Dommens Dag

Et Tidsbillede

Af Henrik Pontoppidan

Første Bog

3

I.

I en øsende Regn kom en gammel Kaleschevogn agende oppe paa Sandinge nye Stationsvej. Det var en Dag i Begyndelsen af Juli, men Himlen var sort og lav som ved Novembertid. Vandet styrtede ned; det var et fuldkomment Skybrud. Oven paa Kaleschens buklede Læderhimmel havde der samlet sig en hel Sø, som skvulpedes frem og tilbage under Vognens ujævne Bevægelser. Overalt paa den bedagede Karosse, lige fra to Kufferter, der var surret fast bagpaa, indtil en stor Paraply, hvorunder et Fruentimmer sad og krøb sammen oppe paa Bukken ved Siden af Kusken, randt Vandet i stride Strømme. Det var et ynkeligt Syn.

Havde der endda været lidt Fart i Køretøjet! Men som det dèr sneglede sig frem med et Par sølle smaa, skindmagre Heste og samvittighedsfuldt malede sine høje Hjul rundt i Vejens tommetykke, vællingagtige Pludder, gjorde det et Indtryk, som 4 om det havde faaet til Opgave ret at anskueliggøre for enhver Vejfarende, hvor afskyeligt Vejret var, hvor trøstesløs den hele Egn strakte sig mod Horisonten med sine ensformige Markskel og nøgne Banker. Man maatte uvilkaarlig faa den Forestilling, at der inde under den sorte Kaleschehimmel sad en eller anden levergusten Hypokondrist med indsunkne Øjne, der stirrede sløvt ud paa Regnen, uden Energi til at skynde paa Kusken, men ogsaa uden nogen som helst Utaalmodighed i Retning af at naa sit Bestemmelsessted, hvor ingen Glæde ventede.

Da tittede pludselig et rødkindet, smilende Barneansigt op over Kaleschens Forlæder .... og lidt efter kom ét til … og samtidig en lille, buttet Haand, der med udspilede Fingre søgte at opfange de nedfaldende Regndraaber. Det var en Aabenbarelse saa overraskende som at se Englehoveder dukke op af en Ligkiste. De lyseblaa Øjne straalede af lyksalig Forventning; og for hvert Hus, de kørte forbi, hvert Par Faar, der stod og græssede ved Vejkanten, brød begge de Smaa ud i høje Henrykkelsesraab.

Pludselig vendte den største af dem sig om og raabte ivrigt:

"Fa'er! Tante! … Se dog!"

5 Vejen havde foretaget en stor Svingning og samtidig sænket sig, hvorved Udsigten var bleven aabnet til et vidtstrakt Engdrag, der – fladt som et Vand – bredte sig mellem høje, golde Bakkeskraaninger. Derude midt paa den grønne Flade saaes gennem Regnsløret Sandinge By med store, gulkalkede Bøndergaarde og en gammel Havstens Kirke. Ikke langt derfra løftede Stedets berømte Højskole sine røde Mure, … et vidtløftigt Kompleks af store og smaa Bygninger, der ledte Tanken hen paa noget som en større Stats- eller Regeringsanstalt, hvad Skolen paa en Maade ogsaa nu var bleven.

Det var lige i Middagsstunden. Fra alle Byens Skorstenspiber sænkede en brunlig Tørverøg sig tungt over Straatagene, og rundtomfra hørtes Hanerne at kalde Hønsene til Køkkendørene. Da Kaleschevognen skumplede gennem Gaden, var der ikke et Menneske at se; hele Byen var som uddød. Kun henne fra et lille gult Hus, hvor den folkelige Friskole holdtes, hørtes Skolebørnene at synge i vilden Sky under Anførsel af Lærerens vellystigt tremulerende Bas.

Idet Vognen kørte der forbi, traadte Friskolelærer Povelsen i højstegen Person ud i Forstuedøren, som næsten udfyldtes af hans omfangsrige 6 Skikkelse. Med den aabne Salmebog i Haanden og uden at afbryde Ledelsen af Sangen blev han ved at stirre efter Køretøjet, indtil det forsvandt for ham i Regntykningen.

"Hvem var det, Jørgen Hansen?" spurgte han da en lille, førladen Bondemand, som imidlertid var kommen frem i en Lo-Dør ovre paa den anden Side af Gaden.

Jørgen Hansen gav sig god Tid til omhyggeligt at rense sit Pibehoved, før han svarede. Saa sagde han meget betænksomt og med en Inderlighed, som om Talen galdt et betroet Hjærteanliggende:

"Ja se, det véd jeg saamænd itte, Pøvelsen, … jeg véd det saamænd itte. Men ellers var det jo Ole Olens Bæster dernøre i Lejet."

"Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var Kromandens nye Vogn. Men hvem var det, som sad indeni?"

"Ja se, det kan jeg sandelig itte sige, Pøvelsen, … nej, jeg kan mente itte. Kanskesens det var no'en af disse hersens Bademennesker, der er ventendes dernøre."

"Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo Nogen forgangen ogsaa. Naa! … Jesus, dine dybe 7 Vunder!" Læreren istemte atter Børnenes Sang og vendte tilbage til Skolestuen.

Imidlertid skumplede den gamle Karosse videre nordpaa ad den ganske flade Landevej, der i en bugtet Linie fulgte Bredden af en lille Aa, som gennemstrømmede Eng-Landskabet. Overalt stod lange, lige Rækker af rødbrogede Køer, der i fuldkommen Ubevægelighed, med ludende Hoveder og halvlukkede Øjne, taalmodigt skød Ryg mod den nedstyrtende Regn. Men efterhaanden naaede Vognen magrere Jorder, hvor stridhaaret Ungkvæg gik og græssede mellem altfor mange og altfor brogede Blomster. Skrigende Maager kredsede i Luften og forraadte Havets Nærhed. Snart dukkede ogsaa den hvide Strandbred op forude. Og nu skimtedes en Række smaa Fiskerhytter, et Par Bøndergaarde og en teglhængt Kro – "Sandinge Leje".

Dette Sted havde i de senere Aar vundet en vis Navnkundighed … i hvert Fald i Aviserne. Efterat nemlig en ny Jærnbane havde aabnet den hidtil temmelig afsides liggende Egn en forholdsvis nem Forbindelse med det øvrige Land og navnlig med Hovedstaden, var Stedets Krovært bleven greben af den Ærgerrighed at ville skaffe Lejet Berømmelse som Badested. Hvert Foraar havde iøjnefaldende Bekendtgørelser i Bladene henledt det højtærede 8 Badepublikums Opmærksomhed paa dette "første Rangs Kursted" og dets "vildt romantiske Naturomgivelser"; og virkelig var det i de sidste Sommere lykkedes at hidlokke en halv Snes sværmeriske Københavnere, der drev omkring langs den flade Strand og regelmæssig hver Aften stillede sig op nede ved Havstokken for i drømmende Henrykkelse at betragte Solens Nedgang i Havet.

Det var dog ikke mod Kroen – "Hotel Kattegat", som den nu var døbt, – at den gamle Kalesche styrede sin Kaas. Ved Indkørslen til Lejet drejede den ad Vester, hen imod en stor og smukt vedligeholdt Bondegaard, der laa lidt udenfor den egentlige By. Et netop hejset Flag tilkendegav ogsaa, at det var her, Gæsterne ventedes.

II.

I den samme regnfulde Middagstime var der stor Forsamling i "Sandingehus", en malerisk, i norsk Stil opbygget Bjælkevilla, der laa inde under Bakkeskrænten ikke langt fra Højskolen. Her residerede for Tiden den bekendte, formuende Enkefru Lene Gylling, der gerne om Sommeren forlagde 9 sit folkelige Hof hertil fra Hovedstaden for at være i Nærheden af den Virksomhed, som mere end nogen anden kunde glæde sig ved hendes Beskyttelse.

I den rummelige Havestue, hvorfra en Fløjdør stod aaben til det Fri, var der forsamlet henimod et halvt Hundrede Mennesker. Det var til Dels fremmede Tilrejsende af den Art, man til Stadighed saa' her som Højskolens Gæster: højtalende Præster med deres folkeligt klædte Hustruer, alvorsfulde, langskæggede Landsbylærere og rundryggede Bondestudenter med blege Ansigter. Forøvrigt saaes ogsaa et Par af Højskolens egne Lærere og af Egnens velnærede Bønder med deres Koner. Der havde som sædvanlig været holdt et Formiddags-Foredrag paa Skolen, og det var nu en Gang en fast Skik – som Fru Gylling satte megen Pris paa – at man efter Foredraget samledes i "Sandingehus" for at tilbringe Middagstimen med fortrolig Vennepassiar ved en Pibe Tobak.

Denne "Vennepassiar" udartede imidlertid regelmæssigt til en varm Debat om Dagens forskellige sociale, politiske og religiøse Spørgsmaal. Det syntes efterhaanden at være bleven disse Mennesker en ligefrem Livsfornødenhed at diskutere, fremsætte Meninger, udvikle Livsanskuelser og profetisk fortabe 10 sig i Fremtiden. Særlig var de religiøse Emner igen kommen paa Dagsordenen, efter at de i adskillige Aar havde været fortrængte af den altopslugende Politik. Overalt havde Folkesagens kristne Venner – skuffede i Haabet om det jordiske Freds- og Retfærdighedsriges nær forestaaende Komme – med forstærket Iver vendt Tanker og Hu mod det Hinsidige.

Den Forhandling, der i Dag satte Sindene i Bevægelse, drejede sig da ogsaa udelukkende om Tidens stærke religiøse Brydninger. Særlig beskæftigede man sig med Planen til et stort Møde, som man agtede at afholde her paa Højskolen umiddelbart efter Høst, og hvor den fri, folkelige Kirkes Tilhængere skulde samles fra hele Landet til gensidig Opbyggelse og Bestyrkelse i Troen. Trangen til en saadan Genoptagelse af Fortidens almindelige Vennemøder havde længe været levende i disse Kredse. Det lod sig nemlig ikke længer skjule, at det frisindet-religiøse Samfund i den senere Tid i en betænkelig Grad havde tabt sin forrige Indflydelse paa Befolkningen. Partiets store Høvdinge var alle døde; og ogsaa de mere betydende af de stedlige Førere var – som her i Sandinge – efterhaanden gaaet bort. Samtidigt havde et middelalderligt Spøgelse, den mørke Pietisme, 11 rejst sig i uanet Vælde. Egn efter Egn havde næsten uden Modstand givet sig Helvedprædikanterne i Vold. Det var, som om den Række politiske Ydmygelser, der i de sidste Aar var overgaaet Befolkningen, havde lammet Sindene og gjort dem til et let Bytte ogsaa for det aandelige Ild- og Sværdregimente.

Under disse Omstændigheder var der efterhaanden opstaaet nogen Utaalmodighed i "Vennesamfundets" Lejr. Man krævede med stigende Styrke, at der skulde gøres Noget, … ja, der havde endog hævet sig Røster for den Anskuelse, at Samfundets hidtil forfægtede Kristendomsopfattelse led af visse Mangler, at den rent ud sagt ikke længer svarede til, hvad Nutiden fordrede. Partiets bestaltede Ord- og Penneførere havde derfor i den sidste Tid haft musetravlt med at underkaste Livssynet en kritisk Revision; og over hele Landet ventede den betrængte Menighed i voksende Bekymring paa det forløsende Ord, der endelig skulde bryde den kirkelige Reaktions Magt og gengive den frie, lyse og glade Kristendomsforkyndelse det tabte Herredømme over Sindene.

Det var just med disse Forhold for Øje, at man havde udstedt Indbydelse til det omtalte Vennemøde, hvor de forskellige Anskuelser kunde 12 komme til Orde og Afgørelse træffes angaaende en samlet Optræden overfor fælles Modstandere. Flere af de i Dag tilstedeværende Fremmede havde udtrykkelig indfundet sig for at faa Lejlighed til at indvirke paa Bestemmelserne om Forhandlingsemner, Foredragsholdere o.s.v.

Blandt disse Fremmede bemærkedes især en højvoksen, slank, skægløs Mand i Fyrretyveaarsalderen, omkring hvem Størsteparten af Selskabet efterhaanden havde samlet sig. Det var den i de sidste Aar meget omstridte Frimenighedspræst Vilhelm Pram, til hvem navnlig de Yngre var begyndt at se op som til en Fører og Fornyer, og hvis larmende Veltalenhed og hele fremtrædende Væsen røbede, at han næppe heller selv havde smaa Tanker om den Mission, han var sat til at udføre her i Verden.

Hans Berømmelse skrev sig fra, at han for et Par Aar siden ved et stort Kirkemøde, hvor der havde været baade Bisper og Provster til Stede, var fremtraadt med den aabne Bekendelse, at man efter Fremkomsten af den nyeste, uomstødelige Bibelkritik ikke længer med Sandhed kunde tale om en direkte guddommelig Aabenbaring men udelukkende var henvist til at søge Kundskab om Kristus og Kristendommen i den levende Menigheds 13 Vidnesbyrd; at man saaledes end ikke havde Lov til at lade sin Tanke og Fornuft trællebinde af den hellige Skrifts Avtoritet men skulde betragte Biblen som enhver anden Opbyggelsesbog, hvis Forestillinger man kunde forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede Ens personlige Behov. Disse Udtalelser havde i første Øjeblik virket skræmmende selv paa dem, der allerivrigst havde raabt paa en tidssvarende Udvikling af Vennesamfundets kirkelige Anskuelse. Men Sagen fik snart en anden Vending, idet Kirkemyndighederne tog Anledning af Talen til at afskedige Vilh. Pram fra hans Embede i Statskirken. Herved opnaaede han det Martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans Lære populær. En Kreds af oplyste Bønder i en smørfed, lollandsk Egn kaarede ham til sin private Sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld Tale og Skrift at slaa til Lyd for sin Anskuelse og hævde den som det nye Lys-Ord, der endelig og afgørende skulde bryde den døde Bogstav-Troes Jernaag og samtidig stanse de oplyste Klassers voksende Frafald fra Kristendommens evige Sandhed.

