Muldskud
Der ligger i en afsides Egn af Sjælland en øde, bestandig ubebot'1 Villa, halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.
Stedet ligger højt paa en Skraaning, i Nærheden af en lille Skov, og selv omgivet af et pragtfuldt Parkanlæg, der imidlertid nu er ganske tilgrot, ligesom ogsaa Bygningen, skjønt endnu ung af Aar, allerede er begyndt at forfalde og forvitre.
Fremmede, der med Dagvognen kjører forbi paa Landevejen neden under, studser uvilkaarlig ved Synet af denne moderne Ruin; og den gamle Dagvognskusk er i ti Aar bleven saa vant til alle rejsendes forundrede Spørgsmaal desangaaende, at han paa Forhaand sætter sin Pibestump til Side og snyder Næsen ud over Vognhjulet for ved første Foranledning – og aabenbart ikke ugjærne – at fortælle sin uforanderlig enslydende Historie om de Begivenheder, der knytter sig til Stedet.
Regelmæssig lægger han da sit lille gulbrune Dødningehoved ned til den ene Side, synker endnu mere sammen i sin blaa Kavaj, lukker det ene Øje 134 halvt og mimrer en Tid lang melankolsk med sin ganske tandløse Mund, ligesom for at forberede sine Tilhørere paa, at hans Historie er meget sørgelig – netop saa sørgelig, som sande Historier gjærne bliver, og som Livet endnu oftere virkelig er.
Stedet blev – fortæller han – opført for en Snes Aar siden af et formuende Ægtepar, der flyttede hertil fra Byen for her at henleve deres Dage borte fra den urolige Verdens Larm og Uhygge, nydende deres Velstand og huslige Lykke i Fred og uforstyrret Harmoni.
Derfor var ogsaa Husets hele Indretning, Parkens og Havens Anlæg, og frem for alt alle Foranstaltninger til Bygningens og hele Ejendommens Betryggelse blevne udførte med en Omhyggelighed og velberegnet Kunst, hvortil man sjælden havde set Magen.
Paa Pladsen havde der forhen blot staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten, der skulde ryddes, og Tuer, der skulde jævnes, saa der hengik baade lang Tid og mange Penge, inden alt blev bragt til den attraaede Fuldkommenhed.
I to Aar gik to af Kjøbenhavns kostbareste Arkitekter og en berømt Kunstgartner og mønstrede en hel lille Hærskare af Haandværkere og Daglejere; og Bygherren selv færdedes tidlig og silde paa Pladsen for at forvisse sig om, at alt blev komplet i enhver Henseende. Thi han havde lovet sig selv at fuldbringe et Værk, der virkelig kunde svare til hans Drøm om et lille jordisk Eden for sig og sine, som ingen kunde tage fra ham.
Ja, saa vidt havde man drevet sin Betænksomhed, at man endog havde taget Forholdsregler mod de underjordiske Væsners Forstyrrelser, idet man rundt om Haven havde anlagt et saakaldet Stendræn, 135 en smal, dyb Grøft, fyldt med Skjærver – blot for at ikke Muldvarpe og andet Kryb skulde kunne trænge under Indhegningen og med deres hæslige Skud ødelægge Synet af de regelrette Plæners Grønsværstæppe og pragtfulde Blomsterbede.
Men da saa alt endelig stod fuldt færdigt efter den lagte Plan, var det ogsaa et Mønsterværk, et virkeligt lille Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd fra Verdens Tummel eller Mindelse om Livets Jammer skulde synes at kunne trænge forstyrrende ind.
Naar man stod ude paa Terrassen foran Verandaen og saa ned over det cirkelrunde Springvands-Bassin midt i Haven, hvori alle Herlighederne spejlede sig; eller naar man sad nede paa Familiens Yndlingsplads, det japanesiske Lysthus mellem Nellike- og Rosenbede; eller naar man gik mellem de sirlig klippede Ligusterhækker, som store Lervaser og gamle Stenfigurer hist og her oplivede – overalt lukkede det efter hver Sommer tættere Bladehang for enhver Udsigt, og den urolige Verdens Tilstedeværelse anedes kun gjennem Glammet af Landsbyens Hunde eller Larmen af en Vogn, der kjørte forbi paa Landevejen neden under.
I denne uforstyrrede Idyl levede Ægteparret ganske alene med et Par ældre Tjenestefolk, der efterhaanden havde uddannet deres Livsvaner i nøje Overensstemmelse med deres Herskabs.
