Med Georg Brandes' Portræt
Hvor mindes jeg ikke tydelig nogle Majmorgener – 1867 – i Gothersgadens Exercerhus, naar Akademisk Skyttekorps samledes i det store skumle Rum for at indøves i de første Geværgreb. Nogle truende politiske Skyer havde foranlediget Oprettelsen af et nyt Kursus foruden det sædvanlige efter Sommerferien for Russerne, og flere ældre akademiske Borgere havde fulgt Opraabet. Blandt disse var ogsaa Georg Brandes, der med stor Iver og Alvor gik til sin Gjerning, men for hvem dog ethvert "Rør" altid var Signalet til at springe lige midt ind i en Samtale, enten om den dengang standende Strid om Tro og Viden eller hvad Ugens Begivenheder ellers havde gjort til Gjenstand for almindelig Diskussion. "Har vi talt sammen om det eller det?" var et hyppigt tilbagevendende Udgangspunkt, og saa kom en livlig, tidt rivende hurtig Udvikling, hvori den ivrige Skytte mange Gange egenlig førte Ordet alene, eller ligesom prøvede, hvad der kunde siges for og imod det paagjældende Æmne, men hvori han dog altid var lige underholdende og belærende for den lyttende Sidekammerat.
Skjønt dengang endnu kun 25 Aar gammel, havde Georg Brandes allerede et ansét Navn. Landets største og mest anséte Dagblade og Ugeskrifter satte en Ære i at tælle ham mellem deres Medarbejdere, og de Yngre saa' med Beundring op til ham, uden dog endnu at ane, hvad han i den nærmeste Fremtid skulde blive for dem. Det Hold af Studenter, hvortil jeg hørte, regnede hans Magisterkonferens med til sine Rusminder – jeg husker saaledes, hvilket Indtryk hans Forelæsning om 382 Schillers Tragedier gjorde paa mig – og hans glimrende Universitetskarrière var tidt paa Tale imellem os. Han var kun et Par Aar ældre end vi – han er født den 4. Februar 1842 i en kjøbenhavnsk jødisk Kjøbmandsfamilie – men var allerede i 1859 bleven Student, havde taget sine Examiner med Udmærkelse, havde i 1862 faaet "et meget hæderligt Accessit" for en Besvarelse af Prisspørgsmaalet om Forholdet mellem Historie og Roman, i 1863 vundet Universitetets Guldmedalje for en Afhandling om Skjæbneforestillingen i den antike Tragedie og endelig i 1864 taget Magisterkonferensen i Æsthetik "cum laude præcipua". Til hans nærmeste Omgangsvenner, vidste vi, hørte andre fremragende unge Videnskabsmænd som Jul. Lange (hvem han ogsaa tilegnede et af sine første Skrifter, "Æsthetiske Studier" 1868), Vilh. Thomsen, Jens Paludan-Müller, Fr. Nutzhorn o.s.fr., og af de Ældre var det ikke alene hans Lærer, Prof. Brøchner (hvem senere "Hovedstrømninger" i saa varme Ord tilegnedes), men ogsaa Mænd som C. Hauch og Fr. Paludan-Muller, der satte særlig Pris paa ham. Det var derfor ganske naturligt, at hans jævnaldrende og yngre Samtidige med Opmærksomhed fulgte hans offenlige Virksomhed og altid havde et aabent Øre for hans Ord.
Georg Brandes' Hjem og Opdragelse havde i aandelig Henseende stillet ham fuldstændig frit; Omgivelserne og den samtidige Literatur drog ham tidlig til forskjellige Sider. Han havde fra sin første Ungdom af modtaget dybe poetiske Indtryk af vore store gamle Digtere, videnskabelige især af Heiberg og Kierkegaard, og som ung Student kastede han sig strax over Spinoza, Hegel og Feuerbach. Aarene 1859–64 tilbragte han i uafbrudte indre Kampe af religiøs og filosofisk Natur for at danne sig en Verdensanskuelse; det var, efter hans eget Sigende, en frugtbar og kvalfuld Periode, af hvilken han omtrent i Begyndelsen af 1865 gik ud tilnærmelsesvis med det Grundsyn paa Tilværelsen, til hvilket han senere har bekjendt sig. Hans Aandsretning var imidlertid endnu i alt Væsenligt metafysisk; det var endnu kun lykkedes ham at gjøre det første Skridt til Frigjørelse for de Synsmaader, man hyldede i Samfundet omkring ham. Næppe var derfor den første indre Strid om det Religiøse udkæmpet, før en ny Udvikling begyndte, og en stor Forandring foregik med ham i Aarene 1865–70, da den psykologisk-historiske Sans vaagnede hos ham, og han begyndte at studere fransk Kritik og engelsk Filosofi. I "Forklaring og Forsvar" (S. 74–75) siger Brandes ogsaa, at "hvor mange Beskyldninger for Overfladiskhed og for Ubekjendtskab med Sjælelivets Alvor" man end retter mod ham, saa véd han dog med sig selv, at han har gjennemgaaet alle hine Brydninger og at han ogsaa har følt "Smerten ved Bruddet med det Overleverede", og at der bag den tilsyneladende Lethed, hvormed han omtaler de store Problemer, "ligge alvorlige indre Erfaringer og indre Kamp".
