Fra Henrik Pontoppidans Ungdom
I.
I Forordet til anden Udgave af en af sine Ungdomsbøger, Fortællingskredsen "Fra Hytterne", Marts 1905, værger Henrik Pontoppidan sig mod nogle af de Angreb, der i ældre og nyere Tid havde været rettede paa hans Forfattervirksomhed. Han minder om, at hans Bog er kommet til Verden under Foraarets Tegn, og at den derfor bærer Fødselsmærke af den Grøde- og Saatid, der fulgte paa det store Tøbrud i Halvfjerdserne. "Det var en Tid", siger Forf., "der ganske vist var barsk og kold, som Foraaret gerne er det her i Norden, og hvor derfor kun lidet naaede frem til fuld Udfoldelse, men hvor det gærede og gryede af nyt Liv i alle modtagelige Sind". Det er muligt, at Historien en Gang vil se paa det Tiaar, der her er Tale om, Firserne i forrige Aarhundrede, med samme Øjne, hvad baade de enkelte Forfattere og Helheden angaar. Men i selve Tiaaret stod Anskuelserne skarpt overfor hinanden, og saavel de literære som de politiske Brydninger affødte et Røre i Sindene under hvilket en retfærdig Anerkendelse, særlig af det nye, ofte maatte være vanskelig. Henrik Pontoppidan dvæler selv ved den Modstand, hans første Arbejder mødte fra forskellige Sider, og det er med naturlig Stolthed, at han nu en Snes Aar senere vender sig mod, hvad han kalder "Borgerskabets statsanerkendte Smagsdommere" i de forskellige Perioder og minder dem om, at om Smagen kan der ikke parlamenteres. "Det var Kunsten, der suverænt og med Bevidsthed om sit Ansvar raader for Udviklingen." Med andre Ord den gamle Vending om den flyvende Digter og den efterhinkende Kritiker. Henrik Pontoppidan har overhovedet hele sit Forfatterskab igennem, i sine Fortællinger som i sine Skuespil, lige ned til det sidste Bind af sit sidste Værk, sagt baade Kritik og Journalistik adskillige Venligheder. Naar han derfor nu paa sin tresindstyvende Aarsdag af saavel Publikum som Presse ubestridt nævnes i allerførste Række af nyere danske Forfattere, kan han med berettiget Selvfølelse gentage sit ovenfor anførte Udsagn om, at en Digter ene og alene skal skylde sin Kunst sit Ry. Ved sine store Samfundsromaner, der baade som levende Digterværker og tidshistoriske Aktstykker vil bevare deres monumentale Værd ned gennem Tiderne, har Henrik Pontoppidan tilsyneladende afsluttet et vist Afsnit af sin Forfattervirksomhed og man kunde tænke sig at Digteren i hvert Fald foreløbig ikke vilde sætte sig saa store Opgaver, men ligesom tidligere nøjes med mindre Formater, hvad han selv kaldte Naturstudier eller Livsbilleder, de mange Smaabøger af vekslende Indhold, hvori hans Individualitet, hans menneskelige ikke mindre end hans literære Egenskaber og Ejendommeligheder saa udpræget gør sig gældende. Den, der fra første Færd har fulgt disse smaa Fortællinger og set Blomsten blive til moden Frugt, set den sig fremadprøvende, men alligevel straks saa sikre Iagttager og Fremstiller vokse til Mester, har ikke mindst Begyndelsen i kær Erindring og maa maaske paa et mangeaarigt Venskabs Konto her opfriske et og andet fra svundne Dage.
