Dommens Dag

Et Tidsbillede

[gå tilbage]

Tredie Bog

163

I.

Fru Betty gik urolig frem og tilbage i Havegangen. Skønt det var højt op paa Formiddagen, var hun – imod Sædvane – endnu i Morgentoilette, havde et lille Nøgleknippe ved sit Bælte og et sort Kniplingsstykke over Haaret. Ofte bøjede hun sig frem over Havelaagen og spejdede ivrigt rundt til alle Sider, og et Par Gange gik hun helt ud af Haven og søgte op paa en lille Høj et Stykke fra Gaarden, hvorfra hun med et bekymret og anspændt Udtryk stirrede ud mod de fjerne Bakker paa den anden Side af Byen.

Paa en af disse Udflugter overraskede hun Børnene i en skjult Krog bag ved Ladelængen, hvor Sigrid hele Formiddagen havde været travlt optaget af at hænge sit Dukketøj til Tørring paa en Snor. Ogsaa den lille Dagny var beskæftiget her, skønt aabenbart ikke med sin gode Vilje. Den stumpede Tyksak stod med Fingren i Munden og 164 brummede modvilligt, mens Søsteren hvert Øjeblik fo'r hen til hende, snart for indsmigrende at betro hende sine hemmelige Planer, snart for ved et Par Smaaknubs og en alvorlig Gennemrysten at indprente hende, at hun Intet maatte fortælle om, hvad der her foregik.

Ikke des mindre var det en højst uklar Skyldbevidsthed, den Lille røbede ved Tantens uventede Tilsynekomst. Sigrid derimod blev rød som det dryppende Blod og tabte i Befippelsen en hel Haandfuld af det rene Dukketøj ned i Støvet.

"Vi leger saa godt!" raabte hun Tanten i Møde med et af de glade Udbrud, hvormed Børn tror at kunne skjule en daarlig Samvittighed.

Fru Betty var imidlertid for optaget af egne Tanker til at mærke Noget paa Børnene. Hun gav dem blot i Forbigaaende sin sædvanlige Formaning om at passe godt paa deres Klæder og vendte dermed tilbage til Haven.

Her kom Tjenestepigen Angelica imod hende fra Havestuedøren og sagde:

"Frue! Der er en Mand derude, som gerne vil tale med Herren."

"Han er ikke hjemme, maa du sige. – Hvad er det for Resten for en Mand?"

"Jeg kender ham ikke. Men det er vistnok 165 den samme, som var her forleden Dag, da Herren heller ikke var hjemme."

"Saa gør ham en Undskyldning og bed ham komme igen om en Times Tid, dersom det er ham belejligt. Til den Tid er Præsten nok kommen hjem."

Fru Betty havde taget Plads paa Tremmebænken under det skyggefulde Æbletræ, der i Sommerens Løb var bleven hendes Yndlingsopholdssted. Hun tog et Haandarbejde, der tilfældigt laa der, og gav sig til at strikke for at bekæmpe sin Sindsbevægelse. Hendes Ansigt var meget blegt, Øjnene røde og forvaagede. Den Spænding, hvori hun nu snart i et Døgn var bleven holdt, havde aldeles ødelagt hende. Hele hendes Legeme var som elektrisk af Nervøsitet.

Siden den foregaaende Dags Eftermiddag havde hun ikke set Emanuel. Hun havde dengang været inde hos ham i hans Stue med et Brev, som Posten havde bragt, og i hvis Udskrift hun havde ment at genkende hans Kones ubehjælpsomme Haand. Allerede længe havde hun kunnet mærke paa Emanuel, at han ventede at høre ovre fra sit gamle Hjem, og hun forstod nu, at dette var det utaalmodigt imødesete Svar, der skulde bestemme over hans Skæbne. Underligt nok var hun straks 166 bleven uhyggelig til Mode ved Synet af det Brev. Det syntes hende at se ud, som om det indeholdt et sørgeligt Budskab. Ingen Sinde før var den Tanke faldet hende ind, at hendes Broders Kone kunde gøre Indsigelser mod at forny det afbrudte Samliv. Nu, i Afgørelsens Øjeblik, begyndte hun at ængstes, – og hvad der senere var sket, havde kun bidraget til at bestyrke den mørke Anelse, der straks havde betaget hende.

Emanuel havde ikke ladet sig se hele Aftenen. Han havde lukket sig inde i sit Værelse og ikke villet indlade Nogen, hverken Tjenestepigen, da hun vilde bringe ham hans Aftensmad, eller Børnene, da de bankede paa for at sige Godnat. Selv havde hun derfor opgivet at komme til at tale med ham, hvor meget hun end længtes. Men hele Natten havde hun hørt ham gaa frem og tilbage over Gulvet i sin Stue … en af disse vedholdende, endeløse Vandringer, der saa bekymrende mindede hende om Rædselsnatten, som gik forud for Moderens forfærdelige Endeligt. Det havde været frygtelige Timer for hende. Den dumpe, gengangeragtige Lyd af hans ensformige Skridt havde indgydt hende en Angst, saa hun laa og rystede i sin Seng. Først da det begyndte at dages, var 167 der bleven stille inde hos ham, og hun var endelig falden i Søvn.

Men i Morges fortalte Pigen, at han var gaaet ud allerede ved Solopgang; hun var bleven vækket ved at høre ham aabne Havestuedøren; og bag sit Gardin havde hun da set ham gaa gennem Byen ud mod de østre Bakker. Denne sidste Omstændighed havde været afgørende for Betty. Hun vidste, at han ellers altid gik ud mod de høje Hammerbakker, hvorfra der var Udsigt over Fjordindløbet til hans gamle Hjem. Han havde altsaa i Dag villet undgaa dette Syn. Behøvede hun egentlig mere Bevis?

