Ungdom
76'1
Der sad en Aften to Ynglinge nede i en Kælder og drak Øl.
Naar Ynglinge sidder nede i en Kælder og drikker Øl, taler de gærne ved det første Krus om Poesi og Kærlighed, ved det andet om Livets Tomhed og Smerte, ved det tredje om Døden og Tilintetgørelsen.
De to Ungersvende sad netop ved det tredje Krus, og de var allerede komne til det Resultat, at Livet ikke var værd at leve. De var blevne enige om, at dersom man i Forvejen anede den Sum af Lidelse, Sorg og Skuffelse, der var én beredt her i Verden, vilde man kun ønske, at man aldrig var bleven født; og det fornuftigste, man 77 derfor kunde gøre, var saa snart som muligt at gaa hen og hænge sig.
Efter disse Overvejelser drak de ud af deres Krus og steg op paa Gaden.
Under dyster Tavshed fulgtes de gennem en Række mørke og tomme Gyder, hvor blot hist og her en enlig Gaslygte stod og græd i den kolde, tætte Taage, der indhyllede hele Byen. Ved et Hjørne rakte de hinanden Haanden og gik hver til sit.
Den ene af dem var en køn, blond Student, der aldrig forhen havde grublet over Tilværelsens Gaader. Endnu for faa Timer siden spadserede han let og livsglad omkring i Byen med en Sang paa Læben og med sit unge Hjærte svulmende af et sødt Kærlighedshaab.
Nu vandrede han hjem til sit Kammer med et Hjærte, der var tungt af Sørgmodighed, og med et Hoved, der værkede af triste Tanker. Han gik i Seng for at komme til at sove; men han kunde ikke finde Ro for den Angst, der havde sneget sig ind over ham – Angsten for de Lidelser, 78 de Sorger og Skuffelser, som Fremtiden vilde bringe over hans Hoved.
Tilsidst sprang han op; han kunde ikke udholde denne Tilværelse længer. Han famlede hen til sin Skrivebordskuffe, hvor der laa en Revolver, som han i Sommerferien havde brugt til at skyde Rotter med ude paa Landet. Hastigt fik han den ladt og spændte Hanen.
"Farvel, du uselige1 Verden!" raabte han og stak Mundingen ind i Øret.
I det samme kom han til at tænke paa, at han havde hørt Tale om en Spaakvinde, der boede nede ved Floden, og som for et Guldstykke lod Folk skue ud i deres egen Fremtid.
Skulde han dog ikke først gaa derhen, tænkte han. Det kunde dog være ganske interessant at erfare, hvad det var for en Sum af Lidelser, der havde været ham tiltænkt.
Han klædte sig hurtigt paa, stak Revolveren i Baglommen, slog Frakkekraven op om Ørene og sneg sig atter ud i de mørke og taagede Gyder.
79 Han fandt snart Spaakonens Hus nede ved Floden. En rød Lygte lyste mat over Døren, og i Afstand saa' han flere formummede Skikkelser snige sig ud derfra og forsvinde i Mørket.
Ved Indgangen blev han standset af en Mandsling med sort Maske, der spurgte ham, hvad han vilde. Men da Studenten stak ham sit Guldur i Haanden, nikkede han, hvorpaa han førte ham ned ad en dyb Trappe og gennem en Række mørke Gange, indtil de naaede en hvælvet Grotte, som et Brændebaal oplyste. Her sad Hexen i en Armstol med en rød Kat ved sin Skammel og en Ugle paa Skulderen.
Idet hun saa' ham, rejste hun sig og gik hen imod ham, satte ham et Par Briller for Øjnene, signede og maalte hans Pande, Bryst og Lænder, og begyndte derpaa at danse rundt om ham med uterlige Fagter, mens Katten paa Skammelen og Uglen paa hendes Skulder gav sig til at synge med Menneskestemmer. Tilsidst strøede hun et Pulver paa Brændebaalet og raabte:
"Akkalaba! Akkalaba!"
80 I det samme fyldtes Grotten af en hvid Damp; alt skjultes for Studentens Øjne, og han hørte en dyb, underjordisk Brusen som af Havet i Jævndøgnsstorm.
"Hvad vil du se?" raabte Hexen.
Studenten betænkte sig. Saa svarede han skælvende:
"Min Alderdom."
Strax skiltes den hvide Taage for hans Øjne, og han saa' foran sig en fattig og nøgen Stue, hvor en Olding laa henstrakt i en Seng mellem Pjalter og stinkende Klude. Hele den gamles Krop var bedækket med Bylder og Saar, og mens han krampagtig vred sig paa sit Leje og borede Neglene ind i sit Bryst, udstødte han vilde Smertenshyl, der gav Genlyd i den tomme Stue.
