Valdemar Vedel
(1865-1942) blev i første omgang jurist (1887) som sin fader, departementschefen Peter Vedel (1823-1911), men skrev allerede året efter en filosofisk guldmedalje-afhandling om forholdet mellem ret og moral med mottoet "Der Mensch ist nicht geboren frei zu sein". Opdraget til streng rationalisme, vente han sig befriet til de 1890'erne nyromantiske strømninger og skrev en håndfuld artikler hvoraf et par stykker fik afgørende betydning for Pontoppidan1. Efter nogle administative stillinger blev Vedel i 1895 docent i almindelig litteraturhistorie v. Københavns Universitet. I anledning af Henrik Ibsens 70-årsdag var han medudgiver af et festskrift Ibsen og Danmark hvortil han forgæves søgte at få Pontoppidan til at bidrage; det førte nogle barske breve med sig. 1901-07 var han redaktør af tidsskriftet Tilskueren; også i den egenskab fik han en skarp afvisning fra Pontoppidan.
I Lykke-Per indførte Pontoppidan i Balling-figuren nogle siden indrømmede og fortrudte streger til et nidportræt af Vedel i Balling-figuren ("det lange Litteratur-Menneske") der da også blev modificeret i 1918-udgaven af romanen. Den direkte fortrydelse blev udtrykt mundtlig til Dina Lea, selv elev af Vald. Vedel.
Se også Aage Jørgensens karakteristik.