Hun turde slet ikke tænke paa, hvad der skulde blive af ham, dersom virkelig ogsaa denne Vej nu blev spærret for ham. Han var jo efterhaanden bleven mere hjælpeløs end et Barn. Hun havde i den sidste Tid maattet behandle ham næsten som en Umyndig, bestemme hans Maaltider, pusle om hans Person, endog tage Vare paa hans Klæder, fordi hun følte sig overbevist om, at han glemte at skifte Linned, dersom hun ikke mindede ham.

168

II.

Hun fo'r sammen. Uden at hun havde hørt Skridt ude paa Vejen, aabnedes Havelaagen langsomt. Fortabt i sig selv kom Emanuel gaaende ind over Gangen.

Da han fik Øje paa hende, standsede han.

"Sidder du dèr?" sagde han med dæmpet Stemme. "Hvor er Børnene?"

"De leger ude bag Ladelængen. Vil du, at jeg skal hente dem?"

"Aa nej, lad dem kun lege! … Jeg er ogsaa lidt træt nu."

Han kom hen imod hende og satte sig ved Siden af hende paa Bænken.

Fru Betty var saa beklemt, at hun længe ikke kunde faa et Ord frem.

"Her har været en Mand for at tale med dig," fandt hun endelig paa at sige.

Emanuel vendte Ansigtet imod hende.

"En Mand, siger du? … Her hos mig!"

"Ja, det var nok den samme Mand, som var her forleden Dag, da du heller ikke var hjemme."

"Det var dog besynderligt! … Hvad var det for en Mand?"

169 "Jeg véd ikke. Det maa vist være en Fremmed. Angelica kendte ham i hvert Fald ikke."

Emanuel saa' paa hende, som om han ikke vilde tro, at han havde hørt rigtigt.

"Hun kendte ham ikke, siger du! … Det var dog besynderligt!"

"Aa, hvorfor egentlig det, Emanuel? Her har jo oftere været fremmede Folk, der vilde tale med dig."

"Ja, det er sandt – naturligvis."

De sad atter en Stund tavse ved Siden af hinanden.

Fru Bettys Strikkepinde bevægede sig med feberagtig Hast. Hun søgte at læse sig Vished til i Broderens Ansigt. Men dettes Udtryk bestyrkede hende egentlig ikke i hendes Formodning. Emanuel var nok meget bleg og øjensynlig stærkt bevæget; men han syntes hende mere højtidelig betaget end egentlig nedbøjet.

Med et Glimt af Haab tænkte hun paa, om hun alligevel skulde have taget fejl.

"Du var nok tidligt oppe i Morges, Emanuel. Pigen fortalte, at du gik ud allerede ved Solopgang. – Har du maaske ikke sovet godt i Nat?"

Emanuel nikkede mekanisk. Han havde ikke hørt, hvad hun sagde. Han sad foroverbøjet, med 170 den ene Haand under Kinden, den anden støttet til Haandtaget af sin Stok.

"Sig mig, Betty," sagde han lidt efter i samme dæmpede Tone som før. "Kan du huske Mørkningstimerne derhjemme, da vi var Børn? Kan du huske … Moder sad i Lænestolen i den grønne Stue, hvor Lyset fra Gadelygten faldt ind, … og vi sad omkring hende paa Skamler eller oppe paa hendes Skød. Hun fortalte os Æventyr om Kæmper og Kongesønner, der drog ud i Verden for at plante Kristi Banner mellem Hedningefolket."

"Jeg var jo saa lille dengang, Emanuel. Jeg husker kun lidt fra den Tid, da Moder var helt rask."

"Aa ja, det er sandt. Men jeg var jo nogle Aar ældre. Og jeg var selv begyndt at læse i Sagnhistorien og Krønikebøgerne dengang. Jeg vilde være Soldat og Kriger og forstod slet ikke, hvorfor Moder bestandig sagde, at jeg skulde være Præst. Saa en Aften, da jeg spurgte hende derom, strøg hun mig over Haaret og sagde: "Fordi jeg tror, at det er Guds Bestemmelse med dig, min Dreng!" Jeg husker endnu tydeligt det underlige Indtryk, de Ord gjorde paa mig. Den Aften læste jeg for første Gang af mig selv i Biblen."

171 "Ja, Moder har jo haft stor Indflydelse paa dig, véd jeg."

"Saa var det ogsaa en anden Gang. Moder havde Besøg af den gamle Pastor Hagensen, der var hendes gode Ven. De har vel siddet og talt sammen om at bestemme Livskald for Børn eller Sligt … det véd jeg nu ikke. Men tilsidst pegede Moder paa mig og sagde: "Hvad ser saa min Søn ud til at skulle blive?" Jeg maatte gaa helt hen til den gamle Mand; han tog mig under Hagen, og da han havde set lidt paa mig – jeg husker det saa tydeligt, som var det sket i Gaar – lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: "Du bliver nok en Kirkens Mand, tror jeg vist." Jeg var dengang ikke mere end tretten Aar."

"Men hvordan er du kommen til at tænke paa disse Ting netop nu, Emanuel?"

"Hvad siger du?"

Han løftede Hovedet og saa' overrasket op.

"Hvordan er du kommen til at tænke paa de Ting netop i Dag?" gentog Betty.

"Aa jo," sagde han og lagde atter Hovedet stille ned i sin Haand. "Jeg skal sige dig, Betty … saa mange Aar er det altsaa, siden jeg fik Indvielsen. Fra Barndommen har min Livsvej været ligesom skæbnebestemt. Og dog har jeg indtil 172 denne Morgen følt Tvivl, om jeg nu ogsaa havde Kaldelsen."