En anden lige saa smuk som interessant Skildring af sin egen aandelige Udviklingsproces har Brandes f. Ex. givet i en Anmeldelse af "Pottemager Walter" ("Kritiker og Portræter" S. 230–34), hvor han beder Læseren om at gjenkalde sig sit Følelsesliv i det 16–17 Aar, da man vaagner som aandeligt Individ og endnu ikke er bundet i noget af de Snørliv, hvori Vedtægten, Moden, Skinnet senere spænder os Alle. I denne glimrende Apostrofe til den Unges Kjærlighed og Had føler Brandes sig staaende "handlende overfor Spidsborgerligheden" og trækker allerede her i klare Omrids Linjerne til sin snart forestaaende Kamp imod Romantiken og den reaktionære Stagnation i vor Literatur og vort Samfundsliv. "Romantikerne – siger han – havde endnu Sindsro til at bekæmpe Spidsborgerligheden med godt Humør. De opfattede den filosofisk som Endeligheden, intellektuelt som Indskrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi se den som det Usle. – – Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi. Imod dens Usselhed sætte vi vor Mandsvilje. Vor Attraa er ikke mere en Flugt fra Samfundet og Virkeligheden med vore Længsler og vore Tanker. Lige omvendt: vi ville virkeliggjøre vore Ideer i Samfundet, i Livet."
Det er overhovedet interessant i Brandes' Kritiker og Monografier fra før 1870 at efterspore saadanne Udtalelser, der, saa længe Ild og Vand ikke havde skilt sig ad i vort Aands- og Samfundsliv, endnu rolig kunde diskuteres, men som senere, efter at de i de første Forelæsninger vare rykkede frem i ordnet Fylking, i Ordets egenligste Forstand bleve til Slagord herhjemme. Om det saa er i den første Artikel, Georg Brandes under sit Navn lod trykke – en Anmeldelse af Paludan-Mullers "Ungdomskilden" i "Fædrelandet", 29. April 1865 – sætter han Literaturen i direkte Forbindelse med Livet: "Bogen er netop en Bog for vore Dage. Uden Tvang lader dens Symbolik sig udlægge om mere end ét Fænomen i vort aandelige Liv, lettest maaske om et stort Parti herhjemme, der sér Frelsen i en umiddelbar Tilbagevenden til det Gamle, til Folkets første Ungdomstid, der forlængst er afsluttet." Lærerigest i saa Henseende ere dog de i "Æsthetiske Studier" og "Kritiker og Portræter" samlede Skuespilkritiker og Forfatterkarakteristiker fra Slutningen af Treserne. Her have vi overalt, i Stort som i Smaat, den senere Brandes for os. I en Afhandling om Henrik Hertz som Lystspildigter ("Æsth. St." S. 222) fremhæver han Hertz' "Et Offer" og Heibergs "Valgerda" som Særsyn i vor Lystspilliteratur, idet de, som den franske Komedie saa hyppigt, den danske saa sjældent, beskjæftiger sig med en virkelig Samfundsopgave, med Problemet om Kvindens Interesser og Kvindens Stilling. I en Afhandling om Ibsen ("Æsth. St." S. 264) viser han, hvorledes en Bevægelse i Retning af den vækkende Poesi er meget tydelig i Nordens poetiske Literatur. Medens den beroligende Poesi ikke staar i nogen Fare for at komme udenfor Kunstens Grænser, fordi den altid sysler med forældede Idealer, løber den vækkende Poesi en meget alvorlig Fare for at komme til at virke saa personlig nærgaaende, saa foruroligende og angribende, at den ophører at gjøre Indtryk af Kunst. Brandes fremhæver saaledes Ibsens "bitre Indignation, hvis tunge Vaaben ikke tillader nogen Fjærnkamp, men som gaar Samtiden ind paa Livet uden Naade", men endnu hævder Brandes saavel overfor "Brand" og "Per Gynt" som overfor "Adam