Otto Borchsenius

(1844-1925) var (uden afsluttende eksamen) uddannet ved Københavns Universitet i nordiske sprog og litteratur og virkede som litterat, oversætter, tidsskrift- og avisredaktør og anmelder, bl.a. af Pontoppidan, for hvem han i de første år var mentor. Hans betydning for den unge forfatter undervurderes som regel. De udviklede (om man skal tro Pontoppidans breve til OB) et varmt venskab der imidlertid blev isnende koldt mod 1880'ernes slutning. Korrespondancen mellem dem genopstod dog en halv snes år senere og fortsatte på lavt blus indtil Borchsenius' død.

Borchsenius var fra begyndelsen i 1878 medarbejder ved F. Hendriksens ugeskrift Ude og Hjemme hvori Pontoppidan debuterede i september 80 og skrev indtil bladet gik ind. Borchsenius havde "hver Dag" træffetid hjemme i Amaliegade 14,3. hvor også Pontoppidan opsøgte ham når han var i byen.

Det var i dette blad at Pontoppidan fik sin litterære opdragelse i årene før og efter sin debut, både hvad angår skønlitterære bidrag i ugeskriftet og kritiske afhandlinger af bl.a. redaktøren selv.

Sin virksomhed på Ude og Hjemme søgte Borchsenius forgæves (sammen med Johs. Magnussen) at fortsætte i Hjemme og Ude. Nordisk Ugeblad1 hvoraf der i alt kun udkom 26 numre fra 5.10.1884 til 29.3.1885, og hvortil Pontoppidan bidrog med i alt seks artikler, to under hans gamle mærke fra Ude og Hjemme, Rusticus, tre under et nyt mærke, Urbanus, og ét under eget navn, en optakt til den senere kortroman Mimoser. Fra 1884-92 var Borchsenius litterær (fra 1.6.1885: med)redaktør af Morgenbladet og fortsatte derefter, fra 1892 indtil 1910, på dets afløser, det "royalistisk, nationale og borgerligt-moralske"2 Dannebrog; derefter anmelder ved København. I disse år anmeldte han talrige af Pontoppidans bøger. 1905-1924 var han tillige censor ved Det kgl. Teater og afviste i den egenskab Pontoppidans Asgaardsrejen.

Borchsenius var kun to år yngre end Georg Brandes og derfor nok for gammel til helt at føle sig som de "unge" han i sin portrætartikel fra maj 1882 taler om lærte så meget af mesteren. Endnu i 1882 var Borchsenius dog udelt positiv over for fænomenet Brandes hvis medarbejderskab ved Ude og Hjemme han var stolt af. Men der var stigende gnidninger imellem dem, ikke mindst i deres indbyrdes konkurrence om hvem af de to Bjørnson, Holger Drachmann og Sophus Schandorph stod nærmest. Op til sit første møde med Georg Brandes blev Pontoppidan genstand for en lignende "kappestrid".

Sandheden var at Borchsenius i den nære kreds omkring Georg Brandes nærmest blev betragtet som en "nyttig idiot". Hans personlighed bød dem imod, i deres øjne en blanding af kryb og selvhævdelse, nærtagenhed og pral3. At læse Borchsenius' breve til Georg Brandes er sandt at sige også en blandet fornøjelse. Han betragter sig i årene frem til 1883 som en del af "Fremskridtsbevægelsen", men beklager sig ofte over den indre splid som bl.a. udsætter ham selv for kritik. Det skete f.eks. da hans oversættelse af den tyske forfatter af historisk-arkæologiske romaner, Georg Ebers' Et Ord i sommeren 1883 bliver udsat for en hårdhændet og latterliggørende nedrakning i Morgenbladets spalter. I et brev til Georg Brandes brokker han sig højlydt over fornærmelsen.