Betty sænkede sit Strikketøj i Skødet.

"Kaldelsen?" sagde hun. "Hvad mener du, Emanuel?"

"Den rette Kaldelse, mener jeg. Guds Kaldelse."

Betty rystede paa Hovedet.

"Jeg forstaar dig ikke."

"Aa jo, du forstaar mig nok. Du véd dog, at jeg aldrig har hørt til dem, der har troet, at Kjole og Krave gør en Mand til Præst, eller at en Eksamen tør gælde for Guds Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Og dog har jeg først sent ret forstaaet, at Gud selv udvælger sine Tjenere … optugter dem gennem haarde Prøvelser til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje. Kan du huske, Betty, at jeg for nogen Tid siden fortalte dig et Sagn, jeg dengang netop havde læst? Det var om en from Mand i Jødeland, der hele sit Liv ydmygt havde søgt Gud og fulgt hans Veje, – Verdens Børn til Forargelse. Og dog slog Herren ham Saar efter Saar, lagde hans Vinmarker øde, sendte Pest og Død over hans Hus og Slægt, indtil han var hjemløs her i Livet som Fuglene paa Havet. Og der stod, at først da fattede han Guds Vilje med 173 ham. Og Herren kaldte ham afsides, ind i Templet, og bød ham her i et Syn at forkynde Straffens Dom over det ulydige Folk. – – Den Fortælling har jeg siden ofte tænkt paa. Jeg synes, den er som et Spejl for mit eget Liv. Jeg føler det nu … ogsaa mig har Gud længe forgæves kaldt paa. Ogsaa mig har han med sin tugtende Haand maattet fravriste Alt, … Alt, indtil nu min sidste Tilflugt, før jeg fik Mod til fuldt at forstaa ham."

"Hvad siger du?"

"Ja, Betty, nu er ogsaa jeg hjemløs her i Verden som en Maage paa Havet. Det var det, jeg vilde fortælle dig. Jeg har ingen Hustru mere, intet Hjem. Jeg er ene nu med mine Smaa."

Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. Hun holdt Hænderne foldede foran Brystet og saa paa Broderen med et skrækslagent Blik.

"Og det er … Kaldelsen, siger du?"

Emanuel nikkede.

"Ja, jeg føler det. Gud har krævet mig nu. Og jeg giver mit Liv i hans Haand."

De sad et Øjeblik tavse. Betty bøjede Hovedet og sænkede Hænderne i sit Skød; – nu, da hun havde faaet Visheden, faldt hun kraftesløs sammen. Men heller ikke Emanuel formaaede 174 længer at beherske sin dybe Grebethed. Hans Tale lød som en med Møje undertrykt Graad, og hans store, ubevægeligt fremadstirrende Øjne stod fulde af Taarer, idet han vedblev:

"Det er saa underligt for mig. For … ja, nu kan jeg sige det … jeg har jo altid følt, at Gud havde en Hensigt med mig og mit Liv. Det var ikke Hovmod. Jeg har aldrig troet mig hverken større eller bedre end Andre. Langtfra! Men Kristus har jo selv sagt: "Min Kraft er mægtig i de Svage". Og dog! Nu, da det er sket, forstaar jeg ikke, at Gud har fundet mig værdig. I Morges … i Morges, da han kaldte mig i Enrum med sig, og jeg gik derude paa de store Højder og for første Gang ret følte mig Ansigt til Ansigt med Verdens Herre, overskygget af hans Aand, gennemtrængt af hans Magts Vælde … det var, som knugedes jeg til Jorden, og jeg havde ikke Mod til at opløfte mit Blik imod ham! Jeg havde nu ogsaa i den sidste Tid helt levet mig ind i den Tanke, at jeg dog ikke var kaldet til at være Guds Tolk, at mine Dage skulde glide hen i stille Afsideshed hos mine Kære. Og jeg føler det nu … og jeg tør vel ogsaa sige det … jeg vilde vel nok have været mere glad, om jeg havde kunnet faa Lov til at leve mit Liv 175 paa saadan Vis. Men ske ikke min, men Herrens Vilje! – –"

Han holdt inde. Sindsbevægelsen var ved at overmande ham. Det var, som om Erindringen om en nys udstaaet Dødens Angst fik hans brudte Stemme til at bæve, og Taarerne gjorde hans Kinder vaade.

De sad atter tavse en Stund.

"Hvad tænker du da nu at gøre, Emanuel?" spurgte omsider Betty.

"Fuldkomme den Gerning, Gud giver mig at udføre. Andet véd jeg ikke. Min Vilje er i hans Haand!"

"Hvad vil du da? Tænker du paa at blive Præst igen? Eller hvad vil du?"

"Jeg véd det ikke."

"Vil du maaske rejse? Vandre om som Lægprædikant? … Og Børnene?"

"Jeg véd det ikke. Men jeg har bedet Gud om et Tegn, at jeg kan være beredt."

"Et Tegn? … Og det venter du!"

"Hver Dag og Time fra denne Morgen. Og jeg tror, det kommer snart. Jeg føler, at Gud haster."

