Et Endeligt

Ud fra den store, sorte Granskov rumlede et gammelt, gammelt Kjøretøj – som ud fra et andet Aarhundrede.

Vognen var en lille lav Fjællekarre1, hvis Alder det vilde være frugtesløst at udgrunde. Men Manden maatte være mellem 90 og 300; –; og at det stakkels knoklede Skind, som trippede foran i smaa, stive Hop, en Gang havde været en blankbrun Hoppe, gjættede man snart, efter at have løbet lidt rundt i Naturhistorien.

Nu var Haarene lange og graa, især under Bugen. Hofterne stod frem som et Par Hanke, og den havde langt Skjæg under Hagen og bag Koderne.

"Du er nok kommen i Stadskarethen –; Fatter Ingvor!" –; raabte et rødt og grinende Ansigt, der dukkede op fra Vejgrøften.

Det var Vejmanden. Han sad og spiste sin Frokost i Skyggen af en lille Høstak, og var gjerne i godt Lune, saa længe det stod paa.

Men den gamle Mand vendte rolig Ansigtet bort, og saa' ud over Ørene paa "Stjærne" –; saadan hed det urgamle Øg, formedelst en lille rund Blis i Panden.

"Snurrig gammel Tingest –;", mumlede Vejmanden, og dukkede atter ned i sit Smørrebrød, mens den gamle Vogn roligt rullede videre hen ad den støvede Landevej.

Nu kunde Stjærne atter bevæge Ørene saa frit, som den vilde. Thi det var dens Vane, naar den passerede Fremmedfolk, da at lægge Ørene tilbage og knejse med Nakken for at se rigtig frisk og fyrig ud. Og naar den dertil satte Forbenene rigtig fast i Jorden, mente den at have Anstand og Holdning som et Aarsføl.

Det var en varm Dag, og Støvet laa vistnok2 to Tommer tykt paa Vejen. Men Stjærne, som gjorde sig til af sin Anstændighed, flyttede de lange, krogede Ben saa jomfruelig forsigtig, at der kun stod en lillebitte Røgsky efter hver Hov. I et uhyre ærbart Løb nyslede3 den hen ad Vejen, og holdt sin lille Stump af en Hale saa sirligt ud fra Kroppen, som man kunde tænke sig gamle Damer gjøre, dersom de havde nogen.

Den gamle Mand lod Stjærne gaa, som den selv vilde; de vare for gode Venner til at have noget at udsætte paa hinanden. Naar undtages en underlig urolig Mimren med Munden, og en ubevidst Rokken med det lille, indskrumpede Hoved, saa' han ud, som om han sov –; indtil pludselig hans smaa, farvematte Øjne fór omkring, som om de var bange for Noget. Og naar han mødte en Mand paa Vejen, vendte han Hovedet til den anden Side.

Thi Niels Ingvor var bleven menneskesky paa sine 502 gamle Dage. I ethvert Ansigt mente han at se dette Smil, der tyngede ham haardere end alle de fem og firsindstyve Aar.

I sine mismodige Øjeblikke kunde han blive ganske ængstelig for, at Vorherre havde glemt ham, og at han maaske endnu i mange, mange Aar skulde vandre om i en Verden, han aabenbart ikke længer tilhørte –; som en Uregelmæssighed, til Grin for Voxne, og til Skræk for uartige Børn, der var voxede fra Skorstensfejeren.

Med Sorg havde han ogsaa erfaret, at de kaldte ham for "den lille Vorherre".

Som den gamle Mand saaledes sad i Tanker, opdagede han pludselig en elegant Ekvipage komme rullende hen imod ham fra en Tværvej og ugenert standse lige i Vejenes Overskjæring, saa han hverken kunde komme til den ene eller anden Side.

En behændig Tjener med Gamascher og Skilning i Nakken hoppede fra Bukken og blottede sit lille Pomadehoved, mens Herrerne steg ud. Med et dybt Buk lukkede han Vogndøren og smilte lyksalig, da det behagede den ene af Herrerne spøgende at lægge en blank Hundesnude (den, hvormed Ridepidsken endte) paa hans Næse, mens han uddelte en Ordre.

