Dommens Dag

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Dommens Dag. Et Tidsbillede. 281 S. (P.G. Philipsen.)

Dommens Dag udgør tredje Bind af den store Roman, hvis første to Dele hed Muld og Det forjættede Land. Muld udkom 1891, Forfatteren har da brugt fem, seks Aar til at tilrettelægge, gennemarbejde og udforme sit Stof. Dommens Dag afsluttes med denne Sætning midt paa sidste Side: "Her ender Fortællingen om det forjættede Land". Herved synes Forfatteren at fastslaa, at han vil have de tre Bøger opfattede som en Helhed.

Dommens Dag har ogsaa til Hovedskikkelse den Mand, om hvem eller ved hvem alle Begivenheder i de to første Dele skete: nemlig Præsten Emanuel Hansted, der paa rousseausk Vis gjorde sig til Bonde sammen med sin Menighed i Muld, men i anden Del i Tvivl og Angst tyede tilbage til Hovedstadens Civilisation bort fra Bøndernes mistænksomme og letfanatiserede Skare, ja bort fra sin Bondehustru, til hvis Ukultiverthed han end ikke vovede at betro sine Børn. Mangen en Læser har da maaske ventet, at Opholdet i Kjøbenhavn vilde frigøre Emanuel Hansted aandeligt og i ham skabe en Modstander baade af den Kirkelighed og af den Bondedyrkelse, der i Grundtvigianismens Form havde grebet den unge Teolog.

Men det kommer ganske anderledes. Vi ser i Dommens Dag Emanuel Hansted vende tilbage til sin gamle Egn, men som et Vrag. Der er ikke kommet Ro i hans Sind, tværtimod, han er endnu mere hjærtegreben, endnu mere fantastisk i Tanker og Stemninger end forhen. Om hans Bravhed, hans gode Tro, hans materielle Egennyttighed¹, derom hersker ingen Tvivl, nu som før. Han er bleven lutter Aand i Hovedstaden, der har skræmmet ham bort fra alle verdslige og legemlige Fornemmelser. Fornøjelsernes Malstrøm har været ved at gribe ham; han er en Gang kommen hjem fra et Middagsselskab, hvor Vinenes Styrke, den ophidsende Mad og mer end alt andet: Frk. Ragnhild Tønnesens hvide Skuldre over en sort Silkekjole havde bragt ham ud i voldsomme og oprivende Længsler. Dog en Art Hallucination overfor Kristusbilledet, der hænger over hans Seng, læger hans syge Sind eller standser hans sunde Blod samme Nat. Og nu drager han hurtigt videre ad Profetvejen, tror sig Guds Udvalgte, haaber paa et for ham særegent Kald, venter og modtager Tegn fra Himmelen. Alt jordisk fortoner² for ham, han gaar i en himmelblaa Taage, indtil han endelig havner ude i Sindssygen, da tror han sig at være den tornekronede, korsfæstede Gud selv.

Uden Overdrivelse, med tilstrækkelig Medlidenhed, men uden nogensomhelst Sympati, endsige Ærefrygt fremstilles denne Emanuel Hansteds Sindssyge som patologisk Fænomen. Hvis Nogen vil angribe Forfatteren for et Kætteri, der gaar ud paa at underminere selve Troens Grund, kan han sejrrigt henpege paa sin netop i denne Bog vidt udstrakte Fordragelighed. Saalidt vil han de Troende og deres Meninger tillivs, at han endog i Dommens Dag opstiller med megen Sympati som Mønster til Efterlevelse en fungerende Præst, der ikke paa noget Punkt slaar af paa de kirkelige Dogmer. Den, der fælder den fornuftige, afgørende Dom over Emanuel Hansteds Liv og Lære er Pastor Petersen. Han advarer, da Hansted har vist klare Symptomer paa Sindssyge, imod de bevingede og dybtfølte Ord, der vil blive talt om hans Aands høje Flugt mod Idealet:

Og dog har – ret betragtet – al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv en Række komiske Scener. Naar han en Gang dør – og det vil sandsynligvis ske snart, og man maa da heller ikke ønske andet for ham – burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa' enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.³

Man læser i denne Betragtning – hvilken Forfatteren sikkert gør til sin – Pontoppidans brede Overlegenhed og urokkelige Sjælsfrihed. Han er den mest usnobbede Forfatter, som vor Skønliteratur i Øjeblikket besidder. Mod hans Smil afpræller alle falske Avtoriteters Højærværdighed. Han er aldrig allerunderdanigst – man tænke paa Nattevagts Politik, Den gamle Adams Moral og Muld-Seriens Kirkelighed.