Homo", at Digteren har anden Bestemmelse end den at være "Menneskenaturens Æreskjænder". I en Anmeldelse af Richardts "Deklarationen" ("Krit. og Port." S. 238–40) sér han derimod allerede noget anderledes paa Sagen. Hvis vor Literatur, siger han, "ikke skal dø af en vis Art Tæring, en Sygdom, der paa Latin hedder sancta simplicitas", maa man opmuntre ethvert alvorligt og talentfuldt Forsøg paa at gribe dybere, skildre sandere og male med stærkere Farver, end det hidtil er sket paa vort Theater. Han peger paa Hostrups "Tordenvejr", der med sit dygtige Figurgalleri er i Slægt med Blichers Noveller og Dalsgaards Genremalerier, og siger, at i dette Hjulspor maa vort Lystspil slaa ind, og for at gjøre det bredere og dybere maa Roman og Novelle her vise Vej. Naar Brandes derpaa tilføjer: "Vi mangle endnu helt en Romanliteratur, og før vi faa den, faa vi næppe noget Drama," saa lægger han i alt Fald for liden Vægt paa M. Goldschmidts Fortællinger, ligesom jeg ogsaa for mit Vedkommende i "En Skavank" sér et ret interessant Led mellem "Tordenvejr" og det nyere norske Drama; men hvor træffende indvarsle disse Udtalelser iøvrigt ikke den ny Literatur i Halvfjerdserne. Det er ogsaa ganske morsomt i den samme Anmeldelse (S. 237) at læse Bemærkningerne om, hvorfor Gejstligheden her i Danmark altid har kunnet betragte sig som assureret mod Latterskade. Vore Dages Fortællinger have noksom godtgjort, "at Turen tilsidst ogsaa kom til Præsterne". En anden Anvisning, som nu ogsaa forlængst er bleven fulgt, findes i en Kritik over Hertz' "Et Herreselskab", hvor Brandes opfordrer Digterne til at følge Hostrups Fodspor i hans senere Lystspil og slagte "den fede Kalv: Studenterstanden, der nu saa længe har svælget i Latterligheder, at den fremfor nogen er moden til Kniven". I Brandes' Skildring af Studenternes "uvurderlige Lystspilegenskaber, som Karakterløshed, Umandighed, Frasevæsen, Eftersnakkeri 383 og Eftertraven" ligger saaledes paa en Maade Schandorphs "Uden Midtpunkt".
Afhandlingerne i "Æsthetiske Studier" ere altsaa fremgaaede af Brandes' tidligste æsthetisk-metafysiske Aandsretning, ligesom hans fleraarige Deltagelse i Polemiken om den Rasmus Nielsen'ske Religionsfilosofi ("Dualismen i vor nyeste Filosofi", 1866, og en Række polemiske Artikler i "Fædrelandet" og "Dagbladet" angaaende Forholdet mellem Religion og Videnskab) udsprang af den ovenfor omtalte første Krise. Den anden Krise afsatte hans Oversættelse af Stuart Mills "Kvindernes Underkuelse" 1869, de større Afhandlinger, der ere samlede i "Kritiker og Portræter", samt endelig "Den franske Æsthetik i vore Dage", hans bekjendte Doktordisputats om Taine, hvilken han forsvarede den 25. Februar 1870. Ogsaa heri peger naturligvis Meget hen paa den Retning, hans literaturhistoriske Virksomhed nu snart for Alvor skulde tage, som naar han efter Taine hævder, at Historien i sidste Instans er Psykologi, og i denne Henseende kalder et stort Digt, en god Roman, en stor Mands Bekjendelser lærerigere end politiske og diplomatiske Aktstykker. "Først den nyeste Tids Analyse og Kritik" – hedder det – "har stillet dette i sit fulde Lys og vist, at naar et historisk Dokument er rigt, og man forstaar at fortolke det, kan man i det finde en Menneskesjæls, ofte et Aarhundredes, ja undertiden en hel Races Psykologi." I disse Ord ligger Grundtanken til hans eget Hovedværk i de følgende Aar.