Betty kunde ikke længer beherske sig. I et Udbrud af vild Forfærdelse kastede hun sig pludselig om hans Hals og raabte:

176 "Emanuel! Emanuel! Kom dog til dig selv! Hør mig dog! Du véd ikke, hvad du siger! – – Nej, nej, du faar ikke Lov at tale. Du maa høre mig. Jeg er dog din Søster! Det er forfærdeligt! Emanuel … Du maa komme til Fornuft – hører du? – Du maa tænke paa Fremtiden, paa Børnene, paa os Alle. Se dog! Du véd ikke, hvad Dag du staar paa Gaden uden Tag over Hovedet, uden en Bid Brød til dine Børn. Fa'er vil ikke hjælpe dig mere … og kan det heller ikke. Jeg har ondt nok ved at hjælpe mig selv. Du véd, hvor lidt Torm efterlod. Hvad vil du da gøre? Styrt os dog ikke i Ulykke, Emanuel! … Nej, du maa ikke tale. Nu skal du en Gang høre Sandheden! Har du ikke gjort os Sorg nok? Er det ikke din Skyld, at Fa'er er syg og fortvivlet? Vi er Allesammen fortvivlede for din Skyld, Emanuel! Véd du, at jeg har set Fa'er græde over dig? Det skulde du tænke paa! I mere end ti Aar har vi levet i Angst for dig. Er det ikke nok! Skal vi da aldrig kunne tænke paa dig uden med Skam? … Aa, Emanuel, om du blot vidste, hvor stor Glæde du kunde – –"

Hun formaaede ikke at tale mere. I et Anfald af hysterisk Hulken sank hun sammen ved Broderens Bryst.

177 Emanuel lod sagtmodigt sin Haand glide ned over hendes Haar.

"Stille! Stille, Søster! Du er ikke god mod dig selv! … Og hvorfor vil du forarges paa mig? Har da ikke Kristus vist os Vejen, vi skal vandre … han, som var Guds egen Søn og dog ikke ejede det, hvortil han kunde hælde sit Hoved?"

"Aa – hvor du taler!" afbrød Betty i opblussende Heftighed og rettede sig paany i Vejret. "Det er formasteligt! Har Gud maaske givet dig Hus og Hjem og Slægt, for at du skal lægge det Altsammen øde? Har han givet dig Hustru og Børn, for at – –"

Hun fik ikke udtalt. Emanuel lagde Haanden paa hendes Arm og saa' strengt paa hende.

"Du véd ikke længer, hvad du siger, Betty. Derfor skal nu du tie! Var det dig mon ikke tjenligere, om du gik i Rette med dig selv, før du anklagede Andre? Ogsaa dig har jo Herren hjemsøgt, Betty! Tror du ikke, han har haft et Ærinde hos dig, da han bankede paa din Dør med Dødens kolde Haand? Tror du ikke, han kom for at spørge, om du nu var hjemme for ham … for ham alene? Luk dit Hjærte op en Gang! Først tog Gud dit Barn og din Mand, saa fratog han dig Rigdom, Ære, Anseelse og Verdens Beundring, … 178 har du husket at takke ham derfor? Har du skønnet paa, at han saaledes har taget Byrde paa Byrde fra dig og kærligt beredt dig Vejen til hans Hjærte? Hvis ikke, saa er det Tid, at du ræddes for dig selv! Det haster, Betty! Mærker du det ikke? Dommens Dag er nær! Ser du ikke, hvordan Alting vakler, at Verden er i Opløsning? Gud har taget sin Velsignelse fra Menneskenes Samfund, og Dæmonerne regerer i det som Orme i et Aadsel. Gaar ikke Lasten og Egennytten nøgen paa Gaderne? Har ikke Skamløsheden en Plakat paa hvert Gadehjørne? Ser du ikke, hvordan Hovmod og Hævngerrighed har spyet sin Gift over Alles Sind? Stand rejser sig mod Stand, Folk mod Folk … Hadet har tændt Landene i Flammer, og Blodtørsten brøler af Kanonernes Munde. Ja, selv fra Herrens eget Hus, fra Kristi egen, dyrekøbte Menighed er hans Aand flygtet bort. Ser vi ikke Selvretfærdighed og Selvklogskab føre Strid om Kirkens Højsæde? Staar ikke mangt et Sted den aabenbare Vantro paa Prækestolene –?"

Han standsede. Henne i Havestuedøren var Tjenestepigen kommen til Syne. Hun havde allerede staaet der nogen Tid, men Emanuel havde i sin lidenskabelige Henrevenhed ikke set hende.

"Hvad er der, Angelica?" spurgte Fru Betty.

179 "Det er den Mand, som er her igen."

"En Mand?"

"Ja, den Mand, som var her før. Jeg har vist ham ind i Herrens Værelse."

"Sig ham, jeg skal komme," sagde Emanuel.

Han rejste sig. Men inden han gik, vendte han sig endnu en Gang mod Betty og sagde mildt og forsonende:

"Søster! Giv mig din Haand! Om vore Veje herefter skal skilles, saa tænk dog ikke paa mig med ondt Sind. Nu vil du ikke høre mig, – men vi mødes nok igen. Jeg tror det sikkert, at ogsaa din Tid vil komme. Ogsaa du vil engang med Forfærdelse forstaa Ordet, at den, som elsker sit Liv, skal miste det. Jeg kender din Sjæl, Betty. Du følger mig nok efter! … Giv mig din Haand paa det!"

Hun gjorde, som han bad. Men da han var gaaet, søgte hun ind i Nøddegangen, hvor Ingen kunde se hende, og vred fortvivlet sine Hænder.

III.

Da Emanuel kom ind i sit Værelse, rejste der sig en Mand fra den haarde Hestehaars-Sofa, som udgjorde Stuens væsentligste Bohave. Han 180 maatte stirre temmelig længe paa den lange, ludende Skikkelse, før han blev fuldt forvisset om, at det var Væver Hansen. De sidste Tiders haarde Modgang var nu heller ikke gaaet sporløst hen over denne prøvede Mand; og som han stod dèr med sit vandkæmmede Hoved paa Siden og lod, som om han var lidt forlegen og ikke ret vidste, om han turde give Haanden eller ej, lignede han slet ikke det Billede, Emanuel havde bevaret af sin gamle uforsonlige og kampfærdige Modstander.