Denne Begivenhed og navnlig det heldige Udfald, den fik, havde været medvirkende Aarsag til, at ogsaa andre af Partiets fremadstræbende Aander fik Mod til at sige sig løs fra den trykkende Dogme-Tro. 14 Man havde efter den Tid formelig kappedes om at fremsætte nye, livsvækkende Sandheder. Saaledes havde en vis Pastor Magensen, der ogsaa var til Stede her i Dag, fornylig udgivet et opsigtsvækkende Flyveskrift "Bort med Helvedstraffene!" hvori han baade med Lærdom og med Hjærtelighed havde paavist, at Troen paa en personlig Djævel og en evig Fordømmelse stred saavel mod vor Forestilling om Guds Algodhed som mod Bibeloversætternes nyeste sproglige Resultater. Den lille blaaøjede Mand med de lyse Englelokker var saa dybt grebet af denne ny Lære, saa bekymret over sine Medmenneskers Vildfarelser angaaende dette Punkt, at han efter sin Kones Sigende endog om Natten i sine Drømme laa og vaandede sig ved Tanken om de umenneskelige Forestillinger om Helvedes Ildsluer og evige Pinsler. Som Pietisternes ikke uvittige Ypperstepræst skulde have ytret om ham: Fanden havde taget ham med Hud og Haar.

Det var alle disse brændende Spørgsmaal, der nu var bragt paa Bane her i Fru Gyllings Havestue, mens Regnen blev ved at strømme ned fra Himlen som dennes trøstesløse Graad. Rundt om paa Stuens mørke Bjælkevægge hang der store, malede Portræter af Folkefrihedens gamle Forkæmpere, der ligesom lyttende skuede ned over 15 den bevægede Forsamling af deres aandelige Sønner og Arvtagere. Dér sad Grundtvigs forklarede Gudfader-Skikkelse med Hænderne foran paa Maven, Monrad med en Haand dybsindigt under Kinden, Orla Lehmann med en Haand diplomatisk skjult mellem to Brystknapper, samt en stor norsk Digter og Kraft-Agitator med en knyttet Haand i Siden og et profetisk Lyn bag Brillerne.

Ordskiftet var efterhaanden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilhelm Pram et dybt Indtryk paa Forsamlingen, hvoraf i øvrig Størsteparten allerede forud hørte til hans svorne Tilhængere. Endog Værtinden, Fru Gylling, havde nylig – om end først efter adskillig Vaklen – sluttet sig til det reformivrige Parti, hvad der i høj Grad havde styrket dettes Stilling inden for Vennesamfundets Organisation. Den endnu smukke Dame med de smaa, fine Haarkrøller nedover Panden sad dybt nedsunken i en Kurvestol og saa' ud over Forsamlingen med dette interessante, drømmende Blik, der havde givet hende Ord for at være Danmarks aandfuldeste Kvinde. Som sædvanlig deltog hun ikke direkte i Diskussionen men tilkendegav til Gengæld flittigt sit Bifald ved smaa moderlige Nik og Smil til de forskellige Talere.

I det Hele herskede der den frejdigste Stemning. 16 Det udtaltes aabent, at hvad der nu skulde fuldbyrdes for Nordens Vedkommende, var den sidste, afsluttende Del af den Kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten Aarhundreders Forløb skulde Kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig Vildfarelse … genoprejses i den uforvanskede Lys-Skikkelse, i hvilken den alene ejede Magt til at erobre Verden og alle Folk, saaledes som det var den forjættet.

III.

Der var alligevel i det mindste én af de Tilstedeværende, som ikke deltog i den almindelige Tilslutning. Henne ved et af Vinduerne sad en midaldrende, mørkladen Mand og tyggede nervøst paa sit Overskæg. Under hele Debatten havde han siddet dèr i upaaagtet Tilbagetrukkenhed og med et Blik, der var tilsløret som af Feber, stirret hen paa det Sted, hvor Vilhelm Pram stod midt i sin andægtigt lyttende Tilhørerkreds med Frakken tilbageslaaet, den venstre Haands Fingerspidser i Vestelommen og den højre Arm dramatisk 17 udstrakt, ordrigt udviklende det Spørgsmaal om Mirakkeltroen, der efter hans Mening burde være Hoved-Forhandlingsemnet paa det forestaaende Møde, og som han havde formuleret i Sætningen: "Hvad maa et Nutidsmenneske fordre af Religionen?"

Denne ensomme Mand var Forstander Sejling, Sandinge Højskoles nye Bestyrer, der havde overtaget Ledelsen af Skolen efter den gamle Højskoleforstanders Død. Da Vilh. Pram havde sluttet sin Tale, rejste han sig endelig ligesom med en netop modnet Beslutning, knappede Frakken tæt om sin firskaarne Skikkelse og gik langsomt, med begge Hænderne paa Ryggen og fuldkommen behersket Mine, hen imod Kredsen.

"Jeg ønsker at fremsætte en Bemærkning," sagde han her med høj Røst, idet han afbrød den Diskussion, som Vilh. Prams Tale straks havde fremkaldt.

Ved Lyden af hans Stemme opstod der en lidt ængstelig Uro i Forsamlingen. Højskoleforstander Sejling var nemlig nok en højt anset Mand inden for Vennesamfundet, hvad man nylig havde vist ved at betro ham Ledelsen af denne Landets største og maaske mest elskede Højskole. Man beundrede hans ualmindelige Evner 18 som Foredragsholder, skattede hans smukke, beaandede Sprog og frem for alt den sædelige Alvor, der lyste ud af hele hans Personlighed. Men der var ved Siden heraf noget mærkelig uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en Art Frygt for ham, fordi man aldrig fuldt ud vidste, hvor man havde ham, fordi han aldrig var at formaa til at give en klar Redegørelse for sit Standpunkt overfor foreliggende Spørgsmaal … en Svaghed i hans ellers saa mandige Karakter, som man havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget Stemningsmenneske, en tungsindigt gærende Aand, der ensomt omtumledes af Tidens stormfyldte Tanker.

Tilsyneladende uden at lægge Mærke til den Bevægelse, hans Fremkomst vakte, saa' han sig med et alvorsfuldt Blik omkring i Kredsen og gav sig til at tale.

Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig med stor Tilfredshed havde hørt sin Ven Vilh. Prams Udtalelser, der vidnede om et aabent Sinds ildfulde Optagethed overfor Menneskenes store Livsspørgsmaal. Naar han ikke desmindre fandt sig beføjet til at fremkomme med et Par Modbemærkninger, var det, fordi han troede … ja efter megen alvorlig Selvprøvelse var bleven fuldt overtydet 19 om, at der i adskillige af de Bestræbelser, der var kommen til Orde her i Dag, lurede en Fare, som ikke Alle tilstrækkeligt paaagtede. Det maatte dog nemlig staa fast, at Kristendommen i Virkeligheden kun havde én Fjende blandt Menneskene: de Ikke-Kristne. Naar man i visse Kredse havde en Tilbøjelighed til at udstrække Hænderne – de være nu knyttede eller aabne – til alle Sider, var dette derfor et Udslag af misforstaaet Iver, der kun var egnet til at skabe Forvirring. Og naar Vilh. Pram i Dag paa det fremsatte Spørgsmaal om et Nutidsmenneskes Forhold til Religionen svarede med at stille den Fordring, at Troen ikke maatte lægge Fornuften i Baand og ikke være i Modstrid med Videnskabens uomstødelige Kendsgerninger, saa forekom det ham, at i dette Svar var den knyttede Haand rettet mod de anderledes tænkende Kristne, hvorimod den aabne og broderlige Haand var indbydende udstrakt mod Fritænkerne og de rene Fornægtere; … men dette var sikkert en Nidkærhed paa Afveje. Hvad der for ham mere og mere afgørende stod som Tidens store religiøse Opgave, var ikke at udvide Kløfterne mellem alvorligt menende Kristne men tværtimod at slaa Bro over dem, at tilvejebringe Mulighed for den lykkelige Genforening, der alene kunde 20 tilbagegive den kristne Menigheds Vidnesbyrd den Overtalelsens myndige Magt, som fik Blinde til at se og Døve til at høre.

Disse Ord, der blev udtalt med en dyb Overbevisnings bekymringsfulde Alvor, undlod ikke at gøre et vist Indtryk navnlig paa den menige Del af Forsamlingen. Kun Vilh. Pram, der allerede var gaaet saa fuldstændig op i sit Kald som banebrydende Kraft, at han straks optog enhver Modsigelse som en personlig Krænkelse, afviste med Lidenskab de fremførte Indvendinger.

"Alt, hvad du dér siger, Sejling, er jo ikke andet end Sofisteri. Naar man tror at have genfundet Kristi uforvanskede Lære – og det tror vi – saa betragter man med Rette alle dem som Modstandere, der ikke vil erkende dette, enten de saa kalder sig Kristne eller ej. Men vi har ogsaa den Pligt at søge at vinde Alle for vor Overbevisning … Alle! Naar du derfor siger, at vi rækker Fornægterne en aaben Haand, saa svarer jeg: nej, en aaben Favn byder vi dem, … en Broderfavn efter Kristi eget Bud. Hvad kommer det vel an paa Navnet! Det kristne Samfund skal ikke længer være som en Frimurerloge, hvor der kræves visse Tegn og underlige Gerninger for at faa Indladelse, … nej, fri Entré skal der være! 21 For Pokker! Var maaske Kristus en saadan Posekigger, der forsigtig ransagede Folk, som kom for at høre hans Vidnesbyrd? Nej, han indbød Alle … Alle! Og vi skal blot frejdigt følge hans Eksempel. Paa vid Gavl¹ med Kirkedørene … det skal være vort Løsen! Atter skal Kirkeklokkerne runge det ud over Alverden: Kommer hid, kommer hid, alle I, som ere besværede! Vi har Fred og Hvile for Eder Alle – Alle – Alle!"

Under dette Udbrud aandede Vilh. Prams Trofaste atter op; og da han sluttede, udbrød de i en demonstrativ Bifaldsmumlen, der et Øjeblik gjorde Højskoleforstanderen kendeligt bleg.

Nu traadte ogsaa den lille Pastor Magensen frem og vidnede, at han ganske sluttede sig til Vilh. Prams Udtalelser. Kun mente han, der maatte gøres den Indskrænkning, at ingen sand Kristen kunde leve i aandeligt Broderskab med Folk, der troede paa en personlig Djævel eller paa evige Helvedstraffe. Mod en saa umenneskelig og ufordragelig Lære maatte der føres aaben Krig … en Udryddelseskrig …

Han blev afbrudt af Højskoleforstanderen, der med et ikke synderlig agtelsesfuldt Blik gjorde den ironiske Bemærkning, at ogsaa han forlængst havde faaet mere end nok af disse evige Helvedstraffe. 22 "Forøvrigt har ingen af de her faldne Udtalelser formaaet at forandre min Opfattelse," tilføjede han. "Tværtimod føler jeg mig yderligere bestyrket i min Overbevisning, og jeg maa derfor paa det alvorligste fraraade, at det af Vilh. Pram i Dag fremsatte Spørgsmaal kommer til at danne Grundlaget for en Forhandling ved vort Møde. Det vil efter min Mening kun bidrage til endnu yderligere at bortstøde dem, til hvem i hvert Fald adskillige af os – trods al Meningsforskel – stadig føler os knyttede ved hellige Baand."

"Aa, det er jo blot Skræmmebilleder!" udbrød Vilh. Pram atter med udstrakt Arm. "Dersom de Baand, du dér taler om, virkelig ikke skulde kunne taale Sandhedens Styrkeprøve – nu, saa lad dem i Guds Navn briste! Men det har saavist ingen Fare. Hvad der i Sandhed hører sammen, skiller Sandheden ikke ad! … Og det mener du jo i Grunden ogsaa selv, Sejling! Da vi i Gaar Aftes talte sammen inde paa dit Værelse, var vi jo ganske enige. Du mente jo ogsaa, at Tiden nu var kommen, da det aandelige Frihedskrav skulde rejses i sin fulde Styrke inden for Kirkens egen Grund."

"Du maa ganske have misforstaaet mig," afbrød Højskoleforstanderen men blev i det samme 23 meget rød. "Noget saadant kunde jeg aldrig udtale af den simple Grund, at –"

"Har jeg misforstaaet dig, siger du? Da fatter jeg sandelig ikke –"

"Det er muligt. Men en Anskuelse af den Art har jeg aldrig næret … og aldrig kunnet nære –"

"Ja saa! Nu, saa har jeg altsaa taget fejl. Jeg har misforstaaet dig, som du siger."

Uroen i Forsamlingen steg. Frygten for de Meningsforskelligheder, som de sidste Tider havde aabenbaret inden for Vennesamfundet, men som man af Hensyn til Modstanderne havde søgt saa vidt muligt at dække over, greb pludselig Alle ved dette Optrin, der føltes som et ildevarslende Forbud om, hvad det store Møde vilde bringe. Men netop i det Øjeblik, da Striden mellem Vilh. Pram og Højskoleforstanderen truede med at udarte til et uhyggeligt Mundhuggeri, opstod der Bevægelse i Anledning af, at en høj, bleg Mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i Tilhørerkredsen, hvor han havde staaet beskedent og lyttet med to Fingre lagt op over Kinden, nu traadte frem og med svag Stemme udbad sig Tilladelse til "at ytre sig."

24 Denne Mand var den af Alle elskede men samtidigt dybt beklagede Kandidat Boserup, en Teolog og forhenværende Højskolelærer, der var bleven ramt af den Ulykke ved altfor ivrig Fordybelse i filosofiske og kritiske Skrifter ganske at miste Troen paa Kristendommens Sandhed. Hvor tungt dette Tab havde været ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine Tvivl, derom var ikke alene hans Person et saa talende Vidnesbyrd, at Alle – særligt Kvinderne – uvilkaarlig grebes af Medlidenhed og kappedes om at vise ham Deltagelse. Han sagde det ogsaa ofte selv, at det var for ham, som om hans Sjæl laa Lig; og trods sit Frafald vedblev han da ogsaa stadig at søge tilbage til de Steder, hvor Troens Ord taltes. Derfor havde man heller aldrig villet opgive Haabet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne Samfund; og i saa Henseende lagde man en særlig Betydning i den Omstændighed, at det netop var Vennesamfundets Forkyndelse, hvoraf han følte sig tildraget. Man saa' heri en yderligere Bekræftelse paa, at det var ved det Aandens Lys, der udgik fra denne Kreds, at ikke alene han men alle Tidens mange søgende og tvivlende Sjæle tilsidst skulde genfinde den tabte Vej til Himlen.

25 Derfor blev der ogsaa dødsstille nu, da han traadte frem for at tale. Alle Blikke hang i spændt Forventning ved hans Læber, mens han stod dér med sit lille lidelsesfulde Smil i det blege Ansigt og krammede Lommetørklædet mellem sine magre Hænder.

