Det forjættede Land
Literært liv i Danmark 1892
En sund og ren luft møder læseren ogsaa i Henrik Pontoppidans roman "Det forjættede land". Her som hist er det et virkeligt, alvorlig og personlig gennemlevet livsstof, som har trykket forf. pennen i haanden og som giver tonen en saa jævn og vederhæftig sanddruhed. Det er den 330 demokratiske strømning i det religiøse liv og i politiken, – saaledes som den i 80erne gik højest ude i Sjælland –, der skildres i forf.s roman "Muld" og dens fortsættelse, som bærer ovennævnte titel. Og det er en ægte sjællandsk natur – blaaøiet og hørblond – der maler livet ude paa de sorte marker under den vide, skiftende himmel, saaledes som han selv saa ofte har fulgt aarets kredsgang derude; og som fortæller os om bøndernes aandelige standpunkt og rørelserne blandt dem i vore dage, om højskolebevægelsen og den religiøse reaktion, om provisoriepolitiken og om en dansk theologs og fantasts forsøg paa at gaa ud i folket og leve sammen med et pragtexemplar af vore bondepiger, – alt sammen ting, man føler, han er inderlig kendt og fortrolig og beslægtet med.
Der er derfor noget hjemligt og hyggeligt ved tonen i disse to bøger. Det er ikke en udenforstaaende, der anstrængt søger at overvælde et fremmed stof; nei! tvangløst og sikkert bevæger forf. sig derude i bønderstue og forsamlingshus, i karlekammer og mellem rugmarker. Sjællands bølgende landskab er virkelig om os, og landlivet er ikke – som f. ex. hos Schandorph – skildret ud fra et kunstnerisk tilskuerstandpunkt, der blot søger stærkt at udhæve det pittoreske og groteske; men med hyggelig forstaaelse er forholdene og typerne gjort levende og gengivne. Congenial, som han er, med dem, og et smidigt efterligningstalent, som han ogsaa er, véd Pontoppidan at eftergøre en højskoleforstanders gemytfulde "hjærtelighed" og "ligefremhed", eller den underfundige "hellige" politiker, væver Hansens æggende folketale – og at leve sig ind baade i præsten Emanuels naive fantastsjæl og Hansines – hans bondefødte kones – dybe og faste sind. Aldrig karikatur, kun en stille moderat ironi; aldrig sentimentalitet, kun en frisk, naiv medfølelse. Medens saa mange moderne romanforfattere staar overlegne og ufølsomme og ser ned paa deres personer og disses skæbne, saa er Pontoppidan den fødte romanfortæller, fordi han saa umiddelbart og naivt lever med i 331 historien, interesserer sig for personernes ve og vel og tager del i disse med den hjertets fantasi, som saa mange af hans kolleger savner, men som er det elementære i al fortællekunst.
Og saa er Pontoppidan en lethændig og lykkelig kunstner, der former nydelig, med naturligt instinkt. Kapitlet er hans kunsts grundcelle og krone; han skriver egentlig kun kapitler, grupperede eller trukne som perler paa et baand, til der kommer en roman ud deraf. Mange kapitler i "det forjættede land" er tegnede let og flygtig, men dog yndefulde og tydelige som smaa raderinger.
– – Trods alle disse fortrin er der ingen af de yngste herhjemme, der ser op til Pontoppidan som noget forbilled, end sige som nogen fører. Man ynder ham og anerkender hans fortællertalent, – hans bøger gaar godt, fordi der virkelig er noget af den gode, gammeldags roman over dem –, men! han vejer med al sin produktion dog ikke meget tungt blandt dem, der frembringer værdier i tiden. Dertil er hans aand for lidet original – i hans debutarbejder, der nu ligger 10 aar tilbage, antog hans lidet personlige talent stadig uvilkaarlig ham efter Kjelland, efter I.P. Jacobsen, efter Schandorph –; hans livssyn endvidere for lige ud af landevejen; hans kunstneriske stræben slaar sig for nemt til ro ved nære maal. Hans talent er ægte nok, men personligheden er hverken stor eller rigtig vederhæftig.
