Grete Gaasepige
53'1
Man var begyndt at gøre sig de besynderligste Tanker om den Vinter, der slet ikke vilde indfinde sig. Skønt man allerede var langt inde i December, hævede der sig hver Morgen fra Mosen en tæt hvid Damp, som Time efter Time væltede tættere ind over Landsbyen, indtil den regelmæssigt hen imod Middag opløste sig i en ganske fin Regn, der fik alle Straatagene og alle Husmandskonerne til at græde.
Hvad i Herrens Navn skulde det blive til med Slagtningen?
Inde i Skurene laa Gaas og Gris og formelig gispede af Fedme. Men hvem turde vel vove at slagte i sligt et Grødevejr?
54 Folk kiggede ud i Øst og Vest, pikkede paa Barometeret og studerede deres Almanak, – men det blev Dag efter Dag saa uforanderlig det samme, at nogle tilsidst for Alvor begyndte at tro paa, at der var gaaet et eller andet i Baglaas deroppe i det store Himmel-Maskineri.
Da var det, at gamle Folk, der sad og gav Agt paa deres "Værk" eller "Flyvejægt", endelig mente at føle den "trække". Og da tilsidst ogsaa Ole Dragon begyndte at jamre sig over Smerter i det Ben, der for fem og tyve Aar siden var bleven højtidelig begravet ovre omkring Dybbølskanserne, var man ikke længere i Tvivl – nu vilde Vinteren komme.
Og nu begyndte der alle Vegne en Sliben Knive og Skuren Spækkebrædder og Skrubben Saltetønder, saa det var mageløst. Husmødrene smøgede Ærmerne op over de runde Arme, Pigerne løb omkring med opkiltrede Skørter, de gamle Koner, der skulde hjælpe til med Fjerplukningen, bandt Hovederne ind i store Tørklæder, og ud fra alle Bryggersdøre stod en Damp af koghedt Vand.
55 Fra Morgen til Aften lød der over hele Byen en Svineskrigen og Kalvebrølen, saa man næsten ikke kunde høre Ørenlyd. Det var et forfærdeligt Myrderi. Hele Byen lugtede af Galde, og Strømme af Blod flød ud gennem alle Portrummene, hvor de døde Kroppe blev hængt op med opsprættede Maver for at faa Livvarmen af sig.
Den lille Grete, der længe havde siddet besynderlig stille og mumlet over sin Bog, rejste sig med ét ganske bleg fra sin Skammel og listede ud i Stalden.
Her, bag en lav Bræddeklædning, som hun netop kunde kigge over, naar hun traadte op paa Ædetruget, laa fem store, fede, rolige Gæs og blinkede mæt med Øjnene.
Hun stod længe og saa' paa dem, mens hendes Øjne fyldtes med Taarer.
Lige siden Foraaret, da de som smaa "grønne" Gæslinger løb muntert ud og ind under deres Moders Bug, havde hun bestandig været over 56 dem og passet paa dem. Og siden hendes lille Søster Frederikke i Forsommeren døde, havde de været hendes eneste og bedste Veninder. Hver Aften i Sommerens Løb havde hun drevet dem hjem fra Vænget, hvor Moderen stod tøjret. Hendes første Vandring om Morgenen havde været ud i Stalden for at spørge dem om, hvordan de havde sovet; og om Natten drømte hun, at de alle laa omkring hende i Sengen og varmede sig. Senere, da de var voxede til, havde hun døjet ondt og godt med dem ude i Stubbene; og saa fortrolige var de efterhaanden blevne, og saa vante til hinandens Selskab, at naar hun i de stride Efteraarsbyger sad sammenkrøben under sin gamle Soldaterkappe, flokkedes de strax omkring hende og puttede sig helt ind under hendes Skørter.
De fire af dem vare'2 smaa og graa med mørkere Stænk, som bestandig blev mørkere under Opvæxten. Men den femte var stor og sølvhvid som en Svane; og paa denne kastede Grete da ogsaa mere og mere hele sin Kærlighed.
De var ganske som to trofaste Veninder, der 57 ikke kunde være hinanden foruden. Den fulgte hende overalt, hvor hun gik og stod. Hun kunde klappe den hen ad Ryggen; og naar hun satte sig paa Hug foran den, lagde den strax sit Hoved og sin lange Hals hen ad hendes Skød og saa' op paa hende med sine smaa sorte Knappenaalsøjne.
De fire andre havde hun heller ingen Navne til; men denne kaldte hun Frederikke1.
Og paa denne var det ogsaa, hun nu ufravigelig stirrede ned med taarefyldte Øjne, mens hun stod dér ved den lave Bræddeklædning for at tage den sidste Afsked med sine Venner.
"Farvel, Frederikke!" hviskede hun.
Men "Frederikke" rørte sig ikke længere, naar hun kaldte. Den kiggede blot dovent op paa hende med en mæt og søvnig Blinken.
Pludselig fo'r Grete sammen. Hun havde hørt Moderen hvæsse den store Slagtekniv uden for paa Stenflisen. Hurtig sprang hun ned fra Truget og styrtede med Graaden i Halsen ud af Stalden.
58 Hun sneg sig ind til sin mørke Krog i Stuen. satte sig paa Skammelen og tog sin A-B-C, som hun gav sig til at stirre i uden at læse. Og mens ude i Gaarden det ene fortvivlede "Gæk-Gæk-Gæk" skraalte op og døde hen efter det andet, blev hun bestandig blegere og dukkede sig dybere over sin Bog.
Først om Aftenen rejste hun sig op og gled stille hen til Moderen, der sad ved Kakkelovnen og kæmmede Dunene af sit Haar. Og efter at hun en Stund at have staaet og pillet ved hendes Forklæde, spurgte hun hviskende og uden at se op, hvad der blev af Gæssene, naar de var døde.
Ja, Prangeren købte dem da og kørte dem ind til Byen, sagde Moderen.
Men hvad de da gjorde ved dem derinde?
"Ih, Tøs, dog! – De fine Folk spiser dem jo til Juleaften."
"Spiser?" gentog Grete og saa' forfærdet op. "Spiser de Frederikke?"
"Hvad er det, du siger! .... Jeg tror, ved Gud, Tøsen er gaaet fra Snøvsen!" udbrød Moderen, 59 mens Grete fortumlet trak sig hen i sin Krog, hvor hun atter lod, som om hun læste ivrigt.
Og nu kunde Julen rinde op. Maden var færdig. I toppede Læs var den kørt ind til Byerne, for at enhver kunde have en dampende "Frederikke" paa sit Julenadverbord.
..... Men da Juleklokkerne begyndte at kime, og Julelysene at tændes, sad der ude paa Landet en lille sammenkrøben Pige i en mørk Krog, med Armene viklede ind i sit Forklæde, og stirrede ud for sig med store, grublende Øjne.