Georg Brandes havde hidtil ikke rejst meget; han havde som Student gjennemvandret Danmark til Fods, senere besøgt Sverig nogle Gange, særlig Göteborg og Stockholm, tilbragt en Vinter (1866–67) i Paris og en Sommer i Schweiz (1868), men havde hidtil ikke opholdt sig længere Tid i Udlandet. Efter at have disputeret for Doktorgraden, tiltraadte han nu med offenlig Understøttelse en stor Udenlandsrejse fra Foraaret 1870 til Efteraaret 1871 med langvarigt Ophold i Paris og Rom. Under denne Rejse naaede, efter hans eget Sigende, Følelsen af at befinde sig i Opposition med det hele i Danmark herskende Idéliv en hidtil ukjendt Styrke hos ham. Samtaler med Taine i Paris gav hans Tro paa Æsthetiken det sidste Stød, Samtaler med Stuart Mill i London fremkaldte det definitive Brud med Metafysiken, Kjendskabet til moderne evropæisk Poesi befæstede hans Uvilje mod den i Danmark endnu fejrede Romantik, Synet af Renaissancens og det moderne Frankrigs Kunst bibragte ham den Overbevisning, at Kunsten i Danmark led af Aandenød, Studiet af de politiske Tilstande og det stadige, undertiden inderlige Samliv med Udlændinge viste ham den franske Cæsarisme, der hyldedes i Danmark, i et meget ugunstigt Lys, og det varede ikke længe, før han saavel socialt og filosofisk som literært og kunstnerisk følte sig i Strid med de ledende Mænd i Hjemmet og dets Presse. Samtidig vandt han en ny Tillid til sine Evner, og da han netop nu nærmede sig Trediveaarsalderen, ved hvilken Mandens Blik plejer at vende sig udad, var det naturligt, at han ved sin Hjemkomst følte Trang til mere direkte at virke paa Andre, og hans store Maal blev nu at tilvejebringe et helt Omslag i den i Danmark raadende aandelige Tilstand. Hans Grundopfattelse koncentrerede sig i den Tanke, at man i Danmark endnu bestandig sad fast i en Reaktion mod det 18de Aarhundrede, af hvilken man andensteds længst havde arbejdet sig ud, og idet han nu i sine Forelæsninger paa Universitetet skildrede saavel selve denne Reaktion som de evropæiske Hovedliteraturers Udfrielse derfra, vilde han vække en ny Tid og en ny Literatur til Live i sit Fædreland. "Hvis Ingen vilde stille sig i Breschen," havde han selv sagt i Forordet til sin Oversættelse af "Kvindernes Underkuelse", "blev aldrig nogen Fæstning tagen". Det hedder sig vel nok, at "Fæstningen" endnu den Dag idag ikke er taget, men herpaa har Brandes i en anden Sammenhæng indirekte svaret ved at minde om, at "enhver Retning altid er historisk længe efter at den har ophørt at være literaturhistorisk". Han skildrer i "Reaktionen i Frankrig" (S. 342–43), hvorledes Reaktionen, der en Gang havde næsten Alt af Aand og Talent i sin Tjeneste og i sin Hær, nu ikke har et eneste literært Navn at opvise, og tilføjer: "Heri ligger, at der ingen Grund er til at fortvivle om Fremtiden."
Det var den 3dje November 1871, at Georg Brandes holdt sin første Forelæsning ved vort Universitet og, efter at have gjort en Undskyldning for sin Uerfarenheds Mangler, sine ufuldkomne Evner og Kundskaber, tilføjede: "Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. – Jeg ansér det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Sejr." Og saa fulgte den nu saa navnkundige Forelæsning, om hvorledes den danske Literatur ingensinde i dette Aarhundrede havde befundet sig i en saadan Hendøen som da, om hvorledes en Literatur i vore Dage kun kan vise, at den lever, ved at sætte Problemer under Debat, hvorledes al stagneret Reaktion er tyrannisk, hvorledes vort Samfund efterhaanden havde udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bar Tyranniets Træk, og at det derfor nu var paa Tide paany at hævde det forrige Aarhundredes to store Grundtanker: "i Videnskaben den frie Forskning, i Poesien Humanitetens frie Udfoldelse." De følgende Forelæsninger, der strakte sig til henimod Jul, kastede næppe færre Stridshandsker til Samtiden, og det varede ikke længe, før Brandes skulde faa at føle, at han efter sine egne Ord havde "løbet Panden mod en Mur af germaniske og gothiske Fordomme". Den "tandløse Fortid", hvis svære Skyts han havde skildret som "ladet til Mundingen med Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirkugler", bed