Det havde ikke været uden Betænkeligheder, – begyndte han – at han havde tilladt sig at paakalde Opmærksomheden i denne Kreds. Han havde jo paa en Maade slet ikke længer Ret til at tale i en Forsamling som denne. Men han havde følt en uimodstaaelig Trang til at ytre sin Glæde over, hvad han havde hørt her i Dag. I det Hele var det saa forunderligt for ham i denne Tid at være Vidne til, hvorledes den gamle – engang jo ogsaa for ham saa kære – Kirkevej nu blev ryddeliggjort for mer end én af de Sten, hvorover saa Mange i vore Dage snublede. Særlig vilde han pege netop paa Mirakkeltroen som en af de Anstødssten, der for hans eget Vedkommende havde været skæbnesvanger; og man vilde derfor forstaa den Taknemlighed, hvormed han havde hørt særlig Vilh. Prams Udtalelser om dette Punkt. I det Hele var det … han maatte jo nok faa Lov til at sige det … med et stort, personligt Haab, at han saa' hen til det Rydningsværk, der nu var 26 begyndt, og som sikkert engang vilde blive til Velsignelse og Fred for Mange.

Efter disse Udtalelser kunde Vilh. Prams Tilhængere triumfere. Flere af dem omringede straks Taleren for at trykke hans Haand. Højskoleforstanderen lod sig imidlertid paa ingen Maade anfægte men forlangte paa ny Ordet. Og under den nu fortsatte, stadig mere højrøstede Diskussion viste det sig, at han alligevel havde ikke saa ganske faa Meningsfæller her, navnlig blandt de langskæggede Landsbylærere, der hidtil havde forholdt sig temmelig tavse men nu – paavirkede af Modstandernes, særlig de unge Bondestudenters overmodige Optræden – blev hede i Hovederne og begyndte at tage Ordet. Det saa' et Øjeblik ud til, at Kandidat Boserups beskedne lille Indlæg skulde blive Signalet til en alvorlig Holmgang, … men da hændtes det, at Alles Tanker pludselig kastedes ud i en hel anden Retning.

Fru Gylling, der altid følte sig lidt beklemt, naar Stemmerne omkring hende blev høje, og gerne greb enhver Lejlighed til at aflede Stormene, kom tilfældigvis til at kaste Blikket gennem Vinduet ud paa det taagede Regnvejrs-Landskab … netop paa det Tidspunkt, da hin bedagede Kaleschevogn arbejdede sig frem ad den bugtede Landevej derude.

27 "Aa, se her et Øjeblik!" udbrød hun straks saa højt, at al Tale i det samme forstummede. "Kan Nogen gætte, hvem der kommer kørende dèr?"

Alle stirrede ud gennem Vinduerne, følgende Retningen af hendes pegende Finger.

"Det er Emanuel Hansted," vedblev hun, da man spørgende vendte sig imod hende.

"Emanuel Hansted!" brød man ud i Kor.

"Jeg hørte i Morges, at han skal have ladet leje Sommerlejlighed til sig hos Ole Olsen nede i Lejet. Han vil nok bo der en Tid med sin Familie … det vil sige med sine Børn og sin Søster, Generalkonsulinde Torm."

Denne Meddelelse var vel egnet til at vække Forbavselse her, og virkelig bragte den de Kæmpende til i nogle Øjeblik at glemme deres Tvistigheder. Emanuel Hansted var Vennesamfundets Smertensbarn. I sin Tid, da han levede og virkede derovre i det afsidesliggende Vejlby Sogn paa den anden Side af Fjorden, – paa én Gang Bonde og Præst, frivilligt delende Liv og Kaar med sine fattige Omgivelser, ja endog, skønt en Etatsraads Søn, gift med en bondefødt Pige der fra Egnen – syntes hans Liv en fuldkommen Virkeliggørelse af alle folkelige Drømme. Ukendt og fremmed 28 som han vedblev at være for alle Andre end netop sine egne Sognefolk, havde han særlig i Vennesamfundets københavnske Kredse været Genstand for megen Omtale. Der havde efterhaanden dannet sig en hel Mythe om hans ideale Liv derude i det fjerne Land; og naar man i Tankerne saa' ham vandre op og ned ad de stenede Marker bag sin Plov, var man ikke langt fra at forestille sig ham med en folkelig Helgenglorie svævende over Hatten.

Des mere nedslaaende havde derfor Skuffelsen været, da man for omtrent halvandet Aar siden erfarede, at han – efter først ved Uforstand at have fremkaldt Ufred og Misfornøjelse blandt sine Venner – pludselig havde afbrudt sin Virksomhed og var rejst bort, efterladende Menigheden i en fuldkommen Forvirring, der havde haft til Følge, at den senere havde kastet sig i Pietisternes Arme. Men en særlig Bitterhed blandede der sig i Skuffelsen, da det underhaanden fortaltes, at dette hans pludselige Opbrud skulde staa i Forbindelse med et fornyet Bekendtskab med en vis Dame … en Datter af hans Formand i Embedet, hos hvem han i sin Tid havde været Kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige Seminarieforstander Provst Tønnesen. Hvorledes dette nu end forholdt sig, 29 saa meget var i hvert Fald sikkert, at hans Hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med Børnene var flyttet ind til sin Fader i Hovedstaden. Hun havde efter Sigende en Tid opholdt sig hos en Ungdomsveninde paa et fjernt Næs, Skallinglandet, ude ved det aabne Hav men var senere vendt tilbage til Barndomshjemmet for at pleje sin syge Moder. Hvorledes Forholdet mellem Ægtefolkene egentlig var, … om de var lovformeligt skilte, eller om Adskillelsen blot var midlertidig … derom havde end ikke Fru Gylling kunnet faa opsporet paalidelig Besked. – I en lignende uigennemtrængelig Dunkelhed var ogsaa Emanuel Hansteds øvrige Planer og Tanker indhyllede. Med Bestemthed vidste man kun om ham, at han i disse halvandet Aar havde levet i fuldstændig Tilbagetrukkenhed hos Faderen i København. Umiddelbart efter hans Tilbagevenden til Fædrenehjemmet var der vel gaaet Rygter om, at man i højkirkelige Kredse skulde have sine Garn ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe Sønnen af den højt ansete Departementschef et nyt og indbringende Præsteembede. Men disse Rygter døde efterhaanden hen; ja, det sidste, man nu havde hørt om ham, var, at han – trods Families og Venners indtrængende Bønner – paa det bestemteste 30 havde vægret sig ved igen at træde i Statskirkens Tjeneste.

Det var derfor ikke underligt, at hans Ankomst til denne Egn, saa nær hans forrige Hjem og Virkekreds, og saa nær hans Hustrus Opholdssted, fremkaldte en Række forundrede Spørgsmaal hos den interesserede Forsamling i "Sandingehus", navnlig da Fru Gylling oplyste, at ogsaa den omtalte Frk. Tønnesen var ankommen til Lejet og allerede i et Par Dage havde boet dernede paa Hotellet. Man fortabte sig en Tid i allehaande Gisninger. Dog fandt man det ikke passende alt for længe at opholde Tankerne ved en saadan Sag, hvorfor Vilh. Pram, der overhovedet ikke yndede, at man beskæftigede sig for meget med Andre, afsluttede med den Bemærkning, at hele Hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han vilde.

Hvorpaa man med fornyet Kraft tog fat paa Mirakkeltroen og de Kristnes Forhold til Bibelkritikens uomstødelige Resultater.

31

IV.

Dagen efter skinnede Solen. Den lunefulde Julihimmel udfoldede sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, med et saa indsmigrende Smil, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage havde forbrudt med sine Efteraars-Nykker. En blaffende Søndenvind strøg i lummerhede Pust ned over Bakkerne, aandede over de vaade Enge, fyldte sig med Kløverstakkenes Vellugt og jog Strandens uvejrsvarslende Maageskarer langt ud over den spejlblaa Havbugt. Det var virkelig bleven Højsommer nu.

Paa en Tremmebænk i en lille hyggelig Have ved den Bondegaard, hvor den gamle Kaleschevogn Dagen forud var kørt ind, sad den unge Generalkonsulinde Torm i Skyggen af et vidtforgrenet Æbletræ. Den lille spinkle, sygeligt blege Dame var klædt i dybeste Enkesorg. For anden Gang i Løbet af de sidste to Aar havde Knokkelmanden banket paa hendes Dør og fordret Indladelse. Endnu før hun havde forvundet den første Smerte over Tabet af sit eneste Barn, havde hendes Mand – der var en Snes Aar ældre end hun – en Nat efter et rigt Festmaaltid faaet et Slagtilfælde i 32 hendes Arme, og faa Dage efter var han afgaaet ved Døden.

Det var dog ikke netop disse tunge Minder, der nu fik hende til at sidde med sit Hækletøj i Skødet og stirre ud paa Græsplænens Solpletter – aldeles fortabt i Tanker. Det var Uroen og Bekymringen for hendes Broder Emanuel, der igen i Dag – som saa ofte før – fik hende til at glemme egne Sorger.

Forholdet imellem de to i saa mange Aar adskilte Søskende var i den sidste Tid paa en Maade bleven meget inderligt. Under de stærke, sjælelige Rystelser, som de gentagne Berøringer med Døden havde fremkaldt hos Fru Betty, havde hun hos Emanuel fundet den religiøse Støtte og Trøst, som hverken Faderen eller hendes yngre Broder, den livslystne Garderofficer, var i Stand til at yde hende. Han var bleven hendes Skriftefader, og hun havde klynget sig til ham i fuld Oprigtighed og Tillid. Og dog var Forstaaelsen imellem dem vedblivende kun halv. De glade Forventninger, hvormed ogsaa hun i sin Tid havde imødeset Broderens Tilbagekomst til Fædrenehjemmet, var kun bleven til Skuffelse. Trods alle velmente Bestræbelser for at forstaa ham, al søsterlig Villighed til at følge ham paa hans underlige Veje, følte hun sig frastødt, ja krænket af hans 33 stadig lige haardnakkede Vægring ved at forsone sig med det Liv og det Samfund, som han dog baade ved Fødsel og Opdragelse tilhørte. Han havde "Intet lært og Intet glemt", som Faderen plejede at sige med en sørgmodig Hovedrysten, … og i saa Henseende delte hun ganske den øvrige Families Opfattelse af ham. Hun betragtede hans Tilbøjeligheder som sørgelig Forvildelse, en Slags Sygdom i Sindet, der syntes at være bleven uhelbredelig.

Imidlertid blev hun – uden at vide det – opmærksomt iagttaget henne fra Havediget af en lille Pige. Det var Emanuels ældste Datter, den nu seksaarige Sigrid, som sad der med sit Lokkehoved gemt i en stor Helgolænderhat og Skødet fuldt af afplukkede Markblomster. Det ellers saa rastløse og støjende Barn sad saa besynderligt stille og andægtigt, rørte sig ikke af Pletten, skottede blot nu og da hen til Tanten med et stjaalent Blik.

Denne usædvanlige Højtidelighed havde hvilet over Barnet lige siden den foregaaende Middag, da hun kørte gennem Landsbyens Gade. Under Gaarsdagens lange Aftenskumring havde hun siddet ganske tavs henne ved Vinduet inde i Barnekammeret og stirret ud paa Regnen uden at ville 34 hverken spise Noget eller lege med den lille Dagny. Men da Tjenestepigen havde spurgt hende, om hun ikke var rask, havde hun pludselig ladet som Ingenting og givet sig til at danse rundt paa Gulvet med Søsteren ligesom i et Anfald af overstadig Lystighed.

Dèr sad hun nu paa Havediget og lod, som om hun legede. Men med ét rejste hun sig, strøg varsomt Blomsterne af sit Forklæde og drev i en stor Bue hen over Græsplænen … indtil hun naaede Tremmebænken. Her anbragte hun sig paa Knæ foran Tanten og lagde Armene op i hendes Skød.

"Tante," sagde hun stille og gav sig til at pille ved Hækletøjets lille Garnnøgle.

"Ja, min Ven," svarede Fru Betty, endnu halvt i egne Tanker.

"Hvor er min Mo'er henne?"

Det gav formelig et Sæt i Fru Betty, – hun stirrede ned paa Barnet med store Øjne. Det var nu saa længe, siden hun havde hørt dette Spørgsmaal, der i sin Tid daglig havde sat hende i pinlig Forlegenhed.

"Hvor falder du pludselig paa det, min Ven?" spurgte hun.

"Jo-o," svarede Sigrid og saa' nu op med et 35 frimodigt Blik. "For jeg drømte saa meget om Mo'er i Nat. Og om gamle Trofast. Jeg kunde ligesaa grangivelig se Mo'er, Tante! Ogsaa den lille Vorte paa Kinden, du véd nok. Og jeg drømte ogsaa om Mormo'er. Hun gav mig en Sukkerkringle, tror jeg nok. – Tror du, Tante, at Mo'er kommer nogensinde tilbage fra den Rejse?"

Fru Betty blev urolig. Hun saa' ned i disse troskyldigt spørgende Barneøjne og vidste ikke, hvad hun turde svare.

"Sig mig, Sigrid," sagde hun endelig, idet hun med Haanden strøg de viltre, gulbrune Lokker bort fra Barnets rødmossede Kind. "Drømmer du ofte om din Mo'er?"

Sigrid gav sig atter til forlegent at lege med Garnnøglet i Tantens Skød.

"Det véd jeg saamænd ikke," sagde hun i en Tone, der skulde lade ligegyldig. Men det var let at høre, at hun ikke talte rigtig sandt.

Fru Betty blev mere og mere tvivlraadig, – hun kæmpede i nogle Øjeblikke med en stor Beslutning. Saa klappede hun Barnet paa Kinden og sagde:

"Naar lille Sigrid vil være rigtig taalmodig, saa kommer din Mo'er nok snart tilbage."

36 "Snart?" spurgte Barnet med vidtopspærrede Øjne.

"Ja, det tror jeg … Men gaa nu hen og hent Dagny. Jeg synes, jeg kan høre hende ude paa Gaardspladsen."

"Er hun dèrude!" udbrød pludselig Sigrid med sin sædvanlige, robuste Iver, som om al Erindring om Moderen i samme Nu var blæst bort. "Det skal vi snart faa at se!"

Og som en Stormvind fo'r hun ud af Haven.

