Den stærke Skrædder
27
En Landsby fik engang en ny Skrædder.
Han var baade halt og skrutrygget og ikke meget større at se til end et Lispundsbrød1. Da han tilmed hed Mons og var fra en By ved Navn Stumperup, kan det ikke undre, at han hurtigt blev en Skive for al Byens Vittighed.
Især var Pigerne slemme imod ham. Og allerværst var den store, smukke Abelone, som alle Byens Karle nappedes om; .... men uheldigvis var det netop ogsaa hende, den lille Skrædders Hjærte aller heftigst begærede.
Saa fandt han paa en Genistreg.
En Aften var der Juledans paa Kroen. Der blev drukket tæt og sprunget højt, og ud paa 28 Natten begyndte nogle øre Karle, der sad bænkede i Skænkestuen, at prale af deres Styrke.
"Jeg kan bære en Plov paa Nakken fra Kirketaarn til Kirketaarn!" raabte En og huggede Kruset i Bordet.
"Hvad er det at skryde med!" sagde en anden haanligt. "Jeg kan tage en Otting2 Øl paa min flade Næve og drikke den ud af Spunsen! Gør mig det efter, hvem der kan!"
"Aa, Fanden! – Jeg kan bære en topmaalt Tønde3 Rug under den ene Arm!" skreg en tredje og slog Næven mod Laaret, saa det klaskede.
"Jamen jeg kan tage to," lød det i det samme stilfærdigt fra den lille Skrædder, der sad for sig selv henne i en Krog, hvor ingen havde lagt Mærke til ham.
Nu blev der Storlatter!
"Hvad er det, du siger?" raabte de muntert fra alle Kanter .... "Vil du bære to Tønder Rug, bitte Skrædder?"
Ja, det vilde han, svarede han ganske roligt.
29 Karlene saa' paa hinanden. De vidste aabenbart ikke rigtig, hvad de skulde tænke om denne fremmede Fyr. Van han kanske drukken?
Da raabte én:
"Det Ord skal du staa ved, Skrædder! .... Vi rydder inde i Salen!"
Det Forslag vandt enstemmigt Bifald. Nu skulde der bliver Løjer!
I Hast blev Dansesalen gjort ryddelig. Fra Tærskeloen blev to fyldte Tøndesække baaret ind midt paa Gulvet, og under Latter og Hujen samlede alle sig i en stor Rundkreds omkring dem.
Men da den pukkelryggede Skrædder ganske koldblodigt trak sin Frakke af, spændte Buxeremmen fastere om Livet, løste sin Halslinning og til sidst stillede sig ind imellem Sækkene – som om han ikke et Øjeblik tvivlede paa sin Styrkes Overlegenhed, blev der efterhaanden stille i Forsamlingen.
Og Skrædderen gav den spændte Forventning god Tid til at udvikle sig. Han kastede sit lange Haar bort fra Panden, svang nogle Gange 30 Armene hurtigt rundt, som for at gøre Skulderleddene rigtig bøjelige, aandede paa sine Haandflader og trak til sidst Vejret tre Gange langsomt og dybt – alt mens Forsamlingen aandeløs fulgte enhver af hans Bevægelser.
Kunde det være muligt? Skulde han virkelig kunne udføre det?
Endelig trak han op i sine Buxer oven over Knæene og bøjede sig ned imod Sækkene. Med stor Omhu anbragte han en Arm omkring hver af dem, stemmede Fødderne kraftigt mod Gulvet og trykkede Tungespidsen ud imod den ene Kind – som om han med et eneste, overmægtigt Ryk vilde løfte Sækkene fra Jorden.
Der gik i dette Øjeblik som et Gisp igennem Salen.
Nogle af Kvinderne, der stod fremmest i Kredsen, blev blege, og en af dem raabte:
"For Guds Skyld! Hold op! ... Han sprænger sig selv!"
Men Sækkene rørte sig da heller ikke af Stedet.
31 Da lod Skrædderen, som om han blev forbitret, lagde det ene Knæ mod Jorden, bed Tænderne sammen, pressede Blodet til Hovedet og fik Lemmerne til at sitre. Det saa' ud, som om han var fast bestemt paa hellere at ødelægge sig selv end at give tabt.
Der gik en Gysning gennem dem alle.
"Hold op! Hold nu op!" raabte flere, ogsaa blandt Mændene, – og Kvinderne vendte sig bort.
Og skønt Sækkene bestandig stod lige urokkelige, og skønt Skrædderen til sidst af Udmattelse maatte opgive Forsøget, rejste der sig ingen Haanlatter.
Alle saa' de paa ham med Øjne, der var stive af Forbavselse, idet han tavs og bleg – ligesom i undertrykt Raseri – brød sig Vej gennem Kredsen og gik bort ud af Kroen.
Den lille Mand havde i dette Øjeblik indgydt dem alle en Respekt, som de aldrig siden glemte. Overalt, hvor Skrædder Mons' Navn efter denne Dag kom paa Tale, hed det bestandig i højeste Beundring:
32 "Ja, det er en Helvedeskarl! Hvem skulde have troet det! ... Tænk, han er lige ved at kunne løfte en Tønde Sæd under hver Arm!"
Hans Ry voxede efterhaanden, saa han virkelig til sidst selv begyndte at tro paa sine Kæmpekræfter og overalt at optræde som den fødte Sejrherre. Ja, da han omsider friede til den smukke Abelone, slog hun strax til med Kyshaand og levede siden lykkeligt i stolt Forvisning om, at hun ejede den stærkeste Mand i hele Herredet.
