i det mindste i de afgørende Punkter fuldt ud stod til Troende. Men saa var der et snildt Hoved, der midt i Stridens Hede fandt paa den subtile Idé, at de skulde afstemme om det. Ikke sandt? Det 219 var virkelig en storslaaet Tanke, saadan at gøre Vorherre til Genstand for Ballotation … og naturligvis vandt den straks almindelig Tilslutning. Ja, vor Tid er i Sandhed en Fremskridtstid! Jeg er overbevist om, at det varer ikke længe, før man træffer Afgørelse om de himmelske Ting ved at tælle paa sine Knapper eller lægge en Kabale!"
"Men hvad blev saa Resultatet af Afstemningen?" spurgte Frk. Ragnhild.
"Ja derom kan jeg ingen Oplysninger give Dem, da jeg ikke afventede Begivenhedernes Gang. Ærlig talt … jeg foretrak at gaa min Vej. Muligvis vil man finde dette meget sippet af mig. Men det vil jeg i saa Fald se at bære med Taalmodighed."
"Det behøver De vist ikke at frygte for," indskød Fru Betty i stridbar Tone. "Kun forstaar jeg egentlig ikke rigtig, hvorledes netop De, Hr. Pastor, kan føle Dem saa frastødt af den Art Forhandlinger. De plejer jo dog ellers at være en ivrig Talsmand for den saakaldte sunde Fornuft."
"Aa jo, Frue! Netop som en varm Beundrer af den sunde Forstandighed hylder jeg i Stort som i Smaat den Lære, der er udtrykt i det gamle, besindige Ord, at den Sten, man ikke kan løfte, gør man bedst i at lade ligge. Jeg har 220 nemlig selv engang været ved at forløfte mig, og derfor har jeg lært at være taknemlig for, at en Anden har taget Byrden fra mig. Herregud! Hvorfor vil vi Mennesker dog vedblive at forspilde Livets Lykke og Jordens Glæder ved at gaa paa Æventyr ovenover Skyerne. Hvortil dog denne taabelige Lyst til bestandig at liste sig ind paa Evigheden ad Bagveje, ved hvilke der dog tilstrækkelig tydeligt staar skrevet: Ingen Adgang for Uvedkommende! Rigtignok er jeg selv Præst, men ikke des mindre maa jeg tilstaa, at naar jeg betragter en saadan teologisk inficeret Forsamling som den i Dag, tænker jeg med dobbelt Vemod tilbage paa de gode gamle Tider, da man herude paa Landet dyrkede sin Jord og fedede sine Stude og fik sin religiøse Trang fuldt ud tilfredsstillet ved at gaa i Kirke om Søndagen og til Alters tre Gange om Aaret. Dengang forstod man at leve, d.v.s. man forstod Livet. Man bar taalmodigt Tilværelsens Byrder og tog derfor ogsaa uden Skrupler for sig af dens Festretter. De Gamle spillede deres Firkort og tømte deres Krus, og Ungdommen dansede paa Logulvet med Sølvspænder paa Skoene og røde Silkebaand i Huerne! … Ak ja, det var virkelig en lykkelig Tid!"
221 "Ja det er nu ikke Alle, der i en saadan Tilværelse kan se et Ideal," bemærkede Fru Betty skarpt.
"Aa nej, deri har De netop fuldkommen Ret. Jeg mærker særdeles vel – og for hver Dag tydeligere – hvor haabløst det er at anprise Livets uskyldige Glæder i en lyrisk bevæget Tidsalder som vor, hvor man kun anerkender Yderlighederne – de æventyrlige Udskejelser eller den lammefromme Askese – og i Grunden har lige meget tilovers for begge disse Standpunkter og derfor ogsaa idelig slingrer frem og tilbage imellem dem … fordi det er selve Yderligheden i dem, man respekterer. Kunde de Godtfolk endda blive enige om et enkelt, et fælles Ideal, skulde jeg endelig finde mig deri. Men der er for Tiden akkurat lige saa mange forskellige "Livssyn" og Verdensopfattelser, som der er Personer, der gerne vil gøre sig bemærkede. Og det er just ikke vanskeligt at finde Ørenlyd for Profetier og nye, vidunderlige Sandheder i vore Dage. Luften er i det sidste halve Aarhundrede saaledes bleven opfyldt af Forjættelser og højtidelige Bebudelser, at ikke en sølle Skrædder kan rejse sig op i en Forsamling, gøre nogle dramatiske Dikkedarer med Armene og sige et Par lidt ualmindelige Taabeligheder, uden at Tilhørerne straks bliver indadvendte 222 og tænker: Ja, Gud véd, om dette alligevel ikke er det forløsende Ord, vi har ventet paa. Jeg tror næsten, at om man hængte en Præstekrave om Halsen paa en Kalv og gjorde tilstrækkelig Reklame for den, vilde man kunne bilde Folk ind, at det var den saa længe imødesete, nye Messias. Tænk blot paa" –
"Der er min Broder!" afbrød Fru Betty ham og rejste sig hurtigt, – hun havde længe siddet som paa Gløder og drejet Hænderne omkring hinanden i sit Skød.
