Dommens Dag

Et Tidsbillede

[gå tilbage]

Anden Bog

95

I.

Der fulgte sommerlige Dage med høj Himmel, Fuglekvidder og Duft af nyslaaede Enge.

Hver Aften lejrede der sig langs hele den vestlige Synsrand en graaviolet Taage, der tilslørede Solen, saa den allerede længe før sin Nedgang hang under Himlen som en mørkerød Maane. Og hver Morgen var Sandinge-Dalen i et Par Timer opfyldt af saa tætte Engdampe, at man inde i Byen ikke kunde se fra den ene Gaard til den anden. Til Gengæld kunde man saa høre, hvorledes alle Dalens Køer gav Hals derude i det klamme Bad; og ikke gik der et Par Træsko over et Gaardsrum, ikke græd et Barn for Morgenvadsken, uden det hørtes over hele Byen.

Man havde i disse Timer en Fornemmelse, som om man var bleven nedsænket i en undersøisk Verden, gik og famlede sig frem paa Bunden 96 af et graaligt-flimrende Hav, hvor sære, kæmpemæssige Skygger pludselig rejste sig omkring En og ligesaa hurtigt forsvandt. Selv temmelig nære Genstande skimtedes kun i uklare, bølgende Omrids af fabelagtig Form. Og oven over Taagerne forkyndte Lærkerne med deres Kimen, at deroppe var der en Verden, hvor Himlen var blaa, og hvor Solen skinnede. –

Henne fra Højskolen havde Morgensangen nylig lydt … et Kor af halvandet Hundrede kraftige Pigestemmer, ledsaget af et Par dybe Mandsrøster. Nu var Eleverne beskæftigede med Morgen-Rengøringen oppe paa deres smaa, hvidkalkede Tagkamre, der laa i en lang Dobbeltrække oven over den store Foredragssal ligesom Celler paa en Klostergang. Men selv denne jævne Gerning udførtes under Sang og Nynnen og Sindets glade Opløftelse. Og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker og udøse Fortrolighed, … eller de stillede sig hen i Ensomhed ved de smaa Vinduer og stod dèr med Haanden tankefuldt under Kinden og lyttede til de mange forskellige Lyd, der bares op til dem derude fra den travle, urolige Verden, som de bølgende Engtaager halvt skjulte for deres Blik, – 97 og som ogsaa i en anden Forstand forekom dem underlig fjern og uvirkelig.

Imidlertid rygtedes det, at der holdtes "Sammensladder" inde i det store Hjørnekammer "Brejdablik". Det var Slagelse-Natalie, der som sædvanlig havde sat Gemytterne i Bevægelse. Den høje, krushaarede Pige gik frem og tilbage over Gulvet og oplæste med glødende Kinder Vilh. Prams sidste store Tale, der netop stod aftrykt i Dagens Nummer af Højskoletidende. Rundt omkring paa Sengekanterne sad Tilhørerne og afbrød hende med protesterende Tilraab. I den Bladstrid, der i den sidste Tid var bleven udfægtet mellem Vilh. Pram og Højskoleforstander Sejling angaaende Vennesamfundet, havde nemlig alle Skolens andre Elever trofast holdt med deres egen Forstander. Kun den lille Sofie Landerslev inde fra "Østen for Sol" havde Natalie foreløbig vundet for sit Parti, og det fortaltes, at hun straks havde opflammet hende til at afgive Løfte om at bryde med sin Kæreste, dersom han ikke vilde afsværge Troen paa Biblen som aabenbaret Skrift.

Men nu lød Skoleklokken, der forkyndte, at Formiddagsforedraget skulde begynde. Alle fo'r op, og et Øjeblik efter sad halvandet Hundrede unge Piger i festlig Forventning bænkede nede i 98 den store Foredragssal. Efter Afsyngelsen af en Sang steg Læreren op paa Katederet. Det var den unge Kandidat Schønberg, der fortsatte sin Oplæsning med tilhørende Udlægning af danske Kæmpeviser.

… Imidlertid var der begyndt at komme Liv i Taagerne derudenfor; de ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, tilsidst næsten sølvhvide. Snart saaes det første Stykke blaa Himmel titte frem over en Skorstenspibe, Hanerne kom paa Møddingerne, og Børnene tumlede ud paa Gaden.

Kun Friskolelærer Povelsen laa endnu og bredte sig paa Ryggen i sine tykke Dyner med en Avis foran sig og en to Alen lang Pibe hen ad Gulvet. Solen listede netop ind til ham over Vindueskarmen, da Døren til Skolestuen aabnedes paa Klem. Hans Kones bebrillede Ansigt kiggede forsigtig frem, hvorefter den sædvanlige Morgenunderhandling begyndte imellem dem.

"Kære Povelsen, nu er alle Børnene samlede. De skulde jo have en Time Regning, min Bedste." Skolelæreren løftede ligesom aandsfraværende sit gudhengivne Blik og sagde:

"Ja, du har Ret, du Kære! Nu skal jeg straks komme … om et Øjeblik komme. Men 99 sig mig, Ven, – kunde du ikke læse Morgenbønnen med dem?"

"Det har jeg netop gjort, kære Povelsen."

"Ja, det er sandt, jeg hørte det jo! Nu skal jeg straks. … For Resten, kunde du ikke synge lidt med dem saa længe, lille Maren – saa bliver de saa glade. Syng den om Torbisten og Fluen, den morer dem saa meget, de kære Smaa. Men lad dem kun synge alle Versene. Børn har godt af at vænnes til Orden og Akkuratesse."

Det bebrillede Ansigt forsvandt, og Povelsen fordybede sig atter i sin Føljeton.

II.

Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende Køer og en Himmel saa skinnende og blank, som om den svedte. Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild over Brolægningen og trængte Skyggen op ad de kalkede Længer helt ind under Tagskæget, hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden laa uden for sit 100 Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.

Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge, at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Fortidslevninger med lange, lave, straatækte Længer, der ser saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde, men hvis vedbendbehængte Mure og mosbegroede Tag fængsler Blikket og fortryller Sindet som en Aabenbarelse fra Æventyrets Land.

Her boede den gamle 80-aarige Pastor Momme, som ligeledes var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige gammeldags Folkehyrde-Præg – som han med stor Omhu bevarede – lignede en Æventyr-Skikkelse, naar han sad derude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ.

101 Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed, som han havde faaet Naade til at lede det første, vanskelige Skridt op mod Aandens lyse Højder. Ældre Folk kunde endnu fortælle derom. Først var det sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen var bleven funden død under Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder. De Sandinge Bønder havde stille baaret ham til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han dèr, hvor han havde det bedst, vendte de ubekymrede tilbage til deres daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest svinglede to Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med en halv Snes store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag imellem sig; og Alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede forbi. Ude i Engene stod de Sandinge Bønder og stirrede – med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved Indkørslen til Byen brød ud i et tredobbelt Hurraraab og derpaa under Afsyngelse af "Danmark dejligst Vang og Vænge" drejede ind i den 102 tomme Præstegaard, saa' de betænkeligt til hinanden over Grøfterne.

