Dagbog
Det hedder nok, at den Sten, man ikke kan løfte, skal man lade ligge. Men dette er en forældet Visdom. Den, der i vore Dage vil gælde for en rigtig Karl, skal tværtimod dristigt sparke til selve Montblanc og lade, som om han undrer sig over, at Bæstet ikke flytter sig.
En Landsby i Nordsjælland fik en Gang en ny Skræder. Han var baade halt og skrutrygget og ikke stort større at se til end en Spædekalv; og da han tilmed hed Mons, var det ikke underligt, at han hurtigt blev en Skive for alle Byens Vittigheder.
Saa fandt han paa en Genistreg.
En Aften var der Dans paa Kroen. Der blev drukket tæt og sprunget højt, og – som det ved saadan Lejlighed tidt sker – ud paa Natten begyndte Karlene, der sad bænkede i Skænkestuen, at prale med deres Styrke.
"Jeg kan bære en Tøndesæk fra Kirketaarn til Kirketaarn," sagde en.
"Og jeg kan tage en Otting Øl paa min flade Haand og drikke af Spunsen," sagde en anden.
"Og jeg kan bære en Tønde Rug under min ene Arm," sagde en tredje.
"Men jeg kan tage to," lød det i det samme stilfærdigt fra den lille Skræder henne fra en Krog, hvor ingen havde givet Agt på ham.
"Du?!"
Nu blev der Latter.
"Vil Du bære to Tøndesække, bitte Skrædder?" lød det muntert fra alle Kanter.
Ja, det vilde han, svarede han ganske roligt.
Karlene saa paa hinanden og derfra igen hen på den lille Haltefanden, der ikke saa meget som blinkede.. De vidste ikke, hvad de skulde tænke om denne fremmede Fyr. Van han kanske fuld?
Da raabte en af dem:
"Det Ord skal du staa for, Skræder – v i rydder inde i Salen!"
Det Forslag vandt enstemmigt Bifald. En saadan Skryder skulde tages paa Ordet straks.
Saa blev Dansesalen gjort ryddelig; fra Tærskeloen blev to fyldte Tøndesække baaret ind midt paa Gulvet, og under Latter og Hujen samlede alle derpaa sig i en stor Kreds omkring dem. Nu skulde der blive Spas!
Og Skrædderen gav den spændte Forventning god Tid til at udvikle sig. Han strøg sit lange Haar bort fra Panden, svingede Armene et Par Gange rundt for at gøre Skulderledet bøjeligt, gned sine Haandled og trak Vejret tre Gange langsomt og dybt – alt mens Forsamlingen aandeløs fulgte enhver af hans Bevægelser.
Kunde det være muligt? Skulde han virkelig kunne udføre det?
Endelig trak han op i sine Bukserne ovenfor Knæet og bøjede sig ned imod Sækkene, fik en Arm omkring hver af dem, stemmede Fødderne kraftigt mod Gulvet og trykkede Tungen ind imod den ene Kind, som om han med et eneste mægtigt Ryk vilde løfte Sækkene fra Jorden.
Der gik i dette Øjeblik som et Gisp igennem Salen.
Nogle af Kvinderne, der stod fremmest, blev blege, og en af dem raabte:
"For Guds Skyld! Hold op! – Han sprænger sig selv!"
Men Sækkene rørte sig da heller ikke af Stedet.
Da lod han, som om han blev rasende, bed Tænderne sammen, pressede Blodet til Hovedet og fik Benene til at sitre.
Der gik en Gysning gennem dem alle. Og skønt Sækkene bestandig stod lige urokkelige, og han tilsidst for Udmattelse maatte opgive Forsøget, rejste der sig ingen Haanlatter. De stirrede alle paa ham med Øjne, der var stive af Forbavselse. Han havde i dette Øjeblik indgydt dem en Respekt, som de aldrig siden glemte. Hvor end Skrædderens Navn efter denne Dag kom paa Tale, hed det regelmæssigt:
"Ja, det er en Karl! … Han er lige ved at kunne løfte en Tøndesæk under hver Arm!"
Tilsidst begyndte Skræderen selv at tro paa sine Kæmpekræfter og optraadte overalt med en Mine, som om det var ham den smalleste Sag at gøre det af med enhver, der vovede at lægge sig i Vejen for ham.
– – –
Jeg kommer altid til at tænke paa denne Historie, naar jeg ser min gamle Ven Otto Borchsenius tumle med de store Verdensproblemer. Han løfter dem vel ikke – – men alligevel! – Død og Pine! – han maa dog ha'e nogle voldsomme Kræfter, naar han saadan vover at binde an med dem!