Det hører til mine baade personlige og literære kæreste Minder, hvorledes jeg lærte Henrik Pontoppidan at kende. Som Medudgiver af "Ude og Hjemme" modtog jeg i Sommeren 1880 en Fortælling – "Kirkeskuden" – med Forespørgsel, om den kunde finde Plads i Ugebladet. I det medfølgende Brev, der var undertegnet Henrik Pontoppidan, stud. polyt., hed det, at Fortællingen var taget ud af en Samling, der vilde udkomme, saa snart Forf.s militære Løbebane var til Ende eller gav ham Tid tilovers. Hans Adresse var da ogsaa: Rekrut Nr. 169. Første Ingeniørbataillon, 2det Kompagni. Fredericiagadens Kaserne. Med Overraskelse og stigende Glæde læste jeg Manuskriptet. Men kan mulig – skrev jeg senere i en Anmeldelse af Bogen – tage fejl, naar man paastaar, at allerede de første Par Sider af en Fortælling kan lære enhver, der er lidt vant til at læse, hvorvidt man har med en Forfatter at gøre, der overhovedet har noget at sige saavel som Evne til at faa dette sagt, men som oftest slaar dog Paastanden til. Det, men forstaar ved Stil, og som ikke alene er Sprogets, men selve Forfatterpersonlighedens individuelle Ejendommelighed, Fremstillingens Kunst i det hele taget, det røber sig saa godt som altid straks. Jeg var da heller ikke sen med at svare Forfatteren og forudsige ham en smuk literær Fremtid, og da den unge, kønne Soldat snart efter aflagde mig et Besøg, tilbød jeg ham at prøve paa at skaffe ham en Forlægger. Jeg gik med "Kirkeskuden" til daværende Justitsraad Fr. Hegel, i hvis Hus jeg kom, og anbefalede selvfølgelig Bogen paa det varmeste. Men den udmærkede Forlægger vilde dog først tage andre med paa Raad, og desværre faldt hans Valg paa Erik Bøgh, der paa det bestemteste fraraadede Udgivelsen. Den kendte Forlagsboghandler Andr. Schou i Nygade havde derimod ingen Betænkeligheder, og saaledes varede det et Par Aar, inden Henrik Pontoppidan blev knyttet til den Gyldendalske Boghandel, hvad muligvis ogsaa indvirkede noget paa Pressens Stilling til hans første Bøger.
Da "Stækkede Vinger" – Forf. føjede et Par Smaaskitser til "Kirkeskuden" – imidlertid først skulde ud til Efteraaret 1881, opfordrede jeg Pontoppidan til at give "Ude og Hjemme" et Bidrag1, og i Søndagsnummeret for 18. September 1881 stod det nu saa kendte Forfatternavn for første Gang paa Tryk. Det var den rørende lille Skitse "Et Endeligt", om den gamle Hest, der i saa mange Aar havde stridt og stræbt sammen med sin Husbond, for tilsidst at falde for Hesteslagterens Kølle. Bladet havde givet Debutarbejdet Hæderspladsen paa Forsiden, og Thorvald Niss havde tegnet en stemningsfuld Vignet til Bidraget. "Et Endeligt" vakte da ogsaa øjeblikkelig Opmærksomhed i literære Kredse. Det var i de Aar, Alexander Kielland havde taget Ophold i København, og i hans gæstfri og muntre Hjem paa Østerbro samledes hver Lørdag Aften Husets Venner med J.P. Jacobsen i Spidsen og bl. a. Holger Drachmann, Sophus Schandorph, Herman Schwanenflügel, Fr. Hendriksen og lignende Kendinger som hyppige Gæster. Jeg husker endnu tydeligt hvorledes Kielland den September-Lørdag – "Ude og Hjemme" udkom Lørdag Aften – tog imod mig med Bladet svingende i sin Haand og lykønskende til den nye Bidragyder. "Ude og Hjemme" fik da ogsaa i Aarenes Løb rig Glæde af Henrik Pontoppidans Medarbejderskab, snart under Navn, snart under Mærkerne Rusticus og Urbanus2.
II.
