Det forjættede Land
Bøger
Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. Et Tidsbillede. (P.G. Philipsens Forlag).
Denne Bog fortsætter Romanen Muld, som Pontoppidan udgav i Fjor Efteraar.
Syv Aar er rundne hen, siden Pastor Emanuel Hansted med sin Bondebrud kørte ind i Muld-Folkets By. Fjærnt fra Kulturens Verden og Stædernes Liv har han ført en Tilværelse som Bonde mellem Bønder. I en tolstoisk Lærredskittel gaar han selv bag Plov og Harve paa Præstegaardsjordene, og om Aftenen fodrer han Kvæget i sine Stalde. Han lever i demokratisk Dusbroderskab med hele Menigheden og føler sig i denne store Vennekreds og i sit Hjems Skød som et meget lykkeligt Menneske. Han har naaet det forjættede Land, hvorom han som Yngling har drømt.
Som al Lykke er ogsaa denne i ustadig Ligevægt. Pontoppidan viser, hvorledes tre Stød udefra bringer den til at vakle og falde.
Pastor Emanuel Hansted – eller som han af Folkelighed lader sig kalde: Emanuel – har faaet tre Børn med sin Bondebrud. Det ældste af disse, der nordisk djærvt altid benævnes Gutten, bliver syg og skranter længe. Det er en Ørebetændelse. Emanuel, hvis Lid staar til den sunde Natur, ikke til Lægernes Piller og Miksturer, undlader to Aar igennem at lade Sygdommen behandle. I grundtvigiansk Tro paa, at det blot gælder om at hærde Drengen, tager han flittigt denne med sig ud i alskens Vejr; og en Forværrelse af Sygdommen kan saaledes ikke undgaas. Da Lægen endelig tilkaldes, er det forsent – den stakkels Gut dør af Hjærnebetændelse som Offer for sin Faders overtroiske Had til Kultur og Videnskab.
Dette lægger den første Tvivl under Emanuels Tro paa Naturtilstanden.
Han føres dernæst ved et Tilfælde sammen med den unge Dame, som han en Gang var ved at forelske sig i, og med hvem han førte saa mange hidsige Ordkampe – den smukke Frøken Ragnhild, Datter af Emanuels Forgænger og Fjende, gamle Provst Tønnesen. Og en Dag, da hun og en anden ung Københavnerdame kommer for at besøge ham i Præstegaarden, føler han uvilkaarligt, men endnu kun halvt bevidst, at disse to unge Kvinder er ham langt nærmere i Aand og Tale end hele det Muldjordsfolk, hvorimellem han har gravet sig ned.
Endelig sker der det, at Bondens sande Væsen bliver ham aabenbaret. Hans naive Øjne, for hvis Blik alt hidtil har flimret i gyldne Drømmes Soldis, ser med ét Landet og Landets Mennesker, som de er. Han opdager Bondens hele Smaalighed og Træskhed og føler med Fortvivlelse, hvor lidt Aabenhed og Frimodighed har at sige mellem disse Mennesker, hvor Rænkesmeden og den, som bagtaler, er den Mægtigste.
Da vender han sit Blik tilbage ad den Vej, han har vandret, og langt ude i Horisonten skimter han det Hjem, hvorfra han en Gang i Ungdoms Overmod drog bort. Nu synes det ham den eneste sikre Havn, og han vender tilbage med sine Børn til Fædrehjemmet. Hans Hustru bliver ude mellem Muldhøjene, hvor hun er født, og hvor hun hører hjemme…
Det er en dybt menneskelig Bog, Pontoppidan her har skrevet. Det er en mandig Bog, fuld af Resignation overfor Livet og Menneskene. Uden nogen Bitterhed er hans Bondefolks hele skidne Moral-Spioneri og selvretfærdige Religiøsitet fremstillet. Men man føler den fine Foragt dirre mellem Linierne – Foragt, som skaber den gode Stil.
Endelig bæres denne Bog af hin ejendommelige Natur-Rædsel, som er Pontoppidans egen. Naturen er det Fremmede, det Fjendtlige, Menneskets Uven. En af Bogens Ulykkelige siger: "Der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet … noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet mellem de røde Tage."
Disse Ord giver med en Formels knappe Klarhed den inderste Grund til, at Emanuel Hansted ikke fandt sit forjættede Land mellem Muldfolkets Marker.
J. J.
