Muld

Henrik Pontoppidan: Muld (P.G. Philipsen)

Hr. Henrik Pontoppidan staar med en omfangsrig Produktion bag sig. Han har siden 1881 udgivet et Dusin Bind, og iblandt dette Dusin saa værdifulde Ting som "Sandinge Menighed", "Landsbybilleder", "Ung Elskov", "Fra Hytterne" og "Skyer".

Hr. Pontoppidan kroner med sit i Forgaars udsendte "Tidsbillede", hvis Titel staar over disse Linjer, det forløbne Decenniums Værk. Han knytter i Muld Traadene fra "Sandinge Menighed" og "Skyer" sammen og væver dem med kunstfærdig Haand til et rigt virket Billede af de politiske og religiøse Brydninger ude i det danske Land.

Det danske Land ...? Man bliver lidt tvivlende, straks man har skrevet Ordene. For det Søndags-Danmark, vi almindelige Turister plejer at finde rundt om ved Sø og Skov og Fjord – det træffer man ikke igen i Pontoppidans Digtning. Hans Danmark er et Land for sig – et Land, man iøvrigt snart tror at kende. Eller har man ikke før – som i Drømme – været ved hin øde Fjord, hvorudimod den Dalsænkning aabner sig, mellem hvis Banker Skibberup By gemmer sine gamle Straatag? Tror man ikke vagt at genkende dette golde og afsides Landskab – føler man sig ikke som i Nærheden af Ilum Banker fra "Skyer" og Vejrhøj fra "Spøgelser"? Og – tager man fejl? – eller er det ikke Sandinge Højskole, hvorfra den glade Sang i Aftenens Stilhed lyder ud over det blanke Vand og de tavse Marker?

Nej – man tager ikke fejl. Pontoppidan sætter i sin nyeste Bog atter Foden paa sine første Værkers hjemlige Muld. Det er den folkelige Bevægelse paa det religiøse og det politiske Omraade, som er Æmnet for dette "Tidsbillede".

Bogens Hovedperson er den unge Præst Emanuel Hansted, Kapellan hos Provst Tønnesen til Vejlby og Skibberup Sogne. Den unge Hansted har ved sit Valg af Præstegærningen halvvejs brudt med sin kjøbenhavnske Etatsraads-Familie. Han drager ud til sit afsides Kald for ganske at fly den kjøbenhavnske Kultur, som er Genstand for hans dybeste Afsky.

Det lykkes ham ikke straks at undslippe den Fjende, han flygte[r] for. I Præstegaarden genfinder han som i en tarvelig Karrikatur alle den kjøbenhavnske Selskabeligheds Vederstyggeligheder – Dyrkelsen af den tomme Elegance, Dametoilettets Raffiniteter og Ulastelighedens stivede Skjortebryster.

Fra denne Vrangverden flygter den unge Teolog da ud i Folket. Der er i Sognet en stærk demokratisk Bevægelse oppe. En Væver Hansen, en af hine politisk-religiøse Lægprædikanter, hvoraf Nutidens danske Bondeliv kender saa mange, staar i Spidsen for Røret. Den nære Sandinge Højskole danner Rygstød for den hele Stræben. Herhen rejser de unge Karle og Piger for at opnaa folkelig Dannelse. Herfra drager Forstanderen nu og da ud paa sine Vækkelsesrejser gennem Sognene.

Man modtager gennem Hr. Pontoppidans Skildring et stærkt og levende Indtryk af, hvad den grundtvigianske Bevægelse har at sige ude i det danske Folk. Hr. Pontoppidan har ganske vist lagt sin Skildring noget tilbage i Tiden – den kan maaske rettest henføres til Tiden henimod Halvfjerdsernes Slutning – og Bonderørets Bølger gaar maaske knap saa højt nu som da. Et er i hvert Fald vist: her i Kjøbenhavn spiller det grundtvigianske Demokrati ikke for Tiden den Rolle, som Pontoppidan i sin Bog tilskriver det. Men at Grundtvig endnu er – og længe vil vedblive at være – den Aand, af hvem det danske Folks Flertal stærkt er paavirket, derom lader der sig ikke tvivle.

