Præstesækken
69'1
Der var en Gang en Bonde, som var saa fattig, at han tilsidst ikke kunde betale sin Tiende. Præsten paa Stedet var en haard Hals, der hellere trak Skjorten af sine Sognebørn, end han eftergav dem en eneste Søsling1 af deres Skyld; og da han et Par Gange forgæves havde sendt sin Karl til Bonden med en Sæk for at erholde sit Tilgodehavende, kørte han en Dag selv derhen og kastede Sækken foran Hyttens Dør, idet han raabte:
"I Morgen kommer jeg igen. Har din Hund saa ikke min Pose fyldt, skal Fogden jage dig ud af Huset, før Sol gaar ned!"
Bonden tiggede, og Kællingen jamrede og 70 alle Rollingerne skreg. Men lige meget hjalp det. Præsten smurte paa sine Heste og rullede afsted.
Saa stod der ikke andet tilbage for Bonden end at gaa til Fanden og bede ham om Hjælp i sin Nød.
Fanden havde sit Kontor i en Smøge inde i Købstaden. Der hang intet Skilt over Døren; men det gjordes ikke heller behov; Folk kendte godt nok Vejen; og der var ikke mange i Egnen, som ikke havde sneget sig ind ad den Dør, naar det kneb.
I den forreste Stue stod Fandens gamle Kontorist, Belzebub, med den store Hovedbog. Men i Stuen bagved sad Fanden selv i en Lænestol og gav Avdiens.
Da den skælvende Bonde havde forklaret ham Anledningen til sit Besøg, sagde Fanden:
"Ja, den Sag skal jeg nok hjælpe dig med .... Du kender vel Betingelserne?"
Bonden begyndte at klø sig i Haaret og gnide sig paa Knæene. Han vidste jo, at det galdt hans Sjæl, og derfor var det, han saa mindelig 71 vilde spørge, om det alligevel ikke "kunde gøres lidt billigere?"
"Billigere! Hi!" fniste Fanden. "Hvad havde du da tænkt at byde mig?"
Ja, Bonden syntes jo da, at det var alt for haardt at skulle give Afkald paa hele sin Sjæl for Tid og Evighed, alene fordi han var kommen i en øjeblikkelig Forlegenhed. Han havde da tænkt at bede ham, om han ikke vilde lade sig nøje med en Prioritet i ham.
"Ja, jeg tænkte det nok!" skreg Fanden. "Altid kommer I Bønder med jeres Prioriteter. Men I skal ikke narre mig mere med dem, go'e Folk! I gaar saa bare og æder og drikker og er glade, saa længe I er unge. Og naar I saa bliver gamle, begynder I at blive hellige og gaa i Kirke og snyder mig for Kapitalen. Nej, nej, den hopper vi ikke paa, go'e Mand!"
Men Bonden blev ved at tigge og bede. Han vidste jo da, at Fanden før havde hjulpet Folk med en Prioritet. Hvorfor vilde han da ikke ogsaa hjælpe ham?
72 "Du snakker, som du har Forstand til," svarede Fanden. "Kan du ikke begribe, at der er Forskel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager? Naar jeg maaske nu og da hjælper en fin og fornem Mand paa billigere Betingelser, saa er det, fordi han er mig et saa godt Exempel for sine Medmennesker. Selv om han tilsidst skulde blive hellig og fare til Himmels, saa har han gjort mig Gavn nok, mens han levede. Naar Folk ser Etatsraad Hansen svingle "løftet" hjem fra et Middagsselskab, tænker mange, at det vist alligevel ikke kan være saa slemt at tage sig lidt over Tørsten, siden en saadan Mand kan gøre det. Men naar Folk ser dig ligge drukken i en Rendesten, siger de strax: Uf, hvor det er væmmeligt at være et saadant Svin! Se, det er Sagen!"
Der hjalp da ingen kære Mo'er. Bonden maatte underskrive en lang Kontrakt, i Følge hvilken han uigenkaldelig solgte sin Sjæl til Helvedes evige Pine, imod at Fanden forstrakte ham med en Posefuld Penge, som om Natten Klokken tolv slet skulde overbringes ham gennem hans Skorsten.
73 Den stakkels Mand græd gudsjammerligt, da han blev trukket ind til den gamle Kontorist for at faa sit Navn indført i den store Hovedbog.
Paa Slaget tolv listede Bonden af sin Seng og gik med Præstens Pose, der netop laa for Haanden, ud til Gruen2 under Skorstenen, saadan som Aftalen var.
Strax efter hørte han Fanden hviske deroppe fra:
"Er du der, min Søn?"
"Ja," svarede han.
"Hold saa Sækken frem."
Dette gjorde han, og i det samme faldt en Skovlfuld Guld- og Sølvpenge klingrende ned i den.
"Er Sækken fuld?" spurgte Røsten deroppe.
Bonden kiggede i Posen, men der var endnu langt tilbage.
74 "Nej!" raabte han.
Saa kom igen en Skovlfuld drattende ned, og Fanden spurgte paa ny:
"Er det nu nok?"
Bonden kiggede i Posen.
"Aa, nej – der er langt igen," raabte han atter.
For tredje Gang faldt en Regn af Dukater klingrende ned i Sækken, og Fanden raabte:
"Nu maa den da være fuld, skulde jeg mene."
Bonden kiggede.
"Aa nej, aa nej – der er endnu langt igen."
"Hvad i Helvede er det da for en Sæk, du har?"
"Det er en Præstesæk3," svarede Bonden troskyldigt.
Men da Fanden hørte dette, udstødte han en frygtelig Ed. For det vidste han da nok, at i Præstesækken var der ingen Bund. Med et højt Skrig, der hørtes over femten Kirkesogne, fór 75 han bort fra Skorstenen og lod ikke siden høre fra sig.
Men Bonden var nu løst fra sin Kontrakt og var endda bleven en holden Mand, som fra den Dag levede i Velstand og Glæde.