Heller ikke for Pastor Petersens Avtoritet bøjer da Forfatteren sig. Pastoren har – ikke just for sin Askeses Skyld – faaet Tilnavnet: Pater Rüdersheimer, hvilket noksom angiver den Navngivnes Sans for de verdslige Glæder. Læseren – Forfatteren med – har derfor noget vanskeligt ved at tage hans strænge Bibelrettroenhed alvorlig. Thi Pater Rüdersheimer hører til den akademiske Højkirkelighed, til den ganske rolige Præstestand – der nu er en Saga blot, og hvis Tilværelse maaske overhovedet er mere mytisk end reel – og Pateren er derfor en aaben Modstander saavel af den indre Missions og anden Mørkelæres Helvededessvøbe som af den fremstræbende Grundvigianismes Halvrationalisme, der bringer Biblens Guddommelighed under en Art folkelig Afstemning. Over al Kritik er i Dommens Dag Skildringen af et grundtvigiansk Vennemøde, hvis Typer, Foredrag, Politik paa Overfladen og i Dybden er skildret med en rentud straalende Satire og en Træfsikkerhed, der atter og atter finder ny Maal for sit Skud.

I selve Romanen bliver der den Mangel, at Læseren ikke let midtsamler sin Interesse om en enkelt Person. Emanuel Hansted er en saa sølle Stakkel, saa lidt betydelig, at man hurtigt bliver færdig med hans Naivetet. Pater Rüdesheimer egner sig mindre til Heltefaget end til "det ældre komiske Rollefag", saaledes som Forfatteren selv angiver. Og den smukke Frøken Ragnhild staar ligesom stille i stilfuld Dragt, med Pufærmer og fine Sko, men uden Aktion og uden Konflikt. Overhovedet tales der mere i denne Roman, end der handles.

En ublandet Sympati vil man skænke den nøgterne Fornuft i Frk. Katinka Gudes Person: det er en meget gammel Dame, der ikke mere end Forfatteren lader sig imponere. Om hende hedder det, at hun "betragtede Retningens Forkæmpere, lige fra selve den store Grundtvig til de sidste Dages smaa Profeter som en Slags Geschæftsmænd, der gjorde i Gud". Hun fører Bogens sindigste Passiar med en Hovedfigur fra de tidligere Romaner, den røde Væver Hansen, han, der beherskede alle aandelige Bevægelser i Emanuel Hansteds Sogn. Pontoppidan giver i den nye Bog en Forklaring af hans kaninagtige Færd; Væveren er ren og skær Politiker, der kun vil én Ting: hæve den Stand, som han tilhører, og som dertil benytter ethvert brugeligt Middel. Han bliver pludselig nok saa betydelig i sin Stræben, ikke mindst fordi denne oprindelig skyldes et bittert Minde om, hvorledes en ung Junker har gennempryglet hans gamle Fader med sin Stok. Men nægtes kan det ikke, at Læseren overraskes en Smule, naar Væver Hansen afslører sig som en Bondedemagog, der snildt bruger de forskellige religiøse Bevægelser i sine Planers Tjeneste. Man havde forhen ikke tænkt ham hverken saa aandsfri eller af saa statsmandsmæssig Oprørskhed.

De tre Bind, af hvilke Dommens Dag er det sidste, danner tilsammen en mægtig Roman, der kaster klart Lys over Mennesker og Forhold ude i Landet. Den er god at læse for Byfolk, som deraf kan høste Forstaaelse af dem, der dyrker Jorden, og deres aandelige Ledere; den er ikke mindre god at læse for dem, om hvem den handler. Kunstnerisk talt staar Dommens Dag paa Højde med den bedste danske Prosa: saa usnobbet Pontoppidan er som Tænker, saa uaffekteret er han som Kunstner. Aldrig et pretentiøst eller tvunget Ord, men et aandfuldt Menneskes fine Skæmt, klare Foragt, rolige Bedømmelse.

E. B.