Fru Betty saa' forbavset efter hende. Saa rystede hun paa Hovedet, … hun forstod sig ikke paa det Barn. Og hun var nu ikke langt fra at fortryde, hvad hun havde sagt hende, fordi hun egentlig slet ikke havde haft Lov dertil. Naa … én Gang maatte dog Børnenes Sind forberedes paa dette Gensyn, hvorom hun selv nu ikke længer tvivlede. Emanuel havde vel ikke ligefrem sagt noget derom; men hun kunde forstaa paa Alt, at han nu var fast besluttet paa at genoptage Samlivet med sin Hustru og i det Hele søge en Tilnærmelse til sine forrige Venner. Han havde blandt andet for nylig talt om et stort Møde, der skulde afholdes her paa Egnen, og ved hvilket det var ham magtpaaliggende at være nærværende. Hun antog, at han her for første Gang vilde forkynde 37 det nye Syn paa Kristendommen, hvortil han efter sit Sigende nu var kommen.

Det var jo rigtignok ikke en saadan Udgang af disse halvandet Aars pinefulde Uro og Uvished, hun oprindeligt havde tænkt sig og helst ønsket. Men hun indsaa' mere og mere, at der næppe var anden Udvej. Ja, som Forholdene nu en Gang havde udviklet sig, var den vel ogsaa den for alle Parter bedste!

Ude fra Gaardspladsen hørtes nu Sigrids kommanderende Stemme; og et Øjeblik efter vendte Barnet tilbage med den lille Dagny, der netop i Dag fyldte sit tredje Aar. Den lille pluskæbede Tyksak havde Favnen fuld af nyt Legetøj og trak efter sig en lille Træhest paa Ruller. Men trods disse rige Gaver saa' hun meget mut og utilfreds ud. Hun havde nemlig endnu ikke faaet sin Faders Lykønskning, og da hun naaede hen til Tanten, gav hun sig straks til at rykke hende energisk i Ærmet og brummende forlange at komme "ind til Fa'er."

Fru Betty søgte at stille hende tilfreds.

"Du véd jo nok, at Fa'er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen. Han sidder jo og læser, Dagny. Sæt Jer nu hen i Solen, Børn, saa kommer han nok snart."

38 Sigrid trak atter rask af Sted med det modvillige Fødselsdagsbarn. De anbragte sig paa Græsplænen og gav sig til at lege. Men stadig hørte man Dagny utaalmodigt mumle med sin mærkeligt dybe Røst, at hun vilde "ind til Fa'er."

For Resten begyndte ogsaa Fru Betty at forundre sig over Emanuels Udeblivelse. Hun vidste, at han for længe siden var staaet op. Allerede ganske tidlig i Morges havde hun hørt ham spadsere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue … en af disse utrættelige, timelange Vandringer, som hun huskede saa godt fra hans Studenterdage derhjemme, og som altid havde gjort hende ilde til Mode, fordi de saa uhyggeligt mindede hende om hendes Moder. Det var nemlig noget af det, hun tydeligst huskede om sin afdøde Moder, at hun saaledes kunde gaa halve Dage og hele Nætter frem og tilbage i sit Værelse uden at standse et Øjeblik. Disse ensformige, vedholdende Skridt havde ogsaa været det allersidste, hun havde hørt af hende om Natten før hendes forfærdelige Endeligt, … og den dumpe Lyd var bleven siddende i hendes Øre som en rædselsfuld Erindring.

Men netop som hun sad og overvejede, om hun ikke gjorde rigtigst i at se lidt ind til Broderen, lød der Mandstrin inde i Havestuen; og et Øjeblik 39 efter traadte Emanuel frem i den aabne Dør med en bredskygget Filthat paa Hovedet og en Egekæp i Haanden.

V.

Han lignede ganske sig selv fra forrige Dage. Han var tarveligt, ja fattigt klædt og saa mager, at Kinderne dannede store Hulninger oven over Skægget. De mærkeligt lyse Øjne var lige klare og milde … syntes blot endnu lidt mere ømfindtlige for Dagslyset end før; og de mørke Skygger, der laa omkring dem, gjorde dem tillige ligesom større. Haaret i Nakken bar han atter langt og tæt, saa det næsten naaede ned til Frakkekraven, og det store, lyse Skæg hang i Bølger ned over hans mørke Dragt.

"Hvad?" udbrød han og saa' sig overrasket om, idet han holdt Haanden skyggende op for Øjnene. "Jeg tror virkelig, Solen skinner i Dag!"

"Kære – ser du først det nu?" sagde Søsteren og betragtede ham over sit Haandarbejde med et undersøgende Blik. "Saa har du vist igen siddet og glemt dig selv over en Bog eller noget 40 Andet. Husk paa, at Doktoren har advaret dig imod den megen Indesidden."

Han smilte til hende og nærmede sig over Græsplænen.

"Ja, du har Ret, Betty. Men ser du, derfor har jeg ogsaa … God Morgen, mine Smaa!" – han fik Øje paa Børnene og klappede i Forbigaaende den lille Dagny, der straks var løbet hen imod ham. – "God Morgen, min Lille! Naa … har I saa sovet godt i det fremmede Hus? Ja, naturligvis! … Nej, ser du, Betty, derfor har jeg ogsaa udrustet mig til en længere Fodvandring nu. Jeg fik et Glas Mælk og en Bid Brød af Angelica – saa du skal ikke bekymre dig om Frokost til mig. For Resten har jeg virkelig – som du siger – været optaget af en Bog. En mærkelig lille Bog! Og et mærkeligt Tilfælde i det Hele! Ganske tilfældigt faldt den mig i Øjnene, da jeg i Morges pakkede mine Bøger ud – –"

"Men du glemmer vist –" afbrød Søsteren ham og blinkede betydningsfuldt henimod Fødselsdagsbarnet, der var bleven staaende paa Græsplænen, yderst slukøret, med Fingren i Munden og frembrydende Taarer i sine store Øjne.

"Aa, Dagny, min Stump! Nu har jeg aldrig kendt Mage!" – Han tog Barnet op til sig og 41 kyssede det paa begge Kinderne. – "Gud velsigne dig, mit Barn! Ja, du maa da ikke tro, at jeg havde glemt din Højtidsdag. Det havde jeg sandelig ikke! … Du har vel ogsaa fundet en lille Gave ved din Seng i Morges – ja, dér ser jeg den! Og Tante har nok betænkt dig rigeligt, lader det til. Ja ja, tak nu den kære Gud for Alt, mit Barn! … Men dèr kommer nok Angelica og vil have fat i Jer."

Han satte hende ned paa Jorden, og begge Børnene løb nu hen til Tjenestepigen, der var kommen frem i Havedøren for at kalde dem ind til Øllebrøden.

Emanuel tog Plads paa Bænken ved Siden af Søsteren og genoptog efter nogle Øjeblikkes Tankefuldhed sin afbrudte Meddelelse:

"Jeg talte om den Bog, Betty. Tænk dig, det var en af Mo'ers gamle Bøger! … Jeg begriber ikke, hvordan den er kommen med herud; for jeg har aldrig set den før, og jeg kender den slet ikke. Er det ikke mærkeligt! Det er næsten, som om jeg skulde læse den Bog, ikke sandt?"

"Men kan den ikke ganske simpelt have forputtet sig mellem de andre Bøger, du tog med derhjemme fra. Der var vistnok flere af Moders imellem."

42 "Ja, det er jo muligt – naturligvis. Men du kan tænke dig, hvor underlig bevæget jeg blev ved saadan ganske uventet at se Mo'ers Haandskrift paa det første Blad. Inde i Bogen laa der et Mærke … rimeligvis paa det Sted, hvor hun sidst havde læst i den. Og dèr gav jeg mig saa ogsaa til at læse. For det er saa underligt med Mo'er. Det er nu hændet mig saa ofte i mit Liv, at naar jeg syntes, at Alt blev mørkt og uvejsomt omkring mig, eller naar jeg saadan rigtig trængte til en Bekræftelse paa min Tro og mit Haab … saa har Mo'er paa en eller anden Maade givet mig et Vink, rakt mig en hjælpende, trøstende eller vejledende Haand fra den anden Side af Graven. Saadan ogsaa nu. I Nat, da jeg laa og ikke kunde falde i Søvn – –"

"Kunde du nu igen ikke sove, Emanuel?" spurgte Søsteren og betragtede ham atter med et bekymret forskende Blik.

"Aa, det har ingenting at sige. Det var vel Rejsen, tænker jeg, og den ny Seng maaske. Men, som sagt … som jeg laa dèr og hørte paa Regnen og Blæsten og Hanernes Midnatsgalen … paa alle disse kære, kendte Lyd, som jeg nu ikke har hørt, siden jeg forlod Vejlby Præstegaard og Hansine, – saa vaktes der hos mig saa mange 43 gamle Følelser, saa mange dyrebare Minder, der satte Sind og Tanker i Bevægelse. Det var, som gennemlevede jeg i Erindringen hele mit Liv … ikke stykkevis og ufuldkomment … men som en stor, forklaret Helhed. Det var et af disse Øjeblikke, da Gud laaner os sit altskuende Øje, for at vi fuldt ud skal blive aabenbare for os selv. Ligesom fra Tinden af et højt Taarn saa' jeg ud over den Vej, jeg har traadt, – forstod med en Klarhed som aldrig før, hvorfor Guds Haand rørte mig, bød mig staa stille og se tilbage … ind i mig selv. Ja, Gud har været mig god! Og det skal en Gang siges – og siges med Alvor og Myndighed – at Kristenheden er fuld af falske Lærere, der fører Folket i Fordærvelse, … som ikke fornemmer, at Vejen gaar nedad, dybere og dybere nedad og maa ende i Fortvivlelsen."

Han havde rejst sig op og stod og saa' ud over Havediget – ud mod det flade Engdrag i Syd, hvor et Glimt af Sandinge Højskoles røde Mure skimtedes i det Fjerne. Saaledes blev han længe staaende i Tanker, med Hænder og Stok lagt bag om Ryggen, mens Fru Betty sad stille bøjet over sit Haandarbejde. Hun blev gerne imod sin Vilje greben af Broderens Ord. Det var altid først bagefter, 44 naar han var gaaet, at hans Tales Uforsonlighed ret gik op for hende og skræmmede hende.

"Men du glemte, hvad du vilde fortælle om Mo'ers Bog," sagde hun, da Emanuel ikke fortsatte.

"Hvilket? … Naa, Mo'ers Bog!" udbrød han og gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende. "Aa, det var i og for sig en Ubetydelighed, … en lille Samling smaa, religiøse Fortællinger fra forskellige Tider og Lande. Den Fortælling, som Mo'er havde lagt Mærke ved, handlede om en from Mand i Jødeland, om hvem det berettes, at han bestandig var Genstand for sine Naboers Spot, fordi han – trods en inderlig Hengivelse i Gud – stadig led Skibbrud med Hensyn til sin timelige Velfærd. Hans Børn og Hustru døde, hans Kvæg blev sygt, han selv smittet af Spedalskhed. Tilsidst lagde et Uvejr hans Vinmark øde, og Lynet fortærede hans Hus. Og saa slutter Fortællingen om ham med de dejlige Ord: Da gik han til Templet, bøjede sit Knæ og takkede Gud, Verdens Børn til Forargelse. – "Verdens Børn til Forargelse". De Ord havde Mo'er understreget. Og de er ogsaa nok værd at lægge sig paa Hjærte. Vi kender jo nok disse Anfægtelsens Øjeblikke, da Verdens daarlige Tale gør os tvivlraadige, saa vi 45 bliver rædde for vor egen Gærning og siger til os selv: Ja, har de Andre i Grunden ikke Ret? Er det ikke Galskab, er det ikke Vanvid det Hele? Da kan det være godt at mindes Historien om denne fromme Mand i Jødeland, der havde en saa dyb Forstaaelse af – – Men hvem er det, der kommer dèr? –" afbrød han sig selv ved Synet af to Personer, der nærmede sig ad Landevejen inde fra Fiskerlejet, – en hvidkjolet Dame med hvid Parasol og en sortklædt Herre med bredskygget Straahat.

"Hvor?" spurgte Betty og saa' op. "Aa, det er jo Ragnhild Tønnesen!"

"Ja, nu ser jeg det," sagde Emanuel, – og der gled en hastig Skygge hen over hans Ansigt. "Men hvem er det, der følger hende?"

"Jeg véd ikke … Jo … er det ikke Pastor Petersen?"

"Pastor Petersen? Bor han maaske ogsaa herude!"

"Det maa han vel gøre. Og det kan være rimeligt nok. Han og Ragnhild har i den senere Tid været paafaldende meget sammen, har jeg lagt Mærke til."

"Ja saa," sagde Emanuel – hans Stemme lød lidt usikker. "Ja, Pastor Petersen har jo Ord 46 for at være en meget kvindekær Mand. … Tror du, de kommer herind?"

"Ja, det gør de vel."

Emanuel stod et Øjeblik tvivlraadig. Han vilde helst overlade til Betty at tage mod Besøget. Men de Fremmede derude havde allerede genkendt ham. Damen gav sig til at hilse med sin Parasol, og Herren løftede sin gule Straahat.

VI.

Fru Betty rejste sig fra Bænken for at modtage de Fremmede ved Havelaagen. Ragnhild Tønnesens Besøg havde hun ventet. Derimod var ogsaa hun højlig overrasket, ja næsten betuttet over at se hendes Ledsager dukke op paa disse Enemærker.

Pastor Petersen var en lavstammet, sværtbygget Mand i 50-Aars Alderen, med et fyldigt, glatraget og letbevægeligt Ansigt, et saakaldt Skuespiller-Ansigt. Dersom han ikke netop havde baaret sort Skødefrakke og hvidt Slips, kunde man meget godt have antaget ham for Indehaveren af det 47 ældre, komiske Rollefag i en Aktørtrup, især da hele hans Person, frem for Alt hans kraftigt blussende Ansigtsfarve, røbede ham som en fuldtro Ven af Bordets Glæder. "Pater Rüdesheimer" var da ogsaa det Navn, hvorunder han var bedst og videst kendt; og i fortrolig Samtale fortalte han ofte selv med stor Aabenhjærtighed, næsten med en Smule Stolthed, at en af Københavns fineste Restavratører en Gang havde kaldt ham sin næstbedste Kunde. Forøvrig var han ikke Præst i selve København men havde et indbringende Kald i Byens umiddelbare Nærhed. Men da han var Enkemand uden Børn, saaes han saa godt som daglig i Hovedstaden, hvor han betragtedes som en af Selskabslivets Seværdigheder. Han havde i de senere Aar hørt til den afdøde Generalkonsul Torms Middags-Venner, og som saadan var han ogsaa af og til bleven indbudt til Etatsraad Hansteds Hus. Her var han dog ikke særlig velset mellem Gæsterne, endskønt det var bekendt, at han i religiøs Henseende var fuldkommen rettroende, endog strengt ortodoks, og at han i sit Sogn førte en skaanselsløs Kamp mod alle Dissentere.

