Fra Landet

Vi var virkelig begyndt at gjøre os de besynderligste Tanker, – ja paa et hængende Haar lige ved at blive ganske forfjamskede i Hovedet over den Vinter, der slet ikke vilde indfinde sig.

Efter Almanaken – og den tror vi dog, Gud ske Lov, endnu paa herude – skulde vi alt for længst have siddet blaafrosne i Is og Sne til op over Ørene. Men denne trøstesløse Taage, der hver Morgen, lige saa sikker som selve Solen, hævede sig op fra Søen og for hver Time væltede tættere og tættere ind over os, indtil den hen imod Middag løste sig op i en ganske fin Regn; denne evige Dryppen fra Tagene, dette klamme Mørke, disse bundløse Pludderveje … hvad i Herrens Navn skulde det dog blive til med Slagtningen?

Inde i Stierne laa Gaas og Gris og formelig gispede af Fedme. Men hvem vilde vel vove at slagte i sligt et Grødevejr?

Det saa' virkelig haabløst ud; ganske fortvivlet. Hvad skulde man tro? Der maatte jo være gaaet ét eller andet i Stykker oppe i det store Maskineri.

Vi kiggede ud i Øst og Vest; stod timevis foran Barometeret. Men det blev Dag efter Dag saa aldeles det samme, saa uforanderlig det samme, at til sidst selv Folk med den mest klippefaste Tro begyndte at spytte betænkelig hen ad Gulvet og paa en underlig tvivlesyg Maade at famle med Blikket op imod Almanaken bag Spejlrammen.

Men da var det, at gamle affældige Folk, der sad og gav Agt paa deres "Værk" eller "Flyvejægt"¹, endelig mente at føle den "trække" – først ganske svagt; snart temmelig eftertrykkeligt. Og da samtidig Ole Husar tog paa at jamre sig over Smerter i det Ben, der laa begravet et Sted Fanden i Vold ovre omkring Dybbøl, tvivlede man ikke længer, – nu vilde det komme.

Om Natten begyndte det ogsaa strax at fryse; den næste Morgen faldt den første Sne, Vinden sprang om i Nord med en fygende Storm, og Bjærgets rene Tro var reddet.

Og nu begyndte der alle Vegne en Sliben Knive, en Skuren Spækkebrædder og Skrubben Saltetønder, saa det var mageløst. Konerne smøgede Ærmerne op til højt over Albuerne og gik ilsomt ud og ind imellem hinanden med lange Skridt. Pigerne løb forfjamskede omkring med ophæftede Skjørter og store Sækkelærreds Forklæder; og ud fra alle Bryggersdøre dampede det af koghedt Vand til Skoldning.

Midt i Gaarden rumsterede Karlene med Anbringelsen af selve Skafottet, hvor Mændene stod i Skjorteærmer, med Ryggen af store, blanke Knive mellem Tænderne, og saa' ganske blodtørstige ud.

Gamle Koner, der skulde hjælpe til med Fjerplukningen, fik Hovedet bundet fast ind i Tørklæder og anbragt inde i Vognporten; og snart hørtes Skrigene af den første Gris, der blev trukket frem fra Stien.

*           *
*

Men lille Ane, der hidtil havde siddet urokkelig stille henne i en Krog af Stuen med en Bog, rejste sig nu pludselig ganske bleg fra Skammelen og listede ud i Stalden.

Her, bag en lav Bræddeklædning, som hun netop kunde kigge over, laa i en af Baasene fem store, fede, rolige Gæs og blinkede mæt med Øjnene.

Hun stod længe og saa' stille og højtidelig ned paa dem.

Lige siden Foraaret, da de som smaa "grønne" Gæslinger muntert løb ud og ind under Moderens Bug, havde hun bestandig været over dem og passet dem. Og siden hendes egen lille Søster i Forsommeren døde, havde de været hendes eneste og bedste Veninder.

Hver Aften i Sommerens Løb havde hun drevet dem hjem fra Vænget, hvor Moderen stod tøjret; hendes første Gang om Morgenen var ind i Stalden for at se dem. Og om Natten drømte hun om dem, at de alle laa omkring hende i Sengen og varmede sig.

Senere, da de var voxede til, havde hun døjet ondt og godt med dem ude i Stubbene. Og saa kjendte var de blevne, og saa vante til hinandens Selskab, at naar hun i de skyllende Efteraarsbyger havde siddet sammenkrøben og rystende under den gamle Soldaterkappe, hun holdt over Hovedet, var de flokkedes tæt omkring, ja nu og da gaaet helt ind under hendes Skjørter.