nok saa hvast fra sig, og i Løbet af det følgende Foraar var Georg Brandes saa at sige erklæret i Rigets Akt, paa mange Maader ligesom M. Goldschmidt en Snes Aar tidligere. Det er ikke Stedet her at gjenopfriske den vidtløftige Polemik, der udspandt sig da, og som i Aarenes Løb med næppe mindre Hæftighed er blusset op, hver Gang man med mer eller mindre Grund kunde befrygte, at Brandes vilde blive kaldet til den Lærestol ved Universitetet, som nu i ti Aar har staaet tom, og som det endnu den Dag i Dag dog er umuligt at give til nogen Anden. Men hvor Meget eller hvor Lidet der end i disse første Forelæsninger kan forsvares – og Brandes har jo selv i sin Bog om Tegnér1 (S. 129) mindet om, at Ungdomskraften i sin Ustyrlighed altid er en Tempelskjænder, og at vi Alle i Modenhedens Aar ende med det ærlige Forsøg paa at sone og gjenoprette, hvad Helligbrøde vi i Ungdommens Lidenskab have begaaet – saa Meget er i alt Fald vist, at Forelæsningerne ejede den tændende Gnist, der blev afgjørende for hele den yngre Slægts aandelige Liv og Produktion i Halvfjerdserne, ligesom den sikkert heller ikke blev uden Indflydelse paa mangen en Ældre. Det er overhovedet karakteristisk, at medens det var det nationalliberale Slægtled, som Brandes saa voldsomt tørnede sammen med, stod han bestandig i saavel personligt som literært Venskabsforhold til de fleste af de dalevende Gamle. Baade Chr. Winther og H. C. Andersen have udtalt deres Anerkjendelse af hans sjældne Evner, baade Ludv. Bødtcher og F. L. Liebenberg hørte til hans personlige Venner. Hvad, foruden Brøchners, Hauchs og Fr. Paludan-Müllers Venlighed havde været for ham under hans første literære Stridigheder, blev endelig i det næste Tiaar Henrik Ibsens forstaaende Sympathi (maaske tildels ogsaa det i 1872 med Paul Heyse stiftede Venskab) for ham. Og i det aabne Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson, hvormed denne i 1877 sluttede sig til den Adresse fra kjøbenhavnske Videnskabsmænd og Publicister, der overraktes Brandes ved hans Afrejse til Berlin, skriver den anden store norske Digter, at den første Virkning af Brandes' Skrifter paa ham har været den, at han har lært Ærbødighed for Anderledestroende iblandt os, "thi jeg behøvede at lære det". Og Bjørnson fortsætter: "Ved hver ny Bog, han har udgivet, har han 384 øget min Indsigt, fremdrevet min Tænkning og – hvad der nu staar for mig som det Vigtigste – ved sin ofte herlige Skildring af overbevisningstro Mænd og deres Skjæbne styrket min Vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere Arbejder i det evig unge Aandssamfund, som jeg tror at tilhøre."
Først og fremmest ligger Georg Brandes' Betydning for vort Aandsliv dog i, hvad han har været for vor egen ny Literatur, og, efter Parallelerne med denne at dømme, vel tillige indirekte for vor ny Malerskole. Man kan spørge, hvem man vil af vore yngre Forfattere herom, og de ville Alle som En vedkjende sig, hvad de skylde ham. Og de maa dog sikkert selv bedst vide det. Det var i "Forklaring og Forsvar" (S. 24–26), at Brandes første Gang hævdede, at "vor Literatur" i Virkeligheden aldeles ikke er dette, men vore Fædres Literatur. "Ikke den Literatur, som man arver fra Fortiden og læser, men den Literatur, som man selv frembringer, er Ens egen. – Den opvoxende Slægt maa selv præstere Noget, hvis den vil bevise, at den lever." Kan man da fortænke det sidste Tiaars literære og kunstneriske Produktion i, at den har bestræbt sig for at føre dette Bevis? Dengang, i 1872, bleve disse Udtalelser endnu kaldt "Haan mod den nationale Literatur" – aldeles ligesom nogle ældre Kunstnere ivrede mod deres yngre Fæller, da disse begyndte at søge til Paris, for at lære – og det skjønt Brandes ikke blot allerede havde skrevet saadanne Karakteristiker som de om H. C. Andersen og Kamma Rahbek, men ogsaa i Indledningen til "Den romantiske Skole i Tyskland" udtrykkelig havde nævnet det som et af sine Formaal med selve "Hovedstrømningerne" at "udarbejde den Underbygning, hvorpaa efter hans Overbevisning den moderne danske Literaturs Historie maa rejses". Nu turde det dog for længe siden være indrømmet, at hvis denne Brandes' Værdsættelse