"Ah – Pastoren!" udbrød Pateren og rejste sig ligeledes.
Emanuel var kommen frem i den aabne Havestuedør. Da han fik Øje paa de Fremmede, vilde han atter trække sig tilbage, men Paterens Udraab standsede ham, og han nærmede sig nu med sky og tøvende Skridt.
Han var bleven flere Aar ældre i de sidste fjorten Dage. Hans høje Skikkelse var bleven underlig smal, Ansigtet ganske indfaldent, næsten oldingeagtigt, og Haar og Skæg strittede uklippet ud til alle Sider.
Pateren studsede aabenbart ved Synet. En dyb og oprigtig Medlidenhedsfølelse prægede med ét hans Ansigt, idet han tavs rakte ham Haanden.
223 "Saa De er … kommen her tilbage," sagde Emanuel med svag, næsten uhørlig Stemme og uden at løfte Øjnene fra Jorden.
Pateren svarede blot med et Par almindelige Bemærkninger om, at han ikke havde kunnet modstaa Lysten til at overvære de interessante Forhandlinger paa Højskolen. Det havde tydeligt nok været hans Hensigt at give sit fulde Hjærte Luft overfor Emanuel; men dennes Udseende afvæbnede ham. "Lad os hellere gaa," hviskede nu ogsaa Frk. Ragnhild bag ved ham. "Jeg tror, vi er til Ulejlighed."
Pateren nikkede, og faa Øjeblikke efter tog de Afsked.
"Frk. Tønnesen," sagde han, da de en Tid havde gaaet tavse ved Siden af hinanden ude paa Landevejen. "Synes De ikke, man undertiden fristes til at tænke, at dersom Kristus havde kunnet forudse de Ulykker, hans jordiske Liv skulde forvolde paa saa mange svage Hoveder, var han endnu en Stund forbleven i sin Himmel? … Naturligvis mener jeg det ikke. Jeg siger blot, at Fristelsen dertil ligger nær. Og hvem véd? Den Dag kan maaske komme, da den for Mange bliver vanskelig nok at overvinde."
224 Ragnhild svarede ikke. Og de gav sig til at tale om andre Ting.
V.
Imidlertid havde de to Søskende vandret et Par Gange rundt i Haven og tilsidst taget Plads ved Siden af hinanden paa Bænken.
"Vil du ikke have noget at styrke dig paa?" spurgte Betty. "Du har jo næsten Intet nydt i Dag, og du ser saa træt ud."
"Aa nej, det er ovre nu. Jeg har det godt."
"Hvor har du egentlig været henne hele Eftermiddagen? Jeg har slet ikke set dig."
"Jeg gik blot en Tur ud over Markerne. Jeg trængte til at være lidt alene. Jeg var bleven saa underlig urolig."
"Urolig, Emanuel … men hvorfor?"
"Aa ja, det var heller ikke ret. Men – tænk dig, Betty! – som jeg gik derude, kom der en lille Fugl flyvende ned fra Himlen og blev ved at hoppe foran mig paa Vejen, ganske nær ved mig. Den gav mig Trøst."
I dette Øjeblik kom Tjenestepigen igen til Syne, ganske bleg og forvirret.
225 "Frue!" kaldte hun.
Betty rejste sig og gik ilsomt hen imod hende.
"Hvad er der dog? Har jeg ikke sagt, at vi ikke vil forstyrres i Dag? Hvad er der saa i Vejen?"
"Det er Børnene, Frue! Vi kan ikke finde dem –"
"Naa, saa led efter dem! Sig dem, at de straks skal komme ind og være rolige!"
"Jamen, Frue –"
"Gør blot, som jeg siger! Og lad os være i Fred!"