Thi de gamle Sandinge Bønder var et stille og sindigt Folk uden mange Ord, endsige Sange. De røgtede deres Agre, fedede deres Stude og interesserede sig ikke synderlig for, hvad der foregik uden for deres egne Markskel. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede sig med den lille livlige Præst – "Abekattepræsten", som de rent ud kaldte ham. Den første Gang, han havde ladet Indbydelse udgaa til "folkeligt Sang-Stævne" i sin Have, var der Ingen, der mødte. Man var ikke vant til andre Slags Forsamlinger her end Gildelag og Ligbegængelser, og man følte sig fortrydelig over, at en Fremmed selvraadigt vilde indføre nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre. Snart rygtedes det om En, at han havde talt ilde om Ungdommens Dans i Legestuerne, snart om en Anden, at han forsagede baade Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde i Præstegaarden. Og nu fulgte den store Tid, Brydningens Tid, de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældre forbandede deres eget Afkom, da Børnene flygtede fra Hjemmet, og da rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu paa sin 103 Kones Ryg, fordi han en Dag fandt den nye Sangbog gemt i hendes Dragkisteskuffe. De Gamles Modstand styrkede blot Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring. Langt ud over Sognets Grænser, helt over til den anden Side af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og Folk kom dragende langvejs fra for at høre og se. Det var, som om selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid, de rige Forjættelsers straalende Dage.

Dengang var det ogsaa, at det blev aabenbaret, hvad for mærkelige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde oprindelig været en ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en lang, vindtør, underlig Fyr, der sad bag sit Vindue med begede Traade hængende over Øret og fra Morgen til Aften sang gamle Viser, som Ingen kunde finde Forstand i. Men Pastor Momme indsaa' snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Bistand anbragt paa et Seminarium, hvorfra han efter kort Tids Forløb vendte tilbage som en stadselig Skikkelse med runde, glade Kinder og et pragtfuldt Skæg nedover Brystet. Hin store Dag, da Forlovelsen blev fejret mellem 104 ham og selve Ole Vemmeløvs Datter Maren, fejredes som en Jubelfest af hele Menigheden. Med den gamle, halsstarrige Storbondes endelige Overgivelse var den sidste, alvorlige Modstand brudt. Og da man om Aftenen for første Gang samledes oppe paa den Kæmpehøj, der senere skulde faa saa stor Betydning i Menighedens Historie, opsendtes fra mangt et bevæget Hjærte en inderlig Tak til Gud for Aandens Sejrsgang her og over det ganske Land.

Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv, da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og begejstret Tale genlød under de ærefrygtsindgydende Kroner. Saa længe var det siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde selve Grundtvigs Barde-Skikkelse en Gang staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Bojesen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod, Dines Pontoppidan og hvad nu alle de Andre 105 hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkelt dybe Billedsprog for det lyttende Folk.

Ogsaa Pastor Mommes Eksistens var Befolkningen undertiden nær ved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt man af at vise ham frem for de Tilrejsende og hylde ham som den sidste, endnu levende Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt til de store Profeter, og det betragtedes næsten som en Opofrelse, naar man en Gang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken, hvori der aldrig forekom mindste Hentydning hverken til Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte Sindene i Bevægelse. Saaledes var det ogsaa kun af Medlidenhed med den gamle Mand, at man vedblev at holde Liv i hans Hjærtensbarn, den folkelige Friskole, skønt de Fleste forlængst var bleven enige om, at det varigste Udbytte, man havde haft af denne bekostelige Anstalt og dens Bestyrer, knyttede sig til nogle delikate Smørboller, som Friskolelærer Povelsen 106 efter sin Hjemkomst fra Seminariet havde faaet indført i Menigheden.

Det var dog ingenlunde Mangelen paa Paaskønnelse, der i de senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var endog taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem, der følte Trang til at gøre sig gældende i Verden. Han havde altid haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at andre og mere betydelige Personligheder, – som f. Eks. den gamle Højskoleforstander – havde overtaget Førerskabet her, ja Ingen havde frydet sig mere end han over det fornyede Opsving for Folkesagen, som særlig Højskolen havde fremkaldt ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.

Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning mæt af Dage. Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet sig selv og nu fristede den trange Lod at opleve Dommen over sit Liv og sin Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede hans Alderdom, at han nu 107 – i sit firsindstyvende Aar – var begyndt at tabe Troen paa den Sag, for hvilken han begejstret havde ofret sit Liv. Han havde længe ikke villet tilstaa det for sig selv. Han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en skørhovedet Olding, søgt at trøste sig med Sangens frejdige Ord om, at "unge Øjne, de se dog bedst". Men han havde ikke kunnet berolige sit bekymrede Hjærte. Den Ungdom, han saa' vokse op omkring ham; de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket, … det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af Aandens rige Udsæd.

Og dette var endda ikke Alt. Allerbitrest for ham var det at være Vidne til, hvorledes den frie Kirkes gamle Modstander, den lysrædde og livsfjendske Pietisme, som han havde troet overvunden for alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han læste om den nyfødte Begejstring, hvormed man alle Vegne flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte, at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre Helvedprædikanten derovre i Vejlby og Skibberup Sogn, – ganske som man i sin Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af Lysets og Frihedens 108 Evangelium – da grebes han af en knugende Fornemmelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog.

Han havde nu kun ét Haab tilbage: det andet Liv. Derfor var han saa taknemmelig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves, følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden. Og hver Dag var det hans Bøn til Gud, at han dog vilde tage ham op til sig og stille hans Længsel efter Klarhed, Fred og den evige Uomskiftelighed.

Dèr sad han nu paa denne solrige Eftermiddag hensunken i Tanker under den minderige Blodbøg. Hans Hænder laa foldede i Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen være alene med sine overjordiske Drømme.

Et Stykke borte fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var – ligesom Pastor Mommes afdøde Hustru – en Halvsøster til Fru Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde 109 synderlig Lighed. Man skulde vel endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger end den smukke, smilende, af Alle beundrede Enkefrue og denne uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle Træstrikkepinde.

Frk. Katinka havde altid været Familiens Skumpelskud, hvem man sendte Bud efter i Sygdomstilfælde og ved andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes Bistand, saa at hun – skønt ingen Andre end hun selv vidste det – i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge Præstegaard. Tilsyneladende ganske uanfægtet af hele det aandelige Røre omkring hende, uden for saa vidt det hvert Øjeblik fyldte Huset med larmende Gæster, havde hun gaaet ubemærket omkring og gjort Dagens Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster, indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste Støtte.

Mens hun nu vandrede der frem og tilbage i Havegangen, holdt hun stadig et vagtsomt Øje med den Gamle, hvis Skikkelse faldt mere og mere sammen 110 derhenne paa Bænken under Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise, butte Maade, der var hende egen:

"Momme … du skulde ikke … sidde dèr og sove. Hvorfor gaar du ikke … ind og lægger dig lidt?"

Den Gamle var virkelig falden i et let Blund. Han saa' sig omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.

"Ja, – jeg tror ogsaa, jeg vil gaa ind lidt," svarede han derpaa og lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.

"Kom – lad mig hjælpe dig," sagde Frk. Katinka.

"Tak Cecilie! … Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?"

Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han troede, at han talte med sin afdøde Hustru; og han kom ikke rigtig til sig selv, før de naaede ind i Stuerne.

111

III.