af vor gamle Literatur, saaledes som den, foruden i de ovenfor nævnte Afhandlinger, f. Ex. fremtræder i "Danske Digtere", i "Søren Kierkegaard", i Karakteristikerne af Aarestrup og Schack Staffeldt, i "Goethe og Danmark" (se "Ude og Hjemme" Nr. 180–184) o. s. fr., saa har i alt Fald hans "Ringeagt" for "alle Nationens gamle og ærværdige Traditioner" æret og gavnet disse betydelig mere end mange Andres tavse Kjærlighed. Man kan selvfølgelig være mere eller mindre enig med Brandes om Enkeltheder, ja selv om de endelige Resultater i nogle af hans Bidrag til vor Literaturs Historie, men Ingen kan elske denne uden aabent at tilstaa, at han skylder Brandes overmaade meget, og at vi i Særdeleshed gjennem ham have faaet Udsigter ud i de store Verdensliteraturer, uden hvilke vort eget nyere Aandslivs Udviklingsgang hverken kan forstaas eller vurderes. Det var derfor en overdreven Beskedenhed af Brandes, at han i "Forklaring og Forsvar" – denne alt oftere anførte ypperlige lille "Antikritik" – ytrede, at han selv meget vel vidste, at hans Forfattervirksomhed maatte synes mere kosmopolitisk end national, thi om end hans første Forelæsninger gik ud paa igjen at lede den evropæiske Literaturs Hovedstrømninger ind over vore hjemlige Agre, saa var denne Bestræbelse dog hverken ukjendt i Holbergs Literatur eller havde hidtil været betragtet som kosmopolitisk og unational. Man skulde dog ogsaa tro, at det hørte med til Alles og Enhvers Børnelærdom, at saavel vore kirkelige, politiske, sociale som literære Forhold ere paavirkede af den "almenevropæiske" Kulturstrømning, og at vort Land og Folk dog bestandig ere gaaede fremad i Nationalfølelse og folkelig Selvbevidsthed. Danmark – anførtes det allerede dengang til Forsvar for Brandes – er ikke et af de evropæiske Hovedlande, der løfter Faner og fører an, og hvad det ledte til, med Vilje at spærre sig inde bag en kinesisk Mur og holde sig borte fra de store Kulturlandes Arbejde og Bevægelser, havde vore aandelige Tilstande fra 1848–1870 – vor Skjønliteratur f. Ex. – tydeligt nok vist os. Det førte til Stagnation paa Aandens Enemærker, uden dog i politisk Henseende at kunne forebygge et 1864. Det forekom derfor de Yngre paa samme Tid tragisk og komisk, naar Brandes' Modstandere sagde: "Man vil paany sætte os i Forbindelse med den evropæiske Kultur, men det skal forhaabenlig ikke lykkes!"
Men Sagen var, hvad ogsaa Brandes selv allerede udtalte i Indledningen til "Den romantiske Skole i Tyskland", at Polemiken om hans Forelæsninger – ikke alene ved Oppositionens Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur – havde berørt en Vrimmel af religiøse, sociale og moralske Spørgsmaal. En ny Tid og en ny Ungdom var skudt frem herhjemme efter 1864, om end hverken Tiden eller Ungdommen selv ret vidste af det før en Del Aar derefter. Men i de samme to Aar, i hvilke Georg Brandes ude i Evropa modnedes til sit Vækkerkald, modnedes ogsaa en Ungdom her hjemme til at lade sig vække af ham. Ogsaa for de Hjemmesiddende fik den fransk-tyske Krig, ja selv det lige saa barokke som sørgelige kommunistiske Efterspil afgjørende Betydning. Man spurgte sig selv og sine Venner, hvad den ny Tid vilde, og om den ikke ogsaa krævede Noget af En selv, men man nøjedes endnu med at spørge, ligesom Holger Drachmann, der i Foraaret 1871 som Marinemaler var gaaet til London, i sit første fremragende Digt "Engelske Socialister" spurgte, hvad Dønningerne i Menneskehavet derovre betød. Da bragte Georg Brandes' Forelæsninger Svaret eller pegede i alt Fald paa, hvor Svaret var at søge. Ethvert enkelt Individ – sagde han – maa forfra begynde Menneskeslægtens uhyre Arbejde, hvis det i sand Forstand skal være Menneske. Thi hvad er det at tænke Andet end at begynde Menneskeslægtens uhyre Arbejde forfra, selvfølgelig ikke i den Forsland, at det tænkende Individ skulde være stillet som det første Menneske paa Jorden, men saaledes, "at Individet uden Henblik til Højre eller til Venstre, uden Henblik til officielle Avtoriteter eller af Stat og Kirke garanterede Indehavere af den færdige Sandhed med sin egen Hjærne maa forsøge at danne sig sin personlige, sin originale, oprindelige