Denne hans lille struttende Herre var ligesom støbt ned i en Form, dannet af en grønkantet Jakke og gule Ridebenklæder – saa glat og stramt sluttede det omkring ham. Allevegne var han rund og trind som en velstoppet Pølse, og forresten lutter Hundehoveder15 paa alle Steder, hvor saadanne med nogen som helst Rimelighed kunde anbringes.

Derimod var der noget Stadseligt over den Andens høje, slanke Skikkelse, med det vittige Smil og de spidse, koket snoede Moustacher.

Uden at tage Notits af det gamle Kjøretøj – som taalmodigt maatte vente, indtil Tjeneren havde samlet en stor Bregnebuket ved Grøftekanten – lod de tvende Herrer sig komplimentere af en halv Snes Bønder med en Sogneraadsformand i Spidsen, der havde samlet sig her ved Korsvejen for at vente paa Herskabet til saadan Noget som Træudvisning4 i Skoven.

Omsider fik dog den høje Herre Øje paa den "snurrige Maskine", som holdt paa Vejen; og efter først – sammen med den tykke Herre – at have betragtet den lidt paa Afstand, nærmede de sig langsomt og smilende.

Stjærne smækkede øjeblikkelig Ørene tilbage med et lille Knib5, knejste med Nakken, og gjorde endogsaa Tilløb til en lille Vrinsken, som dog imidlertid tildels mislykkedes.

Men aldeles sikker var den paa, at de gode Herrer roste dens smukke Skabelon og dydige Levnet. Thi det nytter ikke at nægte, at den gamle Stjærne jo var bleven lidt forfængelig paa sine gamle Dage; men naar den nu vidste, hvorledes den i 27 møjsommelige Aar havde stridt og stræbt sammen med sin gamle Husbond for at skaffe Greven og Præsten og Degnen, hvad deres var, og endda bjærge Lidt til Husbehov; – og naar den nu vidste, at den havde været en opofrende Moder for 13 gode danske Heste – saa var den naiv nok til at tro, at alt dette var noget at rose. Men gamle Stjærne gik ogsaa i Barndom.

"Hvor er det Kjøretøj fra, Gamle?" spurgte Herren med det vittige Smil, og skelede ned til sin tykke Ven med Hundehovederne.

"Fra Lillelunde Mark," svarede Niels Ingvor kort med sin lille sprukne Stemme. Men han saa' ikke paa Manden, og hans Hænder rystede mer end sædvanlig.

"Naa – saa! … Jeg troede paa Ære, det var fra oldnordisk Museum," sagde Herren, og saa' sig om med Smilet.

Bønderne forstod, at dette maatte være en Vittighed, og begyndte at knistre6. Men først da den Tykke paa sin joviale Maade klappede Øget over de fremstaaende Sideben og sagde: "Hør, min gode Mand, I har s'gu vist sat den forkerte Ende til Krybben – hæ!" – først da brød de ud i en ordentlig Latter – for den forstod de.

Niels Ingvor gav et hastigt Ryk i Tømmen, og det var et halvt Mirakel, at ikke baade Vogn og Hest trillede i Grøften. Thi uden at ænse sine bovlamme Svagheder satte Stjærne frem i et sandt Rejespring, og det var netop, at den elegante Ekvipage fik Tid til at gjøre Plads for det gamle Kjøretøj, som derpaa roligt rullede videre hen ad den støvede Landevej som en Saga7.

Men først et langt Stykke henne fik den gamle Mand atter Rede paa sine Tanker; med et vemodigt Blik saa' han ud over sin trofaste Ven, og kunde ikke begribe, hvorfor man blev saa latterlig, naar man blev gammel.16

Paa den flade Lillelunde Mark laa Niels Ingvors brøstfældige lille Hus, et Stykke fra Vejen. Skorstenen var ikke ganske sikker i Balancen, Straataget begyndte at flosse, og rundt om Kartoffelhaven var Gjærdet nedtraadt paa lange Strækninger.