Dermed vendte hun sig om og gik tilbage til Emanuel.
"Hvad er Klokken, Betty?" spurgte han.
"Den er snart seks. Der er endnu over en Time, til Mødet begynder."
Emanuel nikkede.
Hun satte sig igen ved Siden af ham, og en Stund sad hun nu og saa' ned i sit Skød paa de febrilsk arbejdende Hænder.
"Emanuel", sagde hun tilsidst. "Vil du ikke fortælle mig, hvad du vil tale til dem om i Aften?"
"Jeg véd det ikke, Betty."
"Du véd det ikke? … Men du har dog vel tænkt over det?"
226 "Nej".
"Men Emanuel! … Hvad vil du da sige?"
"Hvad Herrens Aand indgiver mig. Intet Andet!"
"Jeg forstaar dig vist ikke …"
"Aa nej, Betty. Men se … nu skal du vide det, fordi jeg véd, at du ofte ængstes for min Skyld … jeg havde forleden Nat et Syn."
"Et Syn?"
"Ja … Gud sendte mig Bud. Det var hen imod Morgen. Der kom en fremmed Skikkelse ind ad min Dør … hyllet ind i et hvidt Lin og med et stort, gyldent Kors paa Brystet. Den traadte stille hen til min Seng og sagde: Er du beredt?"
"Men … Emanuel!"
Betty foldede Hænderne foran Brystet og stirrede paa ham med rædselsslagent Blik.
"Stille, Betty! Lad os være ydmyge! … Og hvorfor foruroliges du? Har du aldrig selv i Ensomhed følt, at Aanderne er os nær og vaager over ethvert af vore Skridt? Og er det dog egentlig ikke netop en trøstefuld Tanke, at Himmeriges Rige ikke er os saa fjernt, som saa Mange mener. Er det dog ikke dejligt at vide, at vi daglig omgives af dets usynlige Herlighed og kun har et eneste lille Skridt at vandre, naar Døden endelig 227 aabner for vort Jord-Fængsel og kaster vor usle Fangedragt i Graven til Føde for Ormene?"
Betty sad et Øjeblik ubevægeligt stille.
"O ja, Emanuel!" udbrød hun med ét i Ekstase og greb hans Haand.
VI.
Formiddagsmødet paa Højskolen havde virkelig været foruroligende livligt. Hs. Ekscellence Kultusministerens Nærværelse havde ikke formaaet at lægge Kapsun paa1 de forskellige Taleres krigeriske Tilbøjeligheder. Navnlig havde Vilh. Pram straks ved første Modsigelse tilsidesat alle Hensyn og ophidset Stemningen ved rent ud at erklære, at han nu vilde plante Oprørsfanen i Menigheden og kalde dens frie Mænd og Kvinder til aaben Kamp mod alle dem, der af lyssky Frygt vilde gøre Forstanden til Træl under Avtoritetstroens Aag. Rigtignok havde man ved den stedfundne Afstemning bibragt ham et ret alvorligt Nederlag, idet Forsamlingens Flertal havde afgivet et højtideligt Votum til Gunst for Biblens guddommelige Oprindelse; men der havde alligevel gjort sig en stærk Bitterhed gældende imod ham og hans Parti.
228 Nu ved Aftenmødet, hvor den store Foredragshal paany var fyldt til allersidste Plads, saa at der endog hang Folk omkring Vinduesposterne og oppe i Gymnastikapparaterne, fortsattes Striden med uformindsket Heftighed. Men mens det om Formiddagen var selve Partiernes Ordførere, der havde talt, var det nu fortrinsvis Tilhængerskarernes mangestemmige Ekko, der lod sig høre. En for en traadte Folk op paa Talerstolen, underlige Skikkelser, Mænd og Kvinder, Skolelærere og Bondestudenter, ja ganske unge Mennesker … Alle betagne af den samme brændende Trang til at bekende, forkynde, forjætte og forny.
Rundt om Tribunen sad Mødets Hædersgæster og de særligt indbudne Talere, deriblandt baade den lille englelokkede Pastor Magensen med de evige Helvedstraffe – "Bettefanden", som han populært kaldtes i Modstandernes Lejr –, og den sørgmodige Tvivler Kandidat Boserup, Menighedens forlorne Søn, for hvem der i begge Partier stadig holdtes en Fedekalv i Beredskab. Størst Opmærksomhed vakte dog naturligvis den unge Minister, der havde Plads ved Siden af Fru Gylling, og som med en noget anstrengt Værdighed modtog de Oplysninger om de optrædende Talere, der meddeltes 229 ham fra de omstaaende, kjoleklædte Højskolemænd.