og ægte, derfor alene værdifulde Overbevisning." (Forklaring og Forsvar, S. 63–64.) Det var det, en lille Kreds af Yngre nu forsøgte, og det er det, de skylde Georg Brandes Tak for at have givet Stødet til, ligesom de ogsaa skylde ham Tak, fordi han lærte dem at bestille Noget. En og Anden maatte vel lide nogen Modgang derfor, et og andet smerteligt Brud blev uundgaaeligt, men det var i de glade Ungdomsaar, da selve Kampen havde sine Tillokkelser, og den moderne evropæiske Literatur, Darwins Lære, med hvilken de Yngre først nu stiftede Bekjendtskab (gjennem en Række Afhandlinger af J. P. Jacobsen), de mange brændende religiøse og sociale Spørgsmaal, kort sagt, hvad Brandes kaldte "det intelligente Evropas Ideer", aabnede til alle Sider en ny Verden, der holdt En i rigt Maal skadesløs for de mulige Tab. Halvt paa Trods og Dril, halvt for Alvor blev Georg Brandes hilset som en anden Henrik Steffens – en Sammenligning han forøvrigt vel nok kunde bære – og da Kr. Arentzen netop i det samme Efteraar havde udgivet anden Del af sin "Baggesen og Oehlenschläger", gjorde man sig en særlig Fornøjelse af at fremdrage Skildringen af Steffens' Foredrag i 1802. Kr. Arentzen takkede ved at tilegne "sine yngre Venner" 3dje Del af sit Værk, denne "Skildring af aandelig Virken i mørke Dage"! Omkring Georg Brandes grupperede sig ogsaa det i sin Tid saa omtalte "Literaturselskab" (stiftet i Febr. 1872), om hvilket den altid travle Bysladder strax berettede, at Enhver, der vilde optages i Foreningen, maatte afgive en højtidelig Erklæring om, at han ikke anerkjendte nogen positiv Religion, samt at han vilde virke for Kirkens Adskillelse fra Staten og for Kvindens Emancipation." (Se "Dagens Nyheder", 16 Marts 1872). Nogle Rygter fortalte endnu sortere Ting, medens andre dog ogsaa tog Sagen mere humoristisk, som naar det hed sig, at en yngre Publicist hver Samlingsaften var posteret som Dørvogter, for at spørge den Indtrædende, om han troede paa en personlig Gud og paa Sjælens Udødelighed. "Literaturselskabet" var imidlertid en meget fredelig Forening, hvor der nu og da blev holdt 385 Foredrag, og Selskabet gik ogsaa snart ind, da dets vigtigste Formaal, nemlig at udgive saadanne frisindede Skrifter, som ingen Forlægger ellers kunde finde, faldt bort af sig selv ved det Opsving, Boghandelen samtidig tog med den store, ny Oversættelsesliteratur, der jo paa saa mange Maader kan føres tilbage til Brandeske Impulser. Naar "Literaturselskabets" hele Program desuden var udtrykt i de faa Ord, at det "vilde virke for den frie Forsknings Ret til Afgjørelse af, hvad der er sandt og usandt, samt arbejde for Udbredelsen af almen human Oplysning og Dannelse", saa var dette da heller ikke noget overraskende Nyt herhjemme, hvor næppe nogen Forfatter f. Ex. har skrevet om Holberg, uden særlig at fremhæve, at denne fremfor Alt stræbte at gjøre den fri Undersøgelse gjældende uden Frygt for mulige Meningskampe, eftersom "det er Mennesker tjenligere at trætte og tviste, end ligesom umælende Kreature at leve udi en brutal Samdrægtighed". Strid blev der da ogsaa nok af, – Brandes udtalte selv, at han ansaa' "en vis Utaalmodighed for en Dyd, fordi den er aldeles nødvendig for at holde Fremgangen i Aande" – og fra Vilhelm Møllers "Nyt dansk Maanedsskrift" saavel som fra Korrespondancerne til "Lolland-Falsters-Stiftstidende", den eneste danske Avis, der i 1871–72 stod aaben for Brandes' Venner og Forsvarere, kunde mange karakteristiske Træk fra Kampens Dage fremdrages. Senere, fra 1874–77, kom saa det af Georg Brandes selv i Forening med hans Broder Edvard Brandes udgivne Maanedsskrift "Det nittende Aarhundrede". – Hvad de Unges Forhold til den hele Bevægelse iøvrigt angaar, ramte Georg Brandes selv Hovedet paa Sømmet, da han i sin smukke Afhandling om C. Hauch fremdrog dennes Ytringer om, hvem der egenlig i den Baggesen-Oehlenschlägerske Fejde havde kompromitteret sig mest, de, der deltog i Kampen, eller de, der sad stille og ikke vilde røre en Finger, samt "ligegyldige for det mest Betydningsfulde, der i hin Tid rørte sig", lod "Kampen mellem den gamle og den ny Tid gaa sporløst forbi sig". ("Danske Digtere", S. 14–15).
