Det forjættede Land

– Saa har jeg til sidst to Romaner1 tilbage at tale om, som helt og smukt svarer til, hvad man i gamle Dage krævede af en Roman.

Den ene er Pontoppidans Det forjættede Land – Fortsættelsen af hans Bog Muld fra i Fjor.

Romanfremstillingen er her paa en ganske særegen Maade tilpasset efter moderne Nerver. Den vinder og kvæger sine Læsere ved aldrig at sige for meget eller tale for højt. Den engagerer dem ikke dybere, end de selv vil, stemmer ikke stærkere i, end de er tilbøjelige til at følge, og denne Diskretion opmuntrer dem snarere til selv paa fri Haand at føje lidt til, hvad der siges, og lægge lidt stærkere Eftertryk paa Tonen.

Den lette Haand er en Hovedsag ved Pontoppidans Kunst. Stilen er hurtig og ligger temmelig tyndt og løst over Stoffet: den presser det aldrig videre tæt, overlæsser aldrig og bliver aldrig hængende. Den er snarere noget flygtig og overfladisk og indtager en fri, dégagé Stilling til Emnet uden videre selvopgivende at gaa op i det. Pontoppidan synder derved ofte mod rigoristisk objektiv Fortællekunst. Han skildrer f.Eks. i første Kapitel Præsten, der gaar og pløjer, og beskriver hele det Panorama, han kunde overse, som han gik der, men fortsætter saa: "Emanuel var imidlertid alt for optagen af sine Tanker til at give Agt paa alt dette". Eller det hedder etsteds i Anledning af Drengens Sygdom: "Hansine plejede ham Nat og Dag med sin vante Taalmodighed og Selvbeherskelse. Ingen skulde kunne se paa hende, at hun var fortrolig med sit Barns Skæbne; og dog havde hun omtrent fra dets første Krampetrækning vidst, at det kun havde faa Dage at leve i." Som man vil føle, er Læser og Fortæller her løsnede ud fra Situationen, befinder sig hverken i Moderens eller i Omgivelsernes Skind, men er paa en Gang i og udenfor baade hendes og deres. Men den mest intense Kunstvirkning opnaas aldrig, uden man med Hud og Haar selv gaar ind i Situationen.

Med let, grumme let Haand fatter og haandterer Forf. hele sit Sujet. Der er Begavelser, som aldrig kan blive færdige med Emnerne, men med deres tunge Haand altid uddyber, forvikler, forstørrer dem – dette er de største Digteraander; det gælder om Zola overfor et ydre Stof, om Ibsen overfor et indre Motiv eller Problem. Pontoppidan hører til de Begavelser derimod, under hvis Haand alt uvilkaarlig bliver gennemsigtigere og lettere færdigt. Med et af Naturen hurtigt Hoved ser han det 323 i alle Fald for et Førsteblik væsentlige ved Sagen og faar det tydelig sat frem uden videre Apparat. Den Skilsmisse mellem Præsten og hans Hustru, som der skal afstedkommes i Det forjættede Land, gaar saaledes – uden stort Besvær eller Maskineri – som ganske af sig selv; hvor en mere kluntet Romanforfatter havde skruet det hele op og maattet sætte mange "Scener" paa Benene for at faa det til at gaa, der glider de to Ægtefæller hos Pontoppidan saa lempelig og dog øjensynlig fra hinanden, som sligt kan gaa i Livet, uden at andet end lidt Kedsomhed, ubestemte Savn, en lille Fornemmelse eller Strejfberøring nu og da viser, hvad det er, der foregaar. Inden vi ved et Ord deraf, er det sket, og det synes os – som dem – helt naturligt og nødvendigt, at de maa flytte fra hinanden. Og anden Forklaring har vi egentlig ikke faaet end Frøken Ragnhilds Ord om "Nervesympatien" som Betingelse for ægteskabelig Lykke: nemlig at alt, hvad de to Personer ser, oplever, hører, læser o.s.v. gør et ensartet Indtryk paa dem begge; og saa Dyrlægen Aggerbølles Ord om Troldluften her ude paa Landet, som alle, der ikke er fødte derude, ligger under for. Men netop dette skulde jo Bogen nærmere have vist og udført; den skulde have vist den tyste Hjernernes Kamp, der er kæmpet, – to Nervesystemer, der indbyrdes udspejdede, befølte, tiltrak, frastødte hinanden. Selve Spørgsmaalet om, hvad der i Virkeligheden er foregaaet mellem de to Ægtefæller, gaar Forf. over med en Harefod.