Af alle de Mænd, Emanuel i hele sit Liv var kommen i nærmere Berøring med, havde Ingen virket saa frastødende paa ham som Væver Hansen. Om han nogen Sinde havde baaret Nag til et Menneske, havde det været til ham. Hans Blod havde kunnet komme i Kog, naar han tænkte paa det dulgte Fjendskab, hvormed denne Mand altid havde pustet til enhver Tvedragts Ild, der var opstaaet mellem ham og hans gamle Menighed, – den Skaanselsløshed, hvormed han havde forfulgt ham, da Kampen tilsidst paa hans Anstiftelse brød ud i lys Lue.

Men i den Sindsstemning, hvori han nu befandt sig, glemte han al gammel Strid, – ja han følte Trang til at gøre Bod, fordi han saa længe havde næret ukærlige Følelser for En, der dog var 181 hans Næste, hans Broder, et Guds Barn som han selv.

"Velkommen, Jens Hansen!" sagde han og rakte ham fredsæl sin Haand. "Du kommer, som du var kaldet!"

"Kaldet?" spurgte Væveren med stive Øren.

"Vi skiltes jo i sin Tid ikke som Venner. Men nu skal der ikke længer være Fjendskab imellem os. Kom, lad os sætte os og tale sammen."

De tog Plads ved Siden af hinanden i Sofaen.

Væveren sad derpaa en Stund og stammede og gned Hatten med sit Frakkeærme, som om han trykkedes af Anledningen til sit Besøg og havde svært ved at finde en passende Indledning.

"Jeg vil nu haabe paa" – begyndte han endelig – "at du ikke vil blive fortrydelig over mit Ærinde. For det kan vistnok tage sig løjerligt nok ud, og jeg har saamænd ogsaa mangen Gang sagt til mig selv, at det Hele var bare Taabelighed, som jeg gjorde bedre i at gemme ved mig selv. Men det er nu ligegodt bleven ved at prikke ved mig. Og saa har jeg nu ment, at der var jo ingen Skade sket ved at udtale sig derom til den, der dog er nærmest til at høre det."

"Tal kun frit! Lad os en Gang være fuldt 182 aabenhjærtige mod hinanden," sagde Emanuel indtrængende og lagde Haanden paa hans Knæ.

"Ja, saa vil jeg da rent ud sige, at jeg længe har gaaet og været saadan … slet ikke glad, vil jeg sige, … ved at se paa Udviklingens Gang herhjemme i den senere Tid, saadan i de aandelige Sager. Jeg kan nu dog heller ikke tro andet, end at ethvert sandt Kristenmenneske maa føle sig ret inderligt bedrøvet ved al den Babels-Forvirring, hvortil vi nu er bleven Vidne i vor Kirke. Se, ovre til vort har vi nu faaet saa mange af dissehersens Selvretfærdige. Andre Steder sidder de jo endnu og synger efter den gamle Salmebog … og saa er der jo ogsaa de nymodens Folk, de her Rationalister, som de kalder dem, der vil have vor Barnetro forandret og gaar og snuser omkring Fritænkeriet ligesom Katten om den varme Grød. Og alle ligger de og kives om vor Saligheds Sag. Se, det er just al den Splidagtighed, der længe har gjort mig saa trang om Hjærtet, saa jeg mangen Gang ligefrem tykkes, at jeg kan ikke forstaa, hvordan det skal blive mod Enden."

Emanuel nikkede.

"Men saa var det nu forgangen Nat, at jeg havde en saadan løjerlig Drøm, som jeg siden ikke har kunnet faa ud af mine Tanker. Se, jeg 183 havde nu netop den Aften ligget og tænkt saa meget paa, om dog ikke snart den Mand vilde opstaa, der saadan med Aandens rette Myndighed kunde samle de adsplittede Dele af Vorherres Menighed i vort Land. Saa var jeg lige netop falden i Søvn, da jeg drømte, at Døren til mit Kammers aabnede sig af sig selv, og en … en saadan Skikkelse kom ind. Det var en meget høj Skikkelse, der var helt hyllet i et hvidt Lin, saa man hverken kunde se Ansigt eller Hænder. Men paa Brystet var der et stort gyldent Kors, kan jeg huske. Saa kom nu denne her Skikkelse hen til min Seng og sagde med saadan en underlig Stemme: "Staa op, Jens Hansen, tag din Baad og drag over til din Ven, som du har gjort Uret. Sig ham, at hvor Tusinde er forsamlet i Herrens Navn, skal han tale". Netop som den havde sagt de Ord, saa vaagnede jeg med saadan et Ryk – og saa var det Hele jo forbi."

"Og det drømte du!"

"Ja, jeg vil saamænd oprigtig talt sige, at jeg agtede i Førstningen ikke meget derpaa. Man drømmer jo saa meget Narreri, som der hverken er Forstand eller Mening i, og man glemmer det da ogsaa gerne lige saa gesvindt, som det er kommet. Men det var nu saa underligt med den 184 her Drøm. For den blev immer ligesom ved at minde mig, … jeg kunde tilsidst slet ikke blive den kvit hverken Dag eller Nat. Saa kom jeg til at tænke paa, at der egentlig ogsaa var som en Betydning i den. Besynderligt de Ord om de Tusinde, der skulde forsamles i Herrens Navn … det var jo ligesom, at der kunde være tænkt paa det store Møde, som nu skal holdes her i Sandinge."

Emanuel havde bøjet sig fremover i den heftigste Sindsbevægelse.

