Valdemar Vedels artikler i Den Store Salmonsen (1903 og 1925)

Vedels to forskellige udgaver af denne artikel står i Salmonsens Konversationsleksikon for Norden, XIV. Bind, 1903, s.517-18 og i den anden, udvidede udgave, 1925, bind XIX. Artiklerne er her brudt op i afsnit:

1903 Pontoppidan, Henrik, dansk Forfatter, er født 24. Juli 1857 i Fredericia; hans Fader var Præst, nærmest af den grundtvigske Retning. Efter at have gaaet i Randers lærde Skole tog P. 1874 Adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt og slog ind paa Ingeniørstudiet. Han førte dog ikke dette helt til Ende, men blev 1880 Lærer i Naturfag og Landmaaling ved Broderen Morten's Højskole. Heller ikke her fik han imidlertid blivende Sted; hans Uafhængighedslyst og den Forfattervirksomhed, han fra 1881 var slaaet ind paa, førte ham bort fra Højskolen.	1925 Pontoppidan, Henrik, dansk Forfatter, er født 24. Juli 1857 i Fredericia; hans Slægt var gammeldansk kultiveret Embedsmandsslægt og hans Fader var Præst, nærmest af den grundtvigske Retning. Efter at have gaaet i Randers lærde Skole tog P. 1874 Adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt og slog ind paa Ingeniørstudiet. Han førte dog ikke dette helt til Ende, men blev 1880 Lærer i Naturfag og Landmaaling ved Broderen Morten's Højskole. Heller ikke her fik han imidlertid blivende Sted; hans Uafhængighedslyst og den Forfattervirksomhed, han fra 1881 var slaaet ind paa, førte ham bort fra Højskolen.
En Tid boede han nu i Horns Herred, hvor hans første Hustru havde hjemme, siden nogle Aar nær Hornbæk; saa har han boet i Kjøbenhavn, saa igjen paa Landet, flere Gange har han rejst i Udlandet og er overhovedet vedbleven at være en Omflakker- og Eneboernatur. Hans Forfatterskab præges af samme "ustadige Ligevægt" og samme utilfredsstillede Selvstændighedsstræben. Der er en stærk Brydning og Gæring i P. Han er et ægte Barn af sit Folk og sin Tid; hans nationale Samfølelse er lige saa varm som hans Optagethed af alle Tidens politiske og kulturelle Rørelser; men han har svært ved at finde sig til Rette og forholder sig helst stærkt polemiserende og revolterende baade over for Folket og Tiden.	En Tid boede han nu i Horns Herred, gift med en Bondepige, siden nogle Aar nær Hornbæk; saa har han boet i Kjøbenhavn, saa igjen paa Landet eller i sjællandske Købstæder, flere Gange har han rejst i Udlandet og er overhovedet vedbleven at være en Omflakker- og Eneboernatur. Hans Forfatterskab præges af samme "ustadige Ligevægt" og samme Dragning mod forsk. Hold. Han er dybt rodfæstet i sit Folk og sin Tid og føler lige saa stærkt Slægtsblodet i sig, som han føler sig solidarisk med den Tid, han lever med i; men han har i begge Henseender svært ved at finde sig til Rette og forholder sig helst stærkt reagerende baade over for Folket og Tiden.
Ogsaa med sit eget Indre lever han i evig Strid. Han er Jyde og Præstegaardsbarn, har været Højskolemand og har vistnok ogsaa tidligt slugt adskillig Litteratur, og der er aabenbart en modtagelig og trofast Gemytsbund i ham, i hvilken megen gammeldags Romantik, megen Folkelighedslyrik, megen Præstegaardskultur hænge uudryddelig fast og drive deres Kogleri, og inderst inde forbliver han ogsaa en uforbederlig Jyde for Vorherre. Men hans aandelige Stræben har været en uafladelig Kamp paa Liv og Død med "Minder"nes Huldrer og "Spøgelser"s Mareridt – Titlerne paa to af hans Bøger –, med den marvsugende "Drømmepest", med "den daarlige Maves Lyrik" og for saa vidt ogsaa med selve Jydskheden i sig. Paa faa af Danmark's moderne Forfattere passer som paa ham den Ibsen'ske Betegnelse for Digtning: "Kamp med Trolde, som huse i Hjernens Hvævl . . . holde Dommedag over sig selv".	Ogsaa med sit eget Indre lever han i evig Strid. Han er Jyde og Præstegaardsbarn, har været Højskolemand og har vistnok ogsaa tidlig slugt adskillig Litteratur, og der er aabenbart en modtagelig og trofast Gemytsbund i ham, i hvilken megen gammeldags Romantik, megen Folkelighedslyrik, megen Præstegaardskultur hænge uudryddelig fast og drive deres Kogleri, inderst inde forbliver han ogsaa en uforbederlig Jyde for Vorherre. Men hans aandelige Stræben har været en uafladelig Kamp paa Liv og Død med "Minder"nes Huldrer og "Spøgelser"s Mareridt – Titlerne paa to af hans Bøger –, med den marvsugende "Drømmepest", med "den daarlige Maves Lyrik" og for saa vidt ogsaa med selve Jydskheden i sig. Paa faa af Danmark's moderne Forf. passer som paa ham den Ibsen'ske Betegnelse for Digtning: "Kamp med Trolde, som huse i Hjernens Hvævl . . . . holde Dommedag over sig selv".
