Dommens Dag

Henrik Pontoppidan: Dommens Dag. (P.G. Philipsen.)

Visse Ugeblade har ved et nyt Kvartals Begyndelse ofte for Skik i Korthed at referere Indholdet af det allerede udkomne af de løbende Romaner, for at tiltrædende Abonnenter hurtigt og nemt kan stifte Bekendtskab med Personerne og sætte sig ind i Handlingens Hovedgang.

I en saadan Form kunde Henrik Pontoppidan vel næppe have givet et Resumé af Indholdet i "Dommens Dage"s to Forgængere "Muld" og "Det forjættede Land"; men absolut uheldigt er det dog, naar han bruger hen ved Halvdelen af sin nye Bog til at genfortælle Personernes i de tidligere Bøger beskrevne Tildragelser; dette trætter nemlig den Læser, der i Forvejen er godt à jour med alt, og det giver ikke Læseren, som intet véd, de nødvendige Forudsætninger til helt at forstaa Emanuel Hansteds, Hansines, Frøken Ragnhilds, Fru Gyllings, Væverens med mange fleres Karakter og Færd.

Tilmed er Forfatterens resumerende Stil paa mange Steder bleven underlig tør og avisagtig, rigtig haandværksmæssig, og man ligefrem mærker den Anstrængthed, hvormed han faar præsenteret os hele Personlisten og Sceneriet. I sin Iver for at give og fastholde en knap Karakterbetegnelse mister han af og til den mesterlige Sprogsmag, han ellers besidder i sin Skildringskunst, og afleverer en kendt Roman-Traver som følgende: "Fru Bettys Strikkepinde bevægede sig med feberagtig Hast".

Men i de mangfoldige skarpt trufne Samtale-Gengivelser, i Naturbeskrivelserne (saaledes i 2den Bog den dejlige Morgenstemning ude paa Landet), i de sidste 100 Siders Skildring af Katastrofens uafvendelige Komme, af Højskolemødet og Begravelsen og allermest i de bitre personlige Refleksioner kender og skatter man den betydelige Prosaist, den uovertræffelige Tegner af sociale, politiske og religiøse Folkerørelsers Gang her i Landet, som Pontoppidan med fuld Føje har Ry for at være.

– Det er et Kæmpearbejde, der er lagt ind i de nævnte tre sammenhørende Bøger, en grundig Studie og alvorlig Dom over Tidens mangehaande Forhold, som de har artet sig herhjemme indtil de sidste Dage; og havde Salgs-Vilkaarene tilladt, at de tre Bøger var udgivne som én samlet, maaske 1000-Siders Bog, vilde det have gavnet Værkets digteriske Virkning. Alligevel – et mere blivende skønliterært Tidsbilled-Værk er der ikke frembragt i den sidste Menneskealder i Danmark. Fra et ensomt, højt hævet Stade har Pontoppidan overskuet sin Tid, anbragt mange af dens mest fremtrædende typiske Personer som paa et Skaktavl og flyttet dem med sikker Haand i Kamp mod hverandre, til Spillet omsider maatte være ude. Med tankerig Skepsis har han snærtet adskilligt vanrøgtet i sin Samtid, og hans Lyst til at trodse Helvedes-Forgudelseslæren og alt andet aandeligt Selvplageri med et trefoldigt Hurra for Livet finder Genklang i mange unge Sind.

Ti sikkert er det, at Paterens Bemærkninger om de "moderne blodløse Lømler" med deres "permanente Livskvalme" og Trang til Sjæle-Opkastning gælder mindre vidt, end Forfatteren maaske tror.

Ejheller bærer den spontane og saa almenmenneskelige lyriske Følsomhed Skylden for, at der er gaaet religiøs Fanatisme i nogle overspændte Messias-Vrængbilleder med deres maabende Hjord af svaghjernede Ignoranter eller evindelig Sentimentalitet i nogle enkelte Jeg- eller Madonna-Dyrkere.

At kunne glæde sig over en smuk Solnedgang behøver heller ikke at være Føleri.

I hvert Fald vil – netop i Dampens og Elektricitetens Tid – en saa følsom og yndefuld Bog som Pontoppidans "Minder" vinde Forfatteren flere, og ikke de daarligste, Venner end Trilogien, – Venner, hvem dog ingen "Lyrikens Svamp" er trængt til Marv og Ben.

L. Mylius-Erichsen