Tegnet! – tænkte han. Og han følte som en hellig Indvielses Gysning sænke sig ned igennem ham.

"Saa var det jo, jeg forgangen besluttede at tage herover til dig," vedblev Væveren, der stadig aarvaagent havde iagttaget Virkningen af sin Fortælling. "Jeg kom jo da ogsaa, som du vel véd, men traf dig ikke hjemme. Og egentlig var jeg ganske glad ved det dengang. For da det kom til Stykket, saa syntes jeg jo igen, at det Hele var ikke værd at spilde Ord paa. Men det hjalp nu ligegodt ikke. Jeg fik alligevel ikke Fred for det Syn. Det var, ligesom det helt havde magtstjaalet mig, som man siger. Og nu er jeg da for Resten ogsaa kommen til den Mening, at der virkelig var som en Indskydelse i den Drøm. For det véd jeg 185 nu, at vi i sin Tid Allesammen tog fejl af dig. Men vi har lært at forstaa dig nu. Det taler vi netop saa ofte om derovre, naar vi saadan tænker tilbage paa de gode Dage, da vi levede sammen. Og derfor er jeg kommen herover for at sige dig det: du er Manden, Emanuel!"

Emanuel hørte Intet længer. Han var aldeles hensunken i sig selv. Endog da Væveren nu meget livligt og tungefærdigt gav sig til at udvikle, hvorledes han mente, at den sande Kristendoms Venner bedst og virkningsfuldest kunde optræde ved det forestaaende Møde, forholdt han sig tavs og ubevægelig.

Først da Væveren rejste sig for at gaa, vaagnede han op af sin Betagenhed.

"Ja, saa siger jeg nu saa mange Tak, fordi du ikke har taget mig mine Ord ilde op," sagde Væveren. "Jeg kan jo naturlig nok vide, at du ikke agter stort paa, hvad en Menigmand som jeg kan have at sige. Men jeg har nu ligegodt haft en Trang til at udtale for dig, hvad jeg føler! – Og saa siger jeg nu Farvel for i Dag."

Emanuel rakte ham mekanisk Haanden.

Da den Fremmede var gaaet, sank han ned paa Knæ ved Sofaen og laa længe i stille Bøn.

186

IV.

Om Eftermiddagen sad Sigrid og den lille Dagny nede paa Stranden og legede. Luften var stille, og ogsaa Havet havde lagt sig til Ro efter de forudgaaende Dages Uvejr. Dagny havde samlet en Del Rullesten, som hun med stor Samvittighedsfuldhed stablede op og byggede Huse af. Sigrid derimod sad tankefuld for sig selv og lod Haandfuld efter Haandfuld af det hvide Sand rinde langsomt ned mellem hendes Fingre.

Ogsaa for disse To havde Dagen haft sine bevægede Timer, og det var Eftervirkningen af disse, der endnu gjorde Sigrid saa usædvanlig tavs og fraværende. Noget før Middag var de begge bleven kaldt ind til deres Fader, der havde taget dem op til sig og kysset dem saa længe og inderligt, som om det havde været deres Fødselsdag. Men endnu mere overraskede var de bleven, da han efter Middagsmaaltidet havde sagt til dem, at de skulde tage deres Tøj paa og følge ham ud at spadsere. Sligt var ikke hændet dem, saa langt de kunde huske tilbage. Endnu da de stod med Hattene paa, turde de ikke tro, at de virkelig havde forstaaet 187 rigtigt. Men Faderen havde taget dem i Haanden, og de var gaaet ud over Markerne og ind imod de store, grønne Enge, hvor lange Rækker af røde Køer stod og græssede. I Afstand havde de staaet og set paa, hvordan Høstfolkene mejede Kornet med deres store Knive. Allevegne var svinglende Kornlæs faret dem forbi med Piger oppe i Halmen. Og paa Hjemvejen havde de plukket Blomster langs med Vejkanterne.

Ikke des mindre havde Turen været dem en Skuffelse. Faderens tankefulde Tavshed, selve det usædvanlige, det var for dem at spadsere med ham og holde ham i Haanden, og saa dette, at han saa ofte standsede og strøg dem over Kinden eller endog paany løftede dem op til sig og kyssede dem … det havde Altsammen stemt særlig Sigrid saa højtidelig, at hun bare ønskede sig hjemme igen. Hun havde tilsidst faaet den Idé, at Nogen maatte være død. Hun kom nemlig til at tænke paa, at ogsaa Tante Bettys Adfærd hele Dagen havde været saa besynderlig. Lige fra om Morgenen havde Tanten gaaet med røde Øjne, og ved Middagsbordet havde hun hele Tiden siddet og grædt.

Denne Tanke havde siden ikke villet forlade hende. Og hun sad nu der i Sandet og grundede 188 over, om det kunde være hendes Bedstemoder, der var død. Eller var det maaske hendes Moder?

Noget borte paa Stranden, lige i Havstokken, stod Emanuel. Han havde staaet der længe, aldeles ubevægelig, og set omkring paa Himmel og Hav. Med den ene Haand støttede han sig til sin Egestok; i den anden, der hvilede bag paa Ryggen, holdt han de Blomster, som Børnene havde plukket til ham, og som han havde takket dem for med sine Kys.

Der var opvældet i ham en Trang til endnu en Gang at aande ud i Livets Luft, før hans Time slog. Han havde sagt til sig selv, at den Frist, Gud havde undt ham, turde han vel anvende til at nyde Fredens Glæder sammen med sine Smaa, inden Trængslernes Dage kom. Og de vilde sikkert komme! Han var fuldt forberedt paa, at fra den Dag, Guds Røst havde lydt gennem hans Mund, vilde hans Liv blive en aldrig hvilende Kamp, Fredløshedens Nødkamp mod Verdens skaanselsløse Forfølgelse.