I sin litterære Kunst begyndte P. temmelig uselvstændig i Naturalismens, særlig Kielland's Skole ("Stækkede Vinger" [1881], "Landsbybilleder" [1883]), men formede sig snart en lige saa selvstændig Stil – mandig, fast, let og klar – som en selvstændig Livsfremstilling; alligevel kan han den Dag i Dag uforvarende falde tilbage i en saa naiv, konventionel Romanagtighed eller en saa banal elegant Journalistik, at man stundom fristes til at tro, han gør lidt Løjer med sit Haandværk. Aandsindholdet i hans Forfatterskab bestaar i en lignende Selvstændighedskamp.	I sin litterære Kunst begyndte P. temmelig uselvstændig i Naturalismens ("Stækkede Vinger" [1881], "Landsbybilleder" [1883]) og i kjøbenhavner-fransk Manér (nu og da i "Krøniker" 1890), men formede sig snart en lige saa selvstændig Stil – mandig, fast, let og klar – som en selvstændig Livsfremstilling; dog at han jævnlig ogsaa senere uforvarende kunde falde tilbage i en helt naiv, konventionel Romanagtighed ell. en banal elegant Journalistik. Aandsindholdet i hans Forfatterskab bestaar i en lgn. Selvstændighedskamp.
P. kæmper i sine Bøger mod Lyrikken, Fantasteriet, Frasen, Uægtheden i alle Former, fortsætter paa en Maade Poul Møller's og H. E. Schack's Kamp, men med skrappere Vaaben. Det gaar ud over Folkehøjskolen ("Sandinge Menighed" [1883]), Demokratiets forsagte Politik under Provisorieaarene ("Skyer" [1890]), ud over "Tidens lyriske Forraadnelsesproces", som den kommer frem i Sværmeriet for Natur ["Natur", 1890], for Skønhedsidealisme ["Nattevagt", 1894], for "den store Lidenskab" ["Højsang", 1896, dramatisk Behandling af samme Motiv: "De vilde Fugle", 1902], eller i Erotikkens Illusioner ["Den gamle Adam", 1894]	P. kæmper i sine Bøger mod Lyrikken, Fantasteriet, Uægtheden og Karakterløsheden i alle Former, fortsætter paa en Maade Poul Møller's og H. E. Schack's Kamp, men med skrappere Vaaben. Det gaar ud over Folkehøjskolen ("Sandinge Menighed" [1883]), Demokratiets Frasepolitik Politik under Provisorieaarene ("Skyer" [1890]), den blegsottige Bykultur ("Mimoser" [1886]), ud over "Tidens lyriske Forraadnelsesproces", som den kommer frem i Sværmeriet for Natur ("Natur", 1890), for Skønhedsidealisme ("Nattevagt", 1894), for "den store Lidenskab" ("Højsang", 1896, dram. Behandling af samme Motiv: "De vilde Fugle", 1902), eller i Erotikkens Illusioner ("Den gamle Adam", 1894)
	Op imod Kulturblændværket stiller han det veritable Almueliv ("Fra Hytterne", 1887) og ægte Underklassehad ("Spøgelser", 1888), den nøgne Kønsdrift og det blodskudte Vilddyrsinstinkt ("Isbjørnen", 1887).
Men det iltre i hans Angreb, det blodige i hans Ironi beror overalt paa hans egen dybe Meddelagtighed i det, han angriber, og naar han til Gengæld svinger sin Hat for et "Leve Krapylet" eller giver sine havarerede "Nattevagts"-brødre Parolen "Hold Krudtet tørt og Galden flydende", saa er denne paradoksale og revolutionære Lyrik egentlig ikke saa væsensforskellig, som han tror, fra hans Ven "Sahlmann"'s ved visse Vinde. Fremfor alt i sine to Hovedværker er P. paa een Gang den, der slaar, og den, der rammes, og deraf disse to Bekendelsesskrifters mærkelige Særstilling i vor Tids Roman.	Men det iltre i hans Angreb, det blodige i hans Ironi beror overalt paa hans egen dybe Meddelagtighed i det, han angriber, og naar han til Gengæld svinger sin Hat for et "Leve Krapylet" ell. giver sine havarerede Nattevagtsbrødre Parolen "Hold Krudtet tørt og Galden flydende!", saa er denne paradoksale og revolutionære Lyrik egl. ogsaa netop kun Lyrik for Jyden og for det gamle Slægtsblod i ham. Fremfor alt i sine tre Hovedværker er P. paa een Gang den, der slaar, og den, der rammes, og deraf disse Bekendelsesskrifters mærkelige Særstilling i vor Tids Roman.