… Damerne anbragte sig paa Tremmebænken under Æbletræet, medens Pastor Petersen – ildrød af Varme – nedlod sig i en højrygget Havestol 48 ved Siden af Fru Betty. Emanuel derimod blev staaende. Efter at have hilst paa Gæsterne forskansede han sig straks bag den tavse Tilbagetrukkenhed, han altid bevarede i Fremmedes Selskab.

Pater Rüdesheimer lod, som om han slet ikke mærkede, at han just ikke havde faaet nogen synderlig hjærtelig Modtagelse. Med Sindsro tog han Hatten af Hovedet og viftede sig med sit Lommetørklæde.

Da de første Hilsner var vekslede, de første Spørgsmaal om Rejsen, Befindendet o.s.v. besvarede, vendte Fru Betty sig imod ham og sagde:

"Det var virkelig en Overraskelse at træffe Hr. Pastoren her. Har De været her længe?"

"Længe nok eller altfor kort … ganske som De behager, Frue! Naar Klokken bliver ét, har jeg været her præcis i tre Dage."

"Tre Dage … altsaa kom De hertil sammen med Frk. Tønnesen."

"Samme Dag som Frk. Tønnesen, ja. Vil De sige mig, Frue … kunde jeg gøre andet? Jeg har tænkt meget over den Sag. Men var det ikke min ligefremme Skyldighed? Min uafviselige Pligt?"

"Hvorledes? Deres Pligt?"

"Ja, hvad mener De, Hr. Pastor? Maa ogsaa 49 jeg bede om en Forklaring," faldt Frk. Ragnhild ind.

"Jeg er overbevist om, Frue, at De ganske deler min Opfattelse," vedblev Pateren med uforstyrrelig Alvor, – han sad let tilbagelænet mod Stoleryggen, havde anbragt Straahatten i sit Skød og holdt Hænderne med de korte, tykke, ringbesatte Fingre samlede foran Brystet, saaledes at kun Fingerenderne berørte hinanden. – "Jeg kunde dog virkelig ikke forsvare at lade en Dame af saa elskelige Egenskaber som Frk. Tønnesen drage ganske uden Beskyttelse til et saadant "første Rangs Kursted", der ikke uden Berettigelse gør Fordring paa at kaldes et Nordens Ostende. Betænker man tillige det overvældende Indtryk af disse "vildt romantiske Naturomgivelser", som vi her Alle har for Øje, vil man sikkert forstaa, at jeg har følt det som min Pligt at tilbyde Uskyldigheden den Beskærmelse, som saavel min gejstlige Distinktion" – han pegede op paa sit hvide Slips – "som mit graanende Hovedhaar forhaabentlig selv i dette moderne Sodoma vil kunne yde den."

"Nej, den Forklaring duer ikke, Hr. Pastor!" vedblev Fru Betty ufortrøden. "Maa jeg bede om en anden."

"Aa, hvor vil du dog høre paa de Taabeligheder," 50 afbrød Frk. Ragnhild i let irriteret Tone og lagde Haanden paa sin Venindes Arm. "Pastor Petersen fik i Morges kold Te og har af den Grund været i sit utaaleligste Drille-Humør hele Formiddagen."

Pateren lod, som om han ganske overhørte denne Bemærkning.

Forøvrig havde han ikke Uret. Frk. Ragnhild saa' ingenlunde ufarlig ud i sit lyse Sommertoilette med de mægtige Pufærmer og den store Hyrdindehat, hvis hvide Filt "stod" fortræffeligt til hendes brunrøde Krushaar. Man maatte indrømme hende, at hun havde holdt sig udmærket. Hendes Holdning var lige udfordrende rank, de pragtfulde, graablaa Øjne havde intet mistet af deres Glans, – ja hun var endog bleven lidt fyldig med Aarene og svagt rødmosset og en Smule koket … syntes kort sagt at befinde sig i den Efterblomstring, som forundes visse Kvinder i Begyndelsen af Trediverne, naar der paa dette Tidspunkt hænder dem et eller andet Usædvanligt.

"Ja, naar denne Forklaring ikke tilfredsstiller Dem," – vedblev Pateren, vendt mod Fru Betty – "saa maa jeg jo se at finde en anden. Jeg vil da sige, at ogsaa jeg – ligesom vor Veninde, Frk. Tønnesen – har faaet en af Hovedstadens 51 berømte Medicinmænd til at udstede Attest for, at mine Nerver trænger til længere Tids Hvile og Pleje. Og hvor skulde de vel kunne finde dette bedre end her i "Hotel Kattegat", der i sin elskelige Ukunstlethed synes mig et sandt Mønster paa et Forbedringshus – hm! – for Nerver. Jeg hører iøvrigt, at det er Dem, Frue, hvem vi er Tak skyldige for Opdagelsen af denne i Sandhed fredelige Plet."

"Nej, det er det dog ikke. Det var min Broder, der fik den Idé."

"Ja, Ære den, som æres bør," sagde Frk. Ragnhild med en ironisk Bøjning hen imod Emanuel. "De kan tro, Hr. Pastor Hansted, at jeg allerede har storvelsignet Dem adskillige Gange … især den første Aften, da jeg fandt en Mus i min Seng. Jeg haaber, det ringede med Stormklokker for Deres Øren den Gang."

Emanuel, der var falden i Tanker, fo'r let sammen ved hendes Tiltale og blev lidt rød i Hovedet, – hans Øjne havde agtpaagivende vandret frem og tilbage imellem Pateren og Frk. Ragnhild, mens disse udfægtede deres lille kammeratlige Skærmydsel. Han tog sig dog hurtigt sammen og mødte hendes overmodige Øjekast med et fast Blik.

"De synes at glemme, Frk. Tønnesen," – 52 sagde han roligt og fuldkommen behersket – "at da jeg valgte dette Sted til vort Sommerophold, havde jeg ingen som helst Grund til at tage Hensyn til Deres Vaner og Tilbøjeligheder. Jeg vidste jo nemlig slet ikke, … ja, jeg kunde end ikke ane, at De for Alvor tænkte paa at gøre min Søster Selskab herude. De vil maaske ogsaa erindre, at jeg, den Gang De fortalte mig, at De havde faaet "denne Flyveidé" – som De selv udtrykte Dem – absolut fraraadede Dem at ..."

"Ja, De fraraader jo altid!" afbrød hun ham med kun slet dulgt Utaalmodighed og vendte sig mod de Andre. "Ikke sandt, Pastor Petersen? Dersom Hr. Hansted fik Lov at raade for Verdensordenen, gik vi saamænd endnu Allesammen omkring med vore Mælketænder. Tror De ikke?"

Pateren truede ad hende med Fingren.

"Hvor De er slem, Frøken! … Hvor De er slem!" sagde han med en Hovedrysten og indtog atter sin forrige Stilling med Hænderne samlede foran Brystet paa en Maade, der mindede om de hellige Mænd paa gamle Kirkemalerier. Men over hans sorte, præstelige Dragt dansede et lystigt Mylr af smaa gyldne Solpletter. Og om hans store, æselsgraa Hoved lagde Æbletræets Grene ligesom en druebladet Skyggekrans, der forræderisk fremhævede 53 hans Lighed med en skalkagtig Satyr, der var graanet i Bacchi Tjeneste.

"Jeg maa i det Hele advare Dem imod Frk. Tønnesen," vedblev han derpaa, vendt imod Emanuel. "Frøkenen bagtaler Dem paa det styggeste. Nu har jeg gaaet her og glædet mig til Deres Ankomst, Hr. Hansted, blandt andet for at faa et Parti Kegler med Dem en Gang imellem … en Keglebane er nemlig det eneste Forlystelsesetablissement, jeg hidtil har kunnet opdage her i Ostende. Men paa Vejen herhen i Dag søger Frk. Tønnesen at indbilde mig, at De ikke spiller Kegler, ja at De endog skal være aldeles utilbøjelig til at dyrke en saa ædel Idræt."

"Frk. Tønnesen har virkelig denne Gang haft Ret," svarede Emanuel. "Jeg beder Dem, ikke at gøre Regning paa min Deltagelse."

"Herre Gud! Saa er det altsaa virkelig sandt! … De spiller ikke Kort, De nyder ikke Vin, De ryger ikke længer Tobak, og nu vil De heller ikke spille Kegler! … En komplet Helgen altsaa!"

"Kære, har De ikke vidst det før!" spottede Frk. Ragnhild.

Emanuel blev bleg og bed sig i Læben. Men han svarede ikke.

"Ja, saa er jeg altsaa fremdeles henvist til 54 min Med-Pensionær, Hr. Børstefabrikant Mikkelsens Barmhjærtighed," sukkede Pateren. "Naa – han slaar virkelig en ganske proper Kugle. Navnlig har han en Force i venstre Spænd, som jeg højligen beundrer … højligen beundrer!"

"Men her er dog saa megen anden Oplivelse, Hr. Pastor," indskød hurtigt Fru Betty, hvem Emanuels Holdning havde gjort nervøs, og som ønskede at give Samtalen en anden Retning. "Der er virkelig ganske smukt heromkring. Og De er vist en stor Ynder af Naturen, Hr. Pastor. De er jo ogsaa en ivrig Jæger, har jeg ladet mig fortælle."

"Jeg er Dem i høj Grad forbunden for Deres fordelagtige Mening om mig, Frue! Men desværre … jeg er et ganske prosaisk Menneske! Jeg nægter ikke, at jeg har et lille Sværmeri for at sole min dovne Krop paa en Kløvermark. Jeg finder det ogsaa yderst behageligt en varm Sommerdag at tage en lille Middagsslummer i Skyggen af et Skovhegn, ved Bredden af et køligt skvulpende Vand … især naar det ikke er altfor langt fra et Sted, hvor man ogsaa kan faa Vand paa Maskine. Men for de saakaldte højere Naturnydelser mangler jeg desværre al Sans … al Sans! Jeg skammer mig ved at tilstaa det; men tror De 55 f.Eks., at det i Gaar var mig muligt at drive mig op til nogen nævneværdig Begejstring for det sikkert højst poetiske Regnvejr? Jeg saa' kun, at det øsregnede, da jeg stod op, at det plaskregnede, da vi spiste Frokost, og at det ved Middagstid var et saadant Skybrud, at Vandet styrtede spandevis gennem Skorstenen ned i Suppegryden … at dømme efter Suppens Smag i hvert Fald."

"Ganske som jeg!" istemte Frk. Ragnhild med forceret Livlighed. "Pastor Petersen og jeg er i det Hele forbavsende enige. Dersom jeg sad Dem lidt nærmere Hr. Pastor, vilde jeg række Dem min Haand!"

Paa Paterens Ansigt bredte der sig et stort Smil. Han rejste sig op fra Stolen og kyssede med Anstand den yderste Spids af Frk. Ragnhilds behandskede Haand.

"Hvor artigt!" sagde hun og blev lidt rød.

Emanuels Øjne begyndte atter at vandre iagttagende frem og tilbage imellem dem. Fru Betty derimod blev lidt forlegen og gav sig pludselig til at sysle med sit Haandarbejde.

"Som sagt, Frue," fortsatte Pateren, da han atter var kommen til Sæde. "Jeg er kun et stakkels prosaisk Menneske, der trænger til vor lyrisk bevægede Tids Overbærenhed. Min stakkels 56 fattige Aand er altfor tung til at svinge sig op i de Regioner, hvor min ærede Samtid udfolder saa forbavsende Præstationer i den højere og højeste og endnu aldrig her paa Pladsen sete Luftgymnastik. Jeg maa nøjes med i Beskedenhed at være en oprigtig beundrende Tilskuer! … Jeg kommer for Resten derved til at tænke paa, hvad Dagens Blade fortæller, at der med det første skal afholdes et storartet Møde derinde paa den celebre Højskole. Hvad siger egentlig De, Hr. Pastor Hansted, om Deres forhenværende Meningsfæller? Ikke sandt? Det er i hvert Fald en ganske kvik Idé, saadan med visse Aars Mellemrum at holde en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og Vorherre selv."

Emanuel havde en Gang for alle foresat sig ikke at tale om alvorlige Ting med denne Mand. Han svarede derfor blot med en undvigende Mumlen.

"Bare de nu maa være heldige og dømme rigtigt … det er det, jeg frygter mest!" vedblev Pateren ufortrøden. "For – sandelig! – vi har i vore Dage erfaret, hvad der kan komme ud af blot den allermindste Smule Uagtsomhed paa saadanne Omraader. De har vel ogsaa læst Pastor Magensens epokegørende Skrift om Helvede og Helvedstraffene? Tænk, dèr har nu alle vi Kristne 57 i nitten Aarhundreder gaaet og baaret paa Angsten for den evige Forstødelse fra Guds Aasyn. Som en knugende Mare har Forestillingen om Fordømmelsens Gru hvilet over Menneskenes Sind, … og nu kommer velagtede Pastor Magensen eller en tysk Professor, eller hvem det nu oprindeligt er, og beviser os saa klart, som to og to er fire, at det Hele beroer paa en Misforstaaelse, en forkert Opfattelse af et Ord i Grundteksten, en beklagelig Oversætterfejl, som først nu har faaet sit Notabene. Er det ikke skrækkeligt! Dèr har hin gamle Eneboer siddet og oversat i sit Ansigts Sved og passet paa som en Smed … indtil han er kommen til det fatale Ord. Her har han et Øjeblik rent ud sagt sjusket. Maaske er han bleven forstyrret, en Ven er kommen ind for at spørge til hans Befindende, eller en Flue har sat sig paa hans Næse … og vips er det skæbnesvangre Ord sluppet ned paa Papiret. Sandelig, det gamle Ord har Ret: Liden Flue kan vælte stort Læs! … Men, Kære! De staar med Stok i Haand," afbrød han sig selv, da Emanuel intet svarede. "Jeg opholder Dem dog vel ikke? De stod maaske i Begreb med at gaa ud, da vi kom?"

"Ganske vist," svarede Emanuel. "Jeg havde unægtelig tænkt at spadsere – –"

58 "Godt! Saa tillader jeg mig at følge Dem et Stykke paa Vej. Jeg kan vist have godt af en lille Motion før Badet. Og jeg kan vel ikke gøre Regning paa Deres Følgeskab mere i Formiddag, Frk. Tønnesen?"