Oppe paa Tribunen ved Siden af Talerne sad Forstander Sejling, der var Mødets Ordstyrer. I alvorsfuld Ubevægelighed, med Armene over Brystet, saa' han ud over Forsamlingen med den uigennemtrængelige, barske og mørke Mine, der gjorde ham saa frygtet baade blandt Venner og Modstandere. Den Vankelmodighed, der forhen havde præget hans offentlige Optræden og i høj Grad skadet hans Indflydelse i Menigheden, var i den sidste Tid vegen for en endog ualmindelig Fasthed, i hvilken Henseende man forøvrigt havde kunnet gøre den Iagttagelse, at Stigningen i den Varme, hvormed han efterhaanden havde sluttet sig til de Gamles Lejr, temmelig nøje svarede til Forøgelsen af Vilh. Prams Popularitet i de Unges. I den almindelige Bevidsthed stod han allerede nu som Føreren for Vennesamfundets konservative Fløj, og det blev da ogsaa fortalt, at det fortrinsvis var ham, der havde foranlediget, at Ministeren var kommen til Stede her i Dag. I saa Fald var øjensynlig dette Træk ganske klogt beregnet af ham. Der var næppe nogen Tvivl om, at Ministerens Nærværelse havde været en ikke uvæsentlig Aarsag til, at det oppositionelle Partis Aktier under Formiddagsmødet 230 var dalet … og de ungdommelige Seminarister og Bondestudenter, der nu ved Aftenmødet optraadte paa dets Vegne, bidrog ingenlunde til at hæve dem.
Heden i Salen var efterhaanden bleven næsten uudholdelig. Skønt man havde lukket alle Vinduer og Døre op for at skaffe Luft, fik flere Kvinder ondt, og Lamperne rundt om paa Væggene og under det høje, svære Bjælkeloft lyste tilsidst saa mat, at særligt den nederste Del af Salen kom til at ligge i en dyster Skumring. Nu og da hørtes ogsaa et fjernt Bulder af en Torden, der langsomt nærmede sig.
Ikke des mindre vedblev den ene menige Taler stadig at afløse den anden, og den udmattede Forsamling begyndte endelig at blive utaalmodig og forlange Afslutning.
Men nu blev der med ét Uro omkring Talerstolen i Anledning af, at en Mand rejste sig fra en af de forreste Bænke og bad om Ordet.
Fra forskellige Sider i Salen havde man i Forvejen lagt Mærke til denne Mand, der under hele Mødet havde siddet ubevægeligt foroverbøjet, med Ansigtet skjult i sine Hænder, uden en eneste Gang at løfte Hovedet; og det havde efterhaanden rygtet sig, at det var den forhenværende Præst 231 Emanuel Hansted, om hvis mærkeligt forsagende Liv og Lære man i den sidste Tid havde hørt saa meget baade Ondt og Godt fortælle.
Da det nu fra Tribunen blev forkyndt, at han vilde tale, opstod der almindelig Bevægelse i Forsamlingen. Alle blev med ét lysvaagne. I den bageste Del af Salen rejste man sig op paa Bænkene for at komme til at se, og fra Mund til Mund løb hviskende Spørgsmaal og Svar: "Mon det er sandt, at han er forrykt?" – "Ja man kan jo aldrig vide." – "De siger jo, at han har gjort Mirakler." – "Der er nok dem, der virkelig mener det." – "Ja han skal nok allerede have mange Tilhængere." – "Jeg véd saamænd ikke."
Men idet han nu viste sig oppe paa Talerstolen, blev der pludselig dødsstille i hele Salen. Det var, som om en Engel gik usynlig gennem Rummet. Selv lignede han ogsaa mere en Aand end et levende Menneske, som han stod deroppe i sin unaturlige Magerhed, skarpt belyst af Skæret fra to nedhængende Lamper, der lod hans Skæg synes ganske hvidt og gjorde Øjnenes og Kindernes Hulninger dybe og sorte som paa en Dødning. De lange, udtærede Hænder laa fladt foldede over Brystet, og Blikket var løftet mod det Høje.