"Det forjættede Land" ["Muld" 1891, "Det forjættede Land" 1892, "Dommens Dag" 1895] skildrer en ung ideelt anlagt, fantastisk lyrisk Teolog, som drager ud i Højskolernes, Folkelighedens og Bondelivets forjættede Land og paa det sørgeligste gaar til Grunde. "Lykkeper" [1898ff, beregnet til 7-8 Hæfter; 6 ere udkomne] fortæller om Præstsønnen Per Sidenius'es Irfærder gennem Nutidens forskellige Livskredse, paa Jagt efter Lykken, som han dog aldrig kan gribe kækt fat i. –	"Det forjættede Land" ("Muld" 1891, "Det forjættede Land" 1892, "Dommens Dag" 1895) skildrer en ung ideelt anlagt, fantastisk lyrisk Teolog, som bryder med Etatsraadsselskabet og drager ud i Højskolernes, Folkelighedens og Bondelivets forjættede Land, men paa det sørgeligste gaar til Grunde med bristede Illusioner. "Lykkeper" (I-VIII, 1898-1904, forkortet Udgave 1907) fortæller om Præstesønnen Per Sidenius' trodsige Frigørelseskamp mod Præsteslægten og Danskheden i sig; han bliver Polytekniker, gør et rigt Parti i liberale Jødekredse, spiller op i moderne, hedensk "Livsbekræftelse" og vover saa dog alligevel ikke at gribe den ny "Lykke", søger tilbage til det gamle, men finder det for bestandig tabt for sig – og ender hjemløs, i en Art Naturresignation.
	I "De Dødes Rige" (1912-16; omarbejdet Udgave 1917) skildres det ny Aarh.'s første Tiaar som Fallitopgøret for den ældre Generations (Brandes-Hørup's) Idealisme. Materialismens Triumf og Reaktionens Fremmarch, – kun med en svag Lysstribe tilovers for en kommende Slægt. Ind imellem Hovedværkerne behandlede Enkeltfortællinger som "Det ideale Hjem" (1900), "Borgmester Hoeck og hans Hustru" (1905), "Den kongelige Gæst" (1908) Problemer af lign. Art som disse.
P. er en Mester i klar og livfuld Fortællekunst, bag hans Stils kølige Glathed er der en frisk og varm Menneskelighed, som tager Læseren om Hjertet, og gennem hver Bog, han skriver, virker en uforsonlig Sandhedstrang, en stejl og tung Redelighed, en sikker Sans for Livets Sundhed. Og ligesom dansk Landskab er gengivet i P.'s Digtning med samme fortrolige Inderlighed som i det bedste danske Landskabsmaleri, – ligesom dansk Landliv aldrig er blevet skildret saa ubarmhjertig realistisk som i "Fra Hytterne" [1887] eller saa sjælfuldt sympatisk som i Partier af "Det forjættede Land", saaledes er det i det hele Landlivets Syn og Følemaade, der besjæler P.s Digtning i en dybere Forstand, end hvad der gælder om noget andet moderne dansk Forfatterskab. V.V.	P. er en Mester i klar og livfuld Fortællekunst, bag hans k lig-korrekte Stils er der en frisk og varm Menneskelighed, som tager Læseren om Hjertet; alt, hvad han skriver, er virkelig Menneskefortolkning og alvorlig Livskritik, en Kunst for Livets Skyld i den store Naturalismes Skole. Og ligesom dansk Landskab er gengivet i P.'s Digtning med samme fortrolige Inderlighed som i det bedste danske Landskabsmaleri, – ligesom dansk Landlighed aldrig er blevet skildret saa sjælfuldt sympatisk som i Partier af "Det forjættede Land", saaledes er 1880'ernes og 1890'ernes Hovedpersoner og Hovedstrømninger intetsteds foreviget i Kunst med en saadan Samtidigheds-Forstaaelse som rundt om i P.'s Bøger. – P. har vundet sig en stor Læserkreds, og hans Bøger er komne i mange Oplag; de har ogsaa fundet Vej til Udlandet, og flere er bearbejdet for Scenen, til Dels af Forf. selv ("Lille Rødhætte", "Asgaardsrejen". "Den kgl. Gæst"). I Aaret 1917 modtog han den ene Halvdel af Nobelprisen. (Litt.: Vilhelm Andersen: "H.P." [1917]) V.V.