Ved Fodenden af Sengen sad en midaldrende Kone med et surmulende Ansigt og strikkede.
"Naa, naa – skrig dog ikke saadan op," vrissede hun og skiftede en Pind. "Hvad kan det nytte, I ligger saadan og skraaler? Husk paa, hvad Doktoren sagde, at I skulde øve jer i Taalmodighed; 81 for det blev dog ikke bedre med jer i dette Liv. Man maa stride sin Strid … der er ikke noget at gøre ved den Ting."
Mere hørte Studenten ikke. Den hvide Taage samlede sig igen for hans Øjne, og den dybe, underjordiske Brusen lod sig atter høre.
"Hvad vil du se?" spurgte Hexen paa ny.
Han betænkte sig et Øjeblik. Saa svarede han, bleg og sitrende:
"Min Manddom."
Atter rullede Taagerne bort, og han saa' foran sig et pragtfuldt Kontor med Tæpper, Pengeskab og tunge Portierer. Op og ned ad Gulvet skred en lille kuglerund Herre med hvid Vest, Guldkæde og grøn Fløjelskalot.
Henne ved Døren stod i en ydmyg Stilling en tarvelig klædt Mand, i hvis magre og forgræmmede Ansigt Studenten med Gysen genkendte sine egne Træk.
"Min Tid tillader mig ikke at tale mere med Dem," sagde den lille, kuglerunde Mand og slog ud med Haanden. "Kan De ikke betale Deres 82 Leje til i Eftermiddag Klokken sex, bliver De smidt paa Gaden – den Ting staar fast!"
"Ak, Herre, Herre –" bad det henne fra Døren. "Det har været saa haard en Vinter for mig; min Kone er død, og jeg har selv ligget i fire Maaneder paa Hospitalet –."
"Ja, Snak har vi nok af –."
"Vær dog barmhjærtig, Herre!"
"Passiar! – De flytter Klokken sex!"
"Men hvor skal vi flytte hen? Husk paa, jeg har baade en Søn og en Datter …"
"Det skulde De saamænd nødig minde mig om. For Deres Datter er en Tøjte, der render paa Gaden efter Mandfolk om Aftenen … det véd De meget godt selv. Og Deres Søn er en Døgenigt, der gaar rundt og slaar Folk Plader2 og som vil ende i Tugthuset, saa vist som jeg staar her. Tror De, jeg vil beholde en saadan Familje her i Huset?"
Manden ved Døren sænkede skamfuld Hovedet og tav.
"Det nytter derfor ikke, alt hvad De tigger," 83 vedblev Værten. "Jeg véd jo meget godt, at De selv er et særdeles skikkeligt og stræbsomt Menneske; men skikkelige og stræbsomme Mennesker kan man ikke leve af, naar de ikke betaler Lejen … Derfor hjælper der ingen kære Mo'er. De er ude af mit Hus inden Klokken sex; ellers henter jeg Politiet. Forstaar De?"
Taagen sænkede sig atter over Rummet, og Billedet forsvandt. Men Studenten var bleven saa rystet ved Synet af sit eget Fremtidsbillede og den Elendighed, der var ham beredt, at han allerede havde trukket Revolveren frem af Lommen for strax paa Stedet at krydse sin Skæbnes Planer og slette sit Navn af de levendes Tal.
Da raabte Hexen igen:
"Hvad vil du se?"
"Jeg har nok," stammede han og spændte hastigt Hanen.
"Tre Spørgsmaal tør du gøre. Du har endnu ét tilbage. Hvad vil du se?" vedblev hun.
"Nu vel. Lad mig da se min Ungdom!" raabte han. Men i det samme lagde han Fingeren 84 paa Aftrækkeren for at være parat til at trykke løs.
Da løftedes for tredje Gang Taagen, og han saa' ud over en yndig Have, der duftede sødt af Blomster. Det var Aften. I en Hæk slog Nattergalen sin elskovsbløde Trille, og gennem det tætte Bladehang dryssede Maanen sit Sølv over Græsset.
Paa en Bænk under en løvrig Bøgekrone sad et elskende Par, Haand i Haand og Kind mod Kind.
Der gik en Sitren gennem Studenten. Han genkendte sin egen blonde Nakke under den hvide Hue. Men hvem var den unge, rødmende Pige med det blaasorte Haar? … Nu løftede hun Hovedet … og hun rakte ham sine blussende Læber …
"Ingeborg!" raabte han med ét, kastede Revolveren langt fra sig og styrtede bort, – ud til Livet.
– – –
I det samme vaagnede han i sin Seng.