232 Rundt om i Salen sad man med tilbageholdt Aandedræt. Selv Ministeren glemte et Øjeblik sin Værdighed, ja ogsaa Vilh. Pram saa' ud, som om han ikke længer rigtig vidste, hvad han skulde mene. Og da Emanuel nu hævede begge Armene mod Himlen og med svag og skælvende Stemme bad: "Tal, Herre, … din Tjener hører"; og da der i det samme lød et dumpt rullende Tordenbrag i det Fjerne, gik der med ét en Gysning gennem Alle … undtagen Væver Hansen, der sad i en Krog og skjulte den nederste Del af sit Judas-Ansigt bag sine røde Hænder.
Men Spændingen blev ikke af lang Varighed. Emanuel blev staaende med højt opløftede Hænder og Blikket ligesom naglet til Loftet, uden at en Lyd kom over hans Læber. Man kunde se, at hele hans Legeme rystede, og at Tungen var bleven lammet i hans Mund. Forsamlingens øjeblikkelige Betagethed ved Synet af hans sælsomme Skikkelse forvandledes hurtigt til en uhyggelig Fornemmelse af, at det virkelig var en gal Mand, man her havde for sig.
Og nu skete der Noget, der borttog enhver Tvivl. Emanuel bedækkede pludselig Ansigtet med sine Hænder. Og under en fremvældende Hulken, 233 der gengav ham hans tabte Mæle, udbrød han hjælpeløst:
"Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig!"
Forstander Sejling havde imidlertid rejst sig. Han tilkaldte hastig et Par Mænd, ved hvis Hjælp Emanuel nu blev lempeligt ledet ned fra Talerstolen; hvorpaa han under Forsamlingens medynksfulde Deltagelse blev bragt ud af Salen.
VII.
Indtrykket af denne uhyggelige Scene havde næppe faaet Tid til at sætte sig, før Sindene paany blev sat i Bevægelse … rigtignok paa en anden Maade og med en ganske modsat Virkning.
Det var denne Gang Væver Hansen, der paakaldte Opmærksomheden. Han havde siddet i sin Krog og hurtigt forstaaet, at han ved det stedfundne Optrin selv havde lidt et skæbnesvangert Nederlag. Han havde i den sidste Tid sat Alt ind paa at muliggøre Emanuels Tilbagevenden til sin gamle Menighed, hvor han vilde have anvendt ham 234 som et kraftigt virkende Sennepsplaster, der kunde trække Usundheden bort. Naar han saa ivrigt havde opfordret ham til at træde op her ved Mødet, var det, fordi han saa sikkert havde stolet paa, at Emanuel i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og fordi han vidste, at Skibberupperne dog ikke aldeles havde glemt deres aandelige Hjemstavn, og at de særlig i disse Dage med Spænding fulgte Alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.
Det stod nu klart for den krigsvante Mand, at Slaget var tabt, og at det galdt om at søge Tilbagetoget dækket ved hurtigt at fremkalde en Bevægelse, der kunde svække Indtrykket af Emanuels Optræden, før det fik Tid til at fæstne sig i Sindene.
Saasnart Forsamlingen havde endt Afsyngelsen af den Sang'1, som Ordstyreren havde foreslaaet for at bringe Ro i de opskræmte Gemytter, rejste han sig og bad om Ordet.
Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse blot en forøget Utaalmodighed hos Tilhørerne efter at afslutte Forhandlingerne for i Dag.
Men efterhaanden begyndte man at lytte. Hvad 235 var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse …
Der blev Uro i Salen. Man saa' med ængstelige Blikke hen paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at skride ind. I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa det foreliggende Emne: Forestillingen om det hinsidige Liv og de evige Helvedstraffe.
Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje. Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.
Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.
"Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding af Politik absolut forbudt," sagde han. Og under Forsamlingens lydelige Tilslutning tilføjede han bistert: "Dette er ikke nogen Krostuediskussion men en Forhandling om aandelige Ting."
"Jeg be'r saa meget om Forladelse," sagde 236 Væveren med sin uskyldigt lydende Stemme. "Jeg tænkte bare, at det vel nok kunde gaa an at nævne Ting, som dog vel ligger os Alle lidt paa Hjærtet … besynderligt i Aften, da vi jo har den grumme store Ære at se en saa højtstaaendes Mand som en Minister her i vor Forsamling. For se, hvad det evige Liv hinsides angaar, –" vedblev han, da Ordstyreren nu igen gjorde Mine til at bruge Klokken – "ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen Forpligtelse til at tage Vare paa, tænker jeg."
