Det forjættede Land
Literatur
Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. Et Tidsbillede. P.G. Philipsens Forlag. (343 Sider.)
Det forjættede Land er en Fortsættelse af Pontoppidans tidligere Fortælling Muld. Men den danner et fuldstændigt Hele for sig. Pontoppidan alluderer intetsteds til tidligere Begivenheder uden at omtale disse, og de Figurer, der ere fælles for begge Fortællingerne, tegner han op paany, naar de introduceres. Det forjættede Land kan da uden Brist i Forstaaelse læses ogsaa af dem, for hvem Muld er forbleven en lukket Bog.
Muld sluttede med, at den unge idealistiske Præst Emanuel Hansted og hans bondefødte Hustru Hansine flyttede ind i Veilby Præstegaard, og hvor Det forjættede Land begynder, seer man ham som en anden Grev Tolstoj gaae i Furen bag Plougen, drømmende ligesom denne om en Livets Guldalder i Naturens Skjød. For Emanuel er Landet mere end den sorte Muldjord, det er Forjættelsens Land, hvor han troer at finde Menneskehjertet bevaret i hele dets Oprindelighed og Eenfold, det er for ham Stedet, hvor han skal prædike Kjærlighedens sande Evangelium. Udadtil optræder han som Bonde. Han dyrker selv med en Karls Hjælp sin Jord, da han har frasagt sig alle sit Kalds Indtægter, undtagen dem, den tilliggende Jord giver ham, han er Dus med Bønderne, er klædt og lever som de.
En fortræffelig Modsætning til dette det høiere Bourgeoisies Barn, der i sin ungdommelige Idealisme vil gjøre Springet til Bonde fuldt ud, har Forfatteren tegnet i hans Hustru. Hun er af Bondeæt, men en klog, rolig og behersket Natur, der af instinctmæssig Fornuft tager Afstand fra hele den usunde og løiede Ideeverden, baade i religieus, social og politisk Henseende, til hvilken saavel hendes Standsfæller som hendes Mand bekjender sig. Bestandig seer hun klart og nøgternt paa Forholdene. Dette viser sig allerede, da Emanuels Tro paa Naturens, Landets Lægedom ikke blot for Sjæl men tillige for Legeme faaer sit første Knæk. Emanuels kjæreste Barn har længe lidt af en farlig Sygdom, og uagtet denne stadig forværres, vil han dog bestandig, at Naturen skal hjælpe sig selv. Saa tvinger Hansine ham til at lade Lægen hente, men det er da allerede for seent, og Barnet døer. Det er den første Slange, der sniger sig ind i Emanuels forjættede Land, og flere skulle snart følge efter.
Man mærker allerede her ved Fortællingen om Barnet og dets Død, hvad Pontoppidan tilsigter. Barnet ligner i Alt Faderen, det maa da døe, fordi det ikke kan fæste Rod i den Jordbund, der af Naturen er det fremmed, medens de andre Børn, der nærmest ere Moderens Billede, staae friske og rødmussede ved deres Broders Dødsleie. Det er, som Forfatteren selv udtrykker sig, som om der var noget Troldskab i Luften derude paa Landet, Noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet imellem de røde Tage. Han viser dette til Overflod ved flere Exempler, saaledes ogsaa ved Skildringen af Dyrlægen Aggerbølle og hans Hustru. I sin Tid flyttede de ud fra Hovedstadens Tummel og Fristelser for at leve deres Liv i landlig Fred og Lykke. De vare komne fulde af Mod og Tro paa Livet og med en fast og ærlig Villie til at bygge deres Fremtid op paa Stræbsomhedens Klippegrund. Og Aar for Aar var Grunden svunden mere bort under dem, Haab paa Haab var styrtet i Gruus, og af deres Lykkes Bo var der ikke blevet Andet tilbage end et Skelet af et Hjem, i hvilket Døden, den endelige Tilintetgjørelse, tilsidst holdt sit Indtog.
Fyldigst har Forfatteren dog naturligviis ladet denne Tanke, der er hele Fortællingens Idee, faae Udtryk ved Skildringen af Emanuel selv. Denne behøver egentlig kun et eneste Møde med Folk af den Verden, han har forladt, og som det var hans Agt og Ønske bestandig at vende Ryggen, for at opdage, hvor mange usynlige Traade der i Virkeligheden endnu bestandig binde ham til den gamle Jordbund. Barnets Død bevirker dette Møde, først med Lægen, Doctor Hassing, en ligesaa gjennemdannet som elskværdig Personlighed, og siden gjennem ham navnlig med den tidligere Sognepræsts Datter, Frøken Ragnhild, en fuldstændig Verdensdame, smuk og intellectuel. Med overordentlig Fiinhed har Forfatteren skildret det første Sammentræf mellem Emanuel og Ragnhild. De have tidligere truffet hinanden, da hendes Fader var Præst paa Stedet, og hun var da bleven forelsket i den unge Capellan. Saa hjemførte han en Bondepige som sin Hustru, og Ragnhild følte sig ydmyget og nedværdiget ved, at hun havde kunnet skjænke en slig Mand sit Hjerte. Hun er nu kommen for at nyde den Seir, hun ved sin Overlegenhed og Skjønhed troer vil falde hende let. Denne Tilfredsstillelse naaer hun ikke, og ligesaa lidt lykkes det Emanuel efter Mødet atter at blive fuldstændig sig selv, og at fjerne den Fornemmelse af Troldskaben i Luften paa Landet, hun har fremkaldt. Det er det eens Blod, der nærmer istedetfor at skille dem.
