Dommens Dag
[…]
Thi nu trænger man en Gang til reel, solid Romankost og griber trøstig Henr. Pontoppidans "Dommens Dag". Det er borgerligt og verdsligt, – hvad mere er, det viser sig at være et regulært Opgør med al den Lyrisme, den "Jeg"ets Renkultur, som jeg lige kommer fra1.
Der har vi nu igennem tre tykke Bøger fulgt Emanuel Hansted paa hans bekymrede Verdensforbedrerbane, glædet os over, hvor ærlig han altid gik efter sin Overbevisning, varmet os ved hans baade bløde og ildfulde Gemyt … og nu, da Ulykken ydermere har fredlyst hans Skikkelse, saa udleverer hans Autor ham 70 til Slutning pludselig med en kæk Vending helt til Latteren og Ringeagten og viser os dermed selv hjem med al den Medfølelse og Agtelse, han har vidst at afnarre os undervejs. Emanuel – det var jo bare et Produkt af Tidens lyriske Forraadnelsesproces; af den Selvets Forgudelse, der fører til at tage enhver Indskydelse for en personlig Kaldelse og sætte højst af alting "det Tilfældighedens Værk, der hedder vor personlige Overbevisning", af den hysteriske Tilbedelse af Yderlighederne, som flyr alt sundt Maadehold – en forfjamsket og forskruet Tids Helt, der kun kan tages alvorlig ved Nutidsmenneskers totale Mangel paa komisk Sans. Blot en ynkelig komisk Figur – ikke andet. Der fik I det, alle I Jegdyrkere og Stemningsfraadsere og I, der jager efter Lidenskab!
Beundringsværdig fint har Pontoppidan lige til det sidste ført sin Emanuel op saa nøje i den Linie, hvor han endnu stadig har Medbør af Læserens Medfølelse, men Forf. alligevel efterhaanden kan faa ham drevet ud i det absurde, – som en klog Skipper ved at ligge saa nær til Vinden, at Sejlet lige holdes levende. Altid staar Emanuel for Læserens Øje i en eller anden Position, enten oppe paa en Højde, tegnende sig forstørret op mod Horisonten, eller lige i Havstokken, den ene Haand støttet paa Egekæppen, den anden hvilende paa Ryggen. Altid svarer han med Alvor og Vægt selv paa et "Goddag" og forstaar at tage enhver Ting højtidelig. Mer og mer gør han sin høje Mester til umiddelbart Forbillede i enhver Situation. Naar Frk. Tønnesen giver ham Spidser, føler han sig som Kristus, der bespottes, og "med en næsten overmenneskelig Sjælstyrke" vender han den anden Kind til. Naar Pastor Rüdesheimer viser ud over de fede Enge og græssende Køer og foreslaar ham et lollandsk Præstekald, saa er det Fristeren i Ørken, der peger ud over al Verdens Herlighed. Gradevis forberedes Vanvidet, hvori han helt tror sig at være selve den Korsfæstede. Men ogsaa i hvert lille Ord, hver lille Bevægelse forfølger Forf.s stille Ironi det Hjalmar Ekdalske i ham. Han gaar ikke, han "vandrer"; hvor andre "siger" noget, dér "ytrer" han eller "gør en Meddelelse"; hans døde Dreng hedder "Gutten", og ham "dvæler" hans Tanke ved eller "stunder mod".
Den samme fine, spidse Ironi forfølger ogsaa, Bogen igennem, alt "Vennesamfundets" Væsen, hele Bogens Stil er gennemsyret af "Livssynets" Atmosfære, og det er en kostelig Nydelse for Læseren at høre paa, hvad Vilh. Pram har at "slaa til Lyd for", eller paa den elskelige Kandidat Boserups "beskedne lille Indlæg" … 71 og Nydelsen bliver ikke mindre, hvor Læseren nu og da fornemmer, at Atmosfæren fra gammel Tid hænger ved Forf.s hele Udtryksmaade og Ordvalg, selv hvor han aabenbart slet ikke vil det eller har Anelse derom. Man lider da kun des tryggere paa, at Skildringen er autentisk, naar man mærker, at man har en indfødt til Vejviser i det forjættede Land. Og nu har ganske vist maaske Forf. netop som "indfødt" noget mere privat Interesse for Borgerstriden og Partidannelserne end vi andre altid kan dele, og kan hænde er han ogsaa som udvandret ikke helt uhildet i sit Syn paa Sagerne; men nægtes kan det ikke, at Pontoppidan i sin nu afsluttede Trilogi har taget en god Stump hjemlig moderne Lyrik og Fantasteri paa Kornet, har skrabet lidt Forgyldning af her, krænget en Løvehud af der, og med sin besindig rolige Jydeforstand holdt en lille privat Dommedag over sin Samtid. Nogen videre høj Himmel er der ikke over hans Syn, og hans Spade naar ikke videre dybt i Jorden, man imponeres ikke af nogen Overlegenhed eller generes af noget Dybsind; i Længden tager man vel ogsaa Parti imod Pastor Petersen og Væver Hansen, bag hvilke Forf. stikker, og kalder dem platfodede Jordsnusere hver paa sin Maade; … men alligevel: noget, som er meget levende omkring os og i os, har her i en personlig og modnet Aand omformet sig til Digt, og der udgaar af Digtningen baade en Advarsel og en Tilskyndelse, der har Adresse tilbage til det virkelige Liv og sikkert ogsaa vil naa sin Adresse. Og det er ikke galt, at en Digtning er et Svar paa noget i Livets Virkelighed eller et Spørgsmaal til noget derude.
[…]
Vald. Vedel.