Børn havde de aldrig haft, og nok heller aldrig ønsket sig. De vidste vel, at den, Vorherre skjænker Børn, giver han ogsaa Sorger, Uro og mange Haande Ængstelser; og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saa vidt mulig at sikre sig mod enhver Bekymring.
Derimod lever der i Egnen endnu et Sagn om en lille fed Hund, der om Natten sov paa en rød Fløjlspude inde i sit eget Sovekabinet, – og om 136 en hundredaarig, grøn Papegøje, der sagde "Papa" og "Mama", hver Gang en af Herskabet viste sig, men som skreg Gevalt, saa det gjalrede i hele Huset, saa snart blot en fremmed nærmede sig Stedet i hundrede Skridts Afstand.
Dette hændte imidlertid ikke ofte. Egnens Folk havde kun Lejlighed til at se det lykkelige Ægtepar, naar det i Middagsstunden kjørte sig en Tur i den polstrede Landauer, hvis brede Kalechesæde det helt og holdent udfyldte. Thi begge var trivelige, smaa Skikkelser med denne ejendommelige Søskende-Lighed, der kan udvikle sig hos Ægtemager efter et langt og trofast Samliv. De smilte begge med det samme gudhengivne Smil, nikkede altid venlig til enhver, som de mødte, og kjørte aldrig nogen Stodder forbi uden at lade Kusken kaste en Skjærv i hans Hat.
I det hele var de, i Modsætning til saa mange andre, der endelig faar en længe næret Drøm opfyldt, virkelig fuldstændig lykkelige. De ønskede sig intet mere. De fik for hver Dag denne lille Plet mere kjær og kunde ikke blive trætte af at gjøre den bestandig mere fuldkommen. Det ene Aar rejste de et nydeligt norsk Miniatur-Hus oppe under nogle unge Graner, det andet anlagde de et dejligt tyrkisk Rosenflor rundt om Springvandsbassinet. Manden selv gik og puslede med det alt sammen, vandede Blomster og opbandt Ranker, og begge havde de virkelig kun et eneste lille Ønske tilbage, en eneste stille Bøn til Forsynet om, at – ligesom de altid trofast havde fulgt hinanden her i Livet – det da maatte blive dem forundt at følges ogsaa til Evighedens Porte og tilsammen at træde det lille Skridt fra deres eget lille Eden ind i Himmelens store og evige Paradishave. –
Saaledes havde de levet nogle Aar, da der hændte en Begivenhed, hvorom der fortælles følgende.
137 Det var en yndig Sommermorgen, da Husets Herre traadte ud paa Verandaen, iført den med spraglet Silke baldyrede Fløjlskalot og de perlestukne Sko, der hørte til hans sædvanlige Morgenhabit.
Han lod Blikket drage beskuende rundt for at nyde Synet af det milde Morgenlys, der sigtedes ned gjennem en let, gylden Dis, hvori hele Haven endnu ligesom blundede. Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, smilte henrykt ved Lyden af Lærkerne, der hørtes over Skoven, og vilde just vende sig for som en øm Ægtemage at kalde sin Hustru derud, da Havekarlen i det samme kom løbende, ganske bleg og forpustet, standsede neden for Trappen, rakte Hænderne i Vejret og udbrød:
"Herre! Herre! Hvad skal jeg sige … hvad skal jeg dog sige! Her er sket en forfærdelig Ulykke!"
"Ulykke! … Ulykke her!" raabte Herren og stirrede gjennem Brillerne ned paa sin skrækslagne Tjener. "Hvad vil det sige? … Hvordan er det muligt? … Forklar dig dog!"
"Aa, jeg kan ikke, Herre! … Mine Ben bævrer under mig … Aa, jeg forvinder aldrig det skrækkelige Syn!"
"Men saa fortæl … fortæl dog!" skreg den lille Mand og stampede med sin Fod i grædefærdig Spænding.
"Jo, se … Herren kan jo nok huske ham, Vagabonderen, der var her i Gaar uden for Gitterporten og saa saa udkrepert ud?"
"Ja, ja vist. Du bragte ham vel den Skjærv, jeg gav dig til ham? Hvad er der saa i Vejen?"
"Aa, Herre – han er her igjen i Dag."
"I Dag! Hvor?"
"Inde i Haven."
138 "Hvadbeha'er! I Haven! Men har man kjendt Magen! … Kald øjeblikkelig paa Jens og Peter og faa ham bort – strax! – forstaar du? Hvordan er han dog kommet derind?"