Da Frk. Katinka havde bragt den Gamle til Hvile, vendte hun tilbage til Alleen langsmed Havehegnet, hvor hun hver Eftermiddag plejede at tage sin Spadseretur. Uden for Præstegaardens Enemærker kom den gamle Dame kun sjelden, og naar det skete, vakte hun gerne en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet, naar de saa''1 hende komme anstigende med det lille Hoved og den lange, slunkne Hals langt foran den øvrige Krop, iført en fodsid, af Ælde grøn Mantille, Kysehat med Krusestrimmel og flade, fuldkommen hæleløse Brunels Støvler, der var snøret paa Siden.

Frk. Katinka selv var ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for Menneskene, at hun lod sig anfægte af deres Domme; og ganske særlig havde ikke den Kreds, hvori hun her havde maattet leve, saa lidt som det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, nogensinde formaaet at indgyde hende synderlig 112 Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søstrenes Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, hvorledes fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevenhed med en Skuespillers Rutine; og hun var kommen til det Resultat, at hvad der paa Tilskuerpladsen blev beundret som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed, i de fleste Tilfælde var temmelig tarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller en slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung.

I det Hele var hun ingenlunde gaaet hverken saa blind eller saa uberørt gennem Livet, som Folk i Almindelighed troede, og som hun selv bestandig gav det Udseende af. Med en egen nøgtern Forstandighed havde hun iagttaget Menneskene og altid følt sig fremmed imellem dem. Men hendes Natur havde ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes Hjærte egentlig ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig som af et Instinkt til at overtage Samaritangerningen hos sine Omgivelser, … og der havde altid været nok af Hjælpeløse paa hendes Vej, nok af stakkels Skibbrudne paa Tidens rørte Vande.

113 … Som hun nu gik dèr frem og tilbage langs Tjørnehegnet, standsede hun med ét sine rastløse Strikkepinde, løftede Hovedet og lyttede. Det forekom hende bestemt, at hun havde hørt Havelaagen knirke.

Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang, hældøret Bondemand listende ind i Haven.

Rynkerne i hendes lille graa Ansigt trak sig sammen. Hvem kom nu og bragte Forstyrrelse? … Nu standsede Manden og saa' sig forsigtigt omkring.

Aa – den Bevægelse kendte hun! Det var jo Væver Hansen ovre fra Skibberup. Naa, han skulde være velkommen.

I det samme fik Manden Øje paa hende og nærmede sig med betænksomme Skridt.

"Velkommen," hilste Frk. Katinka med et Nik, dog uden at give Haanden. "Saa De er … kommen her over … i Dag, Jens Hansen. Har De maaske … noget Ærinde her?"

I Væverens fregnede Ansigt med det rødlige, tyndtvoksende Skæg bredte der sig et skævt Smil, mens han skottede ned til hende med et opmærksomt undersøgende Blik.

"Aa ja, Noget har man jo immer at pusle 114 med. Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en bitte Besøgelse med det samme."

"Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa … saa længe siden … De var her sidst. Kom lad os sætte os."

De tog Plads i et Lysthus, der vendte ud til den store Græsplæne. Frk. Katinka satte sig paa Bænken derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.

Væver Hansen var for Tiden en fredløs Mand. Den fornyede Førerstilling, han for et Par Aar siden havde tillistet sig derovre i Vejlby og Skibberup, havde han atter mistet. Hans Rolle var i Øjeblikket ganske udspillet, ja han var højtidelig lyst i Ban af selve Helvedprædikanten derovre, skønt det navnlig var paa Væverens Foranledning og ved hans Indflydelse, at denne Mand i sin Tid var bleven kaldet der til Sognet. Det var igen gaaet ham som den Gang, da han havde benyttet Emanuel Hansted til at rydde hans gamle Modstander Provst Tønnesen af Vejen. Den Bevægelse, han saa snildt havde skabt til Fremme af sine Planer, havde hurtigt taget en anden Retning og navnlig en langt stærkere Fart end beregnet; og da han 115 havde søgt at bremse den, var han bleven revet over Ende.

Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af Alle saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun lige saa lidt som nogen Anden, – og de interesserede hende heller ikke. Men det oplivede hende en Gang imellem at tale med et Menneske, der syntes hende at betragte Livets Rørelser omtrent lige saa ædrueligt, som hun selv. Alle de Egenskaber, der havde gjort ham saa ilde anset i hans egen Kreds, hans Mistænksomhed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snævre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse i Stedet for paa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande … Alt dette frastødte hende slet ikke, ja det tiltalte hende endog som Vidnesbyrd om en forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene.

"Naa … er der saa noget Nyt … ovre fra Deres Side?" fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor hinanden.

"Aa nej, saadan noget Større er der da ikke at melde om. Det lider jo Altsammen jævntvæk i den gamle Skure. Vi har det jo immer lidt rigeligt med Djævelsnak og Svovlstank, saa man 116 somme Tider kan synes at fornemme Helvede brænde lige under Træskoen. Men ellers har vi det saamænd efter Fortjeneste, som man siger! … For Resten har vi da faaet en ny Religion derovre nu."

"Naa, I ogsaa!" mumlede Frk. Katinka. "Hvad hedder saa den Religion?"

"Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere."

"Hvad for Noget? … Damgaardianere? … Dem synes jeg dog ikke, jeg har hørt Tale om før."

"Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa endnu noget vaade bag Ørene. – – Det er ellers ham Niels Nilen, … eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes … det er ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte i Bibelbøger. Og saa var det, han forgangen lavede denneherre nye Religion, som for Resten skal være helt udmærket … det har jeg da hørt baade en og to snakkes om."

"Men hvad er da det Nye ved den?"

"Ja se, det kan en Anden jo aldrig vide. 117 Men jeg tror nu nok, at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en anden Mening."

"Ja, Vorherre er en taalmodig Mand," sagde Frk. Katinka med usædvanligt Eftertryk.

"Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude," istemte Væveren, foldede sine røde Hænder og sad et Øjeblik hensunken i tankefuld Tavshed.

Men snart spillede igen Smilet i hans Ansigt, og han sagde:

"Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen nye Profet da? Ja for vi har natyrlig ogsaa hørt baade et og andet om det derovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre Mirakler nu."

"Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt."

"Ja ja – han har da allenfals faaet Skik paa hende, den sorte Trine, som I kalder hende, … hende, der nok var forlovet med Povelsen, inden han kom paa Seminariet. Det maa da næsten kaldes et Mirakkel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand dernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab – … og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda ikke sige saa meget som et eneste Ord."

"Ja saadan fortælles der jo."

118 "Ja – sandelig! – det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk. Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og véd saamænd mangen Gang knap, hvad man skal tænke om'et."

Det var Emanuel Hansted, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne her, – ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Liv, han for sit eget Vedkommende førte, og som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen ymtede man rent ud om, at han var gal. Men saa hændte det, at den sorte Trine en Søndag til almindelig Forbavselse viste sig i Kirken, ja endog søgte Herrens Bord; og snart rygtedes det, at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige Omvendelse. Han havde nok en Dag givet sig i Snak med hende uden for hendes Hus, og hans Ord skulde da have gjort et saadant Indtryk paa hende, at hun senere havde opsøgt ham i hans Hjem for at tale med ham. Fra dette Øjeblik slog 119 Stemningen mange Steder om. Navnlig blandt Smaafolk og ganske særligt blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, blev Mange stærkt optagne af denne besynderligt udseende Fremmede, der frivilligt hengav sit Liv til den Fattigdom og de Ydmygelser, til den Kummer og Vanære, hvorunder de selv sukkede … og som dog altid gik omkring med et Udtryk af dyb Lyksalighed, omgivet af en Forklarelsens Fred, der ligesom meddelte sig til Enhver, hvem hans milde Blik mødte.