Samlingen "Stækkede Vinger", hvori nu ogsaa "Et Endeligt" blev optaget sammen med et Par satiriske københavnske Selskabsbilleder, udkom nu kort efter, men Modtagelsen i Pressen var unægtelig mere kølig end Vennernes første varme Anerkendelse. Ogsaa overfor Forf.s anden Bog, Fortællingen "Sandinge Menighed", holdt det haardt nok at faa Offentlighedens Interesse vakt, og da Digteren endelig med sin tredie Bog, "Landsbybilleder", slog igennem, lod "Ude og Hjemme" derfor ogsaa Kritiken høre, at naar den hidtil overfor Pontoppidan havde været mere uvillig end uvildig, havde den nu ogsaa at gøre sin Uret god igen og tage sin hidtidige Underkendelse tilbage. "For billigere Køb", hed det i Ugebladets Anmeldelse, "kan Kritiken nemlig ikke godt slippe, naar Pontoppidan om en halv Snes Aar – hvis alt gaar vel – er en anset Forfatter, vil det sikkert forekomme de fleste som en Besynderlighed, at "Landsbybilleder", disse fem Smaafortællinger af ældre og nyere Datum, har været opfattede som en Mærkepæl i Digterens Udvikling. Hvor højt de nemlig end baade i og for sig og relativt kan sættes, saa bærer de dog utvivlsomt i Fortrin som i Fejl aldeles overvejende de samme Egenskaber til Skue som Pontoppidans hele tidligere Produktion." Men selv om Ugebladet saaledes undrede sig over, at ikke alle straks overfor Pontoppidans første Arbejder kunde høre Græsset gro, var der dog al Grund til at glæde sig over, at en almindelig Anerkendelse allerede nu syntes at ville kaste det Solskin over Forf.s Produktion, hvori de fleste gode og sunde Spirer dog trives lettere end under Modgangens Storm og Hagelbyger.
Mange Aar senere har jeg i det kendte store Mindeskrift3 over Fr. Hegel truffet et Brev fra Pontoppidan til Hegel, December 1883, hvori han til Tak for nogle ham tilsendte rosende Anmeldelser i Dagspressen gør en lignende Opfattelse gældende: "Jeg glæder mig over enhver Anerkendelse – ikke for selve Anerkendelsens Skyld, thi den kan jeg være foruden – men fordi en fortsat Modstand let avler en Bitterhed i Sindet, som i vor allerede altfor bitre Tid ikke vil være til det gode." Henrik Pontoppidan var nu ogsaa gaaet over paa det Gyldendalske Forlag og blev hurtig, ligesom Fr. Hegels øvrige litterære Forbindelser, venskabelig knyttet til det gæstfrie Hjem. I det værdifulde Mindeskrift vil man ogsaa kunne finde Udtalelser fra Datiden om den unge Digter i Breve fra Ibsen, Bjørnson, Kjelland, Drachmann o.s.fr.
Af størst Interesse i denne Sammenhæng er det dog at se, hvorledes man fra alle Sider allerede i "Landsbybilleder" fandt "ægte pontoppidanske Emner", Sognet som Losseplads for Samfundsudskuddet; Præstens og Skolelærerens saa ofte ringe Betydning for deres Menighed; Fiskerne paa Skagen, der trækker Vaad – for Malerne deroppe og lunt ler i Skægget ad dem; Præstedatterens sværmende Kærlighed, der født som Forfjamskelse ender som Forjaskelse, medens Bondepigens halvt tvungne Ægteskab igennem Livets Arbejde og Børnene vokser op til Lykke; Grundtvigianismen og Højskolebevægelsen eksploiteret af flade, verdslige Lykkejægere – "det vil blive værd at høre, naar Henrik Pontoppidan en Gang tror sig stærk nok til at tale lige ud af et varmt Hjerte". Det skete første Gang i Cyklussen "Det forjættede Land" og med stedse større og større aandelig Myndighed i "Lykke-Per" og den dybt alvorlige sidste Bog "De Dødes Rige".