Man har ofte og med Rette fremhævet, i hvor høj Grad det tjener Georg Brandes til Ære, at han strax efter sin Hjemkomst aabent vedkjendte sig sine Anskuelser, i Stedet for at tilsløre dem eller helt holde dem tilbage, indtil hans ydre Stilling paa en eller anden Maade var sikret. I December 1871 havde han under Hauchs Fraværelse paa den Rejse, hvor den gamle Digter fandt sin Død i Rom, ansøgt om Ansættelse som extraordinær Docent med 400 Rdl. om Aaret, men modtog ikke en Gang et Svar; i November 1875 vedtog Universitetet paa Ministeriets Opfordring en Konkurrence om det ledige æsthetiske Professorat, men umiddelbart derefter tilbagekaldtes Konkurrencen, til hvilken det var rygtedes, at Brandes vilde melde sig. Denne Begivenhed gav ham den første stærke Tilskyndelse til at forlade sit Fædreland og bosætte sig i Tyskland, som han allerede 1872 havde lært nærmere at kjende, hvor han senere havde opholdt sig halve Aar ad Gangen, hvor flere af hans Skrifter i Oversættelse havde vakt Opmærksomhed, og hvor allerede i 1874 Redaktionen af "Deutsche Rundschau" havde søgt at vinde ham til Medarbejder. Efter i 1876 at have foretaget en Foredragsrejse gjennem Sverig og Norge og en Lystrejse gjennem Tyskland og Italien til Neapel, flyttede han i 1877 fra Kjøbenhavn – den ovenfor omtalte Afskeds-Adresse til ham blev trykt i "Dagens Nyheder" for 24. Septbr. – til Berlin, hvor det nu, efter flere Aars anstrængt Arbejde for at erhverve Herredømme over det tyske Sprog, er lykkedes ham at opnaa en ansét og uafhængig Stilling blandt Tysklands Skribenter. "Ude og Hjemme" har allerede ved en tidligere Lejlighed (Nr. 206) gjort opmærksom paa, hvorledes hans senere Skrifter fra Tysk ere blevne oversatte paa flere andre Sprog, saavel som paa hans stadig voxende Ry i Udlandet. Valget af Æmner for et Par af hans sidste Skrifter – "Benjamin Disraeli" og "Ferdinand Lassalle" – synes ogsaa at tyde paa, at han nu har en almen evropæisk Læsekreds for Øje. At han imidlertid ikke har glemt sit Fædreland, derom vidne hans hyppige Besøg herhjemme, ved hvilke han jo som oftest ogsaa holder offenlige Foredrag, saavel som hans uafbrudte literære Virksomhed paa Modersmaalet. Hans Karakteristik af Schack Staffeldt, til hvilken vi ved anden Lejlighed skulle komme tilbage, er det nyeste Udslag af denne; i længere Tid har ogsaa været ventet det femte Bind af hans "Hovedstrømninger", hvoraf "Ude og Hjemme" allerede har bragt forskjellige interessante Brudstykker.
Da Georg Brandes sidste Efteraar paa Tiaarsdagen for sine første Forelæsninger besteg det Katheder, som trods Alt dog alligevel er hans, for at skildre de to norske Dioskurer Bjørnson og Ibsen, gled Tanken uvilkaarlig tilbage til Novemberaftenerne i 1871, og en Række Minder fra disse og de omkringliggende Ungdomsaar fik atter Liv og kredsede omkring den kjendte Skikkelse. Endnu var Holdningen lige rank og slank, endnu havde det blanke Haar beholdt sin Glans, endnu bruste Ordenes Strøm i deres gamle Fylde og Velklang, og selv det noget anspændte og anstrængte Udtryk i Ansigtet, der sammen med Pandens talrige Furer fortalte om baade et ihærdigt Arbejde og mangehaande indre og ydre Kampe, veg lidt efter lidt og gav Plads for det Præg af uforfærdet Sandhedsiver og ildfuld Overbevisning, der altid har gjort Georg Brandes' Hoved saa karakteristisk paa Talerstolen. – Det var efter en af disse Forelæsninger, at P. S. Krøyer tegnede det Billede af ham, som "Ude og Hjemme" idag bringer sine Læsere.
Otto Borchsenius.
