Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Havreholm. 10. maj 1887

Måske skal vi slås først


D. 10d Maj [1887]
Havreholm.
pr. Esrom.

Kjære Ven!

Det har sin egen Grund, at jeg først i Dag sender dig min Tak for dit Brev1, der både glædede mig meget og rørte mig dybt. Af alt, hvad der er hændet mig på min literære Løbebane, er der intet, der har været mig til så megen Sorg som den Forandring, der er indtrådt i vort Forhold. Men det nytter jo ikke at nægte det: det synes, som om vi mere og mere bliver fremmede for hinanden, – jeg for dine Synsmåder, du for mine Sympatier. Snart vil du måske endog betragte mig som din Fjende.

Du har en Gang ved en – som det 2 synes mig – utidig Bebrejdelse indirekte afskåren mig Vejen til offentlig at udtrykke den Taknemlighed, jeg skylder dig for dit trofaste og opofrende Venskab. I den Samtale, vi den Gang førte – den faldt, betegnende nok, sammen med din første, aktive Deltagelse i det politiske Liv3 – følte jeg for første Gang noget af den Afstand, der senere er voxet imellem os. Det er dog bestandig mit Håb, at Tiden atter vil føre os sammen på fredelig Grund som før hin Samtale.

Men måske skal vi slås først. Jeg er ingen Krigsmand og ikke hjemmevant i nogen Art af Rustning; men den Tid kan snart være inde, da man bliver nødt til at forsvare sig. Jeg takker dig for det gode og smukke (og, som 3 jeg selv mener, sande) i din Anmeldelse af min nye Bog. Men hvorfor skal nu det, der i sin Tid blev regnet mig til Fortjeneste, pludselig vendes imod mig som en Dadel? Hvorfor skal det eneste, der nogen Sinde har bevæget mig alvorligt – Forurettelsen – være noget, man ikke længere tør påtale, uden der strax skal tales om Ensidighed? Og hvad mener du egentlig med den "March på Stedet"? Tager jeg mine tre sidste Bøger "Ung Elskov", "Mimoser", "Fra Hytterne" … kunde de egentlig ikke lige så godt være skrevne af tre forskjellige Forfattere? Den første og den sidste, skjønt hentet fra samme Samfundslag, har da intet som helst tilfælles. Og om den midterste siger du jo selv, at den skiller sig fra, hvad jeg ellers har skrevet.

Jeg tror derfor, du gjør mig lidt Uret på det Punkt (også m.H.t. "Hans og Trine", 4 som jeg fra højst forskjellige Sider har fået gode Ord for) Men jeg har ikke udbredt mig så vidtløftig over disse dine Anker for at beklage mig. Ingenlunde. Det har jeg i det hele ikke haft nogen Grund til over for dig. Men det gjør mig altid ondt, når din Kritik går mig imod, fordi du er en af de få, jeg gjærne vilde skrive til Behag. Du var den første, der satte Pris på mit Talent; og jeg har dig mange gode Indskydelser at takke for.

– – Du skal vel til den store Middag hos Hegels i Morgen? Jeg fik også Indbydelse og tænkte derfor, at jeg dér vilde kunne træffe dig og mundtlig takke for dit Brev. Men jeg har nu opgivet at tage derind. Jeg er ikke helt vel i disse Dage og bliver helst hjemme.

– – Elmgårds Artikel i "Tilskueren"2 har jeg læst. Det gjorde mig ondt at sé, at "Morgbl." så fuldstændig knæsatte den. Dersom det kan glæde ham, må du gjærne sige ham, at jeg synes, den er dum.

Nu blot de hjærteligste Hilsner. Min Kone spørger (og jeg med), om du aldrig mere vil besøge os?

Din hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] dit Brev: er ikke bevaret. tilbage
[2] Elmgaards artikel: Bertel Elmgaard anmeldte under titlen "Norsk Bohèmeliteratur" i Tilskuerens aprilnummer 1887 Christian Krohg: Albertine (1886) og Arne Garborg: Mannfolk (1886). tilbage
[3] første aktive Deltagelse: det skal overvejes til hvilket tidspunkt/hvilken begivenhed HP henviser. OB blev i 1885 (dato?) medredaktør af Morgenbladet. tilbage