"Ja, men – han er død, Herre!"
"Død?" gjentog den gamle og stirrede med store, skrækslagne Øjne paa sin Tjener. "Her?"
"Ja, og det er meget værre, Herre – for han har i Nat hængt sig dernede ved det joppenesiske Lysthus."
Den lille kuglerunde Mand vilde med et Sæt fare ned mod Tjeneren, da der i det samme lød et hjærteskærende Skrig bag ved ham.
Det var hans Hustru, der ubemærket var kommen frem i Døren, og nu bevidstløs sank om med den lille fede Hund i sine Arme.
Nu blev der et gudsjammerligt Røre.
Mens Ægtemanden knælede ned hos sin afmægtige Hustru og raabte om Hjælp; mens Papegøjen gjentog hans Fortvivlelsens Skrig, og den lille fede Hund løb hylende omkring inde i de tomme, gjenlydende Stuer, samledes Husets Tyende og Folk fra Byen nede omkring den stakkels Stymper, der hang der som et Fugleskræmsel under Træerne med svulne, blaa Kinder og en lang, sort Tunge ud af Munden.
Det var en midaldrende Fyr med kjønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der bogstavelig ikke noget Sted var Fugls Føde paa ham. Fra hans gjennemvaade Pjalter sivede Dug; og baade i hans mørke Skjæg, i de lange Øjenhaar og paa Enderne af de krampagtig krummede Fingre hang de klare Dugperler og glimtede i Solen som dryppende Guld og Ædelstene.
Naturligvis blev han hurtig skaaret ned og bragt bort, og de gamle fik ham aldrig at se.
Men alligevel var det, som om han blev ved 139 at hænge der. – Endnu længe efter turde ingen nærme sig Stedet, naar Mørket faldt paa. Selv efter at de gamle havde foranstaltet deres Yndlingslysthus fjærnet og det Træ fældet, hvori Gjerningen var fuldbyret, blev hans uhyggelige Billede ved at dingle derinde i det tomme Rum, bredende Rædsel og Gru i Luften omkring sig og fyldende Haven med Dødens Stilhed og Lugten af Lig.
For de gamle blev Slaget tilintetgjørende. De søgte vel en Tid at holde Stand; men deres skjønne Idyl var og blev uhjælpelig knust. Den stakkels Stymper fik i Døden en Magt, som han næppe selv havde drømt om. Det var endog til sidst, som om han igjen blev levende for de gamle. De saa overalt kun hans sorteblaa Ansigt, hørte overalt kun hans hæse Dødsrallen; Træerne hviskede kun om Verdens Jammer og Elendighed, og naar de om Natten hørte Vejrfløjet skrige over deres Hoveder, lød det i deres Øre som: Suk, Nød, Sult, Død … Ja, selv midt paa Dagen kunde de pludselig fare sammen, naar de ved hinandens Side havde vovet sig ud mellem Træerne – fordi de syntes at fornemme Lyden af underlige Fodtrin i Gruset bag ved sig.
Saa en Dag brød de pludselig op og rejste bort for aldrig at gjense Stedet mere.
Nu skal de begge være døde. Arvingerne, der er Forretningsmænd inde i Byen, og derfor ikke selv kan bebo Stedet, har forgjæves søgt at faa det bortlejet eller solgt. Det ligger for afsides, for langt fra Jærnbanestation og andre Civilisationens Centrer, og har derfor nu paa tiende Aar faaet Lov at ligge der med sit uhyggelige Minde og forfalde og smuldre hen, et Mausoleum over en af dem, der bærer al Verdens Skyld, et Memento for alle dem, der nyder al Verdens Lykke.
— — —
140 Saaledes fortæller den gamle Dagvognskusk alle de rejsende, naar han kjører forbi paa Landevejen neden under. Og idet han med Pisken peger ind over den store, før saa prægtige Græsplæne foran Stedet, hvor nu Hundreder af Muldskud har dannet hæslige Tuer over hele Grønsværstæppet, tilføjer han regelmæssig med Tanken paa det sindrige Stendræn, der i sin Tid med saa stor Bekostning blev lagt rundt om hele Ejendommen:
"Ja, der kan man se! Det er saamænd lige meget, hvad man gjør … det Skidt skal sgu nok vide at hitte Vej overalt. En skjønne Dag, naar man mindst tænker derpaa, stikker det Snuden frem, og saa er hele Herligheden spoleret."
Henrik Pontoppidan.
