Otto Borchsenius til Bjørnstjerne Bjørnson
Sendt fra København. 30. oktober 1891
hvem jeg fra første Færd kun har gjort godt
Linnésgade 22, Kbh. K. 30/9 [30/101] 1891.
Kjære Bjørnstjerne Bjørnson.
Der er i dit Brev til mig2 saa megen personlig Sympathi, at jeg vil begynde med at takke dig derfor. Men ellers er jeg baade bedrøvet og bekymret over meget af hvad du skriver. Jeg kan næppe i et Brev faa alt med. Men lidt maa jeg dog strax svare dig paa.
Jeg er fuldstændig uenig med dig med Hensyn til hvad du skriver om Bojsen og Hørup. Du tager fejl af dem begge. Læg nu Mærke til, hvad Hørup i Dag skriver3 om Retsreformen4, Jury m. m. I det Spørgsmaal troede jeg dog, I Nordmænd delte Anskuelser med det danske Venstre. Hr. Castberg5, som er her, kan fortælle dig herom.
Hvad mig selv angaar, søger jeg jo netop at være "retfærdig" i min Bedømmelse af de yngre Forfattere6. Mange af disse har uden Foranledning væltet sig over mig, selv nogle (f. Ex. Pontoppidan), hvem jeg fra første Færd kun har gjort godt. Men jeg vil ikke tage nogen literær Hævn, saa lidt som nogen personlig. Naar du derfor ikke finder mine Anmeldelser hvasse nok, synes jeg, det er en Modsigelse, naar du strax efter opfordrer mig til at være retfærdig, for at andre en Gang ogsaa kan blive retfærdige mod mig.
Dit Forhold til "Politiken" og dens Mænd, baade da du sidst var hernede og gjennem dine Bidrag til Bladet, det Blad, der har haanet dig paa det dybeste, og som du i sin Tid bekæmpede paa Liv og Død – og stadig opfordrede os til at bekæmpe – alt dette har fyldt mig med baade Harme og Sorg. Og nu forleden dit og Bjørns Telegram og Brev til Georg Brandes7! Ved Lejlighed ønsker jeg at skrive offenlig om din Bebrejdelse til det danske Folketing. Hvad Ret har du til at dømme et andet Lands indre Anliggender? Hvad vilde du sige, om vi blandede os saaledes i din hjemlige Optræden? Og det er desværre mer end et Lystspilmotiv at telegrafere til et Festmaaltid, hvor det rige jødiske Bourgeoisi drak Champagne: Aand bekæmpes ikke med Hunger!
Men ved du, hvorfor jeg ikke behandles retfærdig?
Det er fordi de tre af mine Venner, jeg stolede paa og hvis Kamp jeg gjorde til min i Tillid til, at det var Alvor, forraadte mig og Morgenbl. Da mine og Bladets Fjender saa det og I tilmed tav til Angreb paa mig, kunde de jo uhindret haane mig.
Kun Hostrup tog mit Forsvar offenlig.
Berg kaldte mig til Morgenbl., for at bekæmpe Brandesianismen. Nu er han gaaet over til Hørup og holder altsaa sin Haand over det, han den Gang smed ud af Morgenbl.
Men Morgenbl. har ikke skiftet Standpunkt.
Drachmann kom til mig med "Ostende-Brügge"8. Jeg var paa Forhaand selv kommet til det samme Syn paa Brandesianismen.
Jeg tog hans Kamp op, hvor jeg kunde. Men han løb først over til Højre og er nu paa Vejen til Brandes og "Politiken"s Kanossa.
Bjørnson bad fra Paris om Morgenbl.s Støtte. Jeg var ikke i alt enig med dig, men Bladet gav Plads for dig og dine Meningsfæller. Vi ordnede dine Foredrag og kæmpede Kampen ud, da du var rejst. Senere gik du til "Politiken". Og nu – medens Evropa først er i Færd med at faa Kjendskab til "Engifte og Mangegifte" – er du og dine Børn Venner med Dødsfjenderne. Jeg begriber ikke, hvorledes du kan have Tolstoj under den ene Arm og Henning Jensen under den anden.
Men i hvert Fald har Morgenbl. heller ikke overfor dig skiftet Standpunkt. Det er dig, der, ligesom Berg og Drachmann, har forladt os og er gaaet over i Modstandernes Lejr.
Og jeg har aldrig set noget til, at I offenlig har sagt et Ord til Forsvar for mig. Drachmann har takket mig med at kalde mig dum i "Forskrevet"9. Jeg var i en halv Snes Aar dog ikke for dum til at hjælpe ham med alle hans Bøger, i alle hans indviklede borgerlige Forhold. For at faa Naade hos "Politik.", maatte han ofre mig, haane mig offenlig.
Dit sidste venlige Brev minder mig om følgende Historie.
Midt under den Kamp, Morgenbl. førte for din Sag, bragte "Polit." det ondeste om mig, jeg har læst. Hostrup tog som sagt offenlig til Gjenmæle og kaldte Polit.'s Artikel det gemeneste, der nogen Sinde var skrevet i et dansk Blad.10
Om Aftenen, samme Dag "Polit." havde bragt Artiklen, kom i Mulm og Mørke en Mand op til mig i min private Bolig, for at bevidne mig sin Deltagelse m. m. Harmfuld og bitter afviste jeg ham. Jeg vilde ikke have privat Deltagelse, da det offenlig gjaldt min Ære og mit borgerlige Udkomme maaske med.
Dagen efter skrev han saa offenlig11, hvad han havde sagt mig.
Og det var tilmed en Højremand, der i den Anledning maatte bryde med det Blad, han var Medarbejder af.
Manden, Hædersmanden var Jonas Collin.
Mange, mange Gange, naar "Polit." og "Kjøbenhavn" angreb mig, bl. a. fordi jeg vedblev at være din og Morgenbl.'s gamle Sag tro, tænkte jeg: nu siger vel en Gang Bjørnson offenlig hvad han saa tidt har skrevet privat til dig.
Hvad dit Telegram til Brandes indirekte betød for mig og Morgenbl., véd du. Om Bjørns Brev vil jeg ikke tale. Dit private samtidige Brev til mig er smukt og varmt – men – men.
Din
Otto Borchsenius.