"De skal vel for Resten hen og besøge samme Hr. Hansted," ytrede Frk. Katinka. "De og han var jo i sin Tid gode Bekendte."

Væverens rødrandede Øjne skævede atter hen til hende med et opmærksomt iagttagende Blik.

"Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved, tror jeg. – Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker paa, mener Frøkenen?"

"Jeg véd saamænd ikke."

"Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som nu skal holdes her?"

"Jeg véd ikke."

"Kaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?"

120 "Ja, det kan jo være."

"Saa Frøkenen har slet ikke hørt Noget om den Ting?"

"Nej, jeg har ikke," svarede Frk. Katinka og lo ved sig selv; – hun begyndte at ane den skjulte Hensigt, som den underfundige, i sine Muldvarpegange utrætteligt virksomme Væver havde med sit Besøg.

De gav sig til at tale om det paatænkte Møde. Væveren var utrættelig i at udfritte hende om, hvad hun havde hørt angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig bestemte, om Ordet vilde blive givet frit o.s.v. Frk. Katinka kunde imidlertid Intet oplyse. Han tog da med stor Omstændelighed en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund og glattede den med sin Haand og sagde:

"Se der var ellers Noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen gøre mig en Tjeneste med."

"Hvad er det, Jens Hansen?"

"Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel latinsk, tænker jeg. Om Frøkenen vil være saa god at se her. … Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl."

Han rakte hende Bladet.

121 "Utopi," læste Frk. Katinka. "Er det … det Ord?"

"Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?"

"Det betyder saadan … Drømmebillede … noget Uopnaaeligt … og saadan."

"Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! … Utopi! … Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak," sagde han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.

"Hvorfor er det Dem … for Resten saa meget om at gøre … med det Ord, Jens Hansen?"

"Aa jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal jeg sige Frøkenen."

"Ja vel. Men … har De … nogen bestemt Hensigt med det?"

"Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det var, man læste."

"Men De maa vel ogsaa … have tænkt, at bruge det … siden det var Dem saa meget om at gøre."

"Nu er det nok paa Tide, jeg kommer af Sted," sagde Væveren og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal. "Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak."

Frk. Katinka bredte et Øjeblik sin Mund ud 122 til et Abesmil, der blottede hendes lange, gule Tænder. Hun kendte Væveren tilstrækkeligt til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget paa at komme hans Tanker paa Spor.

"Farvel, Jens Hansen," sagde hun og gav ham Haanden.

IV.

Omtrent paa samme Tid traadte Emanuel ud af sin lille Have nede ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over Havet. Derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje, nøgne Lyngbakker i Vest.

Imidlertid var han bleven ivrigt iagttaget af den lille Sigrid, der havde ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her oppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin sædvanlige Eftermiddagstur. Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig ilsomt, stillede sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen, og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.

123 "Det passer," sagde hun derpaa ganske højt.

Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge. Nu var der ikke længer nogen Tvivl!

Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i Tanker.

Lige fra den allerførste Dag, da hun kom hertil, havde det stundesløse Barns altid virksomme Indbildningskraft beskæftiget sig med Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne daglig paatvunget hende Mindet om hendes gamle Hjem, og hun havde tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saa' en fremmed Kvinde nærme sig ude paa Vejen, standsede hun med bankende Hjærte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet. Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne og alle Andre, som hun kom i Berøring med, om Moderens Opholdssted, om Grunden til 124 hendes Udeblivelse o.s.v. Men hun havde ingenting faaet at vide.

Saa var det, hun i Gaar havde indsmigret sig hos den gamle Ellen Kagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos hvem hun derfor maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa ude i den Retning, hvor Solen gik ned … at sige lidt til Siden derfor … ikke til den Side, hvor hendes Kjolelomme var, men til den anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var gaaet bort.

Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt Sandhed.

Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten. Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden at Nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa brølede. Og Dukke Lise skulde med, og hun havde bestemt, at den skulde have alt sit Tøj vadsket og rullet for 125 at være rigtig pæn! … Moderen vilde nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.

… Imidlertid havde Emanuel fortsat sin Vandring langsmed Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet, og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske stille.

Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han gik forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten mellem Hænderne; og Alle blev de ved at stirre efter ham, mens han langsomt og tankefuldt fjernede sig op mod de store Lynghøjder.

"Mærkede I noget?" spurgte tilsidst den Gamle.

De Andre lo lidt af denne Ytring og sagde, idet de atter tog fat paa Baaden for at trække den højere op paa Stranden:

"Hvad mener du, vi skulde ha'e mærket, La's?"

126 Alligevel havde de virkelig Alle følt ligesom en hellig Luftning stryge hen over dem, idet Emanuel gik dem forbi. Skønt de ikke vilde være ved det, bevarede de endnu længe efter en egen svimlende Fornemmelse af at have været i Berøring med det Overnaturlige.

Emanuel havde besvaret Fiskernes Hilsen undvigende og halvt forlegent. Han følte sig beskæmmet af denne Ærefrygt, som han saa pludselig og ganske uden egen Foranledning var bleven Genstand for. Derfor var det ogsaa, han i den sidste Tid havde levet endnu mere ensomt og tilbagetrukkent end før. Han vilde ikke fristes til hovmodigt at regne sig selv til Fortjeneste, hvad Gud havde forundt ham at udrette.

Men frem for Alt vidste han kun altfor vel, at han endnu var saare langt fra at have naaet den Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Han vogtede i saa Henseende med et bestandig mere aarvaagent Øje paa sig selv. Endnu maatte han daglig dyste med Forstandens mangehaande Anfægtelser, endnu var hver Nat en oprivende Kamp mod Kødets onde Drømme. Men navnlig overfaldtes han bestandig oftere af Svagheds-Øjeblikke, grebes han af Modløshed og timelige Bekymringer. Særlig ængstedes han for Børnene og 127 deres ubetryggede Fremtid, siden Faderen nu virkelig havde gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham al Støtte.

Endelig foruroligedes han af Hansines vedvarende Tavshed. Han forstod den ikke. Nu var der forløbet saa lang Tid, og endnu havde han kun faaet et Par hastige Ord fra hende med den Besked, at hun havde modtaget hans Brev og snart skulde skrive nærmere. Han kunde kun forklare sig hendes Tavshed derved, at Moderen havde faaet et Tilbagefald, saa hun ikke havde faaet Stunder til at skrive. Men nu kunde han ikke længer beherske sin Utaalmodighed. Trods det Løfte, han i sin Tid havde maattet give hende, havde han nu besluttet at bryde op herfra snarest muligt med Børnene og tage over til hende, selv om han ikke fik Brev. Hun vilde sikkert tilgive ham dette Brud paa Tro og Love, naar hun kom til at forstaa, at han trængte til hendes Hjælp … at nu var Tiden kommen, da de Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for deres Frigørelse.

Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes som han oprindelig havde haft i Sinde. Hvor underfuldt Forsynet end i den sidste Tid havde vist ham sin Naade, – han kunde dog 128 ikke tage dette som Vorherres Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Tværtimod, han følte det for hver Dag tydeligere, at han dog ikke var beskikket til at forkynde Guds Dom over Tiden. Han maatte ydmygt erkende, at han var for skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være Guds Vældes Tolk, hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjærtigheds kaldende Røst i Ørkenen. Og dog, han skulde ikke klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af hele Verden, ligesom slettet ud af de Levendes Tal, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone.