"Nej, jeg bliver her og holder Fru Torm med Selskab. For Resten … et Ord, før De gaar, Hr. Hansted! Jeg vilde gerne bede Dem gøre mig en Venskabstjeneste. Jeg har for Tiden et sandt Sværmeri for Lyngblomster, denne beskedne, duftløse lille Urt o.s.v. … Aa nej, sæt dog ikke straks det Jeremias-Ansigt op! Jeg vilde blot bede Dem vise mig den Elskværdighed at plukke en lille Buket paa Deres Spadseretur … at sige, dersom det da ikke forstyrrer Dem i Deres Grublen over den forventede ny og bedre Verdensorden. Jeg vilde sandelig skrækkelig nødig ligesom hin næsvise Flue, Pastor Petersen talte om, være Aarsag til, at de næste to Tusinde Aars Menneskelykke forspildtes. Dersom derfor noget saadant skulde kunne befrygtes, maa De endelig lade, som om jeg ingenting har sagt."

Alt Blodet veg atter Emanuel fra Læberne, og Skyggerne under hans Øjne blev foruroligende sorte. Men paany erindrede han sig sin Herre og Mesters Ord: "Naar Nogen slaar dig paa din højre Kind," 59 – og han tav. Præget af en næsten overmenneskelig Sjælsstyrke stod han ubevægeligt stille og saa' ned paa hende med et Blik, hvori Smerte og Medynk var vemodsfuldt blandet.

Men denne Tavshed og dette Blik æggede blot yderligere den spottelystne Frøken. Det var, som dreves hun af en uimodstaaelig Trang til at saare ham. Situationen var nær ved at blive uhyggelig, da Pateren endelig traadte imellem og stiftede Fred. Med en pludselig, mærkelig Alvor og ikke uden Myndighed sagde han:

"Nu forivrer De Dem, Frøken Tønnesen! Og De er desuden ganske uretfærdig. De glemmer, at Hr. Hansted lige er ankommen hertil og derfor har nok at tænke paa. Hvorfor kan De ikke overdrage til mig at plukke de ønskede Blomster? De véd, jeg gør det inderlig gerne."

"Aa ja, det er vist ogsaa det bedste. Med Dem kommer man altid saa let ud af det. De er saa behagelig jordisk. Tak skal De have, Hr. Pastor! Og paa Gensyn!" – –

60

VII.

Efter at Herrerne var gaaet, blev de to Veninder endnu i nogen Tid siddende sammen under Æbletræet. I lang Tid var der ingen af dem, som talte. Frk. Ragnhild, der var bleven varm af Iver, sad og viftede sig med sin sammenslaaede Parasol, mens Fru Betty havde bøjet sig dybt ned over sit Arbejde. Hendes Ansigt tydede paa, at hun var alvorlig forstemt.

"At I to dog altid skal skændes!" sagde hun endelig paa sin stilfærdige Maade uden at se op. "Hvem? … Naa, din Broder og jeg, mener du! Aa, det er bare saadan en Vane, vi har fra gammel Tid. Du lader dig dog vel ikke anfægte deraf, kære Betty? Det er nu en Gang bleven vor Maade at konversere paa. For Resten er vi vel ogsaa omtrent saa uenige, som et Par Mennesker ret godt kan være."

"Ja, det er I vel."

"Du lader næsten, som det forundrer dig, Betty. Da har du dog ofte selv beklaget dig over, hvor vanskeligt, ja ligefrem umuligt det var for dig og din Familie at komme til Rette med din Broders mærkelige Maade at tage Livet paa."

61 "Det er en hel anden Sag, Ragnhild. Fa'er har overhovedet aldrig kunnet forstaa Emanuel, og jeg selv har ganske vist ogsaa mangen Gang ondt ved at forlige mig med hans Anskuelser og Levevis … om min Broder Carl vil jeg nu slet ikke tale. Men selv om man ikke deler en Andens Livsopfattelse, kan man dog nok respektere den."

"Jeg tror virkelig, du begynder at blive lidt paavirket af din Broder, kære Betty. Jeg har jo nok mærket det i den sidste Tid, at –"

"Aa Snak, Ragnhild! Hvor du dog taler!"

"Ja ja. Det trøster mig dog, at du endnu finder din Broders Maade at tage Livet paa temmelig aparte. Du maa vist ogsaa indrømme mig, at det ikke er unaturligt, naar den vækker Folks Forundring. Forøvrigt har din Broder vist altid haft en vis Lyst til at være anderledes end Andre. Det forekommer mig, du selv en Gang har ytret noget saadant."

"Emanuel er min Moders Søn. Og Moder var jo heller ikke, som Folk er flest."

Fru Betty sagde disse Ord med høj Rødme paa Kinderne, – det var nemlig første Gang, at hendes ulykkelige Moder blev nævnet dem imellem. Men hun følte Trang til en Gang for Alvor at 62 tage Emanuel i Forsvar over for Venindens idelige Spotterier.

"Hvad Fader angaar," – vedblev hun – "saa har han nu aldrig ret kunnet forlige sig med, at Emanuel blev Teolog. Fader er jo des værre ikke saa religiøs, som det var ønskeligt. Han vilde i sin Tid absolut, at han skulde studere Jura. Men Emanuel havde lovet Moder at blive Præst, og herfra stammer oprindelig det vanskelige Forhold imellem dem … det mente i alt Fald Torm. Du kender jo Faders umaadelige Principfasthed. Og Emanuel er jo heller ingenlunde eftergivende, saa snart det gælder hans Tro."

"Aa nej, deri giver jeg dig ganske Ret. For Resten – siden du nu selv nævner det – Pastor Petersen og jeg talte netop om din Broder paa Vejen herned. Pastor Petersen mente, at din Broder vel maatte have en bestemt Hensigt med sit Ophold her."

"En bestemt Hensigt? … Hvorledes mener du?" spurgte Fru Betty og saa' op.

"Aa, jeg mener blot, at din Broder vel agter at søge fornyet Tilnærmelse til sine forrige Venner her … og ovre paa den anden Side af Fjorden maaske. Han har vel i det Hele næppe i København fundet den Modtagelse, han havde paaregnet."

63 "Hvilken Modtagelse mener du?"

"Kære, tag det ikke saa højtideligt! Jeg kender det af egen Erfaring, hvor nemt man i Begyndelsen bliver skuffet i sine Forhaabninger, naar man kommer ude fra Landet, hvor man jo overalt har været en selvskreven Nummer En. Man føler sig saa let overset og tilsidesat … især dersom man i Forvejen er behæftet med en noget for ømfindtlig Selvfølelse."

Fru Bettys Stemme dirrede let, da hun svarede:

"Naar min Broder i disse halvandet Aar har opholdt sig i København, er det alene, fordi han har fundet det nødvendigt for sin Udvikling og sine Studeringer. Man kan derom mene, hvad man vil; men man har ikke Lov til at tillægge det nogen egennyttig Hensigt."

"Kære Betty, det gør jeg sandelig heller ikke. Du misforstaar mig ganske. Jeg tænkte alene paa din Broders Forhold til hans nærmeste Paarørende, navnlig til hans Hustru og Børn. Ja, undskyld … jeg vil nødig være indiskret. Men du lægger mig selv det Spørgsmaal paa Tungen, hvad egentlig hans Kone har sagt til denne lange Adskillelse."

"Selvfølgelig har hun ganske billiget den … ja hun har udtrykkelig ønsket den for Emanuels Skyld."

64 Fru Betty var atter bleven rød. Det var nemlig ogsaa første Gang, at Broderens Hustru var bleven nævnet mellem dem. Desuden havde Venindens Spørgsmaal rippet op i et gammelt Saar, som Frk. Ragnhild havde tilføjet hendes Søsterstolthed. Som saa mange Andre havde ogsaa Fru Betty i sin Tid haabet paa, ja været fuldt overtydet om en fremtidig Forbindelse mellem Veninden og Emanuel. Straks efter hans Tilbagevenden til København havde det næsten set ud, som om der allerede eksisterede en Forstaaelse imellem dem. Men pludselig havde Forholdet forandret sig, og Fru Betty følte sig overbevist om, at det var Ragnhild, der alligevel i det afgørende Øjeblik havde faaet Betænkeligheder. Hun mente endog at vide, ved hvilken bestemt Lejlighed Bruddet maatte være sket. Ved hendes afdøde Mands sidste Fødselsdagsmiddag, hvor de begge havde været til Stede, havde nemlig Ragnhilds Tone overfor Emanuel været paafaldende kølig, næsten afvisende. Og det var netop efter denne Dag, at Forandringen med ham var foregaaet.

"Saa alt dette har altsaa du og Pastor Petersen gaaet og snakket sammen om," sagde hun efter nogle Øjeblikkes Tavshed. "Det overraskede mig 65 for Resten ikke saa lidt at træffe Hr. Pastoren her. Det maa da være bleven pludselig bestemt."

"Det blev det vist ogsaa."

"Hvad kan egentlig have ført ham herud? Han gaar da ikke og er forelsket i dig, Ragnhild?"

"Jeg véd saamænd ikke. Jeg har ikke spurgt ham."

"Men du er dog glad ved hans Selskab. Han er jo underholdende."

"Ja, han morer mig. Han er saadan en fornøjelig Hanswurst-Figur. Herre Gud, du! Vi kan jo ikke Alle gaa omkring og være bekymrede Verdensforbedrere."

"Du skulde dog vist passe lidt paa, Ragnhild. Pastor Petersen er – trods sin Alder – vel næppe helt ufarlig. Han har jo ogsaa Ord for at være en meget kvindekær Mand."

Ragnhild slog en lille Latter op.

"Hør, véd du hvad, Betty! Det kan man vistnok sige om de fleste Mandfolk. Hvad har din egen Erfaring lært dig?"

Fru Betty svarede ikke. Hun blev atter stødt af Venindens Tone og frie Udtryksmaade. Hun var i det Hele begyndt igen at føle lidt af den Generthed i hendes Selskab, som Ragnhild i deres Bekendtskabs allerførste Tid undertiden havde vakt 66 hos hende ved sin Smag for dristige og opsigtsvækkende Toiletter. Og i sit stille Sind tænkte hun paa, om det maaske alligevel ikke var godt, at Forbindelsen mellem hende og Emanuel ikke var bleven til Virkelighed.

VIII.

Derude paa den solhede Landevej vandrede imidlertid Emanuel og Pastor Petersen. Langsomt steg de op ad den bugtede Vej, som førte op over en Samling nøgne Bakkeknuder, de saakaldte "Hammerbakker", der dannede Landets Afslutning i Vest, … et øde og tavst Lynglandskab, over hvis højeste og fjerneste Top et korsdannet Sømærke tegnede sig mørkt mod den sollyse Himmel.

Det var stadig Pastor Petersen, der førte Ordet. Emanuel gik halvt bortvendt og saa' i urolig Aandsfraværenhed ud over den spejlblaa Havbugt. Hans Sind var endnu ikke kommen i Ligevægt efter Sammenstødet med Frk. Ragnhild. Hans Ansigt var meget blegt, og Blikket formørket.

Det var atter "Vennesamfundet" og dets reformatoriske 67 Bestræbelser, som den stadig spøgefulde Pater havde bragt paa Bane.

"Jeg skal sige Dem" – sagde han – "jeg gør mig skam ogsaa bekendt med de mange opsigtsvækkende Flyveskrifter og Flyveblade og andre Flyveredskaber, hvormed ærede Samtidige render Storm mod Himlen. Man vil jo gerne følge med Tiden, ikke sandt … skønt det sandelig ofte kan være vanskeligt nok for en aldrende Kavaler. Tiden vimser saa skrækkelig gesvindt af Sted. Dèr lægger man sig en Aftenstund trygt til Hvile i Tillid til sin paa de allernyeste Forskninger samvittighedsfuldt grundede Tro – og den næste Morgen læser man i sit Flyveblad under et Opraab til fornyet Abonnement, at man allerede er sakket langt agterud, at en eller anden Hr. Darwin eller Hr. Edison med sin sidste Opfindelse har afluret Vorherre nye Hemmeligheder, og at alle Gaaders Løsning nu vil følge i næste Kvartal. Synes De ikke ogsaa, Hr. Hansted, at D'hr. Vilh. Pram og Pastor Magensen med Suite kunde fare lidt mindre voldsomt frem? Det forekommer mig, at de gode Folk noget for meget fremkalder Indtrykket af en Flok udbrudte Slaver, hvem Frihedsfornemmelsen har gjort ganske kannibalske. Det er nu ikke nok med, at de har faaet al Guddommelighed 68 flaaet af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret obsternasig Tømmermandssøn, en Socialist med Hallucinationer og andre menneskelige Skrøbeligheder. Jeg saa' forleden, at en af Hr. Prams oplyste Lolliker havde anrettet et sandt Massemyrderi paa overhovedet alle Kristendommens overnaturlige Forestillinger. Endog de uskyldige smaa Guds Engle blev skaanselsløst nedslagtede og under megen Hoveren kastet i Fantasifostrenes store Fællesgrav. – Ja, Alting er en Videnskab, sa'e Fanden, han pustede Alterlysene ud med Rumpen! Jeg forstaar bare ikke, hvad Fornøjelse disse lærde Herrer kan have af deres blodige Ofringer til det nye Kvartals Guder. At de aabenbare Fornægtere, de virkelige Fritænkere kan gotte sig ved saaledes at se Kristendommen reduceret til et tørt, historisk Skelet, et Slags religiøst Spøgelse, der mærkværdigvis endnu holder til i vor oplyste Tidsalder … det kan jeg forstaa, ja det finder jeg ganske i sin Orden. Men naar man dog vil være Medspiller og gøre en Indsats i det store Himmel-Lotteri, begriber jeg sandelig ikke, hvor man kan være saa forhippet paa at faa konstateret saa mange Nitter som muligt. Jeg for mit Vedkommende tilstaar ærligt, at jeg foretrækker den Kollektion, der stiller mig den mest lokkende 69 Gevinst i Udsigt. Og som alle uforbederlige Spillere tvivler jeg ikke et Øjeblik om, at jeg har det lykkelige Lod i min Haand."

Emanuel var efterhaanden bleven opmærksom. Paterens sidste Ord havde berørt netop de Spørgsmaal, der dybest og inderligst bevægede ham selv. Trods sin Beslutning om ikke at tale alvorligt med denne Mand kunde han derfor ikke lade være at ytre:

"Jeg skal selvfølgelig ikke indlade mig paa at forsvare de omtalte Bestræbelser, saa meget mindre som jeg selv – Gud være lovet! – har faaet Blikket aabnet for den Vildfarelse, der ligger i at anlægge en jordisk Maalestok paa Ting, som kun har Virkelighed for Sjælens opladte Øje. Men ikke mindre forkastelig forekommer mig rigtignok en Teologi, der opfatter Forholdet til vor himmelske Fader som en Art tvivlsom Forretning, et voveligt Lykkespil, i Stedet for at forstaa, at Troen, Hengivelsen – "Indsatsen", som De udtrykte Dem – bærer Belønningen i sig selv. Derfor kan heller aldrig Frygt for tilkommende Straffe i Evigheden saa lidt som Forventning om et hinsidigt Himmerigsliv blive afgørende for den sande Kristnes Forhold til vor himmelske Fader. Det er alene Bevidstheden om at gøre Guds Vilje, den levende 70 Følelse af at vandre for Herrens Aasyn, der er den Salighedens Glæde, som allerede her paa Jorden forundes Guds Børn, – og den formaar hverken nogen Bibelkritik eller Edisonsk Opfindelse at rokke ved endsige tage fra os."

