Forbandelsen
85'1
Der ligger i en yndig Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa, halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.
For henved en Menneskealder siden blev denne Villa opført af et formuende Ægtepar, der ønskede her at indrette sig et lille jordisk Eden, hvor de kunde henleve deres Dage borte fra den urolige Verdens Larm og nyde deres Velstand og Lykke i Fred og uforstyrret Harmoni.
Paa Pladsen havde der forhen staaet en 86 beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten, der skulde brydes, og Tuer, der skulde jævnes – saa det kostede baade lang Tid og mange Penge, inden Slot og Have blev bragt til den attraaede Fuldkommenhed.
Men da alt endelig stod færdigt efter den lagte Plan, var det ogsaa et Mønsterværk, et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens Tummel eller nogen Mindelse om Livets Jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind.
Naar man stod ude paa Terrassen foran Verandaen og saa' ned over det cirkelrunde Springvands-Bassin midt i Haven, hvori alle Herlighederne spejlede sig; eller naar man sad nede paa Familiens Yndlingsplads, det japanesiske Lysthus mellem de duftende Rosenbede; eller naar man vandrede mellem de kunstfærdig klippede Ligusterhække, hvorover hist og her en Stenvase eller en snehvid Marmorstaue hævede sig – overalt lukkede det tætte Bladehang for enhver Udsigt, og den 87 omgivende Verdens Tilstedeværelse anedes kun gennem Glammet af Landsbyens Hunde og den fjærne Rumlen af Vogne paa Landevejen.
I dette Eden levede Ægteparret ganske alene sammen med et Par ældre Tjenestefolk, der efterhaanden havde uddannet deres Livsvaner i nøje Overensstemmelse med deres Herskabs.
Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, Uro og mangehaande Ængstelser; og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saa vidt muligt at sikre sig imod enhver jordisk Bekymring.
Derimod havde de en lille fed Hund, der om Natten sov paa en rød Fløjlspude inde i sit eget Sovekabinet, – og en hundredaarig, grøn Papegøje, der sagde "Papa" og "Mama", saasnart Herskabet viste sig.
I flere Aar levede Ægteparret virkelig her i uforstyrret Glæde. Begge var de smaa, trivelige Skikkelser med denne ejendommelige Søskende-Lighed, der kan udvikle sig hos Ægtemager efter 88 et langt og trofast Samliv. Ja saa fuldkommen var deres Lykke, at de bogstavelig kun havde et eneste lille Ønske tilbage, det nemlig, at det en Gang maatte blive dem forundt at følges ogsaa til Evighedens Porte og tilsammen at træde det lille Skridt fra deres eget Eden ind i Himmelens store og evige Paradishave.
Saa var det en Sommermorgen, at Husets Herre traadte ud paa Verandaen i Silkeslobrok, med den guldbaldyrede Kalot og de perlestukne Fløjlssko, der udgjorde hans sædvanlige Morgentoilette.
Han lod med Henrykkelse Øjet glide ud over Haven for at inddrikke det fine Morgenlys, der sigtedes ned gennem en let, gylden Dis, hvori alle Omgivelserne endnu ligesom blundede. Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft, og han smilte ved Lyden af Lærkerne, der hørtes inde over Skoven.
I det samme kom Havekarlen ganske bleg og 89 forpustet løbende, standsede neden for Trappen, rakte Hænderne i Vejret og udbrød:
"Herre! Herre! Hvad skal jeg sige … hvad skal jeg dog sige! Her er sket en forfærdelig Ulykke!"
"Ulykke! … Ulykke her!" raabte Herren og stirrede gennem Brillerne ned paa sin skrækslagne Tjener. "Hvad vil det sige? Hvordan er det muligt! … Forklar dig!"
"Aa, jeg kan ikke, Herre! … Mine Ben bævrer under mig … Aa, jeg forvinder aldrig det skrækkelige Syn!"
"Men saa fortæl … fortæl dog!" skreg den lille Mand og stampede utaalmodigt med sin Fod.
"Jo, se … Herren kan jo nok huske ham, den Vagabonder, der var her i Gaar udenfor Gitterporten og saa' saa udkrepert ud?"
"Ja vist, ja vist! Du bragte ham vel den Skærv, jeg gav dig til ham. Hvad er der saa i Vejen?"
"Aa, Herre – han er her igen i Dag."
"I Dag! Hvad vil han da? Hvor er han?"
90 "Han er inde i Haven, Herre!"
"I Haven? Men er han gal! Har man kendt Mage til Frækhed … Kald øjeblikkelig paa Jens og Peter og faa ham bort. Jeg vil ikke se ham … hører du? Hvordan er han dog kommet derind?"
"Ja, men – han er død, Herre!"
"Død?" gentog den lille Mand og stirrede med ét skrækslagent paa sin Tjener. "Her?"
"Ja, og det er meget værre, Herre – for han har i Nat hængt sig dernede ved det joppenesiske Lysthus!"
I det samme lød et hjærteskærende Skrig bag ved dem. Det var Husets Frue, der var kommen frem i Døren og nu bevidstløs sank om med den lille fede Hund i sine Arme.
Der blev en forfærdelig Bestyrtelse. Mens Ægtemanden knælede ned hos sin afmægtige Hustru og raabte om Hjælp; mens Papegøjen gentog hans Fortvivlelsens Skrig, og mens Hunden løb hylende omkring i de genlydende Sale, samledes Husets Tyende og Folk fra Landsbyen nede omkring den stakkels Stymper, der hang dér som et Fugleskræmsel 91 under Træets Grene med svulne, blaa Kinder og en lang, sort Tunge ud af Munden.
Det var en midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der ikke var Fugls Føde paa hele hans Krop. I hans gennemvaade Pjalter, i hans mørke Skæg og paa Enderne af hans krampagtigt krummede Fingre hang klare Dugperler og skinnede i Solen som dryppende Guld.
Naturligvis blev han hurtig skaaret ned og bragt bort, og det gamle Ægtepar fik ham aldrig at se.
Men alligevel var det, som om han blev ved at hænge der. Endnu længe efter turde Ægteparret slet ikke nærme sig Haven; ja selv efter at de havde faaet deres Yndlingslysthus fjærnet og det Træ fældet, hvori Gærningen var fuldbyrdet, blev den ulykkeliges Billede ved at dingle dernede i det tomme Rum og brede Rædsel og Gru omkring sig. Den skønne Idyl var uophjælpelig tilintetgjort. Det var, som om Træernes Blade fra den Dag kun hviskede om Verdens Jammer og Livets Elendighed; 92 som om selv Blomsterne udaandede Liglugt. Naar den gyldne Vejrfløj i de mørke Nætter begyndte at skrige over Taget, lød det i de gamles Øren, som om den sang: Suk, Nød, Sult, Død. Naar Stormene kastede sig ind over Huset, raabte de til Manden: I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød; og til Hustruen: Med Smerte skal du føde dine Børn ....
Tilsidst kunde de ikke udholde det længer. En Dag brød de pludselig op og rejste bort for aldrig mere at gense Stedet.
Og det fortælles, at de drog ud i Verden for at gøre godt.