Under saadanne Tanker steg han op ad Lyngbakkerne og naaede den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Her standsede han under det høje Sømærke, hvor han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og inddrukket nyt Mod og ny Længsel. Med bankende Hjærte stirrede han paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn … paa disse nøgne Banker, der nu for anden Gang i hans Liv vinkede ham i Møde som 129 det forjættede Land, mod hvilket alle hans Tanker og Drømme stundede.

Ja, han maatte bort … bort fra Ensomheden her og Mismodets Snarer, … bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der nu Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens formummede Fristerbud … denne skamløse Kvinde med hendes præstelige Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve Solen og Luften indblæste Blodet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem … hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok en klinet Hytte og en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde friste Livet. Det havde ingen Nød! Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk. Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke. Endnu sad der haard Hud inden i hans Hænder af syv Aars Stræb i Mark og Lade. Aa, han ligefrem længtes efter igen at tage fat! Aldrig skulde han glemme det Øjeblik forleden Dag, da han modtog Faderens Brev. Først var han bleven saa underlig bedøvet; hans Sjæl vaandede sig under de mange haarde og bitre Ord. Men da var det pludselig, 130 som klang der Harper i hans Indre, en Frydeklang, en Frihedsjubel, der svulmede og steg i hans Bryst! … Ja, nu skulde det ske. Nu skulde han genoprejse sit sunkne Hjem! Frejdigt skulde det løfte sig mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Han frygtede ikke! Fuglefrit vilde de bygge og bo bag Lyngtuen, trodse Livets Storme under Guds aabne Himmel! Hvordan stod der ikke i den gamle, frimodige Bryllupssang:

Mandemod, Kvindetro
vil saa gerne sammen bo.
Arneild, Barnesmil
lyser hjem til Aftenhvil.

Fadervor, Herrens Ord
dækker Kristnes Davrebord.
Bønnens Magt, Daabens Pagt
slaar om Hjemmet Englevagt.

Takkesang, Frydesang
hvælver og en Stue trang.
Sjælens Savn, Jesu Navn
lukker op for Himlens Favn.

Han vendte Hovedet og lyttede. Vinden bar Lyden af Menneskestemmer op imod ham inde fra Lyngheden.

Han vilde ikke sees, ikke træffe Nogen. Hurtigt 131 forlod han Stedet og steg ned ad en lille Sti, der langs Pyntens Havside førte ned til Stranden.

V.

Det var Pater Rüdesheimer og Frk. Ragnhild, hvis Stemmer han havde hørt. De kom gaaende inde over Heden i livlig Samtale … han med sin bredskyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Skoene, for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.

Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse Enemærker, og det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig til Mode i det store, tavse, dystre Øde, hvorover Sommervinden puslede som en spøgelseagtig Hvisken.

"Her er rigtig ækelt!" ytrede hun hvert Øjeblik. "Dersom man var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle onde Aanders Bolig. … Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har hele Tiden en Fornemmelse af, at Noget bider mig i Benene."

132 Ikke des mindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede at kalde Naturen i Adamskostyme, havde næppet villet tro sine Øren, da hun for lidt siden, mens de stod nede paa Stranden og raadslog om Dagens Udflugt, pludseligt udbrød: "I Dag vil vi ud til det yderste Thule!" Men Hemmeligheden var den, at hun et Øjeblik forinden havde set Emanuel paa Vandring ud mod Hammerbakkerne. Og da hun vidste, at han hver Dag drog herop og ofte var Timer, ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden mellem Mørkets og Overtroens Aander.

Samtalen mellem hende og Pateren havde iøvrigt under næsten hele Turen drejet sig om ham og om den Opsigt, han var begyndt at vække omkring paa Egnen. Rigtignok havde Pateren – som han plejede – søgt at undgaa dette Emne; han fortabte sig hvert Øjeblik i almindelige Betragtninger, fortalte Anekdoter og muntre Oplevelser fra det københavnske Selskabsliv. Men med sædvanlig Snarraadighed forstod Frk. Ragnhild hurtigt og naturligt at føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.

133 "Hvad er for Resten det, jeg hører om Dem," sagde hun saaledes, efter at Pateren en Tid havde underholdt hende med en Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle Etatsraad Hansted, hvor han havde været saa uheldig at støde paa den nye Kultusminister, der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. – "De har nok været en Slags Mellemmand ved de sidste Underhandlinger mellem Pastor Hansted og hans Familie."

"Hvorledes? .... Underhandlinger?"

"Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad Hansteds Fortrolige i saa Henseende."

"Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja – forinden Etatsraaden rejste til Carlsbad, bad han mig ganske rigtig tale med Sønnen for endnu en Gang at forsøge at indvirke paa hans usalige Beslutning. Det er det Hele!"

"Man kan just ikke sige, at De har haft Held med Dem!"

"Nej desværre! Men altsaa – Frøken! – det var det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden beklæder Kultusministerposten –"

"Altsaa ikke en Gang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette Noget! Tænk! … Og nu har 134 jo Etatsraaden oven i Købet nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade Hr. Hansted, at der er Metode i hans Galskab. Jeg er overbevist om, at det er hans ophøjede Maal en Gang at ende som Martyr paa Ladegaarden!"

Pateren saa' et Øjeblik opmærksomt paa hende. Derpaa sagde han med den dybe Alvor, han pludselig kunde lægge i sin Stemme:

"Frk. Tønnesen … den Sag synes mig for Resten lidt for alvorlig til at spøge med."

"Det finder netop ogsaa jeg!" svarede Frk. Ragnhild stødt og i en udæskende Tone. "Vi er hver Dag omgivne af saa megen kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt en Gang at træffe et Menneske, der følger sin egen Lyst uden først ærbødigst at anholde den offentlige Mening om Tilladelse."

"Hm! … Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen!" sagde Pateren. "Jeg er nu rigtignok af en ganske anden Anskuelse. Jeg er ikke i Stand til at undskylde, endsige begejstres for en Dumhed, fordi den er større og farligere end dem, vi sædvanligvis er Vidne til. Jeg véd jo nok, at Forstandighed ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage. I vor Tid skal en Helt jo være en Konfusionsmager, der overalt render Panden 135 mod Væggen og tilsidst brækker Halsen over sine egne Ben, hvad der poetisk kaldes hans Skæbne. At se sig for, at bruge Øjne og Øren, at overlægge en Sag, før man handler, … det er altsammen Noget, der er den sande Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle og Spidsborgere. Er det ikke saa?"

"O, gak den gyldne Middelvej – dens Endemaal bedrager ej!" deklamerede Frk. Ragnhild. "Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?"

"Netop!" svarede Pateren med opvældende Varme. "Og jeg anser det for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi Alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning vaager vi omhyggelig over alle Smaaejendommeligheder hos os, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Idé, af Frygt for at blive "som alle andre Mennesker" – det værste, Nogen véd. Vi maa absolut være Noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alle Ting mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste 136 paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmegjort Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o.s.v."

"Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! Jeg kan slet ikke følge Dem! … For Resten maa De for Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert Fald maa indrømme Hr. Hansted Mod til at leve i Overensstemmelse med sine egne Theorier. Og der er nu en Gang noget umiddelbart tiltalende ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og endog ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, … ligegyldigt hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har."