Da Niels Ingvor kjørte ind ad den grønne Laage, saa' han sig omkring og sukkede. Hans Hænder var for svage nu; han følte, hvordan det Alt mer og mer vilde ramle sammen omkring ham. Og han havde dog ogsaa en Gang drømt om, hvor dejligt det skulde blive paa sine gamle Dage, efter et langt og arbejdsomt Liv, at føle Hvilens og Sorgløshedens Velbehag.

Men da han havde strøet ny Halm i Stalden, stod han længe, støttende Armen paa sin graa Ven, og grundede paa, om nu ogsaa Verden virkelig var skabt saa "saare godt" 8. – – Der sad en lille Krog oppe paa Spiltovsbjælken9. Han havde sét17 paa den oftere.


Men ind i den pæne, hyggelige Stue skinnede Solen vakkert mellem blomstrende Gyldenlak, dannede lysende Firkanter paa det hvide, sandstrøede Gulv, og fik det gamle, blanke Messing under Loftet til at straale frem fra Hylderne. I det Hele taget var der grumme Gammeldags derinde: Egebordet med Kugleben, den firkantede Bilæggerovn10, det udskaarne Hjørneskab, Slagbænken og de riflede Paneler – Alt syntes at være fra det forrige Aarhundrede – lige til Luften derinde, saa indestængt var den.

Henne fra Krogen hørtes stærke, tunge Perpendikelslag fra et stort Uhr, og Stilheden i Stuen var saa dyb, at hvert Sekund syntes at leve et helt lille Liv. Kun nogle store Fluer hvislede en Gang imellem op fra Gyldenlakkerne i Vindueskarmen, slog mod Ruderne og faldt tilbage i de blakkede Blomster.

I Ovnkrogen sad gamle Mor. En stor Spændebibel laa foran paa hendes Skjød, og mens Tommelfingrene paa de foldede Hænder snart samledes, snart skiltes, læste hun i Apostlenes Gjerninger11.

Saaledes kunde hun sidde urokkelig i Timer med den kjære Bog foran sig, som var hendes Trøst i al Verdens Trængsler. Fort gik det rigtignok ikke med Læsningen; thi hun tog sig gjerne et lille Blund mellem hvert Vers, for bedre at fæstne det i Hukommelsen.

Men varede det altfor længe mellem hver Gang, Stilheden i Stuen blev brudt ved den krattende Lyd af et Blad, der vendtes –; da stak et sødt lille lokket Hoved et Par store aabne Øjne frem bag |66| den anden Side af Bilæggerovnen og spurgte med en blød Pigerøst:

"Mormor – sover du?"

Den gamle Kone rystede blot paa Hovedet uden at tage Øjnene fra Bogen; men læste det næstfølgende Vers halvhøjt i et langsomt mumlende Foredrag, indtil det snart efter døde hen igjen i Stilheden. Den unge Pige tog atter fat paa Traaden og drejede Rokkehjulet; og mens Traaden gik, og Hjulet snurrede, skottede hun en Gang imellem til Siden, og brugte den ledige Fod til at klø en Kat, som laa og døsede under Ovnen, hen ad dens graastribede Ryg.

Johanne var 19 Aar. Men der var Noget over hende, der gav hende et langt yngre Udseende.

Det var noget af dette Barnlig-Bløde, der lagde sig i ethvert af hendes Udtryk, og ofte gav dem et pudsigt Spil. Saaledes naar hun tittede frem bag Ovnen og saa' paa sin Bedstemoder, da var det i Blikket – ligesom i den ejendommelige |503| Bevægelse, hvormed hun idelig maatte stryge en lang Lok af sit blanke, brune Haar fra Øjnene og hen bag Øret. Og det var i det lille sorgløse Smil, der lagde sig i de dybe Mundvige, naar hendes røde Strømpefod strøg hen over Kattens Ryg, og fik den til at knurre velbehageligt.