"Afslutning! – Afslutning!" raabte et Par ophidsede Stemmer.
Men skønt Væveren nu egentlig allerede havde naaet sin Hensigt at bringe Emanuels ulyksalige Optræden i foreløbig Forglemmelse, lod han sig ikke fortrænge. Uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere Tilraab, og idet han belagde sine Ord saa behændigt, at han stadig afværgede Ordstyrerens Indskriden, benyttede han Lejligheden til at bringe sine forhenværende Meningsfæller en lille Afskedssalut.
Han lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag, som det var dens Opgave at føre frem, og i Stedet trukket i Købstadklæder 237 og faaet fine Fornemmelser. Han talte om et Højskole-Aristokrati, der ikke var et Haar bedre end det hovmodige Studenter-Herredømme, som det havde villet bekæmpe; og han betegnede Vennesamfundets Forkyndelse som "denne hersens Gaardmands-Religion", der alene egnede sig for Folk, som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.
Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre. Man saa' paa hinanden. Hvad var dog det for et Menneske? Skulde slig Tale virkelig taales? … Særlig var Bestyrtelsen stor blandt de Ledende henne omkring Ministeren, hvis Ansigtsudtryk gentagne Gange i Talens Løb havde røbet den alvorligste Misbilligelse.
Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med at skride ind. Men i det samme rejste Vilh. Pram sig fra sin Plads paa den forreste Bænk foran Talerstolen, vendte sig om mod Forsamlingen og sagde med høj Røst:
"Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt og alvorlig Indsigelse mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition til meget i vort Menighedsliv – eller rettere netop af den Grund – er det mig magtpaaliggende at erklære, 238 at jeg anser de faldne Ytringer for aldeles utilbørlige – ja usømmelige."
"Hør! Hør!" raabtes der med et fuldtonende og enstemmigt Bifald fra hele Forsamlingen, og de kjoleklædte Højskolemænd omkring Ministerens Stol aandede øjensynlig atter op. Derimod blev Forstander Sejling kendeligt bleg og famlede nervøst ved Klokken.
"De Samfundsanliggender," – vedblev Vilh. Pram med stigende Varme – "som Taleren har berørt, egner sig aldeles ikke til Drøftelse her … og det er aldeles ikke vor Sag at føre dem frem. Tværtimod! Vi har desværre i Fortiden anvendt altfor megen Kraft og Evne og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af Spørgsmaal … som dog til syvende og sidst aldrig lader sig løse. Vi kan visselig Alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed med Samfundets Stedbørn. Vi kan hver for sig gøre, hvad der staar i vor Magt, for at lindre deres Nød og afhjælpe de bitreste Savn. Men Idéen om et Lyksalighedsland her paa Jorden er nu en Gang en Kimære, en Frugt af skønne Drømmerier …"
"Drømmerier?" gentog Væveren med spidsede Øren.
"Ja – en Forestilling uden Gehalt, uden Mulighed for Virkeliggørelse i hvert Fald – –."
239 "U … U … Utopi?" prøvede Væveren.
"Ja, netop! At ville gøre Livsforholdene ens for alle Mennesker er et uløseligt Problem, … et Fantasteri, som det er ørkesløst for Alvor at beskæftige sig med."
Paa Væverens blege Ansigt bredte der sig et stort Smil.
"Det er dog egentlig mærkeligt," sagde han. "For netop de selvsamme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr. Pastoren havde Meninger tilfælles med."
"Her tales ikke om Politik!" sagde Vilh. Pram afvisende.
"Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop det kan kaldes for Fantasteri … hvorfor justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker, mens det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og Helvede. Jeg er – Gud ske Tak og Lov! – hverken Fritænker eller andet af den Slags men er glad for min Barnetro. Men alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker blandede os lidt mindre i Vorherres Anliggender, 240 blev der vistnok baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige … det er nu min beskedne Mening."
"Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at tale om uvedkommende Ting?" raabte Vilh. Pram i ophidset Tone til Ordstyreren.
"Ja, Afslutning! … Afslutning!" lød det fra mange Sider.
Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling frem og sagde:
"Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig, der leder Mødet i Aften … og jeg skal nok udføre mit Hverv uden hans Bistand."
"Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende Emne."
"Ja – ingen Upartiskhed!" brølte en ungdommelig Stemme fra Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt Spektakkel. Ingen vilde længer høre, Alle talte i Munden paa hinanden … indtil et vældigt Tordenskrald med ét bragte dem Alle til Tavshed.