Som litteraturforsker holdt Borchsenius sig til den danske og svensk litteratur, og han var hverken så vidsynet eller polemisk som Brandes. H. Topsøe-Jensen karakteriserer ham i Dansk Biografisk Leksikon (bd. 2, 1979) som "en ærlig alvorsmand, men bestandig 'paa det jævne' både som ånd og skribent". Topsøe nævner også Bjørnson, Schandorph og Drachmann som påskønnere af Borchsenius' trofasthed og tjenstvillighed, bl.a. med omfattende korrekturlæsninger og brevvekslinger hvis ene side Borchsenius skrupuløst gemte4. Men Pontoppidan burde have været nævnt i samme åndedrag. Som det vil fremgå i den løbende skildring af hans udvikling i det første tiår af forfatterskabet indtil bruddet.

Efter delingen af venstrefløjens vande i slutningen af 1883 hvor Brdr. Brandes blev hældt ud af Morgenbladet og Borchsenius blev avisens nye litterære redaktør, lagdes han for hån i både Politikens spalter og det kulturradikale omdømme. Men også et konservativt organ som vittighedsbladet Punch bidrog ivrigt til hånen5.

Et pudsigt udtryk for Borchsenius' renommé finder man i Gyldendal-forlæggeren Jacob Hegels brev til Holger Drachmann 31.7.1884, altså nogle måneder efter Pontoppidans første møde med Georg Brandes.

Borchsenius [...] er meget kjed over at Galschiøt overtager Redactionen af "Ill. Tidende" og mener, at det med Tiden maa føre til en "Kamp paa Kniven", og en saadan Kamp vil efter vor gode Borchsenius' Mening let kunde brede sig vidt ud i Publicum og lægge hele den danske Litteratur øde. I Hæderlighed, i Trofasthed, i Elskværdighed sætter jeg ham meget højt, men der mangler ham det, som skulde faa alle disse herlige Egenskaber til at gaa op i en højere Enhed, og naar han er allermest sublim, ophøjet, profetisk, faar man saadan en umaadelig Lyst til at tage ham om Livet og svinge ham rundt for en Høg, for en Gjøg, for en Kukkukkuk.6

Som anmelder var Borchsenius særdeles partisk, ikke i politisk forstand, men således forstået som f.eks. Paul Rubow udtrykker det, at han "behandlede altid de Bøger bedst, som han selv havde bistaaet med"7. Hans litterære jugement var elendigt, så det stod ikke i vejen for hans domme.

Pontoppidans brud med ham blev fremkaldt af Borchsenius' anmeldelse af Fra Hytterne (1887). Det var den zola'ske elendighed Borchsenius tog afstand fra – som den lugtoverfølsomme Brandes havde gjort det allerede i 1879: "Duft er slemt, men Stank er ikke bedre"8. I modsætning til Brandes' finere æstetiske fornemmelser var det en fladere national opbyggelighed Borchsenius gik efter, og opgøret i Pontoppidans brev er svidende, men endnu sagligt. Senere på året9 blev Borchsenius genstand for en tilsvining i Politiken der i vore dage kun ville kunne finde sit tilsvar på Ekstra-Bladets side 2. Pontoppidan fulgte trop så sent som 20.11.1889 i Kjøbenhavns Børs-Tidende – nok det mest "partitro" han overhovedet har skrevet, og ikke en tekst der gør ham ære. Den var i øvrigt varslet den 1.11. af en efterskrift i Pontoppidans gengivelse af "Den stærke Skrædder"10. Borchsenius var dybt nedslået over artiklen. Siden lærte han sig, vennesæl som han var11, blot at betragte den som "uvenlig".

Da Borchsenius i 1899 udgav Minder og Stemninger, blev de dyppet i Sven Langes blækhus så klatterne stod langt ud over avissiden. Manden forblev "partiets" prügelknabe par excellence; her hjalp det ham ikke at han i 1900 blev kongelig udnævnt titulær professor. Da Georg Brandes koket sagde både ja og nej til oprettelsen af Brandes-arkivet på Det Kongelige Bibliotek (på initiativ af Pontoppidan), skrev han til Henri Nathansen:

Det er en Opfordring til Fremtidens Borchsenius'er til at sidde og snage i mine gamle Breve og Privatpapirer – netop hvad jeg altid har gyst for.