Men ved den mindste usædvanlige Lyd fór det igjennem hende med et lille frygtsomt Sæt. Og naar Rokkehjulet var gaaet i Staa, og Traaden slap hende af Haanden, fordi hendes store, brune Øjne søgte saa langt ud gjennem de smaa grønlige Ruder – med en halvt ængstelig, halvt nysgjerrig Stirren – da kunde hun stundom tage dem til sig igjen med en pludselig Trækning, som om hun standsede i en Tankegang, der forskrækkede hende. –

"Guds Fred i Stuen," sagde Niels Ingvor, da han traadte ind.

"Tak, Far," svarede den gamle Kone langsomt, foldede Brillerne besindigt sammen og lagde dem i Bogen. "Johanne, kan du skaffe vor Far lidt Spise?"

"Ellers Tak, Mor – men det kan være det Samme."

"Ja, saa faar det være, Johanne," sagde hun, bestandig rolig og langsomt, men saa' bestemt paa Niels, der havde sat sig for Bordenden med Hovedet i Haanden.

Else Niels Ingvor var bleven noget fyldig med Aarene, men havde ellers bevaret mange af de gamle Træk. Foran den sorte Hue sad det tykke hvide Haar glattet fra Panden opefter uden Skilning; men Øjenbrynene vare endnu næsten sorte, Øjnene klare og dybe, og nu – mens hun lagde sin Haand paa hans Arm – med en egen trofast Glans.

Thi hun havde rejst sig af Stolen, stod stille ved hans Side og glattede ham over Armen.

"Ja, ja, Niels," sagde hun blot. Men man kunde se, at de forstod hinanden. –;

Ikke længe efter var Roligheden atter gjenoprettet, og den lille Stue gjenlød af lange og langsomme Aandedrag. Med Hænderne foldede i Skjødet sad de to Gamle hver i sin Stol og glemte Verdens Sorger og Skuffelser i en blid Slummer; Katten fik Lov til at være i Ro, og Apostlene at hvile paa deres Gjerninger. – Stille svandt Eftermiddagstimerne bort; lydløst gled Tiden hen over Gulvet i smaa lysende Firkanter; men Johanne sad i Ovnkrogen med Traaden i Haanden, og saa' ud i den store ryggesløse Verden gjennem de smaa grønlige Ruder. – –;


Johanne laa i en tung Søvn, da hun følte Noget pusle ved sin Haand; og inden hun endnu ret var vaagen, hørte hun de samme Ord gjentagetaf en svag, klynkende Røst:

"Hvorfor ler du ad mig? – Hvorfor ler du ad mig?"

Da hun slog Øjnene op, stod hendes Bedstefader i bar Skjorte ved Siden af Sengen; det første Dagskjær gjorde netop hans underlig forvredne Ansigt kjendeligt.

"Men Morfar!" hviskede det forfærdede Pigebarn, og begyndte strax at græde.

Nu vaagnede ogsaa Bedstemoderen.

"Herre Jesus, Niels!" udbrød hun og satte sig overende i Sengen.

Den gamle Mand havde Feber. Hele Formiddagen laa han i de vildeste Fantasier og snakkede Tysk med en fransk Kyradser12, som han havde kjendt i Napoleonskrigen13. – Men hans svage Kræfter var snart forbrugte, Røsten døde hen i hæse Toner, og ved Middagstid laa han ganske stille og kunde ikke røre sig.

Slimet havde samlet sig i Strubehovedet, og han havde slet ikke Kræfter til at hoste det op. Aandedrættet fik derved en snorkende Lyd, men der rørte sig ikke en Trækning i hans Ansigt. Øjnene var lukkede til, men Munden stod lidt aaben, og Fugtigheden paa Læberne tørrede ganske ind til et hvidt Lag.

Else saa', at det var paa det Sidste. Rolig stod hun ved hans Side, holdt hans Haand og saa' ufravendt ind i det lille, hvide Ansigt. Men der var en ubeskrivelig Vemod i den varlige Maade, hvorpaa hun af og til fugtede hans tørre Læber med en lille Svamp. Johanne sad i en Krog med Hænderne for Ansigtet og hulkede højt.

"Nu maa du efter Doktoren, lille Johanne," hviskede Bedstemoderen, og glattede hende over Haaret.