Mens Væveren smilende krøb ned af Talerstolen, traadte nu Forstander Sejling frem og erklærede Diskussionen for sluttet.
Hvorpaa man afsang en Sang og brød op i et øsende Regnvejr.
241
VIII.
Hjemme hos Fru Betty havde der imidlertid ogsaa været stor Uro. Først i Anledning af Børnene. Sigrid havde virkelig benyttet sig af den Forvirring, der den hele Dag havde hersket i Huset, og endelig iværksat sin længe forberedte men stadig af alle Slags Hindringer krydsede Plan om paa egen Haand at opsøge sin savnede Moder. Sammen med den lille Dagny, Dukke Lise og en lille Pindevogn, der indeholdt Bagagen, bestaaende af to Sommeræbler, en Sparebøsse og en Skrivetavle, var hun hen paa Eftermiddagen, uden at Nogen havde set det, draget afsted ud ad Landevejen for – i fuld Tillid til Ellen Kagekones Aabenbaringer – at finde Vejen til alle sine Drømmes Maal.
Den lille Karavane var dog ikke kommen langt. Da nemlig Skæbnen vilde, at Solen, deres eneste Vejviser, denne Dag slet ikke lod sig se; da desuden den modvillige Dagny straks gav sig til at tudbrøle for at komme hjem; og da endelig det Uheld indtraf, at det ene Hjul gik af 242 Vognen, idet den væltede over en Sten, tabte ogsaa Sigrid efterhaanden Modet og satte sig raadvild ned paa Grøftekanten, – hvor Angelika kort efter fandt dem.
Fru Betty havde været alvorligt vred. I sin eksalterede Sjælstilstand havde hun taget Børnene for sig og holdt en hel Dommedagspræken for dem, talt om Guds Fortørnelse og Evighedens Straf, saa at selv Sigrid tilsidst var bleven betuttet og var begyndt at græde.
Nu gik Fru Betty i febrilsk Spænding frem og tilbage paa Gulvet i den tarveligt oplyste Bondestue og ventede paa Emanuels Hjemkomst. Hun kunde ikke forstaa, at han endnu ikke var kommen. Klokken var nu snart ti, og hun var sikker paa, at han ikke havde ladet sig opholde af Regnen. Hun begyndte tilsidst at bebrejde sig, at hun ikke havde ledsaget ham. Nu stod han maaske og talte … henreven, glemmende Tiden? Hun ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik, omgiven af det lyttende Folk! … Eller skulde de have gjort ham noget Ondt, siden han ikke kom? Kunde det tænkes, at man allerede havde begyndt Forfølgelsen imod ham?
Hun følte sig med ét uhyggelig tilmode i sin Ensomhed. Tordenen nærmede sig ogsaa med hvert 243 Minut, og Regnen strømmede ned over Ruderne som en Vandflod.
Tys! Kom der ikke Nogen? Jo, der var han endelig! … Dog nej! Hvad var det? Det var ikke hans Fodtrin.
"Ragnhild!" udbrød hun, da Døren var bleven aabnet. "Kommer du her … paa denne Tid! Og hvordan er det, du ser ud?"
"God Aften," sagde Frk. Tønnesen kort, idet hun frigjorde sig for et stort Sjal, som hun havde haft over Hovedet. "Bliv ikke forskrækket! Jeg vilde blot i Forbigaaende høre, hvordan det stod til her?"
"Men hvor kommer du dog fra? Du er jo ganske gennemblødt! … Du har da ikke været derinde paa Højskolen?"
"Jo … vist saa!" sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig; men Udtrykket i hendes Ansigt var sky og uroligt. "Jeg fik pludselig Lyst til at se, hvordan saadan Noget gaar til."
"Saa var det sagtens Pastor Petersen, der fristede dig?"
"Pastor Petersen var der vistnok ogsaa. Det véd jeg for Resten ikke. Jeg har ikke set ham."
"Er du gaaet alene, Ragnhild!"
244 "Nu ja, hvad saa? Vejret var jo godt den Gang! … Er din Broder ikke kommen hjem?"
"Nej. Er Mødet da forbi … Men saa fortæl dog!"
"Er din Broder virkelig ikke kommen hjem?"
"Nej, det hører du jo! Og hvorfor spørger du? Og hvorfor ser du saadan paa mig? … Der er hændet Noget! Jeg kan se det paa dig! Ragnhild! Hvad er der sket?"