Han stod og betragtede opmærksomt sine gamle Venner, de sølvhvide Maager, der uroligt kredsede omkring et Punkt i Luften, som om de tav med en dyrebar Hemmelighed. Hans Blik fulgte Landets dybt indskaarne Kyst, og med vemodig 189 Glæde nød han Synet af den hvide Strand og de høje, solbelyste Skrænter til begge Sider. Det gik i disse Øjeblikke op for ham, at han egentlig ikke før havde haft noget Indtryk af Egnen, skønt han havde færdedes her i mere end en Maaned. Og han var saa overrasket af dens Skønhed, saa betaget navnlig af det fine Farveskær, hvori Alt var badet, at han aldeles fortabte sig i Beskuen.

Aldrig havde Synet af Naturen indgydt ham en saa livsalig Fred; aldrig havde dens Skønhed saa tydeligt aabenbaret sig for ham som en Afglans af den himmelske Herlighed. Og han forstod godt hvorfor. For første Gang betragtede han Verden som den, der har overvundet den. For første Gang saa' han ret det Synlige gennemstraalet af det Usynlige, følte han de timelige Ting gennemtrængte af Evighedens ophøjede Ro. – O ja, om Menneskene dog blot vilde oplade Sjælens Sanser, da var Himmerig aaben for dem, hvor de end færdedes! Da sænkede Saligheden sig ned over os med Dagens Lys som med Nattens Mørke. Da hørte vi Guds kærligt kaldende Røst i Stormens vilde Brag som i Græsstraaets sagteste Hvisken. Da tonede Luften af Englenes Sang, og hver Lyd blev en Genklang af Evighedens dejlige Harmonier.

190 "God Dag!" lød en Stemme bag ved ham.

Han vendte sig om.

Deroppe paa Stranden stod Frk. Ragnhild i sin lysblomstrede Kjole, med en valmuerød Parasol over Hovedet og en sort Vifte hængende ned fra Bæltet. Hun kom oppe fra Landevejen, hvor hun et Øjeblik havde staaet og ligesom betænkt sig paa, om hun skulde nærme sig.

"God Dag!" gentog hun, skønt Emanuel ikke hilste. "De ser saa himmelfalden ud. Det er vist ogsaa forfærdelig dristigt af mig at forstyrre Dem, men De kommer virkelig til at fortælle mig, hvad der er paa Færde med Deres Søster. Jeg kommer netop deroppe fra, og Pigen meddelte mig, at Betty havde lagt sig og ikke kunde modtage Nogen. Hun er da ikke syg? Hun har set daarlig ud de sidste Dage. Jeg er rigtig urolig."

Emanuel hørte ikke hendes Spørgsmaal. Han var virkelig bleven overrasket ved Synet af hendes Skikkelse, hvilken han – til sin egen Forundring – i hele dette lange bevægede Døgn ikke en eneste Gang havde tænkt paa. Dog jo! Han huskede nu, at der et Øjeblik om Eftermiddagen, da han endnu sad hensunken i den første Bedøvelse efter Modtagelsen af Hansines Brev, var tumlet ham en Række 191 forvildede Tanker gennem Hovedet, … Tanker, der ogsaa havde kredset om Frk. Ragnhild. Det havde været, som om en Djævel hviskede ham i Øret: "Tøv nu ikke længer. Forstaar du ikke, at Gud selv har overklippet dine Baand og gjort dig fri? Verden ligger dig aaben, og Livets Lykke venter." – Han mindedes det nu kun som en fjern, ond Drøm. Det havde været Kødets sidste, afmægtige Opblussen i Overgivelsens Stund, Dødsskriget af en Følelse, som nu var udslukt i hans Bryst … dog nej, ikke udslukt, men forvandlet, forherliget, taget op i den store, bekymrede Næstekærlighed, som nu helt fyldte hans Sjæl.

"Men hvorfor svarer De dog ikke!" udbrød Frk. Ragnhild i en utaalmodig Tone, der dog ikke lød ganske ukunstlet. "Er Betty syg, siden hun ikke vil se mig, eller hvorledes forholder det sig? Pigen sagde, at hun nylig havde lagt sig. Er det maaske blot hendes sædvanlige Hovedpine? – Men saa svar mig dog!"

Emanuel nærmede sig nu med langsomme Skridt. Hans Ansigt var bleven dybt alvorligt. Kun i Øjnene laa endnu som et Genskin af den himmelske Fred.

"Vær kun uden Frygt! For min Søster skal De ikke have Bekymring. Jeg tror, at hun netop 192 nu er paa Veje til at blive helt rask. – Men hvorledes har De det selv, Frk. Tønnesen?"

"Jeg? Aa Tak … som man kan have det," svarede hun, – og da han nu var kommen hende saa nær, at hun kunde mærke hans Aande, begyndte hun at bruge sin Vifte. – "Jeg spiser godt, sover godt, trives godt. … Hvad kan man saa forlange mere?"

Emanuel tav.

"Nu ja … vil De saa være saa god at hilse Betty fra mig," vedblev hun og nikkede over sit Parasolskaft. "Jeg maa skynde mig hjem. Farvel, Hr. Pastor."

"Frøken Tønnesen," sagde Emanuel efter en kort Betænkning. "Vil De unde mig et Øjebliks Samtale?"

"En Samtale!" gentog Frk. Ragnhild og vendte sig overrasket om – hun var allerede kommen et Stykke bort. "Hvor højtideligt! … Det lyder næsten som et Frieri."

"Det kan De paa en Maade ogsaa kalde det. Gaar De hjem nu?"