Et Øjeblik efter var Stjærne forspændt og strakte hen ad Vejen til Distriktslægen, der boede i en større Landsby, en Mils Vej derfra.

"Morfar er syg," sagde hun ganske aandeløs, strax hun var indad Døren.

"Hvem?" spurgte Lægen og saa' op fra sit Skrivepapir med et fortrædeligt Ansigt.

"Morf … Gamle Niels Ingvor paa Marken."

Doktoren var en lille før Mand med et rødt Ansigt, iltre Bevægelser og uhyre distræt – saaledes som det jo hører sig til for dygtige Læger – men næsten mere, end det strængt taget er nødvendigt selv for de dygtigste.

Efter nogle fortvivlede Forsøg paa at faa Pennen anbragt et Sted, sprang han op fra Stolen, snublede over Papirskurven og raabte Noget ud ad en Dør – med en Røst18, der truede med at sprænge hele Huset i Luften, og fik den unge Pige til ganske forskrækket at trykke sig op imod Væggen.

Derpaa fór han omkring i Værelset, skubbede op og ned paa sine Guldbriller, der syntes at være altfor smaa til Øjnene, tog Pennen, smed den igjen, og alt imens ledte han op og ned i nogle Papirsbunker, saa Bladene susede om Ørene.

"Kaldte Herren?" spurgte en Tjenestepige, der stak Hovedet ind ad Døren.

"Jeg? … Naa – min Pels!" raabte han og dukkede atter ned i Bunkerne. Men da han havde væltet Alt, hvad der kunde væltes paa Skrivebordet, vendte han omkring paa nogle Skuffer og hjemsøgte nogle Hylder, indtil han tilsidst ganske havde glemt, hvad det var, han søgte.

Pludselig standsede han midt paa Gulvet.

"Hvad vil De?" spurgte han med barsk Stemme, og saa' hen over Brillerne paa Johanne, der alt var halvdød af Skræk.

"Jeg … jeg … ", stammede hun.

"Naa – naa! … Men hvor Pokker bliver den Pels af – Marie!"

Efter en uendelig Masse Besvær kom han endelig i Pelsen, fik Hatten forkert paa Hovedet, og styrtede ud af Stuen. Men da han stod ude paa Stentrappen, standsede han pludselig, satte Hænderne i Siderne og saa' –; først paa Kjøretøjet og derfra hen paa Johanne –; med et stort Blik over Brillerne.

"Er De gal!" udbrød han. "Tror De, jeg er Slagter eller Jordemo'r! Manden kan jo baade være død og begravet, inden jeg kommer derhen med det Stykke Oldsag dér!"

Ved de sidste Ord pegede han paa gamle Stjærne, der i fuld Forstaaelse af Situationens Alvor havde strammet sig op til noget hidtil Ukjendt i Retning af Vælighed14.

"De maa skaffe et andet Kjøretøj!" sagde han derpaa kort, og smældede Døren i efter sig.

Dér stod den unge, sønderknuste Pige, nærved at segne om paa Stentrappen. Paa Hjælp var ikke at tænke nu i Høsten, og uden ret at vide, hvad hun gjorde, styrtede hun i sin Fortvivlelse atter hjem, og kom netop ind ad Døren i det Øjeblik, da den store Vorherre tog den lille Vorherre ved Haanden og førte ham ind det lyse, det dejlige Paradis.

Johanne trykkede Pande paa Hovedpuden i sygelig stærk Graad. Men gamle Else foldede stille hans Hænder over Brystet og lukkede hans Øjne. Da hun lagde Dynen tilrette omkring ham, fornam hun endnu en urolig Banken i hans venstre Side, som dog snart stilnede af; og for stedse sluktes det Hjærte, som han gav hende for et halvt Aarhundrede siden.

Endnu en Stund blev de siddende og stirrede paa Liget; men da det blev koldt, og store Fluer begyndte at sætte sig i Øjenkrogene, bredte de et Lagen over det og forlod Stuen.