De fire af dem var smudsiggraa med mørkere Stænk, der blev stærkere og styggere med Opvæxten. Men den femte blev ren og sølvhvid som en Svane; og paa denne kastede lille Ane derfor mer og mer hele sin Kjærlighed.

De var ganske som to trofaste Veninder, der ikke kunde være hinanden foruden. Den fulgte hende, hvor hun gik og stod; hun kunde klappe den hen ad Ryggen og kysse den paa Næbet. Og naar hun satte sig paa Hug foran den, lagde den sit Hoved og sin lange Hals hen ad hendes Skjød og saa' op paa hende med sine smaa sorte Knappenaalsøjne.

De andre fire havde hun heller ingen Navne til, men denne kaldte hun Frederikke.

Og paa denne var det ogsaa, hun nu ufravigelig stirrede ned, mens hun næppe tog Vejret.

Pludselig tog hun en Haandfuld Havre fra Foderkassen og lod den langsomt drysse ned foran den.

"Det skal du ha'e, Frederikke," sagde hun halv højt og med et stille Nik.

Men Frederikke rørte sig ikke længer fra Pletten; kiggede blot søvnigt op med denne mætte Blinken.

Men da lille Ane i det samme hørte Moderen hvæsse Kniven udenfor paa Stenflisen, gik der en let Gysen igjennem hende, og hun skyndte sig ud af Stalden.

… Hun krøb ind i sin Krog til Skammelen og tog Bogen, som hun stirrede i uden at læse. Og mens ude i Gaarden det ene fortvivlede "Gæk-Gæk-Gæk" skraalte op og døde hen efter det andet, blev hun bestandig blegere og trykkede sig dybere sammen over Bogen.

Men om Aftenen, ved Sengetid, da Moderen sad ved Kakkelovnen og kæmmede Dunene af sit Haar, gled hun stille hen til hende; og efter en lille Stund at have staaet og pillet ved hendes Forklæde, spurgte hun sagte og hviskende, uden at se op, hvad der blev af Gæssene, naar de var døde.

Ja, Prangerne havde da kjøbt dem og kjørt dem til Byen.

Men hvad de da gjorde ved dem derinde?

"Ih, Tøs, dog! – De fine Folk spiser dem jo til Juleaften."

"Spiser?" gjentog lille Ane, og saa' nu op.

Der gik paa ny en let Gysen igjennem hende; hun trak sig atter hen i Krogen, hvor hun lod, som om hun læste ivrigt.

Men gjennem hendes fortumlede Hoved lød det uafbrudt:

"Spise Frederikke! … spise Frederikke … "

"Men hvad i Guds Navn gaar der af Tøsen?" tænkte Moderen; hun sad og saa' hen paa hende.

*           *
*

Nu var der over hele Byen fra Morgen og til Aften et evigt Svineskrig og Kalvebrøl, saa det var forfærdeligt. Thi skjønt Frosten allerede havde hørt op og givet Plads for det gamle Sjap, saa fortsatte man dog alligevel ufortrøden Slagtningen, da man nu én Gang var begyndt.

Det var et sandt Myrderi. Strømme af Blod flød ud gjennem Portrummene, hvor de døde Kroppe hang med opsprættede Maver, for at faa Livvarmen af sig; og hele Byen lugtede af Galde.

Store Ornegrise, smaa halvfede Svin, Beder, Tyrekalve og Bunker af Fjerkræ. Og inde i Køkkenerne og Bryggers skrubbedes der Tarme og stoppedes Pølser, smeltedes Tælle og kogtes Flomme i det uendelige. Slagtere og Prangere kom rullende ind med deres smaa forrendte Heste, tingede, pruttede, kjøbslog og læssede paa deres Vogne. Hønsekræmmerne kom sindigere efter med deres store Kurve til Gæs og Ænder. Man formelig sloges om dem; der var en Efterspørgsel; alle vilde have. Og Bonden lo saa smørret i sit Skjæg og strøg de blanke Skillinger fra Bordet ned i sin hule Haand.

Og nu kan Julen rinde op. Maden er færdig. I toppede Læs er den kjørt ind til de store Byer, for at enhver til Juleaften kan have en "Frederikke" dampende paa sit Bord. Men naar den tom og sørgelig afpillet som et Skelet ligger paa Fadet, mens Børnene hopper og jubler uden for den Dør, bag hvilken Juletræet tændes; – naar vi her ude har sat de lange Pølser, fede Svinerygge og tunge Æbleskiver til Livs, mens Musikken spiller op til Dans og Leg inde i den pyntede Storstue, – da vil der hist og her, Landet over, i en mørk Krog sidde en lille Ane sammenkrøben, med Armene viklede ind i Forklædet, og stirre underlig hen for sig med store, grublende Øjne.

Rusticus.