"Naa saaledes," sagde Pateren, der havde lyttet med spidsede Øren, – og en paafaldende Alvor stivnede igen et Øjeblik hans bevægelige Træk.

"Men det er vist forøvrigt frugtesløst at fortsætte denne Samtale," afsluttede Emanuel, der hurtig havde fortrudt sin Fortrolighed. "Vi har sikkert saa vidt forskellige Anskuelser, at en Forstaaelse næppe – –"

"Aa hvad, lad os bare snakke fra Leveren!" udbrød Pateren atter livfuldt. "Endnu spankulerer vi dog begge to omkring her paa Jorden og taler Menneskenes Sprog og er de samme menneskelige Vilkaar underkastede, … hvilket iøvrigt minder mig om, at jeg har et Ærinde til Dem, Hr. Hansted … eller en Forespørgsel, hvad De nu vil kalde det. Jeg traf for nogle Dage^'1 siden min Fætter, Stiftsprovsten, som jo ogsaa De kender personlig fra Deres Faders Hus. Vi kom blandt andet til at tale om Dem og Deres Beslutning om ikke at søge noget nyt Embede i Statskirken, – 71 hvad Stiftsprovsten højlig beklagede. For – ikke sandt? – det er jo vedblivende Deres Standpunkt?"

"Ja."

"De kan slet ikke tænke Dem Muligheden af at lade Dem overtale til at forsøge med et andet – et nyt og godt – Præstekald?"

"Nej."

"Og hvorfor egentlig ikke?"

"Fordi jeg ikke vilde kunne det uden at krænke Sandhedsforholdet enten til Gud eller til Menneskene."

"Fordi De anser den bestaaende Kirkes Lære for en Vranglære?"

"Fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed … ja."

"Hør nu en Gang, Hr. Pastor Hansted!" tog Pateren til Orde efter nogle Øjeblikkes Betænkning, idet han standsede foran ham med begge Hænderne i Siden. "Jeg er tyve Aar ældre end De, saa jeg har vel Lov til at bruge lidt Frisprog over for Dem. Jeg vil da allerførst bemærke, at jeg ogsaa en Gang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i Mester Eckardt, Johan Tauler, Søren Kierkegaard, og hvad nu alle de andre kanoniserede Salto mortale-Akrobater hedder, 72 som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum hovedørt. Jeg taler derfor af Erfaring, naar jeg siger Dem: Se vel til, at De ikke selv knækker Halsen! Vil De lyde mit Raad, saa tag De Dem uden Skrupler et nyt Præstekald med solide Indtægter og en god Avling – det hjælper saa dejligt til igen at komme i et fornuftigt Forhold til Tilværelsen! Det sagde ogsaa Deres Fader, da jeg talte med ham forleden, inden han rejste til Carlsbad. Jeg kan heller ikke tro andet, end at De inderst inde selv maa føle Trang til igen at faa Fodfæste her i Livet, blive uafhængig og selvstændig … ja, undskyld, at jeg siger det … men De maa rimeligvis endnu tydeligere end Andre have følt, at Deres Fader ikke just med Tilfredshed har været Vidne til Deres senere Udvikling. De kunde nu gøre den gamle Mand en stor Glæde ved at følge mit venskabelige Raad. Herre Gud, Deres Fader har næppe lang Tid tilbage! De véd, hvor svag og nedbøjet han er, – det staar nu til Dem at gøre hans sidste Dage saa lyse og bekymringsfri som muligt!"

Emanuel stod og saa' mod Jorden og svarede Intet. Han havde hurtigt forstaaet, at det igen var hans Familie, der stod bag dette fornyede Forsøg paa at bortvende hans Tanker fra Gud – og hans 73 Hjærte blev tungt af Sorg. Navnlig gjorde Hentydningen til Faderens snarlige Endeligt ham dybt bevæget. Hans Sjæl vaandede sig ved den Tanke, at han med sit Afslag maaske vilde lægge sin gamle Fader i Graven.

Opildnet af hans Tavshed fortsatte Pateren ivrig sin Overtalelse. Med en bred Haandbevægelse pegede han ud over det sommerfrodige Eng-Landskab, som de fra deres høje Stade kunde overskue helt ind til den anden Side af Sandinge By, og sagde:

"Se Dem dog om, bedste Hr. Hansted! Lad Dem ikke længer forblinde af Jordelivets mange Bagtalere! Se paa Køerne dernede, hvor velbehageligt de staar og dasker sig med Halen! Hør Fuglene dernede i Buskadserne, hvor de er glade for deres Æg og Unger! Eller se den tykke, fortumlede Bi dèr, som putter hele sit lodne Hoved ned i Blaaklokken ligesom en tørstig Tysker i et Ølkrus. Og saa skulde vi Mennesker mangle Evne til at indrette os det hyggeligt her i Verden! … Slaa dog alle Griller af Hovedet, kære Ven! De vil en Gang komme til at fortryde det, hvis De ikke nu tager imod Livets elskværdige Indbydelse! Jeg vil fortælle Dem, at min Fætter, Stiftsprovsten, udtrykkelig talte til mig om et ledigt Embede, som 74 vilde passe udmærket for Dem. En dejlig Egn med Skov og Sø, en udmærket Præstegaard i gammeldags, idyllisk Stil – Mage til den dernede i Sandinge – med en prægtig Have for Deres Børn at lege i, ikke mere end en god Fjerdingvej til Annekset og en højst fredelig Befolkning. Ikke sandt! Det er sandelig ikke til at kimse af! … Hvad siger De? Kan det virkelig ikke friste Dem?"

Emanuel stod vedblivende tavs og saa' mod Jorden. Paterens Ord og Haandbevægelse, det øde, ørkenagtige Sted, hvorpaa de stod, den store Stilhed omkring dem, og dette vide Syn ud over den frugtbare Slette … Alt drog ham underfuldt til Minde hint Øjeblik i hans Herre og Mesters jordiske Liv, da Fristeren kom til ham og sagde: "Fald ned for min Fod, og jeg vil give dig al denne Verdens Herlighed!" – Alt blev ham i det samme aabenbart. Han forstod, at Gud ved denne Fremmede endnu en Gang vilde prøve hans Troskabs Styrke, forsøge hans Mod til at følge ham paa Troens svimlende Sti … "Verdens Børn til Forargelse".

Han løftede Hovedet. Tvivlens Skygger var forsvundne fra hans Ansigt. Et roligt Forklarelsens Lys hvilede over hans Træk, idet han sagde:

"De mener mig det vistnok godt, Hr. Pastor. 75 Men … jeg nævnede det før … vi forstaar næppe hinanden. Vore Veje er ikke de samme, og for hver Dag, der gaar, vil de skilles mere. Dette beder jeg Dem sige til dem, der har sendt Dem til mig. Sig dem, at jeg er inderlig bedrøvet over at maatte volde dem Sorg. Men jeg kan ikke andet. – Guds Fred, Hr. Pastor!"

Han hilste og gik videre.

Pateren blev staaende og saa' længe efter ham; … og atter forstenedes hans Ansigt … stivnede til en Alvorsmaske med dybtpløjede Furer mellem de svære, sorte Bryn.

Saa gik han langsomt tilbage ad den Vej, de var kommen.

IX.

Opfyldt af dette Møde og styrket af sin Sjæls fornyede Sejr over Fristelsen fortsatte Emanuel med forstærkede Skridt sin Vandring op over Lyngen. Men lidt efter lidt sagtnede han igen sin Gang, og hans Blik blev atter tankefuldt og uroligt. Han kom til at tænke paa, hvad vel egentlig Grunden 76 kunde være til den Interesse, Pastor Petersen i den senere Tid saa tydeligt havde vist ham. Det saa' næsten ud, som om det var Pastoren magtpaaliggende at faa ham fjernet og vel forsørget. Kunde der virkelig være Noget om et begyndende Forhold mellem ham og Frk. Ragnhild? Umuligt var det vel ikke, sagde han til sig selv og var dermed paany dybt inde i den labyrintiske Tankegang, hvoraf Paterens Tale havde kaldt ham ud.

Frk. Ragnhild – ja! Ogsaa paa hende havde han tænkt i Nat, da han laa vaagen og saa' tilbage paa den bugtede Vej, ad hvilken Gud havde ledet ham op til sig. En Række halvglemte Minder fra deres allerførste, ungdommelige Venskabsforhold i Vejlby Præstegaard var igen bleven levende hos ham; Gensynet otte Aar senere hos Doktor Hassing og hendes paafølgende Besøg i hans Hjem, hvor Hansine for første Gang viste den mistænksomme Tilbageholdenhed overfor ham, som han længe ikke forstod Grunden til, … Alt havde han paany gennemlevet med en Visions Klarhed. Dog, mest havde hans Tanke dvælet ved den første Tid efter Tilbagekomsten til København, hvilken han aldrig kunde mindes, uden at Skamrødmen steg ham op over Tindingerne, … hine Forsmædelsens Dage, da han, raadvild over for sig 77 selv, mistvivlende om Alt, et sløvt og viljeløst Bytte for sine Omgivelsers Overtalelser, havde søgt Glemsel for sine fejlslagne Forhaabninger i Livets Tummel og været paa Nippet til at sælge sin Sjæl til Torvets Afguder. Endnu kunde han gennemisnes af Gru ved Erindringen om hin mørke Vinteraften, da han efter sin afdøde Svogers overdaadige Fødselsdagsselskab kom hjem til sin ensomme Stue, ophedet af Mad og Vin, forvirret af Festens Lys og Flitter, betaget af Frk. Ragnhilds hvide Skuldre over den mørke Silke. I Stuen var der mørkt. Han afstrøg en Svovlstik for at tænde Lampen, og i det samme faldt hans Blik paa det store, tornekronede Kristushoved, der hang paa Væggen over Bordet. Han fór sammen. I det flakkende Lysskær var det for ham, som om Billedet med ét blev levende. De tunge Øjenlaag løftede sig, de dybe Øjne saa' paa ham med et til Døden bedrøvet Blik, der syntes at sige: "Hvi svigter du mig?" – Han tabte Tændstikken af Rædsel og sank ned paa en Stol. Skælvende over hele Legemet blev han siddende i Mørket, med Ansigtet trykket ned i sine Hænder, og turde ikke se op.

Hin Nat begyndte den fortærende Sjælekamp, den vilde Forfærdelse over sig selv, som siden ikke havde givet hans Tanker Ro hverken Dag 78 eller Nat. Ligesom Jakob i den bibelske Fortælling havde han kæmpet med Gud og raabt til ham: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig". Og Herren havde velsignet ham! Evighedens Lys var oprunden i hans Indre, og han forstod med ét sit Liv … forstod ogsaa, hvorfor han hidtil var faret vild paa Vejen til Fredens og Lykkens forjættede Land, som alle hans Længsler fra Barndommen havde stundet mod. Dèr havde han gaaet saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor … og havde ikke agtet paa, at han fulgte dem i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjærtedør, som Kristus havde aabnet for Menneskene med det Ord: Mit Rige er ikke af denne Verden.

Ja, Gud havde været ham god! … Undertiden havde han endog troet, at Kampen allerede var udstridt, Verdens Aag afkastet! – Saaledes netop denne Nat. Mens han laa søvnløs og lyttede til Regnens ustandselige Fald, til Bølgeskvulpets Hulken og Blæstens stille Klage, havde han haft en Fornemmelse, som om han fra det Fjerne hørte den hele Jord stønne i Forkrænkelighedens Lænker. 79 Selv var han som løftet op over al Jordelivets Ve og Vaande til salig Forening med Gud. Hans Hjærte slog saa stille og fredeligt; ingen jordisk Attraa foruroligede hans Tanker, ingen Bekymring, ingen timelig Længsel formørkede hans Sind. Han fornam sin Sjæl som en vidtstrakt, spejlblank Indsø, badet i det himmelske Lys. Nu og da fløj en Tanke i Skikkelse af en hvid Due lydløst hen over den, rørte den blanke Flade med sin Vinge og forsvandt.

Nu havde han atter følt Livsbegærets Torn i Kødet. Mødet med Frk. Ragnhild havde smertelig belært ham om, at han endnu ikke var fri. Hans Hjærte var kommen til at banke heftigt, da han saa' hende dukke op ved den fremmede Mands Side … i Naturomgivelser, der mindede ham om dem, hvori hun første Gang havde gjort Indtryk paa hans Sanser. – Endnu ikke fri! Trods al sin Kamp og ydmyge Anger … endnu ikke! Han vilde ikke klage, ikke fortvivle, frem for Alt ikke formastelig kræve Gud til Regnskab. Han forstod saa godt, at han, hvis Fald havde været saa dybt, først sent og gennem haarde Prøvelser kunde vente Oprejsning. Dog havde han ofte grundet over den Modsigelse, der syntes ham at ligge i, at det netop var for en letfærdig Kvindes Skyld, han endnu holdtes fangen i Dødens 80 Snarer … han, som aldrig før havde haft en ukysk Tanke, aldrig havde syndet mod det sjette Bud.

Eller var han igen her i en Vildfarelse, et Selvbedrag? Kunde Synden overhovedet være saa enkel? Var den ikke altid mangfoldig … forræderisk som den uanselige Urt, der gemmer dybe og vidtforgrenede Rødder i det Skjulte? Var hans Sansers Forvildelse maaske blot et tilfældigt aabenbaret Skud af mange forborgne Laster … af alle de andre Hjærtets Dæmoner, som han havde kæmpet mod og troede overvundne?

Som han gik i disse Tanker, blev han opmærksom paa en lille Lynghytte, der dukkede op foran ham umiddelbart ved Vejen. En pjaltet Kone stod udenfor og pindede Kvas, og ved den solbeskinnede Gavl sad en graahaaret Krøbling paa en Halmvisk og lallede som et Barn.