Henrik Pontoppidan, der kort efter at han havde aftjent sin Værnepligt opgav sine polytekniske Studier og bosatte sig i Hjørlunde ved Slangerup, hvor han tog Del i sin Broder Morten Pontoppidans Højskolevirksomhed, spøgte en Gang i et Brev med, at han nu havde gjort det første Skridt til at realisere det ulykkelige Ønske om at bytte det velklingende cand. math og phys. med en beskeden Forfattertitel og derved var bleven fritaget for en Adjunktplads, som han dog altid havde haft Ret til at søge. Landbefolkningen, hos hvem man slog sig ned var imidlertid nok saa smaalige overfor hans uforbeholdne Skildringer af Sognets indre Anliggender og hertil kom endvidere den politiske Strid, der – som Pontoppidan skriver i Brevet til Hegel – avlede megen Bitterhed og satte dybe Spor i alle Forhold. Fra det lille Forord til hans under Fællestitlen "Skyer" samlede "Fortællinger fra Statsomvæltningens Dage 1885-94"4 vil man kende hans Stilling til "den storpolitiske Kamp" mod Provisorierne, Presselovene og Gendarmerne. Et af de mest karakteristiske Udslag af hans demokratiske Følelser under denne Periode er et Digt "Rotter", der blev offentliggjort i "Morgenbladet" paa Grundlovsdagen i 1885, dobbelt mærkeligt, fordi Pontoppidan overhovedet kun undtagelsesvis har været eller villet være Lyriker, i hvert Fald i bunden Stil. Det malende Digt burde have været optrykt som Indledning til "Skyer". I Modsætning til Heines berømte Digt "Vandrerotterne"5, hvor det er Proletariatet, der truer det besiddende Samfund, er hos Pontoppidan de ubudne Gæster, der har fundet Vej til Bondens Lade, naturligvis Digterens politiske Modstandere. Men forøvrigt kommer man under Læsningen af Pontoppidans Digtning fra denne Tid ofte til at tænke paa hans berømte tyske Kollega, naar denne i Vintereventyret "Deutschland"6 et Steds siger:
Ich bin ein Wolf geblieben, mein Herz
und meine Zähne sind wölfisch.
Kun at Henrik Pontoppidan ynder at hente sine poetiske Billeder fra Vildgæssenes Flugt hen over de tamme Fugles Hoveder. Se baade hans Fortællinger og hans to Skuespil "De vilde Fugle" og "Asgaardsrejen". Selv har han en Gang7 sagt: "Idealerne skal man holde Menneskene for Øje trods alt". Som den Ironiker og Skeptiker, Digteren er – eller var – lader han os imidlertid som oftest fra Vrangen af Idealerne slutte os til Retten. Den lærerige lille Roman "Hans Kvast og Melusine" er et godt Eksempel herpaa. Hans Dr. Levin i "Den gamle Adam" paa sin vis ikke mindre. Det er alligevel i Munden paa denne "Dødens Apostel", at Forfatteren lægger nogle Ord, han sikkert personlig i det store og hele sympatiserer med, selv om han lader Dr. Levin drive Paastanden ud i det paradoksale, nemlig at "den sande og eneste paalidelige Lykke er den absolute Uafhængighed af andre". Det er ofte fremhævet, hvorledes Henrik Pontoppidan efter en kort Stunds aktiv Deltagelse i Dagspressen, baade i det danske Venstres og det radikale Partis Organer, mere og mere er blevet et Særsyn i vor travle og støjende Tid. Som han i Aarevis har haft sit Hjem udenfor Hovedstaden, paa Bondelandet, i Udlandet, i Hillerød, i Snekkersten o.s.fr., har han holdt sig udenfor Partier og Kamaraderier8. Han hører ikke til de kendte Ansigter hverken i Teatre eller paa andre offentlige Steder. Der skal en Bevægelse som Forsvarssagen til at kalde ham frem. Ellers søger man forgæves hans Navn under Opraab, Adresser og lignende. Det er muligt, at hans stolte og uafhængige Personlighed har gjort ham til en Ensom. Men han har ønsket at have sin fulde Frihed. Hvor trofast og hensynsfuld han end derfor kan være i sine private Venskabsforhold, er og vil han for den store Offentlighed kun være Forfatteren. Verden har med hans Bøger, ikke med ham selv at skaffe. Som Mand og Karakter kan han være til Mønster for mange.
Forhaabentlig vil de lærde Herrer, der ved vort Universitet vaager over dansk Aandsliv og som Lærere og Videnskabsmænd har Indstillingsretten til Nordens største litterære Hædersbevisning, gøre deres til at Henrik Pontoppidans tresindstyvende Aarsdag vil blive mindet, som det sig hør og bør. Vi andre har kun i Stilhed at bringe Digteren vor Tak for hans betydningfulde Indsats i vort Liv og vor hele Udvikling gennem den sidste Menneskealder.