Men heller ikke hos Vilh. Andersen var der megen oprejsning at hente, når denne i sin litteraturhistorie (1934) taler om hans "nationale Humanisme" og hans "renlige Sprog".

Mens Borchsenius så sig selv, ufordelagtigt, portrætteret af Drachmann i Forskrevet (se Drachmann Breve III, 1953, brev 617), blev han aldrig brugt på tilsvarende måde af Pontoppidan der havde genopbygget sin respekt for hvad han i et brev 17. sept. 190612 betegnede som et "Frisind, der altid hos dig var mere ægte end hos mange af dem, der har taget Patent på Frisindet herhjemme".

Selv skrev Borchsenius tilbageskuende om sit forhold til Pontoppidan i en jubilæumsartikel i 1917.

Efter bruddet i 1887 sås de to ikke i mange år, vekslede kun nogle breve hvoraf dette fremgår. Borchsenius fortsatte til sin død med at anmelde Pontoppidans bøger, og disse anmeldelser, som Borchsenius gerne sendte Pontoppidan med posten, gav anledning til venlige takkebreve.

I litteraturhistorien har Pontoppidans forhold til Borchsenius hidtil kun være genstand for en dybere behandling i Niels Kofoeds Henrik Pontoppidan (1982).

Ved siden af sin litterære virksomhed, der også omfattede en lang række oversættelse fra svensk og tysk, var Borchsenius (indtil 1885?) dansklærer ved Mariboes Skole, bl.a. for Sophus Claussen.

 
[1] Hjemme og Ude udkom på Salmonsens Forlag. tilbage
[2] citeret fra De danske Aviser, bd. II, s. 190. Avisen var stiftet af P.A. Alberti for at bekæmpe Politiken. tilbage
[3] personlighed: I sin Brandes-biografi citerer Jørgen Knudsen, 1988, s. 118, GBs mor for at finde Borchsenius "ækel"; hun kan næppe have kendt ham personligt, men refererede hermed til det indtryk sønnerne gav hende af ham. tilbage
[4] Borchsenius (…) gemte: Det er ikke retfærdigt når B&B som udtryk for at HP fra begyndelsen forholdt sig distant til Borchsenius, skriver:

(…) det er næppe noget tilfælde, at mens Pontoppidan kun gemte et fåtal af de breve han modtog fra Borchsenius, synes denne, som den samler han var, at have opbevaret størstedelen af de breve han fik fra Pontoppidan. (bd.1, s. 18.)

HP gemte indtil begyndelsen af sit andet ægteskab stort set ingen af de breve han modtog; jf. herom indledningen til Pontoppidans brevvekslinger. Man kan heller ikke forestille sig at HP senere, i afsmag, skulle have smidt brevene fra Borchsenius væk, og fra de senere år er vist stort set også alle Borchsenius' breve til HP bevaret. tilbage
[5] hånen: I en serie af "Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Evropæere" bragte bladet 27.8.1885 denne tekst:

VII.
Standhaftighed.

Ligesom Jens Munk i sin Tid maatte døje mangfoldige Lidelser under sit Forsøg paa at finde Nordvest-Passagen, saaledes har man i Venstre en Mand, hvis Navn ligeledes er knyttet til store, men desværre haabøse Foretagender, og som har baaret alle sine Skuffelser med en Engels Taalmodighed. Denne Mand er Otto Borchsenius. Som det paa Jens Munks Tid gjaldt om at finde et nyt Vand at sejle i, saaledes gjaldt det paa Borchsenii Tid for Venstre om at finde et nyt Vand at fiske i. Til den Ende udrustedes Galajen Ude og Hjemme, og Kommandoen betroedes Otto Borchsenius som Redakteur og Ansvarhavende. Under Redigeringen af Kursen faldt Ude og Hjemme imidlertid mere og mere af, og Borchsenii Arbejde blev til sidst saa møjsommeligt, at kun faa af hans Abonnenter kunde udholde det, men skylledes bort, den ene efter den anden. Omsider strandede Skuden i Forlags-Bureauets Havn, fra hvilken det var umuligt at lohse den ud; og Borchsenius saa sig derfor nødsaget til at forlade Fartøjet. Han lod sig imidlertid ikke afskrække af denne Modgang, men fik snart et nyt Fartøj i Søen, hvilket blev kaldet Hjemme og Ude. Med dette drog han atter ud paa den farefulde Rejse, og han havde det bedste Haab om et rigt Udbytte, thi Skibet var ladet med en Mængde uægte Perler og billigt Flitterstads, samt nogle Fustager Skamdrupsk Akva-Vits, for at man kunde drive Handel med de Indfødte, man traf paa i disse ubekjendte Egne. Men Foretagendet fik et endnu sørgeligere Udfald end første Gang. Skibet blev en Stund revet med af en af de farlige "Hovedstrømninger i det nittende Aarhundrede", og da det endelig slap ud af denne og nærmede sig en Del henimod "Tidens Strøm", sprange Skuden læk, fik et stort Hul i Vandgangen og sank til Bunds. Baade Ladning og Mandskab blev et Offer for de i dette Farvand saa graadige Zwiebelfiske; alene Borchsenius blev reddet, som ved et Vidunder. Paa en tom Tønde drev han i nogle Dage om, indtil han blev fisket op af "Morgengnavet". Nu skulde man tro, at han havde faaet nok af Vandet, men ikke desmindre gaar han for treie Gang ud paa det troløse Element, denne Gang som Chef paa "Morgengnavet". Modgangen skrækker ham ikke, og skjønt hans nye Skib allerede er i synkefærdig Stand, er det dog endnu ikke gaaet til Bunds. Grunden hertil er maaske dog den, at "Organet" ikke er i Stand til at gaa til Bunds i noget som helst.

Et andet Punch-eksempel finder man i "Fuglekongen", 26.8.1886, s. 270-71. tilbage
[6] Citeret efter Breve fra og til Holger Drachmann III, 1970, s. 151. tilbage
[7] Rubow: Holger Drachmann 1878-1897, s. 70. tilbage
[8] Stank: Citatet er fra et brev af Georg Brandes til Sophus Schandorph 30.7.1879 og lyder i sin sammenhæng:

Zolas Exempel kan undertiden være fristende, men danske Sandser taale ei saa grov Confect; stik Fingeren i det Land, hvori du lever, og lugt at det har frembragt Duftvaudevillen. Duft er slem, men Stank er ikke bedre. (Brdr. Brandes Breveksling, III, s. 182.)

Citatet blev fejlciteret af Hakon Stangerup som "Duft er slem, men Stank er værre." (Dansk Litteraturhistorie, bd. 3, 1966, s. 166), og herfra vandrede citatet over i den kunsthistoriske litteratur, se f.eks. katalogen 1880-erne i nordisk maleri, 1986, s. 34. tilbage
[9] senere på året: den aktuelle anledning er ikke klarlagt, måske havde det at gøre med Borchsenius' udgivelse af sine egne Sange og Digte. tilbage
[10] Skrædder: Mellem vennerne HP og Axel Lundegård gik Borchsenius siden under kaldenavnet "Skrædderen i [avisen] Dannebrog". tilbage
[11] vennesæl: Alex. Kielland gav ham øgenavnet "Forsonius" [Breve fra og til Holger Drachmann, bd. 1, 1968, s. 15]. tilbage
[12] brev af 17.9.1906: et brev der karakteristisk nok savnes i B&B. tilbage