Emanuel er dog endnu ikke klar over sig selv. En langt opmærksommere Tilskuer til, hvad der er begyndt et røre sig i ham, har derimod hans Hustru været. Længe før det gaaer op for ham, har hun opdaget Sandheden, at han vantrives under de Forhold, til hvilke han ikke er født, og at han ubevidst søger tilbage fra Mulden til de røde Tage. Men da endelig Emanuel opdager det Spind af Løgn, i hvilket han saalænge er bleven holdt fangen, vaagner hans Harme, hans Trang til Frigjørelse med dobbelt Styrke:
Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk! Paa saa elendige Skabninger havde den bortødslet sine Kærlighedsgærninger, for saadanne Slyngler havde han selv ofret sin Velstand, saa han mangen Gang var nær ved at lide Nød! (DfL 4. bog, III, s. 265).
Det falder nu som Skjæl fra hans Øine, under hvilket Mareridt han saalænge har lidt:
Han begyndte at forstaa alt. Han følte sig som en, der vaagner af en lang, tung Søvn, … som en Bjærgtagen, der efter otte Aars Liv i Troldenes Høj pludselig kender sig selv igen ved at høre sin Hjembys Klokker ringe. (DfL 5. bog, I, s. 295).
Og hurtig besluttet kaster han Broen af mellem Fortid og Fremtid. Paa et Folkemøde prædiker han Selvfølelse istedetfor Selvretfærdighed, Fordragelighed istedetfor Hovmod. Dermed er hans Dom fældet; slige Ord ere ilde hørte af en "Folket"s Fører, og med dem har han forvandlet sine tidligere Venner til bittre Fjender. Paa det Sted, hvorfra han havde talt Kjærlighedens og Fordragelighedens Sag, stod nu en af de sande Bondevenner frem som en "Hadets Apostel og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen, manende til Kamp og Undertrykkelse" (DfL 5. bog, IV, s. 319).
Efter dette "Opgjør" med sin Fortid tager Emanuel sin Afsked og beslutter at vende tilbage til Kjøbenhavn. Hans Hustru, der med sin jevne, sunde Fornuft allerede længe har forudseet den indtraadte Krise, forstaaer nu, at hun fremtidig kun vil være ham en Lænke om Benet, og at hendes Børn under de nye Forhold snart ville vende sig fra deres bondsk talende Moder, og hun beslutter da at bringe dem og ham et sidste, stort Offer. Hun lader ham tage Børnene med sig til Hovedstaden, hvor de gjæstfrit finde Optagelse i Faderens velhavende Huus, og da alle ere reiste, henter hun en lille Bylt Klæder i Sovekamret og forlader det Hjem, der for hende nu kun staaer som et sørgmodigt Minde, for at tage Ophold hos en fattig Barndomsveninde. Emanuel troer, at Adskillelsen kun varer, til han har sørget for i Byen at skabe et nyt Hjem. Hun føler, den er for bestandig. Mulden og de røde Tage høre ikke sammen.
Det forjættede Land staaer saavel i Indhold som Form høiere end Pontoppidans tidligere Arbeider. Med stor Behændighed er Problemet opstillet, og med nøiagtig Sikkerhed ere alle Fortællingens Traade dragne sammen mod det fælles Punkt. Vanskeligt vil det være at træffe finere og klarere tegnede Skikkelser, end de fleste af de i Fortællingen fremdragne Figurer. Man kunde næsten nævne dem iflæng, Emanuels sympathetiske Hustru, den samvittighedsløse, snu Bondefører Væver Hansen eller den deklasserede Dyrlæge Aggerbølle. Alle ere de lige fortræffelige Typer. De mange vexlende Optrin ere fortalte med Dygtighed, Fremstillingen er naturlig og behersket, og Sproget velklingende og stilistisk reent. Overfor disse Fortrin tabe de Indvendinger mod Bogen, man let ledes til at gjøre, betydelig i Vægt. Man kunde dog fristes til at spørge, om Emanuel i Virkeligheden er saa stor Idealist, at han, da alle hans Idealer om Landlivets Lyksalighed ere svundne, kan begive sig tilbage til Staden med fuldstændig nye Idealer, nyt Haab om her at finde sit forjættede Land. Thi dette synes langt mere et Postulat end en nødvendig Conseqvents af hans Charakteer. Og hvad angaaer Fortællingen som "Tidsbillede", hvad Forfatteren selv har kaldt den, kunde man være tilbøielig til af og til at rette nogle Streger i dette Billede, særlig paa det politiske Felt, om det end samtidigt skal indrømmes, at Forfatteren viser sig langt mindre som Partigjænger i dette end i flere tidligere Arbeider.