Emanuel standsede af Overraskelse. Det var nu saa længe, siden han havde staaet Ansigt til Ansigt med den usminkede menneskelige Elendighed, at han uvilkaarlig kom til at gyse ved Synet af dette sammensunkne Tag, denne indfaldne Gavl, disse sønderbrudte Ruder, der stirrede ud paa ham som onde Øjne. Han mindedes Mosekærshusene derovre i hans forrige Hjemstavn, – hin Samling 81 ynkelige Lerrønner ude ved Sognets sumpede Vestgrænse, hvis Nød og Savn han i sin Tid ved egne og Andres Opofrelser forgæves havde søgt at afhjælpe. Og han faldt i Tanker.

Da Konen omsider fik Øje paa ham, nærmede han sig og bød Guds Fred.

Men i Stedet for at svare mumlede Konen en Ed og huggede til med Øksen, saa Pindestumpen fo'r langt bort.

"Hvorfor bander du min Hilsen?" spurgte Emanuel sagtmodigt. "Jeg kommer ikke med Ondt, og jeg vil ikke gaa med noget Godt – som Ordet lyder. Jeg er din Ven. Og jeg byder dig derfor igen: Guds Fred!"

Konen saa' endelig op – men med et Blik, der fik Emanuel til at studse, ja næsten gjorde ham forskrækket, saa ondt og hadefuldt var det. Nu saa' han i det Hele først rigtig paa hende. Hun var uhyggelig at se til i sine snavsede Pjalter, mandshøj og førladen, oppustet af Usundhed og med hele Hovedbunden fuld af sorte Skæl.

Inde fra Huset lød der slæbende Trin. En gammel, aldeles sammenbøjet Kone med et uformelig stort Hoved krøb frem i Døren, hvor hun blev staaende med den ene, runkne Haand støttet paa en Stav, den anden paa Dørkarmen. I sløv 82 Stirren betragtede hun den fremmede Mand, mens hun med mimrende Mund blev ved at mumle:

"Jeg er syvoghalvfirs til Poske. Jeg er syvoghalvfirs til Poske."

For Emanuel gik der pludselig et Lys op. Han huskede, at han i sin Tid paa Sandinge Højskole havde hørt Tale om en Kone her fra Egnen, "sorte Trine" kaldet, der var Befolkningens Skræk, og hvis hadske og trodsige Sind hverken venlige Tilnærmelser eller gode Gaver havde formaaet at formilde. Han erindrede nu ogsaa dunkelt at have hørt Noget om, at hendes Mand en Gang var bleven slaaet til Krøbling ved et Jordskred under Arbejdet paa den nye Jærnbane, – og han tvivlede derfor ikke om, at det var denne Kone, overfor hvem et mærkeligt Tilfælde her havde stillet ham. Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde han, atter mildt og fredeligt:

"Hvorfor ser du ikke glad ud? … Jeg stod just og tænkte paa, hvor lykkelig og taknemmelig du dog maatte være … du, som jo hører til de Udvalgtes Flok, hvem Gud har benaadet med Daabstegnet paa sin Kærlighed. For – jeg ser det – du er haabløst fattig. Du har vel akkurat det Straa, hvortil du kan hælde dit Hoved. Du er 83 fornægtet af Verden … en Fremmed og Fredløs her paa Jorden. Hvorfor er du da ikke glad?"

Konen sænkede Øksen og saa' forbavset paa ham. Det var ikke i den Tone, man plejede at tale til hende om hendes Elendighed.

"Forstaar du mig ikke?" vedblev Emanuel. "Er det da ikke sandt, at I Fattige forud har faaet som Gave af Gud, hvad vi Andre saa inderligt maa sukke efter … vi, som træller under Verdens kummerfulde Aag … vi, som endnu i Dødsangstens Time klamrer os til Støvet som et Rovdyr til sit Bytte. I er lykkelige, … I, som ikke kender andet Begær end netop at opholde Livet; som kun er lænkede til denne usle Verden ved Selvopholdelsesdriftens tynde Traad, den Døden overklipper for Jer uden Smerte. Og endda er du ikke glad, Trine!"

Konen stirrede paa ham med opspærrede Øjne og maabende Mund. Det var dog mindre hans Tale, som hun ikke fattede synderligt af, end den Omstændighed at høre sig nævnet ved Navn af denne vildfremmede Mand, der gjorde et saa overvældende Indtryk paa hende. Han kendte hende altsaa!

Hun strøg sig med Armen over sin svedige Pande og mumlede:

84 "Hvem er I, med Forlov?"

"Et Menneske, der misunder dig, … en af Verdens Slaver, der forgæves kæmper for at slide Trællelænken af sig. En stakkels Vildfarende er jeg, der her for dig gør Bod, fordi han en Gang lyttede til Menneskenes daarlige Tale og troede at gøre godt mod dine Lige ved at ville berøve dem deres eneste Eje, Fattigdommen, Sjælens Frigjorthed, Evighedens Afglans her paa Jorden, som der staar skrevet. – Og saa byder jeg dig da for tredje Gang: Guds Fred! Gaa ind i dit Hus og lov Herren! Men glem saa heller ikke at bede for dem, der ikke er saa lykkelige at have faaet Plads ved Himmeriges Porttærskel! … Bed for mig, Trine!"

Han rakte hende Haanden.

Et hæsligt Smil spillede et Øjeblik om hendes tykke Læber.

Han er gal, tænkte hun.

Dog var der Noget i hans Væsen, i hans milde Blik, i denne bedende fremstrakte Haand, som hun i Længden ikke modstod.

Tøvende og halvt uvilligt gav hun ham tilsidst sin grove Næve.

85

X.

Den Vej, Emanuel fulgte, var efterhaanden svunden ind til et Par dybe Hjulspor, to gulhvide Sandstriber, der drog sig i Bugter gennem den mørke Lyng. Nu hørte endog disse op. Kun en smal Fodsti førte videre gennem det tavse Øde, hvorover en enlig Lærke kvidrede med fortvivlet Kraft, som sang den sig fra sin Rædsel over Stedets Ensomhed.

Emanuel steg langsomt op ad den stadig stærkt stigende Skraaning, hvorover Solen brændte med næsten sydlandsk Ild. Han var stærkt grebet af den nys oplevede Scene, der paa saa underfuld Maade – ligesom ved Guds egen Tilskyndelse – var bleven ham en Indvielse til den Gerning, han nu skulde tage op med al sin Styrke.

Han naaede omsider sin Vandrings Maal, det store Sømærke, som knejsede deroppe paa den yderste høje Pynt, hvor Landet endte. En stejl og vildt opreven Skrænt styrtede herfra ned mod Havet lige ud for det Sted, hvor den stenede Fjord skød sig brusende ind i Landet.

Over Havet saa' man milevidt. Men ogsaa over den brede Fjordmunding havde man en 86 storslaaet Udsigt til Landet ovre paa den anden Side … et nøgent, bølgeformet Agerland, gennemkrydset af Markskel og lange, snorlige Stendiger, der strakte sig hen over alle Bakkerne som styrkende Ribber. Derovre paa Landets højeste Punkt øjnedes Vejlby med det højtragende Poppeltræ i Præstegaardshaven. Spredt omkring paa Markerne laa hvidkalkede Huse, der gnistrede i Solen som Spejlstumper, og helt nede i Syd skimtedes – som en Ø i Fjorden – Skibberup Næs med den ensomt liggende Kirke.

Emanuel stod længe ubevægelig ved Foden af Sømærket. Han stirrede over paa sit forrige Hjem som paa en Drømme-Aabenbaring. Det var ikke, fordi Gensynet kom ham overraskende, – tværtimod. Men han var i Øjeblikket uforberedt, følte sig overrumplet af det i den Sindsstemning, hvori Dagens mange forskellige Oplevelser havde sat ham. Han havde i Begyndelsen endog ondt ved at tro, at denne golde, fremmedudseende Banke virkelig var hans gamle Hjemstavn, hvor han havde levet sit Livs syv lykkeligste Aar, … virkelig var den Plet af Jord, hvorom hans Tanker ved Dag og Nat havde kredset som Fuglen om sin Rede.

Men efterhaanden som hans Øje blev hjemmevant 87 derovre mellem de lange Stendiger, efterhaanden som han genkendte hvert Hus, hver Busk, hver Høj, strømmede hans Hjærte over. Al den ydmyge Længsel, hele den højtidsfulde Forventning, hvormed han havde imødeset denne Gensynets Stund, vaagnede igen i hans Bryst, og hans Øjne stod fulde af Taarer. Dernede ved Stranden laa gamle Ole Birgers Hytte med Vippebrønden og den lille Kaalhave. Det Hus, der laa lidt højere oppe, maatte være Ruinerne af Dyrlæge Aggerbølles Hjem! … Derhenne langs med det høje Pilehegn gik den Sti, ad hvilken han og Hansine saa ofte havde vandret i deres Ægteskabs første Aar, naar de gik Aftenture sammen ned til Stranden og sad paa de store Sten og talte om Fremtiden. Og dèr – o Gud! – Kirken helt dernede, hvor "Gutten" sov den lange Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans Livs bedste Glæde! … Og dèr? Var det ikke … ? Jo, dèr bag de tre mørke Høje gemte sig Skibberup; dèr boede Hansine, … dèr gik hun maaske netop nu og tænkte paa ham, … sad maaske ved den kære gamle Elses Sygeleje og tænkte paa ham. Ganske tydelig saa' han for sig den lille gulkalkede Halvgaard med den lave Port og det tjærede Bindingsværk … den gammeldags Stue 88 med det mørke Lergulv, det grønmalede Panel, den firkantede Bilæggerovn, Spinderokken og det blaastribede Alkoveforhæng, Tallerkenrækken under Loftet og de mangerudede Vinduer, hvorigennem Solen faldt ind med en gylden, søndagsfestlig Glans. Hvor ofte havde han ikke i sine vaagne Drømme staaet der udenfor Hyttens Dør en silde Aftenstund og sagte banket paa … en vejtræt Vandringsmand, en mødig Pilgrim, der har endt sin lange Bodsgang paa nøgne, blodige Fødder. Sagte har Hansine rejst sig fra Stolen ved Moderens Leje, aabnet Vinduet paa Klem og spurgt, hvem det var. Og da hun har genkendt ham, er hun stille kommen ud og har rakt ham sin Haand med de Ord: "Velkommen! Jeg har ventet dig!" Tavse har de set paa hinanden. Og for ikke at forstyrre den Syge, gaar de ud i Haven og sætter sig paa den lille Digestump, hvorfra Udsigten aabner sig over Engene, og hvor de i deres Forlovelsestid saa ofte sad i stille Sommernætter og saa' op paa de drivende Skyer. Nu sidder de der atter Haand i Haand under Stjærnehimlen og taler sammen om deres Fremtid; … taler ogsaa om den forgangne Tid, om disse tunge Adskillelsens Aar, hvori de først ret har forstaaet og fundet hinanden. Og Hansine siger: "Vær ikke længer 89 vred over min Tavshed og mine korte Breve. Tro aldrig, jeg har tvivlet om, at du en Gang vilde komme tilbage. Jeg har siddet her og ventet dig hver Dag; og hver søvnløs Nat har jeg lyttet efter dine Trin. Men jeg vilde, du skulde komme frivilligt – ikke draget af min Klage. Derfor har jeg været tavs. Derfor vilde jeg ikke se dig. Men jeg har heller ikke grædt, hverken for dig eller for vore Børn. For jeg vidste, du vilde komme, naar din Kamp var udstridt!"

– – –

Ja, ja – nu vilde han komme! Endnu i Dag vilde han skrive til Hansine derom, saaledes som han havde bestemt. Allerhelst var han straks rejst over til hende med Børnene, … men Hansine havde jo forbudt ham det. Netop i sit sidste Brev havde hun paany indstændigt afkrævet ham et Løfte om ikke at gøre det af Hensyn til Moderen, der ikke taalte nogen Sindsbevægelse. Maaske frygtede hun tillige den Opsigt, en saadan uforberedt Ankomst kunde vække derovre paa Egnen. Men han havde nu tænkt sig, at de kunde mødes første Gang ude paa Skibberups ensomt liggende Kirkegaard. Han kunde sejle derover i en Baad, saa Ingen fik ham at se. Dette vilde han nu skrive til hende. Over Guttens Gravhøj skulde de atter 90 række hinanden Haanden og forny deres Troskabspagt for Evigheden.

… Opfyldt af denne Beslutning vendte han med raske Skridt tilbage mod Sandinge Leje. Han steg ned ad en Sti paa Havsiden af Pynten og gik hjemad langs med Stranden. Hans Hoved var fuldt af Planer. Synet af det gamle Hjem havde givet ham nyt Mod, og Mødet med "sorte Trine" havde genvakt hos ham den Virkelyst, den Aandens Meddelelsestrang, som nu saa længe havde slumret.

Da han naaede Hjemmet, gik han over Gaardspladsen ind paa sit Værelse, en rummelig, lavloftet Bondestue med kalkede Vægge og mere end tarveligt Bohave. Han vilde straks sætte sig til Bordet for at skrive Brevet til Hansine.

I det samme opfangede hans Øre Lyden af en munter Latter, der klang ind til ham ude fra Haven.

Frk. Tønnesen! … fo'r det igennem ham.

Han kastede Blikket ud igennem Vinduet. Ja ganske rigtigt. Dèr stod hun henne ved Havelaagen sammen med Betty, øjensynlig i Færd med at tage Afsked. Hun havde slaaet sin Parasol op for Solen og over dens hvide Skaft nikkede hun til Nogen, der nærmede sig henne paa Landevejen. Et Øjeblik efter viste Pastor Petersen sig med et 91 mægtigt Bade-Haandklæde over Skuldren. Han underholdt sig lidt med Damerne, hvorpaa han galant bød Frk. Ragnhild Armen, som hun smilende modtog.

Trods en voldsom Kamp med sig selv var Emanuel bleven bleg. Med et stift og ligesom brustent Blik blev han ved at stirre hen mod den Plet, hvor de forsvandt. Saa strøg han sig over Panden og sank stille ned paa en Stol.

Hvad var det dog for en forfærdelig Magt, denne Kvinde havde over ham … ?

Hans Legeme var kommen til at ryste. En Dødens Rædsel gennemisnede med ét hans Blod, og han bøjede sig ned, bedækkede Ansigtet med sine Hænder og næsten raabte:

"Herre, Herre! Jeg slipper dig ikke … jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!"

[gå frem]

Indhold:

Første Bog
Anden Bog
Tredie Bog
Fjerde Bog
Femte Bog

Øvrige bind:
I. Muld
II. Det forjættede Land