Let og moderat er ogsaa hele Tiden Toneanslaget, – aldrig overdrevent, aldrig forceret. Pontoppidan er en Forf., som skyr det højtidelige og konvulsive, fremfor alt stedse vil være naturlig og jævn – saa velgørende dansk i sit blufærdige og lavmælte Følelsesliv. Man tænke f. Eks. paa Barnets Sygeleje og Død – hvilke Scener vilde ikke f.Eks. en Herman Bang have gjort ud deraf! dramatisk revet os ind i hine Angestens Timer den Nat, der gaar Bud efter Lægen, højrøstet sentimentalt udhævet Hustruens stilfærdige Smerte o.s.v. Lige saa maadeholdent og skælmsk følger ogsaa Forf.s Ironi sin Helts hele Færd med et Smil. Er det ikke nydeligt, naar det ved Skildringen af et politisk Møde hedder: "Endog Emanuel kom efterhaanden i en helt oplivet Sindsstemning. Han saa omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd, der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad der lige rolige og tillidsfuldt saa trygge i Bevidstheden om deres Sags og deres Kamps Retfærdighed. Han fyldtes paa ny af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, hvormed disse Folk bestandig bar enhver 324 Tilskikkelse." Og denne stilfærdige Ironi ligger graciøst over saa mange af Skildringerne af grundtvigianske Krese og politiske Bevægelser. Det er en Ironi, som hverken er ilter eller bitter, hverken isnende eller saarende, men nærmest er harmløst jævnmodig og lunt sørgmodig.

Uforceret og stilfærdig, uden Sentimentalitet eller retorisk Appel er ogsaa den sunde Medfølelse med de to Hovedpersoners Skæbne, som varmer gennem Bogen. Den kolde Tilknappethed, som ellers er moderne Fremstillingskunsts Effektmiddel, er vegen for en mere menneskelig og naturlig Tone. Forf.’s bløde Hjærte omfatter ikke blot trofast sin Helts Ve og Vel, men ogsaa Figurer som den sølle Dyrlæge og hans sengeliggende Kone, "den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle". Med den smukkeste Sympati er Hansine, Præstekonen, tegnet: Mistroen, hun gennem alle de mange Aar har bevaret til sin ny Stilling, der kun synes hende en Drøm; den Sjælsfatning og Skæbnetro, hvormed hun afventer den Skilsmisse, hun efterhaanden mer og mer føler trække op, længe før hendes Mand selv aner, hvad han savner, og hvad der dæmrer i ham; den faste Beslutsomhed, hvormed hun sætter Adskillelsen i Værk og lader sin Mand og sine Børn blive i Troen paa et Gensyn, hun selv helt har opgivet … ogsaa hendes beherskede, dybe Smerte, naar hun sidder over sit syge Barn "med det tillukkede, næsten haarde Udtryk, som hendes Ansigt altid fik under heftige Sindsbevægelser", eller naar hun, uden at fælde en Taare, tvætter og hyller sin Dreng i Liglagen. – De sidste to Scener: Drengens Død og Eftermiddagen, da Emanuel kører med Børnene fra Præstegaarden og vinker Farvel til Hansine, er begge følte af Forf. med et stille Alvor, som virker dybt menneskeligt.

Overhovedet er det saa ægte mente og tilforladelige i Tonen noget af det, hvorved Pontoppidans Bog virker sikrest og varigst. Man betrygges og man smittes af det dybe Slægtskab, den langvarige Fortrolighed med Stoffet og Personerne, som man stadig fornemmer hos Forfatteren. Og man aander en saa sund og ren Luft i denne Bog, hvor en sanddru Mand siger jævnt, hvad han dybt har prøvet og mener alvorligt. Der er aldrig noget af en blot øjeblikkelig Følelses- eller Fantasianspændelse i Bogen; den virker som en langsomt modnet Frugt, der ganske af sig selv en stille Efteraarsmorgen falder ned i det fugtige Græs. Forfatteren har aabenbart følt sig saa hjemme i Stoffet, at Frembringelsen er 325 gaaet for ham ganske som Fod i Hose. Og – her som altid – hvad der let og nemt har formet sig, det former sig ogsaa let og nemt for Læserne.