"Ja".

"Vil De tillade mig at gøre Dem Følgeskab?"

"Saa gærne! … Men kun til Havelaagen! Jeg holder strengt paa Formen, véd De."

193 Hun understregede de sidste Ord ved at opløfte sin sammenfoldede Vifte. Men hendes Livlighed gjorde stadig et noget anstrengt Indtryk. Navnlig var der noget vist ubehersket i den Maade, hvorpaa hun smilte.

"Frøken Tønnesen," begyndte Emanuel, efter at de en Stund havde vandret tavse langs med Stranden. "Synes De egentlig ikke, at vi To har et Slags Mellemværende at afgøre med hinanden?"

"Et Mellemværende? … Jeg kan ikke tænke mig, hvad det skulde være."

"Kan De huske en stjerneklar Vinternat for halvandet Aar siden? Vi fulgtes hjem fra et Selskab … et overdaadigt Gæstebud, hvor det var, som om … ja som om alle menneskelige Laster, alle Syndens Rangspersoner havde sat hinanden Stævne. Kvinderne var i Klædninger, hvis Luksus og Letfærdighed – det tror jeg sikkert – har faaet Englene i Himlen til at græde; og Mændene – –"

"Men du gode Gud! Hvad var dog det for et Sodoma?"

"Kan De virkelig ikke gætte det?"

"De mener da ikke Deres afdøde Svogers Fødselsdagsselskab? Jeg husker nu, at De den Gang absolut vilde ledsage mig hjem, skønt jeg bad Dem om endelig ingen Ulejlighed at gøre Dem."

194 "Jo, netop. Den Aften mener jeg."

Frk. Ragnhild gav sig Luft i en lille nervøs Latter.

"Ja, De bliver dog Dem selv lig, Hr. Hansted! Hvor kan De nu finde paa at udmale det uskyldige lille Selskab med saa forskrækkelige Farver. Det var jo ganske tarveligt og bestod næsten udelukkende af Familjen. Der var jo den Gang endnu Sorg hos Generalkonsulens for lille Kaj. Jeg husker i hvert Fald, at næsten alle Damerne var i Sort. Jeg ogsaa!"

"Ja – De ogsaa!"

"Men … det er virkelig komisk … hvor kommer De dog til at tænke paa den Slags ligegyldige gamle Ting?"

"Jo, jeg skal sige Dem, Frøken Tønnesen, – jeg gør i Dag mit Regnskab op."

"Ja saa," sagde hun kort. "Men mig skylder De ikke Noget. Ikke en Gang en Forklaring."

"Jo, det er just det, jeg gør. Jeg skylder Dem meget mere, end De vistnok aner … meget mere, end jeg nogen Sinde formaar at betale Dem tilbage. Nu kan jeg godt sige det, – ja nu er det min Pligt at sige det, – den Aften, vi her taler om, afgjorde Gud min Skæbne. Og De – Frøken Tønnesen – var Redskabet i hans Haand!"

195 Han saa' fra Siden hen paa hende med et varmt Blik, der lyste af hellig Iver.

"Vil De sige mig" – tilføjede han – "følte De det den Gang selv paa samme Maade?"

"Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener," sagde hun i stigende Uro og paaskyndede sin Gang.

"Aa jo, De forstaar mig nok, tror jeg. Og nu vil jeg tale aabent til Dem, Frk. Ragnhild. For se … jeg har nu tænkt mig, at Tiden var kommen, da jeg kunde gøre Dem lidt Gengæld. Nu er De jo ogsaa bleven ene. Den, der hidtil var Deres Ledsager her, er jo nu rejst. Maaske kan der da blive lidt Gehør for mig ogsaa. – – Ja, nu sér De saa utaalmodig ud. Jeg véd jo nok, at De foragter mig, at De har Medynk med mig … jeg véd det godt. Men det gør ikke Noget. Blot jeg kan faa Deres Sjæl i Tale. Og det faar jeg nok tilsidst. Om ikke nu, om ikke i Dag eller i Morgen eller i Overmorgen, saa naar min Tid kommer!"

"Jeg tror ikke, det nytter, vi taler om den Slags Emner, Hr. Hansted. De véd, vi tænker saa forskelligt, at ..."

"Aa jo, det nytter nok … det nytter nok!"

"Ja – undskyld – men her er vi i hvert 196 Fald ved Havelaagen. Altsaa: Farvel, Hr. Hansted! Og Tak for Følgeskabet."

Hun skyndte sig at komme indenfor Laagen.

"Frk. Tønnesen! Endnu blot et Ord! … Er De vred paa mig?"

"Hvor falder De nu paa det?"

"Hvorfor giver De mig da ikke Haanden, naar De gaar? … Finder De mig maaske ikke værdig?"

"Herregud! Hvad er nu det for Taabeligheder!"

"Vil De ikke give mig Haanden? … Vil De ikke?" blev han ved at bede.

Frk. Ragnhild blev lidt rød.

"De er et Barn!" sagde hun og rakte ham Haanden. "Saa – er det nu godt?"

Emanuel beholdt hendes Haand mellem begge sine og sagde med lidenskabeligt bevæget Stemme:

"Frk. Ragnhild! Nu er De min! Nu slipper jeg Dem ikke, før De har hørt mig og er bleven et Guds Barn. … Nej, det nytter ikke, De ser saa vredt paa mig. Jeg vil bede for Dem, Ragnhild … Dag og Nat vil jeg bede for Dem, at vi en Gang kan samles i Glæde ved Guds Trone!"

Frk. Ragnhild vristede heftig sin Haand løs, og med et bydende: "De skal gaa", gik hun hurtigt ind i Haven.

[gå frem]