"Ikke for mig! For mig er Sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Vanvidets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slap Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg véd af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive en Profet, en Helgen, en Banebryder, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg véd, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig 137 ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til ét med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!"

Frk. Ragnhild trak paa Skuldren uden at svare. Hun tænkte i sit stille Sind paa Ordet om Ræven og Rønnebærrene. I det Hele var hun i den sidste Tid begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu skulde rejse om et Par Dage. Hun havde mere og mere maattet give Fru Betty Ret i, at han var for meget i Familie med de Firføddede. Og besad han end noget af en Puddelhunds rørende Trofasthed, ejede han desværre ikke dette lærvillige Dyrs Evne til at forstaa et lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.

"I det Hele" – vedblev Pateren – "har jeg ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tværtimod – –"

Han blev i det samme afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede med et lille Skrig. Hun paastod, at Noget havde bidt hende i den ene Fod.

Det viste sig dog blot at have været en Lynggren, 138 der havde strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.

"Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!" trøstede Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. "Tillad mig nu at være Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation. … Sammenbindingen af disse to smaa Baand ..."

"Ja Tak. Dersom De virkelig vil ..."

"Det er mig en stor Ære, Frøken!"

Hans Velærværdighed var atter helt sig selv. Han lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende midt paa Stien … og enten det nu virkelig var paa Grund af hans smaa, tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine Svikkelstrømpe1 … han laa en uendelig Tid og famlede med Baandene uden Resultat.

Imidlertid blev Ragnhild opmærksom paa en Skikkelse, der noget borte tegnede sig mørkt mod den nu helt taagetilslørede Himmel … en skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede ned over den yderste Skraaning bag det høje, korsdannede Sømærke. Det var Emanuel.

"Binder jeg maaske for fast?" spurgte Pateren, 139 – han havde mærket et lille Ryk fare igennem hende.

"Aa, det gaar an –" svarede hun, mens hun med et optaget Blik blev ved at stirre efter Skikkelsen derude, hvor Himmel og Jord flød sammen i graablaa Dunst.

Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men det virkede anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende straks, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev selv saa fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. – – Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde hans Skikkelse et besynderligt ulegemligt og samtidig næsten kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens lyse Baggrund; men ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et ejendommeligt Præg af overjordisk Værdighed.

Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede her. Ved et Tilfælde, der fik hende til at smile lidt, stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en 140 mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for højt.

"Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!" sagde Pateren og rejste sig omsider efter fuldbragt Gerning.

Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien, blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et mere og mere forbavset, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.

"Vil De sige mig, Pastor Petersen," sagde hun endelig og lagde Haanden paa hans Arm. "Er det mig, der pludselig er bleven gal … eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?"

"Hvad siger De? Tre Sole?"

"Ja. Se, dèr … og dèr … og dèr!"

"Ja sandelig! De har Ret! … De har virkelig Ret!"

Det forholdt sig ganske rigtigt, som hun sagde. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet, der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige Sol og svagt regnbuefarvet langs med den indvendige Rand.

"Men hvad er alt dette for Trolddom!" brød Frk. Ragnhild nu ganske ubehersket ud. "Hvad er 141 det dog for et Sted, De har ført mig hen? … Og hvad er det for et stort, sort Kors derhenne?" vedblev hun i stigende Rædsel ved pludselig at faa Øje paa Sømærket deroppe over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. "Det er jo som et Golgatha her! … Jeg vil ikke være her! De skal føre mig hjem straks. Hører De? Jeg vil ikke være her!"

Den ellers saa overlegne Frøken tabte et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende. Han gav sig blandt andet til omstændelig at forklare Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag, og det varede da heller ikke længe, før hun kom til sig selv. Hun tog hans Arm, lo af sin Skræk og kaldte sig en rigtig overtroisk gammel Tante.

Helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før de var naaet ud af "den ækle Ørken".

Men da blev det Paterens Tur at føle sig ilde til Mode.

Under Nedstigningen fra Hammerbakkerne opfangede han nemlig et lille Glimt af Emanuel nede paa Skrænten under Sømærket, og i det samme forstod han, hvorfor Frk. Ragnhild netop i Dag havde vovet sig herop paa disse øde Steder, som hun ellers afskyede, … forstod ogsaa Grunden til den 142 paafaldende Uro og Aandsfraværenhed, han under hele Turen havde sporet hos hende.

Hjærtet sank i hans Bryst. Endnu Alt omsonst! tænkte han … Og om to Dage skulde han rejse! …

VI.

Det almindelige men flygtige Naturfænomen, der havde indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke noget Godt. Af alle Naturens Storm-Varsler er maaske intet saa frygtet af Sømanden som "de tre Sole", naar de kort efter Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den letskyede Himmel – oftest i Magsvejr og efter længere Tids rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig, før den første Vindhvirvel kommer. Den kommer gerne som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død, uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart begynder Søen at syde, Folkene maa til Vejrs for at beslaa de sidste Sejl, og Lemme og Luger skal 143 forsvarligt skalkes, før det næste Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.

Men ogsaa inde paa Stranden bliver der Travlhed, inde i de smaa, lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes efter Tegn i Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder at mjave, og Vinden at tude gennem Skorstenen, ses Konen hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken ved deres Stave, kigger ud mod Kimmingen og mumler med sig selv. Det hele Hav er nu et flyvende Skum. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere Skymasser op over Horisonten. I et Nu er hele Himlen en sortgraa Røg, og Stormen kaster sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene til at ryste.

Først paa dette Tidspunkt begynder Bonden at spidse Øren. Han tænker med Bekymring paa sine Straatag og paa Sædstakkene bag ved Ladelængen, … mindes en Uvejrsnat for mange Aar siden, da Stormen væltede den ene Skorstenspibe ned ad Rygningen og oprev hans store Havrebod, saa de splittede Neg dansede som en Hær af gule Spøgelser vidt ud over Landet.

144 Saa uhyggelig blev denne Aften og Nat vel ikke. Dog holdt Uvejret Søvnen borte fra mangt et Sømandshjem, og mere end én Bonde listede op af sin Seng og gjorde en Runde om sin Gaard for at se, hvordan den holdt sig.

Umiddelbart før Solnedgang havde Vinden vendt sig. Og allerede en Time efter dundrede Stormen paa Landsbyernes Porte.

Paa denne Tid sad Hansine hos sin Moder og vandt Garn ved Skæret fra et kummerligt Talglys, der i de endnu korte Aftner maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lille lavloftede Bondestue var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne under Loftet, de to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle Udstyr var endnu bibeholdt i al sin Oprindelighed og bevaredes med en pietetsfuld Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren af en Demonstration.

Kun ét Sted manglede der Noget. Bænkepladsen for Enden af Egebordet, hvor Anders Jørgen paa denne Tid af Døgnet plejede at sidde med et Par irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stave sig gennem "Bladet", stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven angreben af 145 den saakaldte Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.

Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje havde gjort nogen Forandring i Husets nedarvede Skik og Orden. Hansine havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtpaaliggende at bevare det ejendommeligt gammeldags Præg, der altid havde hvilet over hendes Hjem. Hun havde nu ganske overtaget Styrelsen af Huset, og hun raadede baade i Køkken og Stald med en Myndighed, der mindede om Moderen. Den Uselvstændighedsfølelse, der i de sidste Aar af hendes Ægteskab havde sløvet hendes Vilje, var her paa hjemlig Grund vegen for al hendes gamle Selvsikkerhed parret med en næsten rastløs Virketrang. Og der var nok at tage fat i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda maattet sætte sig i Gæld, fordi Fæstet var udløbet med Faderens Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.

Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke forbleven upaavirket af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel 146 næsten Ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet dybere til Hjærtet. Han havde udviklet sig til et mere og mere tavst, indadvendt Menneske, lidt af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt muligt undgik Omgang med Byens Folk.

Heller ikke Hansine skøttede om Samkvem med Fremmede; og da hun tillige haardnakket søgte at værge sig mod Folks Medfølelse ved overalt at optræde med en stolt Utilgængelighed, der vakte Manges Forargelse; da desuden den gamle Else endnu paa sit Sygeleje, trods alle bitre Erfaringer, nægtede at forlige sig med Sognets nye Magthavere, saa at hun endog engang, da Pastor Madsen kom for at gøre hende et Besøg, halvvejs havde vist ham Døren, – var der nu tavst og stille i det forhen saa livlige Boelssted. Af alle Byens "Hellige" betragtedes det som en uren Plet, og de kom aldrig der forbi, naar de to og to vandrede til eller fra deres Bønnemøder, uden at tale højt om Hoffærdighed og anføre Sirachs Ord om Hovmod som Roden til al Synd.

Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, 147 hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød den korte, stødvise Stønnen, der udgør gamle og syge Folks Søvn. Ellers hørtes kun Stormen, der buldrede paa Ladeporten og susede tungt over Taget.

Det kunde jo ofte hænde hende, naar hun saaledes sad alene efter en virksom Dag, at Tankerne sneg sig paa Afveje … søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kredsede om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i disse Stuer, i hvert Fald ikke naar hendes Moder kunde høre det. Navnlig i denne Tid forglemte hun ofte det Løfte, hun havde givet sig selv. Børnenes Nærhed og Emanuels Breve havde paa ny kastet Uro og Tvivl i hendes Sind. Gamle Drømme steg atter lokkende op for hendes Indre, gamle, forfængelige Haab omspændte hende atter med deres Gøglebilleder. Hun havde i disse Dage al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole skulde mærke den Raadvildhed, hvori hun var bestedt.

Særligt i Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende Mindet om en anden stormfuld Aften … hin Aften for mere end to Aar siden, da "Gutten" blev bragt til Sengs 148 for ikke at rejse sig mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte Sorger. Hun huskede det tydeligt. Emanuel og alle Husets Folk var gaaet til politisk Møde i Forsamlingshuset. Det var den samme Aften, da hendes Fader havde holdt sin Tale. Hun sad i den store Stue og havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten, der ofte skreg i Søvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte, som Blæsten havde slukket. Hun huskede ham tydeligt! … Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, den mærkelige Tro paa, at Forsynet havde en særegen Bestemmelse med deres Ægteskab, der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser. – –

Hun standsede med ét Garnvinden og løftede Hovedet.

Hvad var det? … Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet. … Eller var det maaske blot 149 Stormen, der havde løsnet en Luge? … Nej … Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.

Hun blegnede.

Emanuel! – fo'r det igennem hende.

Hun rejste sig op og støttede sig til Stoleryggen. .... Kom han virkelig herind? Vilde han bryde sit Løfte. … Ja, nu steg han op ad Trappen … Han bankede paa Døren.

Nej, nej, han maatte ikke komme ind! Om det skulde gælde hendes Liv … hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret dertil! Han skulde gaa!

Hun samlede al sin Kraft for at løbe hen og slaa Slaaen for. I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.

"God Aften, Hansine," sagde han i hviskende Tone og uden at træde ind i Stuen. "Jeg kom justement forbi og saa', at her var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog stikke Hovedet indenfor og høre, hvordan det stod til hos Jer. Hvordan gaar det med din Mo'er? … Kanske staar der Noget paa?"

Hansine havde hurtigt genvundet sin Fatning. Hun svarede roligt:

150 "Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er vel det Bedste. – Værsgo', du kan godt komme ind, om du vil!"

"Ja, er det blot ikke bleven noget silde," sagde Væveren og saa' sig ligesom tvivlraadig omkring.

"Ja, det maa du selv om," svarede Hansine kort, klippede Lysets Tande – hendes Haand skælvede endnu lidt – og satte sig atter ved sin Garnvinde.

Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende. Henne i Alkoven blev der i det samme stille. En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke. Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens Stilhed.

"Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge," sagde derpaa Væveren; han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. "Jeg var en lille Vending derovre i Dag for at se, hvordan det stod til. Man hører jo immer saa meget."

"Aa ja."

Der blev straks et Øjeblik Tavshed.

"Det er dog ellers svært, som han … jeg 151 mener din … han, Emanuel, … det er svært, siger jeg, som han er paa Tapetet derovre for Tiden. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakkel paa en gammel Drukkendidrik nere i Lejet."

"Ja saa."

"Ja han har vel for Resten skrevet til dig om'et, kan jeg tænke. Du faar jo dog stændig Breve fra ham, har jeg hørt sige."

"Han har Ingenting skrevet om det."

"Aa nej, han har vel tænkt, han havde det ikke nødig, saa meget som man snakker om ham. For det var ligefrem helt mærkeligt at være Vidne til, hvor Folk var opsatte. Og det er da egentlig heller ikke saa underligt, mener jeg."

Der blev igen en lang Pavse.

Endelig spurgte Hansine, skønt ikke uden Overvindelse:

"Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?"

Væveren betragtede hende en Stund med ét Øje. Det var, som om han betænkte sig paa, hvad han skulde svare.

"Jeg saa' ham slet ikke, Hansine," sagde han derpaa. "Nej, jeg gjorde saamænd ikke. Men–n … dine to smaa Tøser saa' jeg da for Resten."

Det gav et Sæt i Hansine.

152 "Hende – Sigrid hedder hun jo – hun sad paa en Sten nere ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og tuded; ja saamænd gjorde hun saa. – – Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd godt have haft Plasér af at sige Emanuel et Goddag igen. For det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk nu ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde, den sidste Tid, han var hos os. Jeg har overtænkt meget paa den Ting, – Tiden har li'egodt vist, at han havde Ret i mange Dele. Naar jeg saadan i Erindringen tænker paa, hvad han mangen Gang ret inderligt har udtalt for mig og Andre, naar vi saadan sad og snakked sammen, saa angrer jeg mig paa, at jeg først nu forstaar den gode Mening, han havde med det Altsammen. Og er det nu ikke forunderligt, Hansine? Den allersidste Gang, vi talte sammen, før han rejste fra os, da forudsagde han lige præcis, hvad der bag etter er fremkommen her i Sognet ved Pastor Madsen og Andre, der bare vil alt Frisinds Ødelæggelse. Men det har jeg mærket mere end én Gang, at Emanuel havde saadan en hel profetisk Gave til at se ind i Fremtiden. Er det ikke mærkeligt?"

Hansine forholdt sig stadig tavs.