19

504

Fem Dage efter blev Niels Ingvor begravet. Fjorten Dage efter var der Avktion over det liIle Hus paa Lillelunde Mark. At sige, selve Huset og Jordlodden tilhørte Greven; men alt det gamle Indbo lige til Sengklæder, Spinderokken og den Afdødes Gangklæder blev stillet ud iGaarden og paaskrevet store Tal med Kridt.

Folk fra Omegnen var mødte temmelig talrigt –; for Morskabs Skyld. Avktionsholderen havde dannet sig en Tribune af et Par Borde og Stole, ogsad deroppe og var vittig, saadan som alle Avktionsholdere.

Gamle Else og Johanne sad stille i en afsides Krog paa en Trækasse, og holdt hinanden trofast i Hænderne. De vendte Ryggen til Avktionspladsen; men naar et af disse gamle, minderige Stykker blev raabt op til Bud, klemte Johanne fastere til med Haanden og saa' op paa den Gamle. Hun var rolig, men meget bleg.

Pludselig lød en énstemmig20 Latter derhenne fra. Johanne vendte sig; men med et lille Skrig tog hun Hovedet til sig og gjemte sig hos den Gamle.

"Mormor –; Stjærne!"

Der stod den midt i Forsamlingen –; med oprejst Hoved, Ørene tilbage –; og saa' omkring, som om det var det stolteste Øjeblik i dens Liv. Dens gamle Hjærte bankede af Henrykkelse, og hvad den lille Mand paa Tribunen raabte ud til de Andre, lød som en Lovsang for dens Øren.

"Byd paa den!" raabte han. "Naada –; dejlig 30-Aars Plag! - Byd paa den!"

"Hvad faar man for at ta' den?" spurgte et vittigt Medlem; og detvar nok til en hel Del Latter og en hel Del flere Vittigheder.

Endelig forbarmede en Hesteslagter fra Byen sig over den –; for 505 femten Kroner. Med et fiffigt Grin svang han sig strax op paa Ryggen af den, gav den et Rap af Kjæppen –; og under Forsamlingens jublende Tilslutning travede Stjærne hen ad Vejen fra sit Fædrenehjem, saa fyrig kjæk, som vilde den fordre Livet ud paa Ny.

Men tvende Dage efter averteredes gamle Stjærnes dødelige Bortgang i Avisen som "ungt, fedt Oxekjød". –;

Da Avktionen var forbi, gik de to Forladte endnu en sidste Gang gjennem de tomme Stuer, standsede lidt hist og her, uden at tale. Men da Johanne fandt den gamle Morfars Neglepind i den samme Sprække i Panelet, hvor han altid satte den, kom hun til at græde hæftigere.

Og derpaa begav de sig paa den tungeste Vandring, der kan gaas efter et langt og arbejdsomt Liv, –; til Fattighuset.

Til Kirkegaardsplads og Begravelse havde Else faaet Hjælp af Sognet og var saaledes hjemfalden til Fattighuset, eller "Arbejdshuset", som de Finere kaldte det21. Johanne havde faaet Plads i Kjøbenhavn, og skulde rejse samme Aften.

Hidtil havde den gamle Kone været rolig og fattet, som det laa for hendes Natur. Men paa Vejen derhen maatte hun standse flere Gange for Svimmelhed, og da de gik op ad Fattighusets Trappe, mærkede Johanne en stærk Sitreni hendes Arm.

En kroget Kone lukkede Døren op for dem, og strax slog en kvælende, muggen Luft dem i Møde. –; Johanne saa' sig om. Det var et stort, men lavt og mørkt Rum med mange smaa Vinduer. Ved hvert af disse sad en gammel, smudsig Kone og kartede –; med Bunker af Uld og Pjalter foran sig, der udbredte en ulidelig Stank.

Da de to Fremmede traadte ind, standsede de i deres Arbejde og i den smudsige Historie, som den lille, væmmelig |506| vanskabte Kone i Krogen gav tilbedste22. Johanne saa' disse stumptandede Munde og nysgjerrige Øjne stirre ædende hen paa sig, og gjøs.