Til denne Bevægelse er det, den unge Kapellan Hansted slutter sig. I en lang, af puritansk Had til Byernes Civilisation glødende Tale angriber han i det folkelige Forsamlingshus for en talrig og begejstret Tilhørerkreds det, han kalder "Overkulturen" og "den moderne Fordærvelse".

Russeren Leo Tolstoi har maaske mere end nogen dansk Person været Hr. Pontoppidan Model til denne lidenskabelige Kulturfornægter. Ganske Tolstoiske er i hvert Fald de Ord, Kapellanen Hansted fører i Munden, naar han taler om den Skinverden, den Skintilværelse, hvortil Civilisationen fordømmer de moderne Bymennesker – løsrevne, som de er, fra Naturens evig unge Moderskød. Og med en Tankegang, der minder om August Strindbergs for nogle Aar tilbage, angriber Pontoppidans Helt Kunsten som en falsk Erstatning for den Sindets Vederkvægelse og Legemets Foryngelse, som alene Livet under Guds fri Himmel kan skænke. Han angriber "de unge Damer, der i Skumringen sætter sig til Klaveret for ved Hjælp af Toner at fremtrylle Maaneskinsstemninger, Bølgebrus og Lærketriller inden fire Vægge; alle de gamle og unge, der inde i Teatrene fælder Taarer over nogle betalte Gøglere, der mellem malede Lærreder fremhykler menneskelige Sorger og Lidenskaber; Kunstelskeren, der bedst nyder Synet af den oprørte Sø eller den blomstrende Eng, naar han har den hængende i Glas og Ramme paa sin Væg."

Alt dette forekommer Hr. Pontoppidans demokratiske Helt foragteligt og forkastelig. Og i Modsætning hertil priser han den stille Andagt overfor Naturens Majestæt, det grove Arbejde med den Jord, hvorfra vi alle stammer, de simple Nydelser og den rene Lykke, som Samkvemmet med enfoldige og alvorlige Sjæle og Kærligheden til en i sin uberørte Kyskhed næsten barsk og utilgængelig ung Kvinde kan skænke.

Disse Overbevisninger fører den unge Præst – næsten mod sin Vilje – ud i Livet. En Foredragsaften i Sognets demokratiske Forsamlingshus indleder hans Brud med Provstens Vælde, og en Forlovelse med en ung Bondepige fuldender det. Til Held for Kapellanen optræder der mod Bogens Slutning en deus ex machina, som fører den unge Pastors Livsskude fra Frimenighedens usikre Hav tilbage til en officiel Præstegaards trygge Havn. Denne deus er Stiftets Bisp – "en forhenværende nationalliberal Minister og én af den afdøde Konges fortroligste Venner og fornemste Raadgivere." Da han ønsker paany at indtræde i det politiske Liv, har han ikke noget imod at staa sig godt med Sognets Demokrater – og han sørger da for at fjærne den gamle forhøjrede Provst og erstatte ham med den unge, folkelige Kapellan.

Saaledes ender Muld med Bondemændenes, Folkemændenes, Muldmændenes Sejr. Kapellanen kører med sin Bondebrud ind mellem de Muldbjærge, hvor Agrenes Mennesker bor. Men som et Memento om en anden Verden har Forfatteren tegnet Provstedatteren Ragnhild Tønnesen – én af hine Overklassens Kvinder, i hvis smukke Person kultiverede Slægters længe opsamlede Finhed synes nedlagt som i en ædelt formet Vase.

Og naar man paa Bogens sidste Blade læser, at et nyt Bind i en nær Fremtid vil fortsætte den, venter man sig uvilkaarligt, at dette nye Værk vil rumme Kampen mellem Demokraten Emanuel Hansted og den aristokratiske Frøken Ragnhild.

J.J.