"Men saadan har det nu alle Tider været, at 153 de store Mennesker, dem skønner vi først rigtig paa, naar de er væk fra os. Vi skal immer hænge os saa maleciøst i deres Fejler, som saadanne Folk begribeligvis har ligesom alle Andre. Og Emanuel var dem jo heller ikke helt foruden … det kan vi jo nok ha'e Lov at sige. Men saa har han jo da ogsaa bødet haardt for dem, Hansine. Det snakked de netop saa meget om derovre, at han nu var lige saa haard mod sig selv, som han altid har været mild og gudsfrom imod Andre. Han skal nok ogsaa være falden svært af saadan rent i det Ydre, sagde de."

Han vedblev at fortælle. I overtalende Tone udviklede han for hende, hvorledes det nu var enhver frisindet Mands og Kvindes Pligt at glemme alt gammelt Nag og støtte Emanuels Bestræbelser, dersom han virkelig – som Rygtet sagde – tænkte paa at vende tilbage hertil og optage sin gamle Gerning i et frit Forhold til Menigheden. Men da Hansine stadig Intet svarede og endog syntes at høre temmelig ligegyldig paa hans indtrængende Ord, holdt han tilsidst inde og gav sig til at tale om andre Ting.

Kort efter rejste han sig og bød Godnat.

Han smilte over hele sit blege Ansigt, da han gik; – men i Virkeligheden var han langtfra 154 tilfreds med Resultatet af sit Besøg. Hansines Holdning varslede ikke godt for den Plan, han for Tiden gik og syslede med, og som han – trods alle sine sørgelige Erfaringer – havde udarbejdet efter sin sædvanlige Forskrift: med Ondt skal Ondt fordrives. I Modsætning til de fleste andre Folk i Egnen havde han længe anet, at det fortrinsvis var Hansines egen Modstand, der var Skyld i, at en Forsoning mellem hende og Emanuel endnu ikke var kommen i Stand. Men han havde bestandig ment, at hun – om det gjordes fornødent – nok vilde kunne bringes paa andre Tanker, navnlig dersom hendes Moder døde, hvorfor han oprigtig havde ønsket, at dette snart maatte ske.

Med dette Haab søgte han da ogsaa nu at trøste sig, mens han kæmpede sig frem mod Stormen til sin fattige Ungkarlebolig i en af Landsbyens Udkanter.

Men da han laa hjemme i sin Halmseng, kunde han alligevel ikke falde i Søvn for urolige Tanker. Her i Ensomheden overfaldtes han af det tunge Mismod, der i den senere Tid oftere og oftere havde hjemsøgt ham og faaet ham til at opgive ethvert Haab om Sejr for den Sag, der for ham var selve Livet. Naar han saa' tilbage paa, hvad han nu i snart tyve Aar havde faaet udrettet 155 her i Sognet for sin Stands Selvstændighed og Oprejsning, maatte han spørge sig selv, om det virkelig nyttede at fortsætte. Overalt saa' han nu igen krumrygget Lydighed og støvslikkende Underkastelse. Og – tænkte han – kunde man overhovedet vente andet af et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere des bedre!

Men som han laa dér vaagen i Mørket, mens Nattens Timer skred, samlede han al sin Tanke om det mørke Barndomsminde, der gennem hele hans Liv havde været Sporen i hans Side, det bitre Kildevæld, hvortil han var tyet, hver Gang Svaghed og Forsagthed fik ham til at vakle paa Vejen. Det var Mindet om hin mørke Efteraarsdag, da han som Hyrdedreng paa Tryggerløse i Vesterbysognet blev Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader med sin Stok. For tusende Gang saa' han den hele Scene for sig: de store, lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende Heste, den unge Junkers brune Handsker og gule Spadserestok, Faderens ynkelige Mine, hans løftede Arm og bedende Hundeblik … Erindringen stod indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke, der fik ham til at rødme. Aldrig kunde han tænke derpaa uden gennem hele 156 Legemet at føle den samme kolde Rislen af Skam og Hævntørst, som dengang fik ham til at bide Tænderne sammen og knytte Haanden med en Ed som han aldrig siden havde glemt.

VII.

Hansine var bleven siddende ved sin Garnvinde og sad der endnu længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var gleden hende af Hænde, … hun sad foroverbøjet, med Haanden under Kinden, og stirrede ubevægeligt ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, som de sorte Slagskygger ved Munden og over det dybtliggende Øje gjorde endnu mere strengt og alvorligt.

Væverens Tale var ikke gaaet saa virkningsløst hen over hende, som hun havde givet det Udseende af. Navnlig havde hans Ord om Børnene ramt hende haardt og paany rejst alle Moderhjærtets Selvanklager i hendes Bryst. Alligevel bevarede hun fuldkomment Herredømmet over sine Følelser. 157 Med roligt Overlæg fordybede hun sig igen i den lange Række Spørgsmaal, som i de sidste Uger havde optaget hendes Tanker Dag og Nat. Hun spurgte sig selv, om der virkelig var vundet Noget for nogen af Parterne, ifald hun nu gav efter for Emanuels Forlangende. Vilde ikke Børnene, særlig Sigrid, hurtigt blive træt af Bondelivets Ensformighed og længes tilbage til det bevægede Liv, hvori de nu var bleven hjemme? Jo, – sikkert! Ulykken var nu en Gang sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvor i de var begyndt at slaa Rod. Den Forbrydelse, hun i sin Tid havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af sin Haand, stod ikke til at ændre. Alt, hvad der nu stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv, i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de – eller deres Forsørgere – en Gang skulde lide Skibbrud i Verden. Ingen kunde jo vide det. Maaske var dette Tidspunkt nærmere, end Nogen i dette Øjeblik tænkte.

Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre, aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun kunde mærke det paa hans 158 Breve. Han tænkte vel at skulle finde hende som den samme, han havde forladt. Han vidste jo Intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede Intet om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen … Intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede hele sit foregaaende Liv og særlig de Øjeblikke deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder. Selv om hun fortalte ham derom, vilde han næppe kunne forstaa hende. Han havde jo ikke forandret sig. Tværtimod. Alt, hvad hun i den sidste Tid havde hørt om ham, bestyrkede hende blot i Overbevisningen om, at han endnu var ganske den samme som før og ikke vilde helme paa Afsindets Vej, før han havde styrtet sig selv og Andre i Ulykke.

Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde ikke se ham mere. For lidt siden, da hun vilde stænge Døren for ham, havde hendes Hjærte truffet Afgørelsen. Hun vilde ikke oftere lade sig lokke ud paa Æventyr. Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt forspildes. Ungdommens forfængelige Drømme havde hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestaar i at have sin Rod i egen Jordbund 159 og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel. End ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra Mand og Børn, havde hun følt en saa knugende Hjemløshed som den, der havde bøjet hendes Sind i Vejlby Præstegaard!

Ogsaa for Emanuel var det bedst, at Alt blev uigenkaldeligt forbi imellem dem. Naar hun nu skrev til ham, saa aabent, saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde han maaske bringes til Fornuft, komme til Klarhed over sig selv, maaske gifte sig med Frk. Tønnesen, som jo opholdt sig derovre hos ham og Søsteren. Hun ønskede af et oprigtigt Hjærte, at han vilde gøre det. Saa fik Børnene igen et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv angik … nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle Tre, sin Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.

[gå frem]
 
[1] Svikkelstrømpe: strømpe med prydelse på skaftet fra ankelen opefter. (ODS). tilbage
['1] < saa tilbage