Kun en af Stolene var ubesat, men Johanne vendte Ansigtet fra den. Hun kunde ikke udholde den forfærdelige Tanke, at det var her, det Liv skulde endes, som hun elskede højest i Verden. I fortvivlet Graad klyngede hun sig til hende og gjemte for sidste Gang sin lille frygtsomme Sjæl hos den Gamle.

"Mormor dog! Mormor dog!"

"Bryd dig ikke om mig, Lille," sagde den gamle Kone, og glattede hende over Haaret.

Udenfor ventede Vognen, der skulde føre hende ud i den store, vildsomme Verden. Vejen faldt just forbi det lille Hus paa Marken, hvor man allerede var i Færd med at bryde ned paa Væggene. Men Johanne vendte Ansigtet bort; hun vilde ikke se det.

Men ogsaa hun tænkte paa, da de kjørte forbi, om ogsaa Verden i alle Ting var skabt saa "saare godt"? –

 
[1] Fjællekarre: en tohjulet (og ikke, som på Thorvald Niss´ illustration, genbrugt i udgaven fra 1904, en firhjulet) arbejdsvogn med brædder i bunden. tilbage
[2] vistnok: sandelig, helt sikkert. tilbage
[3] nysle(de): arbejde, sysle med småtterier el. uden at få noget rigtigt udrettet (ODS citerer stedet). tilbage
[4] Træudvisning: udpegningen og mærkning af træer der skal fældes, og som måske tillige skovejeren tillader andre at hugge og hjemføre til eget brug (se ods bd. XXV, sp. 843). tilbage
[5] Knib: ryk; stedet citeret ODS bd X, sp. 827. tilbage
[6] knistre: fnise halvt undertrykte. Henvisning til stedet i ODS. tilbage
[7] som en Saga: som en Oldtidslevning. Se ODS XVIII, sp. 408 der citerer stedet. tilbage
[8] Verden (…) skabt (…) saare godt: 1. Mos. kap. 1, 31:

Og Gud saae alt, hvad han havde gjort, og se, det var saare godt … Lindbergs oversættelse;

mens den autoriserede oversættelse fra 1819 lyder:

Og Gud saae Alt det, han havde gjort, og see, det var meget godt ….

Lindbergs oversættelse går helt tilbage til Hans Tausens oversættelse fra 1535 og Luthers liden Catechismus fra 1693 og trængte endeligt igennem i den autoriserede 1931-oversættelse, men gled ud i 1992. tilbage
[9] Spiltovsbjælken: spiltov er et rum i stald til hest el. ko, bjælken ligger på tværs over rummet; fra krogen ville Niels Ingvor kunne hænge sig (se Selvmord). tilbage
[10] Bilæggerovn: kakkelovn med indfyring fra et andet lokale end det som skal opvarmes (ODS) tilbage
[11] Apostlenes Gjerninger: åbenbart en udbredt fornøjelse; det er det samme bibelske skrift enken Gertrud i "Arv" i Landsbybilleder, s. 195-96, lader niecen Ane læse højt af. tilbage
[12] Kyradser: rytter udstyret med kyrads: rustning i metal el. læder. (ODS) tilbage
[13] Napoleonskrigen: Niels Ingvor angives ovf. at være 85; han er altså født i 1795 og har været en meget ung soldat da danske tropper i 180? lod sig indrullere i Napoleons styrker. Eller var der ikke noget med at der var franske/spanske Napoleon-tropper i DK omkr. 1806-08??? tilbage
[14] Vælig(hed): sund, fyrig, ofte brugt spøgefuldt el. ironisk (ODS). tilbage
[15] Hundehoveder: tilbage
[16] Stækkede Vinger indsætter her en tankestreg. tilbage
[17] sét. Stækkede Vinger har "set". tilbage
[18] en Røst: Stækkede Vinger retter til "et Brøl". tilbage
[19] Stækkede Vinger erstatter stregen med en tankestreg i slutningen af afsnittet. tilbage
[20] énstemmig: Stækkede Vinger har "enstemmig", men med et læderet e. tilbage
[21] de Finere kaldte det: Stækkede Vinger retter til "som det finere kaldtes". tilbage
[22] tilbedste: Stækkede Vinger retter til: "til Bedste". tilbage