Muld
Literatur
Henrik Pontoppidan: Muld. Et Tidsbillede. (P.G. Philipsens Forlag.)
Naar Henrik Pontoppidan kalder en Fortælling "Muld", mindes man uvilkaarlig de Forhaabninger, hans første Bøger vakte. Hvor lidet kjendt hans personlige Livsførelse i Almindelighed end var, saa meget vidste man, at den unge Forfatter ikke kom fra de akademiske Lag. Han var nok ikke engang Student. Oprindelig Polytekniker, dernæst Højskolelærer, endelig halvt om halvt Bonde eller Indsidder. Bundede dette Forfatterskab ikke i vor gode danske Muldjord, hvilket gjorde det saa? Man maatte kunne rykke Virkeligheden adskillig nærmere paa Livet. Holger Drachmanns Fiskere var dog vist lidt for ideale – Henrik Pontoppidans Strandingshistorie fra Skagen saa' dem i et skarpere Lys. Og Schandorphs Bondehistorier var som oftest lagt et godt Stykke tilbage i Tiden. Hvordan var Bønderne i vore egne Dage? Der var Opgaver nok for en ung, rødmusset Realist, der sund paa Sjæl og Legeme vilde skildre det Folk, blandt hvilket han selv frivillig havde fæstet Bo. Og Henrik Pontoppidan havde som Vuggegave faaet sin Slægts Lethed til at færdes med Mund og Pen. Som visse Malere, sagde man strax om ham, former sig alt villigt under hans Hænder. Selv hvor Indholdet ikke er meget betydeligt, faar Serveringen det til at glide ned. Aar, Erfaring, Studium og Rejser vil lidt efter lidt lægge vægtigere Lodder i Skaalen.
Henrik Pontoppidans Forfatterskab blev dog i alt væsenligt en Marsch paa Stedet. Hans første lille Skitse, der viste hans Evner saa godt som fra alle deres bedste Sider, er egenlig ikke overgaaet af nogen senere Fortælling. Nu og da bar ogsaa selv dette nye og friske Blad paa Literaturens Træ Spor af en Smule Ormstukkethed. Ingen tænkte, da Forf. byttede sit Mærke rusticus med Mærket urbanus, at Byen ogsaa en Gang skulde sætte sit Præg paa ham. Hans Ofre til den moderne kjøbenhavnske Journalistik har imidlertid i sin Tid saa ofte været omtalte her i Bladet, at vi nu kun lige skal minde derom. Til alt Held synes jo ogsaa denne Fase i Forf.'s Udvikling afsluttet.
Stadig gjorde imidlertid de medfødte gode Egenskaber sig fortrinsvis gjældende. Det livlige Fortællertalent og Stilens malende Anskuelighed fandtes overalt. Impressionist, som han var i sin Fremstillingsmaade, satte han sig fremdeles ogsaa kun mindre Opgaver. Det var smaa Fortællinger, Landsbybilleder og Krønniker, han vedblev at skrive. Man fik Indtrykket af, at Forf. ikke hørte til Arbejdsbiernes Klasse. Hans Stemning strakte tilsyneladende kun til for en mindre Komposition. Men Solen kan jo spejle sig lige saa godt i en lille Dam som i det store Hav. Henrik Pontoppidans smaa Romaner var, om end af forskjellig Værd, som oftest talentfulde og læseværdige.
Nu har imidlertid Forf. efter nogen Tids Tavshed samlet sig om et større Arbejde. Og den foreliggende Roman, der ikke er stort under 400 Sider, er tilmed kun det første Afsnit af et "Tidsbillede". Det hedder i en Efterskrift, at Læserne af Bogen vil kunne gjenfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid.
Mulig burde man derfor oppebie Værkets Afslutning, før man udtaler nogen Dom om det. Det er tilmed ikke til at tage fejl af, at Forf. først under Arbejdet har faaet Damp op under Kjedlen. De første to Tredjedele af den foreliggende Bog falder saa meget i det brede, at der skal hele Forf.'s Fortællegave til at forhindre en Smule Træthed eller Kjedsomhed under Læsningen. Først mod Slutningen kommer der Fart i Historien. Man behøver ikke længer at glæde sig over de enkelte episodiske Optrin i og for sig. Traadene begynder at løbe sammen. Man faar Interesse for Personerne og deres Skæbne.
"Muld" synes da at skulle stile mod at være et Slags Opgjør med Forf.'s eget Liv paa Landet. Bogen skildrer en ung Theolog, der, udgaaet fra Hovedstadens højere Kredse, føler Lede ved Livet i den store By og haaber paa Landet at finde sig selv og blive noget for andre. Han kommer som Kapellan til en myndig Præst af den gamle Skole, tager ivrig Del i Tidens religiøse, politiske og folkelige Rørelser og ender med at gifte sig med en ung Bondepige, der som en stor Del af Egnens Ungdom er opdraget paa en nærliggende Højskole. Da der i Fortællingen gives en – forøvrigt noget bidsk – Silhuet af gamle Monrad, ligesom "Ernst" paa Vallekilde Højskole nævnes, er Tiden jo saa omtrent vor egen, "Tidsbilledet" tilsigter altsaa en Skildring af – og Dom over – vore Dages kirkelige Afskygninger og næppe mindst af den hele Højskolebevægelse. Vi frygter for, at de, der har haabet hos Henrik Pontoppidan en Gang at finde en Forfatter, der med fuld og hel Sympathi omfattede det menige Folk,vil lide en Skuffelse. Det var vistnok for tidligt, da man ved hans første Optræden ventede en Digter, der ikke blot lo ad Bonden og fremholdt hans svage Sider, men ogsaa – som f. Ex. Hostrup i "Tordenvejr" – havde Øjet aabent for andre typiske Egenskaber. Der er i ethvert Fald Tegn i "Muld" til, at Opgjøret med Landet faar flere Skyggesider end Lyssider. Men, som sagt, det er kun den første Halvdel af Fortællingen, der endnu foreligger.
Der er fortræffelige Enkeltheder i Bogen; som altid hos denne Forfatter smukke, stemningsfulde Landskabsbilleder og skarpe Pennetegninger af Mennesker, særlig lidt bedærvede Mennesker. Hovedpersonen er den, der, i det mindste foreløbig, har ringest Interesse. Derimod tegner hans "Bondebrud" til at blive en psykologisk Studie af Værd. Ogsaa den gamle Provst og hans Datter fængsler én. Naar blot de ikke med det samme er ude af Sagaen. Slutningen af Bogen samler sig nemlig omkring Højskolen og dens Folk.
Vi vil haabe, at Forf. smedder, mens Jærnet er varmt, mens Ilden fra Bogens sidste Afsnit endnu sidder ham i Sjælen. Hvordan hans Dom end falder ud, vil den altid blive hørt og prøvet med Opmærksomhed. Han har jo været en Iagttager paa nærmeste Hold af de Mennesker og det Liv, han her vil skildre.
Bogen er særdeles smukt trykt og udstyret, med nydelige Smaavignetter til Indledning af hvert nyt Afsnit.
