Muld

Literatur

Henrik Pontoppidan: Muld. Et Tidsbillede, 380 S. (P.G. Philipsen).

For Venner af Pontoppidans Talent er det glædeligt at se, hvorledes hans nye Bog vinder Anerkendelse i saadanne Kredse, som tidligere behandlede denne Forfatter nok saa haanligt. Højreblade, der affærdigede for Eksempel et saa udmærket Arbejde som Skyer med et Par misbilligende Linjer, skænker nu Muld ligesaa udførlig Omtale som uforbeholden Ros. Aarsagen er en dobbelt: dels vil Højre, naar en Forfatter trods Partiets ihærdige Anstrængelser ikke kan ties ihjæl, altid paa et eller andet Tidspunkt forsøge at vinde ham, dels er Muld kun Ekspositionen til et Drama, som Romanens Fortsættelse vil bringe, og denne Indledning er holdt saa objektivt diskret overfor de religiøse Bevægelser hertillands, at Højre ikke har Grund til nogensomhelst Forargelse over Forfatterens muligvis kætterske Meninger. Pontoppidan taler ikke selv med og lægger ikke for Dagen – i alt Fald ikke endnu – hvad han personlig tænker om den Kamp mellem Højkirkelighed og Grundtvigianisme, hvormed Bogen uden dog at nævne disse Betegnelser sysselsætter sig.

Muld opstiller sine Personer ligesom i tre Lag. Det socialt øverste Lag repræsenteres af Provst Tønnesen, en anselig Prælattype af nationalliberal Dannelse, der lever uden Berøring med eller Forstaaelse af den Befolkning, for hvilken han sættes til Sjælehyrde. Hvis han oprindeligt har været ligegyldig overfor de laveste Lags Rørelse, idet han betragtede sig som deres selvfølgelige Vejleder, saa er Ligegyldigheden imidlertid slaaet over i Had og Foragt, efterhaanden som Sognet eller Menigheden utvetydigt gennem forskellige Talsmænd aabenbarer stærke Selvstændighedslyster. I dette Forhold afspejler sig den politiske Kamp, der netop trængte sig afgørende frem paa den Tid, da Fortællingen foregaar ɔ: i Begyndelsen af Halvfjerdserne. I den nationalliberale Periode havde der været nogen Tilbøjelighed til Alliance med Bondebevægelsen, nemlig saalænge denne parlamentarisk kunde holdes i Tømme. En Bondeopposition, der var i Mindretal, klædte det ny Regeringsparti. Naar Provst Tønnesen endog kan forarges over det religiøse Liv, der ganske sikkert udenom ham men i fuldkommen respektable Former, lægger sig for Dagen i Sognet, saa er den politiske Ufordragelighed end mindre uforstaaelig. Sognets Beboere samles til gudelige og vækkende Foredrag, hvor intet Dogma benægtes og ingen gængse Moralsætning bestrides. Alligevel forbitres Provst Tønnesens Liv af denne ublodige Revolution – saa vante er Herrerne her i Landet til at regere i Fred.

Mellem ham og Bønderne staar den unge Kapellan, der er kommen til ham fra en rig kjøbenhavnsk Familie. Der findes dog ikke hos Pastor Hansted Spor af Kjøbenhavneren: han er skildret paa prærafaelitisk Vis, som en begejstret og ideelt anlagt Yngling, der ikke forstaar den Virkelighed, som omgiver ham. Forsaavidt staar da Provsten og han éns i Sognet. Dog Forskellen er den, at den Unge tiltrækkes af hvad der frastøder den ældre Mand. Hansted, der synes at have tilbragt sin Ungdom i en Art asketisk Afholdenhed, ser et spirende Liv i den grimme Væver Hansens banale Forkyndelser. Der staar intetsteds om Hansted at han er Grundtvigianer, og det er rimeligvis heller ikke Meningen at indordne ham i en saadan bestemt Ramme. Derimod sættes han i direkte Forbindelse med en ypperligt tegnet grundtvigiansk Højskolelærer af den bavlende og buldrende men gemytlige Slags. Og Hansteds Gærning vil ogsaa komme til at støtte den saakaldte folkelige Bevægelse.

Det tredje Lag er endelig Bønderne, her nærmest taget i Ordets specifike Betydning som Gaardmændene. Det er Sognets ledende Mænd, som føres frem for os, noget skitseret iøvrigt. Selv Væver Hansen skildres vel egenlig for os, saaledes som han paa Overfladen viser sig for den eksalterede Kapellan, og kun et Par Streger hist og her i Billedet lader formode, at Vrangen er en ganske anden. Overhovedet har Forfatteren af Angst for at karikere trængt sin Ironi tilbage, og maaske er dette ikke altid lige heldigt, thi Læsere, ligesom Tilskuere, vil nu engang vide Besked med de optrædende Personer. Imidlertid maa det atter erindres, at Muld er en første Del, og at Forfatteren direkte i en Efterskrift lover at genoptage Personerne, hvor han slipper dem her.

Pontoppidan forlader netop sin Helt som Kampen skal begynde. At Hansted mod Provstens Vidende og Vilje har indladt sig med de Oprørske i Menigheden, er kun Stridens ydre Del. Desuden vinder Kapellanen her en let Sejr, idet Biskoppen – skarpt og vittigt tegnet i Monrads Lignelse – forflytter Provsten, der ikke kan forliges med Menigheden, og sætter Kapellanen paa hans Prædikestol og i hans Præstegaard. Vi har nogle Tvivl om, at en Biskop i 1870 vilde i en Fart arrangeret en saadan Ordning, men vi er for usagkyndige til at paastaa det Modsatte. Denne religiøse Kamp omsættes imidlertid for Kapellanens Vedkommende i et ganske personligt Forhold, idet han vælger sig en Brud af Folkets Midte. Han forelsker sig – hvis man tør bruge et saa kødeligt Ord om et saa kønsløst Menneske – i en lille køn Bondepige, der paa sin Side elsker ham i en Art religiøs Eksaltation, der, hvis den forekom i Hovedstaden, vilde kaldes for Hysteri. Den lille Hansine er ellers grumme nydeligt beskrevet og hendes Hjem er set af en sanddru Kunstner, men det synes os mindre klart, hvorfor den ufordærvede Naturens Datter tager saa stærkt paa Vej med Graad og taabelig Angst, naar den barnemilde Kapellan nærmer sig hende med venlige Ord, hvori der kun dæmrer en Forelskelse, endog ubevidst for ham.

Bogens sidste Linje mælder, at han fører sin Bondebrud hjem: hvad der følger paa, vil forhaabenlig snart fortælles Læserne.

Naar saaledes i Muld kun Dramaet er lagt tilrette, henvises man naturligt til at glæde sig over den Række glimrende udførte Billeder af dansk Egn og dansk Skik, som Bogen opruller. Berømt er allerede en Spille- og Drikkescene mellem fire Sognebeboere, og ikke faa Situationer er grebne med samme Vid og Kløgt. Overhovedet viser Pontoppidan her et udbredt Kendskab til moderne dansk Samfundsliv og han skildrer det i en Stil, som endog for Højre fastslaar ham blandt vore første Prosaister – en reserveret, ædruelig, personligt farvet og dybt bunden Stil. En naturligere Fortæller besidder vor Literatur ikke.