"Saa du véd det altsaa ikke?"
"Hvilket?"
"At din Broder blev … blev syg paa Mødet."
"Syg? … Emanuel syg! … Men hvor er han da? – –"
– – –
Han gik i dette Øjeblik ude over de øde Hammerbakker – ganske langsomt, med Øjnene mod Jorden. Den ene Haand laa bag paa Ryggen; med den anden støttede han sig tungt til den sammenslaaede Paraply som til en Stok. Han mærkede ikke, at Regnen strømmede ned over ham. Hans Tanke stod stille, hans Aand var lammet … han vidste end ikke, at han gik.
Han havde af Aftenens Oplevelser, ja af hele sit Liv kun bevaret en eneste Erindring … Erindringen om et uhyre Bulder, et rædselsfuldt Skrig 245 af tusinde Munde … og saa om et Ildhav, et endeløst Baal, over hvis Flammer Guds Aand havde aabenbaret sig i en blændende Straalekrans, omgiven af hvide Cheruber med lange, gyldne Domsbasuner, hvis mægtige Toner havde trængt ham gennem Marv og Ben og slaaet ham til Jorden.
Men nu vaagnede han af sin Bedøvelse. Han standsede og saa' sig om i Mørket.
"Hvor er jeg henne?" sagde han højt og gyste.
I det samme oplyste et fjernt Lyn et Stykke af Horisonten. En Mølle og nogle Træer tegnede sig et Øjeblik ganske tydeligt mod den hvidblaa Himmel.
Han strøg sig ned over Ansigtet.
Hvad var det? Hvad var det for et Gøglebillede? … Var da ikke Jorden gaaet under? Var ikke Evighedens Time kommen? Han havde jo selv set Vorherre løfte sin Haand mod Verden, havde hørt ham nedslynge sin Forbandelse over Jordens Slægt! … Hør! Hør! Nu kom det igen, det forfærdelige Bulder … det grufulde Drøn!
Han sank angstfuld ned paa en Lyngtue og slog sine Hænder for Ansigtet. Hele hans Legeme skælvede. Det lød i hans Øre, som om Himlens 246 Forhæng sønderreves, som om Jorden slog Revner og Afgrundens Aander brølte nede i Dybet.
Endelig blev Alt igen stille. Han saa' tøvende op.
Endnu Alting mørkt! Og endnu var han ganske ene! … Han forstod det ikke. Hvor var han dog henne?
Paany gennemisnedes han af Rædsel. Det var da ikke til de Fordømtes Bolig, han var kommen? … Her lugtede af Svovl, og han følte en brændende Tørst.
Da fik han Øje paa det høje Sømærke oppe paa den yderste Bakke, og i Skæret af den frembrydende Maane saa' han tydeligt et Legeme hænge deroppe paa Korset … Ah! Nu huskede han det. Det var hans eget afsjælede Legeme med Tornekronen paa Hovedet. Ja, saadan var det! De havde korsfæstet ham, … stødt ham gennem Byen med Lanser, pisket ham med Svøber og korsfæstet ham her paa Golgata. Han mærkede endnu Smerten af Naglegabene i sine Hænder og Fødder, følte det kolde Træ mod sin nøgne Ryg, det rindende Spydsaar i sin Side …
Skrækken og Smerten gengav ham Besindelsen. Han saa' sig atter om … og det begyndte at dæmre i hans Bevidsthed.
247 Han genkendte efterhaanden Stedet, hvor han sad, og følte, at han var vaad.
"Det regner", sagde han højt.
Og med ét huskede han Alt. Med ét saa' han for sig som i et Syn, hvad der denne Aften var sket, lige til de to rødskæggede Mænd, der ledede ham ud af Højskolens Sal, og som han havde vist fra sig, da de vilde følge ham hjem.
Han støttede Panden paa sine Hænder og græd højt som et Barn. Han vilde ikke vende hjem. Nej, nej, … han kunde ikke mere leve i Menneskenes Samfund. Han bad saa inderligt til Gud, at han dog vilde udfri ham af Livets Elendighed, give hans trætte Sjæl Hvile i sit Skød.
"O kære Herre Gud!" – bad han – "Lad mig ikke forsmægte mere! Tag mig op til dig! Jeg har ikke længer hjemme paa Jorden. Kære Herre Gud, hav Barmhjærtighed med mig! Tag mig op til dig! – –"