Ja! det er en blaaøjet og hørblond sjællandsk Natur, der her skriver om det sorte Pløjeland med de flagrende Krager, om de gulhvide Rugmarker eller de kullede Sandbanker oppe ved den skumprikkede Fjord; der skildrer et politisk Møde hos Sogneraadsformanden, eller Nils Gaardskarl, der i Karlerummet sidder og nyder sin egen Avisartikel, Dyrlæge Aggerbølle i Købmand Villings Bagstue, Mosekærshusenes dyriske og ondskabsfulde Udskudsbefolkning, Væver Hansens Tale paa Kæmpehøjen og den grundtvigianske Begravelse; der endelig tegner en dansk Fantast og Teolog – saa bunddansk, som nogen kan være – og hans forulykkede Forsøg paa at gaa ud i Folket og leve sammen med en sjællandsk Bondepige af den smukkeste Type, der opnæres af vore Markers Rug og vort hjemmekærnede Smør. Enhver føler, at vi virkelig her er ude og færdes paa en sjællandsk Egn i Provisoriernes Dage.

Det er Kød og Blod af Forfatterens eget, som han skildrer. Det mærkes i Naturskildringerne og i Menneskelivstegningerne. Han staar ikke udenfor og karakteriserer træffende; men hans Evne er den uvilkaarlige Indlevelse og Medleven. I Modsætning til saa mange moderne Forfattere, hvis Begavelse er mere kritisk end digterisk, er den fine, analytiske Bestemmelse af Landskaber eller Personer egentlig ikke Pontoppidans Sag. Hans Karakteristik er ofte banal og smager af Romanlæsning i Ordvalget. Man høre f. Eks. hans Præsentation af Frk. Ragnhild: "Som den slanke Dame stod der og smilte, overgydt af Skæret fra sin valmuerøde Parasol … i hvid Dragt … saa behersket og korrekt lige fra det faste Blik i hendes pragtfulde, blaagraa Øjne og ned til Plissékanten paa hendes Kjole og samtidig saa udfordrende, saa vovet i det Raffinement, hvormed Toilettet ved Snit og Farvesammenstilling fremhævede netop Legemets Magerhed og Ansigtets matte Bleghed…" Men til Gengæld, i hvilken Grad har han ikke den langt mere digteriske Evne til uvilkaarlig at aksle andres Skind og antage deres Træk og Farve! Hans aabne, lette Modtagelighed, næsten kvindelige Paavirkelighed og det Slægtskab, han føler til alt det, han skildrer, gør saadant noget som Væver Hansens æggende Folketale eller det fortrolige Manifest fra Vælgerforeningernes Hovedbestyrelse eller Gaardskarlens Journalistik til saa uforlignelige Virtuosnumre, uden Overdrivelse rigtige og tusend Gange mere talende end død 326 Karakteristik. Hovedfiguren selv – den ellers jo temmelig ubetydelige Emanuel, der heller ikke er hverken klart eller dybt opfattet – er ogsaa ofte gengivet aldeles livagtig, navnlig i sit Fantasteri, der lukker Øjnene og stadig vil haabe, sin Naivetet med dens Stænk af Hjalmar Ekdalsk Selvbedrag og Sentimentalitet; og Forf.'s Sprog antager flere Steder i sin Kamæleonspaavirkelighed uvilkaarlig Farve af Emanuel, f. Eks. naar dennes Sindstilstand ved Drengens Død skildres med Vendinger som disse: "Da Emanuel saa Døden nærme sig og Gravens Kulde lægge sig om Barnets Legeme … da bøjede hans Sind sig ydmygt for den Almægtiges Vilje".

I Det forjættede Land er et ægte gennemlevet og alvorlig ment Livsstof blevet formet af en let og lykkelig Kunstnerhaand, – der blot hele Tiden er lidt for let.

 
[1] to Romaner: den anden var den danske oversættelse af Selma Lagerlöf: Gösta Berlings Saga. tilbage